Den 1. august har Jakob Ellemann-Jensen sin første officielle arbejdsdag efter næsten seks måneders stressygemelding. Det var i begyndelsen af februar, at Venstres formand, forsvarsministeren og vicestatsministeren meddelte, at han var nødt til at sygemelde sig med stress.

En måned senere blev Venstres næstformand, Stephanie Lose, skiftet ind som fungerende økonomiminister, mens Troels Lund Poulsen kunne hellige sig posten som fungerende forsvarsminister. Men nu er Ellemann-Jensen tilbage - og han er ifølge sine vikarer klar til at genindtræde på alle sine poster.

Men verden har ikke stået stille, mens Jakob Ellemann-Jensen har været sygemeldt. Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, guider dig her gennem de udfordringer, der venter Jakob Ellemann-Jensen, når han møder ind på den første arbejdsdag:

Pakket ind i metalgrå panser og plader galoperer to riddere mod hinanden. Skjold i den ene hånd, lanse i den anden og hjelm med en lille brevsprække til øjnene trukket ned over hovedet.

- Når først man har set det her, så bliver håndboldkampen i fjernsynet altså lidt kedelig, siger kommentatoren i samme opskruede tempo, som hestene løber.

Han speaker for et halvt tusinde mennesker, som sidder på en opstillet tribune.

“KLONK,” lyder det, da ridderne brager sammen. En lanse knækker, træsplinter svæver i luften, og kommentatoren jubler, som havde Danmark lige scoret et afgørende mål ved EM i fodbold.

- Det er genialt, dét der!

Og faktisk er vi også til europamesterskaberne. Vi er til EM i ridderdyst. Danmark, Polen, England, Norge, Sverige, Frankrig og Holland er repræsenteret, og Spøttrup Borg - Danmarks eneste middelalderborg - danner rammerne. Over fem dage skal de hugge æbler over med sværd, manøvrere fire meter lange lanser igennem små ringe og ride gennem svære forhindringsbaner.

Men lige nu gælder det turneringens mest hårdtslående disciplin: Smadr din modstanders lanse med dit skjold. I fuld galop vel at mærke.

En mand med blåt skjold og hvidt overskæg skridter frem på sin ganger. Han ligner Sir Lancelot. Rank ryg, løftet arm, determineret blik. Publikum ved, hvem han er.

- Her kommer Ole, den regerende europamester, lyder det fra kommentatoren, før han med én sætning forvandler klapsalver til latter.

- Og det er blevet tid til at slå på konen!

Man ser det ikke, når visiret er nede. Men modstanderen over for ham er en kvinde. Danmarks eneste kvindelige ridder. Og de to duellanter er gift med hinanden.

Hestehovene klaprer i den brunsorte jord, mens deres trukne lanser kommer nærmere og nærmere hinanden. Publikum holder vejret.

Og her bør jeg indskyde noget: Hvis du tror, at dysten er et skuespil eller en forfinet udgave af middelalderens barske ridderturneringer, tager du fejl. Både regler, lanser og udstyr er stort set de samme, som de var i Kong Valdemar Atterdags tid for over 600 år siden. Bulerne i rustningerne er ægte.

Men det her er ikke en fortælling om krig. Faktisk er det en kærlighedshistorie.

Ole og Aase Bach mødte hinanden på Dating.dk. Begge med skilsmisser i bagagen. På hans profil stod der, at han var passioneret jæger, hundetræner og direktør for Palads Hotel i Viborg. Aase var en hestepige, som aldrig havde siddet på en hest. En livslang drøm, der var forblevet uforløst.

For Ole var hestene et overstået kapitel. Han havde redet, siden han var en lille dreng, og var stoppet, men pludselig trak Aase i den gamle cirkushest.

Det var “ren fup og tilfældigheder,” siger parret i dag, når de skal forklare, hvordan de endte i ringbrynjer. På en rejse til Tjekkiet i 2005 så de en ridderdyst på et middelaldermarked, og Ole var kæphøj.

- Det kan jeg også, dét der.

Aase opmuntrede ham med en skjult bagtanke. Sin egen hestedrøm. Ole bed på.

Da de to år senere skulle giftes, blev brylluppet udskudt to måneder, fordi Ole skulle ride dyst i Middelaldercentret i Nykøbing Falster. Vennerne tænkte, at han havde tabt sutten.

- De så mig på marken i Viborg, hvor jeg red rundt og trænede - klædt ud som noget, der lignede en konservesdåse. De tænkte da nok, at jeg var komplet idiot, siger han.

Men snart stillede han op til europamesterskaberne. Fik bronze i 2009 og 2010, sølv i 2012 og guld i 2016. Stemningen vendte, og omgangskredsen begyndte at se en mening med galskaben.

For Aase var læringskurven mere stejl, og hendes mand troede ikke for alvor på hende. “Når man først begynder at ride, efter man er fyldt 50 år, bliver man aldrig fortrolig med hesten,” sagde han. Og Aase blev smidt af. Hun brækkede bækkenet og røg i kørestol. Smerterne forfulgte hende i over et år.

Men hun kom op på hesten igen. Og ved det seneste europamesterskab - hvor Ole vandt - blev hun nummer syv.

Tilbage på Spøttrup Borg er der falke, som flyver med 118 kilometer i timen. Der bliver smedet jern, skudt med bue og pil, flettet kurve, grillet kød og solgt alskens gammeldags håndværk fra handelstelte, der ser ud, som de gjorde i middelalderen.

Bispens Marked, som Salling Museums arrangement hedder, tiltrækker i løbet af ugen titusindevis af mennesker til det naturidylliske område i Skive Kommune i Vestjylland. Folk med barnevogne, rollatorer og hundesnore.

- Så mødes vi ude på en stor græsplæne, 400 mennesker, og så slås vi med sværd og skjolde, indtil halvdelen af os er døde. Altså sådan for sjov, overhører jeg en mand i kappe forklare en lille dreng, der står med sin far i hånden.

Men vores fokus er på Ole og Aase. På ridderdysten. Og da de gråhårede elskende brager sammen, går det ikke, som den regerende europamester håber på. Lansen glider af. Han får ikke ram på hende. Og Carlos - Oles spanske hest, der hedder sådan, fordi han “ikke kender andre spanske navne” - lystrer ikke.

- Det var en katastrofe, beskriver Ole senere.

Ingen af dem scorer toppoint, og begge ser med bedrøvelse og bekymring på måltavlen. Det ser ud, som om den fede dame varmer stemmebåndet op.

Alligevel er det med oprejst pande, at Ole og Aase rider af. På Carlos og Silas - deres to heste - skridter de rundt om Spøttrup Søen, hvor høj sol, grønne marker og græssende køer får det til at ligne en scene fra Ringenes Herre.

Ansigterne er duppet af sved, da de tager hjelmene af. Rustningerne vejer 25 kilo, og assistenter må hjælpe dem ud af ridderuniformerne. Ole og Aase er der hele ugen og får ikke en krone for det. I gamle dage - i middelalderen - vandt man hesten og udstyret fra den ridder, man sejrede over. I dag vinder man en lille pokal.

Så hvorfor egentlig? Hvorfor bruge så meget krudt på at klæde sig ud som ridder?

For Ole og Aase er ikke kun hårdtslående, højtråbende krigere, når der er europamesterskaber. De er det også ofte til hverdag.

På en gammel rideskole i Vestjylland mellem Husby og Ulfborg har de skabt det, de kalder Sagaland. En tidsmaskine. Hver dag i to måneder om året inviterer de børn og voksne til at træde ind i gamle eventyr. Aase skriver stykkerne, og de opfører dem sammen.

Det kan være, tiden er gået i stå, og ved hjælp af sværdklinger skal den sættes i gang igen. Stunts på hesteryg, Klods Hans på glatis og nissejagt. Eller en kamp mellem ridderen, der mener, at jorden er flad, og ridderen, der mener, den er rund. Pandekage-ideologien vinder, og alle børnene bliver rasende.

- Det passer ikke, skriger de.

Men det passer, at Ole og Aase bruger det meste af deres tid på middelalderen. Og for dem er det opskriften på et lykkeligt seniorliv.

- Vi kigger nogle gange på vores jævnaldrende og tænker: Hvad i alverden laver I? Hvad får I tiden til at gå med, siger Aase.

Vi sidder i solen ved Spøttrup Borg og misser med øjnene. Nu i civiltøj. Ole tager ordet.

- Det er også lidt sjovt, at jeg kan løbe fra dem, der er 20 år yngre end mig.

Sent i livet har de fundet et fælles kald, en fælles hobby. Men med hver deres udgangspunkt. For Ole er det hestetræningen. For Aase er det historieskrivningen.

To af hendes fire børn fra tidligere ægteskab hjælper til i Sagaland. Men først og fremmest er det ægteparrets verden, og selvom det ikke altid er for sjov, lyser den gensidige respekt ud af øjnene på dem.

- Aases bedrift er meget større end min. Det er højst usædvanligt, at hun har lært at ride i så høj en alder, siger han.

- Der er ikke mange, der kan de ting, som Ole kan med heste. Heller ikke i Hollywood, siger hun.

Desværre rækker det ikke til generobring af EM-guldet. Ole må se sig slået af nogle af de yngre kræfter, og den 67-årige må nøjes med tredjepladsen. Aase blev nummer 10.

- Der skete ikke andet, end at jeg ikke scorede point nok, analyserer Ole efterfølgende.

Dagen efter føles skulderen som om, den er 97, fortæller Ole over telefonen.

Men sindet holdes ungt, siger han. Og kærligheden ruster ikke.

112: - Klappen var gået ned, og da jeg har flået bommen af og kørt ombord på færgen, kan jeg se, at politiet er ankommet. Og da kaptajnen så kom ned til mig og sagde, at jeg ikke fik lov at sejle med, og at jeg i min adrenalinrus havde været ved at køre en ung kvindelig medarbejder ned, så kom jeg ligesom tilbage til virkeligheden.

Sådan fortæller Dennis Knudsen søndag til Århus Stiftstidende om fredagens episode ved Molslinjens færgehavn, hvor han efter at være blevet nægtet adgang til færgen, fordi han kom for sent, fik en regulær nedsmeltning, der endte i hærværk, overfusninger og noget, der kunne have endt meget værre, hvis han havde ramt den unge kvinde.

- Da jeg ser, hun sidder og græder, går jeg hen for at sige undskyld og lægge armen om hende. Men hun skubber mig bare væk med ordene, 'du skal ikke røre ved mig,' siger Dennis Knudsen og fortsætter:

- Nu, hvor klappen er tilbage, ved jeg, at jeg gik langt over stregen, og at medarbejderne bare passede deres job. Så jeg vil gerne lægge mig fladt ned og sige undskyld til de her mennesker. Jeg er selv chokeret over, at jeg kom så langt ud, men jeg var stresset og presset efter en lang tur med trætte og sultne børn på bagsædet. Og så gik klappen bare ned. Undskyld!

Episoden udspillede sig ved Molslinjens færgehavn i Aarhus, hvor Dennis Knudsen med tre skrigende børn på bagsædet og en campingvogn på jydekrogen fredag kom for sent til aftenens sidste færgeafgang mod Odden, fordi han i første omgang var kommet til at køre ud til den gamle færgehavn. Og situationen blev kun mere presset af, at Dennis Knudsen og børnene måtte vende camperen og køre mod den nye færgehavn.

Han troede dog, at han stadig kunne nå det, da han nåede frem til den rigtige adresse og så, hvordan der fortsat holdt et hav af biler parkeret på havnen og ventede på at blive lukket ombord.

Derfor skyndte han sig at køre frem mod bommen og få scannet sin billet ind. Men scanneren vil ikke godtage den, hvorfor han trykkede på service-knappen for at få hjælp.

Og her fortalte en kvinde ham over højtaleren, at han - modsat det, han plejer at købe - er kommet til at købe en billettype, hvor han skal være på havnen ti minutter før afgang, hvorfor han altså ikke kunne komme med.

- Jeg er i forvejen oppe i det røde felt med skrigende og sultne børn på bagsædet, som var blevet lovet, at vi skulle op på færgen og kigge efter fisk og spise røde pølser. Så da hun nægter at åbne bommen, selvom jeg havde en gyldig billet og beder pænt og pleasende, så vælger jeg - til min store fortrydelse - at stige ud af bilen og gå over mod billetkontoret for ligesom at etablere en øjenkontakt og få hende til at forstå den situation, jeg står i som menneske, fortæller Dennis Knudsen.

Ved billetkontoret blev han først mødt af en ung mand, der stod 'som en dørmand' og i en bestemt tone fortalte ham, at han ikke kunne komme med, hvorefter Dennis Knudsen 'flåede' døren til side og gik ind på kontoret.

- Og så kommer hende her fra højtaleren ud - iskold og kynisk - og siger, 'du kommer ikke med, Dennis.' Jeg fornemmer måske lidt, at hun kender mig og måske ikke kan lide mig. Og der knækker filmen helt for mig.

- I desperation sparker og slår jeg ud med arme og ben, hvor jeg får fat i noget ledningsværk og får skubbet en computer eller to ned af bordet, inden jeg på vej ud får sagt, 'I skal kraftedme ikke bestemme, om jeg kommer med den færge.'

Dennis Knudsen fortæller, at han nærmest ikke kan huske, hvad der skete herfra. 'Al rationel tankegang er fløjet,' udtrykker han det. Men han får sat i løb mod sin bil, hvor han med egne ord 'flår' bommen af og kører ombord på færgen.

Hvad tænker du om, at dine børn har set dig sådan?

- Det er jo dybt tragisk og utilgiveligt, det jeg gør. Men gudskelov så mine børn ikke det, der foregik inde på billetkontoret. Kun episoden med bommen. Og da vi kører ind på færgen, efter jeg har flået bommen af, siger min yngste søn noget i retning af, 'far, du er lige så stærk som Hulk. Vi klarede den, far.'

I tweetet nedenfor har en færgepassager fanget optrinnets efterspil, hvor Dennis Knudsen, med politiet ved sin side, bakker væk fra færgen og undskylder til passagererne på dækket.

Dennis Knudsen fortæller, at de kørte ombord, mens der stadig var masser af ledige pladser på færgen.

- Det er først, da jeg fysisk sidder på færgen med mine børn, at jeg begynder at falde ned og komme til mig selv. Og jeg indser hurtigt, at det er ret alvorligt, siger Dennis Knudsen om de øjeblikke, hvor han indså, at politiet nu var ankommet, og at han i sit overdrev nær havde kørt en ung kvindelig medarbejder ned, som blot passede sit arbejde, men nu sad og græd og nægtede at tage imod hans undskyldning.

- Det var - og er - jeg virkelig ked af. Jeg husker det ikke, men jeg kan kun beklage og undskylde. Jeg var stresset og presset, havde kørt bil alene alt for længe med tre sultne og trætte børn på bagsædet, og så blev det for meget, da jeg først var kørt til den forkerte havn, derefter ikke kunne scanne min billet, og så blev mødt af det her iskolde og ubehagelige væsen fra billetkontoret, der lige ville vise hendes magt.

- Da jeg havde talt med politiet og ville køre derfra for at finde et sted at købe et pølsehorn til mine børn, så jeg hende også komme kørende på hendes cykel, og der husker jeg, at jeg stillede mig og sendte hende dræberblikket. Fordi hun var så usympatisk og ikke havde forståelse for min situation. Der var jo styr på det hele, og der holdt hundrede biler. Hun skulle bare have åbnet den bom. Der var masser af tid, fortsætter en fortsat frustreret Dennis Knudsen.

Men kan du ikke godt forstå dem, der læser om den her episode og konkluderer, at der er tale om et kendt menneske, der så at sige er lidt for kendt til det her sted?

- Det har intet at gøre med, om jeg er kendt. Enhver familiefar med desperate børn på bagsædet, der er presset til det yderste, vil kæmpe, fighte og gå gennem ild og vand for sine børn. Jeg forstår bare ikke, at hun ikke kunne se min frustration, når nu jeg lagde ud med at være flink og pleasende, svarer han.

Dennis Knudsen siger til Stiften, at han er blevet gjort bekendt med, at sagen ender i retten. Han erkendte også hærværk over for politiet, selvom han dog nægtede, at der skulle være tale om hærværk i forhold til kontorinventar, da der ifølge kendis-frisøren her var tale om et uheld. Han roser i øvrigt betjentene for at være både medfølende og professionelle.

- Jeg undskylder og fortryder til de mennesker, det gik ud over, men livet går også videre. Jeg endte med at køre hele vejen til Korsør, mens børnene sov på bagsædet, og så kom vi i sommerhus dagen efter, hvor vi stadig er. Så vi afslutter ferien på god vis, siger Dennis Knudsen.

39-årige Oleksandr Zhuhan kæmper ikke kun ved fronten for at forsvare sit land og sine kære mod den russiske bjørn. Han sætter også livet på spil i kampen for et nyt Ukraine, hvor homoseksuelle, som ham selv, kan få samme rettigheder som alle andre.

Det er drømmen, at han engang kan blive gift med en af samme køn. Derfor er han begejstret for, at det ukrainske parlament snart skal tage stilling til en ny lovgivning, der blandt andet vil give LGBT+-personer retten til at registrere sig i partnerskaber.

Det nye lovforslag giver dog ikke folk af samme køn mulighed for at blive gift, men for Oleksandr Zhuhan er det et skridt på vejen.

- Det vil have en enorm betydning for mig. Jeg har ikke tænkt mig at indgå i et partnerskab lige nu. Jeg kommer ikke til at træffe nogle afgørende beslutninger under krigen, men jeg synes, det er et stort skridt mod demokratiske værdier, siger Oleksandr Zhuhan, som Avisen Danmark møder i Kyiv, mens han er på træningsophold væk fra fronten.

Oleksandr Zhuhan er en af en række ukrainske soldater, som åbent fortæller om at være homoseksuelle. Det er ellers noget, som er kontroversielt i Ukraine. Der er ikke ulovligt at være LGBT+-person i Ukraine, men det er ikke muligt at blive hverken gift eller registreret i civile partnerskaber. Det giver en række problemer for LGBT+-personer, især soldaterne ved fronten, da deres kærester derfor ikke har samme rettigheder som en ægtefælle.

- Som det er nu, har homoseksuelles partnere ikke de samme rettigheder. Ikke samme ret til at arve. Det er i stedet familien, forældrene. Vi har ikke samme ret til beskyttelse. Ikke samme ret til at komme på besøg på hospitaler og meget andet, siger Oleksandr Zhuhan.

- Som samfund har vi talt om ændringerne i mange år, og det er på høje tid at få gjort noget. Det er noget, som skulle have været gjort for lang tid siden. Nu skal det ske, siger han.

Før den russiske invasion var det sjældent, at kampen for LGBT+-personers rettigheder var på den politiske agenda eller forsidestof i landets medier. Nu er det anderledes. Der er nu ofte tv-udsendelser med fokus på området, blandt andet fordi flere og flere ukrainske soldater har valgt at stå frem og fortælle om deres seksuelle orientering.

Det har fået mange til at spørge: Hvorfor skal de ikke have samme rettigheder, når de kæmper ved fronten for vores lands overlevelse?

Inna Sovsun er medlem af det ukrainske parlament for partiet Holos. Hun er en af 18 ukrainske parlamentsmedlemmer, som har fremsat lovforslaget, som skal give alle retten til at registrere sig i partnerskaber.

- Vi skal have lavet om på lovgivningen på det her område, for der er så mange problemer, for især LGBT+-personer ved fronten. Uden den her lovgivning er det soldatens forældre og ikke kæresten, der kan tage alle beslutninger om for eksempel begravelse, hvis soldaten dør. Der er tilfælde, hvor forældrene er imod partneren, og så kan de tage alle beslutninger, forklarer Inna Sovsun til Avisen Danmark.

Indtil videre er forslaget i høring i parlamentet, men der er politisk opbakning fra flere kanter. Det ville kræve en ændring af den ukrainske forfatning, hvis to personer af samme køn skal have mulighed for at blive gift. Det er ikke muligt at ændre forfatningen under krigen, og derfor arbejdes der for muligheden for at indgå i partnerskaber.

- Men lovforslaget handler også om meget mere end det konkrete. Det handler om at vise, hvad det er for et Ukraine, vi er i gang med at bygge. Det er vigtigt for omverdenen, som dermed kan se, at vi ikke kun er en lidt mere demokratisk udgave af Rusland, men et land, der vil bygge en nation tæt på Vesten. Det er et vigtigt signal, siger Inna Sovsun.

Hun har været overrasket over støtten indtil videre. Meningsmålinger viser, at størstedelen af ukrainerne støtter op om forslaget, og i parlamentet møder Inna Sovsun også lydhørhed. Hun er dog blevet angrebet af nogle politikere. Det skyldes blandt andet, at Ukraine er et religiøst land, hvor den ortodokse kirke og konservative værdier fylder meget.

- Vi kan ikke vente til efter krigen med det her, for der er en mulighed lige nu til at ændre det. Lige nu er der mange, som ellers ville være imod, som siger: “Jeg er ligeglad med homoseksuelle, måske kan jeg ikke lide dem, men jeg vil støtte forslaget, fordi det er det vigtigste signal for at vise, at vi er anderledes end Rusland,” siger Inna Sovsun.

- Så det skal gøres nu. Nu har vi muligheden, siger hun.

Det er endnu uvist, hvornår parlamentet skal stemme om forslaget, og om det vil blive vedtaget. Inna Sovsun er dog overbevist om, at det vil komme igennem. Hun pointerer, at det specielt er LGBT+-personer som Oleksandr Zhuhan i det ukrainske militær, som åbent fortæller om deres seksualitet, der har rykket debatten.

Oleksandr Zhuhan arbejdede før den russiske invasion med teater i hovedstaden Kyiv. Han havde ingen militærerfaring, da de russiske kampvogne væltede over grænsen. Det kom som et chok for ham, og da han dagen efter sad med sin daværende kæreste i et beskyttelsesrum, tog de en fælles beslutning. De ville melde sig frivilligt til hæren.

Og de ville være åbne om deres seksualitet.

- Det var som om, at vi ikke havde et valg. Den her invasion og volden gav slet ikke mening. Nogen skulle jo forsøge at stoppe russerne. Hvorfor ikke os, spørger Oleksandr Zhuhan, der var nervøs for homofobi i militæret, men meldte sig alligevel.

De startede i det nyoprettede territoriale forsvar og stod for at bemande kontrolposter. Senere blev de en del af en ukrainsk brigade, og Oleksandr Zhuhan har siden arbejdet i en mortergranat-enhed i hotspots såsom i Bakhmut i Østukraine. Kæresten og Oleksandr Zhuhan er ikke længere sammen, men i stedet gode venner.

I løbet af sin tid ved fronten har han oplevet forskellige reaktioner på hans åbenhed om sin seksualitet. Nogle er støttende, andre er ligeglade, og så er der dem, som er imod. Nogle har nægtet at kæmpe med ham, mens andre har taget skridtet videre.

En gang var der en, der tilkaldte en præst for at tale med Oleksandr Zhuhan om problemerne med at være homoseksuel i Guds øjne.

- Han sagde blandt andet: "Hvis Gud brændte Sodoma og Gomorra for synden homoseksualitet, så er de andre (i hæren, red.) bange for, at bomber falder på dem, fordi de er i samme enhed som dig." Det var vildt mærkeligt, forklarer Oleksandr Zhuhan, der tilføjer, at en overordnet en gang også bad ham om at holde op med at tale med pressen.

Især kommer modstanden fra de ukrainske soldater, som har holdninger på højrefløjen.

- Nogle vil ikke give mig hånd, og der er den her mærkelige atmosfære. Der har aldrig været fysisk vold mod mig. Det værste har været det med præsten. Det gjorde mig virkelig vred, for hvis du har et problem med mig, så kom direkte til mig, siger Oleksandr Zhuhan.

- Men jeg vil også sige, at jeg har oplevet, at nogle har ændret holdning til det hele, efter at de har lært mig at kende. Så det betyder noget, når vi står frem, siger Oleksandr Zhuhan, der påpeger, at han får respekt, når de kan se, at han er god til sit arbejde.

Aleksij Jakubin er lektor på Polytechnic Institute i Kyiv og ekspert i ukrainsk politik. Han forklarer, at der generelt er opbakning til lovforslaget, men at Ukraine er et splittet samfund. Mange er konservative, især uden for de store byer, og er præget af kirkens syn på spørgsmålet om homoseksualitet. Især er modstanden stor i Vestukraine.

- Der er en kamp om at komme tættere på Vesten og en modstand mod de mere vesteuropæiske idealer. Nogle vil hellere, at Ukraine bliver mere som Polen, hvor det heller ikke er muligt for LGBT+-personer at registrere sig i partnerskaber, siger Aleksij Jakubin.

Ændringerne er ikke et krav for, at Ukraine kan blive medlem af EU engang i fremtiden, men for mange politikere er det vigtigt at sende et stærkt signal til Vesten, forklarer Aleksij Jakubin. Det er for at vise, at Ukraine er alt andet end Rusland.

- Især er højrefløjen imod det her, og de har også stor indflydelse, siger lektoren.

Avisen Danmark har været i kontakt med Aleksij Stalker, der er leder af den højreorienterede gruppe Національний Спротив (National Modstand) lige nu kæmper ved fronten.

Han er uenig i, at der er folkelig opbakning til at give LGBT+-personer flere rettigheder. Han skriver til Avisen Danmark på beskedtjenesten Telegram.

- Det overvældende flertal af militæret har en negativ holdning til sådan et lovforslag. En anden del af militæret, omkring 20 procent, er neutral, og kun få støtter det. Militæret er forarget over det faktum, at nogle aktivister og organisationer siger, at der er 50.000 til 100.000 LGBT+-personer i hæren for at fremme denne lov. Faktisk er antallet af LGBT+-personer i hæren lille, et sted på samme niveau som antallet af stofmisbrugere eller repræsentanter for de nationale roma- eller tatar-minoriteter. Det er isolerede tilfælde, skriver han.

Aleksij Stalker går ind for mere klassiske familieværdier, når spørgsmålet falder på kvinders eller LGBT+-folks rolle i det ukrainske samfund. Han drømmer om et helt andet Ukraine end Oleksandr Zhuhan. Han påpeger, at Ukraine er glad for Vestens støtte i kampen mod Rusland, men det betyder ikke, at landet skal blive ligesom Danmark.

- Ikke alle EU- og NATO-lande har legaliseret partnerskaber af samme køn, det er snarere en manipulation af individuelle NGO'er, der promoverer LGBT+-emnet. For deltagelse i EU og NATO er LGBT+ -spørgsmålet ikke nøglen, skriver Aleksij Stalker, der i stedet vil have, at Ukraine spejler sig i et land som Polen, der er medlem af både EU og NATO, men har andre værdier end Vesteuropa.

Oleksandr Zhuhan er klar over modstanden i dele af det ukrainske samfund. Selv hvis kampen mod Rusland ender i morgen med sejr, så er kampen for det samfund, som Oleksandr Zhuhan drømmer om, langt fra slut. Han spår, at Ukraine vil komme til at debattere internt for at finde ud af, hvilket samfund de gerne vil være.

Den kamp er dog allerede startet nu, slår han fast.

- Jeg er optimistisk. Hvilke andre muligheder har jeg? Hvis jeg var pessimistisk, kunne jeg lige så godt gå ud og hænge mig selv nu, siger Oleksandr Zhuhan.

- Jeg er virkelig glad for, hvor Ukraine er på vej hen lige nu. Den lov, der er på vej, er ikke perfekt. Vi kan stadig ikke blive gift og adoptere, men det er et stort skridt i den rigtige retning. Et skridt mod mere demokratiske værdier, siger han.

Oleksandr Zhuhan påpeger, at han lige nu ser flere og flere folk ændre holdning og være mere tolerante. Samfundet er ved at ændre sig, siger han.

- Vi har det samme ansvar og pligter som alle andre borgere i vores land, men af en eller anden grund har vi ikke de samme rettigheder. Det er forkert. Men flere og flere er ved at indse det her, siger Oleksandr Zhuhan.