Der er ikke noget at sige til, at et ægtepar fra Esbjerg var ved at dåne tirsdag formiddag, da de så, hvad deres grund er blevet vurderet til i Skats nye ejendomsvurderinger.

På forhånd var det godt nok varslet, at Skats nye ejendomsvurderinger måske ikke ramte plet liiiige i første hug. Og det tør svagt antydes, mener Marianne og Kim Lehmann Sørensen, der har oplevet en stigning på svimlende 65 millioner kroner i grundværdi for deres ejendom på Søndre Tovrupvej i Esbjerg Ø.

Inden tirsdag, hvor alle borgere fik adgang til de nye, midlertidige vurderinger, lå værdien for parrets grundareal på sammenlagt 9,8 hektar - eller 98.000 kvadratmeter - på knap 1,2 millioner kroner, men den er nu steget til godt 66,2 millioner kroner. Ejendomsværdien, der tidligere var sat til 2,5 millioner kroner, ligger til gengæld stadig på det samme niveau.

- Man ved nærmest ikke, om man skal grine eller græde. Det er nærmest tragikomisk. På den ene side må det simpelthen være en fejl - det kan ikke være andet. På den anden side bliver man meget bekymret, for man kan heller ikke klage over en midlertidig vurdering, konstaterer Marianne Lehmann Sørensen.

Det er meldt ud fra centralt hold, at de boligejere, der på papiret står til at stige i skat, i stedet får en skatterabat, så de ikke stiger i skat på grund af skiftet til de nye boligskatter, så længe de bliver boende.

- Selv om grundskyldspromillen bliver sat ned i kommunen, vil eventuelle nye ejere skulle betale mere end 600.000 kroner om året i grundskyld på grund af den vilde stigning i grundværdien. Det gør ejendommen helt usælgelig - hvem vil dog betale det. Intentionerne med de nye vurderinger var jo, at salgspriser og vurderinger skulle ligne hinanden - plus minus 20 procent. Jeg tvivler stærkt på, at vi kan sælge vores jord til 50-60 millioner, siger Marianne Lehmann Sørensen.

Folketingsmedlem og skatteordfører Anders Kronborg (S) lægger ikke skjul på, at også han var ved at gå bag over, da han så tallene:

- Det er et af de eksempler, jeg hverken kan eller vil forsvare - 66 millioner kroner virker jo helt hen i vejret. Jeg har omgående bedt Skatteministeriet gå i dybden med Marianne og Kim Lehmann Sørensens sag. Jeg har i øvrigt modtaget flere andre sager i dag fra blandt andet Varde og Haderslev kommuner, og dem har jeg også bedt om en vurdering af, siger Kronborg og fortsætter:

- Der er sendt foreløbige vurderinger ud til 1,7 millioner bolig-ejere i dag, og det er givet, der er fejl i nogle af dem. Det skal vi til bunds i, og jeg er blevet lovet, at der bliver set grundigt på de eksempler, jeg er gået videre med. Når det er sagt, at er det hele en vanskelig proces, og det er vigtigt at holde sig for øje, at otte ud af 10 danskere vil opleve skattelettelser. Men naturligvis stejler jeg, når jeg ser sådan nogle eksempler. Haderslev, Varde og Esbjerg kommuner var nogle af de områder, hvor der blev stillet samlede skattelempelser i udsigt.

Det første spørgsmål når ikke at blive stillet, og der er endnu ikke trykket optag på telefonen, før ordene kommer fra Casper Troelsen.

Ord fyldt med frustration og mistro. De falder langsomt og velovervejet i et opgivende tonefald.

- Nye ministre, nye tiltag... Jeg har ikke særlig meget tillid til systemet.

Casper Troelsen er tidligere udsendt til Afghanistan med Forsvaret. Nu er han invalideret af PTSD og førtidspensionist.

Han har sat sig ned i familiens hus i Ødsted nær Vejle til et interview med Avisen Danmark efter flagdagen for Danmarks udsendte, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lovede nye tiltag, så langt flere veteraner kan få anerkendt deres PTSD som arbejdsskade og dermed få erstatning.

Casper Troelsen glæder sig over ministerens intention, men glæden bliver overskygget af hans tvivl på, om det i sidste ende kommer til at gøre en forskel for ham selv og andre veteraner.

- Det er en flot tale. Der er kraft bag ordene, men er der handling? Det ved vi ikke. Der er mange, der kan holde en flot tale på en mærkedag. Men de ting, som de står og proklamerer. Det er sgu ikke altid, at der sker noget med det, siger Casper Troelsen, der taler af bitter erfaring.

- Jeg er blevet røvrendt så meget - igennem så mange år. Så hvis jeg ikke var syg i forvejen, så var jeg blevet det.

Avisen Danmark har tidligere beskrevet Casper Troelsens årelange kamp for at få anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade fra sin udsendelse. Undervejs er han to gange blevet tildelt ret til erstatning for senere at få den frataget igen. Kampen fik et foreløbigt punktum for omkring halvandet år siden med et nederlag i Højesteret.

Sagen blev afvist, fordi hans forløb ikke levede op til de tidsgrænser, der er vedtaget for, hvornår symptomerne opstår, og den endelige diagnose bliver stillet. PTSD'en skal være fuldt udviklet et til to år efter udsendelsen, men Casper Troelsens PTSD blev først konstateret i 2015, mere end fem år efter hans udsendelse.

Derudover var hans udsendelse ifølge en lægeerklæring kun 50 procent af årsagen til PTSD'en. De sidste 50 procent blev tilskrevet et overfald, Casper Troelsen var udsat for efter udsendelsen.

Det gjorde i den forbindelse ingen forskel, at lægen bag erklæringen samt en anden læge begge har vurderet, at Caspers PTSD er betinget af udsendelsen. Overfaldet var blot en udløsende faktor for det, der lå og lurede fra oplevelserne i Afghanistan.

Troels Lund Poulsen gav forbindelse med flagdagen et interview med Berlingske.

- Der er alt for mange veteraner, der burde få deres sager anerkendt, men som ikke får det. Dem vil vi gerne give bedre vilkår, sagde Troels Lund Poulsen til avisen.

Forsvarsministeren har dog endnu ikke konkrete tiltag på bordet. Han har sat gang i en analyse, som efter planen er færdig i begyndelsen af 2024.

Han luftede dog en idé om at indføre omvendt bevisbyrde, så det som udgangspunkt er myndighederne, der skal bevise, at en veterans PTSD ikke stammer fra udsendelsen og ikke omvendt.

Det vil være en god start, mener landsformanden for Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen.

- Vi synes, at man skal lade tvivlen komme veteranerne til gode, siger han til Ritzau.

Niels Hartvig Andersen vurderer, at det vil kunne gøre en forskel i et par hundrede sager, hvis det sker med tilbagevirkende kraft.

Casper Troelsen er dog ikke overbevist om, at det er nok. Han tror stadig, at systemet vil modarbejde mange sager.

- Det kræver også, at der er nogle ærlige ledere i Forsvaret, der vil stå ved de ting, som der er foregået på missioner, siger han.

- Samtidig bør det være sådan, at skulle det ske, at de nægter eller på anden måde, så bør det være sådan, at hvis der er to uvildige behandlere, der siger det samme. At PTSD'en er betinget af udsendelsen, så er der ikke noget at komme efter.

Casper Troelsens PTSD rammer ham blandt andet om natten, hvor rædsler fra krigen dukker op i mareridt. Han kan vågne adskillige gange i løbet af en nat og tro, at han er i krig.

Men også i hverdagen ligger PTSD'en på lur.

- Jeg bliver meget nemt stresset og presset. Hvis jeg for eksempel står i Brugsen, og der er mange mennesker, og jeg skal have cigaretter, og jeg så ikke når at sige det, inden ekspedienten siger beløbet, så er det lige før, at jeg smider det hele. Jeg begynder at svede og alt muligt, fordi der står mennesker og venter på mig. Det kan jeg ikke have, fortæller Casper Troelsen.

Historier om, hvad der sker i verden, kan også presse ham.

Han har været meget optaget af krigen i Ukraine, og kan ikke forstå, at Danmark ikke gør mere for at forberede sig på en eventuel krig på dansk grund.

Han beskriver selv, at han er i konstant alarmberedskab og let kan gå i selvsving

- Så begynder jeg at lave foranstaltninger med at pakke soveposer, konservesmad og finde generatorer og alt muligt andet.

Modgiften til det konstante alarmberedskab er især familien. Han får ro, når han kan lege eller tage på ture med sin 11-årige datter, når han træner sine to hunde, når han er i naturen, og når han hugger brænde eller laver andre praktiske projekter.

Trods sin mistillid til systemet, har Casper Troelsen ikke opgivet håbet om erstatning endnu.

Det vil betyde meget for ham af to grunde.

For det første vil det give familien noget økonomisk frihed, som der ikke er så meget af med den ene forælder på førtidspension.

- Det vil give mig et forsørgelsesgrundlag igen over for min familie, siger Casper Troelsen.

For det andet er det vigtige for Casper Troelsen selve anerkendelsen af, hvad han har gjort for sit land, og hvad det har kostet ham.

- Så har jeg noget fysisk. Både et papir og en medalje (såret i tjeneste-medalje, red.), som jeg stolt kunne tage på, og sige til min datter Smilla: "Se, den har far fået, fordi jeg har været i krig og gjort tjeneste sammen med en masse andre. Og jeg er blevet syg af det."

Biiip.

Klokken er lige rundet ni om formiddagen i lægeklinikken Lægerne Odensegade i Aarhus, og venteværelset er næsten fyldt. En mand med sin lille datter på armen og en cykelhjelm i hånden jonglerer med sit sundhedskort for at få det scannet.

Patienterne i venteværelset er mødt op for at få en akuttid hos lægen. Men de kan støde på, at de kommer ind til en medicinstuderende i stedet for en uddannet læge.

I klinikken arbejder der nemlig fire studerende på skift i formiddagene sammen med lægerne. En af dem er den 25-årige Frederikke Nørholm Henriksen, som er i gang med kandidatuddannelsen i medicin.

Hun er begejstret for jobbet.

Det, der har overrasket hende mest, er, at hun nu er blevet overbevist om, at hun skal være praktiserende læge i fremtiden, fortæller hun.

- Min mor er sygeplejerske og har arbejdet på en gynækologisk afdeling i al den tid, jeg kan huske. Så jeg havde altid tænkt, at jeg skulle være gynækolog. Men nu har jeg pludselig som mit primære ønske at være praktiserende læge. Det er det, der er kommet mest som en overraskelse for mig, siger hun smilende.

Det er blevet mere normalt at møde en medicinstuderende, når man går til lægen.

Antallet af medicinstuderende med studiejob i almen praksis er nemlig tidoblet de seneste 10 år. Fra 190 studerende i 2014 til 1938 studerende i år. Det viser tal fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Og det er både godt for samfundet - set i lyset af manglen på praktiserende læger - og for den enkelte studerende, der "med garanti bliver en endnu bedre læge" af studiejobbet, mener formand for PLO, Jørgen Skadborg.

- Antallet af studerende i praksis er eksploderet, og det er en rigtig god udvikling. De får praktisk erfaring i at omgås patienter af enhver type. Når de kommer ud som læger, så er de med garanti nogle endnu bedre læger, siger Jørgen Skadborg, formand for PLO.

Samtidig er det hans håb, at studiejobbet kan være med til at inspirere de kommende læger til gerne at ville slå sig ned i almen praksis frem for at vælge en af de øvrige lægespecialer. Og det er der brug for.

Sundhedsreformen fra maj 2022 indeholdt et mål om, der i 2035 er mindst 5000 praktiserende læger. I dag er der cirka 3500.

- Der er alt for mange danskere, der ikke har en fast praktiserende læge i dag. For at gøre noget ved det, skal der uddannes flere, og det skal være nogle, der har lyst.

- På den her måde kan de studerende få øjnene op for, at det er sjovt at arbejde i praksis, siger han.

Jørgen Skadborg mener ikke, at patienterne har grund til at være bekymrede for, at de møder en studerende frem for en læge. Han peger på, at det er normalt i et lægehus, at nogle opgaver såsom at tage telefoner og lave blodprøver udføres af andet personale. Det kan for eksempel være sygeplejersker, sosu’er, lægesekretærer - eller altså medicinstuderende.

- De laver alt det, der ikke strengt taget er lægearbejde. Og der kan medicinstuderende løse en masse opgaver, som passer på deres mange kompetencer, siger Jørgen Skadborg.

Medicinstuderende kan dermed også være med at til at aflaste behovet for at have sygeplejersker ansat i lægeklinikker, mener Jørgen Skadborg.

- Sygeplejersker er der hårdt brug for på sygehusene, så derfor giver det god mening at bruge medicinstuderende i lægeklinikkerne i stedet, siger han.

Hos Lægerne Odensegade er der netop ikke sygeplejersker ansat, fortæller Frederikke Nørholm Henriksen.

- Vi er fire medicinstuderende, som varetager nogle af de her sygeplejerskeopgaver. Og så har vi udover lægerne en kollega, der er plejehjemsassistent, som har arbejdet her i mange år. Hende kan man altid spørge om hjælp. Og hun er mega-god til at tage blodprøver, så hvis man har problemer med det, kan hun altid hjælpe, siger Frederikke.

Den praktiske erfaring, som Frederikke får i studiejobbet, er guld værd for hende som kommende læge.

- Ét er at læse noget i en bog. Det er noget helt andet at se tingene i virkeligheden, siger hun.

Når Frederikke er på arbejde, hjælper hun lægerne med at tilse patienter i akuttiderne om morgenen. Det kan være, at de kommer ind med ondt i halsen, et bygkorn i øjet eller en hævet ankel efter at have vrikket om, fortæller hun.

Frederikke hjælper også med at tage opkald fra patienter i løbet af formiddagen og svare på elektroniske henvendelser.

Og så har Frederikke også sine egne patientkonsultationer, hvor hun for eksempel tager blodprøver, laver celleskrab og hjertekardiogrammer, som lægerne skal bruge.

Frederikke fortæller, at der er fuld åbenhed overfor patienterne om, at hun endnu ikke er uddannet læge.

- Det første, jeg siger, er, at jeg hedder Frederikke, og jeg er medicinstuderende. Jeg siger også ofte, at jeg snakker med dig først, og så går jeg ind og henter en af lægerne, fortæller hun.

Når Frederikke har lavet de indledende undersøgelser, konfererer hun mange gange med en læge om, hvad der skal ske. Og det skaber stor tryghed for patienterne, fortæller hun.

- Jeg tror, at patienterne føler sig trygge ved os. De ved, at lægen altid er med indover, siger hun, der ikke har oplevet, at patienterne er utilfredse ved at komme ind til hende.

- Det gør jo også, at de kan komme hurtigere til, påpeger hun.

Venstre er kommet til en erkendelse.

I mange år har de nuværende regeringsparti kæmpet for at holde det milliardbeløb, som Danmark betaler til EU, nede.

Men med krigen i Ukraine og udsigten til mange flere medlemslande betragter Venstre det som uundgåeligt, at regningen for det danske EU-medlemskab vil vokse markant.

Og derfor erklærer partiet sig også klar til, at Danmark i fremtiden betaler markant mere til EU, siger europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V) på vegne at sit parti.

- Prøv at høre her, vi er åbne over for, at EU's budget bliver større, fordi det kommer til at ske. Det er ikke et spørgsmål, om det kommer til at ske. Det er kun et spørgsmål om, hvornår og hvordan, siger han.

- Og derfor kan vi lige så godt åbne den diskussion. Velvidende at den er svær, fordi vi aldrig har været særligt interesseret i at betale for meget i Danmark til det EU-budget. Og det har Venstre i særdeleshed heller ikke.

Med det tager Venstre hul på de diskussioner, som partierne i Folketinget skal have, når de med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) for bordenden skal forhandle en ny europapolitisk aftale inden længe.

Onsdag holder Europa-kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, sin årlige State of the Union-tale.

Forventningen er, at hun i talen foran Europa-Parlamentet vil komme ind på den store udvidelse, som EU står overfor.

Det er en debat, som EU-præsident Charles Michel for alvor satte gang i, da han i en tale for cirka to uger siden sagde, at EU skal være klar til at optage de nye medlemsstater i 2030.

Det er blandt andet Ukraine og Moldova, som EU gav kandidatstatus sidste sommer. Men også Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet står og tripper for at komme med.

Det er også det, der kommer til at være på dagsordenen på det næste topmøde i oktober.

Med det in mente, mener Morten Løkkegaard, at det er på høje tid, at debatten også for alvor når til Danmark.

- Vi har sovet tornerosesøvn for længe, og nu må vi til at vågne op, siger han.

Partiet er klar til at spille sine krav på bordet.

Før nye medlemslande kan inviteres ind i EU-klubben, og før Venstre vil give grønt lys til et større EU-budget, skal EU indføre et Noget-For-Noget-Princip, lyder det vigtigste krav fra partiet.

Det skal simpelthen være en mekanisme, der lukker kassen for de medlemslande, som undlader at gennemføre fælles regler.

- Vi er nødt til nu at få et regime, hvor man rent faktisk tager det alvorligt, det man selv har vedtaget, siger Morten Løkkegaard.

- Det vil sige, at man ikke kan komme med, medmindre man er indstillet på at overholde reglerne, ellers får man ikke en klink.

Vil det være et ultimativt krav fra Venstre under forhandlingerne om en ny europapolitisk aftale?

- Det er for tidligt at sige, at noget er ultimativt, siger Morten Løkkegaard.

Morten Løkkegaard foreslår også, at der skal indsættes en ny håndhævelseskommissær, som skal sørge for, at medlemslandene rent faktisk indfører de regler og lovgivning, de er forpligtede til.

Det skal være det, som Løkkegaard kalder en ”superkommissær”, og som skal have magt på linje med konkurrencekommissæren og klimakommissæren i EU.

Og så mener Venstre, at flere beslutninger i EU skal træffes som flertalsafgørelser, når der kommer flere lande rundt om bordet.

Det er en holdning, som Lars Løkke Rasmussen også har luftet.

Danmark er kendt for at være lidt af en budgethøg, når det kommer til EU-budgetterne, og er generelt ikke meget for at poste flere penge end højest nødvendigt i det europæiske samarbejde.

Mette Frederiksen kaldte det endda ”fuldstændig gak”, at der inden den seneste budgetforhandling i 2020 var udsigt til et større EU-budget og dermed en større milliardregning til Danmark.

Statsministeren mildnede dog efterfølgende sit standpunkt en smule.

Efter svære forhandlinger i Folketinget fik hun endelig mandat fra et flertal af partierne til at forhandle EU’s syvårige budget på Danmarks vegne.

Meget opsigtsvækkende var det flertal dog uden Venstre, og det splittede også partiet internt.

Søren Gade, som den gang sad i Europa-Parlamentet, endte med at afstå fra at stemme, da budgettet skulle endeligt vedtages.

Forhandlingerne om det næste syvårige budget starter i 2024, og her lægger Venstre altså op til at indtage en anden position end sidst.

Lars Løkke Rasmussen har allerede gjort det klart, at den store udvidelse på ingen måde bliver gratis for Danmark, og at det kommer til at koste en del mere end de cirka 7,88 milliarder kroner, som det ifølge Finansministeriet netto kostede om året i 2021-22.

Danmark vil stadig være i det restriktive hjørne, men ”der kommer et kæmpe træk på kasserne”, sagde han i juni i et interview med Jyllands-Posten.

Moderaterne henviser til Løkkes tidligere udtalelser uden at kommentere Venstres krav til de kommende forhandlinger.

Socialdemokratiets EU-ordfører, Henrik Møller, mener, at det er svært at lægge pengene på bordet allerede nu, når beløbets størrelse fortsat er ukendt.

- Men jeg anerkender, at det er noget af det, vi kommer til at diskutere. Men fra Socialdemokratiets side udsteder vi ikke en blankocheck, siger han.

Er Socialdemokratiet klar på at betale en større regning?

- Det kommer jo an på, hvad der kommer ind i puljen. Hvis vi snakker status quo, så er vi ikke indstillet på, at der skal flere penge til, men det er klart, at hvis vi snakker udvidelse, vil det være naturligt, at det også bliver diskuteret, siger Henrik Møller.

Den seneste europapolitiske aftale er fra 2008.

Mine knoer svier og er røde. De er mørbankede, for denne søndag, hvor jeg er ude at samle ind for Red Barnet, har jeg igen og igen banket dem ind i døre af alle afskygninger med det til fælles, at de ikke har en dørhammer eller dørklokke. Hvis de har en klokke, virker den for det meste ikke.

Hvad er meningen? Får folk ikke længere uventede besøg? Har vi opgivet selv pakkeposten og i stedet forliget os med "traf-ingen-hjemme"-sedlerne?

Eller er vi i virkeligheden bare begyndt at forskanse os i et forsøg på at undgå unødig kontakt med andre mennesker? Og hvorfor så det? Det er jo en sikker vej til ensomhed før eller siden.

En dør uden dørklokke eller dørhammer er en uvenlig dør. Man slår sig på den i mere end én forstand, for den er også et signal til fremmede om, at man ikke er velkommen.

- Sagde du Red Barnet? Nej, det vil jeg fandme ikke. Jeg redder kattene.

Manden i arbejdstøj, der ikke er blevet brugt på at rydde op i hans vild-med-vilje-forhave krydret med udefinerbare materialer af jern og træ, glor olmt på mig.

"Det er helt i orden. God søndag," svarer jeg.

For naturligvis er det i orden ikke at ville eller kunne give til det ellers så gode formål.

Manden har ikke bedt om mit besøg. Jeg har trængt mig på, og det kan føles intimiderende, selv om jeg står med mit mest indladende "det-går-til-et-godt-formål"-smil og gør mig lidt mindre, end jeg trods alt er.

Det går ikke meget bedre hos ham i kun underbukser, der ligger og sover ved 13-tiden og rasende smækker døren i igen.

Min rute går gennem en lille by med en stor omegn. Her er lønindkomsterne i den nedre del, og mange er på overførsel. Måske er det derfor, der er langt mellem virkende dørklokker og tættere til irritation. 

Jeg har ingen raslebøsse. Kontanter er vurderet for omkostningstunge at håndtere, men mobilbetaling udfordrer de søde, søde gamle. Det kan godt være, at de kun kan gå med rollator, at syn og hørelse har svigtet, og at pengene er små. Men de vil gerne snakke og støtte, og de vidste, at jeg måske ville komme. For de ældre følger med - i aviser, på tv og over radioen - og har helt styr på, at der er landsindsamling.

Det kan man ikke skrive om de yngre på min vej. De er ikke uvenlige - kun uvidende. Om indsamlingen og Red Barnet. Og de holder på pengene. Svaret er nej. Deres ry som sociale omfatter åbenbart kun hinanden. I hvert fald her på denne dag, for et enkelt menneskes erfaring som indsamler kan naturligvis ikke bruges til en valid konklusion.

Der viser sig også at være en særlig kategori af borgere: Den undskyldende klasse.

- Jeg har desværre ingen kontanter.

- Det er ikke noget problem. Vi tager mobilepay. Har du en telefon?

- Øh, jeg ved ikke lige, hvor den er.

- Giv mig nummeret, så kigger jeg på det senere...

Nogle mennesker har svært ved at sige nej.

- Dejligt du kom, udbryder en venlig kvinde, og jeg får lyst til at kramme hende, fordi hendes dørklokke virker, og fordi jeg lige har fået skældud for at forstyrre et par huse forinden.

Og hun er ikke den eneste venlige sjæl. Langt fra.

Da fem timers hånd-ødelæggende bankeri er slut, og benene har båret mig 8,5 kilometer, har det lille samfund gavmildt leveret over 2500 kroner.

Samlet set fik Red Barnet 9,3 millioner kroner i kassen til landsindsamlingen 3. september. Penge, der nu skal bruges til udsatte børn både herhjemme og i udlandet. Det er over en million kroner flere end sidste år. Og næsten to millioner flere end for fem år siden.

Og naturligvis skal jeg afsted igen næste år - med handsker på.

Hverken vagthunde, nedrullede gardiner eller manglende dørklokker/dørhammere kan holde mig hjemme fra mødet med en masse spændende mennesker i en god sags tjeneste. Og helt ærligt, du vittige mand: Det er kun godt, at der også er nogle, der vil redde kattene. Hvis du samler ind, så tag fat i min dørhammer og bank løs: Jeg skal nok give et bidrag.