Nok om mig. Hvad med dig? Hvad synes du om mig?

Sådan nogenlunde siger koen Berta, da hun pludselig kan tale i dukkefilmen "Prop og Berta".

Det kan vi godt grine af sammen med børnene, men der gemmer sig en alvorlig og aktuel sandhed bag. For Bertas ord er ifølge filosofiprofessor Vincent F. Hendricks udtryk for en usund og pervers form for egoisme, der bliver mere og mere fremherskende herhjemme.

Vi er hver især i stigende grad optaget af anerkendelse og egen vinding, og det kan belaste ikke blot os selv og vores nærmeste, men også hele vores demokrati, mener han.

Det har han for nylig skrevet en bog om. Den hedder cirka det samme, som Berta siger: "Nok om mig. Hvad med dig, hvad synes du om ... mig?"

Vi vender tilbage til konsekvenserne af Bertas tankegang. Først skal vi forstå, hvorfor det er et problem.

Hvad betyder det, når hun siger sådan? Hvad er det udtryk for?

- Jeg kalder det en livs-tilgang. En "hvad med mig-livs-tilgang". Det er hele ideen om, at du, Anette, for eksempel er en succesfuld journalist, og hvorfor kan jeg så ikke blive det samme som dig? Jeg kan jo det samme. Eller de tanker, der kan dukke op om venner: "Nå, så du bruger tid på de der venner, hvorfor bruger du så ikke tid på mig? Er det fordi, jeg betyder mindre?" Eller i ægteskaber og parforhold: "Nå, så du bruger tid med børn fra dit tidligere ægteskab. Hvad så med mine børn? Hvad så med mig?"

- Det er hele ideen om, at du opfatter livet som ét stort nulsumsspil. At alt, hvad den ene får, det er, hvad den anden går glip af.

- Hver gang du står over for en udfordring, så spørger du: "Hvad er der i det for mig? Er der ikke noget i det for mig, så betyder det, at der er noget i det for nogle andre," forklarer Vincent F. Hendricks.

- Man kan også sige, at det er at betragte livet som en form for konkurrence. En konkurrence, hvor du kæmper mod din partner, arbejdsgiver, kollega, ven og andre, fordi du hele tiden vil have det på din måde. Og du forventer og regner med, at andre kan se, at det vil være til alles bedste, at du får det på netop din måde, siger Vincent Hendricks.

Hendricks blev allerede som barn opmærksom på, at "hvad med mig-tankegangen" kan være en giftig størrelse. Til en fødselsdagsfest legede hans kammerater med hans nye fjernstyrede bil, inden han selv havde prøvet den ved samme lejlighed. Og det blev han ked af. Det kostede en bredside fra hans far, som lød cirka således: "Det her handler ikke om dig! Det handler om dem! Du kan altid lege med bilen. Og selv hvis du ikke kunne, så værdsæt alt det sjov, dine venner har med den - uden at tænke, at der er et eller andet, der går din næse forbi."

Der er ikke noget underligt i, at vi allesammen med jævne mellemrum tænker "hvad med mig". Men er vi blevet værre til det?

- Det er blevet forstærket af, at vi på de sociale platforme hele tiden kan sammenligne os med alle andre, som vi både kender og ikke kender. Her har vi en let tilgængelig børs, hvor vi kan holde regnskab med hvilke fede ferier, andre har været på, hvor godt de har det i deres parforhold, hvor tit de går ud og spiser, hvor skønne deres venner er. Og så spørger man sig selv: "Hvorfor skal jeg ikke også have det sådan? Hvad med mig?" De sociale medier lever af, at vi hele tiden sammenligner os, og dermed puster de til "at græsset altid er grønnere på den anden side... så hvad med mig?", siger Hendricks.

- Hvis man har for vane hyppigt at tjekke sin Facebook og sin Instagram er man konstant bagud på point, for alle fremstiller sig selv som det fedeste, lækreste og det sjoveste.  Folk sælger noget, der er bedre, end det egentlig er, og derfor kan man hurtigt tro, at ens eget liv tilsyneladende er trist, kedsommeligt og middelmådigt. Og så tænker man hurtigt "hvad med mig?"

Vincent Hendricks kalder sin bog et meget personligt opgør med alt det det, han ikke kan lide, at mennesker gør, netop når de tænker "hvad med mig?"

Hvis man skal spotte en typisk "hvad med mig" hos sig selv og andre, hvilke signaler skal man så holde øje med?

- Der er forskellige signaler, og en af de tydeligste er måden, ting bliver sagt i relationer. Eller hvad der følger af det, der bliver sagt.

- For eksempel: "Kan du ikke også godt se" - underforstået, jeg står faktisk på et mere privilegeret sted, og havde du set det fra mit sted, så ville du kunne se, at det, du siger, er helt forkert. Der er også vendingen: "Hvis jeg var dig, så ville jeg ... " Eller: "Jeg forventer, at du..." - underforstået, at hvis du ikke indfrier de her forventninger, så falder der noget pindebrænde ned. Der er også den subtile: "Tænker du ikke også, at..." - underforstået, at sådan tænker jeg, og sådan burde du også tænke.

- De sætninger her larmer rigtig meget og er tegn på, at vedkommende prøver at lege "hvad med mig". Og hvis man selv kommer til at sige det, skal man tænke, at i relationer handler det strengt taget om "os".

Hvad sker der ved, at flere er mere optaget af "mig, mig, mig" end af fællesskab.

- En af mine venner, der arbejder i kommunen, blev opsøgt af et forældrepar, og så spurgte han dem, om der var noget galt. Det var der ikke. De ville blot høre, om der er noget, kommunen tilbyder, som de går glip af.  Så et af resultaterne er et forbrugersamfund, der for eksempel også omfatter velfærdsprodukter. Hvis alle spørger "hvad med mig" på den måde", så kan vi formentlig ikke oppebære vores velfærdssamfund. For vi har jo et samfund, der bygger på, at dem, der har mere, også skal yde mere. Der er ikke råd til, at alle skal have præcis det samme, og det vil også blive et samfund, hvor vi ikke tager hensyn til hinanden.

- Du kan til sammenligning forestille dig, at vores trafik er organiseret som "hvad med mig". Så ser nogle, at nogle andre kører over for rødt, og så vil de også have lov til at køre over for rødt. Det er ikke trafik, det er kaos, siger Hendriks.

Et andet resultat er forbrugerdemokrati, og det er endnu værre, mener han.

- Det bliver sådan, at vi ikke deler os efter anskuelser, men nærmere, at vi deler os efter, hvilke politiske produkter, tilfældige politikere nu engang udbyder. Man går ned i supermarkedet for politiske produkter og vælger dem, man gerne vil have, og så går man til kassen og stemmer. Og bagefter går man hjem og tænker: "Nå, så må vi se, om politikerne kan indfri det for mig - for hvad med mig?"

Vincent F. Hendricks ser det som demokrati-undergravende virksomhed, hvis vi ender i et forbrugerdemokrati, for så kan vi ikke have tillid og praktisere koordination og samarbejde.

- Hele forudsætningen for det danske demokrati, siger han.

- Jeg er halvt dansk og halvt amerikansk, og i USA er de tættere på at have et forbrugerdemokrati. Vi ser tendenserne herhjemme med politikere, der kan komme i Folketinget alene på deres personlighed - "du ved, hvad du får - og ikke på et ideologisk program.

- Kort sagt. Hvis vi tænker for meget på os selv - det være i parholdet, på arbejdspladsen i samfundet, så falder tingene fra hinanden. Det gælder også for demokratiet.

Hvad kan vi gøre?

Hendricks svar er kort: Vi skal bevare tilliden. For når vi har tillid til hinanden, kan vi samarbejde. Hvis vi kun kæmper mod hinanden og konkurrerer, opnår vi ofte dårligere resultater.

- Når vi samarbejder med andre, afgiver vi noget personlig suverænitet, og vi vælger at stole på hinanden. Tillid og fællesviden er det centrale, men det koster os noget, for vi risikerer et tillidsbrud. Derfor kan det på den ene side være skrøbeligt, men det er også meget potent, når det virker, for så kan vi meget mere - sammen, siger Hendricks og insisterer på en tilføjelse:

- Jeg siger ikke, at vi skal være blåøjede. Du skal være tillidsfuld og samarbejde, men du skal være opmærksom på, at der er nogen derude, der tænker "hvad med mig", og det er i hvert fald ikke dem, du skal samarbejde med, siger han.

- Og så skal du gribe i egen barm og spørge dig selv: Er jeg nogle gange en "hvad med mig?". Husk, at det kan være frisættende ikke hele tiden at skulle tænke på sig selv, siger han og ler højt, inden han kommer med sin tilføjelse nummer to.

- Der kan jo være situationer, hvor det er rimeligt at tænke "hvad med mig". For eksempel hvis man er forfulgt eller udsat for overgreb. Men overordnet set handler livet om at gøre det bedre både for sig selv og for andre. Det skal handle om "os" i stedet for "mig", siger Vincent F. Hendricks.

Netop derfor bør Berta og alle os andre forkorte hendes berømte sætning og nøjes med: "Nok om mig. Hvad med dig?"

Vincent F. Hendricks: "Nok om mig. Hvad med dig, hvad synes du om... mig", 216 sider, Politikens Forlag

Det er stegende hedt her midt i Nigers ørken. Temperaturen er mellem 43 og 44 grader. I skyggen vel at mærke. Den voldsomme varme har på det nærmeste overfaldet mig, og forholdene gør det svært at holde koncentrationen. Blikket afsøger hele tiden muligheden for skygge.

Men lige nu er der gang i en rundvisning under den nådesløse sol. Skyggen og endnu et grådigt angreb på vandflasken må vente lidt endnu.

Vi går rundt i en lejr for migranter, der venter på at blive sendt tilbage til deres hjemlande. Den hede og støvede luft stinker af urin og sved.  Vi er i mændenes afdeling. De forsamlede mænd er temmelig beskidte i deres slidte tøj. De er dvaske i blikket. Ikke uvenlige - nærmest en smule forundrede over det store følge.

Et andet sted i lejren bor børn og kvinder. Børnene smiler og vinker, mens kvinderne er mere tilbageholdende, men også her er venligheden til at få øje på.

At jeg er på rundvisning i migrantlejren, skyldes, at Avisen Danmark og et par andre danske medier har fået lov at tage med Dan Jørgensen på arbejde.

Den fynskvalgte socialdemokratiske minister har siden midten af december sidste år haft verdens største ministerkontor, der ikke måles i kvadratmeter, men i kontinenter.

Han er regeringens minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik. Siden sin udnævnelse har han været på talrige rejser rundt i verden. Fra New York til Kina og Stillehavets østater som Fiji og Vanuatu.

Og lige nu er han altså sammen med en større diplomatisk delegation i det vestafrikanske land Niger.

Niger er en ørkenstat, der er lige så stor, som den er fattig. Arealmæssigt er landet nogenlunde på størrelse med to gange Tyskland og Frankrig. Og på alle opgørelser over levevilkår en absolut bundprop. Når man anvender den af FN udviklede måleenhed Human Development Index (HDI), der bruges til at sammenligne velstand og udvikling landene imellem, er det virkelig skidt.

På den seneste opgørelse ligger Niger tredjesidst af verdens 195 lande. Kun i Tchad og Sydsudan er livet for øjeblikket endnu mere elendigt.

Migrationscentret, hvor Dan Jørgensen er på rundvisning, ligger i byen Agadez cirka midt i Nigers endeløse ørken. Vi er fløjet til fra hovedstaden Niamey tidligere på dagen. Vi ankom med et fly fra De Forenede Nationer. Indenrigsflyvning og egne luftfartsselskaber er ikke noget, som Niger har noget af.

Alle i migrationscentret i Agadez har indvilliget i at returnere til deres hjemlande efter mislykkede forsøg på at få en bedre fremtid i et andet land. For beboerne i lejren stoppede rejsen i ørkenen i det sydlige Sahara. Arbejdet med at få migranter strandet i Niger hjem er en opgave, som Danmark har støttet i en årrække.

Der er normalt plads til at indkvartere cirka tusind migranter i centret i Agadez. Dagen, hvor dansker-delegationen er på besøg, kundgør en tavle med dagens status, at der denne dag er 1454 mænd, kvinder og børn, som venter på at få deres hjemsendelse gennemført.

Det tager ofte lang tid, idet mange af migranterne ikke har personlige papirer på sig. Det gælder blandt andet for 23-årige Ahmed Fana fra Elfenbenskysten, som jeg taler med gennem en fransktalende tolk.

Han forlod på et tidspunkt sit hjemland på den vestafrikanske kyst for at søge mod nye og bedre muligheder nordpå. Han ville gerne til Tunesien i det nordlige Afrika. Han havde hørt, at der var arbejde og gode penge at tjene i det nordafrikanske land. Så han forlod sin søn og sin familie og søgte nordpå.

Ahmed Fana kom snublende nær sin endestation. Men snublede så på målstregen. Han fortæller, at han blev standset af de algeriske myndigheder nær grænsen til Tunesien. Algeriet fører en skrap kurs mod de migranter, som rejser ind i landet.

- De tog alle mine ting. Mine papirer, mine penge og min mobiltelefon. Det var meget trist, lyder fortællingen fra den unge afrikanske mand.

Ahmed Fana er endt i lejren i Agadez i Algeriets naboland Niger. Nu venter han så på, at hans sag bliver færdigbehandlet, så han kan vende tilbage til Elfenbenskysten.

- Det er sådan, at det må blive. Jeg har hørt fra andre, at de har fået hjælp og penge for at kunne vende tilbage. Det regner jeg også med at kunne få.

Hvornår hjemrejsen kan ske, ved han ikke. Indtil videre må han belave sig på at være i det tætpakkede, støvede og kvælende varme center et stykke tid endnu.

Niger er ikke kun et brændende varmt land at befinde sig i. Det ligger også i et af verdens meget urolige brændpunkter - Sahel-regionen.

Nabolande som Mali, Nigeria, Tchad og Burkina Faso slås alle med ekstremistiske terrorgrupperinger og røverbander og anden organiseret kriminalitet.

Niger har bestemt også sine problemer. Også med voldsomme terrorhandlinger.

Danmark har ingen rejsevejledning til landet. Men det har Storbritannien. I landets rejsevejledning konstateres det, at terrorhandlinger er meget sandsynlige i landet.

Det britiske udenrigsministerium har lavet en liste, der fortæller om 12 terrorangreb med dødelig udgang siden januar 2020. Mange af angrebene har fundet sted i grænseområderne til Nigers uroplagede nabolande.

Men også nær hovedstaden har den været gal. I august sidste år dræbte en vejsidebombe to civile personer fem kilometer fra bygrænsen til Niamey.

Derfor er der også skruet godt op for sikkerheden, da den danske delegation er på besøg i Niger. Et større hold af bevæbnede og civilklædte vagter fra aktionsstyrken under Politiets Efterretningstjeneste er med på vores rejse. Og al transport sker med kortegekørsel med høj fart og til lyden af hylende sirener.

En række afrikanske land vender Vesten ryggen og har det fint og fordomsfrit med lande som Kina og Rusland. Men ikke Niger. Trods sine store problemer satser landet på demokrati. Og orienterer sig mod Vesten.

- Vi deler værdier med Vesten og har et stærkt venskab.

Det fortæller udenrigsminister Hassoumi Massoudou til Avisen Danmark i et interview på sit rummelige kontor i en ellers noget nedslidt bygning midt i Niamey.

Ministeren fortæller, at Niger ønsker at hjælpe Vesten og resten af verden med at inddæmme den terrorisme, som findes i landene i Sahel-regionen.

Han er godt klar over, at ikke alle i Niger deler regeringens syn på det fordelagtige i orienteringen mod Vesten.

- Men i et demokrati må man gerne udtrykke sin utilfredshed.

Men ikke alle nøjes med at udtrykke utilfredsheden gennem ord. Der bliver også grebet til våben og vold fra tid til anden. Så der skal gøres et stort arbejde for at sikre stabilitet.

Det kræver en stærk stat. Derfor er dansk hjælp til forebyggelse af konflikter og fremme af god regeringsførelse et centralt element i det nye landeprogram, som Danmark og Niger har indgået. Aftalen løber i fem år og sender 920 millioner kroner i retning af Niger.

For de fleste danskere er Niger en meget fjern størrelse.  Men Danmark har haft et tæt samarbejde med landet siden 1974. Men den nye landeaftale er støtten på det højeste igennem de fem årtier, Niger har fået ulandsbistand fra den danske statskasse.

Dagen efter besøget i Agadez er Dan Jørgensen og det diplomatiske følge tilbage i hovedstaden Niamey for at få aftalen om det nye landeprogram mellem Niger og Danmark helt på plads på øverste niveau.

Nu bliver der skruet en ekstra cru op for diplomatiet, idet kronprins Frederik slutter sig til delegationen. Det sker i timerne op til offentliggørelsen af det nye femårige landeprogram, som bliver underskrevet i præsidentpalæet i hovedstaden af den danske minister og Nigers udenrigsminister Hassoumi Massoudou.

Efter underskrivelse og pressemøde er der festmiddag i præsidentpalæet, hvor kronprins Frederik og Dan Jørgensen sammen med blandt andre Nigers præsident Mohamed Bazoum fejrer forlængelsen af de gode relationer landene imellem.

Der er marmor, gyldne facader og fire retters lækker mad på menuen til den fine sammenkomst i præsidentpaladset.

Kontrasten til besøget i Agadez dagen forinden er overvældende. Kun den kvælende hede er den samme.

Netop den ekstreme varme er der de senere år blevet skruet ekstra op for i Niger som følge af de globale klimaforandringer. Det forarmede ørkenland er et af de lande i verden, som lider mest under de stigende temperaturer.

Niger mister hele tiden store opdyrkede områder, der ender som ørken som følge af ekstrem varme og nedbør, der falder uhensigtsmæssigt. Enten er nedbøren ikke eksisterende, ellers har den det med at falde meget voldsomt med blandt andet oversvømmelse og mudderskred til følge.

På grund af de meget ringe sanitære forhold i landet kan store mængder vand i beboede områder føre til forurening af alvorlige sygdomme.

Det er ikke kun mennesker, som må kæmpe for overlevelse. Dyr lider også under sådanne forhold. Uden mad og i tørke kan dyr ikke overleve. Der er sågar eksempler på, at kameler ender med at dø af tørst.

Det nye landeprogram mellem Danmark og Niger lægger stor vægt på at sikre landet muligheder for at kunne tilpasse sig og stå imod klimaforandringer. Af de 920 millioner kroner i programmet er 440 millioner kroner øremærket til dette formål. En vigtig del af opgaven bliver at optimere vandforsyningen.

Det glæder Nigers præsident Mohamed Bazoum, som har sagt ja til at lade sig interviewe af Avisen Danmark, og de to andre medier, som også er med på turen til Niger. Vi får femten minutter, inden præsidenten skal nedenunder og tage imod kronprins Frederik.

- Faktisk har vi ganske meget vand i undergrunden, og vores jord er fertil. Men det dyrt og besværligt at få vandet op. Det har vi behov for hjælp til. Både fra Danmark og resten af verden. Vores landbrug og kvægbrug er meget voldsomt påvirket i øjeblikket, og vi skal have mulighed for at udvikle os og uddanne os for at sikre os mod fremtiden, siger præsident Mohamed Bazoum.

Foruden kampen mod klimaforandringer er præsident Mohamed Bazoum meget optaget af, at børn bliver sikret skolegang og uddannelse. For det vil på sigt kunne stille Niger meget bedre, end det forarmede land er i øjeblikket.

For der er et overvældende antal børn at uddanne og sende i skole. Befolkningstilvæksten i Niger er den højeste i verden. Hver kvinder føder i gennemsnit mere end seks børn. En sådan eksplosion i børnetallet har en meget negativ og nærmest ødelæggende effekt på et lands mulighed for at komme frem i verden.

Derfor er en vigtig del af skolegangen i landet - hvor 99 procent af befolkningen er muslimer - at lære ikke mindst pigerne om en anden levevis, end den, der praktiseres i dag, hvor en fjerdedel af pigerne bliver gift som 14-årige. Derudover skal de lære sig at beskytte sig mod graviditet, så tændsatsen kan blive pillet ud af den igangværende befolkningseksplosion.

Denne ambition for skolerne er en af de lektier, som kronprins Frederik, udviklingsminister Dan Jørgensen og resten af den diplomatiske delegation får lært, da vejen lægges forbi to forskellige skoler i hovedstaden Niamey.

Det store følge trækker godt med opmærksomhed fra de mange børn i de tætpakkede og nedslidte klasselokaler. Hvor vi i Danmark opfatter et klasselokale med 28 elever som værende fyldt til randen, forholder det sig anderledes i Niger.

På skolerne, vi besøger i Niamey, er der 65 børn i flere af klasserne.

Kronprinsen og ministeren er på besøg i flere af klasserne. På sit flydende, formfuldendte fransk snakker Danmarks kommende konge med flere af skolebørnene, der er tydeligt imponeret af det fine besøg. Det er nok også grunden til, at der lige går et stykke tid, inden nogle af eleverne kvitterer på kronprinsen tilbud om at spørge ham om noget.

Endelig er der en elev, der har fundet tilpas med mod og derfor spørger kronprins Frederik om, hvorvidt han kan fortælle, hvad FN er for en organisation. Det kan kronprinsen, der fortæller, mens Nigers læringsparate ungdom lytter høfligt og opmærksomt.

Danmark gør i det kommende år en stor indsats for, at uddannelsen kan komme til at udfolde sig mest muligt rundt om i Niger. I det nye landeprogram er der afsat 120 millioner kroner udelukkende til at forbedre skolegang.

For vejen ud af Nigers bundløse armod går gennem ungdommen. Det slår kronprins Frederik fast, da han i forbindelse med skolebesøgene holder en tale.

- Det er nødvendigt at få uddannet ungdommen. Nigers fremtid tilhører ungdommen, fastslår den royale hædersgæst fra Danmark.

Der er bare nogle mennesker, der har det. Det der udefinérbare, som får alt, hvad de rører ved til at se ubesværet og naturligt ud. Sådan en type er pop-stjernen Christopher, der siden han bragede igennem lydmuren herhjemme og i udlandet som sangskriver, også har vist sig at være sjov, fornuftig at høre på og altså åbenbart også kan spille skuespil.

Og ja, jeg vil da godt indrømme, at jeg er sådan et lille, småligt menneske, der efterhånden leder efter noget, han fejler i. Bare for at bekræfte, at han er ligesom os andre. Og jeg er endda overhovedet ikke fan af ham. Men helt ærligt? Vil nogen venligst udfordre ham i origami eller kvantefysik? Nej, lad være - det kan han sikkert også - og så bliver jeg for alvor deprimeret.

Christopher har før haft mindre roller, bl.a. i en Jonas Risvig web-serie "Centrum", men med ’A Beautiful Life’ lander han sin første hovedrolle. Han spiller Eliott, en fisker, der sparer op til sin egen båd. Og så kan han spille guitar og synge.

Da hans lidt smart-i-en-fart-ven får sceneskræk, træder Eliott til og bliver opdaget af manageren Suzanne. Hun sætter ham sammen med sin producer-datter, der synes han er åndssvag og overfladisk, indtil hun ikke synes, han er åndssvag og overfladisk mere. Og vupti, så koger romantikken i filmgryden.

Det er en skabelon, vi kender: Et lidt modvilligt stortalent lader sig overtale til at blive professionel musiker. Stortalent bliver forelsket undervejs. Stortalent bliver overmandet af berømmelse og tér sig som et røvhul, men indser til sidst… ja, nu vil jeg ikke afsløre noget, men du har nok gættet det.

Hvis du vil overraskes og opleve noget helt nyt, så skal du ikke se ’A Beautiful Life’. Den er lige præcis efter bogen, ingen dikkedarer, ingen dybsindige tematikker. Men deri ligger også en tryghed. Der er en genkendelighed og en bredde i en film som denne. Den stryger dig med hårene. Den vil dig intet ondt. Det er knap to timers blød mælkechokolade. Og så længe man ikke forventer 80% mørk chokolade, så er det fuldstændig og helt og aldeles godt nok. I virkeligheden temmelig sammenligneligt med Christophers egen fløjlsbløde musik, der også er filmens lydtapet.

Rundt om Christophers karakter cirkulerer en række dygtige skuespillere, hvis roller ikke rigtigt bliver til andet end funktioner, der skal fremhæve og kredse om stjernen. De måtte alle sammen godt have haft lidt mere kød på deres figurer. Især Ardalan Esmaili, som spiller manager-moderens producer-ven (tror jeg). Han er en fantastisk skuespiller. Her i filmen sidder han mest på en sofakant og råber ’jävla bra’, eller ’det där är inte bra’, når Christopher spiller musik.

’A Beautiful Life’ er måske ikke den film, jeg først selv ville sætte på. Der er simpelthen for lidt zombie-apokalypse i den. Men Christophers multi-talent er irriterende uafviseligt. Uanset om man er fan eller ej.

Fans er der i øvrigt mange, mange tusinde af, og de får lige præcis, hvad de gerne vil have: masser af Christopher-musik, en fortælling, hvor han er det ultimative omdrejningspunkt og romantik, så det driver ned ad væggene. Og indrømmet, jeg kneb selvfølgelig også en tåre til sidst. Jeg er jo ikke lavet af sten.

Netflix, 1. juni, 1 time og 39 min. Instruktør: Mehdi Avaz. Medvirkende: Christopher, Inga Ibsdotter Lilleaas, Christine Albeck Børge, Ardalan Esmaili, Paw Henriksen, Sebastian Jessen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) overraskede flere på Christiansborg, da hun med sin tale under Folketingets afslutningsdebat henvendte sig til ungdommen, bl.a. med fokus på de udfordringer, de yngste generationer står over for: Kunstig intelligens, klimaforandringer og mistrivsel.

- Vi var rigtig mange – mig selv inklusive – som havde forventet, at det udenrigs- og sikkerhedspolitiske ville fylde langt mere, fordi Mette Frederiksens regering dagen før afslutningsdebatten havde præsenteret et historisk udspil til et ti-årigt løft af forsvaret til samlet mere end 140 milliarder kroner. Men det blev stort set ikke nævnt, siger Casper Dall, Avisen Danmarks politiske redaktør.

Til gengæld, konstaterer han, var det en meget socialdemokratisk tale, hvor Mette Frederiksen – nærmest for første gang som statsminister – talte om familiepolitik. Hun talte om de værdier, som unge i dag bliver opdraget efter. Ikke mindst talte hun om uddannelsessystemet, hvor der i regeringsgrundlaget er tydelige socialdemokratiske aftryk.

- Regeringen har spillet ud med et forslag til reform af universiteterne og kandidatuddannelserne, men Mette Frederiksen fik også understreget vigtigheden af stærke erhvervsskoler og varslet et øget fokus på folkeskolen, når Folketinget vender tilbage til arbejdet efter sommerferien, siger Casper Dall.

Men rundt om i krogene var det noget helt andet, der optog sindene: De stadigt vedholdende rygter om Mette Frederiksens muligheder for at blive generalsekretær i Nato.

- Afslutningsdebatten blev et glimrende eksempel på, at indtil Nato får valgt afløseren til den nuværende generalsekretær Jens Stoltenberg, har Mette Frederiksen svært ved at sætte nationale dagsordener, fordi alt hvad hun siger – eller undlader at sige – bliver tænkt ind i de mange rygter om hendes politiske fremtid, siger Casper Dall.

Det var nu ikke kun i krogene, der blev talt om Mette Frederiksens mulige fremtid som Nato-boss og fortid som regerings- og partiboss i Danmark.

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt stillede i forbindelse med afslutningsdebatten spørgsmål om hendes fremtid, og Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance ville vide, hvem der skal afløse hende som S-formand - Nicolaj Wammen eller Peter Hummelgaard, som ifølge Casper Dalls analyse i en tidligere udgave af nærværende avis givet begge drøftes som formandskandidater internt i partiet.

Socialdemokratiets ordfører Christian Rabjerg Madsen afviste, at et formandsskifte i partiet er i spil - og leverede i øvrigt et ægte politisk padlen-udenom-svar:

- Der er grund til at være stolt over, at vi i Danmark har en statsminister, som er så kompetent og dygtig, at hun i flæng nævnes af internationale medier som mulig Nato-generalsekretær, sagde Rabjerg Madsen.

Mette Frederiksen selv kastede sig ud i nogen lunde samme politiske sportsgren, da hun under en pause i debatten, sagde, at hun er glad for, at en række borgerlige partier ønsker en garanti for, at hun bliver som statsminister

Hun gentog, at hun er statsminister i Danmark, at hun håber at blive ved med at være det, og at hun ikke er ude at søge et andet job.

Akkurat som tidligere statsminister Anders Fogh Ramussen (V) i sin tid sagde igen og igen og så igen - lige indtil han forlod statsministeriet for at blive generalsekretær i Nato

Tirsdag var der den traditionsrige afslutningsdebat i Folketinget, der afsluttede en uforudsigelig sæson i dansk politik.

Dansk politik er sjældent kedeligt. Folketingsåret 2022-23 var ingen undtagelse. Til gengæld var afslutningsdebatten tirsdag næsten lige så kedelig, som den var lang. Og det er der særlig én god forklaring på.

Siden Folketinget tog hul på sæsonen, er der ellers ikke sket så lidt. For første gang i over 40 år har vi en regering hen over midten. Alt der minder om blokpolitik er stendød - eller som minimum lagt i respirator.

Oppositionen er en underlig størrelse. Billedet af Morten Messerschmidt (DF), der i februar skrev under på en begæring om en folkeafstemning imod afskaffelsen af store bededag på ryggen af Mai Villadsen (EL) står som en af de mest mærkværdige politiske forbrødringer i nyere politisk historie.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde. En regering hen over midten har fuldstændig ændret dynamikken på Christiansborg.  Fælles fodslag uden for SVM-regeringen findes nu pludselig i helt nye konstellationer. Men det hele virker helt ærligt lidt tandløst.

Vi har en opposition uden bid og perspektiv. Alle ved godt, at vi aldrig nogensinde får en regering med både DF og SF eller med Danmarksdemokraterne og Enhedslisten. Partierne på tværs kan fint være med i de samme politiske aftaler. Men en fælles kurs for Danmark kommer de aldrig til at lave sammen. Vi har med andre ord en impotent opposition, der kan true SVM-regeringen med lige præcis ingenting. Det er ikke oppositionens skyld. Det er en logisk konsekvens af den brede flertalsregering.

Bare et halvt år inde i den nye regerings levetid er det måske lidt tidligt? Men man kan nu godt savne god gammeldags blokpolitik.

Politik handler ikke kun om at være tydelig omkring, hvad man kæmper for. Det handler også om, hvad man kæmper imod. Med SVM-konstruktionen er nerven midlertidig taget ud af dansk politik. Der er ikke et tydeligt alternativt. Den usædvanlige tilstand rammer på forunderlig vis både regeringen og oppositionen - og det satte sit tydelige præg på tirsdagens marathon-debat.