Det kan være svært at gennemskue, hvordan din elregning er skruet sammen.

Og det bliver ikke nemmere af, at flere elselskaber ikke oplyser om deres pristillæg på hjemmesiderne.

Er du ude efter at købe et el-produkt med variabel pris flyver tillægget - det såkaldte spottillæg - ofte under radaren.

I forbindelse med udarbejdelsen af en test fra marts i år foretaget af Forbrugerrådet Tænk viste det sig, at 20 ud af 37 elselskaber ikke oplyste kunderne om tillægget på deres hjemmesider.

Enkelte selskaber ville heller ikke oplyse prisen til Forbrugerrådet Tænk.

- Det er første gang, vi har testet et forbrugerprodukt, der er så uigennemskueligt. Elektricitet er tilmed et meget basalt produkt, som alle skal have. Derfor er det vigtigt for os, at forbrugeren forstår, hvad man betaler for, siger forbrugerpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk Christian Sand.

Spottillægget er en pris, elselskabet opkræver per kilowatt-time udover den variable pris, strømmen koster på elbørsen.

Testen fra Forbrugerrådet Tænk viste, at prisen på tillægget på daværende tidspunkt svingede mellem 0,63 øre og 31 øre per kilowatt-time alt efter selskab.

- Der er stor forskel for dig som privat forbruger på, om du betaler 0,63 øre eller 31 øre. Det er mange gange mere. Og det er en pris, de tager per kilowatt-time, uanset hvad prisen for den rå strøm er, siger Christian Sand.

Forbrugerrådet Tænk efterlyser derfor gennemsigtighed hos landets elselskaber, samt fælles betegnelser for tillæg og gebyrer.

- Vi mener, at alle priser til enhver tid skal fremgå tydeligt på deres hjemmesider. Hvis branchen ikke selv vil ændre den praksis, er vores synspunkt også, at man fra politisk side må skærpe lovgivningen, så oplysningerne altid nemt kan findes, siger Christian Sand.

Et genbesøg hos flere elselskaber viser, at det fortsat kniber med at oplyse, hvad kunden betaler per kilowatt-time udover spotprisen på strøm.

Tillæggets eksistens fremgår ikke hos Norlys, der med sine 600.000 private elkunder er blandt de største på markedet. Det gør den heller ikke hos energiselskabet Andel Energi, der forsyner i alt 1,2 millioner danskere med el og gas.

Ifølge presseansvarlig i Andel Energi Rasmus Avnskjold skyldes det, at man ikke ønsker at forvirre kunderne unødigt.

- Forbrugerne vil have simple og forståelige priser. Derfor er alle priserne i Andel Energi oplyst inklusiv spottillægget. Vi oplever på ingen måde efterspørgsel på flere tal på elregningen, siger han.

Kan det skyldes, at de ikke ved, tillægget findes?

- Kunderne er interesserede i, hvad de skal betale. Det handler om at gøre det så let for kunden som overhovedet muligt. Hvis der opstod efterspørgsel på det, var det måske noget, vi ville overveje at ændre på.

På Norlys' hjemmeside fremgår pristillægget ikke, fordi selskabet ifølge chef i Norlys' kommercielle energiforretning Thomas Dezhkan har "fokus på den rene elpris, da det er den pris, el-leverandørerne konkurrerer på".

- Som kunde er det dermed denne pris, det er nemmest at danne sig et overblik ud fra og træffe sit valg om leverandør på baggrund af. Den rene elpris er vores indkøbspris inklusiv vores dækningsbidrag og er helt almindelig formidlingspraksis, udtaler han i en mail.

Thomas Dezhkan henviser i øvrigt til testen fra Forbrugerrådet Tænk, der giver forbrugerne et "godt grundlag til at kunne forholde sig til markedet".

Hos energiselskaberne Vindstød og Nrgi oplyser man om både tillæg og pris. Det samme gør OK, der med produktet Ok El Spotpris tydeligt markedsfører, at kunden betaler fire øre per kilowatt-time oveni indkøbsprisen.

Hos Aura Energi fremgår det, at forbrugeren skal betale et fast tillæg på FlexEl, men prisen bliver ikke oplyst. Det gør den heller ikke hos Verdo og Modstrøm.

Kommunikationschef i Aura Energi Claus Blem Jensen oplyser i en mail, at "det er historisk betinget, at vi ikke viser det".

- Vi har overvejet det, men vi kan se, at mange af vores konkurrenter heller ikke gør, skriver han og tilføjer, at selskabet gerne vil oplyse prisen, hvis kunden efterspørger den.

Presseansvarlig for Modstrøm Sacha Melanie Rasmussen oplyser, at "når vi, og en række andre elselskaber, nævner spottillægget, men ikke skriver den præcise størrelse på hjemmesiden, kan det være fordi, det varierer alt efter kundens aftale eller forbrugsmønster".

Ifølge Christian Sand fra Forbrugerrådet Tænk er tillægget rettet mod forbrugerne. Det bør derfor være tydeligt, hvad prisen er.

- Grundlæggende har vi at gøre med et produkt, som forbrugeren har svært ved at forstå. Det er jo med rette, når man ikke kan finde ud af, hvad det koster, siger han og tilføjer:

- Det gør nok desværre, at mange forbrugere giver op og ikke skifter selskab. Det går ud over konkurrencen.

Flere købmænd rundt om i landet er nu så trætte af daglige tyveknægte, at det har fået dem eller ansatte til selv at bryde loven i retfærdighedens tegn.

I den vestjyske by Tarm valgte tøjbutiksejer Christian Bliksby for nylig at dele billeder på de sociale medier af to tyve, der listede afsted fra hans butik i to par ubetalte Hummel-sko.

Det gjorde han velvidende om, at handlingen kan være skyld i, at han inden længe risikerer at modtage en bøde for at have delt billeder ulovligt på internettet.

Den vestjyske butiksejer delte overvågningsbilleder af de to tyve på butikkens Facebookside, som hurtigt fik hundredvis af delinger på det sociale medie.

Ligesom Christian Bliksby valgte en købmandsansat i den nordsjællandske by Snekkersten også at blæse på loven.

Her delte købmandsbutikken et overvågningsbillede på de sociale medier af en umaskeret kvindelig tyv.

I opslaget blev kvinden beskyldt for at have stjålet blomster ude foran købmandsbutikken, hvorefter den santte opfordrede hende til at levere tyvekosterne tilbage.

- Jeg kender lovgivningen. I skulle prøve det selv dag ud og dag ind, lyder ordene fra købmandsbutikken i Facebook-opslaget.

For Christian Bliksbys vedkommende er oplevelsen, at politianmeldelser ofte ikke resulterer i noget.

Og derfor valgte han at tage sagen i egen hånd og dele billedet af tyvene på Facebook.

- Jeg vil ikke opfordre folk til at begå selvtægt. Men det er tilladt at udveksle overvågningsbilleder internt mellem butikkerne, og butikkerne bør overveje det noget mere, fortæller den vestjyske butiksejer, Christian Bliksby, til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Herudover fortæller Christian Bliksby, at han har en forståelse af, at politiet gør, hvad de kan i sager om tyveri.

Han fortæller herudover, at han mest af alt tror på, at det handler om manglende ressourcer fra politiets side.

Til Helsingør Dagblad fortæller Nordsjællands Politi, at "det er i strid med lovgivningen at offentliggøre billederne som omtalt. Bødestraffen er på 5000 kroner."

Dermed kan det for Christian Bliksbys og købmanden i Nordsjællands vedkommende ende med at komme til at koste en bøde i den størrelsesorden.

Det er i begge sager uvist, om der er rejst et formelt bødekrav mod butiksejerne.

Som borgere i Norddjurs kommune har vi begge taget et positivt tilvalg om at bo i et landdistrikt. Vi forventer ikke altid at kunne køre med offentlig transport fra A til B, at vi har en kulturinstitution på hvert et gadehjørne, og vi brokker os ikke over, hvad der ikke er til stede, men i stedet nyder vi de mange positive ting, et landdistrikt kan byde på.

Der er mange grunde til, at Danmark er et dejligt land. Én af dem er, at selvom vi er et lille land på et par og fyrre tusind kvadratkilometer, er der alligevel så mange forskellige måder, man kan bo og leve på hertillands. Nogle foretrækker det pulserende storbyliv omgivet af asfalt og cyklister, andre lever det søde forstadsliv bag ligusterhækken, og så er der os, der holder af det landlige liv med god plads og natur omkring os.

Dén frihed til forskellighed skal vi huske at værne om. Ikke mindst når der skal skrues paragraffer og bekendtgørelser sammen i vores skattesystem. Hvis man eksempelvis bor på en lille landbrugsejendom omgivet af natur, har der i noget tid været udsigt til et stort skattesmæk efter ny-klassificeringen af landejendomme.

Heldigvis trådte forligskredsen sammen og fandt på en nødløsning, der skabte en ny skattemæssig kategori kaldet ”naturejendomme”. Derudover tog man skridt for at gøre den umiddelbare fremtid for ejerne af små landbrugsejendomme mere tryg ved at udsætte ikrafttræden af de nye skattesatser. Men nu udestår det reelle arbejde med at omsætte ordene til praksis. Og vi kan være overordentligt bekymrede for, at systemet ikke forstår alvoren af de regler, de var tæt på at implementere. Og at den nye kategori, naturejendomme, bliver snæver og uforståelig.

For det ville være et meget, meget underligt træk at brandbeskatte folk for at have natur på deres grund. Vi ønsker os alle sammen mere smuk og vild natur i Danmark, så hvorfor i alverden straffe dem, der går forrest i deres egen hverdag?

Vi ser i stigende grad, at især unge ønsker at flytte ud på landet og leve delvist selvforsynende med egne dyr og egen avl. Det giver mere liv til landdistrikterne og mere livskvalitet for mange, ligesom at der hersker et stærkere og stærkere ønske om at opgive drift og store velplejede græsplæner til fordel for det mere ekstensive og vilde. I et frit land må det også være muligt at gøre den slags uden at blive beskattet til op over begge ører. Vi er naturligvis meget glade for, at loven om beskatning af ejendomme får en ny omgang i ministeriet, som skal definere naturejendomme og gøre det mere attraktivt at skabe natur på sin landejendom. Men samtidig er vi meget nervøse for, hvordan en bekendtgørelse skal kunne favne og rumme forskelligheden i de mange typer natur, vi har i Danmark.

Spørger man eksperterne, hænger biodiversitetskrisen især sammen med mangel på plads, der helhjertet er dedikeret til naturen. Og den plads skal vel at mærke helst være i store og sammenhængende områder. Her kommer de små ejendomme selvfølgelig til kort - i sagens natur fordi de er små - men samtidig også ligger spredt ud i et landskab, som ikke kan understøtte den store biodiversitet. Men det gør ikke de små ejendomme uinteressante, bare fordi det er for langt for den sjældne sommerfugl at flyve derhen.

For det må være sådan, at hvis vi i Danmark ønsker os mere vild natur, så er det vigtigt, at vi møder de upolerede arealer, som vi uegennyttigt har overgivet til naturen, andre steder end i reservaterne. Det samme gælder de landskaber, hvor vi forsøger at sameksistere, som rundt omkring på de enge, hvor der græsses eller bjærges lidt hø. Vi har alle behov for stadig at blive mindet om, at landskabet kan se anderledes ud, end det friserede Danmark, vi har været vant til. Det er et nyt natursyn, og her kan de små gårde let være bannerførere.

Det må aldrig være en økonomisk fordel at gå fra udyrket jord – såkaldt ekstensiv drift - til intensivt landbrug. Derfor er det meget vigtigt, at Skatteministeriet holder tungen lige i munden, når den nye bekendtgørelse om naturejendomme bliver udarbejdet. Forstået på den måde, at anerkender Skat kun natur af høj “værdi”, så risikerer vi, at mange af de ramte ejendomme vil gå fra ekstensiv dyrket jord, til intensiv dyrket jord, fordi jorden ender med at blive bortforpagtet eller solgt til den nærmeste storbonde, som man må konstatere, at denne skatteregel giver en betragtelig konkurrencefordel.

Vi er begge af den opfattelse, at yderligere bureaukrati i landdistrikterne ikke vil gavne bosætning og tilflytning, og vi er bekymret, for hvem og hvordan Skat vil definere en naturejendom som i fremtiden.

Bliver der et rejsehold af eksperter, der skal besøge samtlige berørte ejendomme? Er det et besøg af storken eller antallet af kyllinger i agerhønekuldet, der afgør, om man har skabt en naturejendom? Skal paragraf 3-jord automatisk udløse kategorien naturejendom?

Skal Natura 2000-områder være garant for rigtig natur? Hverken paragraf 3 eller Natura 2000 høster specielt stor anerkendelse blandt natureksperterne for den måde, de bliver forvaltet på.

Skal man optælle insekter, som man gør, når man måler vandkvalitet? Eller vil man læne sig op ad EU's tilskudsregler, så græsset nidkært skal måles for at vurdere, om det er tilstrækkeligt nedgræsset med det resultat, at folk må op på traktoren og ud med slåmaskinen og "jagte sommerfugle", så arealerne fremstår afgræsset? Og hvad sker der, hvis der etablerer sig nogle ikke hjemmehørende træer som douglas eller sitkagran – bliver man så diskvalificeret og ryger ud igen?

Vi er stadig nogle, der husker det seneste forsøg på at etablere en brændeafgift, hvor planen var, at sankeren med motorsaven skulle fremsende billeddokumentation, hvis træet skulle bruges til hegnspæle i stedet for brænde. En naturpendant til dette skulle nødigt blive resultatet. 

Med håb om klare og veldefinerede regler og en ikke-bureaukratisk udpegningsmetode for, hvornår en ejendom er en naturejendom, ønsker vi Skat god arbejdslyst med arbejdet - og minder om, at udover at vores natur er afhængig af resultatet, så er mange tusinde danskeres og landdistrikternes fremtid også berørt af udfaldet.

Hvor meget kan der være i en Citröen Berlingo?

Mange børnefamilier vil helt sikkert svare - rigtig meget, når man klemmer sig sammen.

Sebastian Olsen kan skrue endnu mere på volumeknappen og fastslår, at han kan have hele sin teltbolig på 40 kvadratmeter med fjernsyn, køkken, klaver og alt det andet.

- Jeg har skraldet alle andre sæder end mit eget ud af bilen, men det er helt nødvendigt, at jeg pakker det på samme måde hver gang, ellers kan det ikke være der, siger Sebastian Olsen.

Han er efterhånden ved at have rigtig god erfaring med at pakke sin Berlingo, da han siden september i fjor har levet som ø-hopper. Det betyder, at han bor én måned på 12 forskellige danske øer, hvor han har fået tilladelse til at slå sit bomuldstelt op i forbindelse med en privat bolig, hvor han må bruge toilet og bad.

Næstsidste stop på turen er Venø, hvor han har været de seneste 14 dage i sit telt med hunden Lenny.

- Jeg har besluttet mig for, at jeg på syv år vil bo på fem forskellige måder. Lige nu er projektet at bo en måned på 12 forskellige øer, siger 30-årige Sebastian Olsen, der er født og opvokset i Haslev på Sjælland.

De 12 øer er udvalgt efter, hvem der meldte sig til at kunne have ham boende i en måned. Der var mange tilbud i løbet af tre timer efter opslaget, og derefter blev der lagt en plan.

- Jeg havde brug for at komme væk fra dagligdagen og den faste rytme med alt for meget arbejde, siger Sebastian Olsen

Han begyndte allerede at arbejde i 14-års-alderen inden for vin- og spiritusbranchen. I løbet af fem-seks år udviklede det sig til en arbejdsdag på 70-80 timer, og lejligheden manglede i hvert fald ikke noget i form af udstyr og nydelige mærkevarer på hylderne.

Men det var langt fra det optimale liv.

- Jeg arbejdede alt for mange timer og blev ramt af stress og senere depression. Jeg var syg i et år. Jeg kom tilbage, men symptomerne viste sig igen. Jeg havde også en periode, hvor jeg vandrede rundt i Danmark. Der skulle ske noget helt andet, siger Sebastian Olsen.

Første kapitel var en rundtur, hvor Berlingoen var omdrejningspunktet. Og nu gælder det ø-hoppet i Danmark. Det var ikke en beslutning, som kun mødte klapsalver fra den nærmeste familie. Men der var ikke noget at gøre. Alt hvad han ejede blev solgt, så han kun har, hvad der kan være i en Berlingo.

- Jeg er virkeligt positiv overrasket over, hvor gæstfrie og generøse danskerne er. Jeg troede, at jeg skulle til Asien for at finde noget lignende hos de mest fattige. Jeg er virkelig blevet inviteret ind til mange kopper kaffe rundt omkring. Det gælder også her på Venø, hvor der er stor interesse for, hvad jeg laver, men det er klart, at der er mange timer, hvor man selv skal få tiden til at gå, siger Sebastian Olsen.

I den sammenhæng er det helt afgørende, at han har sit klaver og fjernsyn med rundt. Og ikke mindst den rumænske gadehund Lenny, der altid er parat til leg. Ikke mindst når der kommer gæster.

Selv om Sebastian Olsen er flyttet i telt på skiftende øer, er han ikke stoppet med at arbejde. Han arbejder mandag til torsdag som mødebooker for et IT-firma, så kravet til bopælen på øerne er en rigtig god internetforbindelse.

- Lige nu har jeg sommerferie fra arbejdet, så jeg har ekstra god tid. Jeg er gået 55 procent ned i løn, men mit rådighedsbeløb er større hver måned, så jeg har fint råd til at spise på Venø Kro, hvor de laver rigtig dejlig mad, siger Sebastian Olsen, der fortæller om sine ø-hop til de 11.000 følgere på Instagram.

Det var også på Venø Kro, at han fejrede sin 30-års fødselsdag den 2. juli.

- Jeg synes, at det var for langt for min familie at køre fra Sjælland for en enkelt dag, så den tog jeg alene. Jeg kørte ind til Struer og købte en rigtig god flaske champagne og spiste hummer på Venø Kro, så det blev en dejlig aften, siger Sebastian Olsen.

Ø-hopperen glæder sig over, at der kommer besøg til teltet i løbet af sommeren. Familien bakker op om Sebastian valg, selv om de afviger en del fra andres valg i den alder.

- Jeg skal også ind til Holstebro og Struer, da Venø trods alt er en meget lille ø. Jeg har på ingen måde fortrudt mit valg. Jeg er langt mere glad i hverdagen. Jeg har mødt så meget gæstfrihed og interesse for min måde at leve på, siger Sebastian Olsen.

Han er blevet stor fan af ø-livet, hvor det er muligt at trække sig tilbage. I den sammenhæng er øerne Langeland, Ærø og Bornholm gode bud på en fremtid base for ham. Men ikke med fast lejlighed og al den slags, han har sagt farvel til.

Efter Venø gælder det afslutningen på Fur, og efter det er næste projekt at bo i en sejlbåd.

- Det glæder jeg mig til, men først skal jeg lige have en pause og finde den rigtige båd, siger Sebastian Olsen.

Jeg kan knap nok huske, hvornår jeg sidst hørte ordet ”doven”. Det er stort set forsvundet, om ikke fra ordbøgerne, så i hvert fald fra vores værdisæt. I 2023 roser vi os selv for at slippe nemt om ved tingene: Når en underbetalt østeuropæer fra en eller anden vareudbringningstjeneste svedende slæber vores mad helt ind til køleskabet, så roser vi os selv for at have fundet en løsning, der er ”meget lettere”. Som om vi er de første, der indså, det altid er nemmere at lade andre gøre arbejdet.

Da jeg var barn i sidste årtusind, var dovenskab anset for noget af det værste. Hver gang jeg forsøgte at springe over, hvor gærdet var lavest, så rystede min far opgivende på hovedet og sukkede ”Det er dovenskabens triumf”. Men det var kun de indledende runder, dovenskaben vandt dengang. Nu har den nået finalen.

Utallige tjenester og serviceudbydere vil gerne have vores penge, mod til gengæld at udføre nogle af de tjanser, vi ikke rigtig orker, og hurra for det. Hvis man altså har råd. For ”hvad er der galt med at gøre livet nemmere?”, som du sikkert spørger dig selv. Og det er der da intet galt med, udover at hvis man konsekvent springer over, hvor gærdet er lavest, så lærer man ikke at komme over, hvis det bliver lidt højere. Den helt store skurk i den her sammenhæng er teknikken, som vi er ved at være helt afhængige af. Det er ikke kun skolebørnene, der burde lære at klare sig uden deres smartphones i hænderne. Vi andre kunne også godt trænge til at komme på genoptræning.

Vi er blevet så vant til, at madvarer og fastfood og modetøj på magisk vis materialiserer sig, bare vi kratter lidt på skærmen, at vi slet ikke kan komme i tanke om, hvordan man klarede sig før i tiden. Jeg lider selv i svær grad af mobilafhængighed. Når jeg skal optræde, behøver jeg ikke vide, hvor spillestedet ligger: Det finder telefonen. Jeg behøver ikke at notere, hvornår mine familiemedlemmer har fødselsdag: Det ved telefonen.

Når jeg har glemt en eller anden skolelærdom, behøver jeg ikke plage min hukommelse: Jeg taster det bare på telefonen. Og jeg behøver ikke engang stave rigtigt, for den kan kompensere for, at jeg åbenbart staver som en syvårig, når stavekontrollen ikke støtter mig. Jeg har grebet mig selv i at tjekke på telefonen, hvordan vejret var, i stedet for at stikke en arm ud ad vinduet som et voksent menneske. Muligheden for til enhver tid at kunne komme i kontakt med hvem vi vil, når vi vil og for at ordne vores dagligdag uden at lette os fra lænestolen, har ødelagt vores evne til at tænke fremad.

Det dummeste eksempel var sidste år, hvor juleferien kom bag på en masse københavnere. Herovre hedder ”vagtlægen” 1813, og deres kapacitet kollapsede under mængden af opkald, den første dag hvor samfundet var lukket for højtiden. For selvom det specifikt er fremhævet, man ikke skal ringe til 1813 for at få fornyet recepter, så gjorde tusinder og atter tusinder af mennesker i hovedstadsområdet præcis det: Opdagede, de ikke havde nok medicin til at komme igennem ferien.

Jeg vil tro, at hvis mit helbred afhang af en pille om dagen, så ville jeg lige tælle tabletter inden samfundet lukkede ned til jul, men nej. Det var først, da folk opdagede den tomme pakke, de forsøgte at mase sig ind i køen foran mennesker med brækkede arme og åbne snitsår. 

Smartphones har ikke bare gjort os dummere. De har også aflært os evnen til at tænke fremad. Det er den åndelige dovenskabs endelige triumf.