Den suverænt største stjerne i amerikansk fodbold - NFL - i øjeblikket hedder Patrick Mahomes. Han er quarterback på denne sæsons mesterhold fra Kansas City Chiefs. Og mandag eftermiddag skulle han fejres i Det Hvide Hus af præsident Joe Biden.

Men før lederen af den frie verden havde tid til balloner og festlige taler, skulle Joe Biden diskutere international sikkerhedspolitik - med Mette Frederiksen.

Og de to havde tilsyneladende en del af tale om. Godt halvanden time blev det til for Mette Frederiksen i debuten i Det Hvide Hus. Alt imens Patrick Mahomes og holdkammeraterne defilerede forbi det samlede danske pressekorps, som ventede i Washingtons glohede juni-varme.

For mens stort set alle folketingspolitikere stillede sig op på en ølkasse, blokvogn eller en lille talerstol for at holde den traditionelle hyldesttale til grundloven, brugte Mette Frederiksen sin 5. juni 2023 på at tale bag lukkede døre. Om formiddagen sammen med chefen for CIA, William J. Burns - og senere sammen med Joe Biden og en lang række af præsidentens vigtige rådgivere. Blandt andre den vigtigste når det gælder international sikkerhedspolitik - og sandsynligvis også når det gælder hvilken kandidat til Nato-topjobbet, som amerikanerne satser mest på - Jake Sullivan.

Men der kom intet nyt frem om Mette Frederiksens mulige kandidatur til stillingen som generalsekretær i Nato.

- Jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt før. Jeg er ikke kandidat til noget andet job, end det jeg bestrider. Og det er ikke anderledes efter den her rejse til USA, sagde Mette Frederiksen ved det efterfølgende pressemøde - og tilføjede:

- Jeg er her tværtimod for at passe mit arbejde.

Men statsministeren erkendte dog, at det er smigrende, at der er så meget omtale af hende i internationale medier:

- Det skal jeg da være ærlig og sige, at det er jeg da glad for. Jeg er da glad for at nyde en international opbakning i forhold til det arbejde jeg udfører på vegne af Danmark. Det gælder i Europa, og det gælder så også hos andre lande. Og ligegyldig hvordan man vender og drejer det, så er det jo godt for Danmark. For en ret vigtig del af det at være statsminister i og for Danmark er jo at repræsentere vores land og gøre vores indflydelse gældende, svarede Mette Frederiksen på dagen, hvor både britiske The Times og italienske La Stampa bragte artikler om Mette Frederiksen og hendes mulige Nato-kandidatur.

De artikler bliver der næppe færre af, for Mette Frederiksen rundede sit svar af til det samlede pressekorps:

- Jeg går ikke yderligere ind i spekulationerne, men jeg synes, der er grund til at glæde sig over, at der er den internationale opbakning.

Om det er Joe Bidens opbakning, Mette Frederiksen refererede til, ved vi ikke, men ved det fælles pressemøde i Det Ovale Værelse var der masser af ros til Danmark fra USA's præsident:

- Vi har de samme værdier. Og dem vil vi beskytte sammen ved blandt andet at stå op for den ukrainske befolkning, sagde Biden.

Da Joe Biden og Mette Frederiksen var færdige med deres indledende bemærkninger, blev pressen eskorteret ud. Her nåede de amerikanske journalister at råbe et spørgsmål, som hang ubesvaret tilbage i rummet:

- Biden, sidder du lige nu ved siden af den næste Nato-generalsekretær?

Indtil videre virker det til, at Mette Frederiksen har kopieret talepapiret fra Anders Fogh Rasmussen, da han i slutningen af 00'erne ikke-kandiderede til en international toppost.

Ligheden mellem de to forløb har fået Jyllands-Posten til at smutte en  tur i arkiverne og her har de fundet ud af, at Anders Fogh Rasmussen i 2008, da han forsøgte at gøre sine hoser grønne hos Nato-lederne, besøgte 20 forskellige lande, og i 2009, hvor han blev udnævnt til Natos generalsekretær, nåede han at besøge seks lande på tre måneder, inden han i april fik jobbet. Mette Frederiksens rejseaktivitet overgår ifølge Jyllands-Posten Anders Fogh Rasmussens. Ifølge Jyllands-Posten besøgte Mette Frederiksen sidste år 14 lande, mens hun i årets første fem måneder allerede har været på besøg i 12 lande.

Det var allerede ved Nato-topmødet i Madrid sidste år, at Joe Biden inviterede Mette Frederiksen på besøg i Det Hvide Hus. Men på grund af Dronning Elizabeths begravelse og det danske efterårsvalg sidste år, blev besøget ikke til noget. Tidligere har danske statsministre ikke ventet så længe på at besøge den vigtige allierede på den anden side af Atlanten. Men ifølge flere diplomater handler den lange ventetid også om, at Joe Biden generelt ikke åbner dørene så ofte, som andre præsidenter havde kutyme for, og at relationen mellem USA og Danmark har været kølnet en smule på grund af afsløringen af det danske kabelsamarbejde med NSA, den amerikanske sikkerhedstjeneste. Dertil skal lægges, at den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, jo egentlig havde planlagt at besøge Danmark ganske tidligt i Mette Frederiksens første periode som statsminister. Men da statsministeren afviste Trumps ønske om at købe Grønland, blev besøget aflyst og Mette Frederiksen kaldt for ”a nasty woman”.

Efter besøget hos Joe Biden i Det Ovale Værelse var Mette Frederiksen på et kort visit i den amerikanske kongres, og derefter deltog hun sammen med resten af den statsministerielle delegation i et traditionsrigt grundlovsarrangement under private former hos den danske ambassadør i Washington. Derefter satte hun kurs mod Grønland. Her venter der tirsdag og onsdag to dage i Nuuk, hvor statsministeren officielt skal diskutere udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) og deres respektive kolleger fra Grønland og Færøerne i det såkaldte ”kontaktudvalg”.

Selv om Arktis og det sikkerhedspolitiske fylder en del på den officielle dagsorden, skal Mette Frederiksen nok også afsætte en del tid til at rede trådene ud mellem Danmark og især Grønland efter, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på det seneste har lagt sig gevaldigt ud med formanden for det grønlandske landsstyre, Múte B. Egede.

Det er den slags udglattende diplomati, flerbørnsforældre hurtigt bliver trænede i at udføre til perfektion – og mindst lige så hurtigt bliver uendelig trætte af. Sammen med de sædvanlige spørgsmål om manglende afbureaukratisering fra LA’s Alex Vanopslagh og den forudsigelige kritik af klimanøl fra Enhedslistens Mai Villadsen i spørgetimen til statsministeren i folketingssalen, kan Mette Frederiksen med et nyt topjob slippe for oprydningsarbejdet efter Løkke. Alene dét kan nok lokke.

4446 nye elbiler blev der solgt i maj, og dermed er omtrent lige så mange danskere sendt på deres første jagt efter den bedste måde at skaffe strøm til deres nye køretøj, når de er på farten.

Det er en næsten umulig opgave, hvis målet er at finde den laveste pris. Selvom danskerne efterhånden har haft adgang til at købe elbiler i mange år, hersker der et regulært kaos på lademarkedet.

Tag blot elpriserne i disse dage. I pinsen blev der produceret alt for meget strøm i Nordeuropa, og derfor fik man ligefrem penge i hånden for at bruge strøm derhjemme, hvis man ellers har et abonnement, der følger spotpriserne.

Men ude på lademarkedet er det anderledes. Hvis man kører sin elbil hen til en lynlader fra firmaet Allego, kan man risikere at betale 9,95 kroner pr. kilowatt-time for at tanke strøm. Hos den store europæiske ladeoperatør, Ionity, der ejes af en stribe bilfabrikker, opkræves der i øjeblikket 6,20 kroner pr. kWh. Den tyske energikæmpe, E.ON, tager 6,50 kroner pr. kWh på de danske lynladere.

Ja, sådan ser det i hvert fald ud. Men elbilisterne kan ofte få langt bedre priser, hvis man åbner og tjekker priserne på en masse forskellige apps på mobiltelefonen, inden man begynder at lade. Så kan prisen sommetider blive halveret, men det er en omstændelig opgave, hvis man er på langfart.

Til gengæld er der meget at spare. De færreste er ligeglade med, om de tanker benzin til 7 eller 14 kroner literen. Hos bilisternes organisation, FDM, lyder tommelfingerreglen, at hvis strømmen koster mere end 3-4 kroner pr. kWh, så havde det været billigere at køre de samme kilometer i en effektiv benzin- eller dieselbil. Regnestykket for det samlede bilbudget er dog noget mere komplekst.

Ilyas Dogru, chefkonsulent i FDM, vurderer, at en pris på ca. 4 kroner pr. kWh for lynladning er en rimelig pris i øjeblikket. Udover elregningen skal operatørerne trods alt investere kraftigt i de avancerede lynladere, eltilslutning og meget andet.

Med andre ord: Markedet kalder på regulering, og den er også på vej. Som omtalt i Avisen Danmark er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undervejs med en tyk rapport, der tager fat i den mudrede konkurrence på lademarkedet. Og inden rapporten er færdig, har transportminister Thomas Danielsen (V) været skarp i retorikken og lovet en markant indsats for at øge konkurrencen på det, han kalder ”fremtidens tankstationer”.

Lige nu er der EU-regulering, der kræver gennemsigtige og rimelige priser. Men det er elastik i metermål, og Allego gør sandsynligvis intet forkert ved at forlange næsten ti kroner for den kilowatt-time strøm, som vi andre kan hive næsten gratis ud af stikkontakten derhjemme.

Kunsten er at opdage, at man er på vej til at oplade sin elbil det absolut dyreste sted. Tag blot Allegos lynladere ved motorvejen i Odense, der har konkurrenterne Clever og OK som nærmeste naboer. De sælger strøm til det halve af Allegos højeste priser, men det kan være svært at gennemskue i tide.

En nem løsning er at gribe til det, staten har gjort før: Forsyningstilsynet driver hjemmesiden Elpris.dk, hvor enhver kan sammenligne elpriser for sin egen husstand. Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur står bag Tjekditnet.dk, hvor man finder alle udbyderne af bredbåndsløsninger på den enkelte adresse.

Det næste bliver at udvikle en hjemmeside og en app, der konstant fortæller elbilisterne, hvor det er billigst at købe strøm lige nu. Indtil da må bilisterne selv vogte sig for de mest uhyrlige priser.

- Vi lever i et fantastisk samfund, hvor vi ikke går sultne i seng eller mangler tag over hovedet. Det er et rigtig godt udgangspunkt for at skabe sin egen virksomhed, siger Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv.

Men det sker ikke i det ønskede omfang. Slet ikke for kvinder. 27 procent af danske iværksættere er kvinder. Et tal, der ikke har ændret sig nævneværdigt de seneste mange år. Og andelen af kvinder, der skaber vækstvirksomheder, er forsvindende lille.

- Der er altså intet genetisk til grund for, at kvinder ikke skulle kunne skabe virksomheder på lige fod med mænd. Altså må det være kulturelle og strukturelle barrierer, vi skal ændre, siger Brian Mikkelsen.

Og det er ifølge Dansk Erhverv vigtigt med flere iværksættere for at sikre væksten, arbejdspladser og velstanden i landet. Og derfor er det netop vækst-iværksættere, der hyldes fra Dansk Erhverv, der i dag offentliggør en liste under overskriften: 25 kvindelige iværksættere, du bør kende.

- Alle, der skaber egne virksomheder, bør hyldes. Uanset om det er en soloselvstændig eller en vækstvirksomhed. Men vi ved, at vækstvirksomheder har større chance for at overleve på den lange bane, og de skaber arbejdspladser. Og det har Danmark brug for, så derfor har vi et særligt fokus på vækstiværksætterne lige her. Og det er især kvinder, fordi potentialet er så stort. Vi vil gerne se andelen af kvindelige iværksættere stige, siger Brian Mikkelsen om initiativet, hvor 25 vækstiværksættere fremhæves og hyldes.

- Og så ved vi fra vores undersøgelser, at kvinder har meget få rollemodeller inden for iværksætteri. Det er klart, at eksempelvis Mia Wagner har gjort en kæmpe forskel med sin deltagelse i Løvens Hule, som investor og med sit fortsatte arbejde for at få flere kvindelige iværksættere. Hun er en dygtig rollemodel, og dem er der brug for flere af. Derfor hylder vi i dag - for tredje år i træk - 25 andre dygtige kvinder, så der er flere at spejle sig i. Vi ved, at rollemodeller er et vigtigt greb, om end det langt fra er det eneste, siger direktøren.

Dansk Erhverv har undersøgt, hvilke årsager kvinder selv nævner som barrierer for at springe ud i iværksætterlivet. Og her nævner 20 procent af de adspurgte, at både manglende kompetencer og afhængigheden af fast løn spiller ind.

- Vi ved også, at barsel er en udfordring for kvinder, og derfor har vi fremsat en række konkrete forslag, der skal gøre det nemmere at være på barsel, selv om man driver en virksomhed. I dag kan det føles som at starte forfra efter barsel, fordi det er så restriktivt at drive virksomhed under barsel. Det er ikke hensigtsmæssigt, siger Brian Mikkelsen.

Og de 25 kvinder hyldes ikke kun som rollemodeller for andre kvinder. Dansk Erhverv håber også, at investorerne får øjnene op for, hvad kvinder kan, når det drejer sig om iværksætteri.

Kun 0,1 procent af investeringerne går i dag til virksomheder, der er stiftet af kvinder. Til trods for at en analyse fra 2019 peger på, at kvindelige iværksættere er bedre til at skabe omsætning. For hver 100 krone investeret i en virksomhed med kun kvindelige stiftere genereres i gennemsnit en omsætning på 24,7 kr. Til sammenligning er tallet for virksomheder med kun mandlige stiftere 19,8 kr.

- Vi håber, at investorerne også får øje på, at der findes mange dygtige og seje kvinder, der er værd at investere i, siger Brian Mikkelsen.

Han er klar over, at rollemodeller og en liste med 25 succesfulde iværksættere ikke ændrer verden på én gang, så derfor forsøger Dansk Erhverv også med blandt andet netværksarrangementer, hvor investorer og iværksættere mødes, forslag om ændrede barselsregler og en række politiske forslag til bedre vilkår for iværksætteri generelt.

Der er dog et lille lyspunkt at fremhæve. Selvom der er få kvindelige iværksættere, er antallet vokset de seneste år. I 2020 var der 6190 kvindelige iværksættere, mens der i 2014 var 5173. Til sammenligning var der i 2020 i alt 17.010 mandlige iværksættere, mens der i 2014 var 16.243.

- Jeg bemærker den positive udvikling og håber, det tager endnu mere fart. Når vi ser på listen, vi offentliggør nu, er det tydeligt, at der er dygtige kvinder derude. Jeg håber, mange andre lader sig inspirere og kaster sig ud i det, siger Brian Mikkelsen.

Det var hårdt, men det var dejligt, at vi var sammen om det. Også bagefter.

Sådan tænker søstrene Line Winther Svangaard og Sofie Svangaard, når de kigger tilbage på den tid, de fik med deres mor i et både hjertevarmt, svært og sorgfyldt forløb, inden Jette Jensby døde af kræft på Gudenå Hospice om morgenen torsdag 2. marts. Hun blev 55 år.

Søstrene valgte i første omgang hver især at tage plejeorlov en dag om ugen, efter deres mor var erklæret terminal. Deres stedfar tog plejeorlov ugens øvrige dage. Da deres mor blev for syg til at være hjemme, endte de med at flytte ind på hospice hos hende, hvor de tilbragte den sidste del af hendes liv.

I dag står de tilbage uden deres mor, men de har hinanden. De er fælles om en sorg og et savn og har knyttet et særligt bånd gennem den svære tid. Og de er glade for, at de prioriterede tid til plejeorlov og til at flytte ind hos deres mor på hospice.

Jette Jensby fik konstateret kræft i blindtarmen i efteråret 2019. Da hun blev opereret i december, viste det sig, at kræften havde sat sig på bugvæggen op mod leveren. Hun kom i kemobehandling, men det var slemt.

- Vi troede alle, at hun skulle dø. At det var nu, fortæller søstrene Line og Sofie, som er henholdsvis 31 og 29 år.

Men Jette Jensby kom sig.

Der var ikke længere chance for, at hun kunne blive rask af mere behandling, derfor stod den herefter på livsforlængende kemobehandling, og hun havde et par gode år. Men så slap effekten af medicinen op. Kræften voksede trods kemoen, og der var ikke mere at gøre. Deres mor blev erklæret terminal i september sidste år.

Familien blev knyttet til Enhed for Lindrende Behandling. Her fortalte en psykolog om muligheden for at søge plejeorlov. Den greb døtrene og deres stedfar. Døtrene søgte om at få en dag hver, mens stedfaren tog de tre øvrige arbejdsdage i ugen.

- Vi kunne heller ikke se os selv i at holde orlov alle dage, så det var rart at kunne deles om det. Vi ville også nogle forskellige ting med mor, fortæller Line.

Men først var de lidt spørgende.

- Hvad betød plejeorlov egentlig. Skulle vi pleje vores mor?

Men nej, det var ikke konceptet. Det gjaldt om at skabe livskvalitet, mens moren var i live.

Og det ville de gerne.

Det var dog nemmere sagt end gjort, oplevede døtrene. Først fordi der var tvivl om, hvordan arbejdsgiveren tacklede det praktisk i forhold til lønnen.

- Og så forvirrede kommunen mig. Den mente ikke, mor havde et plejebehov. Hun var for frisk til, at jeg kunne søge om plejeorlov, fortæller Sofie Svangaard.

Heldigvis vendte hun det med psykologen, som gjorde det klart, at det ikke handlede om, at hun skulle pleje sin mor.

- Jeg fik at vide, at vi ikke behøvede vente så længe, at mor ikke havde noget ud af det. Det handler om at få tid til at få nogle oplevelser sammen, fortæller Sofie.

Brikkerne faldt på plads efter en uges tid.

De følte, det var bøvlet på et tidspunkt, hvor deres eget overskud var begrænset.

- Vi er lykkelige for at leve i et land, hvor det er en mulighed, men havde mor kun haft en uge tilbage, var det lang tid at vente, konstaterer Line Winther Svangaard.

Den ugentlige orlovsdag sikrede dem tid til en masse gode oplevelser og snakke med deres mor. Aktiviteten blev tilpasset dagsformen.

- En dag lå mor i sofaen, mens jeg prøvede mit tøj og hjalp mig med at få sorteret tøjet. Sådan har vi tit gjort, fortæller Line Winther Svangaard.

En anden dag kørte Sofie sammen med sin stedfar ud efter fliser, mens en veninde drak kaffe med moren, som indædt ønskede at få lagt fliser i drivhuset, så det var rart at kunne opfylde det ønske. Moren var med til at pynte lejligheden til jul.

Sofie fik også tidligt i forløbet realiseret et ønske om at tage moren med på en uges ferie til Kreta, hvor hun har været guide. Nu ville hun vise moren øen.

- Det var også her, jeg oplevede, at hun var syg. Hver gang vi kom ind i bilen, faldt hun i søvn.

Den uge er nu en perle i hendes indre mindebog.

- Hun fortalte så meget, jeg ikke vidste.

Til sidst kunne moren ikke gå op ad trappen til Lines lejlighed længere, og så var det hjemme hos moren, de nød hinandens selskab vel vidende, at deres tid sammen lakkede mod enden.

- Vi skulle også huske at spørge hende om alt muligt, mens vi kunne. Og vi skulle have sagt alt det, vi havde brug for at få sagt. Der var ikke noget, vi ikke kunne snakke om. Mor var meget åben, fortæller søstrene.

Døtrene købte en bog med masser af spørgsmål til en mors liv.

- Vi fik nu ikke skrevet ret meget i bogen, men vi fik en masse snak ud af det, fortæller Sofie.

Grænsen for, hvad de hjalp deres mor med, rykkede stille og roligt i takt med, at helbredet blev dårligere.

- Vi forsøgte hele tiden at fylde ting ind i dagen, som gav mening for hende og os - og så tog vi bestik af dagsformen.

Deres mor og stedfar boede i et kolonihavehus. Her blev hverdagen mere og mere besværlig for den syge kvinde. I januar blev det besluttet, at hun skulle på aflastning på hospice. Hun trængte til en ferie fra hverdagen.

Men Jette Jensby vendte aldrig tilbage til sit hjem.

Så snart hun kom på hospice, stoppede plejeorloven. Men døtrene var kreative. Sofie passede sit job om natten og tog så direkte ud til moren, hvor Line stødte til efter arbejde.

De lavede en Facebook-gruppe for morens venner og familie i et forsøg på at sprede de mange besøg, for selv om hun var kommet på hospice, holdt hun stadig hof.

- Mor var midtpunktet i familien og havde et kæmpe netværk.

I starten kunne moren selv gå i bad, hente mad og gå en lille tur. Men det blev tydeligt, at det gik ned ad bakke.

Tirsdag 7. februar troede de, at det var slut, det gik ned ad på timebasis. Moren havde svært ved at ligge godt i sengen, for kræften var vokset i maven, så den lignede en højgravid mave, mens resten af kroppen svandt ind, fordi hun ikke rigtig spiste noget længere.

- Den tirsdag var vi der begge to sammen med John. Sofie turde faktisk ikke køre hjem igen, fortæller døtrene.

Herefter blev de sygemeldt og flyttede ind på hospice.

- Vi sov sammen på hendes værelse, og hun livede lidt op igen. Hun sagde, hun savnede sin mand, så der kom en plejeseng mere ind i rummet, så de kunne ligge og holde i hånd ved siden af hinanden.

Familien troede, det var et spørgsmål om få dage.

Men deres mor var sejlivet og fik sin 55-års fødselsdag med. Det var søndag 19. februar.

- Efter fødselsdagen havde hun ikke flere mål. Eller rettere - der var for langt til den næste mål, sagde hun.

Herefter kunne døtrene følge, hvordan morens ansigtskulør ændrede sig, og kræfterne svandt ind. Til sidst orkede hun ikke engang at børste tænder.

Det var der ingen grund til.

Grænsen for, hvad døtrene hjalp deres mor med, flyttede sig fortsat.

En dag hjalp Line med at trække trusserne op på hendes mor.

- Er alle grænser ikke nedbrudt nu, lød det fra moren.

På det tidspunkt var Line bare glad for, at hun kunne hjælpe sin mor, og at moren var tryg ved den hjælp, hun kunne give. De to har tidligere arbejdet sammen på plejecentret Nørrevang.

Men den nedre hygiejne overlod de til personalet på hospice.

- Vi gjorde rigtig mange ting selv. Vi var for dårlige til at ringe. Vi kunne faktisk blive helt bange for, at de ikke så, hvor dårligt mor havde det, fortæller døtrene.

Moren blev mere fraværende og fik også mere smertestillende medicin.

- Det var som om, hendes filter var væk.

Hun kunne vågne og sige mærkelige ting, som da hun satte sig op i sengen og snakkede om en vvs'er.

Ind imellem tog personalet fat i døtrene og sagde, at de skulle gå en tur.

- Man bliver lidt kukkeluk i sådan en periode, hvor alt smelter sammen samtidig med, at man forsøger at få en hverdag, siger døtrene, som ikke er et sekund i tvivl om, at det betød meget for deres mor, at de var der.

- Og det betød meget for os, at vi var der.

Der var hele tiden nogen hos moren.

- Noget af det sidste, hun fik sagt til John, var, om hun ikke godt måtte få lov at dø? John svarede: Jo, men han kunne ikke hjælpe hende.

Onsdag sad hele familien på rad og række på sengen ved siden af moren. Heriblandt selvfølgelig også sønnen Magnus, som hun havde sammen med John. De holdt hende i hånden og nussede hende, mens hun lå på siden.

Torsdag morgen klokken 8.25 åndede hun ud for sidste gang omgivet af sine kære.

Døtrene kigger tilbage på tiden på hospice som et sted for hele familien.

- Det er ikke bare for de døende, men også for de pårørende. Vi var alle i gode hænder.

De er glade og taknemmelige for, at de fik lov at være så meget sammen med deres mor.

- At vi fik muligheden for at få alle de små, gode øjeblikke. At vi fik alle guldkornene. Det har betydet meget for os at have hinanden, det er rart at have nogen at dele det med. Vi var gode til at komplementere og støtte hinanden, og vi har lært hinanden at kende på en anden måde. Det gør det også nemmere for os at komme videre, fortæller Line og Sofie.

Men det er svært.

Sofie blev i første omgang delvist raskmeldt. Så blev hun ramt af øresten og sygemeldt igen. Herefter blev hun fyret. Det var et slag oven i tabet af moren.

- En dag, jeg rigtig savnede, kørte jeg ud til gravstedet og så billeder og videoer, som vi har taget. Og så græd jeg - vi græder i vores familie, fortæller Sofie.

Line vendte hurtigt tilbage på jobbet som trivselsmedarbejder.

Hun glæder sig til at blive sig selv igen.

- Man mister også noget af sig selv i sådan en periode, hvor det har været ren overlevelse. En tid, hvor det menneske, man elsker, forsvinder mere og mere. Til sidst var hun ikke længere det menneske, hun var. Jeg glæder mig til at få overblikket tilbage, men lige nu tager alt længere tid. Mit job handler om at have antennerne ude og mærke, om andre har det godt. Det var som om, mine antenner var kommet ud af drift, men nu begynder de stille og roligt at virke igen. Der er gode og dårlige dage. Det vil være godt at få tid til at være i sin sorg, siger Line.

Sofie lytter opmærksomt:

- Der kan gå lang tid, før man er over sorgen, ja, før de helt går op for en, at hun ikke er her mere. Det må jeg stadig minde mig selv om.

Men heldigvis har de hinanden.