I en næsten udsolgt K. B. Hallen stod Alex Vanopslagh og fortalte, hvorfor han har skrevet sin bog, ”Vejen til Ansvar.”

- Jeg ville gerne komme ind til kernen af, hvad der virkelig er værdifuldt. Det, der kan give det bedste samfund og sikre, at flest mulige mennesker oplever mening i tilværelsen.

Efter showet blev Alex Vanopslagh mødt af et pressekorps, der var mødt ualmindeligt talstærkt frem, med spørgsmålet:

Hvor tegner du grænsen mellem selvhjælpskursus og politik?

- Ved hele tiden at være bevidst om, at jeg ikke er en eller anden selvhjælpsklovn. I valgkampen blev vi politikere spurgt til, hvordan vi løser de unges mistrivsel. Der er ikke et gram i mig, der tror, at vi kan lave politisk lovgivning, der løser problemet. Det handler om kultur og indstilling.

For snart en måned siden udgav Alex Vanopslagh bogen ”Vejen til Ansvar.” Og nu var tiden kommet til at udfolde bogens pointer foran de over 2500 mennesker på tilskuerpladserne i arenaen, som tidligere har dannet rammerne om koncerter med Louis Armstrong, The Beatles og The Rolling Stones.

Uden sammenligning i øvrigt må Alex Vanopslagh have haft nogen gennemslagskraft blandt publikum. For efter showet sneglede autografkøen sig rundt så langt øjet rakte.

Der var tale om et politisk vælgermøde i storskala. Med musik, taler, fadøl og champagne på scenen. Og plads til vittigheder om Alex Vanopslaghs fortid i karantæneregistret på MCH Arena.

Også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), Øzlem Cekic og Casper Christensen var inviteret på scenen. Ikke til en samtale om konkrete politiske forslag. Men hvordan de hver især havde taget et ansvar for sit eget liv og andres.

På forreste række sad de to grandfætre Rolf Bach Sundby på 24 år og Rune Nielsson på 20 år.

- Jeg er ikke enig i alt, hvad Vanopslagh siger. Men der er noget tillokkende i hans retorik, siger Rolf Bach Sundby, der hurtigt bliver suppleret af sin grandfætter:

- Og så glæder jeg mig til hans samtale med Løkkefar, siger Rune Nielsson.

Begge tilhører de den højre side af den politiske akse. Ved sidste valg stemte Rolf Bach Sundby på Moderaterne, mens Rune Nielsson stemte på Liberal Alliance.

Samtidig er de store beundrere af den canadiske psykolog og stjerneforfatter Jordan Peterson, der er en af de mest indflydelsesrige stemmer imod politisk korrekthed og moderne identitetspolitik.

Derfor var de også begejstrede, da Casper Christensen trak Jordan Petersons navn op af hatten efter et noget ledende spørgsmål fra Vanopslagh om et manglende positivt mandeideal.

- Jeg synes, at både Vanopslagh og Lars Løkke havde nogle gode pointer om, at verden er blevet sådan, at man skal være påpasselig med, hvordan man formulerer sig. Særligt i forhold til køn og seksualitet. Siger du den mindste ting, kan det misforstås. Det er svært at sige, om tolerancen er blevet mere eller mindre, men der er sket en forskel, siger Rolf Bach Sundby

Den næsten udsolgte K. B. Hallen markerede også udviklingen i Liberal Alliance.

Fra næsten død og begravet efter katastrofevalget i 2019. Til den unge, nye Alex Vanopslagh, der ved valget i november fik ca. 38.000 personlige stemmer. Og nu bliver partiet målt som det største i blå blok.

En stor del af succesen kan formentligt tilskrives Vanopslaghs retoriske evner og den kampagnemaskine, som partiet har stablet på benene. Men der er også sket en politisk udvikling.

Jacob Bruun var i perioden 2015-2019 særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Venstre og til sidst en del af regeringsforhandlingerne på Marienborg i december for Moderaterne. Han sad på tilskuerpladserne i K. B. Hallen, og selvom han kalder indholdet en smule ”banalt og kedeligt,” var han imponeret.

- Alene det, at der var over 2500 mennesker. Det viser et parti med selvtillid, medvind og momentum. De er et rigtig godt sted som parti, siger han.

Analysen er klar. Partiet sendte et tydeligt signal om en blødere politisk profil, der søger mere mod midten, end Liberal Alliance tidligere har været. Men det er også det sted, hvor magten oftest udspiller sig i dansk politik.

- Da jeg arbejdede i Venstre, var det med Anders Samuelsens isblå øjne, og det var topskattelettelser og ultimative krav. Der er meget langt fra det Liberal Alliance, vi sad i regering med, og så den profil, som Vanopslagh er ved at tegne, siger Jacob Bruun.

At partiet lige nu nyder momentum, vidnede presseopbuddet også om.

Ikke mindre end 50 journalister havde tilmeldt sig. Flere medier med adskillige medarbejdere, hvortil en del virkede til ikke at have en konkret opgave andet end at få en oplevelse.

Foyeren var derfor forvandlet til en nærmest komisk scene, fordi de nytilkomne gæster blev mandsopdækket af pressen. Her fik de alle det samme forudsigelige spørgsmål: Hvorfor er du her i dag?

Svaret var ligeså forudsigeligt: De skulle opleve Alex Vanopslagh.

Persondyrkelsen er ikke noget nyt fænomen i dansk politik. Spørgsmålet er, om det overskygger for politikken og resten af partiet.

En erfaren journalist fra Christiansborg henvendte sig blandt andet til to kvinder, der stod i baren.

Hvorfor er I her i dag?

- Vi er medlemmer af folketingsgruppen for Liberal Alliance, svarede Helena Artmann Andresen (LA) og Sandra Elisabeth Skalvig (LA) med et skævt smil.

Ifølge Jacob Bruun er det dog ikke noget problem, at de fleste forbinder Liberal Alliance med Alex Vanopslagh. Det er realiteterne i dansk politik anno 2023.

- Sådan er det trods alt hos de fleste. Der er heller ikke nogen, der ved, hvem der sidder i folketingsgruppen hos Danmarksdemokraterne eller hos Moderaterne. Det er bare realiteterne i dansk politik, at man skal have en stærk frontfigur, der tegner butikken udadtil, lyder det fra Jacob Bruun.

Havde man indgået et væddemål om at tage en slurk af øllen, hver gang ordene ”du kan godt” blev sagt fra scenen, var man vågnet med gevaldige tømmermænd.

"Du kan godt"-kampagnen, der blev lanceret ved sidste valgkamp, får nu en version 2.0. Under helt samme navn.

Derfor rullede der flere kampagnefilm undervejs. Blandt andet med den sønderjyske tømrersvend Anders, der havde hjulpet en selvtillidsramt ung fyr fra jobcentret til et fast arbejde.

- Du er god nok, som du er, lød det i filmen.

Først var Vanopslagh bange for, at budskabet i kampagnen blev for banalt. Fordi hvem kunne være uenig i, at folk godt kan selv?

- Men jeg er også så fordomsfuld, at jeg troede på, at det kunne sætte ild i venstrefløjen. For venstrefløjen kan altid finde en årsag til, at der nogle andres skyld. Det skal vi stoppe med, og tage ansvaret tilbage fra kommunerne og staten.

Partilederen erkendte samtidig, at kampagnen er blottet for konkret politik.

Men det er vigtigt for Vanopslagh at redefinere opfattelsen af liberalismen, hvor det for længe har handlet om topskattelettelser og grænseløs frihed.

- Jeg går op i den personlige frihed. Fordi frihed er vejen til ansvar. Det er ikke frihed, at man kan te sig så tosset man vil. Det handler om mening og ansvar. Hvis man glemmer det, så risikerer vi at blive et fattigt samfund. Ikke bare økonomisk, men værst af alt får vi et samfund gennemsyret af åndelig fattigdom, lød det fra scenen.

Den fordomsfulde ville tænke, at Liberal Alliances retorik særligt vil virke tillokkende for det yngre publikum. Hvor ord som ”du kan godt” kan virke ekstra interessante, når man er på vej frem i livet.

Gennemsnitsalderen var også klart yngre end til de gængse politiske møder. Men det ville være et fortegnet billede af virkeligheden at konstatere, at det alene var yngre mænd, der var troppet op i K. B. Hallen.

Et eksempel på dette var ægteparret Niels Jørgen Jørgensen på 68 og Ulla Jørgensen på 66, som til dagligt er pensionister.

- Alex er sjov og nyskabende. Det er måske lidt amerikansk, men det er fantastisk kommunikation, siger Ulla Jørgensen.

Det var ikke alene forestillingen, de var kommet for. Også det politiske budskab fra partilederen i Liberal Alliance mødte sympati fra dem.

- Jeg kan godt lide hans visioner om det personlige ansvar. Det er ikke det offentlige, der skal diktere det hele. Samtidig er han opmærksom på de svage, men alt for mange bliver hjulpet i dag, siger Niels Jørgen Jørgensen.

Selvom alle aldersgrupper og køn var bredt repræsenteret, så er det ifølge professor og valgforsker på Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, særligt de yngre mænd, som partiet har grebet om.

Bryder man meningsmålingerne op, vil en fjerdedel af de unge mænd stemme på partiet. Mens ældre kvinder i høj grad vil gøre det modsatte.

- Især de unge kan spejle sig i ham, hans humør og ironi. Han er ren standupkomiker i nogle sammenhænge. Og så de positive budskaber om at tro på sig selv og fremtiden, siger Kasper Møller Hansen.

Samtidig peger valgforskeren på, at de dårlige resultater i Venstre og Konservative udgør en faktor. De vælgere har Liberal Alliance i høj grad hevet hjem.

- Andre partier fokuserer mere på det negative ved at være ung. Krise, corona, mistrivsel og ensomhed. Der er Alex det modsatte. Han fokuserer på det positive og forsøger at skabe en dynamik om frihed og troen på fremtiden. Der er modefænomener i politik, og lige nu er det Alex, der er på mode, siger Kasper Møller Hansen.

For ikke længe siden var virkeligheden en helt anden for Liberal Alliance. Og spørgsmålet er, om partiet kan fastholde succesen.

- Det kan stadigvæk godt risikere at blive en døgnflue. Men det kan også risikere at blive rigtig stort og vedvarende. Det er den store opgave for dem, og det er de ikke lykkedes med endnu. Men de er i gang med at eksekvere en plan for det, siger Jacob Bruun.

Som eksempel nævner han den konservative formand Søren Pape Poulsen som det seneste eksempel. Men også Alternativet under Uffe Elbæk oplevede på kort tid at gå fra kongerne af Christiansborg til næsten helt at forsvinde.

- Det er også udfordringen for Liberal Alliance. Hvis de skal blive et større, bredere parti på den blå side, skal de flytte sig fra kun at være gode til kampagne til også at være gode til realpolitik. Det mangler vi stadigvæk at se, siger Jacob Bruun.

Dagen efter arrangementet var de to grandfætre på forreste række, Rolf Bach Sundby og Rune Nielsson, begge tilfredse med arrangementet.

- Jeg kan se rigtig meget af mig selv i det. At man skal tage ansvar, selv om man selvfølgelig ikke kan klare alting selv. Det glemmer mange folk, siger Rolf Bach Sundby.

Ved sidste valg havde Rolf Back Sundby stemt på Moderaterne. Men det kan meget vel have ændret sig til næste valg.

- Der er virkelig mange partier, og det virker til, at det er svært for dem at finde konsensus. Derfor stemmer jeg også mere på mennesker end partier, fordi det virker til at være der, hvor indflydelsen er, lyder det fra ham.

Uff, dette er grimt. Fra retssalens pressepladser kunne man ikke se nævningenes skærmbilleder, men ud fra nogle af deres ansigtstræk kunne det aflæses, at de rædselsfulde billeder af denne uhyggelige ugerning vakte stærkt ubehag.

Det er Mia-sagen, det drejer sig om. 22-årige Mia Skadhauge Stevn fra Aalborg, som en 38-årig mand er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret i en så ubegribelig grad, at det rejser spørgsmålene: Hvad i alle himles navne kan få et menneske til at gøre sådan noget? Er der slet intet filter, ingen bremse, der siger hertil og ikke længere?

Jo, det er der for de fleste, langt de fleste, virkelig langt de fleste. Men for nogle få er der ikke.

Det kan der være forskellige grunde til, som man ikke kan sætte på formler eller give forståelige hjernevindingsforklaringer på. For langt de fleste af disse få er mennesker, der døjer med forskellige personlighedsforstyrrelser uden egen placering i en bestemt kasse eller rubrik i et regneark.

Når mennesker dræber andre mennesker, er det således ikke sædvane at forgribe sig på liget bagefter. Men selv om Mia-sagen og ubådsdrabet på den svenske kvinde Kim Wall i 2017 står i mest opsigtsvækkende erindring, optræder de i selskab med andre tilsvarende kapitler i kriminalhistorien.

- Parteringsdrab er usædvanlige, men de er ikke enestående. Der er mange eksempler op igennem historien, i hvert fald hvis vi regner tiden ud fra det første berømte parteringsdrab, Belvedere-drabet i 1931, siger Frederik Strand, leder af Politi Museet.

Det var et drab, der optog offentligheden dengang lige så meget, som eksempelvis ubåds-drabet og Mia-sagen gør i vor tid. Den har sit navn, efter at ligdele blev fundet ved Belvedere-kloakkens udløb ved H.C. Ørstedværket i Københavns sydhavn.

- I de parteringsdrab, vi kender, er der ikke noget gennemgående motiv - ud over at mange ser det som en mulighed for at skaffe sig af med et lig, så de, håber de, ikke bliver hængt op på et drab, de har begået, siger Frederik Strand.

Selv for mennesker med dette behov for at redde sig selv, er det ikke det mest oplagte at ty til den slags grænseoverskridende metoder. Det mener blandt andre psykologiprofessor ved Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen, der er ekspert i adfærdspsykologi.

- Mange af os vil, under bestemte forudsætninger, kunne komme til at slå et andet menneske ihjel. De fleste af os vil ikke være i stand til at tage det næste skridt, at partere. Endsige drømme om at gøre det. Når det i nogle tilfælde sker, er det et meget stærkt indicium for, at der er tale om en person med en dysfunktionel personlighedsforstyrrelse, siger han.

Når det kun er et fåtal, der er i stand til at foretage en sådan handling, og at det oftest skyldes en personlighedsforstyrrelse, hænger det sammen med andre menneskelige egenskaber, der her er mere eller mindre ude af drift.

- Når man skal gøre sådan noget, skal man abstrahere fra nogle hæmninger, man naturligt har som menneske, deriblandt en hæmning, der afholder en fra at skære i døde kroppe. Mange kan ikke engang skære i dyr, røre ved fars eller gøre en fisk ren. Det siger noget om, hvor stor modstand vi har i os mod sådan en handling, og hvor grænseoverskridende den sædvanligvis er for et menneske.

- Det er ikke noget, der sidder et bestemt sted i hjernen på disse mennesker. De er bare i en personlighedstilstand, hvor de navigerer efter et andet moralsk kompas, siger Henrik Høgh-Olesen.

Charlotte Kappel er psykolog med speciale i psykopati og retsmedicinsk psykologi, herunder især gerningsmandsprofilering. Hun hæfter sig ved et særligt kendetegn ved parterings-forbrydere.

- De færreste af os kan heldigvis forestille sig, at først har vi en varm og levende person i vores hænder eller varetægt, som vi så slår ihjel, og bagefter parterer vi vedkommende. Når det sker, er der næsten altid tale om en forbrydelseseskalering; det er ikke det, man lægger ud med. Det er ikke første gang, man slår ihjel eller begår noget meget voldsomt. Nogle er startet med helt banalt hærværk, et nedbrændt cykelskur, og derfra vokser det, og pludselig går det helt rivende galt, siger hun.

Som Henrik Høgh-Olesen mener hun, at alle, eller i hvert fald mange, kan slå ihjel ved et uheld. Hun mener også, at det kan få mange til at gå i panik, men kun kortvarigt.

- I første omgang kan man måske finde på at løbe væk, stikke af, og så ellers komme til sig selv. Den første tanke vil ikke være at partere liget og komme af med det. Det skal der en bestemt personlighed til, en personlighedsforstyrrelse.

- Det er ofte manglende empati og generelt manglende evne til at overholde almindeligt gældende normer i samfundet. Det kommer for disse personer også til udtryk på andre områder: manglende evner til at holde fast i venner og omgås andre i sociale sammenhænge og være i et fast arbejde. De er generelt uden tanke for andet, end hvad der er til deres eget bedste, siger Charlotte Kappel.

Noget tilsvarende mener Florence McLean, der er kriminalpsykolog med særlig indsigt i forbryderprofilering med afsæt i studier af amerikanske seriemordere.

Hun opdeler parteringsdræbere i tre hovedkategorier: Dem, der vil af med et lig for ikke at blive afsløret, seriemordere, for hvem selve partering er en del af den kontrolgivende forbrydelse, og dem, der vil aflevere et statement, mafiaen f.eks.: Sådan går det dig, hvis ikke du makker ret.

Især behovet for at bortskaffe et lig har betydning.

- Uden at have statistik at henvise til er det min opfattelse, at vi ser flere og flere drab med efterfølgende partering. Det hænger sammen med, at politiet generelt er blevet dygtigere til at opklare mord, så behovet for at slette spor, komme af med liget, er vokset, siger hun.

Men som Henrik Høgh-Olesen og Charlotte Kappel understeger hun, at de færreste tyr til den udvej

- De fleste har en blokade. Det er ikke normalt og naturligt at slå andre ihjel, det er ikke engang naturligt overhovedet at slå hinanden. Det er ikke det mest almindelige, vi gør. Der er noget, der bremser os, selv når man overskrider en grænse ved at slå ihjel. Det ses også af, at mange seriemordere har været nødt til at indtage stoffer og alkohol for overhovedet at kunne at gøre det, siger Florence McLean.

I Mia-sagens retsforløb har den tiltalte mand forklaret, at som han kom længere og længere ud på det dybe vand, var han nødt til at gennemføre sit forehavende, dvs. partere sit offer med megen grundighed, forsøge at ætse ligdelene væk i kemikalier og begrave og sprede dem i en skov.

Det er i ifølge Florence McLean i tråd med typisk adfærd for parteringsforbrydere.

- Mange siger: Det skulle gøres, der var ingen vej tilbage. Ønsket om ikke at blive opdaget er større end overskridelsen af den menneskelige grænse for, hvad man kan. De gør det, de tror, gavner dem selv, siger hun.

I Mia-sagen har den tiltalte mand erkendt parteringen, som i sig selv højst kan give et halvt års fængsel. Han nægter at have voldtaget hende og dræbt hende. Det samme gjaldt for Peter Madsen, der blev idømt en livstidsstraf for ubådsdrabet. Sådan er det ofte i den type sager, fortæller Politi Museets leder Frederik Strand.

- Det karakteriser disse sager, at de tiltalte ofte bliver sendt i fængsel på livstid. Så det er alvorligt, og det kæmper de imod. De tilstår oftest parteringen, og måske uagtsomt manddrab, for strafmæssigt at slippe så billigt som muligt, siger Frederik Strand.

I Mia-sagen har anklagemyndigheden krævet livstidsfængsel. Sagen går ind i sin afsluttende uge fra tirsdag.

Dalum: Selvom det kun er tre måneder siden, Hanne Petersen fik amputeret sit højre ben, er det med store smil, døren til privaten bliver åbnet til rækkehuset i Heliosvænget.

I forvejen har den 74-årige for fire år siden fået amputeret det venstre ben, men de to hændelser har ikke fjernet hendes sans for humor.

- Jeg er jo bare blevet en dværg, siger hun med et lille grin og fortæller, at det var blodpropper i benene, der var årsagen til de drastiske indgreb.

Nu sidder hun i en kørestol med påmonteret kateter, for hun har også fået indlagt et urinrør for at forhindre infektioner i underlivet.

Hanne er afhængig af hjælp, og hendes mand, Jørgen Petersen, gør alt, hvad han kan for at træde til.

- Min mand er 78 år og har selv haft to blodpropper, så han kan ikke hjælpe så meget, som han gerne vil, siger hun og fortæller, at den hjælp, han har assisteret med, har skabt problemer for den hjælp, hun hidtil har fået tildelt af kommunen.

- Førhen kom de fem gange i døgnet, men nu kommer de kun om morgenen og om aftenen, når jeg skal i seng, siger hun og understreger, at det er noget, hun egentlig ikke ønsker at brokke sig over.

- Vi kan sagtens klare, at de har fjernet de tre besøg, men problemet er, at om aftenen kommer der kun én pige og lægger mig i seng, men de skal jo være to for at betjene liften, siger hun og fortsætter.

- Så træder min mand til og hjælper med liften, selvom han ikke må, for de skal være to sosu’er til det, men det kan kommunen jo ikke altid skaffe, for der er underskud af dem, siger Hanne og kommer med endnu en løs bemærkning.

- Så nogle gange får jeg en ekstra karruseltur, hvis der ikke bliver holdt fast i selen, siger hun med et lille grin.

Hanne benytter enhver lejlighed til at finde smilet frem, selvom der er meget, der går hende imod, og det seneste er, at kommunen vil fjerne hendes mobile lift og erstatte den med en loftophængt af slagsen.

- Nu skal jeg have et større stativ monteret i min stue, for så skal liften kun betjenes af én person, men det har jeg sagt nej til. Mit hjem er rigeligt ødelagt i forvejen, for min seng står midt i vores dagligstue og fylder det hele, siger hun og får en kommentar fra sin mand.

- Det kommer jo til at ligne et fodboldmål, siger Jørgen.

I forvejen er Hanne ikke helt tilfreds med den personlige hjælp, der bliver tilbudt.

- Jeg sidder i en kørestol, og jeg må få et bad én gang om ugen, men det der om morgenen med en vådserviet i underlivet, nej, nej, det duer altså ikke hos Fru Petersen her, siger hun og efterlyser en forklaring.

- Nu er jeg altså blevet lidt skuffet, og jeg vil gerne have et svar fra borgmesteren eller nogle af de andre, der står for det, hvorfor der er blevet skåret så meget ned på min hjælp. Kommunen skal ikke skære ned og samtidig påstå, at vi får en god behandling. Det får jeg godt nok af pigerne, men jeg får det ikke af dem ved computerne, der skærer det ene efter det andet fra, siger hun.

Hanne vedkender, at kommunen kan have svært ved at skaffe personale til plejeopgaverne.

- Men det må ikke gå ud over borgerne. Så må de gøre det mere attraktivt at arbejde som sosu-hjælper, siger Hanne ganske bestemt og fortæller, at hun har været ansat på OUH i 30 år, hvor hun fungerede som blandt andet husassistent, serveringsdame, i administrationen og på rengøringsholdet.

- Så jeg ved udmærket, hvordan det foregår.

- Jeg savner faktisk, at de må slå i bordet inde i byrådet. Det er både sosu-hjælperne og mig, det går ud over, og det vil jeg ikke have. Jeg har altid betalt min skat, og når jeg så bliver syg, er der nogen, der ikke overholder deres forpligtelser, siger hun med en alvorlig mine, men vender hurtigt tilbage med et venligt smil.

- Jeg har jo heldigvis mit gode humør endnu, og det skal de ikke tage fra mig. Det siger vores to døtre også: ”Mor, du har da dit humør”, og ja, jeg skal nok blive ved, har jeg fortalt dem. Men jeg vil ikke finde mig i alt, siger Hanne og fortsætter.

- Jeg er ikke sur, men jeg undrer mig over, at de sparer på én, der har mistet begge sine ben. Der er da dem, der har det værre end mig, og jeg har da stadig min forstand, men jeg har bare ikke bentøjet, lyder det fra Hanne Petersen.

Avisen har forelagt kritikken for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune, som ikke ønsker at kommentere Hanne Jørgensens kritik. Forvaltningen opfordrer til, at borgere kontakter ledelsen af hjemmeplejen, hvis der er noget, man ikke er tilfreds med i forhold til plejen.