Anne Veise kom ind på bostedet Høskoven for at besøge sin hjerneskadede mand, Martin, da hun så en besked på whiteboardtavlen i fællesområdet.

Martin havde skrevet, at han ikke vil bo der mere, og hvis han en dag er væk, så farvel. Nedenunder havde han sat sin underskrift.

Dette er andet kapitel i historien om Anne og Martin Veise og deres kamp med Silkeborg Kommune. Første kapitel blev bragt i går.

- Jeg føler, jeg har pligt til at stille mig frem og fortælle vores historie. Vi er alt for mange mennesker, der ikke har retssikkerhed i vores samfund, siger Anne Veise.

Det var ni måneder siden, at Martin Veise forsvandt en kold og våd oktobernat fra sit midlertidige bosted, hvor han var placeret, mens Anne Veise var i kræftudredning. Han blev fundet i live knap et døgn senere - med politiets ord var det den heldige gang.

I dagene efter Martins forsvinden oplevede Anne Veise, at der var stor lydhørhed fra kommunens side for, at Martin Veise skulle have bedre forhold. Det var lige op til kommunalvalget. En borgmesterkandidat, kommunaldirektøren og socialchefen tog møder med hende, fortæller hun.

Hun blev tilbudt, at Martin Veise kunne flytte ind på Høskoven, et specialiseret bosted for hjerneskadede beliggende i Viby ved Aarhus. Anne Veise var bange for, at Martin ville forsvinde fra bostedet igen, men hun blev lovet langt bedre vilkår denne gang, fortæller hun.

- Jeg fik at vide, at der ville være personale omkring ham hele tiden. At man kunne lægge sådan nogle måtter ud, så der var en alarm, når han gik ud af sengen. Man kunne fjerne dørhåndtaget fra terrassedøren på hans værelse, så han ikke kunne gå ud på vejen. Og man kunne give ham en alarm på håndleddet, siger hun.

Man må ikke låse dørene på bosteder for voksne af hensyn til beboernes autonomi.

Hvad det præcist ville koste, kunne Anne Veise ikke få at vide, før hun sagde ja til pladsen på vegne af Martin.

Godt en måned senere flyttede Martin Veise ind på det nye bosted, Høskoven. Nu var kommunalvalget overstået. Og det, som familien var blevet lovet, holdt ifølge Anne Veise ikke.

- Der var ingen måtter, der var ingen sikkerhed, og dørhåndtaget sad stadig på. Han var overladt til sig selv mange timer ad gangen, siger hun.

Ikke engang den basale hygiejne blev vedligeholdt. I løbet af de første måneder på bostedet fik Martin Veise 11 huller i tænderne.

Samtidig var der spørgsmålet om økonomi. Det blev langt dyrere end forventet. Kommunen havde anslået, at Martin kunne få cirka 5000 kroner i boligstøtte hver måned. Men det holdt ikke. I realiteten var boligstøtten kun godt 600 kroner. I en e-mail fik Anne Veise en beklagelse.

Altså viste det sig at koste lige knap 11.000 kroner om måneden for Martin Veise at bo på Høskoven.

Familien Veise havde på ingen måder råd til at have Martin boende der. Det gjorde Anne Veise klart for kommunen gentagne gange.

Hvad værre var, så mistrivedes Martin, og det gik ned ad bakke med ham.

- Det var svært at se på, hvad der skete med ham, da han kom på Høskoven. At se den der nedgang, både fysisk, mentalt og kognitivt. Han tabte de færdigheder og funktioner, som vi havde knoklet og kæmpet for at opnå. Det var simpelthen så frygteligt, siger Anne Veise.

Martin blev trappet op i højeste dosis antidepressiv medicin. Han forsøgte at flygte flere gange, fortæller Anne Veise. Da han endelig fik et gps-armbånd på, bed han det af. Han ville hjem til sin familie, fortæller hun.

- Han hadede at være der. Han følte sig indespærret og frihedsberøvet. Det var de ord, han brugte, siger Anne Veise.

Så kom truslerne om selvmord.

- Han sagde flere gange: "Skal jeg virkelig derhen, hvor jeg skærer pulsåren over på mig selv, før I forstår, at jeg ikke vil være her?" Han sagde det til mig, og jeg hørte, at han også sagde det til personalet, fortæller Anne Veise.

Den 22. maj 2022 besluttede Martin Veise sig for at tage en "gåtur" på egen hånd. Efterfølgende ringede han til Anne Veise. Hun havde ingen anelse om, at han havde forladt bostedet på egen hånd. Det havde personalet ikke givet besked om, fortæller hun.

I en e-mail til bostedet dagen efter skrev Anne Veise, at hun ikke havde sovet hele natten, fordi hun var så bekymret. Og hun var skuffet over, at bostedets leder end ikke havde givet hende et kald for at følge op på hændelsen.

- Jeg er meget, meget utryg ved alt dette - også oven på denne weekend, hvor Martin har udtrykt så voldsomt og direkte, at han simpelthen ikke vil være på Høskoven, som du overhørte med sætninger som: "Skal jeg skære min egen pulsåre over, inden I vil forstå det", skrev Anne Veise i e-mailen til Martins kontaktperson på Høskoven.

Anne Veise prøvede også adskillige gange at råbe Silkeborg Kommune op. Hun fik et møde med kommunaldirektøren den 24. maj 2022. Her oplyste hun blandt andet, at bostedets sygeplejerske vurderede hendes mand til at være selvmordstruet, efter han blandt andet havde skrevet et farvelbrev.

- Vi er som familie meget bekymrede for Martins trivsel på bostedet. Hans fysiske og kognitive tilstand er meget forværret, og han er utrolig ked af at skulle bo der, skrev Anne Veise til kommunaldirektøren efter mødet.

Aftenen før deres datters studentereksamen, den 31. maj 2022, fik Anne Veise det opkald, hun havde frygtet. Martin havde fået fat i en kniv og realiseret sin trussel om at skære sig i håndleddet. Der var blevet ringet efter en ambulance, og en læge tilså ham.

Efterfølgende blev Martin puttet i seng. Først da ringede bostedet til Martins pårørende, fortæller Anne Veise.

- Det var jeg lamslået over. Jeg kørte så derhen og var sammen med ham i lang tid den aften og nat, siger hun.

Efter selvmordsforsøget hyrede kommunen et pædagogisk vikarbureau, som sendte vikarer ud for at være hos Martin Veise på bostedet. Det var ifølge Anne Veise primært ikke-pædagoguddannede medarbejdere, som blev sat ind som vagter til at våge over Martin. Hun fortæller, at der kom over 20 forskellige vikarer på skift i løbet af den første måned.

- Så sad de på en sofa inde på værelset eller ude foran, mens han sad inde og hakkede på sin iPad og blev mere og mere skør i hovedet af alle de mange forskellige mennesker. Der var nogle gode iblandt, men de fleste havde ingen faglig baggrund til at passe en hjerneskadet. Men det var ikke dem, man kunne bebrejde, siger Anne Veise.

- Det var fuldstændig vanvittigt, det, der foregik. En mand, der lige har forsøgt at tage sit eget liv, der er så ulykkelig og så hjerneskadet, og som mistrives i den grad. Der vælger kommunen så at ansætte vagter til at holde opsyn med ham?

Dokumenter i sagen viser, at Anne Veise igen og igen forsøgte at råbe både bostedets leder og kommunen op om, at hendes mand fik det værre. Den 17. november 2022 skete det igen. Martin Veise forsøgte at begå selvmord for anden gang.

- Jeg insisterer den her gang på, at de skal køre på psykiatrisk skadestue i Skejby med ham. Og vi møder en vagtlæge, der langt om længe forstår os, siger Anne Veise.

Martin Veise var indlagt på psykiatrisk afdeling i cirka et halvt år. Anne Veise oplevede her, at fagfolk endelig tog ham alvorligt, og han fik det meget bedre. Der blev også indkaldt til stormøde mellem psykiatrien og kommunens sagsbehandlere.

Her slog en psykiater fast, at Martin ikke kunne blive udskrevet til det samme eller et andet bosted, da han i så fald fortsat ville være selvmordstruet, fortæller Anne Veise. Psykiateren stillede sig også undrende overfor, hvorfor Martin ikke kunne komme hjem at bo, fortæller hun.

- Han skal ikke bo på et bosted, fordi det første, der sker, det er, at han skærer halsen over på sig selv. Det sidder psykiateren og siger til sagsbehandlerne.

- På psykiatrisk afdeling har Martin fået nogle ideer. Så nu var Martin begyndt at sige: "Hvis jeg skal tilbage på bostedet, så skærer jeg halsen over på mig selv", fortæller Anne Veise.

På trods af det så ønskede kommunen, at Martin skulle flytte til et andet specialiseret bosted på Fyn.

Sideløbende havde kommunen besluttet at lægge sag an mod Anne Veise for ikke at varetage sin mands økonomi godt nok. Kommunen ville fjerne hende som værge for Martin.

- Jeg blev så ramt og ked af det. De ved jo godt, at jeg er den allerbedste værge for Martin. Der er ingen, der har kæmpet mere for ham end mig, siger hun.

Silkeborg Kommune pegede på, at Anne Veise ikke havde underskrevet lejekontrakten til Høskoven, og der havde været ubetalte regninger for Martins ophold på i alt på 35.000 kroner. En gæld, som hun havde opbygget i hans navn.

Anne Veise forklarede, at hun i starten ikke modtog regningerne, da kommunen ikke havde videresendt dem. Men de var blevet betalt, da hun fik dem. Samtidig forklarede hun, at familien på ingen måder havde råd til, at Martin kunne bo på Høskoven, da huslejen var meget højere, end hun var blevet stillet i udsigt.

Det havde hun adskillige gange gjort kommunen opmærksom på. Derfor havde hun ikke underskrevet lejekontrakten - efter rådgivning fra blandt andet Familieretshuset, fortæller hun.

Retten i Aarhus var på Anne Veises side. Retten fandt, at Martins økonomi var tilstrækkeligt varetaget af hende gennem forløbet. At Anne Veise havde haft Martins "økonomiske interesser for øje". Værgemålet for Martin Veise blev derfor ikke ændret.

Kampen med kommunen kalder Anne Veise for "forfærdelig".

- Jeg kommer aldrig til at kunne beskrive, hvor krævende det er. Jeg kan bare sige, at jeg har mistet min mand, mine børn har mistet deres far. Det er superhårdt. Det tænker jeg, at alle kan forestille sig. Alle ved godt, at det gør ondt. Men det er ingenting i forhold til at kæmpe med systemet, for det får du oveni, siger hun.

Efter indlæggelsen på psykiatrisk er Martin nu kommet hjem til sin familie at bo igen. Anne Veise er ansat i 37 timer om ugen til at passe Martin.

Dertil har kommunen sendt ham i aflastning på et aktivitetscenter fra klokken 10-15 i hverdagene. Martin nægter dog at tage derhen, da han er bange for at blive fjernet fra sin familie igen.

I stedet kommer der en pædagog ud og tager Martin med på ture i 2-3 timer hver dag. F.eks. tager de ud og fisker. Derudover kommer hjemmeplejen i fem timer om ugen. Alle døgnets øvrige timer står Anne Veise for at passe sin mand.

Der er stadig mindst 101 timer om ugen, hvor Anne Veise skal passe Martin udover de 37 timer, hun får løn for. Timer, hvor hun også skal være mor og stå til rådighed for hendes tre hjemmeboende børn, hvoraf de to yngste, et tvillingepar, er 15 år.

Anne Veise har fået afslag på at få bevilget hjælp til, at der f.eks. kommer en handicaphjælper ud og sidder med Martin om natten, så hun kan få noget søvn. Afgørelsen er klaget til Ankestyrelsen.

- Det er nødvendigt, at der kommer mere hjælp på. Jeg knokler jo i døgndrift. Det er der ingen mennesker, der kan blive ved med.

- Det, jeg beder om, er minimum. Det er virkelig et minimum i forhold til, hvad jeg kunne forvente og forlange. Vi vil gerne være sammen med Martin. Vi vil gerne beholde ham i vores familie. Vi vil gerne have lov at være der for ham i den tid, han har tilbage.

Silkeborg Kommunes socialchef, Martin Husted, svarer i et længere skriftligt svar, at han ikke må udtale sig om den konkrete sag på grund af tavshedspligt, og han udtaler sig derfor på et generelt plan.

Han peger på, at når mennesker får senhjerneskader, sætter det sig dybe spor i deres familier, og det er alle "meget tragiske" sager, hvoraf mange også kan være "meget komplekse".

- I nogle af disse sager lykkes vi desværre ikke med at få en god kommunikation og et godt samarbejde med de pårørende.

Det kan blandt andet skyldes, at de pårørendes ønsker og krav "kolliderer med lovgivningens muligheder" eller "vores faglige vurdering af, hvad der er det rette tilbud til et senhjerneskadet menneske", skriver socialchefen.

- Selv om vi bestræber os på at gøre vores bedste for familierne inden for de rammer, lovgivningen har fastsat, begår vi desværre også indimellem fejl, som vi efterfølgende retter op på.

- Er der uenighed, kan en værge klage over vores afgørelse og få en uvildig klageinstans til at vurdere, om vi har vurderet forkert omkring behovet for hjælp, skriver Martin Husted.

Når det kommer til retssagen om ændring af værgemålet, siger socialchefen, at der skal "meget stærke og vægtige grunde til, hvis en kommune går rettens vej for at få ændret et værgemål".

- Det er en uvildig retsinstans, som afgør sagerne, og vi retter os altid efter både retsafgørelser og afgørelser fra klageinstanser, når en uenighed eller en konflikt skal afgøres ved en uvildig instans, siger Martin Husted.

Fra Høskovens side lyder det, at bostedet har "gjort alt, hvad vi kunne for at forsøge at støtte op i en ekstremt kompleks situation".

Det fortæller Ann-Christina Frederiksen, der er områdechef for Specialområde Hjerneskade i Region Midtjylland, som Høskoven hører under.

Hun afviser også at gå ind i den konkrete personsag. Men på et generelt plan påpeger hun, at voksne beboere i henhold til loven er i deres frie ret til at gå fra bostedet.

- Man kan ikke flygte fra et botilbud. Man kan gå en tur. Uanset, om man har en hjerneskade eller ej, så er man et frit menneske, der kan komme og gå, som man vil.

Af hensyn til beboernes autonomi må der heller ikke fjernes dørhåndtag eller lægges såkaldte sladremåtter ud ved siden af sengen uden en konkret afgørelse, hvor der gives lov til det, understreger hun.

- Det er selvfølgelig meget beklageligt, hvis familien har fået en forståelse af, at vi ville tilsidesætte reglerne. Det kan jeg ikke forstå, hvis vi skulle have sagt.

Men hvis han går afsted uden opsyn, så kan der jo ske farlige ting for ham, i og med at han ikke kan passe på sig selv?

- Det er et dilemma. Det har du fuldstændig ret i. På den ene side er der hans selvbestemmelsesret og autonomi. På den anden side kan det være vores ansvar som medarbejdere at støtte og vejlede og forsøge at undgå, at der sker noget. Men det ændrer bare ikke på, at han har retten til at gå. Og han kan faktisk også sige til os, at han ikke vil have, at vi går med, siger hun.

Ved spørgsmål om den mistrivsel, som Martin oplevede på Høskoven, peger Ann-Christina Frederiksen på, at hjerneskader ikke er stationære, og at problemerne kan skyldes de nye rammer. Hvorvidt Høskoven har taget Martins selvmordsforsøg seriøst, afviser hun at gå konkret ind i.

- Men selvfølgelig tager vi det seriøst. Og derfor ringer vi også efter en ambulance, hvis der er nogle borgere, som kommer noget til. Og så er det jo lægen, der vurderer, om der er grund til mere.

Men Martin har jo et andet selvmordsforsøg igen i november. Hvorfor har I ikke grebet mere ind, så det ikke skete igen?

- For rigtig mange af de borgere, vi har, er det sådan, at hvis de skal trives, så skal familien trives, siger hun.

- Hvis man er skadet på den måde, så man er ramt på de kognitive evner til at løse problemer i en familie, så tænker man måske, at man kan løse det ved at gøre et eller andet ved sig selv eller have en bestemt adfærd. Så er det jo det, der bliver taget i brug, siger hun.

Ann-Christina Frederiksen tilføjer, at Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har givet kritik af Høskoven, efter at Anne Veise har klaget.

Tilbage i Silkeborg afviser Anne Veise, at Martins mistrivsel på Høskoven har handlet om, at familien har været i mistrivsel.

- Det er et forsøg på at skubbe ansvaret fra sig, siger Anne Veise.

Hun peger på, at alle de ressourcer, som det offentlige har brugt på Martins indlæggelse på psykiatrisk, retssagen, helikoptereftersøgningen, de pædagogiske vagter og meget andet kunne være sparet, hvis de havde taget hendes bekymringshenvendelser seriøst. Hvis kommunen havde lyttet og samarbejdet bedre med hende.

- Tænk sig, hvad det ikke har kostet. Det er galimatias og kafkask. Hvis ressourcerne var blevet brugt rigtigt, skulle Martin ikke have været så meget igennem. Det er kæmpestore menneskelige omkostninger, det har haft.

Hun håber, at det gør indtryk, at hun nu står frem med sin historie.

- Vi er bare én historie ud af rigtig mange. Velfærdssamfundet i Danmark er en illusion på det her område - socialområdet. Det synes jeg, de oplevelser, vi har haft, viser.

Det var egentlig med udsigt til fire års adskillelse, da midtjyden Torbjørn C. Pedersen i 2013 tog afsked med sit livs kærlighed for at begive sig ud på en rejse, der skulle sætte verdensrekord.

Torbjørn ville være den første nogensinde til at rejse i (næsten) hele verden fuldstændig uden brug af fly.

Intet gik imidlertid som planlagt.

Fire år blev til fem, siden seks og først efter ni år, ni måneder og 16 dage kunne eventyreren endelig vende hjem på dansk jord.

Onsdag trådte han ud på Aarhus havn, hvor han blev taget imod af familie, venner, en fanskare af trofaste følgere og ikke mindst sin hustru, Le Gjerum.

- Jeg har mødt mange undervejs, som nærmest er gået bagover, når de har hørt, at der var én derhjemme, der ventede på mig, fortæller Torbjørn Pedersen, der er opvokset i Bryrup nær Silkeborg.

Den lange distance satte det nyforelskede par på prøve.

De skrev sammen dagligt, men mens hustruen Le Gjerum havde travlt med sin Ph.d. og senere arbejde i en medicinalvirksomhed, var eventyreren konstant på farten, og det bar samtalerne af og til præg af.

- Alt var godt, da jeg forlod Danmark. Men vi har haft perioder, hvor det var rigtig svært, hvor hun har gravet sig ned i sit studie, og jeg har haft travlt med visum og andet praktisk.

- Det fik vi heldigvis rettet op på, men jeg tror, at hvis jeg havde forladt Danmark i 2013 og sagt: "Jeg er tilbage efter ni år," så havde hun sagt: "nå, kan du ha' det godt." Det havde ikke været et holdbart udgangspunkt for os, siger han.

På sin rejse fik Torbjørn Pedersen besøg af sin kæreste 27 gange.

Tiden, de tilbragte sammen, varierede fra dage til uger og måneder og hvert besøg var i nye omgivelser.

På 10. besøg i 2016 besluttede han at gå på knæ.

- Jeg havde planlagt det helt store. I Tanzania havde jeg fået fremstillet forlovelsesringe med tanzanit (et sjældent mineral, der kun findes i Tanzania; red.) Le mødte mig i Kenya, hvor vi med vores guide, Laban, vandrede op på toppen af Mount Kenya, fortæller han.

Det skulle være den store idyl med udsigt over halvdelen af Afrika og en smuk solopgang. Men igen gik intet som planlagt for parret.

- Det var den vildeste snestorm, iskoldt og helt elendigt, da vi kom på toppen. Jeg fik presset en ring over fingeren på hende i al hast, og hun sagde ja. Der er meget, der er gået galt, som man i dag kan grine af.

Selvom parret kort tid efter kunne kalde sig ægtemand og hustru, var der stadig lange udsigter til, at Torbjørn Pedersen kom hjem til Danmark.

Han fortsatte sin rejse på sit skrabede budget, der betød at overnatningerne ofte foregik på billige hostels. Her var der tit andre rejsende, og de mange spændende profiler, han mødte på sin rejse, fristede af og til eventyreren.

- På de forskellige hostels var der ofte en fri stemning blandt de unge rejsende og en masse alkohol involveret. Jeg har mødt mennesker med en særlig karisma, som jeg har været draget af.

- Men jeg føler, jeg har vundet med min hustru, og det er det, jeg vil, så jeg har ikke trådt ved siden af på noget tidspunkt, fortæller Torbjørn Pedersen, som samtidig siger, at han og hustruen hele vejen igennem har næret stor tillid til hinanden.

Undervejs har Torbjørn Pedersen troligt opdateret sine mange følgere på internetbloggen Once Upon a Saga og givet interviews til en lang række medier.

- Jeg har tilbagelagt 382.000 kilometer over vand og land. Det er cirka distancen fra jorden til månen. Men til sidst var det 99 procent arbejde og én procent eventyr.

Sådan forklarer eventyreren sin rejse. Han lægger ikke fingrene imellem, når han kalder rejsen "et fængsel."

- Jeg skabte et fængsel for mig selv med strenge regler, hvor det var mig selv, der sad med nøglen. Det var mig, der bestemte, hvornår jeg vendte hjem, og jeg satte regler for mig selv om at være 24 timer i alle lande og aldrig rejse med fly.

- Jeg var fanget i mine egne ambitioner og andre menneskers forventninger. Mit fokus har været på at komme hjem de sidste otte år.

Selvom han har haft mange mentale nedture, som flere gange har sat eventyreren i tvivl om rejsens eksistensberettigelse, så har de mange år været det hele værd, reflekterer han.

- Det er noget, jeg skal reflektere over de næste måneder, og jeg har ikke et klart svar. Jeg føler, at jeg er blevet 50 år ældre på 10 år, for jeg har fået så meget erfaring. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at min rejse har haft stor værdi.

Hvad drev den engang 34-årige ud på rejsen? Og hvorfor fortsatte han i mørkeste og mest meningsløse stunder?

Det første spørgsmål volder ingen kvaler for Torbjørn Pedersen. Han ville være den første til at gøre noget, ingen andre havde gjort.

- Jeg havde længe født, at jeg var født for sent. Folk havde været på toppen af det højeste bjerg, været på månen og nord- og sydpolen, stort set alt var gjort. Men så fandt jeg ud af, at ingen nogensinde havde rejst i alle verdens lande uden at flyve, så tænkte jeg: "nu har jeg muligheden for at komme i Lademanns leksikon."

Men rejsen var ingen dans på rose.

Han har været udfordret af problemer med indrejsetilladelse, malaria, en coronapandemi, der satte ham skak to år i Hong Kong og rejser i krigsramte lande.

- I 2015 var jeg en periode i centralafrika. Et gudesmukt, men yderst korrupt område. Nytårsnat endte jeg i junglen midt om natten ved et checkpoint med tre bevæbnede mænd i uniform. De var aggressive og fulde. Lige dér tænkte jeg: "Nu stopper mit liv." Det var en hård start på året.

Der er mange oplevelser, eventyreren ikke har bearbejdet endnu. Det vil Torbjørn Pedersen i gang med nu, samtidig med at, at han er i gang med dokumentarfilmen "The Impossible Journey", der udkommer i 2024.

- Nu vil jeg til flytte sammen med min hustru i København. Det bliver en tilvænning, for vi er vant til hvert vores selvstændige liv, men det tror jeg, vi nok skal klare, siger han.

At Iben er blevet til et fornuftigt og tilgivende menneske, der ovenikøbet lever af at drage omsorg for andre som sosu-assistent, er et mirakel.

Tre af hendes adoptiv-søskende forlod hjemmet i små kister - efter at have været udsat for vanrøgt, vold og psykisk terror af forældrene. En fjerde og handicappet bror blev sendt tilbage til det Vietnam, han var adopteret fra. Og Iben selv brugte til sidst de fleste kræfter på at overleve, ikke gøre noget "forkert" - og på at holde sin mund.

Iben og hendes søskendes historie er ikke "kun" en grufuld beretning om, hvor galt det kan gå, når forældre af uforståelige årsager mishandler deres børn. Det er en frygtelig tragedie, som kunne udspille sig, fordi stort set alle svigtede børnene. Lukkede deres øjne og øre. Skruede ned for fornemmelser af, at noget var galt. Ignorerede alle blinkende katastrofe-lamper.

Vi møder Iben i TV 2-dokumentaren "Mareridtet på Sneppevej", som netop har været sendt i to afsnit, og som kan streames på TV 2 Play.

Vi er tilbage til begyndelsen af 1970'erne. På Sneppevej i Aalborg bor familien Brems. Faren er børnepsykiater og sidder i tidens adoptionsnævn. Moren er sygeplejerske. Og de har med årene adopteret 10 børn - herunder to med svære handicap. Parret kommer i aviser og ugeblade og hyldes for dets store hjerter, men inde bag hegnet, der omkranser det nybyggede parcelhus, foregår det ene uhyrlige overgreb efter det andet.

En nabo reagerer, en skolelærer slår alarm. Men faren er jo børnepsykiater, og "den slags er gode mennesker" ... Myndighederne slukker for al kritik.

Da alle endelig vågner op, mangler der beviser i sagen - blandt andet fordi, faren selv har udstedt dødsattesterne på de tre døde børn.

I 1975 dømmes faren dog til to års fængsel, men kan efter tre år praktisere som læge igen - og gør det. Moren dømmes til fire års fængsel og frakendes retten til at arbejde som sygeplejerske på ubestemt tid. Hun dør i fængslet. Dommen handler om vold, vanrøgt og om at efterlade en person - her børn - i hjælpeløs tilstand.

At historien er af ældre dato, har ingen betydning, for her er en true crime-dokumentar, der ikke er sat i tv-verdenen for at underholde os med et for os ufarligt gys. Vi kan i den grad lære noget af sagen.

Perspektivet er, at børns trivsel aldrig alene er forældres ansvar. Vi har alle et ansvar, og kan vi ikke klare opgaven selv og må henvende os til myndigheder, fordi vi er bange for, at noget er helt galt, så SKAL de offentlige instanser tage henvendelserne alvorligt.

Om forældrene så er bykonger, "helt almindelige" eller børnepsykiatere.

"Mareridtet på Sneppevej". TV 2 Play. To afsnit a 40 min.