Døren åbnes efter et par forsigtige bank, og en hviskende stemme høres fra trappeopgangen.

- Hvad har du i dag?

Vi står i en 60 kvadratmeter stor stuelejlighed på Amager, hvor det meste af gulvpladsen er optaget af madvarer. Seks grønne kasser med spinat, rucola, snittet kål og champignoner fylder gangen. Plastikposer med kager, pizzasnegle og boller er spredt på køkkenbordet. Og i stuen står et køleskab fyldt med hamburgerryg, svinekoteletter og færdigblandede salater.

Det er alt sammen for gammelt. Sidste salgsdato er overskredet. Men for dem, der virkelig er på spanden, er det sidste chance for at få mad på bordet.

Lejligheden tilhører 60-årige Tina Pauli. To gange om ugen tømmer hun de lokale supermarkeder for overskredne varer og forærer det gratis væk. Hun er en del af netværket Næstehjælperne. Hos dem bliver alt, du kan forestille dig, efterspurgt og doneret via Facebook-grupper fordelt i hele landet. Undertøj, modermælkserstatning, brætspil, stomiposer, pastaretter og for gamle grøntsager. Det går til de trængende, til kontanthjælpsmodtagere, enlige forældre, sygemeldte og førtidspensionister.

Til mennesker som Anna på 37 år, kvinden med den hviskende stemme. Hun plejede at arbejde i en kantine, men har været ledig i halvandet år. Blikket er rettet mod stuegulvet, mens hun fortæller, at hun kun søger om hjælp på Næstehjælpernes Facebook-side, hvis hendes søn virkelig mangler noget.

- Det er en falliterklæring for vores samfund, siger Tina Pauli, da Anna er gået.

- Der kommer folk her, som begynder at græde, fordi de får foræret en pakke for gammelt pålæg. Dagligt er der mennesker, der tigger om mad i min indbakke.

Hun er selv førtidspensionist og har været det siden år 2005. For få år siden, da hun havde mindre overskud, levede hun af andres mad-donationer.

Den her artikel er et indblik i de benhårde prioriteringers liv. Du kommer til at møde en enke i København, der beror på sin søns SU for at betale for sin antidepressive medicin. En ung far, der knokler som selvstændig og bor i en campingvogn med sin datter. En oldemor på det fynske bøhland, der drømmer om at få råd til at give sine børnebørn andet end kram.

Og hvis det føles som et deja-vu, er det ikke underligt. Du har set dem før.

For sidste sommer, i efteråret og i vinter var medierne fyldt med den slags “nu strammer vi bæltet ind”-historier. Da inflationen rundede 10 procent hørte vi om ufrivillige vegetarer og brød uden smør på. Mens energipriserne buldrede afsted, så vi TV-indslag fra stuer, hvor familier knap nok turde tænde for radiatoren. Helt almindelige danskere overvejede for åben mikrofon, om der var råd til at fejre jul, fylde brændstof på bilen eller blive boende i huset.

“Krise” var et ord, der muterede sig til et væld af andre ord. Og ud af alle kriserne kom en kriseregering, der med bedemandsagtig alvor talte om en dyster fremtid.

- Energikrise. Tårnhøj inflation. Stigende renter. Og mange har det svært. Vi går ind i et år med økonomisk usikkerhed. Og desværre også – med risiko for, at arbejdsløsheden stiger, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale.

Nu er fortællingen en anden. Krisen er afblæst.

Beskæftigelsen bliver ved med at sætte nye rekorder måned efter måned, der er fortsat økonomisk vækst, og trods de høje rentestigninger, ser faldet i boligpriserne ud til at være vendt. Inflationen er hastigt på vej ned, og man behøver ikke at vaske tøj om natten i øjeblikket af hensyn til energiregningen.

- Der er ikke trukket de sorte skyer op over dansk økonomi, som mange politikere frygtede i store dele af 2022. I stedet har dansk økonomi helt overordnet vist sig at være ganske robust, forklarer Casper Dall, politisk redaktør på Avisen Danmark.

Ud af det blå - tilbage i maj - kom regeringen med en opjustering af det finanspolitiske råderum: 16 milliarder kroner ekstra fandt de, og nu er der råd til skattelettelser, siger Venstre og Moderaterne.

Faktisk går det så godt, at chefredaktører og kommentatorer i flere danske medier pointerer, at regeringen ligefrem mangler en krisefortælling.

For 29-årige Nicolaj Juhl er hele den snak ligeså sort, som det motorolie han har på fingrene og i ansigtet.

- Skriv det, som jeg siger det: Medierne og politikerne aner ikke, hvordan virkeligheden ser ud. Den lille mand kan ikke leve mere.

Vi sidder i forteltet til dén campingvogn, hvor han har boet med sin syvårige datter siden oktober sidste år. De plejede at bo i et gårdhavehus i Albertslund, men da huslejen blev sat op til 7.000 kroner, sagde han lejemålet op. Corona Camping i Køge Kommune - som også er kendt fra tv-serien "Trailerpark Danmark" - er deres hjem. Men det er på ingen måde home sweet home.

- Vi skal væk. Jeg drømmer om at bo på en båd eller i et hus ude på landet, og jeg arbejder på det. Men alting er så dyrt, og alting bliver ved med at være dyrt. Jeg har efterhånden bare accepteret, at jeg ikke får en skid for mine penge i supermarkedet, siger Nicolaj med næsebor, der vibrerer af vrede.

Datteren løber rundt på græsset ude foran og leger med sin regnbuefarvede bold, mens han skruer i en ødelagt Kawasaki Crosser. Han har købt den for 1.000 kroner på Den Blå Avis og forventer at sælge den for cirka otte gange så meget, når han er færdig med den.

Hans eget lille nyopstartede firma, hvorigennem han reparerer både, er der knap så meget gang i.

- Jeg startede i foråret, og der var overskud den første halvanden måneds tid. Og det går stadig fint.

Han skæver mod sin syv-årige. Hun har sommerferie og tilbringer de fleste af ugerne i SFO.

- Den lille vil gerne have et stykke legetøj her og der, og jeg vil gerne give hende det. Ligesom jeg gerne vil tage på ferie med hende.

Han tager en dyb indånding og ryster på hovedet.

- Det er ikke så nemt.

For præcis et år siden, i juli 2022, lavede jeg en lignende artikel om økonomisk pressede familier.

Dengang blev den historiske inflation kaldt for en “bombe under børn i udsatte familier”, og Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, sagde til mig, at det var “en situation uden sidestykke.”

Jonas Jakobsen, regionschef i Kirkens Korshær i Nord- og Midtvestjylland, fortalte mig dengang, at han “i sine 15 år i branchen aldrig havde oplevet en lignende desperat situation”.

I dag ringer jeg til dem begge to for en opfølgning, og tilbagemeldingen er nedslående. Det er kun blevet værre, siger de.

- Vi har haft en tredobling i antallet af ansøgninger til vores feriehjælp, siger Ninna Thomsen fra Mødrehjælpen

- Pressen og politikernes fokus er et andet sted. Vi har ikke den samme bevågenhed, som da middelklassehjemmet også var under pres. Men vi står stadig i en akut situation, lyder det fra hende.

Hun forklarer, at de svageste står med efterdønningerne fra inflationskrisen. At kontanthjælpen reguleres to år forskudt. At der stadigvæk er over 50.000 børn i Danmark, som vokser op i fattigdom.

Jonas Jakobsen fra Kirkens Korshær mener, at det især er krisernes varighed, som er tung for de tyndeste skuldre.

- Der er nogle psykiske konsekvenser ved at have været presset i bund rent økonomisk i så lang tid, siger han og fortsætter.

- De fleste af os er vendt tilbage til normaliteten nu. Men der er altså en gruppe i samfundet, hvor det ikke er tilfældet. Deres liv er stadig præget af benhård prioritering. Og jeg tror, kun vi har set toppen af isbjerget.

I Nordjylland hjælper Kirkens Korshær rundt regnet 500 familier. Familier, hvor de mindste ting kan slå dem ud af kurs.

- I en af vores kvindecaféer havde vi for nyligt en mor, som var ved at gå ned med flaget, fordi hendes datter skulle have en ret med til en fællesbuffet i folkeskoleklassen. Det kunne hun ikke overskue - hverken økonomisk eller praktisk.

Kirkens Korshær bagte pølsehorn for familien, fortæller han. Men organisationen kan ikke forhindre børn i at blive voksne alt for tidligt.

- Endemålet af desperation i de her familier er, når børnene stopper med at spørge om ting. Stopper med at spørge deres forældre, fordi de vil skåne deres mor og far fra nederlaget i at sige “nej, det kan vi ikke,” siger Jonas Jakobsen.

Mette Nielsens søn spørger ikke sin mor om hjælp længere. Til gengæld må hun bede sin 27-årige, kandidatstuderende dreng om økonomisk hjælp til at betale for sin medicin.

- Jeg kan godt se, at det udefra ser skidt ud, og at nogen måske tænker, jeg skulle skamme mig. Men jeg har ikke udsigt til at få et job, for jeg har dårlig ryg, siger Mette, som er på kontanthjælp.

Vi sidder i sønnens lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Han er i sommerhus med sine venner, og hun har fået lov til at låne hans hjem.

Mette er født i Sydkorea, men kom til Danmark som adoptivbarn som spæd. Med flakkende blik og nervøs latter, fortæller hun om sine kvaler, som hun bliver ved med at omtale som “luksusproblemer”.

- Jeg sulter ikke, og der er sikkert mange, der har det værre end mig. Jeg kan jo også bare lade være med at ville bo tæt på min søn i København. Jeg gider ikke fortælle sådan en jammerhistorie.

Hendes øjne ser fugtige ud bag brillerne, mens hun river blidt i sin egen hestehale.

- Men jeg er bare træt af hele tiden at være bekymret over ting, jeg ikke kan gøre noget ved. Stigende elpriser. Stigende madpriser. Jeg er træt af, at jeg aldrig kan spise eller drikke det, jeg har lyst til. Jeg er træt af, at jeg skylder min søn penge.

Mette har ikke altid været så hårdt spændt for. Hendes samlever igennem 32 år, sønnens far, døde af kræft i september. Og udover at hun savner ham hver evig eneste dag, så rækker enkepensionen heller ikke særlig langt. Den 55-årige mor er ramt af kontanthjælpsloftet. Hun har brug for penge til piller mod både depression og høfeber. Og hun sidder alene tilbage i en ældrebolig i Bispebjerg, som er alt for dyr.

- Jeg kan godt overleve. Det er bare så trættende at være på røven hele tiden.

Konsekvensen af et år med høj inflation har sat sig i alle de priser, som helt almindelige danskere skal forholde sig til hver evig eneste dag. Er man ikke en tilbudshaj, kan kombinationen af smør, mælk og æg dårligt handles for under 50 kroner. For selvom inflationen er fladet ud, er det ikke blevet billigere at være dansker.

- I virkeligheden er det blevet dyrere, fortæller Ida Moesby, som er forbrugerøkonom i Nordea.

- Inflationen gør ondt på ens privatøkonomi, når den er høj, men det der virkelig gør nas, er, når den er vedvarende høj. Selvom den er faldet nu, så har den været drastisk igennem et år, og nu er vi ved at lande på et prisniveau, hvor alting bare er meget dyrere, siger hun, men pointerer samtidig, at der er sandhed i udsagnet om, at “krisen er afblæst”.

Ved hjælp af forskellige undersøgelser hos både bankkunder og rejseselskaber sporer Ida Moesby også positive tendenser: Samlet set bruger vi for eksempel flere penge på sommerferien, end tidligere. Og rejser, som er en luksusvare, er en god temperatur på den danske økonomi, siger hun.

- Men der vil sidde nogle tilbage. Min forventning er, at vi vil se uligheden vokse som følge af den høje inflation. For de fleste vil det føles som om, at krisen er afblæst, men for nogle er krisen permanent.

Nogenlunde det samme siger Torben Tranæs, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

- Vi har stadigvæk et meget højere prisniveau, end lønninger har kunnet følge. Og som udgangspunkt rammer den slags stigninger folk på overførselsindkomster, fordi deres beløb reguleres med to års forskydning.

Præcis dén situation står Vivi Seirup i. Med sin lille, langhårede løwchen-hund Donna på skødet har hun forfattet den ene sylespidse kritik efter den anden og sendt det i mailform til politikere fra flere partier.

- Hvor bliver hjælpen af for en førtidspensionist som mig? spørger hun retorisk.

For mens mere end 10.000 husstande fejlagtigt fik en varmecheck, har den 66-årige kvinde ikke fået nogen inflationshjælp.

- Jeg følte mig godt nok til grin, siger hun.

Vi sidder i hendes højloftede udestue i Volstrup, en landsby fem kilometer fra Ringe på Fyn. Udenfor er der marker og mild støj fra Svendborgmotorvejen, herinde er der fyldt med broderede malerier i guldrammer og Mads Stage-stel.

Vivi er rig på familie, siger hun. Fire børnebørn. To oldebørn.

Men for tiden er hun ikke rig på meget mere end det. Selvom hun ikke fryser, som hun gjorde i vinter, så er det skrabede tider.

- Jeg lever af to good to go-poser. Altså de madpakker som restauranter og butikker sælger til 30 kroner, fordi det er ved at blive for gammelt.

Koteletter, stegt flæsk og flæskesteg, som hun plejede at spise, må hun drømme sig til. Men det, der gør mest ondt, er, hvordan stellet samler støv i skabene.

- Jeg har altid gerne villet gøre det bedste for mine børn og børnebørn. Holde fødselsdage og fest. Men i dag kan jeg ikke gøre så meget andet end at åbne døren for dem, siger hun og bliver afbrudt af hunden, der gør.

Med bebrejdende sorte øjne kigger Donna på hende, som om hun lige har røbet en dyb hemmelig.

- Så, så, du, siger Vivi og fodrer hende med en hjemmelavet cornflakes-småkage.

Hendes mand døde for mange år siden, så Vivi, Donna og de to katte Trille og Freja bor alene i det 405 kvadratmeter store hus.

Vivi - som var asfaltlaborant i Fyns Amt, før hun fik en løfteskade - købte huset som et håndværkertilbud. Hun har selv lagt gulvene, selv fjernet dørkarmene, investeret i varmepumper og gjort alt, hvad hun kunne for at gøre det til et hjem, hvor resten af hendes dage kunne blive tilbragt.

Nu frygter hun, at hun vil blive nødt til at sælge huset på grund af sin økonomi.

- Mine psyke er konstant påvirket af alle de bekymringer. Når man føler, man bliver jordet hele tiden, så bliver man lidt syg. Vi er blevet ladt i stikken.

- Når alle regningerne er betalt, har jeg 1000 kroner tilbage til mig og dyrene. Og det meste går til dyrene, siger hun og griner. På trods.

I starten af juni mødte Pasquale Cozzolino op på politigården i Odense og anmeldte sin nærmeste chef for vold.

Da han havde gjort det, kørte den italienske håndværker videre til byggeriet af Nyt OUH for på et møde dér at fortælle, hvordan han har oplevet at få bank af sin formand – sin nærmeste leder – mens han arbejdede for en udenlandsk virksomhed, en underentreprenør, der laver VVS-arbejde på supersygehuset i Odense.

Og hvordan han i det hele taget har oplevet at blive behandlet, mens han arbejdede som håndværker på den store, danske byggeplads.

- Der er meget på byggepladsen, der ikke tåler dagens lys, mener Pasquale Cozzolino.

I dag står han frem.

Det gør han, fordi han mener, det er vigtigt at vise den side af en fremtrædende dansk byggeplads.

-Det er en sand historie om, hvad der foregår et sted, hvor et dansk hospital er under opførelse, fortæller han.

Pasquale Cozzolinos identitet og sag er bekræftet af Carsten Duus, næstformand for Blik&Rør Sydjylland/Fyn, som er inde i sagen og var med til møde på Nyt OUH den 7. juni, hvor også repræsentanter fra projektorganisationen Nyt OUH var til stede.

At der kører en sag om vold på Nyt OUH, bekræftes ligeledes af projektdirektør Kenneth Holm:

- Jeg kan bekræfte, at jeg kender til sagen, og vi bistår i det omfang, vi overhovedet kan. Men da den verserer, synes jeg ikke, jeg på det foreliggende vil udtale mig nærmere om den, siger Kenneth Holm, som understreger, at vold ikke hører nogen steder hjemme.

- Principielt vil jeg gerne understrege, at jeg og Region Syddanmark lægger kraftigt afstand til både vold og naturligvis også ukorrekt afregning eller betaling af de mennesker, der arbejder med opførelse af Nyt OUH.

Pasquale Cozzolino fortæller, at han fik brækket kæben, da han kom i håndgemæng med supervisoren – lederen – på byggepladsen.

- Supervisoren mente, vi havde brugt mere diesel, end der ville gå til ved at køre frem og tilbage til arbejde. Jeg sagde, at det godt kunne være, vi var kørt en tur til Odense for at shoppe, men at det ærlig talt bare handlede om diesel for 20 euro.

- Lidt senere ringede han til mig og bad mig komme igen, kaldte mig et pikhoved og et røvhul, og jeg sagde til ham, at jeg ikke ville finde mig i de ydmygelser, og at han kunne komme til mig. Så kom han og stak sit hoved helt tæt på mig som for at provokere til vold, og vi endte i et alvorligt håndgemæng. Han slog mig på kæben – jeg greb en træ- eller jernstang på disken for at skræmme ham – men jeg gjorde ham ikke noget – og han havde hjelm på. Til gengæld står jeg tilbage med en brækket kæbe.

Pasquale Cozzolino røg på OUH til undersøgelse og observation efter episoden, der i første omgang blev noteret som en arbejdsulykke. Den italienske håndværker rejste hjem til sin familie i Italien, men kom tilbage til Danmark for at politianmelde sagen.

Ét er de fysiske men, men oven i det kommer en dårlig behandling af ham og hans udenlandske kolleger, mener han.

- Vi skulle arbejde 11 timer om dagen uden pause, de betalte aldrig ferie, og vi skulle arbejde fra 7 til 13 om lørdagen uden at få ekstra betaling for det. Vi tog kontanter med til ingeniøren på pladsen – jeg har personligt taget 670 euro med til ham, og når jeg spurgte hvorfor, jeg skulle det, blev det bare besvaret med en vittighed.

Fagforbundet Blik&Rør bistår Pasquale Cozzolino og kører en faglig sag mod den italienske virksomheds danske afdeling. Det var i den sammenhæng, Carsten Duus hørte om voldssagen.

- Det er grotesk, at en mand får bank. Jeg har næsten ikke ord for det – desværre er det ikke første gang, vi hører om det, men som regel er folk meget bange for at stå frem af frygt for repressalier. Det er sager, vi tager ekstremt alvorligt, og vi gør alt, hvad vi kan for at følge den gennem systemet, siger Duus.

Ifølge Duus er Blik&Rør også i besiddelse af en lydoptagelse mellem Cozzolino og hans formand (nærmeste chef på byggepladsen, chef. )

- Vi har dokumentation for, at han har arbejdet mange flere timer om ugen, end han er aflønnet for. Desuden har han ikke fået korrekt overtidsbetaling, og det ser ud som om, der er flere andre udbetalinger, han skulle have haft, som han ikke har fået. På lydoptagelsen bliver han bedt om at tilbagebetale en del af sin løn, siger Duus.

Blik&Rør mener, der er begrundet mistanke om, at også de 34 øvrige medarbejdere i virksomheden er blevet underbetalt, men det er ikke dokumenteret.

Pasquale Cozzolino er i dag tilbage hos sin familie i Italien, mens hans faglige sag og sagen om vold skal køre i de danske systemer.

Musik: Kim Schwartz bor otte kilometer fra et torv, som har betydet meget for hans karriere som musiker. Det ligger i Køge og blev i 1995 rammen for hans hit med det mundrette navn ”Køge Torv”. En sang, der skulle vise sig at være både en velsignelse og en forbandelse.

- Jeg er taknemmelig for, at ”Køge Torv” blev udsendt. Den blev fundamentet for min karriere og har været med til at betale en stor del af mit hus. Men den har også været en forbandelse, fordi jeg lige siden har kæmpet for ikke ”bare” at være ham med ”Køge Torv”, siger Kim Schwartz.

Vi sidder i hans kombinerede studie og øvelokale i Valløby. Her må man gerne ryge. Og bande. Begge dele gør den 60-årige sjællænder, der forlod jobbet som købmand for 30 år siden for at forfølge drømmen om en karriere som sanger.

Den tæller indtil videre 200 sange, 10 albummer og flere optrædener i tv. Blandt andet to gange Dansk Melodigrandprix og flere besøg i Top Charlie med Keld Heick som vært samt ”Hit med sangen” på DR.

Men karrieren omfatter også en række bemærkelsesværdige tekster skrevet til nogle af landets mest kendte sangere. Hvilket er årsagen til besøget syd for Køge, hvilket sjovt nok er titlen på en sang med Kim Larsen.

Kim Schwartz har blandt andet lånt sine ord ud til Nalle, Dario Campeotto, Peter Belli og Flemming ”Bamse” Jørgensen.

- Jeg har altid mødtes med de sangere, jeg skriver sange til. Jeg har brug for at sidde sammen med dem og høre, hvor de er i livet. Hvor de er på vej hen. Teksten skal skræddersyes til dem, siger Kim Schwartz.

Sangen ”En sidste blues” til Nalle er noget særligt. Fordi de to musikere har mange fællestræk i deres livshistorie. De havde begge en turbulent barndom og flyttede tidligt hjemmefra.

De rejste begge med skib til Australien og tilbage igen. Selv om de blev udlært som henholdsvis slagter og købmand, var det i livets skole, de lærte mest.

- Min far sagde til mig, at man aldrig skal give op. Uanset hvor håbløst alt ser ud. Det gjaldt også for Nalle, der efter mange år som narkoman på gaden i Odense formåede at kæmpe sig tilbage til en flot karriere, siger Kim Schwartz.

Han lærte Nalle at kende for 28 år siden, da den odenseanske musiker efter mange års fravær fik comeback i musikbranchen og var gæst til en af Kim Schwartz’ pladereceptioner. De havde lidt samme syn på branchen og havde begge oplevet at blive taget ved næsen.

- Vi har begge stødt på en del idioter undervejs og har er blevet udnyttet. Vi havde samme filosofi i forhold til lort og lagkage. Vores venskab udviklede sig, da Nalle indspillede sangen ”En engel som dig” i 2015.

Sangen var egentlig skrevet på engelsk, men da Flemming ”Bamse” Jørgensen hørte den, bad han om en dansk version. Men han nåede ikke at indspille den, da han døde dagen inden, at Kim Schwartz ville sende den.

- Jeg kan godt se, der tegner sig et mønster. Man dør sgu, hvis jeg skriver en sang til en, siger Kim Schwartz og ler.

Men Nalle døde som bekendt ikke. Han fik et nært forhold til ”En engel som dig”, som i en årrække var den sidste sang til hans koncerter.

I begyndelsen af oktober i fjor ringede Nalle og Kim Schwartz sammen flere gange.

- Jeg stod i min have en dag, da han ringede. ”Jeg er kraftedeme færdig”, sagde Nalle i røret. Han spurgte derefter, om jeg ville skrive en sidste sang til ham. Det ville jeg naturligvis gerne. Men jeg krævede, at jeg fik frie hænder.

Derefter gik Kim Schwartz i gang med at skrive det, han vidste ville blive et musikalsk punktum for Nalle.

- Jeg havde lært Nalle så godt at kende, at jeg havde en god idé om, hvordan en farvelsang skulle skæres. Jeg kunne tydeligt se for mig, hvad han skulle sige. Nalle havde intet at være flov over, men jeg syntes, han på en elegant måde skulle undskylde for de fejl, han begik undervejs i livet.

Kim Schwartz brugte en uges tid på at skrive teksten. Han sendte den til Nalle, som svarede kort efter.

- Han skrev til mig ”Elsker den” og tilføjede to emojis, siger Kim Schwartz og viser beskeden på sin mobil.

De mødtes med et band af Nalles faste musikere i Lundgaard Studios i Vejen nogle uger senere, 9. november. Men Nalle var for syg til at synge, så han måtte stoppe efter kort tid.

Derfor mødtes de igen 26. november hos Nalle i Odense, hvor de indspillede vokalen midt i Nalles stue i et simpelt setup med en enkelt mikrofon og en optager.

- Nalle var dødssyg, men han ville have sangen i kassen. Hans stemme var slidt og kræfterne brugt op. Men det udtrykte, hvad der uundgåeligt skulle ske lige om lidt. Han græd sgu, da han sang andet vers.

Da sangen og en video af optagelserne var færdig, sendte han begge dele til Nalle.

- Nalle svarede: ”Fedt, fedt, sov godt. Vi tales ved i morgen”. Det var den sidste sms, han sendte til mig, siger Kim Schwartz og viser beskeden på sin mobil.

Efter den melding er skærmen sort.

Det er ikke kun Nalle, Kim Schwartz har haft æren af at skrive den sidste sang til. I 2021 skrev han teksten til en melodi, komponisten Lars Nielsen stod bag. Sangen ”Lad os danse” opfordrede Nis P. Jørgensen, at Dario Campeotto skulle synge.

- En linje i sangen lyder: ”Lad os glemme tidens stemme og bare danse som allerførste gang”. De ord var skabt til en mand oppe i alderen. Heldigvis kunne Dario lide sangen, han ringede til mig og fortalte, at stod og dansede sammen med sin kone Gertrud, siger Kim Schwartz.

Dario kom til Valløby og sang, selv om han var ret syg. Det kan man ikke høre på resultatet.

- Jeg er rystet over, hvor flot han synger. Han var 83 år, siger Kim Schwartz og ryster på hovedet.

Han stødte på Dario i mange sammenhænge og ikke mindst, da den dansk-italienske crooner medvirkede på Kim Schwartz’ sang ”Åh amore” i 2006.

Det var Stig Kreutzfeldt og Per Meilstrup, som fik idéen om at lade Dario synge en serenade i slutningen af sangen.

Dario var også klar, da Kim Schwartz optrådte til Dansk Melodigrandprix i 2006 med sangen, som han skrev på en serviet på en café i Venedig efter et skænderi med konen.

- Det er i virkeligheden en frygtelig sang, men den endte sgu med at blive nummer fire. Jeg fik overtalt Dario til at komme på scenen og synge en serenade i slutningen af sangen. Jeg glemmer aldrig de andre deltageres udtryk, da han troppede op backstage i hvidt jakkesæt. Jeg elsker den slags fis og ballade, siger Kim Schwartz, som selv optrådte med solbriller og en rød guitar.

Han sætter ”Lad os danse” på studiohøjttalerne og skruer helt op. Dario fylder igen rummet, hvor han indsang for to år siden på en sommerdag som denne.

- Hold nu kæft, en stemme. Jeg sidder sgu og bliver helt rørt, fordi jeg både savner Dario og Nalle. Tænk sig at have skrevet den sidste sang til to legender. De var kæmpestore, da jeg var teenager og aldrig havde forestillet, at musikken ville blive min vej i livet.

Inden interviewet slutter, fortæller Kim Schwartz historien om, hvordan Peter Belli og han indledte et samarbejde.

Det skete, da Kim i begyndelsen af årtusindet vendte hjem fra et af sine mange ophold i Nashville med sangen ”Halfbout Lonesome”, som på dansk blev til ”Svært at være ensom”.

- Peter spurgte, om han måtte indspille den til sit album ”Ny dag på vej” fra 2001. Det måtte han naturligvis. Han endte med at bruge tre af mine tekster, da han også indspillede ”Mens jeg har dig” og ”Hvis jeg var dig”, som begge er sange, jeg har oversat fra engelsk, siger Kim Schwartz.

Han mødte Peter Belli første gang, da han var 11 år. Til en koncert på Ankers Tivoliscene til Bregentved Stævnet, hvor Gustav Winckler og Bent Werther også var på plakaten.

- Jeg kan huske, at jeg var så nervøs, at min mor holdt mig i hånden til at begynde med. Men ikke mere nervøs, end at jeg i pausen klatrede op på scenen og satte mig bag trommesættet, fortæller Kim Schwartz og smiler ved tanken.

Han kalder det syret og uforglemmeligt, at Peter Belli stod her i hans studie – eller hulen, som han kalder den – og drak kaffe og snakkede om livet.

- Det havde jeg aldrig turdet drømme om. Det er til en vis grad Peters fortjeneste, at jeg endte med at blive musiker. Det var ham, der engang i begyndelsen af 90’erne opfordrede mig til at tage min guitar på nakken og gå ind på pladeselskabet Sonet og synge for dem. Samt at hilse fra Peter, siger Kim Schwartz.

Tre dage efter besøget hos i Valløby, sender Kim Schwartz en besked.

- Fuck. Nu er Peter Belli også død. Man tør sgu snart ikke skrive flere sange til andre. De dør jo alle sammen. Birthe Kjær sagde engang, at jeg gerne måtte skrive en sang til hende. Det er måske en dårlig idé.