Dansk Folkepartis Anders Vistisen har de seneste måneder haft en særlig opgave.

Han skulle finde frem til én enkelt stramning, som en gang for alle løser udfordringerne med asylansøgere og migranter i Danmark.

Nu er han sammen med Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, klar til at indvie offentligheden i den asylmodel, han har fundet frem til, og som, hvis den bliver realiseret, skal medføre, at der ikke kommer en eneste asylansøger til Danmark i fremtiden.

- Vi tror på, at den her model vil føre til, at man meget, meget hurtigt når ned på omkring nul spontane asylansøgere i Danmark, fortæller Anders Vistisen, EU-parlamentariker og udenrigsordfører.

Modellen bliver præsenteret i forbindelse med partiets sommergruppemøde.

Dansk Folkeparti mener, at modellen med et enkelt juridisk greb har løst de udfordringer, der hindrer en dansk asyllejr uden for EU’s grænser. Noget, som Socialdemokratiet forgæves arbejdede på i flere år.

- Der er ikke noget i den her model, der ikke kan gennemføres, hvis der er politisk vilje til det. Det er i hvert fald vores helt klare overbevisning, siger Anders Vistisen.

Det juridiske princip, som Dansk Folkepartis migrationsforslag er bygget op om, kender man i dag fra blandt andet det amerikanske militærfængsel Guantánamo Bay på Cuba.

Jurisdiktion er det knapt så mundrette ord, og det betyder, at et lands lov kan gælde og håndhæves i et afgrænset område i et andet land.

Dansk Folkeparti foreslår, at Danmark lejer et område i et land som for eksempel Rwanda eller Egypten og laver en aftale om, at det er dansk lov, der gælder, og danske myndigheder, der har kontrollen.

- Det vil sige, at vi får en meget større spilleplade, fordi det ikke kommer til at handle om et tredjelands menneskerettigheder, synet på LGBT-personer eller andre hensyn. Det bliver dansk ret, og det bliver danske myndigheder, der administrerer lejren, siger Anders Vistisen.

Det skal være en lejr, hvor ikke alene nytilkomne asylansøgere skal bo, men også alle de flygtninge og asylansøgere, som allerede i dag er i Danmark. Det vil ifølge DF blandt andet betyde, at udrejsecentrene Kærshovedgård og Sjælsmark kan blive lukket.

Området skal være omkranset af hegn og være delt op i tre mindre områder.

Et område for udlændinge, som har en igangværende asylansøgning. Et område for udlændinge på tålt ophold, som ikke er rejst hjem. Og et område for flygtninge, som har fået asyl, hvor der vil være skoler, børnehaver, fritidsaktiviteter og uddannelse.

- Så den del af lejren, der er den store del af lejren, der er det vores helt oprigtige ønske, at man har så normalt et liv, som man overhovedet kan have, siger Anders Vistisen.

Men vil de flygtninge, som får asyl, kunne sikres samme velfærdsniveau som i Danmark?

- Nej, nej, nej, man får jo ikke dansk kontanthjælp eller dansk pension og sådan noget, siger Anders Vistisen.

Morten Messerschmidt supplerer:

- Der er heller ikke helt det samme velfærdsniveau i Danmark, vel? Der er stor forskel på, om du bor i Ribe, eller om du bor i Hørsholm, bemærker han, inden Anders Vistisen tager ordet igen.

- Man vil kunne leve et anstændigt liv, og også et liv, der er meget bedre end i den gennemsnitlige flygtningelejr, noget som helst sted i verden, men ikke et liv, som svarer til at være dansker i Danmark, siger han.

Messerschmidt og Vistisen forklarer, at det hovedsageligt skal være dansk politi og militær, der sikrer lov og orden i lejren.

Men umiddelbart er tanken, at det skal være lokalbefolkningen, der skal arbejde i lejren med at lave mad eller undervise børnene. Det kan også være asylansøgerne selv.

Kan man så garantere, at der på dansk område er acceptable forhold?

- Ja, det kan vi garantere i samme omfang, som hvis man ansætter en syrer i hjemmeplejen. Så kan jeg jo heller ikke garantere, hvordan vedkommende er i forhold til den enkelte ældre, men hvis der er klager, og der er hold i dem, kan man fyre, siger Anders Vistisen.

Bliver jeres plan ikke lige så svær at realisere, som Socialdemokratiets Rwanda-plan viste sig at være, fordi I reelt ikke kan sikre forholdene i lejren?

- Nej, for det bliver under en dansk jurisdiktion. Det er det, der er hele forskellen, og det er også det, der bliver det definerende for, at det kan lade sig gøre, siger Anders Vistisen.

Dansk Folkeparti har tidligere været et af de mest indflydelsesrige partier på Christiansborg i omkring to årtier. Det gælder særligt på udlændingeområdet.

Men på få år oplevede partiet det ene valgnederlag efter det andet, og oven på et fjendtligt formandsopgør var der ved folketingsvalget for knapt et år siden tvivl om, hvorvidt partiet overhovedet ville klare spærregrænsen.

Med forslaget om en ny, dansk asylløsning forsøger Dansk Folkeparti at spille sig på banen igen.

Samtidig lægger Morten Messerschmidt yderligere afstand til partiets tidligere ledelse med Kristian Thulesen Dahl som formand.

- Vi ser forslaget som et opgør med, der skete under Støjberg (forhenværende udlændinge- og integrationsminister, red.) og Thulesen. Paradigmeskiftet har vist sig at være et falsum, som ikke har virket, siger Morten Messerschmidt, som mener, at der gik for meget ”kage og symbolpolitik i den” under den forhenværende ledelse.

Med paradigmeskiftet fra 2018 skulle fokus ikke længere være på at integrere udlændinge, men i stedet sende dem tilbage, så snart det kunne lade sig gøre.

- Det var mere symbolsk, end det var indholdsmæssigt. Det må vi desværre konstatere i dag, hvor vi stadigvæk huser 50.000 flygtninge fra Syrien, selvom der egentlig er fred, og de bare burde rejse hjem. Den nye ledelse har en ambition om at sætte en ny retning, hvor vi selvfølgelig også gør op med de fejl, som der er blevet begået før i tiden.

Anders Vistisen siger:

- Vi vil finde tilbage til den tid, hvor de ting, vi kom med i Dansk Folkeparti på udlændingeområdet, var reelle nybrud, og hvor de flyttede noget. Vi vil ikke nødvendigvis måles på, om vi laver 10, 50, 100 eller 200 justeringer inden for integrations- og asyllovgivningen, siger han og tilføjer:

- Vi skal bare gennemføre den her ene lov, og så mener vi sådan set, at vi har løst problemet.

Partiet kan ikke give et bud på, hvad forslaget om en dansk lejr uden for EU vil komme til at koste. Men Messerschmidt mener, “at det aldrig kan blive dyrere end den nuværende politik.”

Det kan godt være, men har I et reelt bud på, hvad det vil koste?

- Det har vi ikke nogen mulighed for at beregne. Af mange årsager kan det aldrig være dyrere end i dag. Vi har et kæmpe træk på de offentlige finanser til udlændinge fra den tredje verden. Alene det forhold, at man ikke vil have adgang til for eksempel passiv forsørgelse, vil sænke driftsomkostningerne betragteligt, siger Morten Messerschmidt.

Partiet har heller ikke nogen indikationer på, hvor lang tid etableringen af en lejr vil tage. Men partiet har en idé til, hvor man i en overgangsperiode skal flytte asylansøgere og flygtninge hen:

- Hvis vi havde magt, som vi har agt, så starter vi i morgen med marinestationen Grønnedal på Sydgrønland, fordi der har vi ikke nogen administrationsproblemer. Det er dansk, det er bare Grønland, siger Anders Vistisen.

Anders Vistisen mener, at den tidligere S-regering fejlede i forsøget på at finde lande, som ville drive et dansk modtagecenter, fordi den kom med et for dårligt tilbud.

- Der er en række lande, der har nogle udfordringer, som de meget gerne vil have Danmarks støtte og hjælp til, hvor vi sagtens kunne indgå i en langt mere konstruktiv dialog med dem, for at vi så fik noget igennem, vi gerne vil have, siger Anders Vistisen.

Hvilke lande er det?

- Israel har nogle territoriale udfordringer, hvor de meget gerne vil have international støtte til forståelsen af, hvor stor Israel skal være. Marokko og Algeriet har en stor konflikt over Vestsahara. Du kan sagtens identificere en række lande, som har nogle klare interesser i at få international opbakning, siger Vistisen.

Går der så ikke for meget storpolitik i den?

- Jeg har som dansker relativt få følelser i, om Vestsahara tilhører Algeriet eller Marokko. Men at tro, at vi kan komme til et andet land og spørge, om de vil gøre os en kæmpe stor tjeneste uden at få noget for det, kommer ikke til at ske, siger Anders Vistisen.

Er det i orden at bruge flygtninge som en handelsvare i internationale konflikter?

- Flygtninge er allerede en handelsvare. Det er bare nogle virkelig ubehagelige typer, der handler, nemlig menneskesmuglere, siger Morten Messerschmidt.

Men er det i orden at løse konflikter ved at forhandle om flygtninge?

- Sådan er det i alle internationale aftaler. Man får heller ikke udviklingsbistand fra Danmark, hvis man ikke accepterer tvangshjemsendelser. De får noget, de rigtig gerne vil have, og vi får noget, vi rigtig gerne vil have. Det er bedst for alle, hvis det kan gå op, slutter Anders Vistisen.

Det er ikke lutter grøn samvittighed, du kan fylde dig med, hvis du er en del af det stigende antal af danskere, der anskaffer sig en elbil. For mange elbiler drøner nemlig rundt med dårlig samvittighed, fordi bilernes batterier ofte er fyldt med kobolt.

Det største problem med kobolt er nok, at omkring 60 procent af verdens kobolt udvindes i miner i DR Congo, hvor arbejdet med råstoffet i flere tilfælde er dybt problematisk. Især fordi der i nogle af minerne bliver brugt børn til at udvinde det dyrebare kobolt.

- Det store problembarn her er kobolt, som både er giftigt, dyrt og sjældent. Desværre er det også yderst effektivt, så hvis din elbil har et lithium-batteri, kan der være kobolt i. Har du et batteri med kobolt i, kan du køre længere end de modeller, der er gået over til nogle af de andre batteri-typer, siger Poul Norby, der er professor ved DTU og forsker i materialer til batterier.

Poul Norby vurderer, at ca. 30 procent af kobolt-produktionen i verden går til produktionen af batterier til elbiler. Resten bliver blandt andet brugt i forbindelse med produktionen af stål og benzin. Det giftige stof kan også ende i det batteri, der gemmer sig i din telefon.

- Lige nu ser vi en stigning i salget af kobolt. Selv om alle gerne vil begrænse forbruget, bliver der solgt rigtig mange elbiler, og det er en af flere grunde til, at salget stiger, lyder vurderingen fra Poul Norby.

I 2020 anslog FN, at omkring 20 procent af verdens kobolt kommer fra mindre miner, hvor congolesere arbejder under elendige forhold. Af de omkring 255.000 congolesere, der graver efter kobolt, bliver det anslået, at 40.000 er børn helt ned til syv år. Men det slutter ikke her.

Børnene, såvel som de voksne, indånder kobolt-fyldt luft, når de arbejder i minerne, og det er skadeligt for deres lunger. De tjener ifølge FN mindre end to amerikanske dollar om dagen, hvor arbejdstiden ofte er fra 12 og op til 24 timer, og de må bruge deres egne værktøjer - primært deres hænder.

På Amnesty Internationals hjemmeside finder du lignende beskrivelser. Da Amnesty sendte researchere ud for at undersøge vilkårene i minerne, så de børn ned til 14-årsalderen arbejde nede i minerne i op til et døgn ad gangen, og uden for minerne vaskede børn helt ned til syvårsalderen kobolt. Selv de børn, der gik i skole, arbejdede 10-12 timer efter skole samt i weekender og skoleferier. Børn, der ikke gik i skole, arbejdede i minerne hele året.

Kører du så rundt i en elbil med dårlig samvittighed?

Det korte svar på spørgsmålet er: Det gør du måske. Vi ved, at flere af de store producenter har modeller som ikke har et kobolt-baseret lithiumbatteri i sig. Hvis du kører rundt i en bil med et af de batterier, der indeholder kobolt, så er det straks sværere at vide, om kobolten er udvundet under ordnede forhold. Men statistisk set kører der formentlig en hel del biler rundt, hvor kobolten kan være udvundet af børn.

- Fødekæden for kobolt er ikke særlig transparent, så den eneste måde, du som producent og forbruger kan være helt sikker på, at du ikke kører rundt med et kobolt-batteri, er ved at vælge en af de modeller, hvor batteriet baserer sig på noget andet. Det gælder eksempelvis for Teslas Standard Range-modeller eller bilerne fra kinesiske BYD,  som så til gengæld har en kortere rækkevidde end de modeller, der har de kobolt-indholdsrige lithium-batterier, siger Poul Norby.

BMW Group har helt droppet at producere batterier, der indeholder kobolt fra Congo, mens en lang række af de andre producenter har begrænset deres forbrug derfra eller taget andre initiativer, der gør deres forbrug mere bæredygtigt.

Det er ikke så overraskende, lyder det fra Poul Nordby, der understreger, at bilproducenterne arbejder hårdt på at blive fri for kobolt, og de fleste gør alt, hvad de kan, for at undgå kobolt fra de kritisable miner. Alligevel er vi stadig et stykke fra målet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi inden for en overskuelig årrække vil få udfaset batterier på kobolt. I takt med at flere og flere får en elbil, begynder vi også at genanvende mere af den kobolt, der indgår i batterierne. Og så knokler både producenterne og forskerne som gale for at udvikle den teknologi, der kan erstatte de effektive kobolt-batterier, siger Poul Norby og fortsætter:

- En ting er, at arbejdsforholdene i nogle af minerne er under al kritik, noget andet er, at priserne på kobolt svinger relativt meget, så nogle gange er kobolt uhyre dyrt at købe for producenterne. Så der ligger også en stærkt økonomisk gevinst ved at finde et alternativ, siger han.

Meget tyder på, at det i løbet af de kommende år bliver nemmere for forbrugerne i EU at gennemskue, om deres elbils batteri indeholder kobolt, som er udvundet under ordnede forhold. EU vil nemlig indføre et såkaldt digitalt batteripas, som alle batterier over to kWh skal have.

Kort fortalt vil EU indføre en minimumsgrænse for, hvor mange procent af råstofferne i et udtjent batteri, der skal genanvendes. I forhold til kobolt betyder det, at EU allerede fra 2027 indfører krav om at 90 procent af det kobolt, der findes i et udtjent batteri skal genbruges. I 2031 stiger det til 95 procent.

- Det er et meget vigtigt skridt, EU tager her, og det bliver en god hjælp for forbrugerne. Det vil gøre hele processen omkring en elbil og batteriet meget mere transparent, lyder vurderingen fra Poul Norby, der påpeger, at EU også kommer med krav til, hvor meget genbrugskobolt der skal være i de helt nye batterier.

Hun plukker så vidt muligt kun derhjemme og forsøger altid at beherske sig, når hun er ude, selvom det kræver al hendes energi.

Men på et tidspunkt begyndte den i dag 31-årige Deborah Ruf at tage sin pincet med på sit arbejde som køkkenmedhjælper i en café på Refshaleøen.

Hun holdt facaden, så godt hun kunne over for sine kollegaer, men tankerne kredsede hele tiden om hendes øjenbryn.

Mon de ville lægge mærke til noget, hvis jeg listede på toilettet igen?

Trangen til at plukke øjenbrynene blev større.

Måske bare lige ét hår mere?

Hun gav efter for trangen, løftede pincetten og plukkede et hår.

Og så ét mere.

- Den dag blev det for meget for mig. Jeg kunne ikke mere, fortæller Deborah Ruf om perioden, som hun kalder den værste i sit liv.

- Jeg havde forsøgt adskillige gange at hjælpe mig selv med mindfulness, bøger om positiv psykologi og puttet olie på øjenbrynene så pincetten gled. Jeg prøvede mange ting. Men når alle de selvhjælpsmetoder, man har prøvet, ikke fungerer, så må man søge hjælp, siger hun.

Og det var netop, hvad hun forsøgte.

31-årige Deborah Ruf svinger sin sorte Polo ind på den sædvanlige parkeringsplads et par hundrede meter fra klatrehallen på Refshaleøen i København, hvor hun arbejder som køkkenmedarbejder i cafeen.

Klokken nærmer sig 12 om formiddagen, og hun er ankommet noget senere end planlagt. Men selvom rækken af parkeringspladser lige ud for hendes arbejdsplads er ledig, foretrækker Deborah at parkere langt derfra.

I tasken på passagersædet roder hun rundt efter en særlig genstand. En brugt øjenbrynspen. Deborahs nok vigtigste eje.

Hun lader koncentreret pennen glide over de tilbageværende mørke øjenbryn.

I solskærmens smalle spejl får hendes brune øjne et irriteret udtryk. Resultatet er ikke godt nok.

Hun fjerner farven og begynder forfra. Hun starter på ny. Igen og igen. Og en sidste gang, inden hun med et tilfreds svirp slår skærmen op.

- Sådan dér, det må være godt nok.

Symptomerne startede, da Deborah Ruf var omkring 15 år.

Forældrene havde netop brudt med et religiøst trossamfund i Tyskland, og familien flyttede først til Sverige og sidenhen København, hvor Deborah Ruf bor i dag.

Hun husker det som en ekstrem svær tid. For tredje gang skulle hun vænne sig til en ny skole, nye lærere og samtidig finde nye venner.

Situationen stressede hende, og det udmøntede sig fysisk. Hun havde før haft en tendens til at pille i sår og urenheder, men nu blev det nærmest en besættelse.

Hun kradsede i huden på fødderne til de blødte, og smerten blev så stor, at hun i en periode ikke kunne gå i sko.

Værst gik det dog ud over øjenbrynene.

Deborah Ruf kunne bruge mellem tre og otte timer i træk, hvor hun med pincet eller negle plukker de små, mørkebrune hår ud ved rødderne. Det skal være de helt rigtige hår, og hvis hun blev afbrudt, fik hun en ubehagelig trykken for brystet.

I starten fortalte hun sig selv, at alt er normalt. Hun fulgte bare moden, der på det tidspunkt i 00’erne dikterede smalle øjenbryn hos kvinder.

- Men det stak helt af. Da jeg gik på HF, havde jeg slet ikke nogen øjenbryn, de var tegnet på. Jeg trak hen mod alkoholen for at dulme dét, jeg ikke kunne forstå. Når jeg var påvirket, tænkte jeg ikke over trangen til at plukke konstant, fortæller Deborah Ruf.

Først i 2018 finder hun ud af, at lidelsen har et navn: trikotillomani.

Trikotillomani er betegnelsen for en psykisk lidelse, hvor den berørte ikke kan styre trangen til at trække hår fra hovedbunden, øjenbryn, vipper eller kropsbehåring.

Lidelsen hører, sammen med andre lidelser som skin-picking og nail-biting, ind under betegnelsen Body Focused Repetitive Behavior, forkortet BFRB. Der findes ikke en decideret dansk betegnelse for lidelsen, men det kan oversættes til kropsfokuseret gentagen adfærd.

Når den berørte person fjerner håret, har det, præcis som i Deborah Rufs tilfælde, en afstressende effekt. Netop den positive respons, som tvangshandlingerne udløser, er med til at fastholde en stor del af personerne i en negativ spiral.

Det forklarer blandt andet den amerikanske forsker, Brian Odlaug Lawrence. Han er uddannet master of public health ved Københavns Universitet og er en af de førende forskere inden for BFRB.

- Nogle personer piller for at opnå en følelse af ro. Når de trækker hår ud, så udløser det en følelse af lettelse, som dog hurtigt erstattes af voldsomme negative følelser som skam, forklarer forskeren.

Han fortsætter:

- Hvor det for nogle personer er ligegyldigt, hvor de piller, drejer det sig for andre om perfektionisme. De er nødt til at trække det helt rigtige hår ud eller pille det helt rigtige sted på huden. De har tvangstanker om en bestemt del af kroppen.

Tvangstankerne risikerer at blive invaliderende i personens hverdag, og det kan have store konsekvenser for ens sociale liv.

Sådan forklarer specialpsykolog Meike Bohn, som i samarbejde med professor Per Hove Thomsen og overlæge Judith Becker Nissen står bag en af de få danske forskningsartikler om trikotillomani.

- Det kan starte med konsekvenser i forhold til ens sociale liv, hvor man trækker sig fra venner og stopper med at gå til fritidsaktiviteter. Senere kan det blive sådan, at man også har svært ved at bevare en tilknytning til skolen, fordi man gør sig rigtig mange tanker om, hvad andre i skolen tænker. Hos voksne har det indflydelse i forhold til personernes tilknytning til arbejdsmarkedet, og vi ser folk, der selvmedicinerer med alkohol, fortæller Meike Bohn.

Isolation og selvhad

Den sociale tilbagetrækning var tilfældet for Deborah Ruf, som isolerede sig mere og mere hjemme.

Når hun forlod lejligheden, hamrede hendes hjerte i brystet, hendes håndflader blev svedige og hele kroppen badet i koldsved. Overalt forestillede hun sig, hvordan hun mødtes af blikke fyldt med afsky, når folk så de lyserøde ar, der erstattede de yderste dele af hendes øjenbryn.

Klamt, sygt, mærkeligt.

Ordene hang uudtalt i luften, ligegyldigt hvor hun opholdt sig. I skolen, i bussen eller i træningscenteret.

- Jeg har før trænet en del, hvor jeg har prøvet at presse mig selv. Men når man dyrker cardio, sveder man meget i ansigtet, og så er jeg nødt til at gå ud i omklædningsrummet flere gange og lade, som om jeg henter vand, så jeg lige kan tjekke, at makeuppen stadig sidder okay, fortæller Deborah Ruf.

Det værste var dog den ulidelige trang til konstant at pille, som hun ikke kunne undslippe.

Trangen til at hive det helt rigtige lille hår ud og den øjeblikkelige lettelse, der gennemsyrede hendes krop det sekund, hårrodden slap huden. En kort ekstase, altid efterfulgt af skam og skuffelse over endnu engang at give efter for tvangshandlingen.

Lidelsen blev til sidst så invaliderende, at Deborah Ruf droppede ud af studiet. Hun købte en bil for at undgå offentlig transport, og hun isolerede sig fra enhver form for social kontakt.

De eneste gange, hun forlod hjemmets fire vægge, var når hun skulle arbejde. Her mødte hun kun ind de dage, hun kunne overskue det.

I 2018 søgte Deborah Ruf hjælp hos sin læge, som henviste hende til Psykiatrisk Center København.

Hun var nervøs, men optimistisk, da hun trådte ind til sin første psykologsamtale. Det var overvældende for hende at fortælle et fremmed menneske om de tvangstanker, hun i så mange år havde holdt hemmeligt.

Men vejen til en diagnose og efterfølgende behandling viste sig ifølge Deborah Ruf at være en kamp.

- Jeg var forbi tre forskellige psykologer, fordi de skulle udrede mig først. Den første psykolog forsøgte at finde ud af, hvor jeg skulle hen i systemet, for der var ikke en plads for sådan nogle som os, siger Deborah Ruf.

Hun fortsætter:

- Så blev jeg sendt videre til en anden psykolog, som udspurgte mig om helt andre lidelser. Det var alt fra spiseforstyrrelse, på grund af min spinkle kropsbygning, til depression. Jeg prøvede at forklare, at det ikke var en spiseforstyrrelse. Og at jeg var deprimeret på grund af mine tvangshandlinger, fortæller hun.

Den tredje psykolog havde aldrig hørt om trikotillomani, men han godkendte hende til udredning, hvor hun oplevede samme mangel på kendskab til lidelsen.

Flere gange var hun tæt på at give op, fordi hun ikke oplevede, at psykologerne anerkendte hendes situation.

Efter halvandets års indædt kamp lykkedes det endelig.

Deborah Ruf fik diagnosen trikotillomani.

- Det var rart at få et papir på det. Det gav mig en følelse af, at det ikke bare var mig, den var gal med, så det var en stor lettelse, fortæller hun.

Hun startede i behandling med kognitiv adfærdsterapi, der sammen med omvendt adfærdsterapi er den behandlingsform, som, ifølge forskning, har vist sig at være mest effektiv i forbindelse med BFRB.

- Jeg snakkede med psykologen om mine følelser og tanker omkring min trich (slang for trikotillomani, red.). Vi snakkede også om min adfærd. For eksempel sagde psykologen, at jeg skulle lade være med at bruge pincet, fortæller Deborah Ruf.

Men behandlingen var ikke en succesoplevelse, fortæller hun.

- På det tidspunkt var jeg nok for udkørt af hele forløbet, så behandlingen var ikke særlig effektiv.

Hun valgte at afslutte forløbet hos psykologen, men bestemte sig for at søge hjælp igen, når hun fik overskud.

Jeg har tænkt mig at søge behandling hos en psykolog igen på et tidspunkt, men der skal gå lidt tid. Forløbet var så anstrengende. Jeg skulle hele tiden forklare, hvad jeg fejlede, så det har ikke ligefrem givet mig motivation for at søge om hjælp, fortæller hun.

Før hun bestemte sig for at dele sin historie, havde Deborah Ruf kun fortalt sine forældre og to af sine tætteste venner om lidelsen.

Hun har altid frygtet reaktionen fra sine venner, hvis hun fortalte om sin trang til at hive hår ud. Ville de trække sig fra hende? Ville de synes, hun var klam?

- Jeg frygter manglen på forståelse, for når jeg ikke selv forstår det, er det svært at forvente det af andre. På nettet kan jeg se, at der er mange forældre, som prøver at forstå det, fordi de føler sig magtesløse. Sådan har min mor for eksempel følt det, fortæller Deborah Ruf.

Da Deborahs mor, Simone Ruf, første gang hørte betegnelsen trikotillomani, oplevede hun, hvordan det hele faldt på plads.

Simone havde længe kendt til datterens udfordringer, og hun havde forsøgt at støtte hende så meget som muligt.

- Men da Debbie (Deborahs kaldenavn red.) kom frem til, at der kunne være tale om den her lidelse, gav det hele bedre mening, fortæller Simone Ruf og fortsætter:

- Jeg har til tider været irriteret, når hun kom for sent i skole eller til familiearrangementer. Jeg har ikke kunnet forstå, hvordan det har kunnet tage en hel dag at gøre sig klar. Det er stadig svært nogle gange at forstå, hvor meget det fylder hos Debbie, men jeg prøver, forklarer hun.

Den strenge opvækst i et religiøst miljø har sat sine præg på datteren, og det kan meget vel være en af grundene til, at lidelsen har udviklet sig i den grad, siger Simone Ruf.

- Nogle af de udfordringer er måske opstået i barndommen, hvor vi har flyttet meget rundt. Derfor har hun måske været udsat for større udfordringer end andre, forklarer hun.

Moren indrømmer, at det sommetider er svært at sætte sig ind i lidelsen.

- Jeg ved, at det har været hårdt for Debbie at stå frem, men hun ønsker så brændende, at andre ikke skal opleve det, hun selv har gennemgået. Derfor er jeg stolt af, at hun forsøger at bryde tabuet, siger Simone Ruf.

I dag er Deborah Ruf stadig påvirket af lidelsen.

- Jeg føler, at jeg er nødt til at gøre noget. Det er nok derfor, jeg fortæller højt om det nu. Det er enormt tabubelagt. Derfor skal der mere kendskab til det, siger hun.

Hun tager et hvæs af sin cigaret og puster eftertænksomt røgen ud af den nedrullede siderude i bilen. Efter et par sekunders stilhed tilføjer hun:

- Det er ikke lykkedes mig at finde en løsning. Endnu. Lige nu tager jeg en dag ad gangen. Det var min plan at læse videre, og det er stadig noget, jeg gerne vil. Vi må se, hvad tiden bringer.

Så skodder hun rutineret smøgen og træder ud af bilen med sin øjenbrynspen trygt gemt væk i tasken.

Selvom danskerne oplever høj inflation og rentestigninger, har flere end aldrig før indbetalt ekstra på deres pensionsopsparing.

Det viser nye tal fra pensionsselskabet Sampension.

I første halvdel af i år har cirka 9600 kunder frivilligt indbetalt ekstra til pensionsopsparingen. Det svarer til det højeste antal nogensinde og en procentstigning på seks procent siden sidste år.

Hvis man sammenligner med for fem år siden, svarer det til en stigning på 39 procent.

- Det er bemærkelsesværdigt, at rekordmange har valgt at sætte ekstra penge ind på pensionsopsparingen i år, hvor vi har oplevet fortsat høj inflation og rentestigninger, hvilket har været med til at presse danskernes privatøkonomi. Udviklingen vidner blandt andet om, at mange prioriterer at spare op også i udfordrende tider, og det understreges for eksempel også af, at også danskernes opsparing i banken har nået nye højder i år, siger Anne-Louise Lindkvist, markeds- og kunderådgivningschef i Sampension.

Anne-Louise Lindkvist fortæller herudover, at stigningen også kan være et udtryk for, at flere selv ønsker at kunne bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Her kan ekstra indbetalinger til pensionen give bedre muligheder for selv at kunne vælge tidspunkt for tilbagetrækning, ligesom de også kan bidrag til at sikre, at man kan få en højere levestandard i pensionstilværelsen.

Unge under 35 år er især gode til at sætte ekstra penge af til pensionen.

I første halvdel af i år har 35 procent flere unge sat ekstra penge ind sammenlignet med sidste år, og er dermed den aldersgruppe med den største stigning.

- Historisk set har interessen for pension været særligt lav blandt unge herhjemme, da det nok kan være svært for dem at forholde sig til noget, der ligger langt ude i fremtiden. Men der lader til at være en bevægelse i gang, hvor flere og flere følger med i deres pension og også indbetaler ekstra til pensionsopsparingen, siger Anne-Louise Lindkvist og tilføjer:

- I vores samtaler med de unge hører vi, at motivet for ekstra indbetalinger særligt handler om at sikre større fleksibilitet senere i livet, mens enkelte udtrykker bekymring om niveauet af offentlige pensionsydelser om for eksempel 30 år.

Det kan godt være, at politikerne har besluttet, at der skal fart på den grønne omstilling med flere vindmøller, ladestandere og fjernvarmekabler i jorden.

Men i erhvervslivet og fagbevægelsen er der bekymring for, om der vil være nok ansatte til at udføre opgaverne, og det ser ud til at være berettiget.

En ny analyse, som ingeniørvirksomheden Cowi har lavet for organisationen Industriens Uddannelser, anslår, at der i 2030 er brug for 126.000 ekstra ansatte i industrien, hvis målet om at reducere udledningen med 70 procent skal nås.

Det er et opsigtsvækkende antal, mener administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.

- Jeg bliver lidt overvældet, fordi jeg i forvejen ved, hvor enormt stor efterspørgsel der er efter faglærte i det hele taget i alle ender og kanter af vores samfund. Både i det private og i det offentlige, siger han.

Ifølge analysen vil der eksempelvis være stort behov for smede, industriteknikere og mekanikere.

I mange af faggrupperne i industrien er der i øjeblikket mangel på ansatte, og samtidig er der mange, der vil gå på pension i de kommende år.

Samtidig vokser opgaverne.

For et år siden viste samme analyse fra Cowi, at der vil være brug for 116.000 ekstra ansatte i industrien i 2030.

Men siden er flere politiske initiativer kommet til særligt efter Ruslands invasion af Ukraine.

Det er især fremrykning af målet om klimaneutralitet til 2045 og planer om udbygning af havvind og anlæg med Power-to-X-teknologi, der kan omdanne strøm til grønt brændstof, som øger behovet for arbejdskraft.

Analysen medregner alt fra udrulning af fjernvarme og privatpersoner, der skal have installeret varmepumper og isoleret deres huse.

- Det er jo fantastisk positivt, at man har taget så mange beslutninger i forhold til den grønne omstilling i Danmark, siger Mads Andersen, formand for industrigruppen i 3F.

- Men det gør jo så også, at man er nødt til at rykke på at prioritere, hvad det er folk skal lave i fremtiden, siger han.

Ifølge forbundsformand for Dansk Metal Claus Jensen er der brug for en ny fortælling om, hvordan de unge kan bidrage til den grønne omstilling, hvis flere skal tage en erhvervsuddannelse.

Han mener, at mange unge gerne vil være med til at bekæmpe klimaforandringer.

- Men mange af dem har ikke en forestilling om, hvor de gør det bedst. Er det ved et skrivebordsarbejde, eller er det ved at lære at bygge en vindmølle eller at lave ladestandere til biler.

- Vi kommer kun til at flytte noget, hvis vi kan skubbe på en udvikling, så flere mennesker kan være med til at deltage i rent faktisk at bygge den grønne omstilling, siger Claus Jensen.

Klimarådet har tidligere advaret om, at mangel på erfarne folk kan være med til både at forsinke og fordyre eksempelvis udbygning af fjernvarme og installation af varmepumper.

Regeringen vil blandt andet løse problemet ved at give flere penge til erhvervsskolerne og lagde for nylig op til at afsætte 300 millioner kroner fra næste år stigende til 900 millioner i 2030.

- Hvis ikke vi får udlært flere faglærte, så kommer vi simpelthen ikke i mål med vores klimaambitioner, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) 15. august.

Både DI og de faglige organisationer kvitterer for pengene, for det er nødvendigt at løfte kvaliteten af både undervisning og udstyr på erhvervsskolerne, lyder det.

Ifølge Lars Sandahl Sørensen fra DI skal der først og fremmest gøres alt, hvad der kan gøres, for at skaffe den nødvendige arbejdskraft i Danmark.

- Men det vil langt fra være nok, og derfor bliver vi også nødt til at se på international arbejdskraft, siger han. /ritzau/