Forestil dig, at der ligger en stor sten foran dit hus og for at fjerne stenen, lejer du en bulldozer med larvefødder og stort skovlblad, som jævner hele grunden med jorden. Også huset, selv om det egentlig kun var stenen, du ville fjerne.

I overført betydning er det præcis sådan, ligestillingsminister Marie Bjerre (V) fører ligestillingspolitik, mener Sólbjørg Jakobsen, som er Liberal Alliances ligestillingsordfører.

Med andre ord mener LA-ordføreren, at venstrefløjens og Venstres mål om ligestilling tromler hen over folks frie valg.

- Marie Bjerre er i en vildfarelse af en anden verden, siger Sólbjørg Jakobsen.

I et interview med Avisen Danmark retter en ‘rystet’ ligestillingsminister Marie Bjerre hård kritik mod de gamle venner i blå blok og særligt fremhæver hun Liberal Alliance, som hun mener fører en konservativ ligestillingspolitik.

Hun mener, at de borgerlige partier simpelthen ikke anerkender, at der er ligestillingsproblemer i Danmark. Det er et udtryk for "borgerlig dovenskab", og det er en hæmsko for de kulturforandringer, der skal til for at sikre lighed mellem mænd og kvinder, lyder det skarpt fra ministeren.

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en samlet blå blok på det her spørgsmål, siger Marie Bjerre blandt andet i interviewet.

Det er LA’s Sólbjørg Jakobsen sådan set enig i.

- Jeg tror, at hun har fuldstændig ret, når hun siger, at hun aldrig kommer til at samle blå blok omkring sin ligestillingsdagsorden. Hun er den forkerte til at gøre det, for hun fører ikke liberal ligestillingspolitik, siger Solbjørg Jakobsen.

- Hun har allieret sig med de røde, og hun har taget venstrefløjsaktivismen fuldstændig til sig.

De blå står og måber

Sólbjørg Jakobsen betegner Marie Bjerre som en ”grundlæggende en liberal type”. Men når det handler om ligestillingspolitik, er det hendes opfattelse, at de står på hver deres side.

- Hun siger, at jeg er doven og ligeglad. Det kunne ikke være længere fra sandheden. Det, vi kritiserer, er de redskaber, hun hiver op af tasken, og som venstrefløjen også bruger, siger Sólbjørg Jakobsen.

Sólbjørg Jakobsen fremhæver den øremærkede barsel til mænd, som trådte i kraft for omtrent et år siden.

Venstre var det eneste parti i blå blok, som sammen med venstrefløjen stemte ja til at indføre fædrebarslen i sidste valgperiode, og partiet isolerede sig dermed fra resten af blå blok.

- De kvinder, som har lyst til at tage hele barslen, må ikke. Det er ikke den liberale løsning at styre folks liv for at fornøje statistikken, siger hun.

- Jeg er meget overrasket, for hun er meget liberal på mange punkter, men lige her har hun simpelthen overrasket os alle sammen på højrefløjen. Vi står og måber og tænker, hvad sker der?

Er det et problem, at mænd tager mindre barsel?

- Jeg synes ikke, at jeg politisk skal have en holdning til, hvem der skal tage barsel. Det er en fuldstændig privat familiesag.

I interviewet med Avisen Danmark siger Marie Bjerre, at man generelt ikke kan lave ligestilling ”med tvang”, men at man politisk har fundet den rette balance i forhold til den øremærkede barsel.

Hun afviser også umiddelbart at lave yderligere lovgivning på ligestillingsområdet og siger, at det er kulturforandringer, hun vil arbejde for.

Lighed for loven

Som ligestillingsordfører er Sólbjørg Jakobsen også en del af Folketingets ligestillingsudvalg. Og hun synes, at udvalgets arbejde fejlagtigt mestendels består af at forsøge at få skabt en ligelig statistisk mellem mænd og kvinder på alle tænkelige områder.

Hendes hovedopgave er derfor ”at stå vagt om det frie menneske”, siger hun. Sólbjørg Jakobsen peger dog på enkelte steder i lovgivningen, hvor mænd og kvinder ikke er stillet lige i dag.

Blandt andet vil hun gerne have lavet loven om, så kvinders nedfrosne æg ikke længere skal destrueres efter fem år, når der i dag ikke er nogen grænse for, hvor længe mænds sæd kan opbevares.

Et andet eksempel er, at det i dag kun er kvinder, der har mulighed for at komme på krisecenter, mens mænd kun kan tage på herberg.

- Men jeg mener ikke, at der er behov for et ligestillingsudvalg til at gøre det. Det er jo sundhedspolitik og socialpolitik, siger hun om de to problemstillinger.

Kønnede problemer

Udover de få eksempler på manglende ligestilling i lovgivningen kan Sólbjørg Jakobsen ikke pege på andre ligestillingsproblemer. Hun taler i stedet om ”kønnede problemer”.

For at forklare, hvad hun mener, kommer hun med et “lidt ekstremt” eksempel. som hun siger:

- Det er kun kvinder, der får livmoderhalskræft, og det skyldes ikke, at de har færre rettigheder end mænd. Det skyldes, at de er de eneste med en livmoder. Det er en kønnet udfordring og ikke en ligestillingsproblematik, siger hun.

- Af rent biologiske årsager er det jo en udfordring, som er nem af definere som kønnet. Alle problemstillinger er ikke så ligetil, men udgør også det, som jeg vil kalde kønnede problemstillinger.

Sólbjørg Jakobsen nævner blandt andet, at flere kvinder end mænd bliver dræbt af deres partner, eller at der er flest mænd blandt hjemløse. Det ser hun som kønnede problemstillinger, men hun pointerer samtidig, at det på ingen måde er ensbetydende med, at hun ikke ser de problemstillinger som reelle og alvorlige udfordringer, selv om det efter hendes opfattelse ikke er kønsfordelingen, som er baggrunden for dem.

- Jeg vil ikke have, at der er lige så mange mænd, som bliver dræbt, som kvinder. Jeg vil have, at vi forebygger alle de drab, som vi overhovedet kan. Og det samme med hjemløshed. Jeg har ikke et ønske om, at der skal være lige så mange hjemløse kvinder som mænd. Men jeg kan da godt se, at det er en kønnet problemstilling, fordi det rammer flere mænd end kvinder, siger hun.

Hverken venstrefløjen eller ministeren argumenterer vel for, at flere kvinder skal være hjemløse, og at flere mænd skal dræbes?

- Jeg tror heller ikke, deres ambition er, at der skal være lige så mange mænd, der bliver dræbt, som kvinder. Det tror jeg ikke, der er nogen danskere, der synes. Det er bare for at sætte det op i forhold til, hvad kalder vi ligestillingsudfordringer, og hvad kalder vi kønnede udfordringer, siger Sólbjørg Jakobsen.

Normer og kultur

Sólbjørg Jakobsen anerkender, at der er normer og kultur i samfundet, som sætter mænd og kvinder i bås. Men hun ser det ikke som et stort problem.

Hun bliver sommetider selv spurgt om, hvordan hun håndterer at have et travlt job, mens hun samtidig er mor.

- I stedet for at blive sur, så fortæller jeg, hvordan jeg får det til at hænge sammen, og at jeg har en kæreste derhjemme, som er en kerne for familien, siger hun.

Og det er den tilgang, som hun mener, at man skal møde de fastlåste normer og stereotyper med.

- Det er overhovedet ikke regler, og det skal ikke holde dig tilbage i livet. Det er den liberale fortælling, og det synes jeg ville være stærkt, hvis Marie kunne anerkende, siger hun.

- Du er ikke et offer, der skal leve hovedløst efter normer og kultur. Du må gerne bryde dem. Lad os hellere ruste vores unge piger til at kunne gøre det.

Men hvorfor kæmper Liberal Alliance ikke for, at de normer bliver nedbrudt?

- Som jeg sagde før, så er normer og kultur noget, som befolkningen laver. Og når man har en politisk ambition om, at folk skal kunne leve frit og leve det liv, de ønsker sig, så kan man heller ikke diktere, hvad kulturen og normen i samfundet skal være.

- Jeg synes, at Marie Bjerre svigter borgerligheden og liberalismen, når hun siger, at hun vil ændre kultur og normer for at få folk til at leve frit, for det kræver, at hele samfundet lever på den måde, hun synes.

Men kultur og normer kan jo være enormt stærkt. Er det ikke et kæmpestort ansvar at lægge over på det enkelte individ?

- Jo, men jeg tror også, at man overvurderer sig selv som politiker, hvis man tror, at nogle mennesker på Christiansborg kan gøre mere end hele befolkningen. Jeg synes, man overvurderer sin egen betydning, siger Sólbjørg Jakobsen.

Når sommerferien rammer landet, er der ikke kun tradition for køer på E45, i Legoland og til rutsjebanen i Tivoli. Der er også tradition for politiske prøveballoner.

Og sommeren 2023 er ingen undtagelse. For mens du har holdt ferie, har politikerne diskuteret en række emner, som måske kommer til at fylde i det kommende politiske år - eller som i hvert fald har givet politikerne noget medietid, mens det danske sommervejr lagde mere op til indendørs tv-kigning end udendørsaktiviteter.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, har fulgt sommerens politiske debatter, og han giver dig her overblikket over, hvad politikerne diskuterede, mens du slappede af:

Forestil dig, at der ligger to rådne løg og en gammelost midt i en flydende og gærende masse i dit køleskab, som er cirka 30 grader varmt ligesom resten af dit køkken. At du ikke kan oplade din telefon, fordi strømmen er afbrudt i hele byen. At vandet i hanen er giftigt.

Hvad ville du gøre i en sådan situation? Ringe til mor? Stikke af til et bedre sted med lavere temperaturer, strøm og frisk drikkevand og håbe, at du ikke ender i trafikpropper, fordi du næppe er den eneste med flugttrang ud af byen.

Det ville jeg selv gøre - stikke af fra hele "lortet" i håb om, at der var en plet tilbage, hvor alle ressourcer endnu ikke var udtømte.

Kloden har så vidt vides ingen selvstændige følelser, men hvis den havde, ville den måske have grædt 2. august. Her havde vi mennesker nemlig opbrugt de ressourcer, som Jorden kan nå at genskabe på et år. Køleskabet er billedligt tomt, og der er ingen muligheder for at flygte fra det. Vi nåede den såkaldte "Earth Overshoot Day". Resten af året er dermed en ren underskudsforretning, hvor vi overforbruger. Tallene er i rødt.

Eller måske er kloden ligeglad. : ”Det må I selv om. Nyt liv vil opstå, når I er færdige med at udrydde jer selv, floraen og faunaen. Jeg skal nok overleve!

At vi igen har overskredet grænserne - en vane, vi i stigende grad har haft siden først i 1970'erne - er en dårlig nyhed, så hvis du ikke gider at læse med videre, forstår jeg dig godt. Jeg orker heller ikke den slags nyheder, fordi de er så deprimerende. Det er meget rarere at lukke øjne og ører, stikke mentalt af og samle på det positive: ”Det skal nok gå alt sammen."

For hvad kan du og jeg gøre ved den tikkende miljøkatastrofe andet end at lade os gribe af en altopslugende magtesløshed? Medmindre vi selvfølgelig er så store egoister, at vi er ligeglade, fordi vi er døde, når det for alvor går galt.

Tja, vi kan glæde os over, at grænsen i år blev overskrevet hele syv dage senere end sidste år. Fremskridt. Hurra!

Faktum er, at der er grænser for, hvad vi kan gøre. Vi kan selvfølgelig feje for egen dør: Sætte privatforbruget ned, spise mere grønt, sortere affald, holde vilde haver, flyve mindre. Hvis vi alle – og vi er 7,8 milliarder – tog os sammen, ville det for alvor batte, men så naive kan selv ikke jubeloptimister tillade sig at være. Vi må derfor finde glæde i den lille forskel, nogle af os trods alt forsøger at gøre.

Hvis der skal ske noget for alvor, kræver det politisk miljøsikring i samtlige lande og en fair fordeling af de globale ressourcer, der nu engang er. Men nu lyder det for alvor som et luftkastel.

Og her er det så, at det bliver for tungt og svært. For negativt.

Lad os i stedet tænke på vores forfædre. Lære lidt af historien. Når kongemagten ryddede egeskove for at bygge en flåde, sørgede man for, at der blev plantet nye træer. Der blev tænkt på de kommende generationer, som naturligvis også skulle have solidt egetræ af bygge med.

Tænk, om vi kun valgte de politikere - også lokalt - der vil forpligtige sig til at drage omsorg og omtanke for de kommende generationers levevilkår.

Politikere, som kun må vedtage love, give bevillinger, lave dispensationer, give tilladelser, bygge, etablere, udvide og puste til al den vækst, vi er drevet af, hvis de tror, at det ikke vil skade vores børn og børnebørn. Og tænk, hvis deres virketrang ligefrem også skal gavne.

Naivt? Tja- Men en rar tanke - helt uden negativitet - og ikke "helt ude i det blå."

I USA blev forbundsregeringen for et par år siden mødt med en klimasagsanlæg fra en række unge. Og for nylig kunne man på blandt andet dr.dk læse om den unge Oliva Vesovich, der sammen med 16 jævnaldrende har hævdet deres forfatningsmæssige ret til at leve i et "rent og sundt miljø". De mener, den bliver krænket, når staten Montana uhindret tillader udvinding af fossile brændstoffer.

Unge som disse ville garanteret stemme på politikere, der vil passe på miljøet og dermed dem og deres efterkommere.

Rusland har fået en grum sexslave-sag, der vækker mindelser om Østrigs Fritzl-sag for over 15 år siden.

En 51-årig russer fra Smolina i den russiske Tjelabinsk-region øst for Ural-bjergene er anholdt og sigtet for at have dræbt en kvinde og for gennem 14 år at have holdt en anden, en nu 33-årig kvinde, indespærret som en regulær sex-slave.

Det skete angiveligt i kælderen under det hus, han har sammen med sin mor, en 72-årig kvinde.

Det skriver britiske Daily Mail med det russiske medie 74.ru som kilde.

Det ekstraordinært bizarre i den østrigske sag i sin tid var, at Joseph Fritzls sexslave var hans egen datter. I den russiske sag er den indespærrede kvinde ikke i familie med den anklagede mand.

Det gør imidlertid ikke anklageskriftet mod ham mildere. Ifølge det har han gennem de 14 år voldtaget den unge kvinde konstant, ladet hende udføre arbejdsopgaver i huset om dagen og lænket hende med kæder i kælderen om natten.

Desuden har ladet han hende se på, at han knivdræbte en anden kvinde, han havde som sexfange i huset, men som han havde præsenteret som sin kone. Ikke nok med det - han tvang også sin nye fange til at hjælpe med at partere liget. Og gav hende beskeden om, at det ville gå hende på samme måde, hvis ikke hun makkede ret.

I søndags fandt russisk politi ligdelene i et kar i den kælder, hvor indespærringen og sexovergrebene ifølge politiefterforskerne fandt sted.

Ifølge oplysningerne fra efterforskerne mødte han den nu 33-årige kvinde på en togstation, da hun var 19 år. Han lokkede hende med hjem og drak hende under bordet. Og ned i kælderen, hvor hun fra dagen efter blev holdt som hans fange.

Den 51-årige mand erkender drab og kidnapning, men afviser sexslaveri.  I de 14 år, den 33-årige kvinde har boet i hans hus, har der, forklarede han efter anholdelsen, været tale om et kærlighedsforhold og frivillig sex imellem dem.

Det blev støttet af hans mor, den 72-årige kvinde, der er sigtet for medvirken til indespærringen.

- Hun slog sig sammen med min søn og levede som en dronning. Ingen holdt hende. Hun boede hos os efter egen fri vilje, lyder hendes forklaring ifølge Daily News.

Mens der kom børnefødsler ud af Fritzls mange voldtægter af sin datter, er det ikke tilfældet i den russiske sag. Ifølge moderen fordi hendes søn, den tiltalte, er steril.

Ironisk nok er det hende, der har skaffet ham anklager for drab, kidnapning, indespærring og sexovergreb på halsen.

Det skyldes, at han i søndags fik noget, der minder om et psykisk sammenbrud, hvor han i kombination med alkohol-delirium styrtede ukontrolleret rundt i haven. Hans mor mente, at hans adfærd bragte hende i livsfare og tilkaldte ambulancen, som kørte ham til et psykiatrisk hospital.

Den tilfangetagne kvinde benyttede tumulten til langt om længe at stikke af og opsøge en søster ikke så langt derfra.

Derefter blev politiet kontaktet. De anholdt straks manden, ransagede hans hus og konfiskerede bl. a. masser af computerporno, sexredskaber og torturinstrumenter. Og spanden med dele fra det parterede lig. En russisk version af Fritzl-sagen var skabt.

Gennem sit daglige virke som clairvoyant, medie og healer var Rikke Rasmussen gennem flere klarsyn blevet bevidst om, at der ville vente hende en turbulent tid midt i livet. Som 50-årig blev hun klar over, hvad hun stod overfor.

På trods af en værktøjskasse spækket med redskaber til selvhjælp, kemoterapi og stråler, så var det ikke muligt for Rikke Rasmussen at ændre sin skæbne. Hun fik stomi i efteråret 2022 efter en 14 måneder lang kamp mod den knude, der voksede i hendes endetarmsmuskel.

Rikke Rasmussen fik valget mellem at få stomi eller to år tilbage at leve i.

- Jeg havde et valg, men jeg ville livet, og så var stomi den eneste vej frem. Selvom jeg godt var klar over, hvilken vej det gik efter et år med diarré, så knækkede jeg alligevel sammen og havde svært ved at samle tankerne, da jeg fik fremlagt de to muligheder, fortæller Rikke Rasmussen og fortsætter:

- Jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne. Jeg havde omlagt min kost, jeg havde mediteret og healet mig selv - jeg havde holdt mig i lyset, og gjort hvad der stod i min magt for, at jeg kunne undgå at skulle lægge mig under kniven. Til sidst måtte jeg overgive mig.

Da Rikke Rasmussen fik valget, var hun godt klar over, at der ikke var nogen vej uden om. Hun blev opereret 27. september 2022 og vågnede op til et liv med stomi.

- Jeg var glad for, at det var overstået. Jeg kiggede ned af mig selv - og jeg var sgu lidt træt af det, jeg så, men fordi jeg vidste, at det var et alternativ til døden, så var det nemmere for mig at acceptere.

Inden operationen havde Rikke Rasmussen gjort, hvad hun kunne for at forberede sig på det, der ventede hende.

- Det gjorde en kæmpe forskel, at jeg havde stillet alle tænkelige og utænkelige spørgsmål før indgrebet. Jeg havde stået med posen i hånden, inden den skulle sidde på min mave. Jeg var så mentalt klar til den opvågning, som jeg tror, man kunne være, fortæller hun.

Rikke Rasmussen er klar over, at det ikke er alle, der vil kunne acceptere en stomipose, og derfor vælger den fra med de konsekvenser, det kan have.

- Min stomi har reddet mit liv. Jeg havde naturligvis helst været den foruden, med ved at få den, kan jeg fortsat leve et liv med min mand og mine tre børn. Døden skræmte mig ikke, men det gjorde den sorg, som jeg ville efterlade - den smerte var ikke til at bære, så måtte stomi være prisen, siger hun.

Der er lort i vandet

Når man siger stomi, vil mange kunne genkalde sig en helt bestemt scene fra tv-serien 'Klovn' med Frank Hvam og Casper Christensen i hovedrollerne. Scenen udspiller sig ved en studenterfest. Der festes og flere bader i havens swimmingpool. Ved en fejl kommer den ofte klodsede Frank Hvam til at skubbe en studine i vandet. Kort efter lyder Casper Christensens stemme 'Der er lort i vandet, der er lort i vandet - fy for helvede'.

Klippet kan få Rikke Rasmussen til at krympe sig. Hun har svært ved at overskue scenen, som på mange måder beskriver en af de udfordringer, som folk med stomi kan opleve, når en stomipose lækker.

- Jeg har heldigvis kun prøvet det tre gange i min tid med stomi. Senest hvor jeg sammen med min familie skulle ud for at spise en is. På vej hjem lækkede min stomipose. Jeg stod der i min hvide sommerkjole smurt ind i afføring. Det vænner man sig bare aldrig til, fortæller hun.

Rikke Rasmussen forklarer, at man skal kende stomiposens begrænsninger uden at begrænse sig selv, hvilket ikke altid er let.

- Posen kan lække, hvis der kommer for meget luft i, eller hvis den bliver for fyldt. Skal den skiftes, så skal den skiftes, og det kan altså ikke rigtig vente - heller ikke selvom man sidder på stranden eller midt i aftensmaden.

På stranden med stomi

En af de tanker, der trængte sig på hos Rikke Rasmussen i tiden efter, hun fik sin stomi, var de mange dage på stranden, hun stadig havde foran sig - for var de stadig mulige?

- Selvfølgelig kan man gå på stranden, og selvfølgelig kan man bade. Dog er tiden med de små bikinitrusser forbi for mit vedkommende. Jeg går all in på Marilyn Monroe looket med højtaljet bikinitrusser. Heldigvis synes jeg, at det er en fed stil, fortæller hun.

Selvom Rikke Rasmussen ikke vil lade sig begrænse, så indrømmer hun, at første tur på stranden efter hun havde fået stomi, var grænseoverskridende. Hun fortæller, at hun var ved at besvime første gang, hun skulle vise sig i badetøj.

I live med stomi

Fra sin forretning i Ryesgade på Østerbro arbejder Rikke Rasmussen med sit spirituelle univers. Hun er ikke i tvivl om, at hendes baggrund og værktøjskasse har hjulpet hende med at acceptere sit nye liv, og hun kalder sin stomi for et livskald.

- Jeg skal på ingen måde glorificere min stomi, for hvor havde det været dejligt ikke at have den. Jeg kan sagtens have dage, hvor jeg sætte mig ned og tuder, og synes det hele er uretfærdigt, men jeg vil ikke lade de dage fylde. Jeg er jo taknemlig for at være i live, også selvom det er råt og hårdt en gang imellem, siger hun og fortsætter:

- Nu har jeg den, og det vil jeg have det bedste ud af. Jeg har fået en endnu større kærlighed til og bevidsthed om min krop.

Rikke Rasmussen vil gerne nedbryde de fordomme, som stadig findes om stomi. Hun fortæller, at der ikke er noget, som hun kunne før, som hun ikke kan i dag. Hun nægter at lade sig diktere og begrænse af posen, der bor på hendes mave. Hun er stadig klar til både junglevandring og faldskærmsudspring.

- Stomi er det mest naturlige i verden. Os der har det, har ufrivilligt valgt det, fordi vi har valgt at være i live. Det er et livsvilkår for os, og det er ikke spor klamt, siger hun og afslutter:

- Der er også dem, der tror, at posen lugter. Det gjorde den engang, men ikke længere. Det er uvisheden, der stadig tegner fordommene hos rigtig mange - de fordomme skal vi gøre til skamme.