Når øjeblikke bliver til minder. Når hændelser bliver til flashback. Minderne er som bål, der brænder i natten, dragende og varmende i de rette hænder. Flashback er godstoget, der brøler forbi dig og med sin kraft truer med at trække dig ned i tid og sted. De har dem begge to, Merlina og Kim. Minderne og flashbackene.

Der var en tid før. En sommer før krigen, og et liv. Merlina er 15 år og med planer for fremtiden. Efter gymnasiet skal hun til London for at lære engelsk. Kim går på handelsskolen i Tønder. I klassen er der flere, der har været udsendt allerede, og det vil Kim også. Han vil ned og skabe fred.

For Merlina starter krigen og flugten med en dundrende trussel fra Radovan Karadžić på det sidste møde i det bosniske parlament den 15. oktober 1991.

”Tro ikke, at I ikke fører Bosnien-Hercegovina til helvede, og tro ikke, at I måske ikke fører det muslimske folk mod udslettelse, for muslimer kan ikke forsvare sig, hvis der bliver krig.”

Han truer dem, der ønskede at frigøre sig. Den bosniske uafhængighedserklæring bliver startskuddet. Folket stemmer for uafhængigheden. De har levet under et kommunistisk regime længe, og man ønsker nu selv at ville bestemme.

- Vi troede, vi var civiliserede. Vi troede ikke på, at vi levede i en verden, hvor mennesker pludselig ville bekrige hinanden. Vi havde gratis undervisning. Vi havde det godt. Min far var politimand, men da han stiftede familie, skiftede han spor og blev historie- og geografilærer. Min mor var bogholder. Vi var en normal familie på seks. Derfor er det så svært at forstå, hvordan krig overhovedet kan have gang på vores jord, i vores liv.

Merlina har et særligt blik i øjnene, når hun taler om fortiden. Hendes mørke øjne bliver triste, men hun fastholder blikket i insisterende sekunder, indtil hun lader det glide ud på regnen og byens trafik.

Lyden af krig er det første, der rammer. Det er en lyd, som Merlina aldrig har hørt før, men som hun instinktivt ved, hvad er. Det er lyden af faldende granater og hendes første minde om krig:

- Den første nat, de begyndte at bombe, gik vi ikke ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Min far sagde, at vi i stedet skulle sætte os ud i bilen og køre væk. Alle sad vi i bilen, mine forældre, mine tre mindre søskende og jeg. Pludselig faldt der en granat meget tæt på os. Min far råbte, at vi skulle forlade bilen og løbe ned i kælderen. Han var den sidste, der forlod bilen, og lige efter ramte en granat bag ham. Han var et hestehår fra at blive ramt. Derefter boede vi i mange dage og nætter i beskyttelsesrummet.

*

Kim sidder i Kastrup lufthavn og venter. Hans mor tager et billede af ham. Han er beklemt ved situationen, for hvad er det egentlig, han har meldt sig til?

- Jeg landede om sommeren i 1999 i Athen i Grækenland. Det var varmt. Alle vores køretøjer blev sejlet til Thessaloniki. Grækerne var venligtsindede over for serberne, så de ønskede ikke vores tilstedeværelse. De forlangte, at vi forlod landet hurtigst muligt. Vi kørte nordpå mod Štip i Makedonien. I solen kom temperaturen op på 50 grader, så vi hængte vores tunge vintersoveposer op for at skærme os mod varmen. Sådan fortsatte vi hele vejen til Kosovo.

Pludselig står han i alt det, han har hørt om:

- Vi havde overtaget en gammel kaserne. I rummet ved siden af mit værelse kunne man se, at bygningen var blevet ramt af en mortergranat. Der var spor af krig. Pludselig hørte jeg geværsalver, jeg gjorde det, jeg var trænet til. Jeg fandt al min udrustning frem. Men det var blot lydene fra en nærliggende skydebane. Jeg var stadig bare en ”pinky”, en nybegynder.

Kim er udstationeret i syv måneder. Efter tre måneder hjemme bliver han prikket på skulderen og spurgt, om han vil sendes ud igen med Hold 6. Kim tager af sted igen.

Merlina og hendes familie sidder i mange dage i beskyttelsesrummet i deres lejlighedskompleks. Men en nat får de at vide, at de skal væk derfra. De skal forlade kælderen og Bosnien. Den serbiske hær er på vej, og de skal søge tilflugt i Kroatien:

- Der måtte ikke være noget lys, og der måtte ikke være nogle lyde. Vi forlod byen en efter en i en lang række. Jeg vidste ikke, hvor mine forældre var, jeg stod bare i køen. Det eneste, jeg havde, var min lille rygsæk, der var intet i rygsækken - blot lidt tøj. Vi bevægede os som en lydløs slange gennem natten. Mens vi gik, indså jeg, at jeg aldrig ville komme tilbage igen. Jeg har forladt alt. I begyndelsen var jeg sur, som enhver teenager ville have været. Hvorfor sker det her for mig? Der bliver skyndt på os. I må ikke snakke. Bare kig på personen foran dig og følg med. Vi gik i fire timer, da lyset begyndte at stige op over bjerget. Da vi ankom til foden af bjerget, kom lastbilerne. De skulle hente os og køre os ind over grænsen til Kroatien. Der var presenninger hen over lastbilerne. Vi blev gennet ind i dem. Hurtigt. Hurtigt. Jeg var stadig alene, og jeg vidste ikke, hvor mine forældre og søskende var. Vi var alle alene.

*

Kim er udsendt endnu syv måneder. Det er svært at vende hjem. Det hele sitrer i ham efter at komme af sted igen:

- Roen er det værste. Den tomme lejlighed. Jeg var blevet vant til lyden af en generator, der larmede konstant. Jeg var alene. Jeg stod i et vakuum. Jeg skulle bare være Kim, være storebror, være søn, festabe, og jeg skulle være alle de ting, jeg har fået aflært, mens jeg var udsendt. Og det er det, jeg bøvler med nu. Psykologen har sagt til mig, at jeg aldrig vender helt hjem. Jeg kommer aldrig til at lande rigtigt, for jeg kan ikke finde roen. Den kommer først, når jeg bliver udsendt igen, derfor vil jeg af sted.

Denne gang er Kim hjemme i tre dage, så starter krigen i Kosovo, og pludselig har han en ny mission.

Der findes en tidsmæssig intethed, hvor alt er smeltet sammen, og intet er sig selv. En overgang fra en fjern tid, hvor man aldrig mere vil være og aldrig helt kan forlade. Merlina har ingen billeder fra sin barndom, hun mistede dem alle. Men følelsen af tvang forlader hende aldrig, den har hun taget med sig. Kim bærer rundt på sin PTSD, i sindet, men også på armen som en tatovering. Begge rejste de ud af intetheden bærende på hver sin smerte. De havde intet andet valg.

Merlina er landet i en flygtningelejr i Kroatien. Det er ikke hjem, men der er ro, og de får mad. Hun begynder at tro på, at det her bliver deres nye hjem. De går i skole hver dag, lyden af granater er der stadig, den blander sig med lyden af sirener, men det er i det fjerne. Endnu er der ingen konflikt mellem Bosnien og Kroatien, og de bor på grænsen mellem de to lande i et år fra oktober 1992 til juni 1993.

- En dag kom min far hjem, han var blevet indrulleret i den bosniske hær. Han fortalte os, at vi skulle forlade byen. Den kroatiske del af befolkningen ønskede ikke længere at dele land med os bosniere. Vi rejste til Zagreb (hovedstad i Kroatien, red.) for at bo hos min mors veninde. Min mor ringede til sin søster, hun var blevet tilbage. Hun fortalte, at alle de muslimske forretninger og moskeen var blevet destrueret. I tiden derefter blev min far taget til fange af kroaterne. De satte ham i koncentrationslejr.

Familien er i Zagreb i fire dage, så køber de billetter til en af de mange busser, der i en lind strøm forlader byen. Planen er at komme til Sverige.

*

Kim er kommet til Kosovo, men det er ikke længere militæropgaver, de skal påtage sig. Deres arbejde minder om politiarbejde. I starten har de intet udstyr og er derfor nødt til at lave deres egne køller for at kunne forsvare sig. Kontrasterne er voldsomme for Kim. Han står på en bro i Mitrovica, den bro, der i dag deler byen i to; serberne på den ene side og kosovoalbanerne på den anden. Kim står midt i en demonstration omringet af tusinde albanere. Han ved, at han skal hjem samme dag. Pludselig bliver han hentet, han bliver sat på en bus, der kører fra Makedonien til Skopje, hvor han sætter sig i et fly. Otte timer senere står han på et værtshus i Tønder og drikker øl med vennerne. Det er kontrasterne, der er det sværeste. Fra krig til fred. Fra en demonstration i Mitrovica til en Fakta i Tønder.

- Jeg bærer på min PTSD, som jeg bærer på mine tatoveringer. Jeg fik PTSD i 1999, og jeg ved nøjagtig hvor, men jeg ved ikke hvordan. Det kom som et lynnedslag, men min hjerne har tabt det minde. Jeg har amnesi. Det eneste, jeg husker, er lyset fra den lygtepæl, vi går mod. Men jeg ved, at vi er på en mission. Der mangler otte mænd, og dem skal vi hente. I en enhed på 16 mand begynder vi at bevæge os gennem Zvecan by for at finde dem. Vi skal igennem en enorm menneskemængde, 5000 serbere, der truer os, slår os og spytter på os. Vi når derop, og så husker jeg ikke mere.

Ud af gruppen på 16 er de fem i dag på førtidspension med PTSD, fire har taget deres eget liv. Kim har ingen detaljer, for han kan stadig intet huske. Hans hjerne vil ikke tillade det, hændelsen har været for voldsom. Når Kim taler om det, tager han diskret fat i bordpladen, han mærker efter, at begge ben er på gulvet i stuen i Møgeltønder, først da ved han, at han ikke er tilbage, men at han er her ved spisebordet i hjemmet.

*

Merlina er landet i Swinoujscie i Polen, der modtager de besked om, at Sverige ikke længere tager mod flygtninge. De sidder trætte og udmattede på busstationen i Swinoujscie.

- Jeg husker tydeligt min mors ansigt. Hun var alene med fire børn. Hun satte sig ned helt tavs og bleg. Jeg kunne se, at hun ikke kunne græde, og hun havde ellers grædt så meget. Hun sagde ingenting. Alt var underligt. Min bror og jeg spurgte hende, hvad der skulle ske. Hun svarede ikke. Der gik et stykke tid, hvor længe ved jeg ikke. Så kiggede hun op på os og sagde: ”Vi skal ikke tilbage!” Hun mobiliserede al sin styrke og begyndte at finde en udvej. Hun talte med de andre voksne om deres muligheder. Der var dukket mange tv-stationer op, og pludselig stod dansk fjernsyn foran os. De begyndte at stille spørgsmål. Der var mange stationer, men jeg husker kun den danske. Måske var det derfor, vi tog til Danmark? Det føltes ikke som et valg, men jeg husker tydeligt alvoren i hendes stemme, da hun sagde, at vi aldrig skulle tilbage.

Merlina og familien ender med at tage færgen fra Swinoujscie. Hun er dårlig og kaster op under hele færgeturen. De lander i Danmark og bliver kørt til Gentofte.

- Jeg glemmer aldrig mit første måltid i Danmark. Det var et stort tag-selv-bord, og alt smagte så godt. Vi blev interneret i endnu en flygtningelejr. Men denne gang måtte min lillebror på 13 ikke være sammen med os, vi blev opdelt i kvinder og mænd, og han hørte nu til mændene. Han var ved at græde. I et fremmed land skulle han være helt alene, og han skulle for første gang sove alene om natten. Han kæmpede med tårerne, men jeg kunne se, at han holdt dem inde. Han bed det i sig, det var ham, der nu skulle være en mand, nu da min far ikke var her. En lille mand helt alene. Da han forsvandt ind i mændenes barak, begyndte min mor og jeg at græde.

De bor i Gentofte et par dage, så bliver familien sendt videre til Odense. De er 600 mennesker, der skal bo i to lejre, en i Hjallese og en i Næsbyhoved, hvor de lander. Barakkerne står ikke helt færdige, så de starter med at bo i telte. De får et værelse, fem mennesker, men det er det største værelse, der er. I barakken bor der 10 familier i alt, de deler bad og toilet, to af hver, og et fælles køkken. Det er sommeren 1993.

Merlinas far kommer til Danmark i 1995, to år efter de andre. Han sad i koncentrationslejren i ni måneder.

- Endelig kom han. Han var så tynd og skaldet. Og der var en blanding af så mange følelser, glæde, overraskelse og smerte. Jeg genkendte ham med det samme, men det var en underlig følelse at se ham sådan. Hans ansigt bar præg af at have oplevet for meget. Han havde oplevet for meget af det onde. Han græd, da han så os, men der var noget i hans øjne, jeg ikke kunne genkende. En smerte. Og det blik følger ham. Smerten er stadig i hans øjne. I de øjeblikke, hvor han kigger ud ad vinduet, stirrer han, og vi ved, vi ikke skal forstyrre ham.

Merlina går på gymnasiet, det er en forsøgsordning med Nordfyns Gymnasium. Hun taler et godt engelsk, og det hjælper hende, for det danske sprog er svært at lære, men langsomt begynder hun at genkende ord som ”hej” og ”tak”. Deres hjem i Bosnien er jævnet med jorden. Det hørte til et af de områder, som var ”etnisk udrenset”. Merlina hader det udtryk.

- Mine følelser er stadig gennemsigtige, og jeg savner følelsen af at være bosnier, så det er vigtigt, at mine børn kender vores kultur og vores sprog. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke er dansker, for den danske kultur fylder meget fra den danske jul, som vi fejrer, til den danske litteratur. Men jeg har også brug for at fortælle mine børn om min barndom, om tiden før krigen. Om sommeraftnerne, hvor vi løb ude og legede, og min mor kaldte på os, og vi lod som om, vi ikke hørte hende. Jeg fortæller dem om floden, der løber gennem byen. Om duften af sommer, der er helt anderledes end her. Og om lyden af cikader og smagen af friske figner. Jeg er nødt til at huske tilbage på de solidariske øjeblikke og give dem videre til mine drenge, for jeg vil ikke give hadet videre. Men min farmor kan ikke tilgive - de oplevelser, hun har haft, var for voldsomme, og jeg forstår det godt. Men vi skal huske på de mennesker, der hjalp os, som dem, der hjalp jøderne under anden verdenskrig. De mennesker skal vi huske.

*

Mens jeg snakker med Kim, kører der billeder af de store demonstrationer i Mitrovica i hovedet på ham. Det er som en konstant film. Han kan mærke trykket fra menneskene, og han kan høre larmen, men det er alt sammen indeni.

- Det er lugt, der kan udløse ting hos mig, ikke så meget lyde. Jeg får sommerfugle i maven, lige inden det starter, hele min krop kribler, og så kører det bare. En dag kørte jeg over grænsen til Tyskland, jeg kørte forbi en politimand og rullede vinduet ned for at vise mit pas. I baggrunden stod der en dieselgenerator, som osede røg ud. Da diesellugten kom ind gennem mit åbne vindue, delte mit hoved sig i to. Det var et løbsk lysbilledshow, der begyndte, men maskinen var løbet løbsk. Da vidste jeg, den var gal.

Da Kim kom hjem, ringede han til Veterancenteret. Han går nu ugentligt hos en psykolog og en fysioterapeut.

Timeglasset er ikke randt ud, det er væltet og slået i stykker. I blandingen af sand og glas skal Merlina og Kim finde en ny tidshorisont, men de er begge på vej.

Merlina:

- Jeg har været en fremmed så længe, eller rettere følelsen af fremmedhed, den er der altid. Folk spørger mig, om jeg vil vende hjem, vende tilbage. Tilbage til hvad? Jeg har et andet modersmål, men det har mine børn ikke, deres modersmål er dansk. Jeg har stadig den bosniske baggrund og kultur, og den er en gave til mine børn. Men den politiske situation i Bosnien er stadig nationalistisk, og den by, som jeg forlod, er ikke længere den samme. Nationalismen løber som en flod gennem byen og gennem landet, og jeg ønsker ikke, at mine børn skal vokse op i skyggen af nationalismen. Mine børn skal lære, at der er flere måder at være menneske på.

Kim vil gerne af sted igen, måske som en del af noget nødhjælp, hvor han ikke skal have sit våben med, men blot redde mennesker med sin person og sit virke. Han er stadig rastløs og har svært ved at finde ro. Kun i skoven, i mørket inden solopgang findes noget, der minder om ro. Når livet begynder at vågne, når lyset lægger sig over byen og skoven. I det tidlige spæde morgenlys, der vækker alt til live, findes roen.

Jens Hansen havde en bondegård, synger børnene - eller det gjorde de i hvert fald engang.

Sådan nogle gårde som Hansens med mange forskellige slags dyr og afgrøder findes nemlig stort set ikke mere. Det kan ikke lade sig gøre, siger man, og verden har i stedet kastet sig over specialisering og monokultur på godt og ondt.

Men jo. Det kan det godt lade sig gøre at drive en gård med både forskellige dyr og afgrøder, og det kan ovenikøbet gøres i harmoni med naturen. Det kan man se i en rørende, klog og afsindigt flot filmet dokumentar på DRTV.

Dokumentaren hedder "Den største lille gård" og foregår i USA. Her opkøber byboerne, naturfotografen John og madbloggeren Molly, en farm med masser af jord. Død jord. Hård, tør, livløs.

Intensiv dyrkning har taget livet af bier, orm og de nødvendige mikroorganismer. Projektet ser mildt sagt håbløst ud.

 Parret møder en ekspert i jordbrug - en gammel hippie i hørtøj og sandaler, og han fortæller dem, hvad de skal gøre. Hans ord er interessante, men forekommer ved første møde også vidtløftige.

- Syv år - siger han, mens han kigger ud over "ørkenen".  - Om syv år vil det hele være som at surfe.

I bibelsk forstand taler man om de syv plager. Og plager er, hvad der rammer det håbefulde par.

Deres høns bliver ædt af prærieulve, horder af slimede snegle gnasker løs af træerne i den nyanlagte frugtplantage, gigantiske flokke af stære napper dens frugt, og jordegern i tusindvis smadrer træernes rødder. En tørke farver dammen algegrøn, en storm river og flår, og da vandet endelig kommer, tager det jorden med sig i gigantiske floder - dog uden om den lille farm ...

Undervejs får man lyst til at skyde, sprøjte, banke og barrikadere naturen på plads. For hvor er det bare typisk: Så snart, der er noget at æde, kommer skadedyrene.

Men hov!

Findes der overhovedet skadedyr? Er vi her alle sammen, fordi vi har en rolle i det store og uigennemskuelige kredsløb, der hedder liv? Er alt livet - fra myren til mennesket - i virkeligheden så tæt forbundet, at vi ikke kan leve uden hinanden?

Det tyder på det, og det er her, dokumentaren bliver så voldsomt gribende, livsbekræftende og inspirerende at se, at en lille tåre presser sig på. For det viser sig jo, at naturen er den største hjælp, parret kan få. Det kræver bare, at de forstår den og tilpasser sig den. Da det sker, bliver farmen til et paradis.

Jeg har set den "Den største lille gård" to gange nu. Mens jeg sender en kærlig tanke til mine bedsteforældre. De havde en Jens Hansen-bondegård med grøftekant og en uudnyttet mose. Her var lykken at plukke forårets engblommer, at kæle for en nyfødt gris, samle æg, at høste ærter i urtehaven eller at skubbe køerne ind til aftenmalkning.

Her var mangfoldighed, og det er en af opskrifterne i "Den største lille gård". Jo større diversitet, jo mindre sårbarhed og jo flere vilde dyr - store som små - til at holde hinanden i skak.

Man får ikke noget at vide om økonomien - det ser nu ud til at gå godt. Men pointen i denne dokumentar handler heller ikke om profit, eller om hvor megen vækst man kan pine ud af hver eneste kvadratmeter. Den handler om forbundethed. At vi mennesker og dyr er forbundet med naturen og med hinanden.

Det system er så genialt, og vi havde aldrig selv kunnet opfinde det - heller ikke med kunstig intelligens.

Intet er større end naturen.

"Den største lille gård". Dokumentar på DRTV. 1 time og 27 minutter

Samme dag som Rusland invaderede nabolandet Ukraine, torsdag den 24. februar 2022, opfordrede den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj hele verden til at tage del i kampen.

- Vi vil uddele våben til alle, der vil forsvare landet, skrev han på sin Twitter-profil, og i løbet af få uger skrev 20.000 udlændinge sig op til Ukraines internationale legion.

Herunder mindst 100 danskere ifølge den ukrainske ambassadør i Danmark. Det gælder blandt andet Martin Friis, der søndag stod frem i Avisen Danmark og fortalte, at det var de bedste, han nogensinde havde gjort for sig selv. 

Nogle havde militærerfaring, andre havde ikke, men det gjorde ikke den afgørende forskel. Det var nemlig ikke evnerne på slagmarken, der var rekrutteringens udelukkende fokus.

- Den brede mobilisering havde en stor symbolsk betydning. Det skabte fortællingen om, at det her ikke bare var Ukraines krig, men et forsvar for hele Europa, siger Maja Touzari Greenwood, postdoc ved Edinburgh University og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun blandt andet har forsket i fremmedkrigere i Ukraine.

- De fleste som ankom fra Danmark og internationalt lader til at have haft nogen militærerfaring, men der landede også krigsentusiaster og folk på flugt fra arrestordrer, siger hun.

Ifølge hende gjorde de mange fremmedkrigere det nemmere for Zelenskyj at presse EU og NATO i forhandlingerne omkring våbenleverancer og militær bistand.

- Rent praktisk viste det sig at være et stort kaos, men det var med til at internationalisere konflikten, siger Greenwood.

Kan man gå så langt som at kalde fremmedkrigerne for et propagandaværktøj for Zelenskyj?

- "Propaganda" er et lidt ladet ord at bruge, men det var i hvert fald meget symbolsk. Den første bølge handlede ikke kun om det rent strategisk praktiske. Men med tiden var det nødt til at finde en form, hvor det også gav mening på slagmarken.

I dag optager Ukraines militær først og fremmest specialiserede elitesoldater med konkrete evner. Byrden i at træne og opbygge en hær var for stor, siger Maja Touzari Greenwood.

- Ret tidligt lavede legionen omstruktureringer, fordi det var uhåndterbart og upraktisk med de mange fremmedkrigere.

En anden bekymring - som gjorde, at ukrainerne var nødt til at lavet et mere fintmasket rekrutteringsnet - var frygten for ekstremister. I medierne har man kunnet læse om, at alt fra rockere henover asatroende til nynazister fandt frem til den internationale legion, og det er vand på Ruslands propagandamølle.

- Fordi Rusland kørte så hårdt på, at Ukraine skulle afnazificeres, så var det afgørende for ukrainerne, at de ikke gav propagandaen ben at gå på, siger Greenwood og fortsætter:

- Hermed ikke sagt at der ikke kom højreekstremister - men der kom færre, end man først havde frygtet, siger Greenwood.

I mange år har den danske forsker beskæftiget sig med militant jihadisme og fremmedkrigere i Mellemøsten.

Forskellene er åbenlyse. I Syrien drager folk i hellig religiøs krig, i Ukraine er der ikke en stor samlende ideologi, men en retorik om, at det er “hele Europas krig”. I Syrien falder fremmedkrigere ind under oprørs- og terrorgrupper, i Ukraine er det primært officielle enheder i landets forsvar.

Men der er også fællestræk mellem fremmedkrigere i Syrien og Ukraine, fortæller hun.

- Det er følelsen af at være vidne til forfærdelige forbrydelser, uden at der bliver gjort noget. Den passivitet fra verdenssamfundet, som gør, at fremmedkrigeren til sidst ser det som et aktivt valg ikke at gøre noget.

Derudover skal man ikke underkende, at store historiske begivenheder også har en tiltrækkende effekt:

- Vi lever i en verden, hvor der ikke er mange historiske øjeblikke. I en triviel hverdag præget af mangel på succeser eller mening, kan det for mange være tillokkende at tage afsted, siger Maja Touzari Greenwood.

Sofie Olsen er savnet. Maja Frederiksen er savnet. Emma Andersen er savnet.

Efterlysninger af forskellige unge piger dukker op igen og igen på Facebook, hvor de deles i alverdens grupper og fællesskaber.

Det ligner umiddelbart et godhjertet forsøg på at sprede et budskab om at holde øjne og ører åbne.

Men det er fup og svindel det hele.

Det seneste skud på stammen i forsøget på at bedrage bekymrede danskere er efterlysningen af Emma Andersen, der lige nu dukker op i forskellige Facebook-grupper.

"Forsvundet, men aldrig glemt. Del denne besked, og lad os bringe hende tilbage i sikkerhed," skriver de profiler, der deler efterlysningen med et link og et billede af en ung pige.

Men pigen på billedet er ikke nogen Emma Andersen. Hun findes slet ikke i virkeligheden og er ikke efterlyst nogen steder.

Billedet forestiller derimod en helt almindelig pige fra Holland - hun hedder Femke Wissink - der finder det "grusomt" at få sit billede misbrugt på den måde.

Det fortæller hun til netmediet TjekDet, der har undersøgt bedrageriet grundigt.

Efterlysningen af den falske Emma Andersen er det seneste i en række af bedrageriske opslag, der ganske ofte er nemme at genkende.

I dette tilfælde linkes der blandt andet til en side med adressen bvifishingcharters.com.

Klikker man på det, ledes man ind på en side, der ligner en Facebook-side tilhørende TV 2 til forveksling. Men man befinder sig stadig på føromtalte hjemmeside - og altså ikke på Facebook - hvilket bør få de første advarselslamper til at blinke.

Her skal man bekræfte sin alder ved at logge ind, før man kan se en video.

Men man skal under ingen omstændigheder logge ind. Man skal lukke siden med det samme.

Forsøger man at logge ind med sin Facebook-konto, deler man nemlig både mailadresse og kodeord med svindlerne, der benytter sig af den udspekulerede metode kaldet "phishing". Det går kort sagt ud på at franarre folk værdifulde oplysninger som kodeord til Facebook, netbank eller andet.

I dette tilfælde handler det om at få adgang til flest mulige Facebook-kontoer, så svindlerne kan lave flere falske opslag eller skrive direkte til dine Facebook-venner.

Kommer man til at logge ind, er det ifølge TjekDet en god idé at ændre sit kodeord til Facebook så hurtigt som muligt, hvis ikke man allerede har mistet kontrollen over sin konto.

Derudover er det altid fornuftigt at have tofaktorgodkendelse slået til.

Forestil dig, at du aldrig kommer til at se begejstring i dit barns ansigt. At du aldrig vil kunne opleve dine børns optrædener i andet end lyd og fornemmelse, eller at du aldrig får din datter at se i konfirmationskjole eller at se din søn få studenterhuen på. Det er og vil blive Tanja og Brian Sørensens virkelighed.

Tanja og Brian Sørensen kan ikke se, om deres børns trøjer vender forkert. De kan ikke se, hvem der rækker tunge først af syvårige Eik eller seksårige Gry. De kan heller ikke se, når deres børn optræder på deres skole, eller når det højeste ønske bliver indfriet juleaften.

Julelysene i øjnene må Tanja og Brian tænke og fornemme sig til. De er begge blinde, og sådan har det været længe. Tanja mistede synet som 15-årig, mens Brians forsvandt helt for et par år siden. Brian husker, hvordan julelysene på huset blev svagere og svagere i sådan en grad, at han overvejede at skifte pærerne – men det var ikke julelysene, der fejlede noget.

Ingen af deres børn er blinde, men det har været vigtigt for forældreparret fra Fredericia at understrege, at de ikke fik børn for at få ekstra øjne på livet. Børnene er ikke hjælpere – de er børn.

- Men det er det, vi bliver mødt af, når folk hører, vi er blinde, og børnene ikke er. At så er det heldigt, at de kan hjælpe os. Men vi har ikke fået børnene, fordi de skulle hjælpe os, men det er vores virkelighed, fortæller Tanja.

Hun hælder et glas vand op til sig selv. For at sikre, at vandet ikke flyder over, holder hun pegefingeren nede i glasset. Da vandet rammer fingeren, trækker hun den op og stopper med at hælde.

At parret skulle have børn, var de ikke på noget tidspunkt selv i tvivl om. Overvejelserne gik på det, de fleste børneønskende mennesker tænker:

- Kan vi det her?

Men i sundhedsvæsenet blev Tanja og Brian også mødt med skepsis. For havde de styr på det?

Sundhedsplejersken forsikrede sygehuspersonalet om, at parret havde alt under kontrol – også selvom de ikke kunne se.

Det var efter fødslen af parrets første barn – Eik.

- Jeg vidste, at vi skulle det her sammen (at få børn, red.) Og jeg vidste også, at jeg godt kunne, hvis det var sammen med Brian. Vi anede ikke, hvad vi kastede os ud i, men det gør ingen, før de får børn, siger Tanja.

- Andre blinde har gjort det, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre, at vi gjorde det? Vi ville finde en løsning på tingene, det vidste jeg. Men jeg vidste også, det ikke ville blive en dans på roser, lyder det fra Brian.

Brian og Tanja lærte hinanden at kende i 2005, men det var først flere år senere, at kærligheden for alvor blomstrede, og i 2013 flyttede de til Fredericia.

Fortællingen her kunne være om en familie som så mange andre, der har praktiske gøremål med at hente og bringe børn, køre på arbejde, handle ind og smøre madpakker, rydde op og gå i seng for næste dag at starte forfra. Og rammen er da også som så mange andre – men den vigtige detalje med, at 50 procent af familien ikke kan se, adskiller i den grad familien Sørensen fra andre børnefamilier.

- Vi kan ikke bare tage på stranden, fordi det er godt vejr eller impulsivt køre en tur i Legoland. Det er jeg ked af. Vi bruger meget mere krudt på dagligdagsting, og alting kræver mere tid, energi og planlægning. Derfor springer vi hellere en støvsugning over og prioriterer tid med børnene. Vi jamrer ikke, for det er hårdt for alle småbørnsforældre, men det er hårdt som blind at undvære sin vigtigste sans. Vi har ikke et visuelt overblik, slår Tanja fast.

Familien har fået tildelt støtte, der fordeler sig som et ekstra sæt øjne og som hjælp til de praktiske gøremål. I øjeblikket benytter familien sig dog ikke af størstedelen af de tildelte timer. Og parret beklager sig ikke, for de får hverdagen til at fungere.

Som når børnene har lært, at de skal svare ”ja”, når Tanja eller Brian siger deres navne. Det er også blevet naturligt for børnene at sige, når bus nummer otte eksempelvis kommer forbi, ligesom der jævnligt bliver spurgt til, om trøjen nu er vendt rigtigt, og om sæben er vasket helt ud af håret.

Der hverken jamres eller beklages fra huset på Teglværksvej. De friske blomster pryder øjet – for dem, der kan se – og danser for næsten af dem, der kan lugte.

Parrets vigtigste sans er høresansen og følesansen. Så når børnene plasker rundt i poolen, er der et ekstra skarpt øre på dem. Allerhelst ville både Brian og Tanja ønske, at de kunne se dem suse rundt i det kolde vand, lave tricks og huje med hinanden. Og de er da også enige om, at de ville give det meste for at få synet igen.

- Når Eik råber, at jeg skal se, hvor god han er til at dykke, så ville jeg give alt for at få lov til at se dem hoppe rundt og nyde det. Det kan være svært at fornemme, men vi oplever til gengæld også, at det er vigtigt for børnene, at vi er nærværende, når de vil vise os noget. For selvom de godt ved, vi ikke kan se dem, så betyder det noget for dem, at vi er der, fortæller Brian.

Når børnenes største julegaveønske bliver indfriet eller den dag, Tanja fik leveret et kæmpe-dukkehus, ville hun have ønsket, hun kunne have set glæden i sin datters øjne.

Men der jamres ikke. Det er skrevet flere gange i artiklen her. For familiens formål med at fortælle deres historie er ikke, at folk skal have ondt af dem, eller at folk skal få lyst til i højere grad at hjælpe dem over gaden.

- Vi drømmer om, at folk ikke er så berøringsangst omkring os, og at folk måske lige en ekstra gang tænker over, at vi ikke kan se et nik eller et smil, når vi møder andre, vi kender. Det er nok følelsen af, at vi er ligeværdige, vi gerne vil have, og at folk ikke tvivler på, hvad de dog skal tale med en blind om. Vi er også bare helt normalt mennesker, slår parret fast.