Landbrug: Bestanden af svin i Danmark styrtdykker. Alene på tre måneder er antallet af slagtesvin faldet med en femtedel og har ramt det laveste niveau i 25 år.

Det mærkes hos slagterigiganten Danish Crown, som ejes af de danske svinebønder, men står med et slemt dilemma: Ejerne vil hellere eksportere smågrise til udlandet i stedet for at fede dem om til slagtning på Danish Crowns slagterier.

Derfor lukker Danish Crown nu sit slagteri med 800 ansatte i Sæby. Og derfor kunne slagterivirksomheden torsdag præsentere et dårligt halvårsregnskab, der bærer tydeligt præg af den faldende produktion i Danmark.

Danish Crown modtog hen over seks måneder 13 procent færre slagtesvin sammenlignet med den samme periode sidste år. Det er overraskende, fordi betalingen til landmændene samtidig er steget med 43 procent.

- Jeg har aldrig - som i aldrig - set noget lignende. Vi har høje priser og faldende produktion, siger Danish Crown-topchef Jais Valeur i et interview til Avisen Danmark.

Dine ejere er tydeligvis utilfredse. Knager det i fundamentet under din virksomhed?

- Det, der knager, er landmændenes tillid til fremtiden. Man tænker lidt kortsigtet, og kan det bedre betale sig at eksportere en gris, så gør man det. Investeringerne er stort set gået i stå, fordi man er bange for den måde, der bliver talt om landbruget på, siger Jais Valeur.

Han henviser til udsigten til en CO2-afgift, der vil koste landbruget dyrt, selvom landmændene selv mener at have løsninger, der kan reducere klimaaftrykket betragteligt.

- Men det er i hele Europa, at landmændene er ved at miste troen på fremtiden på grund af den retorik, der kører. Hver 10. landmand i Europa, der producerer grise, er der ikke, når vi går ud af 2023. Så det er ikke bare i Danmark. Produktionen er faldet voldsomt i hele Europa, siger Jais Valeur.

Det er ikke alene klimadagsordenen, der er ved at tage modet fra svineproducenterne. Helt akut har de høje energipriser gjort Europa mindre konkurrencedygtigt. Amerikanske svinebønder oplever ikke nogen energikrise.

Det er vigtigt, for Danish Crown har traditionelt tjent mange penge på at sælge dyre udskæringer af danske grise ude i verden.

- Men vi har amerikanske og brasilianske konkurrenter, som ligger omkring 30 procent under os prismæssigt. Det gør bare, at det er rigtig svært med eksporten ud af Europa i øjeblikket, siger Jais Valeur.

Lige nu rammer inflationen hårdt, fordi Danish Crowns omkostninger stiger. Det samme gør prisen på svinekød ude i supermarkederne, og derfor holder forbrugerne igen - især med de dyreste varianter af bacon og pålæg. Landmændene reagerer prompte ved at tømme staldene.

- Som europæer er jeg stærkt bekymret. Det er et megaproblem, at du får en afindustrialisering af Europa. Så får vi en fødevarekrise om måske fem eller ti år. Det vil jeg være bekymret for som borger eller politiker i Europa, siger Jais Valeur.

Danish Crowns har i de seneste seks måneder tjent 900 millioner kroner, og det er et fald på knap 20 procent på et år. Faldet vidner om, at virksomheden har betalt flest mulige penge tilbage til ejerne, når de har leveret grise til slagtning. Men det har ikke overbevist landmændene om at holde produktionen oppe.

Danish Crown vil især gerne sælge til Kina, som er verdens største marked for svinekød, men kineserne kører stadig i lavt gear oven på coronanedlukningerne. Mønsteret er det samme for andre europæiske slagterivirksomheder, og derfor oversvømmes Europa lige nu af det svinekød, der ikke kan sælges andre steder.

- I Europa er vi altid nummer to. Hvis du er tysker, vil du gerne købe tysk kød. I Frankrig køber de fransk, og i Spanien køber de spansk kød. Bagefter kommer det danske kød. Det gør det svært, for vi har de højeste omkostninger og den næstbedste salgspris, siger Jais Valeur.

Hvad siger du til dem, der tænker, at det er godt, at vi producerer færre grise i Danmark, for på den måde er landbruget godt i gang med at begrænse sit klimaaftryk?

- Det vil være en stor fejl at sige sådan, for så glemmer man, hvad vi lever af i dette land. Der vokser korn på marken, som den fantastiske gris laver om til noget, som vi kan spise eller eksportere og tjene penge på. Danish Crown står for 3,5 procent af Danmarks eksportindtjening, siger Jais Valeur.

Han indskyder, at både Danish Crown og landbrugets store lobbyorganisation, Landbrug & Fødevarer, har fremlagt klimaplaner, der med kendt teknologi kan reducere landbrugets CO2-udledninger med 50 procent frem mod 2030. Men det skal helst ikke ske ved at producere færre svin.

- Jeg er trist, når vi lukker i Sæby. Det er 800 megadygtige medarbejdere. En medarbejder deroppe får 400-450.000 kroner om året i løn. Det er en løn, du kan leve af og have et ordentligt liv for. Jeg tror, at de vil få nemt ved at få et andet job, men de fleste af dem får svært ved at tjene en lige så høj løn, som de kan hos os, siger Jais Valeur.

Danish Crown havde ved udgangen af det seneste regnskabsår knap 27.000 ansatte. Ejerkredsen bestod af 5.404 andelshavere.

Danskerne kan ikke finde ud af at placere sig på rulletrapper. De kan ikke danne en ordentlig kø, når de skal ind og ud af togene, og de viger ikke deres siddepladser for ældre og gangbesværede. Trafikkulturen i den offentlige trafik udvikler sig i en elendig retning

Du kan da bare tage den almindelige trappe, din idiot!

Tak for "venligheden". Lige hvad jeg ikke trængte til på sådan en almindelig onsdag eftermiddag efter en hård dag på arbejde. Jeg skal nå toget og tager derfor stationens rulletrappe i firspring, men bremses af en gruppe, der breder sig over hele trappen midtpå.

"Undskyld, må jeg komme forbi?"

"Hvis du har så travlt, kan du da bare tage den almindelige trappe, din idiot!"

Rejser man i større byer som London, New York og København, vil man hurtigt opdage, at her holder folk stort set altid til højre på rulletrapperne, så de, der har mest travlt, altid kan komme forbi. Det er en uskreven regel, der desværre ikke har ramt den danske provins, hvor folk stimler sammen i grupper midt på den rullende trappe og spærrer.

Men ja, så må man tage den almindelige trappe og være i ekstra god tid. Om ikke andet kommer man i bedre form.

Den manglende trappekultur er ikke det værste, der kan overgå en i den kollektive trafik. Det er langt værre, når det kommer til kampen om at få et sæde i toget.

I øjeblikket er der sporarbejde her, der og allevegne, og et presset DSB kører ikke blot med togbusser, men også med stærkt forsinkede og overfyldte tog. Har man købt en pladsbillet, kan den være spildt, for man kan ikke være sikker på, at den vogn, hvor man har plads, er blevet spændt for lokomotivet.

For nylig stod vi som de berømte sild i togtønden på en længere strækning fra provinsen mod København. En ældre herre - han var over 80, fortalte han - så presset ud og lignede ikke en mand, der kunne klare at stå oprejst meget længere. Men det havde den ungdom, der sad på alle sæderne, ikke blik for. Deres øjne var stift rettet mod deres mobiltelefoner.

Undskyld. Er der en af jer, der vil være søde at rejse jer, så de ældste kan komme ned at sidde?

Det var der - og med smil og forståelse.

Det er ikke de unges skyld, at de ikke af sig selv viger pladsen for ældre medrejsende. Det er vores - forældrenes. Vi har fejlet i at lære dem en hensyntagende trafikkultur - formentlig fordi vi har fragtet dem i biler det meste af deres barndom.

For nylig var jeg i Prag. Og der var ikke den overfyldte sporvogn eller bus, hvor jeg ikke blev tilbudt et sæde.  Jeg er ikke gammel. Jeg kan stå op i timevis. Men her er trafik-reglen, at man rejser sig for dem, der er ældre end en selv.

Sådan var det også engang her i landet. Vi er mange, der har fået den opdragelse, men lige så mange, der har fejlet at give den videre. For det sker igen og igen i de overfyldte tog: De stærkeste - og det er som bekendt de yngre - haster ind og napper pladserne. De midaldrende og ældre må stå op i gangene.

Og apropos at haste ind i toget. Der mases og skubbes, og køkulturen er opløst. Folk klumper sig så tæt sammen omkring en nyåbnet togdør, at de rejsende, der er ved at forlade toget, har svært ved at komme ud.

De, der er på vej ud, har i øvrigt heller ingen køkultur, for også her gælder det om at komme først.

Alle, der har været til en begravelse eller bisættelse, ved, at det er folk på de forreste bænke, som går ud først. Herefter tømmes bænkene en for en dernedad. Det er der respekt og værdighed over, og sådan kunne vi også vælge at forlade toget.

Man kan selvfølgelig have travlt - der er en stresset pris ved de mange forsinkelser og aflyste tog - men skal man skynde sig, kan man jo - i god tid - placere sig nær en af dørene i stedet for på damptromlevis at presse køen bagfra.

Jeg rejser med kollektiv trafik hver dag. Og gør det med CO2-god samvittighed. Det kan - når ellers togdriften virker optimalt - være hurtigt og nemt. Men behageligt er det altså ikke, når vi basker rundt mellem hinanden og puffer og skubber med albuer, rygsække og dårlig ånde.

Som hovedløse høns i den kollektive trafik.

Ældrepleje/sundhed: I Middelfart kan man være heldig at se en 43-årig kvinde med gnistrende sort hår suse af sted på en elcykel. Hun er på vej ud til nogle af byens ældre, der har brug for hjælp til piller, støttestrømper, personlig pleje og den slags. Masouma Ahadi hedder hun:

- Jeg kan rigtig godt lide at hjælpe de ældre mennesker. Det gør vi jo i vores afghanske kultur, så jeg føler det bare, som om jeg passer mine bedsteforældre, siger hun med et grin.

Hun har en klar accent. Men der er også et snert af noget hurtigt og fynsk i sprogtonen. Vi vender straks tilbage til Masouma og hendes kultur. Og til hendes udvikling fra forhutlet flygtning til "parcelhusdansker" og uddannet sosu-hjælper.

Men først skal vi se på, hvorfor landets kommuner og sosu-skoler intensiverer jagten på mennesker som Massouma Ahadi. Sagen er, at der kommer til at mangle massivt mange ansatte i ældreplejen de kommende år. Om syv år vil der være cirka 122.000 flere ældre over 80 år, end der er i dag. Når der så samtidigt bliver færre i den arbejdsdygtige alder til at arbejde i ældresektoren, ser det for alvor dystert ud. I 2030 vil der mangle 16.000 ansatte alene på sosu-området, viser analyser.

Men kigger man i ledighedsstatistikkerne er der ét lille lys at finde, og det er i gruppen af kvinder med ikke- vestlig baggrund. Næsten halvdelen af dem har ikke noget arbejde. Der kan altså ligge en stor reserve af varme hænder i præcist den gruppe, Masouma Ahadi tilhører.

Det er folk som hende, ældreplejen rundt om i de danske kommuner er på jagt efter. Og noget tyder på, at det går den rigtige vej. De fylder mere og mere på sosu-uddannelserne. Og den seneste opgørelse fra AE-rådet viser, at næsten 55 procent af de ikke-vestlige kvinder nu er i arbejde, og det er flere end før coronaen. Ja flere end nogensinde før for denne gruppe.

På en stille villavej i Taulov ved Fredericia ligger et etplans parcelhus i gule sten. To biler, et hav af cykler og mor, far og fire store børn.  Inde i huset har Masouma Ahadi stillet et lille fad med salte snacks frem og skænket te. Hun er klar til at fortælle om sin uddannelse, sit job og den krogede vej hen til målet.

- Jeg har arbejdet flere år med rengøring. Det var den eneste mulighed for mig, troede jeg. Jeg kunne jo ikke sproget godt nok, siger Masouma.

Men et godt råd fra en dansk ven fra Dansk Flygtningehjælp hjalp:

- Hun sagde, at jeg kunne søge ind på Social og Sundhedsuddannelsen (SOSU), hvor der er ekstra sproghjælp til elever, der har en anden baggrund  end dansk. Og sådan kom jeg i gang med uddannelsen til sosu-hjælper.

Men her slutter udfordringerne ikke, når man er vokset op i Afghanistan:

- Da jeg skulle ud i den første praktik, fandt jeg ud af, at jeg skulle cykle rundt til borgerne. Jeg har aldrig cyklet før i mit liv. Så gik jeg ellers i gang med at lære det på min datters lille pigecykel.

- Det tog lang tid, og jeg fik mange blå mærker. Mine børn grinte af mig og sagde: Det er da så nemt. Men det er det ikke, når man er en voksen kvinde, der aldrig har cyklet. Men jeg lærte det. I dag cykler jeg på en stor elcykel, hvor der står Middelfart Kommune på, siger hun.

Masouma har arbejdet som hjemmehjælper for Middelfart Kommune siden, hun blev færdig med sosu-uddannelsen i 2020.  

- Jeg er selvfølgelig glad for mit job. Når jeg er ude hos de ældre, snakker vi om vejret, om fodbold, om alt muligt. De kender også til mit liv og min familie, og jeg kender deres.  Jeg har rigtig gode relationer til dem, og de føles som mine venner, siger hun.

Nogle gange har hun også mulighed for at køre en tur med en borger til vandet for eksempel. I Middelfart Kommune er der en klippekortordning til den slags ekstra ydelser efter borgerens lyst og behov.

Flere af dem, Masouma kommer hjem til, lider dog af demens, som nogle gange får dem til at være aggressive og skælde ud. Det kan være, de har smerter fra urinvejsinfektion, at de er meget trætte, eller det kan være, at de har en vrangforestilling og tror Masouma er en anden. Den udfordring har Masouma dog fundet en løsning på:

- Så siger jeg bare: Okay - jeg går nu. Og så går jeg ud og holder fem minutters pause. Når jeg så banker på igen, går jeg ind og siger hej med et stort smil og viser det med mit kropssprog. Og så har borgeren tit helt glemt vreden, og at jeg lige har været der. "Nej, hvor dejligt, du kommer", siger de så.

Hvis der er noget ved jobbet, Masouma er ked af, så er det, når hun bliver nødt til at gå fra borgere, der er ensomme og kede af det og ikke vil have hun går.

- Jeg prøver at snakke og give dem en hånd, men de tager hele armen. Det gør ondt i hjertet, når der er en, som ikke har nogen pårørende og bare sidder og venter hele dagen på, at vi skal komme.  Jeg ville ønske jeg kunne blive, men der er jo altid andre, der venter.

Masouma Ahadi er muslim, men hun har ikke tørklæde på, når hun er på arbejde.

- Det er mit personlige valg. Det er ældre mennesker, og jeg har tænkt, at nogle af dem måske ikke ville kunne forstå eller acceptere det. Jeg bruger tørklædet i mit private liv, men jeg synes ikke, det har noget med mit arbejde at gøre, siger hun.

Masouma tror dog ikke, det ville være et problem, hvis hun havde tørklæde på.

- Der er efter hånden mange i ældreplejen, der har tørklæde, og det giver ingen problemer, siger hun.

Masouma har dog enkelte gange oplevet borgere, der var decideret ubehagelige på en racistisk måde:

- Jeg har været ude for, at nogen siger, de vil have en dansker. Eller siger "Du er sort, du kan ikke noget", eller "du er beskidt, kan du så få sprittet dine hænder". Men heldigvis, så har jeg gode kollegaer og chefer, som bakker mig op, hvis borgerne er racistiske. Jeg kører bare videre, og så kontakter de borgeren og siger, at der ikke bliver noget hjælp i dag. Når jeg så kommer næste dag, er borgeren som regel rigtig sød og fornuftig, fordi hun har snakket med min chef, siger Masouma Ahadi.

Mens der er enkelte danske ældre, der skal lære, at en brun hjemmehjælper er lige så kompetent som en hvid, så er der også ting, man skal lære i en afghansk familie, der er havnet i et parcelhus i Taulov.

I familien Ahadi er Masouma blevet den, der slæber flest penge hjem til at forsørge familien. Hendes mand har nemlig en svær leddegigt, og kan kun arbejde fire timer om ugen i et flexjob.

- Rollerne er byttet lidt om i forhold til det normale i Afghanistan, og det skulle min mand lige vænne sig til i starten, men det accepterer han nu. Når jeg arbejder, så ordner han meget af det hjemlige som at handle, vaske tøj, støvsuge og lave mad. Han er god til at lave mad, siger Masouma.

Der er sket meget, siden hun kom til Middelfart for 12 år siden alene med tre børn og ude af stand til at kommunikere med danskerne.

- Nu er vi en ganske almindelig familie med arbejde, have og børn der spiller og træner fodbold. Et godt liv.

- Jeg savner ikke mit hjemland. Vi ser aldrig afghanske nyheder mere, for det får vi stress af. Det er så forfærdeligt det, der sker dernede. Kvinderne har fået frataget alle rettigheder. Heldigvis er vores nærmeste familie også kommet ud af landet, siger Masouma.

Den oplevelse bekræfter Amnesty International i en ny rapport. Taliban-styret, som overtog magten i Afghanistan, har taget stort set alle rettigheder fra kvinder og piger, og ifølge Amnesty International ligger det i kategorien "forbrydelser mod menneskeheden".

I familien Ahadi drømmer de bare om den dag, alle seks familiemedlemmer har en ubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

- Min største drøm er, at jeg kan blive dansk statsborger. Det er her vi lever, og her vores børns fremtid er, siger hun og fortsætter:

- Min yngste søn, Komal på 12 år er meget god til fodbold og har været med til talentsamlinger. Tænk hvis han en dag kan komme på det danske landshold, så skal han jo være dansk statsborger.

Når snakken falder på atomkraft, som vi heldigvis er begyndt på - på ny - så oplever jeg ofte, at det bliver en diskussion mellem hjertet og hjernen. Det kan gøre det svært at finde ud af, hvad der er frygt, og hvad der er fakta.

Det synes jeg er ærgerligt. For hvad nu hvis vi overser noget, fordi vi er bange? For eksempel at atomkraftværkerne muligvis er den bedste løsning til en grønnere klode, som nogle eksperter mener?

Ja! Jeg er også bange for atomkraft. Jeg er bange for, at vi med atomkraftværker i Danmark kan risikere ulykker med uoverskuelige konsekvenser. Ligesom vi har set det i Tjernobyl i Ukraine i 1986 og i Fukushima i Japan i 2011.

Men da jeg havde besøg af Bent Lauridzen, sektionsleder på DTU Fysik i mit radioprogram "Overskud", fik jeg gjort noget af min frygt til skamme. Med god grund. For hvad jeg ikke vidste var, at katastrofen på atomværket i Fukushima ikke var årsagen til dødsfaldene. Det var jordskælvet og tsunamien, som kom forud for ødelæggelserne på atomværket, der var den store synder til det skrækkeligt høje antal døde.

I Tjernobylulykken skyldtes ulykken en designfejl, som betød, at den nyeste reaktor havarerede. Det var skrækkeligt. Men en ulykke som denne vil vi aldrig komme til at se i det vestlige Europa på grund af det højere sikkerhedsniveau, ifølge Bent Lauridzen.

Men det ændrer ikke på, at ulykken forårsagede et radioaktivt udslip, som kunne måles på hele den nordlige halvkugle og fortsat enkelte steder i dag. Med den viden synes jeg, at det er svært at pakke følelserne til side.

Men her kan Bent Lauridzen forsikre om, at siden 80’erne ligger man inde med langt mere viden, der betyder, at vi kan generere atomkraftværker med langt højere sikkerhed, som kan reducere risikoen for ulykker. Og forhindre, at en ulykke udvikler sig til en katastrofe!

Kigger vi derudover på en undersøgelse fra Oxford Universitys databank, viser atomkraftværker sig at være en af verdens sikreste energikilder sammen med vind- og solenergi målt på antal dødsfald pr. time. Og ifølge fremtidsforskning forventer man ingen ulykker.

Det giver ro i maven. Men hvis vind- og solenergi er lige så sikkert som atomkraftværker, og om noget føles bedre at have i nærheden, hvorfor holder vi os så ikke til den teknologi?

Her svarer Bent Lauridzen, at det kan vi også godt - langt hen ad vejen. Men kigger vi på mennesker og miljø, så har vind- og solenergi en større negativ påvirkning på miljøet og de mennesker, som for eksempel har en vindmølle som nabo.

Drejer vi hovedet mod øst, ser vi et land som Sverige, der allerede for 20-30 år siden blev CO2-neutrale i sin elforsyning, fordi man i 1969 igangsatte opførelsen af et atomkraftværk.

Okay, så vi kan faktisk godt stole på sikkerheden ved atomkraftværkerne. Og vi kan også være sikre på, at de udleder mindre CO2 end andre elforsyninger. såsom fossile brændstoffer, der forurener mere.

Men hvad så med affaldet, der uundgåeligt vil efterlade radioaktivt materiale, når uranet spaltes?

Ifølge Bent Lauridzen kan det gøres ved at grave det dybt ned i undergrunden, uden det kommer i kontakt med grundvandet. Den lille mængde radioaktive materiale opbevares typisk på atomværket, men i Sverige og Finland er man ved at bygge verdens første slutdeponier for det brugte brændsel, som forsegles 5-600 meter nede i grundfjeldet.

Og ja, vi kan godt stole på, at det ikke slipper ud. Det er gravet så langt ned, at en fjende ikke får noget ud af at sigte efter det. Om vi kan være sikre på, at materialet er forseglet de næste 100.000 millioner år, er man ved at undersøge nu på DTU.

Så kan vi være sikre på, at atomkraftværkerne er den mest bæredygtige vej til udledning af energi? Ja, er det helt korte svar fra Bent Lauridzen, som forklarer, at vi er helt klar til at implementere atomkraftværkerne, som vil være funktionsdygtige inden for fem til 10 år.

Faktum er, at jeg selv er begyndt at tro på, at vi kigger den vej i fremtiden. Og jeg har indkøbt lidt til min portefølje.