Martin Lidegaard er 56 år, og han siger selv, at hans generation er den lykkeligste og rigeste, der nogensinde har levet i Danmark.

Det kunne lyde som et eventyr.

Men det er det ikke for den politiske leder for De Radikale.

For Martin Lidegaard er det tværtimod det modsatte.

- Vi er også de første generationer, der står med den store og smertelige erkendelse, at vi kommer til at give et dårligere samfund videre til vores børn, siger han.

Det har han skrevet om i sin nye bog - ”Generationskontrakten”.

Her advarer han om, at det er sidste chance for at handle, hvis ikke velfærdssamfundet skal bryde sammen, og konsekvenserne af den globale opvarmning skal tage over.

Klokken er ti sekunder i tolv, som han formulerer det. Men han har også et svar på, hvordan samfundet kan ændre den dystre udvikling, han ser for sig.

- ”Generationskontrakten” er mit forslag til, at min generation og de ressourcestærke ældre tager et større ansvar ved at arbejde længere. De ekstra ressourcer og den ekstra arbejdskraft, vi dermed skaber, vil jeg investere i vores unge og vores børn og i klimaet og naturen.

Svaret på samfundets udfordringer leder ham desuden ind i en svær og følelsesladet diskussion om, hvordan milliarderne i dag bliver brugt i vores sundhedsvæsen. Og det er noget, som også berører ham personligt.

På Christiansborg er der i alt for mange år er blevet leflet for de ældre i samfundet, mener Lidegaard.

Det er i hans optik særligt Dansk Folkeparti, De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet, mens også Moderaterne, der gør sig skyldige i det.

Ifølge den radikale leder har ældrecheck, varmepuljer og skattelovgivning, blandt andet tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens boligskattestop i 2001, primært tilgodeset én gruppe: De ældre.

Martin Lidegaard mener, at der skal ryddes op i nogle af de mange ydelser, som ældre får.

- Jeg er stærk tilhænger af at understøtte alle udsatte danskere, også de udsatte ældre, men jeg synes, at vi er kommet til en situation, hvor man skærer alle ældre over én kam og siger, at de har - kun fordi de er ældre - behov for særlig ydelse og behov for en særlig tilgang, siger han.

For eksempel mener Martin Lidegaard ikke, at det er rimeligt, at folk over 65 år kan køre billigere med offentlig transport. Det giver heller ikke mening for ham, at alle ældre har ret til hjemmehjælp, når velstående ældre har råd til selv at betale for rengøring.

- Hvis man har penge, synes jeg ikke, at samfundets ressourcer skal prioriteres sådan. Jeg vil hellere målrette dem mod de udsatte ældre og mod den næste generation, siger han.

I bogen skriver Martin Lidegaard, at den universelle velfærdsmodel er ved at bryde sammen.

Men er det ikke lige netop det, han selv lægger op til, når han blandt andet mener, at nogle ældre selv skal betale for hjemmehjælp?

Nej, siger han, og forklarer hvorfor. Allerede i dag er der nemlig flere og flere danskere, som tegner private sundhedsforsikringer.

Og med den udvikling frygter Martin Lidegaard, at der bliver skabt et A- og et B-hold, hvor nogle ældre har adgang til bedre behandling og bedre ydelser end andre.

Ligesom flere andre politikere, blandt andre Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen, har luftet, så foreslår Martin Lidegaard, at det fremover skal være obligatorisk at spare op til sin egen alderdom.

Der skal være en bund af sundhedsydelser, som er betalt gennem skatten og lige for alle.

Oven på det foreslår Martin Lidegaard, at der kan ligge en obligatorisk sundhedsforsikring eller en velfærdsopsparing, som skal dække for eksempel fysioterapi, kørsel frem og tilbage til behandlinger og altså også hjemmehjælp.

- Vi skal prioritere at have et sundhedsniveau i verdensklasse for alle, så det ikke er afhængigt af din pengepung, hvordan du bliver behandlet for cancer, siger Martin Lidegaard.

- Det er også arvesølv og arveguld i min bog, at den universelle sundhedssektor kan overleve.

Men rige ældre skal betale for deres egen hjemmehjælp?

- Ja, det er tankegangen. Og det kan du godt indføre i morgen. Det er sådan set også en overvejelse, jeg har, men man kan også inkludere det på langt sigt i noget, som er mere strukturelt eller kollektivt aftalt, siger Martin Lidegaard.

Den stigende levealder har også betydet en stigende efterspørgsel på sundhedsydelser og pleje, og den største stigning i udgifterne til sundhedsvæsnet er blevet brugt på ældre over 70 år.

Ifølge Danmarks Statistik er det kun en lille del - helt præcist fem procent - af de samlede sundhedsudgifter, som bliver brugt på det, der hedder sundhedsfremme og forebyggelse.

Det skal gøres anderledes, mener Martin Lidegaard.

Hvem skal ikke overleve, hvis vi skal prioritere anderledes?

- Jeg stiller det grundlæggende og svære spørgsmål i bogen. Jeg stiller det retorisk, men jeg kender i hvert fald mit eget svar, starter Martin Lidegaard.

- For hvor meget behandling skal man hive folk igennem, når man ved, at de er i et terminalt stadie, og det måske er dage, man kan forlænge deres liv med i stedet for at få en fredelig og mindre smertefuld afsked?

- Der er for mig ingen tvivl om, at vi behøver at have en snak med hinanden om, hvorvidt det er rimeligt. Det er jo et kontant svar på dit spørgsmål. Jeg synes klart, vi skal overveje, om pengene er rigtigt brugt.

Hvordan skal vi have den snak?

- Jeg kan ikke se andet, end at vi må lægge mere ud til et fagligt skøn, og vi må også give lægerne større frihed. Men det er heller ikke rimeligt kun at lægge det ud til lægerne. Vi er nødt til politisk at sige, at vi giver lægerne den mulighed, og at vi synes, at de skal overveje det, siger Martin Lidegaard.

Skulle man så sætte krav til, hvor mange penge der skal spares på livsforlængende behandlinger, fordi I hellere vil bruge det på børn og unge?

- Det vil jeg sådan set ikke udelukke. Men det vil jeg først turde gøre efter en meget grundig dialog med lægerne og med hospitalerne om, hvad der ligger i det. For det tør jeg ikke gisne om. Det eneste, jeg kan sige, er, at det i hvert fald er helt vanvittigt, at vi ud af de samlede sundhedsudgifter bruger så lidt på forebyggelse.

Så man skal ikke holdes i live for enhver pris?

- Nej, men jeg synes da, det er noget som..., siger Martin Lidegaard og stopper talestrømmen et øjeblik.

- Nu er jeg lidt berørt af, at jeg skal til begravelse i morgen hos en ældre dame i min nærmeste omgangskreds, som har ligget i alt for mange måneder uden at kunne noget og ville noget. Og jeg er helt, helt sikker på, at det er ikke med hendes ønske, og det er i hvert fald ikke med familiens ønske, siger Martin Lidegaard.

- Jeg synes, at der er et menneskeligt hensyn her, og så er der også et ressourcehensyn selvfølgelig. Men det er ikke engang kun af sparemæssige årsager og ressourcemæssige årsager, at jeg er påvirket af den her diskussion. Det er, fordi jeg virkelig synes, der er for mange dårlige historier.

Et af Martin Lidegaards forslag til at sikre velfærdsstatens overlevelse er at ændre markant i folkepensionen.

I dag har man ret til folkepension fra den dag, man rammer folkepensionsalderen.

I stedet skal danskerne fremover selv spare op til folkepensionen på samme måde, som mange i dag sparer op til deres arbejdsmarkedspension, mener Lidegaard.

Det kræver dog ifølge ham, at staten samtidig giver alle, som ikke har økonomisk mulighed for at lave sådan en opsparing, et tilskud eller et skattefradrag, så folkepensionen bliver ved med at være en universel ydelse.

Ulempen er, at det kommer til at tage meget lang tid at indføre en ny model for folkepensionen. Måske omkring 25 år, vurderer Lidegaard.

Med det forslag mener du så også, at man skal afskaffe pensionsalderen?

- Ja, det er jo den yderste konsekvens. Sådan kan man godt formulere det. Altså jeg vil ikke afskaffe folkepensionen, men jeg vil afskaffe folkepensionsalderen. Det er sådan set det, jeg er ude på, siger han og fortsætter:

- Jeg mener, at det skal være obligatorisk at spare op til sin pension, men så bliver det til gengæld op til den enkelte at bestemme, om det er, når man er 63 år, 65 år eller 68 år, at man går på pension, og så vil man selvfølgelig få en højere pension, jo længere man venter.

Men er det så også okay at skrue ned som 34-årig?

- Ja, hvis det offentlige ikke skal betale for det. Prøv lige at høre. Det, vi diskuterer, er, om folk skal betales for ikke at arbejde, siger Martin Lidegaard.

- Jeg ved ikke, hvordan vi har bragt os selv i den situation, at raske mennesker, som ikke fejler noget, skal stoppe med at arbejde. Det er jo fair nok, at de vælger i deres liv at prioritere en lavere pension og så gå fra som 62-årig. Jeg vil aldrig pege fingre ad dem, men jeg synes ikke, de skal betales for det.

Sidder man godt i et F-16 fly?

Hvor godt kan Mette egentlig lide makrel?

Hvor meget skal en pakke cigaretter koste, hvis Lars skal stoppe med at ryge?

Det er nogle af de spørgsmål, som statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og økonomiminister Jakob Elleman-Jensen (V) får lagt op til smash, da de torsdag den 7. september ruller ud med deres nye roadshow “Sammen om et bedre Danmark”.

Med glimt i øjet, joviale albuestød i sidebenene og tøhø-humor er regeringen på charmeoffensiv i det ganske land.

I Ringsted, Odense, Aalborg, Randers, Kolding og Slagelse er der folkemøder - derindimellem door steps og sikkerhedsbrille-fotograferinger ved forskellige institutioner og virksomheder.

Det selvproklamerede “arbejdsfællesskab” er i gang med noget, der ligner en valgkamp.

I den her artikel lader vi eksperterne svare på, hvad det handler om. Hvorfor de gør det nu? Og hvad det siger om dansk politik?

Men først skal vi lige have sat scenen.

Akustisk politik i Ringsted Kongrescenter

Bløde, akustiske versioner af Dua Lipa med “I don’t give a fuck” og Daniel Powter med “Bad Day” strømmer ud af højtalerne i Ringsted Kongrescenter. Det er præcis dét, som de fremmødte er blevet lovet: Ingen auto-tune, ingen politisk spin, men derimod akustiske versioner af landets mest magtfulde politikere.

“En ærlig samtale”.

Publikum bydes velkommen af pressen på samme facon, som stjernerne bliver mødt på den røde løber til Oscar-uddelingen. Med tændte mikrofoner og rullende kameraer.

- Jeg har allerede været i to aviser og i TV. Så medmindre du kommer fra New York Times, så springer jeg lige over, siger en 48-årig mand ved navn Kamran til jeres udsendte reporter.

Han og hans familie kæmper for komme igennem forhindringsbanen af journalister, også kaldet “foyeren”, og ind i salen.

Derinde er tv-vært og journalist Anders Breinholt gået i gang med at varme tilskuerne op.

Han afviser rygterne om, at han har været i spil til jobbet som konferencier på det kommende Nato-topmøde i Paris. Han kalder tv-programmet Over Atlanten med Umut fra “den store sovsedyst” for Lars Løkke Rasmussens første internationale toppost. Og han sår tvivl om Jakob Elleman-Jensens nuværende ministerskab.

- Da jeg tjekkede lige før, var han økonomiminister, men man ved jo aldrig, siger Breinholt.

De tre partiledere klappes på scenen af en halvtom sal.

Samtlige 350 gratisbilletter er blevet revet væk, men sol og landskamp har tilsyneladende fået en del til at ombestemme sig.

- Det viser måske også, at det hele ikke går så skidt her i landet, ræsonnerer statsministeren og lyder lidt som et ekko af en gammel fiskereklame fra 1990’erne:

“Det er ikke så ringe endda.”

Det forsømte forår

Ifølge landets politiske kommentatorer er det netop fordi, at det går dårligt for regeringen, at de bruger fire dage på at køre rundt i en bus.

- Turnéen er et udtryk for, at regeringen har erkendt, at de er kommet katastrofalt fra start, siger Noa Redington, der fra 2008 til 2011 var Helle Thorning Schmidts (S) spindoktor.

Han nævner bededagsballaden, kanonskandalen, Ellemans stresssygdom og rygterne om Mette Frederiksens Nato-bejleri.

Skal man tro på de seneste meningsmålinger, så har Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne sammenlagt tabt 17 mandater i forhold til folketingsvalget i november 2022.

Det svarer til, at op mod 350.000 danskere, som stemte på regeringspartierne ved valget sidste efterår, nu har forladt dem.

- De har brug for at præsentere sig selv på ny og vise, at de er mere end et arbejdsfællesskab, siger Redington.

Samme toner har lydt fra regeringen selv.

I et interview med Berlingske den 13. august talte partilederne om et “værdifællesskab” - præcis som Claus Hjort Frederiksen (V) i sin tid omtalte samarbejdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti.

- Vi har appetit på mange af de samme ting, lød det fra Jakob Elleman, før en fire-retters menu blev rullet ud:

Skattereform, frisættelse af velfærdssamfundet, styrkelse af erhvervsskolerne og en grøn omstilling bagt på vækst.

Tre kammesjukker

Helt ned i materien af de emner kommer vi aldrig i Ringsted Kongrescenter.

Publikum kan sende spørgsmål ind via SMS, og de udvalgte kommer op på en storskærm i hvid skrift på en sløret naturagtig baggrund. De fleste af dem er meget seriøse.

“Kunne det være en idé at opkøbe landbrugsjord for at lægge den brak af hensyn til miljøet?”

“Hvornår mærker vi på plejehjemmene, at der afsættes ekstra ressourcer?”

“Hvorfor afskaffes Store Bededag, når der er penge nok?”

SVM-trekløveren taler om at fremtidssikre Danmark, eliminere uddannelsessnobberiet og investere i forsvaret, fordi “der er krig i Europa”.

For hverken første eller sidste gang hører vi, at de har valgt “at være for noget - i stedet for imod noget”.

Men ved de tunge emner er det som om, Lars Løkke hænger tungere over café-bordet, Mette Frederiksens mundvige trækkes nedad, og vægten af Jakob Ellemans bryn synes at komme bag på ham.

Værten Anders Breinholt japper, som om han hele tiden har travlt med at komme tilbage til dét, som får publikum til at klappe og grine: Ironien.

- Er det her sådan lidt en speed-dating-øvelse? siger Breinholt, hvortil Lars Løkke kækt svarer:

- Næ. Jeg satte jo faktisk min kontaktannonce i avisen for fem år siden, og siden da har jeg bare siddet og ventet.

Journalister med blokke såvel som PET-agenter med øresnegle smiler. En mand på stolerækken bag mig hvisker til sin kone, at han godt gad spørge Lars, "om de to andre partiledere kan drikke lige så mange fadøl som ham”.

Toppolitikerne på scenen fremstår som mere end toppolitikere. De fremstår som venner.

Og så siger de nogle ting, som bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på både SF, Liberal Alliance og alle andre, der ønsker en tilbagevenden til de gamle dage med rød og blå blok.

- Vi talte om det i bussen. Hvis man lavede stemmeforvrængning til vores fælles møder, og man lukkede øjnene, så er det ikke let at differentiere, hvilket parti folk kommer fra, lyder det fra Elleman.

Parterapi for rullende kameraer

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne skabte flertalsregeringen på ryggen af Ukraine-krigen, energikrisen, klimakatastrofen, inflationen, ældrebyrden og en nærmest endeløs række af problemer, som krævede, hvad de kaldte, “nødvendighedens politik”.

Siden da har SVM-partierne forsøgt at overbevise befolkningen om, at regeringen er mere end en krisefortælling. Som Lars Løkke har sagt det til Berlingske:

- Kriserne gav en helt indlysende forklaring på, at den her regering var en god idé. Forsømmelsen har været ikke at forklare, at der nedenunder er en langt dybere idé.

Spørger man Sigge Winther - stifter og direktør af den uafhængige tænketank Institut for vilde problemer (INVI) - er det netop dét, der er missionen med “Sammen om et bedre Danmark”-turen: At den dybere idé skal tydeliggøres.

- Turnéen er blevet kaldt partiterapi for rullende kameraer. Det ved jeg ikke, om det er, men det er en øvelse i at spille hinanden gode, siger han og fortsætter:

- Der, hvor jeg har lejlighed, der har vi også et “arbejdsfællesskab”. Der er ikke rigtig nogen, som gider det, men vi gør det, fordi vi skal. Regeringen har brug for at skabe sig et andet image end dét. De har brug for at være noget, der får blodet til at løbe hos danskerne.

Om det så også betyder, at vi kommer til at se de tre regeringspartier gå til valg på den nuværende konstellation, vil Sigge Winter ikke spå om:

- Alt afhænger af valgresultatet. Politikere kan være meget fleksible, hvis de kan tælle til 90, siger han.

På slap line i Odense

I Odense Congress Center - torsdagens sidste stop på turen - kan de tælle til 500 tilskuere: Fulde huse.

Politikerne ankommer i tourbussen, mens Anders Breinholt træder vande med de samme jokes, som han underholdt med i Ringsted.

Den med at afvise Nato, Løkke Over Atlanten og Elleman, der skifter ministertaburetter, som var det en stoleleg.

Solnedgangen har lagt en blød lyserød dyne på himlen. Det ligner jordbærguf på en gammeldags isvaffel. Og sukkersød snask er, hvad fynboerne får.

Da partiledernes aldre kommer på tale, puffer statsministeren til udenrigsministeren og siger:

- Nu er jeg jo ikke 59. Og jeg er heller ikke 1,59.

Flere tilskuere vender øjnene mod loftet og brøler af grin.

- Jeg går ned i kælderen og overvejer min fremtid, svarer Lars Løkke med en sarkastisk reference til formandsopgøret i 2014, hvor han i bedste House of Cards-stil kæmpede for sin høvdingerolle i Venstre i selvsamme kælder.

Det er ren comedy.

Skuldrene er sænkede, både Elleman og Løkke har smidt habitjakkerne, og alle på scenen virker mere afslappede, end de gjorde i Ringsted.

Anekdoter fra Kenya, Ellemans smug-rygeri og Lars Løkkes morgentræthed deles gavmildt, og statsministeren starter en håndsoprækning blandt publikum med spørgsmålet:

- Hvor mange spiser makrel i tomat?

Det gør de fleste.

Et nyt hold af journalister fra de lokale og regionale medier sidder klar med spidsede blyanter, og spørgsmålene fra salen truer aldrig den gode stemning.

Johnny Rasmussen, en pensioneret rektor fra den odenseanske folkeskole Risingskolen, kommer med et medbragt studie fra Aarhus Universitet og et langt spørgsmål om kvælstofsudledningen i landbruget, som han retter mod Venstres formand.

Men Johnny får ikke lov til at færdiggøre spørgsmålet, og Elleman bliver ikke forlangt et rigtigt svar.

I stedet får han lov til at fortælle, at “danske landmænd er nogle af dem, som producerer fødevarer bedst”.

Og at vi “skal gøre mere” for klimaet, men at vi også “skal gøre det klogt”.

- Som en diskotekstur igennem landet

Hvordan skal man egentlig kategorisere det show, som regeringen rejser rundt med?

Det har brandingeksperten Jacob Holst Mouritzen et godt bud på. Han er medstifter og strategikonsulent i Holst Mouritzen og kendt fra programmet “Kender du typen?”

Ifølge ham er det tydeligt, hvor regeringen har fundet sin inspiration fra: USA - landet, hvor valgkampen aldrig stopper.

- Vi har jo set i Amerika, hvordan svingstater nærmest er blevet voldtaget af præsidentkandidater. Politik er blevet signaler og show. Jeg tror ikke, det er fordi, de selv synes, det er fedt. Men det er simpelthen nødvendigt i dag, at man spiller på så mange forskellige tangenter for at få gennemslagskraft.

Han nævner politikernes direkte talerør til befolkningen igennem sociale medier. Tendensen med at de også laver deres egne medier og podcast.

- Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har begge to så mange følgere, at de nærmest er mediehuse i sig selv. Alligevel er de nødt til at komme endnu længere og bredere ud. Og alle de traditionelle medier dækker jo den her turné, siger Jacob Holst Mouritzen.

I form minder det lidt om de der diskoteksture, som DJ’s og hiphoppere tager på igennem landet, mener han. Sådan nogle hvor man rammer to-tre klubber på en aften.

- Det er jo et designet roadshow. De kommer til byen, skaber lidt liv og rejser videre.

Den skuffede skolerektor

Mens Mette, Lars og Jakob trasker ud i tourbussen, omgivet af medier og vinkene hænder, finder jeg den pensionerede rektor Johnny Rasmussen.

Han er skuffet.

- Jeg synes, der var for meget roadshow over det. For meget overfladisk snak og for lidt politisk substans. De var jo tydeligvis ikke kommet for at svare på spørgsmål, siger han.

Nogle meter derfra går ægteparret Freddie og Charlotte sammen med sidstnævntes far, Helge på 90 år.

Helge har været til rigtig mange politiske møder i sit liv, fortæller han, og det her var muligvis det bedste.

- Det var så sjovt og afslappet. Og virkelig rart at se den menneskelige side af dem, for den savner man tit.

Blev I også klogere på dem rent politisk?

- Nej ikke rigtig. Men det var en underholdende aften.

Kommuner der dropper lejrskoler, forlænger ventetiden til skoletandlængen, aflyser svømmeundervisning og lukker skoler.

Lige nu forhandler kommunerne om næste års budget. Og flere kommuner ser ud til at skulle finde den store sparekniv frem.

Men i stedet for at efterspørge flere penge fra Christiansborg, burde kommunerne se indad.

For kommunerne kunne tilsammen spare 38 milliarder kroner, hvis de var lige så udgiftseffektive som den mest effektive kommune, Vejle.

Sådan lyder det fra den borgerlige tænketank CEPOS:

- Vi hører ofte om, at kommunerne ikke har tilstrækkeligt med penge til rådighed, og at der skal spares på forskellige områder. Pengene behøver ikke nødvendigvis komme fra Christiansborg, bare fordi det er den nemme løsning. Kommunerne kunne i stedet finde pengene ved svære prioriteringer eller effektiviseringer Karsten Bo Larsen, der er forskningschef i CEPOS.

Økonomien har måske aldrig været stærkere i Danmarks historie. Alligevel må man fortsat i kommunerne vende hver en krone for at få regnskabet til at gå op, lyder det samstemmende.

Flere borgmestre har også harceleret over, at Mette Frederiksen i et interview til Berlingske sagde:

- Den nye tids valuta i dansk politik er ikke penge, for dem har vi mange af – det er, at vi ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er tilstrækkeligt med medarbejdere.

Men mangler kommunerne penge til kerneopgaverne, så bør de højere grad prioritere selv.

- I stedet for at forsøge at bortforklare, at kommunen ikke er lige så effektivt som visse andre, bør borgmestrene stille sig selv spørgsmålet: Får vi virkelig nok for pengene? siger Karsen Bo Larsen.

Regeringen er i finansloven kommet med en 'økonomisk håndsrækning' til kommunerne på 650 millioner årligt.

Men ifølge Kommunernes Landsforening (KL) er det slet ikke tilstrækkeligt, blandt andet fordi kommunerne mister 1,9 milliarder alene på grund af inflation.

- Nogle af de værste spareforslag kan måske tages af bordet med de her penge, men det fjerner slet ikke de sparerunder, vi skal ud i, har Martin Damm udtalt til DR.

Nu hævder CEPOS, at pengene lige så vel kunne findes hos kommunerne selv.

Hvis alle landets 98 kommuner havde prioriteret og anvendt deres ressourcer på samme måde som den mest udgiftseffektive kommune, Vejle, så kunne kommunerne tilsammen have sparet cirka 38,3 milliarder kroner.

Med andre ord: Vejle bruger færre penge, sammenlignet med de andre kommuner.

De mindst effektive kommuner er Ballerup, Hvidovre, Halsnæs og Lolland, og de kunne alle potentielt spare mellem 15 og 18 procent af deres udgifter ifølge CEPOS beregninger.

Det svarer til, at en arbejderfamilie betaler mellem 32.000 og 48.000 kroner mere i skat, end de potentielt kunne.

- Kommunerne udgifter har stor betydning for borgernes skattebetaling og dermed deres privatøkonomi. Derfor burde der i debatten være langt mere fokus på, hvor effektive kommunerne er, siger Karsten Bo Larsen.

Opgørelsen har flere gange fået kritik for ikke at være realistisk, idet der er betydelige forskelle i, hvor effektivt eksempelvis Lolland Kommune kan drives sammenlignet med Vejle Kommune.

Samtidig kan der være forskelle på, hvad kommunerne politisk prioriterer. Og det ikke nødvendigvis betyder, at en kommune er ineffektiv.

Hvis en kommune f.eks. prioriterer at have biblioteket åbnet i længere tid, påvirker det udgifterne. Og kommunen kan derfor fremstå mindre effektiv.

Den kritik afviser Karsten Bo Larsen.

- Selvfølgelig kan der opstå helt særlige udfordringer for den enkelte kommune. Og der er forskel på kommunerne.

- Men vi har taget højde for befolkningstæthed og socioøkonomiske forskelle. Men de økonomiske forskelle mellem kommunerne er stadig relativt store, og hvis man bare kunne udnytte halvdelen af dette potentiale, ville en del af budgetproblemerne forsvinde.

Kan man ikke omvendt argumentere for, at de højere udgifter også kan føre til en bedre service i de kommuner?

- Det kan meget vel være. Det ved vi faktisk ikke med sikkerhed, når vi analyserer dette. De 38 milliarder kan skyldes forskelle i kommunernes serviceniveau eller effektivitet.

- Men tallet er interessant, især fordi der i øjeblikket foregår budgetforhandlinger. Kommunerne med et højere udgiftsniveau bør stille sig selv spørgsmålet: Får vi virkelig så meget bedre service end Vejle? For hvis ikke, hvorfor har vi så højere udgifter?

Kommunernes Landsforening har ikke ønsket at kommentere artiklen.

Efter længere tids kræftsygdom er 74-årige Judith Rothenborg død.

Det skriver hendes datter, filminstruktøren Barbara Topsøe Rothenborg, i et opslag på Facebook.

- Alle, der har fået lidt af Judiths tryllestøv i løbet af årene, vil vide, at hun ikke frivilligt forlod denne verden, men efter ti måneders intens kamp mod en yderst sjælden kræftsygdom, tabte vi slaget, skriver Barbara Topsøe Rothenborg.

Judith Rothenborg blev kendt i DR-programmet 'Mormor på mandejagt', hvor fire aldrende singlekvinder kæmper med jagten på den perfekte mand, bor i en lejlighed på Nørre Søgade med udsigt over Peblinge Sø. Her har hun boet, siden hun blev skilt for 27 år siden.

I april stod hun Judith Rothenborg, der er uddannet skuespiller, frem i KøbenhavnLIV og fortalte om, at hun havde fået konstateret cancer i mave og lunger.

Men det var også vigtigt for hende at fortælle, at selvom hun havde fået kræft og var nået op i årene, så spillede sex stadig en central rolle i hendes liv.

- Det er ikke mere end en uge siden, at jeg brugte min vibrator igen. Det var helt fantastisk. Jeg er også begyndt at drømme om mænd igen om natten – det har jeg ikke gjort længe. Lysten til at flirte og lege med energierne er også på vej tilbage - det er så livsbekræftende, fortalte hun i det åbenhjertige interview.

Judith Rothenborg fortalte, at hun i forbindelse med sit cancer-forløb tabte sig 20 kilo. Med et smil på læben fortalte hun, at det havde fået huden til at hænge lidt ekstra, og de ellers før så fyldige bryster havde nu svært ved at finde sig til rette i hendes bh.

- Jeg kan ikke komme uden om, at tingene hænger noget mere nu, end det gjorde før i tiden. Og der findes situationer, hvor jeg hellere vil have lyset slukket eller ligge nederst, så man ikke kan se, at det hele hænger - for det gør det jo, sagde hun og fortsatte:

- Min krop har altid været spændstig og frodig, men jeg kan ikke undslippe alderen. Det er jo ikke anderledes for mændene på min alder - de er jo heller ikke ligefrem Adonis længere. Jeg oplever dog, at mænd i modsætning til kvinder i højere grad accepterer sig selv. Vi kvinder hopper straks ind i en selvudviklingsproces, når alderen begynder at vise sine første tegn.

Men trods sin kræftdom havde Judith Rothenborg ikke opgivet håbet om at finde en ny mand.

- Han skal være et gavmildt menneske med humoristisk sans, og så skal han hvile i sig selv. Han må for gudsskyld ikke være et offer, og så skal vi kunne grine sammen. Vi skal kunne dele alt fra sex, kunst og til kultur, som er tre ting, jeg holder meget af. Jeg er et begejstret og sanseligt menneske, og det vil hjælpe, hvis han også er det. Men mænd er jo mænd, det ved jeg godt, sagde hun.

I krydsfeltet mellem madkunst og hysteri fik 32 danske restauranter i juni måned til sammen 45 af de eftertragtede Michelin-stjerner. Geranium og Noma er ifølge Michelin-guiden den danske madscenes supernovaer. De beholdt begge deres tre stjerner. I den modsatte ende mistede Kiin Kiin og Kokkeriet begge deres ene stjerne. Men de fire højt profilerede restauranter har én ting til fælles, ud over at de ligger i København. De spiller alle en rolle i en ny afslørende TV2-dokumentar, som sætter gastronomiens danske superstjerner i et helt nyt lys.

Dokumentaren i to afsnit kalder ikke på mere hyldest eller benovelse. Tværtimod. TV2 afslører en kultur i den fine del af kokke-verdenen, som forvandler dansk stolthed til flovhed.

Nuvel, de fleste ved godt, at det koster blod, sved og tårer at blive blandt de bedste i verden inden for sit felt. Her rækker held og talent ikke. Og de fleste ved også godt, at der i de mest ambitiøse restauranter hersker disciplin og en til tider hård tone. Men de fleste vil alligevel blive voldsomt overrasket over den systematiske mangel på respekt for medarbejderne, som TV2 lægger frem. Eksemplerne er mange og dokumentationen omfattende.

Oveni fornedrende handlinger og en tiltale-facon, der mest af alt minder om psykisk vold, kommer lav grundløn, intet tillæg for aften- eller weekendarbejde og en arbejdsuge, som for næsten alles vedkommende er tættere på 80 end 50 timer - uden overarbejdsbetaling selvfølgelig. For slet ikke at tale om de mange frivillige køkkenassistenter, der i hobetal valfarter til de danske toprestauranter fra hele verden, for at der kan blive drysset stjernestøv ned på deres cv.

Man hverken kan eller skal automatisk udlede, at bare fordi der på fire restauranter i Michelin-feltet er stærkt kritisable arbejdsforhold, så gælder det nok også på alle de andre. Men det vil være overraskende, hvis problemerne begrænser sig til netop kun de fire.

Dokumentaren vidner om en branche, der skal genopfinde sig selv og fokusere helt anderledes på at skabe et arbejdsmiljø, som både giver gæsterne kulinariske oplevelser på den ene side af scenetæppet og ikke nedbryder og misbruger mennesker på den anden side.

Marilyn Monroe-fans og beboere i Los Angeles' rige og eksklusive bydel Brentwood er grædefærdige. Den nuværende ejer af den pompøse bolig, som den afdøde superstjerne erhvervede sig i marts 1962 efter skilsmissen fra Arthur Miller året forinden, vil rive den ned.

Det fortæller Los Angeles Times, efter at embedsmænd fra Los Angeles Bys bygningsdepartement tirsdag er gået i gang med udarbejdelse af en nedrivningstilladelse.

Boligen var den første og eneste, Marilyn Monroe købte og ejede. Da Marilyn Monroe i sin tid erhvervede ejendommen, der blev opført i 1929, kunne hun ikke ligefrem klage over pladsmangel: 950 kvadratmeter tog imod hende.

Dengang gav hun 75.000 dollars for herlighederne - svarende til lidt over en halv million danske kroner efter nugældende valutakurs.

Da den nuværende ejer købte ejendommen i 2017, måtte han punge ud med et beløb svarende til godt 58 millioner kroner.

Los Angeles Times har beskrevet huset som en mexicansk inspireret hacienda med adskillige rum, flisebeklædt pejs, flisegulve og hvælvede trælofter. Udearealet på 2000 kvadratmeter har ifølge beskrivelserne frodige græsplæner, en muret terrasse, en nyreformet swimmingpool, gamle træer, et gæstehus og en citruslund.

Marilyn navngav huset "Cursum Perficio" og fik navnet præget i en verandaflise. Det er latin og betyder "Min rejse slutter her." Profetisk på en både smuk og skræmmende måde: Det var i sit soveværelse i haciendaen, hun 5. august 1962 i en alder af 36 år blev fundet død efter en overdosis, mindre end et halvt år efter hun havde købt huset og flyttet ind i det. Adskillige flyttekasser stod stadig u-udpakkede rundt om i huset.

New York Post har tidligere beskrevet den nuværende ejers nedrivningsplaner, som nu er aktualiseret. Det udløste stribevis af reaktioner fra fans, der kunne samles under overskriften: Lad være med det.

Los Angeles Times har forgæves forsøgt at få en kommentar og en forklaring på nedrivningsplanerne hos ejeren, Emerald Lake, der er chef for et investeringsselskab.

Den tidligere filmproducent Rodnye Liber bor selv i Brentwood og har taget nedrivningsplanerne op i Brentwood Home Owners Association, den lokale husejerforening, i håb om at få dem skrinlagt

- Jeg håber, at nogen kan være en ridder og redde den. Men jeg ved ikke, hvor store chancerne er for det er. Det er trist, fordi det er et af de mest berømte huse i verden, siger han til Los Angeles Times.