Efter godt tre timers uafbrudt samtale har Knud Romer talt sig frem til, at han slet ikke burde have været forfatter. Det vender vi tilbage til senere, for han er også netop kommet med et forslag.

- Jeg har overskriften til din artikel. Den skal hedde "Hvis jeg skulle blive mødt med en skov af bifald, står jeg alene som et hult udbrændt træ."

Det er lyrisk sagt, men det er også genbrug, for han har sagt det før, viser en google-søgning. Men det er fuldt ud dækkende for det, han netop har fortalt om sit liv.

Et liv, der har givet den 62-årige Knud Romer så mange tæsk, at der sidder blå mærker tilbage, som aldrig vil forsvinde. Han er blevet banket af sygdom, stukket ned af ensomhed og skudt på af kritik. Til sidst brød han sammen og endte på et psykiatrisk hospital.

Udenfor er det forår og snart sommer, men i Romers liv er der altid en snert af vinter.

Han har grøn stær, og det kan ikke helbredes. Han er blind på det ene øje og har kun otte procent af synet tilbage på det andet.

For nylig blev han også indlagt.

- Hjernehindebetændelse. Lægerne aner ikke, hvorfor jeg fik det. Nu skal det gå over af sig selv, og det er det heldigvis også ved. Problemet er, at når jeg arbejder tæt mod en udgivelse, spiser jeg ikke, drikker for meget, tager for mange stoffer. Jeg havde lidt hovedpine og kunne ikke sove, men tænkte, at det var det sædvanlige bøvl. Og så faldt jeg pludselig omkuld på forlaget - midt i redigeringen. Og kunne ikke tale og var lam i den ene side. Det lignede en hjerneblødning.

- Jeg lever af at sniksnakke røven ud af bukserne og af at skrive. Og jeg er ved at blive blind. Skulle jeg nu også have afasi ...

Det er blandt andet på grund af den forskrækkelse, at planen for denne samtale var, at den skulle finde sted i en kirke. Ude af Romers lejlighed med de tunge møbler fra hans mors tyske familie. Og ind i et bart rum, der kalder på store refleksioner af den slags, der kan ramme, når man er i sit livs efterår - og ovenikøbet syg.

- Men kan vi ikke godt droppe den kirke? Kan vi ikke hygge os her i lejligheden? Er du sulten?

Hans hjem ved Nyhavn er det stik modsatte af kirkers enkelhed. Her emmer af hverdagsrod, kærlighed til litteratur i fyldte bogskabe og evigt piberøg.

Du har netop været alvorligt syg. Du ved, du bliver blind. Bliver du bange?

- Jeg bliver frysetørret af angst. Jeg lever på angst, men hvad skal jeg stille op? Problemet er, at der ikke er nogen vej udenom.

- Vi render alle rundt i en kiste, og der er ingen vej ud. Og vi kan ikke gøre noget ved det. Hyg dig i stedet. Drik, spis, elsk, skriv. Brug din tid så godt som muligt. Vær nænsom, omsorgsfuld, kærlig, nyd dine venner. Vær sød, flink, rar, snak!

Men det er jo ikke nogen trøst?

- Mening er noget, som mennesker har fundet på. Jeg hader religion. Det er menneskeligt gerne at ville forstå, men jeg bryder mig ikke om folk, som påstår at have fundet sandheden, for den findes ikke. Vi er flygtige - som skygger, der er kastet af en sol bag vores ryg. Mening er noget, vi bruger for at kunne snakke. Vi mennesker er her udelukkende for genernes skyld. For at skabe liv, at give det videre. Grunden til, at du går i stykker, er, at du er ligegyldig. Livet er større end dig, og i det er der en stor lettelse. Så vær tilfreds med, at du har fået lov til at findes. Er det ikke godt nok?

-  For mig er det største i livet meningsløsheden. Det er derfor, jeg ikke gider ind i en kirke.

Knud Romer var kun 13 år, da han begyndte at drømme om at udkomme på det tyske og prestigefyldte forlag Insel Verlag, hvilket er lykkedes for ham to gange.

- Drømmen har kostet mig mit liv, siger han.

Han skrev sit første digt som 16-årig. Om et myggestik, der giver blodet vinger.

- Men jeg var 46 år, inden jeg fik udgivet en stavelse.

At drømmen har kostet ham hans liv, er en lang lidelseshistorie. Den vender vi tilbage til i kort form. Først skal vi til Københavns Universitet, hvor Romer studerede litteraturvidenskab.

Jeg har aldrig gået på universitetet ...

- Jeg gik 17 år uden at få en eksamen. Det er cirka det samme.

Knud lærte frygteligt meget - sproget jiddish for eksempel. Men han lærte ikke at sætte punktum.

- Mit største ønske blev at få et job. Jeg sad på Toldbod Bodega og skålede med en julestjerne og vidste, at hele Danmark har et job, en lønkonto, en familie, et liv. Og at de var til julefrokost. Jeg ville også gerne med til julefrokost.

Det kom han, for han fik job på et reklamebureau. Han beskriver jobbet, som at han skulle være pianist i et bordel i stedet for at være en stor digter.

- På første dag skulle jeg lave en annonce til noget kontorforsyning. Jeg kan oldgræsk og semantik, men jeg ved ikke noget om kontorforsyning. Så jeg siger, at jeg er klar om en uge. Den går ikke. I morgen? Nej. Det skal bruges nu. Nu er nu. Sæt et punktum.

"Vi har det hele til kontoret og lidt til, hvis det bliver for meget."

- Man kan ikke tænke tanken, vel? Det er umuligt. Hvad fanden betyder det?

Knud Romer griner af sit eget slogan - og det næste, som bliver for en tøjforretning på Strøget: "Kig ind og se godt ud."

Tre år senere er han kreativ direktør for et af nordens største reklamebureauer. Det går godt i cirka 10 år, men så beslutter han sig for at hellige sig forfatterskabet.

Selv om 17 års studier uden en eksamen lugter af evighedsstudent, er Romer ekstremt målrettet. For 13-årige Knuds drøm om det tyske Insel Verlag var en beslutning, og sådan en render man ikke fra.

- Man siger, hvad man mener, og man mener, hvad man siger. Og man står ved det. Hvis du ikke mener det alligevel, hvem er du så?

I 2006 brager han igennem med erindringsromanen "Den som blinker er bange for døden", som handler om hans opvækst på Falster i 1960'erne og 70'erne. Hans første udgivelse.

Han udkommer ovenikøbet også på Insel Verlag. Drømmen er opfyldt.

- Så står jeg der i den afdøde forlæggers kæmpe villa i Frankfurt og kommer ned i kælderen til en gigantisk bankboks, der indeholder alle forlagets førsteudgivelser. Jeg skal signere min bog med en fyldepen, og så får jeg lov at gå ind - som den eneste - for at sætte bogen på plads. Bagefter lukker de boksen. Og så siger de: "Bare fordi, De har fået udgivet én roman hos os, betyder det ikke, at vi udgiver deres næste. God rejse hjem."

Det tager Knud Romer 12 år at skrive fortsættelsen "Kort over Paradis". Han føler sig lukket inde i tvivlen om at kunne gøre det igen. Indespærret i den tyske boks med verdens største forfattere.  Da han endelig får styr på sit stof, følger tre år, hvor han skriver hver nat fra klokken 22 til 06. Han sender bogen til sin tyske oversætter, der ikke finder den god nok.

Romer lader romanen ligge og kører mod sit elskede sommerhus Østerhøj - et lille, stråtækt og isoleret fiskerhus på Præstø. Men han ender i grøften. Det er mørkt, og han kan intet se. Forsøger at finde vej til fods. Befinder sig i vådt siv og truende brakvand. Det sikreste er at stå helt stille. Han skriger alt, han kan.

Den nærliggende skovriderfamilie hører ham.

- Jeg finder ud af, at jeg er blind på mit højre øje - det har jeg ikke opdaget, mens jeg har siddet og skrevet om natten.

Dernæst til "en kold og distanceret øjenlæge, der ikke engang siger goddag eller mit navn". Til gengæld får han at vide, at han vil blive blind af grøn stær.

- Jeg går hjem, og så siger min kone, at hun vil skilles. Lidt efter står jeg på gaden med en rullekuffert. Det var det.

De næste måneder bor han hos venner i "deres sammenbragte familiers børneværelser med popplakater".

- Men så gør jeg det, som en falstring altid gør. Jeg bruger Falsterprincippet og siger: "Det vil jeg skide på", for man giver ikke bare op. Man sætter den ene fod foran den anden. Bliv ved, bliv ved. For hvad er alternativet? Jeg sover ikke, spiser ikke, går ikke i bad, får skæg, skærer 170 sider væk, laver ny kapitelinddeling og skriver bogen igennem. Fire uger, før "Kort over Paradis" skal udkomme, trykker jeg send og går hjem til konen og kaster mig på knæ: "Ikke vores børn, ikke vores familie, ikke vores hjem". Men hun vil skilles.

Knud bryder sammen.  Føler, at han er ved at blive psykotisk.

Det hele ender med, at hans redaktør fra forlaget Lindhardt og Ringhof kører ham til et privat psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland.

- Mit omsorgsfulde forlag sørger for, at jeg får 14 dage, hvor jeg kan falde til ro, men jeg skal også lave interviews med journalister på selve hospitalet, fordi bogen er på vej ud i Danmark. Så tænker jeg: Okay. Du har taget stofferne på dig, udkanten, tyskersvinet, reklametekstforfatteren. Alle ydmygelserne og nedgørelserne. Skal jeg tage den her også? Ja, det skal jeg. Den napper jeg.

- Da "Kort over Paradis" så også udkommer på Insel Verlag, går jeg alene rundt i København. Uden kone, bil, sommerhus, båd, uden noget og uden fremtid. Og jeg bliver blind. Jeg tænker: "Jeg gider ikke høre jeres mening. Bare gør det selv. Se, om I kan gøre mig det efter. 12 år - drømmen har kostet mig mit liv en gang til. Jeg er død for verden. Hvis jeg skulle blive mødt med en skov af bifald, står jeg alene som et hult, udbrændt træ."

- Glæde findes kun, hvis du kan dele den med dem, du elsker.

Knud Romer har et billede af sit elskede Østerhøj hængende over sin seng. Det er på sengen, han sidder og skriver - med hjælpemidler og resterne af sit syn.

Han måtte give huset tilbage til det gods, han lejede det af, fordi det nu er praktisk umuligt for ham at have det.

Han ser heller ikke meget til sine teenagedøtre - og det er han ked af.

Han har dog fået kærlighed i livet igen i form af nordjyske Laura Kirch Kirkegaard, som er direktør for Lokk - Landsorganisationen af kvindekrisecentre.

Da Laura en sommer tog ham med tilbage til Falster, skrev han et kærlighedsdigt til hende, som hedder "Du gav mig sommeren på en dag". Lasse og Mathilde har skrevet musikken.

- Laura skrev til Giro 413: "I dag vågner jeg op med min kæreste, som jeg ikke er helt sikker på ved hvor højt, jeg elsker. Men hvis I spiller "du gav mig sommeren på en dag", kan det ikke blive større. Kærlig hilsen Laura". Og så spillede de den.

Knud Romer fortæller historien, fordi han er irriteret over, at musikere som Lasse og Mathilde ellers ikke bliver spillet på Danmarks Radio. Han mener, det er udtryk for mangel på folkelighed.

- Kulturborgerskabet tror, at Danmarks centrum er nogle få mennesker, der sidder og hersker og regerer. Men Danmark er ikke en by, det er et land. Og det er Hanstholm, Giro 413, Familie Journalen og Nykøbing Falster.

- Det største, der findes, er det almene. Det, som er ens for alle. Og det er der ingen, der sætter pris på, for vi skal alle være avantgardister og skrive mærkeligt og klogt for ikke at være kliché. Men ordet kliché er et værdiladet ord for ritual. Og ritual er bare det, der er alment og ens. Hvorfor er det ikke det enkle og forståelige, som er det fineste? Hvorfor se ned på det?

Romer ser sig selv som en folkelig forfatter - hans mål er altid at stile højt, men skrive bredt.

- Hvis I ikke kan skrive, tale og synge på en måde, så folk værdsætter det, og I kun skriver for jer selv og for at få jeres kunstlegater, så har I ikke forstået en skid!

Knud Romer modtager afvisninger i stedet for arbejdslegater.

Når man vokser op på Falster, er man en del af udkanten. Og når man har en tysk mor, bliver man udkant selv i udkanten, for i 1960'erne var den tyske besættelse frisk i den kollektive hukommelse.

Knud Romer har en følelse af altid at have stået udenfor, bagerst i køen. Ikke fin nok, ikke litterær nok. At skrive digte, der rimer. Føj, det kunne ikke udgives.

At være blevet nedgjort - selv da han modtog De gyldne Laurbær af boghandlerne for "Den som blinker er bange for døden".

- Og da Jens Smærup Sørensen fik prisen året efter mig, blev der på talerstolen sagt: "Med al respekt, Romer, så er vi glade for at kunne give De Gyldne Laurbær til en rigtig forfatter i år."

I samme periode blev en ven til fjende, da han nedgjorde Romer og hans døde mor i sine romaner.

- Det var karaktermord, og det vil jeg aldrig selv gøre. Det er også derfor, at jeg ikke kan skrive fortsættelsen til "Kort over Paradis", for det vil involvere mit liv med min ekskone. Men jeg har titlen: "Katastrofernes orden".

Romer svarer ikke, når han føler sig ydmyget.

- Hvis du svarer, har afsenderen fået en tilfredsstillelse. Hvis du ikke svarer, bliver lorten liggende, hvor den kommer fra. Hundene i landsbyen gør, men karavanen kører videre. Og så har jeg jo også lige Falsterprincippet ...

Princippet er også årsag til, at vi næsten allesammen kender Romers stemme og dens melodi af både falstersk og københavnsk.

For han tager gerne ordet og deltager i samfundsdebatter - ofte på en direkte og for nogle provokerende facon. Han siger, at han tager disse øjeblikke af taletid meget alvorligt, men også, at "skandalen er berømmelsens mor".

- Da jeg var sidst i 30'erne, fandt jeg ud af, at jeg ingen vegne kommer med det gode.

I blindesamfundet blev de for eksempel vrede på ham, da han iførte sig det gamle blindearmbånd (som en slags jødestjerne) og drog på foredragsturné.

Hopper du ind og ud af roller? 

- Jeg var på røven - også økonomisk - efter skilsmissen, og hvis der ikke er en løsning på et problem, så er problemet løsningen. Jeg kunne ikke løse, at jeg har fået grøn stær, så jeg gjorde et nummer ud af det i stedet.

Knud Romers nye bog "Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift og andre fortællinger" består af en række gribende, smukke og underfundige historier, som bringer os rundt i Danmark og i verden.

Historierne kredser om ensomhed, kærlighed og litteratur?

- Ja. Det er også det, jeg har brugt mit liv på: Ensomhed, kærlighed og litteratur. Men de handler også om at være åben, at turde sige ja, møde folk, snakke, drikke, fortælle historier, lytte.

Hvad drømmer du om at gøre nu?

- At få nogle år mere, fordi jeg omsider kan synge på mit elskede dansk, svarer han.

Det betyder, at han føler, at han kan skrive godt - uden store blokeringer. Og at han har mange historier, som banker på.

- Men jeg er jo blevet revet midt over. Jeg er et ekko af et liv, der har været. Jeg lever bare videre, fordi jeg er falstring. Og på Falster sætter vi jo den ene fod foran den anden. Jeg har en sød og dejlig kæreste, som jeg elsker, de bedste venner i verden. Jeg er glad for at snakke og elsker andre mennesker.

- Jeg skulle jo ikke have været forfatter. Jeg skulle have været turistguide eller en, der drev et hotel. Et eller andet selskabeligt.

Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift og andre fortællinger. 176 sider. Lindhardt & Ringhof

Der er virkelig fart over feltet på lademarkedet for eldrevne køretøjer i Danmark.

I de første tre måneder af 2023 blev der etableret 1.910 offentligt tilgængelige ladepunkter, hvilket er 21 procent flere end samme periode året inden.

Faktisk går det så stærkt med at sætte ladestandere op, at antallet af dem stiger forholdsvis hurtigere end antallet af elbiler.

Det viser et nyt notat fra Transportministeriet.

Der er dog ganske markante forskelle fra kommune til kommune i udbredelsen af ladepunkter.

Mens koncentrationen i Hovedstadsområdet er høj, halter mere end halvdelen af kommunerne bagefter, når man måler op mod landsgennemsnittet på 1,68 ladepunkter per 1000 indbyggere.

Transportminister Thomas Danielsen (V) er først og fremmest meget begejstret for, at der er fart på udbredelsen af de elektriske tankstationer.

- Rækkeviddeangst har for mange været den største barriere mod at købe en elbil, og nu ser vi altså en eksplosion i antallet af ladestandere, der er offentligt tilgængelige. Det er en meget, meget positiv udvikling, siger han til Avisen Danmark.

Ministeren hæfter sig ved, at statslige puljer slet ikke er taget i brug, fordi private aktører slås om at få de bedste placeringer til ladestandere, især langs motorvejene. Derfor er der ikke brug for medfinansiering fra staten.

Det samme mønster har man set med vindmøller, hvor udviklingen pludselig har betydet, at energiselskaber stod i kø for at betale for at rejse vindmøller i stedet for at modtage tilskud fra staten.

- Private aktører er virkelig interesserede i at udrulle ladestandere, så man kan faktisk sætte spørgsmålstegn ved, om vi er ved at nå dertil, hvor statslige puljer er ved at være overflødige i forhold til ladepunkter for elbiler, siger Thomas Danielsen.

Men har du været på Mols eller visse steder i Vestjylland eller mange andre steder i Danmark, hvor der er hvide pletter, og hvor private åbenbart ikke kan se en forretning i sætte ladestandere op? Er det her, staten spiller en rolle?

- Vi har ændret lovgivningen, så kommunerne har bedre mulighed for at stille offentligt tilgængelige ladepunkter op. Det sjove er, at vores nye rapport viser, at der er en meget kraftig udrulning af ladestandere i de mere tyndtbefolkede områder. Det er vigtigt, for vi ved, at i forhold til turisme er det ikke ligegyldigt, om der er adgang til ladefaciliteter, svarer Thomas Danielsen.

I AutoBranchen Danmark, FDM og Tekniq Arbejdsgiverne mener man, det går for langsomt med at sætte nye ladestandere op.

- Det går rigtigt godt med salget af elbiler. Hos FDM hører vi dog stadig fra mange, som fravælger elbiler, fordi de er bekymret for, om de kan komme til at lade, når de har brug for det. Skal vi have flere til at vælge en elbil, er der brug for, at vi får sat endnu mere fart på udrulningen af ladestandere, siger Stina Glavind, der er administrerende direktør i FDM, i en pressemeddelelse.

I en ny rapport, der er offentliggjort fredag, peger de tre aktører på 20 forskellige anbefalinger til, hvordan den danske ladeinfrastruktur kan accelereres, så forholdet mellem opladelige biler - altså medregnet plug-in hybrider - og ladepunkter kommer nærmere EU's anbefaling på 10 biler per ladepunkt.

I Danmark er forholdet i øjeblikket nærmere 30 biler per ladepunkt, lyder det fra organisationerne. Ifølge Transportministeriets opgørelse er der lige over 11 biler, der kun bruger el, for hvert offentligt tilgængeligt ladepunkt.

Blandt anbefalingerne er oprettelsen af et nationalt videncenter for ladeinfrastruktur, så arbejdet med at stille ladestandere op kan koordineres bedre.

De tre aktører foreslår også, at der stilles krav om kommunale målsætninger for, hvor stor en andel af parkeringspladserne i kommunen, det skal være muligt at lade på.

42-årige Naval Billie er ankommet til sin første jobsamtale efter en ulykke, som har givet hende gangbesvær.

Det er et job som receptionist, Naval Billie har søgt. Et job, hun har varetaget før. Hendes gangbesvær gør, at hun til jobsamtalen er ledsaget af to krykker. Klar på at komme i job igen bliver hun dog mødt af en nedværdigende attitude af ham, som skal foretage jobsamtalen.

- Jamen, han grinte sgu af mig, siger Naval Billie.

Jobsamtalen blev rundet af med en anbefaling til Naval om, at hun skulle søge pension.

Naval Billie er langtfra den eneste med handicap, som er jobsøgende. Beregninger fra Danske Handicaporganisationer, baseret på data fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at 46.000 personer med handicap er klar til at komme i arbejde inden for 14 dage. Samtidig spår Kommunernes Landsforening, at manglen på arbejdskraft vil stige frem til 2030.

- Jeg har været i det her arbejde i mere end 30 år, og jeg må bare sige, at vi står med det samme problem.

Det fortæller formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, om den lavere beskæftigelse for mennesker med handicap.

På trods af en mindre fremgang i beskæftigelsen for personer med handicap er beskæftigelsesgabet mellem personer med og uden handicap på 25 procentpoint. Det betyder, at 85,6 procent af personer uden handicap er i arbejde, hvorimod andelen falder til 60,8 procent for personer med handicap.

Selv om beskæftigelsesgabet er det mindste siden 2006, fastslår Thorkild Olesen, at der stadigvæk er store problemer med at få folk med handicap i arbejde.

Naval Billie er en af de 46.000 med handicap, som ønsker et job. Siden ulykken for fire år, hvor hun styrtede på et elløbehjul, har hun været jobsøgende.

Grundet hendes gangbesvær har hun søgt stillesiddende job som receptionist og kassemedarbejder. Naval Billie mener selv, at hun i sin jobsøgning er blevet valgt uberettiget fra til job, som hun ellers godt kunne varetage.

Ifølge professor og leder af Forskningscenter for Handicap og Beskæftigelse på Aalborg Universitet Thomas Bredgaard bliver flere mennesker med handicap valgt uberettiget fra i jobsøgningsprocessen.

I slutningen af 2022 udgav han sammen med ph.d.-studerende Cecilie Krogh et forskningsprojekt, der fandt, at ansøgere som nævnte, at de var kørestolsbrugere, skulle sende dobbelt så mange ansøgninger, før de blev kaldt til samtale. Vel at mærke til jobfunktioner, som de godt kunne varetage.

Sammenlignet med vores nordiske naboer er resultatet ikke unikt. Lignende studier er blevet lavet i Norge med samme resultat.

- Bare det at annoncere, at du har et handicap, er et kriterie, som gør, at du bliver fravalgt, siger Thomas Bredgaard.

Problemet handler især om at få hul igennem. Virksomhederne er positivt stemte for at fastholde deres egne medarbejdere, selvom de skulle få et handicap, lyder det fra Thomas Bredgaard.

Udfordringen ligger i at få personer, som har et handicap og befinder sig uden for arbejdsmarkedet, til at blive en integreret del af arbejdsmarkedet. Ifølge Thomas Bredgaard er det uvidenhed og fordomme, som er problemet.

- Man laver nogle stereotyper omkring, hvordan personer med handicap er, som ikke nødvendigvis har hold i virkeligheden, og så frasorterer man dem, siger han.

Også i Danske Handicaporganisationer genkender man Thomas Bredgaards pointer.

- Det vi har kæmpet med i alle de år, og det, vi stadigvæk kæmper med, er fordomme om mennesker med handicap, fortæller formand Thorkild Olesen.

Når Naval Billie tænker tilbage på tiden før ulykken som jobsøgende uden et handicap, så mærker hun en tydelig forskel. Hun fortæller, at arbejdsgiverne var mere interesserede, jobsamtalerne var flere og længere. Det var nemt nok at skaffe et arbejde.

I tiden efter ulykken blev hun ked af at blive mødt af kommentarer om, at arbejdsgiverne kun søgte efter raske medarbejdere. De mange afvisninger har gjort Naval Billie hårdhudet. Det ændrer dog ikke på, at hun brænder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

- Jeg er ved at blive skør af at føle mig ubrugelig og ikke kunne få lov til at være en del af samfundet, siger hun.

Professor Thomas Bredgaard fortæller, at det både kan have psykologiske og sociale konsekvenser at stå uden for et arbejdsfællesskab. Én af dem kan være isolation.

- For mange mennesker er arbejdsfællesskabet en måde at blive integreret i samfundet på. Det bliver den her gruppe så ikke, fortæller han.

Ud over de personlige konsekvenser er det med samfundsøkonomiske briller også et tab, at mange handicappede står uden for arbejdsmarkedet, siger Finn Amby, som er forsker i handicap og beskæftigelse på VIA University College.

- Der er stor gevinst for den offentlige økonomi, hvis man bare kan rykke beskæftigelseskravet en lille smule for den her gruppe, fortæller Finn Amby.

I en rapport fra Det Centrale Handicapråd vurderes det, at samfundet kan tjene 3,3 milliarder kroner, hvis blot én procent af personer med handicap kommer i fleksjob frem for på førtidspension over en tiårig periode.

På trods af potentielle personlige og økonomiske gevinster bliver der ifølge Finn Amby stadig ikke gjort nok for at få personer med handicap i arbejde.

- Hvis man gør noget målrettet, kan man også finde job til temmelig mange af de ledige med handicap, siger Finn Amby.

I Københavns Kommune har man netop taget hul på et forsøg på at løse problematikken ved at bruge frivillig tvang. Virksomheder med en kontrakt med kommunen på over 5 mio. kr. om året skal have mindst én ansat med handicap fra sommeren 2023.

Ordningen vil blive evalueret efter to år for at se, om den har den ønskede effekt, men allerede nu er man positivt stemte i Danske Handicaporganisationer.

- Vi synes, det er et godt forslag, fordi vi tror, at det kan være med til at få flere mennesker med handicap ind på arbejdsmarkedet, siger Thorkild Olesen

I Aarhus Kommune har man haft fokus på en mere dialogbaseret tilgang til virksomhederne. Andelen af personer med fysisk handicap, som er kommet i job eller uddannelse, er steget med 8 procent fra 2021 til 2022.

Det er en stigning, som ikke har givet kommunen anledning til at gøre brug af sociale klausuler, fortæller Eva Borchorst Mejnertz (S), forkvinde for Social- og Beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.

I sin lejlighed i Københavns Kommune er Naval Billie fortrøstningsfuld. Selvom processen har været lang, så føler hun sig stadig overbevist om, at hun nok skal komme i job.

En af ugens bedste nyheder kom onsdag, og den udsprang af en kendelse i Højesteret. Nyheden er ikke god, fordi et medie blev frikendt, men fordi et forsøg på at stække frie medier, der er en bærende søjle i et sundt demokratisk samfund, blev afværget.

At det overhovedet kunne komme så langt, at det først skete i sidste instans, er den bittersøde bismag, jeg sidder tilbage med i denne omgang af Chefredaktørens søde opstød. Men lettelsen og begejstringen trumfer trods alt.

Helt uforståeligt var Berlingskes ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen nemlig tidligere blev dømt i både byret og landsret til at betale 300.000 kroner i erstatning. 

Højesteret kom altså frem til det modsatte resultat. Heldigvis. Landets højeste retslige instans frikendte efter "en samlet vurdering" Berlingske og Tom Jensen. Hverken en satiretegning af "Den lille havfrue" eller et regulært nyhedsbillede af skulpturen med mundbind på var en krænkelse af ophavsretten. Punktum.

Arvingerne efter skulptør Edvard Eriksen har ellers ophavsretten til "Den lille havfrue". Den gælder frem til 12. januar 2029 - præcis 70 år efter kunstnerens død - hvilket følger af paragraf 63 i loven om ophavsret.

Og med afsæt i den paragraf var arvingerne altså gået i flæsket - og foret - på Berlingske, der i to forskellige journalistiske sammenhænge har brugt nationalsymbolet.

Tegningen af havfruen med zombieansigt blev brugt på forsiden af Berlingskes debatsektion i maj 2019, hvor avisen tematiserede debatkulturen i Danmark forud for folketingsvalget i juni 2019.

Her var havfruen med et zombielignende ansigt tegnet siddende på sin opsats ved Langelinie med Dannebrog afbrændt og iturevet, i baggrunden var der pigtråd og både med flygtninge.

Billedet af havfruen med mundbind blev bragt i forlængelse af den første corona-nedlukning i april 2020.

Familiens ophavsret indskrænker ifølge dommen i Højesteret ikke medier til at bruge et billede af skulpturen eller en tegning i en journalistisk sammenhæng. Det er ikke bare vigtigt for Berlingske og alle danske medier. Det er afgørende for ytringsfriheden helt generelt, som igen og igen er under pres fra næsten alle tænkelige sider. 

Bare tænk på Muhammed-tegningerne og debatten om brug af tegningerne i undervisningen, patienters- og offentligt ansattes ytringsfrihed og ikke mindst de mange forskellige former for direkte eller indirekte censur fra trossamfund og minoritetsgrupper, der presser den frie tanke og det frie liv.

Man behøver ikke dele humor i et samfund og alle sammen grine af det samme. Men vi skal hylde og sætte pris på, at vi bor i et land, hvor karakteren Palle fra Kalundborg på Radio4 med satirisk schwung og blottet for politisk korrekthed tør kalde Putin for "en plastik-opereret KGB-mongol", uden at nogen skal frygte for deres liv og levned.

Ytringsfrihed og pressefrihed længe leve. 

Hvis man som privatperson tænker, at vejen nu er banet for, at man kan trykke motivet af "Den lille havfrue" på en flaske og kalde det for "ægte dansk eventyrvand", så gør man regning uden arvingerne. Det må man altså - stadigvæk -ikke.