Helikoptere svæver i luften. Hundepatruljer afsøger skoven.

Med lyset fra deres mobiltelefoner går Anne Veise og hendes tre hjemmeboende børn rundt i regnen og blæsten en nat i oktober for at lede efter deres far og ægtemand, Martin.

Martin Veise er meldt savnet klokken 22.14 samme aften. Men han er sidst set efter aftensmad klokken 18 på sit midlertidige bosted. Det ligger tæt på familiens hus uden for Silkeborg og er omkranset af et større naturområde med flere søer. Familien går rundt og lyser ned i vandet for at se, om de kan finde liget af Martin.

På sociale medier deler politiet en efterlysning med navn og billede af den 54-årige mand, som er hjerneskadet efter en blodprop. Han er spinkel af bygning, halter i venstre side og kan ikke klare sig selv, fremgår det.

- Han var gået op på kontoret (på bostedet, red.) og havde sagt, at han gik en tur. Og så forlod han stedet. En dybt hjerneskadet mand, fortæller Anne Veise.

- Da vi spørger, hvordan det kunne ske, siger medarbejderen deroppe bare til os: "Ja, velkommen til det kommunale system."

Det her drama var umuligt at forestille sig få år forinden.

Indtil november 2018 var familien Veise en ressourcestærk familie, der boede i Luxembourg i et treetagers hus. En travl børnefamilie med fire børn, hvoraf den ældste var på nippet til at flytte hjemmefra.

I ungdomstiden boede Anne og Martin Veise på Østerbro i København, før de flyttede til Luxembourg for 22 år siden for at forfølge Martins karriere som børsmægler.

Anne Veise havde tidligere arbejdet med handicappede børn og voksne, men i Luxembourg arbejdede hun som pilatesinstruktør, samtidig med at hun tog sig af parrets fire børn.

Den 28. november 2018 blev familiens liv ændret for altid.

Den dengang 51-årige Martin Veise blev ramt af en stor blodprop i hjernen, og skaderne var massive.

- Når læger og specialister kigger på scanningsbillederne, siger de, at det ikke kan være rigtigt, at manden er, som han er, med de her kolossale skader. Vi fik at vide, at det vidner om, at han har været enormt intelligent, at han kan klare sig på den måde på trods af skaderne, siger Anne Veise.

Martin blev ramt i fire vigtige områder af hjernen, ligesom en række små blodpropper også gjorde skade, fortæller Anne Veise.

Hans sprog er dog bibeholdt, så han kan fortsat tale "ligesom en politiker eller en børsmægler".

- Han er sådan en rigtig distanceblænder. De første fem-ti minutter kan han holde dig fanget, hvis du er heldig og møder ham på en god dag. Så snakker han fuldstændig normalt. Han fortæller dig om verdenssituationen, for han følger stadig rigtig meget med, også i kurser på markedet, som han tjekker på sin iPad. Og så efter cirka ti minutter kan han ikke holde den mere. Så bliver det meget mere usammenhængende.

- Samtidig med, at han har det der sprog, har han brug for hjælp til stort set alt. Han har brug for hjælp til at tænde vandhanen, børste tænder og få skåret sin mad ud, fortæller Anne Veise.

Blodproppen har også lammet Martin Veise i venstre side af kroppen.

- Han lider af det, man kalder "neglect". Det vil sige, at han slet ikke er bevidst om sin venstre side. Den eksisterer ikke mere for ham, fortæller Anne Veise.

Efter indlæggelsen havde han behov for en specialiseret genoptræning. Men det var ikke var muligt at få i Luxembourg. Cirka et halvt år efter blodproppen fik Martin Veise derfor mulighed for at få betalt sin genoptræning i et andet EU-land.

Anne Veise besluttede, at hendes mand skulle til Danmark, hvor de talte hans modersmål. Han blev derfor indlagt på Hammel Neurocenter nordvest for Aarhus.

Gennem fire måneder pendlede familien mellem Hammel og Luxembourg. Børnene skulle passe deres skolegang samtidig. Men det var svært at være så langt væk fra deres far og mand.

Efter indlæggelsen i Hammel kom Martin Veise tilbage til Luxembourg og boede i et år. Her begyndte hun for alvor at træne med ham, fortæller Anne Veise.

- Vi fik godt nok at vide i Luxembourg, at han aldrig lærte at gå igen. Han kunne heller ikke gå, da han kom ud fra Hammel. Men jeg trænede og trænede, siger Anne Veise og tilføjer, at hun kunne trække på sin baggrund inden for både specialpædagogik og pilates.

De to ting gik op i en højere enhed i forbindelse med gangtræningen.

For hvordan lærer man en mand at gå, når han er lam i venstre side og i øvrigt ikke ved, at han har et venstre ben?

- Ja, det er lige det. Men han har hele tiden haft bevægelse i venstre hofte. Når han løfter benet, så kommer det fra hoften, så det er ret specielt. Det gjorde jo så, at der var noget at arbejde med, fortæller Anne Veise.

- Jeg kunne også bruge, hvad de havde lært mig på Hammel, og jeg holdt forbindelsen til dem og sendte dem også videoer nogle gange, hvor jeg skrev: "Se lige, hvad vi har nået nu." Og så fik vi svar: "Åh, hvor er I seje".

Familien boede i et treetagers hus i Luxembourg, så der var mange trapper. Men heller ikke det opfattede Anne Veise som en umulig opgave.

- Jeg tænkte, at det skal simpelthen være løgn, det her. Så vi trænede og trænede, og så lærte han det altså. Så han kunne også gå på trapper til sidst.

Samtidig med, at Martin fik genoptrænet sin fysik, forbedrede han sig også kognitivt, fortæller Anne Veise.

- Selve blikket i øjnene forandrede sig. Nu så vi, hvad der skete, når han fik den opmærksomhed og træning, der var behov for, fortæller hun.

Med det potentiale for genoptræning, der åbenbarede sig, begyndte Anne Veise på ny at lede efter tilbud til ham. Efter overvejelser om steder i landene omkring Luxembourg faldt valget igen på et dansk rehabiliteringscenter. Og familien Veise måtte tage en svær beslutning om, hvorvidt den skulle flytte med til Danmark denne gang.

- Da vi kunne se, at han skulle på noget længerevarende genoptræning, måtte vi jo bare indse, at det holdt ikke at bo i Luxembourg. Han kunne ikke undvære os. Og vi kunne ikke holde til at køre frem og tilbage. Så vi satte os ned og traf som familie den beslutning, at vi rykkede alt op med rode for at være samlet, fortæller Anne Veise.

Uden at kende Midtjylland særlig godt købte Anne Veise et hus lidt uden for Silkeborg. Fra havens terrasse var der en flot udsigt over grønne marker og en skov i horisonten.

- Men jeg var aldrig flyttet til Danmark, hvis jeg havde vidst, hvad vi skulle udsættes for. Aldrig nogensinde. Jeg havde ikke den fjerneste forestilling om det. Det er der heller ikke nogen i min vennekreds eller familie i Danmark, der har haft, for så ville de selvfølgelig ikke alle have sagt: "Ej, hvorfor kommer I ikke hjem?"

Livet i Danmark var hårdt fra start.

Selvom Martin Veise var pleje- og opsynskrævende døgnet rundt, fik Anne Veise kun løn fra kommunen for at passe sin mand 23 timer om ugen, fortæller hun. Samtidig skulle hun være der for sine tre hjemmeboende børn. Job var der ikke mulighed for at passe ved siden af, så hun måtte klare sig med den private pension, som Martin fik udbetalt efter blodproppen.

Pludselig skulle Anne Veise ovenikøbet selv udredes for kræft, og det skulle gå så stærkt, at hun blev kaldt ind, når der var et afbud. Nogle gange med to timers varsel.

- Jeg ringede så til kommunen og sagde, at jeg står i den her situation, og jeg bliver nødt til at få en form for hjælp til Martin nu. Han kan jo ikke være alene hjemme.

- Men så fik jeg at vide, at jeg skulle sørge for at lægge mine undersøgelsestider inden klokken halv tre hver dag, fordi det var der, hjemmeplejen havde tid til at komme forbi og passe ham.

Anne Veise fortæller, at hun normalt ikke er typen, der råber i telefonen.

- Men der råbte jeg altså ind i telefonen til visitatoren. Når man er i kræftudredning, og det skal gå så stærkt, så kan man altså ikke komme med sådan nogle krav. Det var sådan en hel række undersøgelser, jeg skulle igennem. Nogle var klokken fem om eftermiddagen. Nogle var klokken ni om aftenen. Det var, når der lige var tid, for det skulle gå superstærkt, fortæller Anne Veise.

Løsningen kunne altså ikke blive hjælp i hjemmet. I stedet blev Martin Veise sendt på et plejecenter, hvor han kunne bo midlertidigt, mens Anne Veise gennemgik sine undersøgelser.

Han kom på et plejecenter tæt på familiens hjem. Men Martin trivedes ikke.

- Jeg tror, han har været der i en uge, før han stikker af, fortæller Anne Veise.

Nu er vi tilbage til der, hvor Anne Veise og de tre hjemmeboende børn gik og ledte efter Martins lig i søerne med deres mobiltelefoner midt om natten. Det var den 1. oktober 2021.

- Vi er ude og lede alt det, vi må og kan. Og til sidst bliver vi sendt hjem af politiet, som siger, at nu må I ikke mere.

De skal afvente, at det bliver morgen og lyst igen. Men familien kan ikke sove. Fra Silkeborg-hjemmets terrasse med den fine udsigt kan de følge helikopterne, der svæver rundt over skoven i horisonten, fortæller Anne Veise.

- Vi måtte bare vente på at få besked, og vi fik også at vide, at på et tidspunkt opgiver de at lede.

- Vi spurgte: "Hvor stor er sandsynligheden for, at I finder ham i live? Hvis I finder ham død, hvordan får vi det så at vide?", siger Anne Veise.

Omkring middagstid dagen efter lykkedes det heldigvis for politiets hundepatrulje at finde Martin.

- Det var en indsatsleder, der ringede mig op og sagde det til mig. Han sagde, at det her var "den heldige gang".

Martin lå inde i skoven, gennemblødt og forfrossen, men i live, fortæller Anne Veise.

Martin blev indlagt på intensiv afdeling på sygehuset i Silkeborg. Om aftenen blev han flyttet over på en medicinsk afdeling.

- Egentlig kunne de godt have udskrevet ham dagen efter, men de vælger at beholde ham ekstra tid, fordi de er utrygge ved at sende ham tilbage.

- Det eneste, jeg bad om, var at få hjælp til at passe ham, imens jeg gik til udredning for kræft. Det var det. Det endte ud i, at han måtte på bosted, og at han var så tæt på at miste livet, siger Anne Veise.

Her skulle man tro, at det ikke kunne blive værre, men det kunne det. Læs med i næste kapitel af historien om Anne og Martin Veise, der kommer i avisen og på nettet i morgen.

Danmark sætter en stor aftale om økonomisk hjælp til Niger i bero, efter det vestafrikanske land onsdag blev udsat for et militærkup, hvor nationalgarden indtog præsidentkontoret og tog præsident Mohamad Bazoum til fange. Det oplyser udviklingsminister Dan Jørgensen (S).

I maj besøgte Dan Jørgensen sammen med kronprins Frederik Niger i forbindelse med underskrivelsen af en samarbejdsaftale, hvor Danmark indgik en aftale om at øge sin udviklingsbistand til landet markant.

- Situationen i Niger er dybt bekymrende. Niger er en vigtig partner for både EU og Danmark i Sahel (region syd for Sahara, red.) med en demokratisk valgt regering. Jeg besøgte landet i maj, hvor jeg mødte præsident Bazoum, som præsenterede en ambitiøs og demokratisk vision for Niger, udtaler Dan Jørgensen i en kommentar til Avisen Danmark.

Han oplyser, at regeringen følger begivenhederne i landets hovedstad, Niamey, tæt og opfordrer til, at landets demokrati og forfatning respekteres.

- Forberedelserne af det nye landeprogram sættes i bero, indtil der er mere klarhed over situationen, udtaler han.

Der er tale om en aftale, hvor Danmark i alt ville give 930 millioner kroner over de næste fem år i udviklingsbistand til Niger, der er et af verdens absolut fattigste lande.

Situationen i Niger har siden onsdagens militærkup været uklar.

Nationalgarden meddelte efter indtagelsen af præsidentkontoret, at den havde afsat og tilbageholdt præsidenten, lukket landets grænser, indført udgangsforbud og lukket landets offentlige institutioner.

Oberst Amadou Abdramane fra nationalgarden har forklaret, at kuppet blev sat i værk, fordi Niger har brug for forandring.

- Vi - forsvaret og sikkerhedsstyrkerne - har besluttet at sætte en stopper for dette regime.

- Det kommer i kølvandet på fortsat tilbagegang i forhold til sikkerhedssituationen, den ringe økonomi og sociale forhold, sagde han i forbindelse med kuppet ifølge Reuters.

Præsident Mohamad Bazoum, der for to år siden blev Nigers første demokratisk valgte præsident, har efterfølgende meddelt, at han er i god behold trods tilfangetagelsen. Han har også udtrykt håb for, at landets demokrati vil bestå.

- Vores hårdt tilkæmpede bedrifter kommer til at blive beskyttet. Alle nigerere, der elsker demokrati og frihed, vil kæmpe for det, skrev han i et tweet torsdag morgen.

Niger er blevet beskrevet som Vestens eneste håb i Sahel-regionen. Nabolande som Mali, Nigeria, Tchad og Burkina Faso slås alle med ekstremistiske terrorgrupperinger, røverbander og anden organiseret kriminalitet.

Modsat mange andre afrikanske lande har Niger ikke knyttet bånd til Kina og Rusland, men i stedet haft et tæt samarbejde med vestlige lande.

- Vi deler værdier med Vesten og har et stærkt venskab, sagde udenrigsminister Hassoumi Massoudou til Avisen Danmark i et interview i forbindelse med udviklingsministerens og kronprinsens besøg i landet.

Ministeren fortalte, at Niger ønsker at hjælpe Vesten og resten af verden med at inddæmme den terrorisme, som findes i landene i Sahel-regionen.

Han var godt klar over, at ikke alle i Niger deler regeringens syn på det fordelagtige i orienteringen mod Vesten.

- Men i et demokrati må man gerne udtrykke sin utilfredshed, sagde han.

En stor del af den danske støtte til landet skulle da også netop bidrage til at styrke landets demokrati, forebyggelse af konflikter og fremme af god regeringsførelse. Derudover var der afsat 440 millionener kroner til projekter, der skulle hjælpe landet med tilpasninger til klimaforandringerne, som rammer ørkenlandet hårdt, men det er altså nu uklart, om støtten kommer til at blive gennemført.

Han er der egentlig hovedsageligt for at forhindre drukneulykker og generelt sørge for sikkerheden og trygheden på stranden.

Men nu råber cheflivredder ved Nordsjællands Livredningstjeneste op om et ganske andet problem på stranden: bodyshaming.

I et interview med Radio4 Morgen fortæller han, at negative kommentarer om andre badegæsters udseende ofte fyger gennem den salte havluft blandt badebolde og tanglopper.

- Er det en god stranddag, så hører vi det dagligt - og ovenikøbet flere gange om dagen.

Det kan være kommentarer som "løft håndklæderne, der kommer en tsunami, når han går i", eller "der er da vist strandet en hval".

- Det går rigtig tit på overvægt, siger John Mogensen.

Han forklarer, at kommentarerne oftest ikke bliver sagt direkte til personerne, de omhandler, men at de alligevel ofte er lette at overhøre for offeret.

- Man glemmer måske ofte på stranden, at selvom man ikke taler særligt højt, så bevæger lyden sig rigtig godt, siger cheflivredderen, der er godt og grundigt træt af den ubehøvlede opførsel.

- Jeg tror, at de fleste af os godt ved, om vi er overvægtige eller ikke overvægtige, og det behøver vi ikke at høre en eller anden smartass-kommentar til vennerne om, når de lige går forbi.

På trods af de seneste års fokus på retten til ikke at blive bedømt på udseende, oplever livredderne kropsudskamning som et stigende problem på strandene.

- I starten var det de lidt store knægte, men nu er det, der undrer mig lidt, at det også er voksne mennesker, der burde vide, hvordan man skal opføre sig, siger John Mogensen.

Desværre oplever han også, at mange strandgæster er blevet mere usikre og bevidste om andres opfattelse af deres krop. Det får nogle til at søge væk fra de mest befærdede områder på stranden og dermed også væk fra områderne, der er overvåget af livreddere.

John Mogensen håber, at hans opråb kan få folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de kommer med en smart kommentar om andre, og at alle vil sige fra, hvis de hører den slags.

- Lad den der dårlige adfærd ligge derhjemme og sørg for, at der er plads til alle på stranden, lyder hans opfordring.

Der er optræk til et spændende sommergruppemøde i Socialdemokratiet.

For internt i partiet er man tilsyneladende ikke helt enige om, hvordan fremtidens velfærdssamfund og ældrepleje skal finansieres.

Først talte politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen i Jyllands-Posten for, at danskerne - ud over skatten - i fremtiden må spare op af egen lomme til velfærd i alderdommen.

Det fik forleden kritik af tre folketingsmedlemmer i partiet - Anders Kronborg, Thomas Skriver Jensen og Maria Durhuus - der i et debatindlæg i Avisen Danmark beskyldte Rabjerg Madsen for at "misforstå problemerne, som velfærdssamfundet står over for" og anbefalede partiet at gå i en anden retning.

Og nu har en ny socialdemokrat meldt sig i koret af interne kritikere:

Den mangeårige S-profil Mogens Lykketoft mener, at forslaget om en opsparingsmodel er unødvendigt og risikerer at skabe et større problem, end det forsøger at løse.

Det fortæller han til Jyllands-Posten.

- Hvis man først laver velfærdssamfundet om sådan, at folk selv skal spare op til grundlæggende velfærdsydelser, så begynder den brede middelstand - som jo er de fleste af os - at blive mindre og mindre interesserede i at betale skat. Og det undergraver opbakningen til velfærdssamfundet, siger han til avisen.

Debatten om fremtidens ældrepleje, der hen over sommeren har udviklet sig til en åben studiekreds mellem regeringspartierne, blev åbnet af udenrigsminister og partiformand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen.

I Avisen Danmark indviede han befolkningen i sine overvejelser om de såkaldte "generationsplaner", der blandt andet kan indebære, at danskerne selv må spare op til ældrepleje.

Men det var ikke en vision, der faldt i god hos justitsminister Peter Hummelgaard (S), der afviste Løkkes analyse og idé.

Derefter kom Venstres politiske ordfører, Morten Dahlin, også på banen. Han kaldte Lars Løkke Rasmussens forslag for "uambitiøst" og Peter Hummelgaards for "en kende naivt".

Så præsenterede Christian Rabjerg-Madsen sine idéer om en opsparingsmodel, og det har altså skabt røre internt i Socialdemokratiet.

- Der tegner sig altså virkelig til, at det kan blive dramatiske debatter om, hvor Socialdemokratiet politisk skal placere sig på dette for fremtiden så vigtige emne, lød det tidligere på ugen fra Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall.

Socialdemokratiets sommergruppemøde finder sted 15. og 16. august.

Den lille pige blev holdt indespærret i årevis, men da hun var blevet til en ung kvinde, undslap hun sin kidnapper. Historien om østrigske Natascha Kampusch - hendes skæbne og flugt - optog hele verden. Og der er siden blevet skrevet bøger - hun har blandt andet selv skrevet - og lavet tv-dokumentarer.

Historien om Natascha Kampusch er en overlevelseshistorie, og den slags er stigende populært inden for genren true crime, fortæller redaktør Marie Nørgaard fra Mofibo, som udgiver lydbøger og podcast.

- Vi følger jo vores brugeres adfærd, og noget tyder på, at flere og flere af dem er interesserede i overlevelseshistorier, siger hun.

Overlevelseshistorier handler om mennesker, som er "kommet ud på den anden side" af noget forfærdeligt. Det kan for eksempel være vold og overgreb, egen kriminalitet eller en opvækst i en sekt.

-  Overcomings, som det hedder på engelsk. Folk vil gerne høre om det for at forstå, hvordan det forfærdelige kunne ske og hvordan, ofrene slap fri, siger Marie Nørgaard.

Hos Mofibo kalder man disse historier for True Stories.

Kristian Brårud, journalistisk redaktør på forlaget Peoples, taler om en type af den slags historier som at læserne gerne vil med ind i hemmelige miljøer.

- Miljøer, det ellers kan være svært at få informationer om, siger han.

Det kan være tidligere kriminelle, som fortæller om bandekrige indefra eller tidligere politifolk, som lukker os ind i politiets arbejde.

Mofibo producerer mellem 40 og 50 Originals-udgivelser om året, og cirka 10 procent af dem er klassiske True Crime.

- Når vi ser på alle vores udgivelser - også dem, vi ikke selv har produceret - er romaner og krimier de største genrer. Men True Crime har helt klart været opadgående, og det er derfor blevet et af vores satsningsområder, siger Morten Brockmeyer, der er pr-manager for Mofibo.

Blandt andet derfor ansatte tjenesten for halvandet år siden Marie Nørgaard til at tage sig af området.

En af hendes opgaver er etiske overvejelser, for når et menneske er myrdet og skal være hovedperson i en udgivelse, kan det ikke længere komme til orde. Ofret har også ofte familie, der måske ikke har lyst til at gøre deres livs tragedie til andres underholdende læsning eller lytning.

- Vi skal have respekt for og passe på de pårørende. Det kan være megavoldsomt at høre sig selv gengivet, så de skal som minimum have lov til at forsvare sig og have tilbuddet om at medvirke, siger Marie Nørgaard.

Marie Nørgaard fortæller, at Mofibo altid tager offerets perspektiv.

- Vores etiske "regler" står ikke skrevet i sten. For det vil altid være en vurdering fra gang til gang, men vi har lavet et dokument, der hjælper os. Vi vil aldrig tage fat i verserende sager, og ved nyere sager spørger vi de pårørende om lov. Vi følger de presseetiske regler, arbejder ud fra journalistiske principper - hører altid begge sider. Vi vil ikke nedgøre udsatte grupper, og vi passer på med for mange detaljer. Især, hvis det handler om mishandlede børn, fortæller Marie Nørgaard.

Rammerne er videre, når det handler om udenlandske sager, og familierne til mordere og pårørende er langt væk. Og når sagerne er af ældre karakter.

- Vi er ikke sat i verden for at afsløre eller lave undersøgende journalistik. Når det handler om True Crime er vi her for at fortælle en "god" fortælling om, hvad der skete, og hvad man kan uddrage af det. Når vi vælger historier, er vi først og fremmest optagede af perspektiv. At vores kunder får noget at tænke over på et samfundsmæssigt, følelsesmæssigt og/eller psykologisk plan. Det er vigtigere for os end fascination og sensation, siger Marie Nørgaard.

Hos den ugentlige samtalepodcast "Mørkeland" fortæller den ene af værterne, Kristine Bugbee, at interessen for podcasten har været nogenlunde konstant.

Mørkeland har i gennemsnit ca. 450.000 ugentlige downloads og nærmer sig hastigt episode 220.

-  Mennesker har altid interesseret sig for de mørke sider af samfundet og livet og det menneskelige sind.  Interessen og nysgerrigheden er naturlig og handler om, at mennesker gerne vil forsøge at forstå det menneskelige mørke - også for selv at kunne undgå faren, siger Kristine Bugbee.

Hvilke etiske kriterier arbejder I med i forhold til udvælgelsen af historier?

- Vi har af hensyn til de involverede valgt kun at beskæftige os med sager af ældre dato, som på forskellige måder har været markante og væsentlige i historien, og vi benytter os kun af allerede offentliggjorte oplysninger. I nogle tilfælde taler vi med de pårørende på forhånd. Vi har hverken lyst til at overdramatisere eller forskønne virkeligheden. Der kan ofte være grunde til at udelade detaljer, og det gør vi, men med forsigtighed. Vi vil nødig få en forbrydelse - og dermed gerningsmanden - til at virke mildere og mindre grov. Gerningsmandens handlinger fortæller noget om vedkommendes sind, og det må vi ikke pynte på, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at forstå, men vi tænker selvfølgelig over, hvordan vi taler om det skete på en ordentlig måde.

Hvad er jeres overordnede formål? Er det underholdning eller læring?

- Underholdning og læring er ikke hinandens modsætninger. Indhold kan godt være underholdende, altså dragende og interessant, og samtidig også alvorligt, lærerigt, rørende og vigtigt. Vores formål med podcasten er at give et indblik i vores fælles kriminalhistorie gennem de sager fra gammel tid, som har været med til at forme vores samfund og retssystem, som vi kender det. Der er uden tvivl meget at lære af historien - fortidens kriminalsager præger vores lovgivning og beslutninger og udsyn i dag, så selvfølgelig skal vi kende den. Samtidig får vi indsigt i det mørke, som findes i mennesker, der kan finde på at begå den ultimative forbrydelse. Mennesker som du og jeg - og alligevel ikke, siger Bugbee.

Svarene fra Mobibo og "Mørkeland" ligner de svar, vi får andre steder i branchen. At hensynet til efterladte fylder, og at der skal være perspektiv og ikke "kun" underholdning.

- Som oftest er det sådan, at vi ikke kun udgiver bøger om kriminalsager blot for historiernes egen skyld. Der skal helst være en god grund, for eksempel at man kan lære af sagerne og blive bedre til at forebygge, som da vi udgav bogen "Sygeplejersken" af Kristian Corfixen, der blandt andet handlede om adgangen til medicin på sygehusene. Eller der skal være en faglig vinkel, hvor for eksempel en psykolog, retsmediciner eller efterforsker giver en særlig indsigt i sagerne, siger Trine Ravn, direktør for nonfiction hos forlaget Lindhardt og Ringhof.