Han er en superstjerne af den slags, der ikke fødes hvert år, og slet ikke i en lille landsbyflække i Thy.

Og da Jonas Vingegaard sidste år vandt Tour de France, var hans to hjembyer på den anden ende. Glyngøre med en fest for 22.000 gæster. Hillerslev, der hvor det hele begyndte, og hvor drengen, der dengang hed Jonas Rasmussen, et år præsterede at tage flest omgange til cykelsponsorløbet i idrætsforeningen og blev nævnt i klubbladet 3. halvleg, havde fået sig en gul og dannebrogsfarvet byfest, der blev svøbt i så meget glimmerkonfetti, at det førte til brok i den lokale byrumsgruppe på Facebook, da der få dage efter blev fundet små stykker på en græsplæne.

Så da Cervelo-cyklen også skulle bære førertrøjen, begyndte symptomerne på gul feber at blive flere indenfor byskiltet, men kuren, den fælles folkelige forløsning af eufori, så ud til at være i restordre. For et par måneder siden var der ellers forberedelser i gang, men de gled ud over skrænten i et massestyrt af mangel på frivillige, almen logistik, storskærme, ferietid og brok i førnævnte byrumsgruppe. Selv over 1500 kilometer fra Triumfbuen er Tour de France en bjergspurt af følelser og småsten på vejen i små landsbyer.

Men netop i netop de minutter, som Kasper Asgreen tog sin etapesejr, kom et udbrud susende gennem Hillerslev med fadølsfustager, ristede pølser og alt, hvad der hører sig til en Tourfejring. Fest skulle der være alligevel.

I spidsen for dette var Brugsen med en flok lokale erhvervsfolk som hjælperyttere - og det må siges at være ugens overraskelse i Touren, set i Hillerslev-perspektiv. For ligesom med mange andre små dagligvarebutikker i landdistrikterne, har det seneste år ikke været nemt, og med stejle energipriser endte 2022 med et underskud til den 117-år gamle brugsforening, der er sognets sidste tilbageværende butik. Men noget så stort som dette skal kunne mærkes, mener uddeler Ole Pedersen.

- Byen har fortjent det. Når nu vi har en stjerne, der er barnefødt her, så skal der også ske noget.

Al overskud fra fejringen går til Brugsen, men skulle det blive en punktering, står Brugsen også tilbage med hullet som skal lappes. Ole Pedersen fortæller til Avisen Danmark, at Brugsen går med livrem og seler, og netop fordi frivillige har meldt sig til - og derfor ikke skal have timeløn - så kan det lade sig gøre, og bliver der et overskud på 5000 kroner, er han mere end tilfreds.

For Ole Pedersen handler det om mere end økonomi. Det handler også om den evige kamp for at få kunderne til at vælge butikken i Hillerslev, frem for at køre syv kilometer til Thisted og fylde indkøbsvognen.

- Jeg håber også at vi kan få folk til at se, at vi gør noget for byen, fortæller Ole Pedersen.

Gennem har Hillerslev Forsamlingsrum været ramme for talrige sammenkomster, lige fra suppe-steg-is-elorgel til gymnastikopvisninger. Og ingen havde troet, at den også skulle lægge gulv til en tour-fest, men gemt i dens mure er også fortællingen om altid at skulle kæmpe for at holde sammen, når de små samfund er under afvikling.

- Der er jo ingen netværk eller samlingssteder i Hillerslev. Her skal vi løfte det hele fra bunden, og det Brugsen har gjort, synes jeg er fantastisk, siger Anita Bislev, der er født i byen og i dag bor få kilometer fra byskiltet.

Med til den historie hører også, at det altid er de samme, der skal trække læsset, og gør det svært at holde gejsten.

- Så bliver det nok sådan lidt... Vi venter og ser! Det er vi nok lidt slemme til, os thyboer, konstaterer Anita Bislev.

Derfor er dagens fejring også noget, der gør hende virkelig glad - men også fortæller, hvorfor Brugsen er et livsnødvendigt kit i et lille lokalsamfund.

- Jeg tror, at vi mange gange tager for givet, at der er en brugs. Den dag, den ikke er her mere, er der ikke nogen til at lave sådan noget her. Så jeg håber at det giver lidt overskud til Brugsen, og at den kan overleve, siger Anita Bislev.

Ved siden af hende sidder Else Marie Hulstrøm, der også har boet en stor del af sit liv i Hillerslev. Gennem mange år organist og kirkesanger i kirken - og hvad cykling angår, har det været den foretrukne transportform rundt i sognet. Altså bortset fra den stejleste bakke på Kanstrupvej, hvor hun godt måtte trække. Og ja, det var den bakke, Jonas Vingegaard som dreng trænede på.

For hende er Brugsen mere end en dagligvarebutik. Det er også samlingsstedet, og hun tør ikke tænke tanken til ende om et Hillerslev uden sin brugs.

- Ellers smuldrer det, og så mister vi virkelig vores holdepunkt. Kirken, skolen og brugsen... Det kan vi slet ikke undvære, for ellers bliver det en soveby.

Til oktober skal Lærke giftes. Hun skifter navn fra Lundahl Bruun til Lundahl Hove, og hun glæder sig inderligt.

- Jeg har i flere år været bekymret for, om min far vil være i stand til at føre mig op ad kirkegulvet, siger Lærke, der med sine 29 år er den yngste af fem søstre, hvoraf de øvrige fire allerede er gifte.

Lærke besøgte sin far forleden. Max, der nu er 58 år, er netop flyttet ind på et helt særligt bosted for mennesker ramt af Huntingtons sygdom. Tangkær ligger på Djursland, og det trøster de fem søstre og deres mor, der alle bor fordelt rundt om i Jylland, at de stadig forholdsvis nemt kan kigge indenfor hos ham.

Max fik konstateret Huntingtons sygdom, da han var i begyndelsen af 40'erne, efter det stod klart, at hans mor, der døde som 68-årig, og hendes fars familie havde været ramt af sygdommen igennem generationer.

Huntingtons er en arvelig sygdom i centralnervesystemet. Patienten får ufrivillige bevægelser, kognitive udfordringer og psykiske ændringer i både humør og adfærd. Det er også sket for Max. Sygdommen rammer ufravigeligt, hvis man bærer genet, men hvornår og hvordan er forskelligt fra menneske til menneske. Nogle får symptomer allerede som unge, andre lever med sygdommen slumrende, til de kommer op i årene.

Når man bærer genet, er der 50 procent risiko for, at man giver det videre til sine børn. Således også i familien Lundahl Bruun.

De fem søstre – de 35-årige tvillinger Maria Lundahl Bruun-Tannous og Mai Lundahl Revshøi, 33-årige Jannie Lundahl Bruun, 31-årige Ann-Sofie Lundahl Morre og 29-årige Lærke Lundahl Bruun, snart Hove – var voksne, før de for alvor ræsonnerede, at når far havde Huntingtons, havde de det måske også.

- Jeg var 18 år, før jeg rigtig fangede det, husker Maria, der valgte straks at lade sig teste som den første af søstrene, da hun blev myndig og selv kunne tage beslutningen. Maria fik et negativt svar – hun bærer ikke Huntingtons.

Lærke tog samme beslutning, da hun fyldte 18 år, og blev testet med det samme. Atter med et negativt svar – hun bærer ikke genet.

Ann-Sofie og Mai gik til test samtidig, da de begge var i 20'erne. Her var svaret positivt. Både Ann-Sofie og Mai bærer genet for Huntingtons.

De var chokerede og sorgramte længe. Det samme var familien. Uretfærdigheden fyldte. Uvisheden om, hvad der ventede. Bristede håb for livet.

- Jeg ville sådan ønske, at jeg havde kunnet tage sygdommen i stedet for dem. Jeg har følt en slags skyld, og det gør jeg stadig, fortæller Lærke.

Imens stod Jannie, midterbarnet, på sidelinjen og fulgte sine søstres oplevelser. Som den eneste af de fem søstre havde Jannie på det tidspunkt fået børn, og det gjorde beslutningen svær. Lod hun sig teste, ville det være velvidende, at hvis svaret var positivt, skulle hendes to døtre gå i uvished om deres egen skæbne, indtil de fyldte 18 år og selv kunne vælge at blive testet.

- Det tog mig fem år at tage beslutningen, og jeg var i tvivl længe – faktisk helt frem til, at jeg skulle have svaret. Jeg trak mig selv igennem det, og det var en lettelse, at det var et negativt svar - for mine børns skyld, men også for mig selv, for hvad ville jeg have efterladt min familie i, hvis jeg havde Huntingtons, overvejer Jannie.

Den tanke har Ann-Sofie og Mai også. Skulle de have børn, når de bærer Huntingtons? Skulle de vælge at få deres æg screenet og sorteret, så de ikke risikerede at føde et barn med Huntingtons-genet? Og hvordan skulle de fortælle deres kommende ægtefælle om dilemmaet?

- Jeg mødte min mand for fire-fem år siden. Han er en sindig vestjyde, så jeg besluttede bare at sige det helt råt et par måneder inde i vores forhold, og så var jeg ellers klar til at pakke mine ting. Jeg ville have det på det rene, for jeg kunne mærke, jeg virkelig kunne lide ham, husker Ann-Sofie.

Han kunne også lide hende, og han tog uden betænkning hele pakken. Det samme gjorde Mais mand.

- Jeg fortalte ret tidligt, at Huntingtons løb i min familie, men først nogle år senere fandt jeg ud af, at jeg også bærer genet, fortæller Mai.

På det tidspunkt havde Mai og hendes mand allerede gjort sig tanker om at få børn, og de tanker fik nu et nyt perspektiv.

- Men jeg har ikke overvejet anderledes om børn efter, jeg er blevet testet. Min mand og jeg besluttede helt fra starten, at vi ikke ville vide, om vores barn bar genet, og vi ville ikke sortere æggene. Vi ville tage imod det, der kommer, for vi mener, at man kan have et godt liv, selvom man bærer Huntingtons. Jeg vil jo ikke selv have undværet mit liv. Jeg ser i stedet på, hvordan far og farmor har tacklet sygdommen med stort livsmod, og på den måde er jeg ikke bange for det, der kommer, siger Mai, der i dag har en datter på knap seks år.

Ann-Sofie og hendes mand var kortvarigt fristede af ægsortering.

- Vi kunne have stoppet sygdommen i vores gren af familien, hvis vi havde valgt det, men vi besluttede i stedet, at vi ville ikke blande os i det, som Gud gør så godt selv. Vi læste op på ægsortering, og vi kunne mærke, at vi ikke kunne stå inde for det. Det var ikke os, der skulle vælge, hvem der skal leve, og hvem der ikke skal leve, siger Ann-Sofie, der i dag har to sønner på henholdsvis to måneder og knap to år.

Hun fortsætter:

- Det er en præmis, at de er født ind i en familie med Huntingtons. Det er en bekymring, der bare altid er der. Vi ved ikke, om vores børn bærer genet, og det er op til dem selv, om de vil finde ud af mere og testes, når de bliver voksne. Sygdom er en del af mig, og jeg ønsker det ikke for mine børn, men samtidig tænker jeg, at Gud også har skabt videnskab og læger, så måske finder de kuren mod Huntingtons engang.

Hele familien Lundahl Bruun er fast funderet i den kristne tro, og troen bærer igennem mange sorger.

- Troen betyder alt for mig, og jeg hviler i tanken om evigheden - at intet er endeligt, men at vi har evigheden sammen, siger Ann-Sofie.

- Ja, det er et kæmpe håb om, at man ikke ender alene; at der er tænkt nogle tanker om mig, supplerer Mai.

- Der er en, der holder ved. Gud får ikke alt det trælse til at gå væk, men han bærer, mener Jannie.

Maria overvejer:

- Gud kunne have skånet vores familie for sygdommen, men Huntingtons har skabt nogle helt andre bånd og endnu mere kærlighed i vores familie, og vi står virkelig sammen. Det er ikke meningen, at vi skal have et glansbillede af et liv, for så mangler vi dybde. Det har Gud lært os med sygdommen.

Kun Lærke har endnu ikke børn, og derfor presser det sig indimellem på i familien, hvordan man forklarer den næste generation om Huntingtons og de konsekvenser, som sygdommen har for morfar og to af mostrene.

- Man er nødt til at føle sig frem. Sådan var det også med mine piger. Det kom drypvis, at de spurgte, og vi svarede. De var otte-ti år, da de virkelig gerne ville vide mere, og på det tidspunkt regnede de ud, at de også kunne være i risikogruppen, fortæller Jannie, som af samme grund valgte selv at lade sig teste, og hendes døtre ved derfor i dag, at de ikke bærer Huntingtons.

Sagen stiller sig anderledes for Mai og Ann-Sofie. Ikke bare skal de på et tidspunkt tage stilling til, hvordan de vil forklare Huntingtons for deres børn. De får også et blik på deres egen fremtid, når de i dag betragter deres far.

- For mig er der den dobbelthed, at jeg gerne vil hjælpe min far, men også ved, at jeg engang bliver ramt af det samme. Jeg har brug for at passe på mig selv, og det gør jeg blandt andet ved mentalt at brede spektret ud for, hvem man kan være som menneske, når man har Huntingtons. Jeg tager imod den far, som min far er i stand til at være i dag, og heldigvis er han ofte glad, men jeg tror, det er en dyb sorg for ham, at Mai og jeg også har Huntingtons, siger Ann-Sofie.

- Jeg føler også dobbeltheden i mit forhold til far. Jeg er megaked af at se, hvordan han bliver dårligere, og samtidig kigge ind i min egen fremtid. Nogle gange kommer det lidt for tæt på, siger Mai.

Max er ikke længere den, han var. Livsnyderen, der elskede at stikke ud og være sig selv, er mærket af sygdom. Hans personlighed bliver mere og mere udvisket, forklarer hans døtre. Han bliver hurtigere træt, sover meget, mister indimellem ord, kan ikke overkomme dybe samtaler og går, som om han er fuld. Eller som Lærke siger: "Han bruger hele fortovet". Men han nægter at lade sig kue, opretholder det gode humør og deltager meget gerne i alle familiesammenkomster.

- Han er ikke ked af at være anderledes, og det er den tilgang, som Mai og jeg skal påtage os at være i, når vores tid kommer, siger Ann-Sofie.

- Jeg tror, at jeg bliver ramt på min forfængelighed. Jeg vil ikke bryde mig om at se ud, som om jeg er fuld. Men ligesom vores far kan jeg grine mig igennem mange ting, og det håber jeg, at jeg kan holde fast i, siger Mai, der har skrevet en liste over de ting, hun vil nå, mens hun stadig kan.

- Og så har jeg helt bevidst valgt at være hjemmegående. Jeg vil ikke bruge min tid på et job lige nu; jeg vil være sammen med min familie. Om 10-12 år er det måske mig, der får at vide, at sygdommen nu er i udvikling, siger Mai, der ligesom Ann-Sofie går til årlige kontroller på hospitalet.

- Jeg fokuserer meget på at være glad og på at bevare den grundlæggende tro. Min mand er en helt i mit liv, for hans indflydelse gør, at jeg ikke er bekymret. Sygdommen fylder slet ikke på samme måde, som den har gjort, og for mig er det stadig abstrakt at tænke på, at jeg bliver syg engang. Men jeg ved, at alle omkring mig vil behandle mig med respekt til det sidste, siger Ann-Sofie.

- Det beroliger mig, at jeg nu på fars bosted kan se, at der er mennesker, der er uddannet i at samle mig op til den tid, og jeg finder tryghed i den tanke, tilføjer Mai.

De tre andre søstre forventer, at de skal bistå som pårørende.

- Sorgen venter ude i fremtiden, men vi skal ikke tage sorgerne på forskud. Jeg føler, at jeg skal være den, der er med til at finde kreative løsninger, når den tid kommer, så Mai og Ann-Sofie kan forblive dem, de er, så lang tid som muligt, siger Maria.

I dag hviler søstrenes blik først og fremmest på deres far. I særlig grad har Lærke et øje på ham lige nu. Til oktober skal hun giftes, og hendes drøm har altid været at blive fulgt op ad kirkegulvet af sin far. I dag er der ingen tvivl: Max skal nok klare turen.

Det var med et klart ønske om at slå sin behandler ihjel, da en 41-årig mand lørdag gik til angreb på hende med en kniv på Retspsykiatrisk Ambulatorium på Brøndbyøstervej i Brøndby fredag ved middagstid.

Det fortalte den 41-årige lørdag i Retten i Glostrup, hvor han iført Kriminalforsorgens karakteristiske blå fangedragt er blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Han er sigtet for drab og drabsforsøg. For ud over overfaldet på sin egen behandler, blev to andre ansatte også angrebet. Den ene, en mand, blev stukket i den ene lunge og milten. Den anden, en kvinde, fik overfladiske skader på armen.

Efter et retsmøde på cirka 40 minutter havde dommer Katrine B.B. Eriksen hørt nok til, at hun var overbevist om, at den 41-årige mand skulle varetægtsfængsles.

Allerede ved retsmødets start fortalte mandens forsvarsadvokat, at hans klient kunne erkende drab og grov vold. Og det blev bakket op af mandens forklaring.

Den 41-årige gentog igen og igen sine sætninger, der kredsede om hans utilfredshed med sin behandler.

- Hun skal ikke arbejde. Hun skal gå på pension. Hun skal meldes til politiet, lød det blandt andet fra manden.

Han fortalte, at han havde taget kniven med på afdelingen, ifald hans møde med behandleren den dag skulle gå skidt. I så fald ville han bruge kniven. Men det var ikke hans intention, at han skulle angribe andre.

At han angreb den mandlige ansatte, hang alene sammen med, at han greb ind, efter at den 41-årige havde tildelt sin behandler flere knivstik i maven og halsen.

- Det var ikke meningen, at jeg ville dræbe ham. Jeg kunne godt, men jeg gad ikke. Men han skal lade være med at blande sig, lød det fra den 41-årige.

Anklager Peter Rask fra Københavns Vestegns Politi fortalte under lørdagens retsmøde, at den 41-årige i januar 2014 blev dømt til psykiatrisk behandling for et røveri.

Og i juli i år var manden blevet sigtet for en række forhold om vold og hærværk, og i den forbindelse skulle han modtage yderlige behandling i kraft af den gamle dom.

Efter angrebet på personalet stak manden af fra stedet, men han blev fanget på overvågningskameraer, og politiet fandt hurtigt frem til ham. Peter Rask bemærkede, at der ikke er tvivl om, at han er gerningsmanden.

Den 41-årige mand protesterede ikke mod anklagemyndighedens krav om varetægtsfængsling. Samtidig understregede han, at han foretrak et almindeligt fængsel frem for at blive tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.

- Jeg har oplevet rigtig meget lort i den verden. Jeg har oplevet rigtig meget lort i mit liv, lød det i den forbindelse fra manden.

Dommeren valgte derefter at varetægtsfængsle manden ud fra en vurdering af, at der er en begrundet mistanke om hans skyld, og at der er en risiko for, at han på fri fod vil begå ny kriminalitet. Det blev desuden bestemt, at manden skal mentalundersøges.

Lørdagens retsmøde foregik i fuld offentlighed, som retsmøder i udgangspunktet skal efter både Grundlovens og retsplejelovens bestemmelser.

Anklager Peter Rask forlangte ellers fra retsmødets start, at der skulle være lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning.

Det krav blev mødt med protester fra den fremmødte presse, og dommer Eriksen var enig med journalisterne i, at der i sagen ikke var noget, som godtgjorde de særlige hensyn, der kan begrunde en dørlukning.

Den 41-årige er foreløbig fængslet frem til 16. august. /ritzau/

Søndag skal Jonas Vingegaard cykle over brostenene på Champs-Élysées i Paris med den gule trøje limet til kroppen og som vinder af Tour de France for anden gang i streg - hvis alt går efter planen.

Traditionen tro betyder det rådhuspandekager og hyldest af den 26-årige rytter fra Glyngøre på balkonen ud til Rådhuspladsen.

Københavns Kommune inviterer danskerne til officiel hyldest af Jonas Vingegaard onsdag den 26. juli.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

For anden gang gør han efter alt at dømme det utrolige og har bragt sig i vinderposition i verdens største cykelløb, og det glæder overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), som er vært for den officielle hyldest.

- Det er intet mindre end historisk, at Jonas Vingegaard med al sandsynlighed vinder Tour de France for andet år i træk. Vi kan alle være stolte af ham og vores stærke cykelnation, siger hun.

- Det vil ikke blot være en kæmpe sejr for denne sommers hovedperson, men også for Danmarks stærke hverdagscyklisme, de mange cykelklubber og stærke foreningsliv, der hver dag gør en kæmpe forskel for vores børn og unge, påpeger overborgmesteren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) deltager også i fejringen på rådhuset, hvor hun skal holde en tale.

Danmarks Cykle Union (DCU) står for at arrangere hyldesten af Vingegaard.

Den helt store fejringsplan bliver skudt i gang onsdag klokken 11.30, hvor Jonas Vingegaard kører i bil fra Københavns Lufthavn til Rådhuspladsen.

Klokken 13.40 træder den unge cykelrytter ud på balkonen, hvor alle kan møde op for at hylde og hædre manden i den gule trøje.

Når han har spist sine rådhuspandekager, går turen videre til Tivoli, hvor han sammen med resten af de danske Tour de France-ryttere skal hyldes igen.

Her modtages de blandt andet af Pjerrot, hvorefter TV 2-vært Stine Bjerre interviewer dem på scenen i Tivoli. Denne del af fejringen ventes at begynde klokken 16.

- Vi troede og drømte nok alle om en gentagelse af sejren fra sidste år, siger Tivoli-direktør Susanne Mørch Koch i en pressemeddelelse.

Søndagens etape er en slags paradekørsel, og derfor er Tour de France så godt som afgjort efter lørdagens etape.

/ritzau/