Inger Støjberg kommer kørende i sin bil på gule plader, hvor der er plads til hendes halvstore, sorte labrador. Ludvig hedder den. Hun parkerer ved den italienske restaurant Da Vinci, som ligger i Hadsund med udsigt over Mariager Fjord og Hadsund Broen.

Den energiske hund skal luftes, og Inger Støjberg bærer på en flettet kurv med friskbrygget kaffe og hjemmebagt kage, som stadig er lun, mens hun leder efter en bænk at sidde på.

Det er tid til at reflektere over det begivenhedsrige år, der er gået, siden hun den 23. juni 2022 lancerede sit parti Danmarksdemokraterne på den historiske Hvidsten Kro mellem Randers og hjembyen Hadsund.

- Det har jo været et ekstremt travlt, men også et ekstremt spændende og glad år. At få startet sit eget parti og få vælgererklæringerne i hus så hurtigt, som vi gjorde, og at valget gik helt utroligt godt, kan man jo ikke andet end at blive virkelig godt tilfreds med, siger Inger Støjberg, som har fundet en bænk helt ude ved fjorden.

Et år efter er hun blevet formand for et parti med 14 mandater i Folketinget, for selv om valget blev udskrevet kun godt fire måneder, efter at Inger Støjberg havde lanceret sit parti, så valgplakaterne måtte købes på klos, formåede partiet at blive Folketingets femtestørste.

- Skal jeg lige trække ham her vilddyret til mig, spørger Inger Støjberg, da Ludvig får øje på en anden hund.

Hun hilser og småsludrer med stort set alle andre Hadsund-borgere, som kommer forbi bænken ved fjorden. Hun har boet i byen i mere end 20 år, og det vil sige al den tid, hun har siddet i Folketinget.

Det var også i Hadsund, at de første tanker om Danmarksdemokraterne blev tænkt. Men det var over 300 kilometer væk, at beslutningen om at stifte partiet blev taget.

Inger Støjberg kan huske både dato og klokkeslæt. Det var på aftenen for folkeafstemningen om det danske EU-forsvarsforbehold den 1. juni, hvor hun havde været inviteret som gæst til at kommentere resultatet af afstemningen.

Det var første gang, at hun var tilbage på Christiansborg, efter hendes folketingskolleger kendte hende uværdig til at sidde i Folketinget. Forinden havde hun i tre måneder opholdt sig i sit hjem i Hadsund, hvor hun med en fodlænke om anklen havde afsonet en rigsretsdom i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar.

I de måneder sad hun ved sit køkkenbord og tænkte mange politiske tanker og grublede også over, om hun skulle og kunne vende tilbage til dansk politik. Hun var i tvivl. For hvordan ville det være at komme tilbage og se alle de tidligere kolleger i øjnene igen? Ville hun være bitter, og ville det være med en klump i maven?

Da hun parkerede sin bil ved det ministerium, hvor hun tidligere havde sin daglige gang som udlændinge- og integrationsminister, og gik hen til Folketinget, havde hun forberedt sig på at tage en dyb indånding.

- Men allerede da jeg gik op ad trappen, var det slet ikke noget, jeg spekulerede på, og det var først, da jeg kom hjem, at det gik op for mig, at jeg ikke engang har spekuleret på, at det var underligt, eller at det var et stort skridt at tage ind på Christiansborg igen.

- Så i det øjeblik, jeg kom hjem, blev jeg klar over, at jeg var fuldstændig afklaret med min situation og med den fortid, jeg nu bærer med mig, siger Inger Støjberg.

Og det var derfor, at hun kort før midnat i en lejlighed i København tog beslutningen om at stifte Danmarksdemokraterne.

Inger Støjberg har fra partiets spæde start lagt op til, at Danmarksdemokraterne ikke skal være et protestparti, men et parti som søger indflydelse, og som vil indgå de forlig, der giver mening for partiet.

- Vores politiske succes har været de aftaler, vi har været med i, og det, at vi formåede at lave et finanslovsforslag, der hang fuldstændig sammen, som regeringen i øvrigt også har anerkendt. Så der er ikke blevet snydt på vægten der, og der er ikke noget, der ikke er finansieret. Og så har jeg jo sagt, at vi vil have en skørhedsfaktor på 0, og det synes jeg, at vi har klaret.

- Der er ikke de vilde armbevægelser, og det, vi stod for før valget, det er også det, vi står for nu. Det betyder også, at det hele er sådan lidt gammeldags, men det har jeg det rigtig godt med, og det var også min plan.

Men det med at få indflydelse har det første år i Folketinget vist sig lidt sværere, end Inger Støjberg havde håbet på og regnet med.

- Det er klart, at det faktum - og det er jo lidt ude af vores hænder - at vi har en flertalsregering, som kun vil gøre nytte af andre partier, når det passer dem, og i det omfang, det passer dem, betyder noget. Det gør, at det politiske billede er noget anderledes, end hvad jeg havde håbet på.

- Et eksempel, som er meget aktuelt, er uddannelsesreformen, som bliver forhandlet nu. Regeringen ville kunne lukke det med os nu, hvis den ville. Men det er jo helt tydeligt, at det har de ikke en interesse i. Det er helt klart, at de går meget op i, at hvis der er et blåt parti med, så skal der også et rødt parti med. Regeringen forsøger at finde balancer mere end at få lukket en aftale med nogle, som gerne vil lukke den, mener hun.

Trods ønsket om at få indflydelse valgte Danmarksdemokraterne i april at stå uden for den seneste finanslov, der er den bredeste i 10 år, og som forener partier lige fra SF til Liberal Alliance. Inger Støjberg forklarer det med, at Danmarksdemokraternes aftryk ville være blevet for småt.

Hvorfor vil I ikke signalere, at Danmarksdemokraterne er mandater, der arbejder og trods alt får noget igennem?

- Det har vi fået alle mulige andre steder. Vi er både med i Ukrainefonden, vi er med i inflationspakken, vi er med i havplaner, og nu sidder vi så og forhandler uddannelse, hvilket jeg også håber, at vi kan blive en del af. Og så kommer det helt store, og det er forsvarsforliget, og det vil vi også gerne være en del af, siger Inger Støjberg.

I sidste uge landede regeringen en bred medieaftale, som Danmarksdemokraterne - sammen med størstedelen af partierne i blå blok vel at mærke - står udenfor. Desuden var det en af Danmarksdemokraternes allerførste mærkesager at tilslutte sig politiforliget fra 2020, men det blokerede både De Radikale og Enhedslisten for, hvilket skuffede Inger Støjberg.

I hvor høj grad føler du, at I af andre partier eller regeringen bliver udelukket fra de aftaler, som I gerne vil være med i, og i hvor høj grad er det jeres eget valg?

- Det hænger jeg mig ikke så meget i. Det bliver jo ikke bremset af os selv, men det skal være sådan, at man går med, når det giver mening. Vi har fire mærkesager, som vi vurderer alting ud fra. Og det er de fire vægte, som vi vejer hvert forlig og udspil fra regeringen på, siger Inger Støjberg.

I dag er Inger Støjberg som formand for Danmarksdemokraterne i opposition til sit gamle parti, som er gået i regering med Moderaterne og den tidligere ærkefjende Socialdemokratiet.

- Jeg har indimellem svært ved at genkende mit gamle parti. Det handler jo blandt andet om, at de vil indføre CO2-afgift på lastbiler, at Venstre vil lægge en CO2-afgift på landbruget, og at man lagde hele minksagen død for at komme i regering. De ministerbiler var godt nok dyre.

Men er Venstre ikke bare et parti, som søger indflydelse?

- Der er også noget, der er principper, og det handler også om ordentlighed, siger Inger Støjberg.

Inger Støjberg brød med Venstre, efter at partiet var med til at stemme for at sende hende for en rigsret. Det slog forholdet til formand Jakob Ellemann-Jensen i stykker, og Inger Støjberg har udtalt, at det var den største mistillidserklæring, man kan få, at ens egen formand støtter en rigsretssag mod én.

Siden har hun sagt, at hun ikke kan se den lige nu sygemeldte partiformand som statsminister, og efter valget i november sidste år har hun også slået fast, at hun aldrig kommer til at pege på ham.

- Lad os nu lige få Jakob Ellemann tilbage i dansk politik, men jeg kan ikke se mig pege på Jakob Ellemann som statsminister. Det kan jeg ikke, siger Inger Støjberg, men tilføjer også, at hun ”skal være den sidste til at kloge sig på Venstres interne forhold”.

Selvom Inger Støjberg helst selv drikker te eller Cola Zero, har hun alligevel lavet kaffe i en sort termokande. Hun undskylder dog, at hun ikke har noget mælk med. Hun havde ikke noget i køleskabet, fordi hun netop er kommet hjem fra Folkemødet på Bornholm. Her var hun blandt andet i en debat i Danmarks største fagforbund 3F’s telt.

- Det var første gang, at jeg overhovedet turde nærme mig teltet og vide, at jeg kom helskindet ud igen. Det er selvfølgelig sagt med et glimt i øjet, men som beskæftigelsesminister havde jeg jo mine ture med fagbevægelsen og også i høj grad med 3F, siger hun.

- Vi har en stor fælles flade med 3F, som i årevis har koncentreret sig meget om erhvervsuddannelserne og deres vilkår. Vi er et af de eneste partier, som i vores politiske forslag har prioriteret det.

En analyse lavet for netmediet Altinget i forbindelse med 1. maj viste, at Danmarksdemokraterne er det andenstørste parti blandt arbejdere og lige i hælene på Socialdemokratiet på det parameter.

Ifølge analysen, som bygger på målinger fra både Gallup og Epinion, vil 15,8 procent af arbejdervælgerne stemme på Socialdemokratiet, hvis der var valg i morgen, mens hele 15,1 procent af arbejdervælgerne vil stemme på Danmarksdemokraterne.

Inger Støjberg selv studsede selv et kort øjeblik over tallene, og forstår også godt, hvis det kan få andre til at rynke undrende på panden, men hun mener, at det er ganske naturligt, at Danmarksdemokraterne er i tæt opløb med Socialdemokratiet om at blive Danmarks største arbejderparti.

- Vi er jo et parti, som har et meget stort fokus på produktionsdanmark og dermed også de arbejdspladser, der ligger der. Der er rigtig, rigtig mange danskere, der arbejder i små og mellemstore virksomheder, som i høj grad også ligger i provinsen. Jeg kan godt umiddelbart forstå, hvis folk studser over det, men hvis man tænker lidt efter, giver det rigtig god mening, siger Inger Støjberg og afslutter:

- Så man kan sige, at det meget godt afspejler, at vi er et parti for den helt almindelige dansker, som står op om morgenen og går på arbejde.

Aarhus Kommune er et af de steder, hvor manglen på arbejdskraft i ældreplejen virkelig kan mærkes.

Faktisk kalder rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Christian Budde (V) det for den ”største udfordring for velfærden.”

Derfor ønsker kommunen at gøre brug af de 42.000 unge, der står uden uddannelse og arbejde. Men ifølge rådmanden står lovgivningen i vejen for, at gruppen kan få en uddannelse.

- Det er sindssygt ærgerligt, fordi vi har simpelthen ikke råd til, at de unge ikke får sig en uddannelse, siger Christian Budde.

Problemet er, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at tilbyde f.eks. sosu-forløb på nedsat tid for hele klasser.

”Besværligt” og ”unødigt” lyder det fra rådmanden i Aarhus, der ser en kæmpe fordel i at lave uddannelsesforløb på nedsat tid.

- Vi kan på uddannelsen konstatere et frafald, som vi simpelthen ikke har råd til. Vi er nødt til at tænke utraditionelt. Ellers falder de unge fra, og mange vil helt give op på forhånd. Det er uholdbart, siger Christian Budde.

En løsning kunne være at tilbyde, at nogle kan tage uddannelsen på nedsat tid. Den holdning møder opbakning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

- Det er hul i hovedet, at lovgivningen står i vejen for, at uddannelserne kan tages på nedsat tid. Hvis vi gav gruppen større fleksibilitet, så de faktisk kunne fuldføre uddannelsen, ville det være win-win for alle, siger Emilie Agner Damm, der er analysechef i AE.

Regeringen har udråbt manglen på arbejdskraft som en af de største udfordringer lige nu.

Det gælder særligt manglen på social- og sundhedsmedarbejdere, hvor det forventes, at der om syv år mangler 17.000 medarbejdere. Det har ældreminister Mette Kierkgaard (M) kaldt en af ældreplejens største udfordringer.

Den udvikling er allerede i gang. Knap 20 procent af social- og sundhedspersonalet har forladt deres stilling på det kommunale ældreområde på et år.

Regeringen har derfor blikket stift rettet mod de 42.000 unge under 25 år, der hverken har en uddannelse eller et arbejde.

- Det er et meget rigt samfund, der har råd til at parkere så mange unge på sidelinjen. Det har vi heller ikke. Det er forkert for samfundet i almindelighed. Det er forkert for den enkelte i særdeleshed. Det skal vi have vendt, sagde Mette Frederiksen tilbage i maj.

En stor del de 42.000 unge har enten en psykisk eller kognitiv diagnose. Og har ikke opnået karakteren 02 i dansk eller matematik i 9. klasse.

Flere eksperter har derfor påpeget, at det kan være svært for gruppen at fuldføre en uddannelse på normeret tid.

Selvom gruppen har svære vilkår, er det lykkedes flere at fuldføre et uddannelsesforløb. Her viser analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at fleksibilitet og nedsat tid er helt centralt for denne gruppe af unge.

- Mange af de unge har forsøgt at fuldføre en uddannelse, så det er ikke manglede lyst. Men uddannelsessystemet er opbygget for stringent, og derfor kan de unge ikke fuldføre på vilkårene i dag. Det skal der gøres noget ved, siger Emilie Agner Damm og forsætter:

- De unge kan godt gennemføre fagene, men det kan virke uoverskueligt at gennemføre et fuldtidsstudie. Derfor er fleksibilitet og nedsat tid afgørende, siger Emilie Agner Damm.

At flere unge får en uddannelse, kalder børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) en "hovedprioritet."

- For vi ved, hvor afgørende uddannelse er for livskvaliteten og den videre færd på arbejdsmarkedet. Samtidig har vi brug for flere faglærte - ikke mindst inden for sosu-området, så vi sikrer, at ældre får en tryg hverdag og en værdig alderdom, lyder det fra Mattias Tesfaye i et skriftligt svar.

Ministeren er enig i, at frafaldet på f.eks. sosu-uddannelserne er for højt. Og han hilser derfor alle forslag velkomne.

-  Jeg tror dog ikke, at der er én fælles løsning, der passer til alle uddannelser. Dét, der kan være årsag til frafald for nogle, kan være årsag til fastholdelse for nogle andre. Men jeg er åben over for at se på, om mere fleksibilitet kan være en af løsningerne til, at flere elever gennemfører sosu-uddannelserne, siger Mattias Tesfaye.

Jeg har igen lige været i København, men det kunne lige så godt have været i Oslo, London eller Paris. En hvilken som helst storby i et fremmed land.

Eksotisk og spændende, som den slags er. Med fremmede dufte og lugte i næsen og med uvante sprog i ørerne.

Er denne store by virkelig min hovedstad? Er København overhovedet en del af mit Danmark?

Ja, det er det jo, når jeg tænker rationelt og - indrømmet - på bruttonationalproduktet. Og har turister på besøg og kan anbefale metropolen med de røde tage, gamle huse, kanalrundfart og vores store historie. Men følelsesmæssigt er svaret et nej. Jeg er ikke en del af København mere, og København er ikke en del af mig. Vi er blevet fremmede for hinanden.

Det føles, som om storbyen har hægtet sig fri af den tung-bagi-provins, som jeg kommer fra, og nu kører sit eget velsmurte nok-i-sig-selv-liv. 

Som et jagerfly, der uhæmmet og pludseligt brager igennem himlen og lydmuren, mens vi andre cykler på en hullet landevej for at nå frem.

Vi kan selvfølgelig også bare vente på bussen i et forblæst skur. Og der kan vi få lov til at vente meget længe.  I modsætning til metroen i København, hvor alle afgange kører konstant. For det er vigtigt med en velsmurt infrastruktur - i København altså.

Der er ikke noget at sige til, at mange københavnere går ind for kollektiv trafik. Det tror jeg såmænd også, at de fleste af os i provinsen gør, hvis den altså eksisterede på vilkår, der ville gøre det muligt at passe et arbejde eller nå en aftale.

Jeg farer selvfølgelig vild i de københavnske systemer og gader - jeg er stedblind, og det kan København trods alt ikke gøre for - men finder hurtigt ud af, at Google også er forvirret, og at dansk ikke er noget godt sprog at spørge om hjælp på. Når det lykkes mig at få folks opmærksomhed - de lytter til noget på telefonen - forstår de fleste mig ikke. Engelsk viser sig at være vejen frem.

Det er der i princippet ikke noget galt med. Vi bliver globaliserede. Det er bare underligt, når man er vant til at kunne snakke med alle i den lokale brugs - selv tyskere på sommerferie, der gør sig umage med at finde danske gloser.

Der er larm og mennesker overalt i København. Det er udmattende, og en kold øl på Nyhavn begynder at friste. Det Nyhavn, jeg som ung kunne lide at ende en bytur i - med John Mogensen på jukeboksen og friske rundstykker. Men Nyhavn er nu hjemsted for jetsettet med hørbukser, Hollywood-solbriller, kulørte driks og så mange turister, at man hverken kan komme frem og tilbage. Jeg får klaustrofobi og bliver svimmel, mens sommersolen nådesløst fordamper kræfterne.

Jeg kan ikke kigge langt - der er vægge af kroppe og huse overalt. Jeg kan ikke finde ro. Naturens fravær føles som en sult.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er blomster andre steder i København end i kioskerne og på cafébordene. Der er parker, sågar strand. Og der er grønne gårdhaver og oaser ved store, skønne og svalende lejligheder så dyre, at du kan købe en landsby i provinsen for de penge. For også huspriserne i hovedstaden er i en liga for sig med de ulemper og fordele, det fører med sig. 

Måske er jeg bare en bonderøv, der ikke kan klare tempoet. Det er muligt. Måske en nostalgiker og romantiker, der er kommet ind med firetoget. Det er også muligt. Historikere vil også kunne sige, at der altid har været forskel på hovedstaden og landet, hvilket er korrekt. Spørgsmålet er blot, om ikke forskellen snart kan kaldes for en afgrund.

Jeg går ind for sammenhængskraft, at vi skal samle, ikke skille. Denne kommentar kan ses som udtryk for det modsatte, men det er den ikke. Den er et lille stykke tristesse over, at metropolen og provinsen er gledet fra hinanden. At livet og livsvilkårene er blevet for forskellige. At byen har "glemt" sit land og lever under forhold, der gør det let at have de "rigtige" meninger om for eksempel kollektiv transport og økologi. Alt imens livet i landsbyerne "sultes" ud.

Der er for lidt København i provinsen og for lidt provins i København. Hvor balancepunktet findes, er en vigtig diskussion.

Torsdag middag har Højesteret frifundet Martin Hedegård fra Kolding for brud på flagreglerne.

Han blev tiltalt for brud på flagreglerne, efter han i april 2018 hejste det amerikanske flag "Stars and Stripes" i sin flagstang ved sin daværende bolig i Nr. Bjert lige uden for Kolding.

Baggrunden var en flagbekendtgørelse fra 1915, som skulle gøre det ulovligt at flage med en anden nations flag. Det førte i første omgang til en sag i byretten, hvor Martin Hedegård blev frifundet for ulovlig flagning. Afgørelsen ankede anklagemyndigheden så til landsretten, hvor det endte med en dom.

Siden søgte Martin Hedegårds forsvarer, Carsten Hove, om muligheden for at få sagen prøvet ved Højesteret.

- Jeg mener, der er stor principiel interesse i samfundet for at få afklaret, om der virkelig er grundlag for at håndhæve en over 100 år gammel bekendtgørelse, som er lavet under nogle helt anderledes omstændigheder end i dagens Danmark, hvor man lægger meget vægt på ytringsfrihed, sagde advokat Carsten Hove i november sidste år.

Siden kom sagen for Højesteret, og her har man altså nu vurderet, at der ikke var den nødvendige lovhjemmel til at forbyde flagning med et udenlandsk flag som det amerikanske.

"Efter Højesterets opfattelse kan borgeres flagning med fremmede landes nationalflag i dag i almindelighed ikke anses for en overtrædelse af et forbud ”til værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger”," fremgår det af højesteretsdommen.

JydskeVestkysten har forsøgt at få en kommentar fra Martin Hedegård oven på dommen, men han henviser til sin advokat Carsten Hove.

- Han er meget, meget tilfreds med dommen, og han er glad for, at han ikke gjorde noget forkert, da han i sin tid hejste "Stars and Stripes". Jeg er også selv godt tilfreds, for det her er en helt ekstraordinær sag, som jeg har brugt ekstraordinært meget tid på. Så det er på alle måder en fornuftig dom, siger advokaten.

En sag skal da også være om ikke ekstraordinær, så i hvert fald principiel for at kunne føres ved Højesteret, og det er flagsagen fra Kolding. Den handler nemlig blandt andet om, hvorvidt man kan straffes for noget, der ikke står i straffeloven.

- Det skal stå klart og tydeligt i loven, om noget er strafbart, og det siger Højesteret, at det ikke har gjort her. Forbuddet bygger på en bekendtgørelse fra 1915, som igen bygger på en kongelig resolution fra 1833. Altså fra før demokratiets indførelse i Danmark. Det er ikke lov, og derfor er dommen fuldstændig rigtig efter min vurdering, siger Sten Schaumburg-Müller, der er juraprofessor ved Syddansk Universitet.

Han vurderer, at Højesterets afgørelse betyder, at det nu i princippet er lovligt at hejse alle andre nationers flag i private, danske flagstænger. Næsten da.

- Dommen betyder, at det i hvert fald ikke er forbudt at flage med "venligsindede" nationers flag (f.eks lande som Danmark er allieret med, red.). Så hvis det tyske mindretals folk i Sønderjylland vil flage med det tyske flag, kan de gøre det, for det er en venligsindet nation, siger juraprofessoren.

Faktisk har højesteretsdommen åbnet døren for, at man fremover kan flage med alle Nato-landes flag, lyder hans vurdering videre.

Der kan dog være noget med at flage med flag fra nationer, som Danmark for eksempel er i direkte eller indirekte krig med, nævner han. Et eksempel kunne være Ruslands flag.

- Derfor må man i Folketinget tage stilling til, hvordan ordningen for brug af andre nationers flag skal være fremover og lave nogle klare regler, siger Sten Schaumburg-Müller.

Sagen mod Martin Hedegård begyndte som allerede nævnt, da han hejste det amerikanske flag "Stars and Stripes" i sin flagstang i april 2018, men den trækker faktisk tråde endnu længere tilbage.

Allerede i 2017 opdagede en kvinde fra Middelfart nemlig, at Martin Hedegård og hans hustru, der dengang begge dyrkede den amerikanske 50'er-kultur rockabilly, dels brugte flaget, dels at de havde flaget oppe på grundlovsdag den 5. juni, som er en dansk flagdag.

Til JydskeVestkysten fortalte kvinden, at hun i starten havde opfattet det som hyggeligt, fordi hun troede, familien havde besøg af amerikanske venner. Men da flaget også var oppe på grundlovsdag, blev det for meget.

- Flag er lig med følelser. (...) Jeg syntes, at nu havde jeg kigget på det længe nok. Jeg syntes bare, det var for meget, sagde kvinden fra Middelfart dengang til JydskeVestkysten.

Hun kontaktede politiet, som gav Martin Hedegård en henstilling med budskabet om, at det ikke var lovligt at hejse flaget. Den formaning holdt dog kun til september samme år, da det amerikanske nationalflag atter strøg til tops i forbindelse med afviklingen af et amerikanertræf.

Siden var politiet flere gange forbi familien Hedegård med formanende ord om flaget i flagstangen, og det kulminerede så i april 2018, da en patrulje troppede op med ordre på at taget flaget med.

I november 2021 kom sagen i første omgang for byretten, hvor Martin Hedegård som nævnt blev frifundet, og siden strøg flagsagen til tops i retssystemet.

I mellemtiden talte JydskeVestkysten med Martin Hedegård, som gav udtryk for en vis frustration over sagen.

- Hele problematikken bliver fremlagt, som om vi havde flaget med hammer og segl eller et nynazistisk flag, sagde Martin Hedegård, inden flagsagen kom for landsretten.

- Vi er trætte af, at sagen bliver ved med at hænge over os. Man føler sig lidt juridisk jagtet af staten for sådan en latterlig lille ting. Det er fuldstændigt ude af proportioner, og jeg synes, man burde bruge tiden og ressourcerne på noget bedre, sagde han.

Nu er Martin Hedegård frikendt, og takket være hans sag er de danske flagregler ændret. I hvert fald for nu.