Det var i Holte nord for København under et lukket debatarrangement i en stor villa, som mindede om et palæ, at noget centralt for alvor gik op for den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.

Nok havde modstanden mod den aftale om en tvungen fordeling af gymnasieelever, som den forrige S-regering lavede, været stor fra de borgerlige partier. De mente, at det tog det frie valg fra eleverne. For Socialdemokratiet og aftalepartierne var det væsentlige derimod at forsøge at bremse polarisering og parallelsamfund.

Men lige der i Holte gik det overraskende op for Kaare Dybvad Bek, hvor stor modstanden også var hos dele af venstrefløjens mere velstillede vælgere eller ”folk med pangfarvede striktrøjer”, som han også udtrykker det.

- Jeg sidder til en politisk debat med Henrik Dahl (LA) og Lars Løkke Rasmussen (M), og så siger folk: ”Jeg har simpelthen ikke betalt så mange penge for en villa i Gentofte, for at mine børn skal gå i skole med folk, der kommer fra udsatte boligområder”, siger Kaare Dybvad Bek.

- Og når det er sådan, hvilket jeg tror, det er i mange tilfælde, så må den eneste løsning også være, at der kommer så få til landet som muligt, siger han.

Arbejdsvilkårene har ændret sig for Kaare Dybvad Bek efter folketingsvalget for et halvt år siden. Hans parti er ikke længere alene på magten. Den må Socialdemokratiet dele med et af Folketingets nyeste partier Moderaterne og den tidligere ærkefjende Venstre. Alligevel mener Kaare Dybvad Bek, at han i høj grad kan fortsætte sit politiske projekt:

- Meget af det, som jeg har arbejdet for, både ved at have skrevet mine bøger, men også hvad jeg tror på, er vigtigt for vores samfund, har jeg mulighed for at arbejde for i denne her regering, siger Kaare Dybvad Bek.

- På integrationsområdet, som jeg har ansvaret for, er der grundlæggende en opgave med at sikre, at der kommer relativt få mennesker til landet, så vi kan integrere dem, der er. I min generation i Socialdemokratiet har det været en meget vigtig erkendelse grundlæggende at sige, at vi skal have de her ting til at fungere, siger han.

- Folk i Gentofte bliver jo lykkelige, fordi de kan få billig rengøringshjælp, bragt deres mad ud og køre billigt med en taxa. Mens folk på Vestegnen, folk i Holbæk, hvor jeg selv er valgt og andre steder, betaler den byrde, der er ved indvandring. Det er for mig en meget stærk ideologisk kamp.

Noget af det første, som SVM-regeringen gjorde efter valget, var dog at blive enige om at skrotte den omstridte gymnasieaftale, som ellers var et af Socialdemokratiets forsøg på at ”få det til at fungere”. For Venstre var det derimod en stor politisk sejr at få rullet den aftale tilbage.

Kaare Dybvad Bek mener, at modstanden mod gymnasieaftalen ganske tydeligt viser, at de mere velstillede borgere ikke er villige til at løse integrationsopgaven, og at det i stedet er beboere i udsatte boligområder, folk med korte uddannelser og lav indkomst, der bærer byrden.

Forløbet omkring gymnasieaftalen har åbenbaret det, som Kaare Dybvad Bek kalder en ”logisk brist”, hos nogle af de velstillede venstrefløjsvælgere.

- Jeg mener, at der er en eller anden logisk brist nogle gange i den holdning, der er blandt de partier, som ønsker en meget stor indvandring; at man reelt måske ikke er klar til at løfte ansvaret i sin dagligdag på samme måde, som hvis det handlede om topskat eller klimaet.

- Der er jo mange, der både stemmer for meget store klimareduktioner og ikke vil have en bil, spiser vegetarisk og så videre. Og det er heller ikke, fordi jeg siger, at man altid skal leve 100 procent i overensstemmelse med det. Men jeg synes, at der på integrationsområdet for folk på venstrefløjen er for langt imellem, hvad de siger, og hvad de reelt gør.

- Selv meget inkarnerede venstrefløjsvælgere vil virkelig gå langt for at undgå, at deres børn skal gå på et gymnasium, hvor der er mange med udenlandsk baggrund. For mig siger det, at der er en logisk brist i folks forståelse af, hvad integration er, og hvad deres eget ansvar er, i forhold til hvilken politik de beder om, siger han og udpensler sit synspunkt:

- At man både kan stemme på partier, der i princippet siger, at alle er velkomne, og som har været imod alle de stramninger, vi har lavet de seneste 20 år, og så samtidig sige, at man ikke vil være med til at tage ansvar.

- Sådan er det ikke på andre politikområder. Det er min oplevelse, at det er meget svært at finde Enhedslisten-vælgere, der for eksempel forsøger at undgå at betale topskat. Det er en del af pakken. Men det er anderledes med integration. Der er der en kulturkamp og en samlet kamp for en sammenhængskraft, som jeg mener er uafsluttet, og som denne regering også kan bidrage til at få til at fungere, og som jeg mener er en meget stærk socialdemokratisk sag, siger han.

Kaare Dybvad Bek meldte sig ind i Socialdemokratiet som 17-årig. Det var få måneder før, at Anders Fogh Rasmussen (V) i 2001 vandt valget over Poul Nyrup Rasmussen (S).

Selv blev Kaare Dybvad Bek første gang valgt til Folketinget i 2015, og i 2019 fik han første ministerpost som bolig- og indenrigsminister.

Siden blev han udlændinge- og integrationsminister. Det er en post, han er fortsat på, selvom der har været udskiftning på langt de fleste ministerposter efter valget. Kun Kaare Dybvad, finansminister Nicolai Wammen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke fået nyt job.

Kaare Dybvad Bek arbejdede sidste valgperiode ihærdigt med at få lavet en aftale med det centralafrikanske land Rwanda om et modtagecenter til danske asylansøgere uden om EU. Det var et af Socialdemokratiets valgløfter i folketingsvalgkampen i 2019.

Venstre har hele tiden støttet ambitionen, men kaldte det også et ”fatamorgana” og troede ikke på, at det kunne lade sig gøre, men den socialdemokratiske regering formåede faktisk at lave en rammeaftale med Rwanda.

Efter valget er det ambitionen, at Danmark skal forsøge at få andre EU-lande med på sådan en aftale, så Danmark ikke længere går enegang. Derfor er erkendelsen også, at et dansk modtagecenter i Rwanda har fået længere udsigter.

Undervejs i interviewet står det også klart, at det nationale kompromis på udlændingeområdet, som Socialdemokratiet gennem flere år, har talt om at lave, ikke bliver ligeså formaliseret, som der har været lagt op til.

Flere gange har både partiformand Mette Frederiksen og Kaare Dybvad Bek talt om, at der skulle laves et såkaldt nationalt kompromis om udlændingepolitikken, som kunne forene røde og blå partier.

Mette Frederiksen har blandt på de socialdemokratiske kongresser i både 2015 og 2017 opfordret de øvrige partier til at indgå et nationalt kompromis om udlændingepolitikken.

Det kan sammenlignes med det nationale forlig på forsvarsområdet, som Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre, SF og De Konservative blev enige om sidste år. Partierne underskrev aftaleteksten i Egetræsværelset i Statsministeriet, mens pressefotografernes kameraer blitzede, og partilederne lod sig fotografere med Dannebrog i baggrunden.

Men nu lyder der altså andre toner fra Kaare Dybvad Bek, når han taler om et nationalt kompromis om udlændingepolitikken.

- I praksis har vi nu et nationalt kompromis, hvor et bredt flertal hen over midten er enige om en stram, ansvarlig og konsekvent udlændingepolitik. Det er rigtig godt, for den stramme udlændingepolitik er helt afgørende for Danmark. Men jeg tror ikke, der kommer sådan et papir med guldkant sat ind i en ramme, hvor der står "Det nationale kompromis", siger han.

I august sidste år skrev Mette Frederiksen ellers i en kronik i Berlingske, at "det bedste for Danmark ville være et nationalt udlændingeforlig, hvor vi bredt i Folketinget bliver enige om reglerne for eksempelvis familiesammenføring, asyl, statsborgerskab, bekæmpelsen af parallelsamfund og et modtagecenter uden for Europa". Kronikken havde overskriften "lad os passe på fremtiden".

Kaare Dybvad Bek fastholdt selv ambitionen om et nationalt kompromis på udlændingeområdet i et interview med Berlingske så sent som i december, efter at SVM-regeringen var tiltrådt.

Hvornår opgav du den tanke?

- Jeg har ikke opgivet den tanke, men..., siger Kaare Dybvad Bek.

Men du sidder her og siger, at det ikke kommer til at ske?

- Nej, jeg siger bare, at det ikke er det vigtigste for mig. Når jeg kigger ned over listen med ting, som vi skal have lavet, så er det at lave den pædagogiske eller kommunikationsmæssige seance, der indrammer et nationalt kompromis, som i forvejen er eksisterende parlamentarisk, bare et stykke nede på listen.

- Jeg er sikker på, at hvis man virkelig lagde sig i selen, så ville man nok godt kunne på en eller anden måde få lavet den ramme, men jeg synes bare ikke, at det er det væsentlige.

- Det væsentlige er, at lige nu har vi en regering med tre partier, der har flertal i Folketinget. Det meste af det, vi laver på udlændingeområdet, har et bredere flertal end det. Vi er i en situation nu, hvor der er ro på udlændingepolitikken, siger han.

Men vi kommer ikke til at se et nationalt kompromis blive skrevet under inde i Egetræsværelset, mens Dannebrog hænger i baggrunden?

- Nå, det kunne da være meget sjovt at gøre, men jeg tror ikke... Altså, jeg må jo også erkende, at det er noget, som vi meget slog os op på, og det er klart, at hvis man tager ejerskab over et begreb og en sag, så ender man jo også med ikke at kunne få den, fordi det så meget bliver en socialdemokratisk sejr, siger Kaare Dybvad Bek.

Prøv at forestille dig, at VM i fodbold startede om få dage. Føtex ville sælge klaphatte, Schmeichel pryde reklameskilte i 7Eleven, og Gulddrengen havde nok lavet en VM-sang eller to. Overalt ville værtshuse og barer være i gang med at rigge op til storskærmsarrangementer, og kioskerne ville være fyldt med optaktsmagasiner og klistermærkebøger til slutrunden.

Al garnituren er du nødt til at forestille dig. Men faktisk er det ikke fantasi, at VM starter lige om lidt. Torsdag den 20. juli bliver der fløjtet op for VM i kvindefodbold i Australien og New Zealand, og for første gang i 16 år er Danmark med.

- Det er på mange måder en historisk slutrunde. Alligevel er der bemærkelsesværdigt stille omkring det.

Ordene kommer fra Amalie Bremer. Hun er kvindefodboldekspert, fanklubstifter og prisvindende vært for Kvindefodboldpodcasten.

- Jeg kan godt lide at se et syvmandsbold i Nørrebroparken. Jeg kan også godt lide 2. division, Superligaen og Champions League. Og jeg kan også rigtig godt lide kvindefodbold, hvor der er en ånd, som mange andre steder i fodbolden er forsvundet.

Amalie er på en selverklæret mission. Hun vil gerne piske en stemning op omkring sommerens VM. "Ikke for at proppe kvindefodbolden ned i halsen på dem, som synes, det er dårligt," som hun siger. Men for at gøre folk opmærksomme på, at det er der.

- Det her er ikke noget, jeg siger som jubelidiot: Kvindesporten vokser helt vildt alle mulige andre steder, lyder det fra Amalie, som fortsætter:

- Men i Danmark er det som om, at vi mangler at prikke hul på bylden. Jeg tror ikke, det er fordi, der sidder nogle og underprioriterer det her, fordi de hader kvinder. Det bliver bare ikke prioriteret ude på redaktionerne

Nu tænker du måske, at det også handler om noget andet. At kvindefodbold ikke nyder mere bevågenhed, fordi det er for kedeligt, for langsomt eller for dårligt. At det er en light-udgave af milliardindustrien herrefodbold. At det bliver spillet på vindblæste pløremarker for et forsvindende antal mennesker.

Tænker du sådan, tager du fejl. Og den bedste måde, at illustrere det på, er ved at rejse tilbage til den 31. juli 2022, hvor der blev skrevet historie på verdens mest ikoniske fodboldstadion.

365 millioner mennesker så turneringen i fjernsynet, og 87.192 var på lægterne til kampen, da et indadskruet hjørnespark skabte tumult i feltet. Tyskerne forsøgte at losse bolden ud af kommunen, men en lang, engelsk tå snød dem alle og prikkede kuglen i kassen. Wembley gik amok.

2-1 til England i forlænget spilletid, og 10 minutter senere kunne englænderne sige It’s coming home til EM-trofæet.

Du har nok allerede gættet, at de jublende spillere i hvide trøjer ikke var løver. De var løvinder.

De engelske fodboldkvinder vandt EM på en aften, hvor Wembley satte tilskuerrekord. Aldrig før - hverken til en kvinde- eller herrekamp - havde der været så mange på lægterne til et EM-opgør.

Få måneder forinden - i april 2022 - var 91.648 mennesker på stadion, da Barcas kvinder smadrede Wolfsburgs ditto. Den dag blev der også sat rekord på Camp Nou - på tværs af køn.

En del af forklaringen er billige billetpriser. Men det handler også om, at barrierer i disse år nedbrydes. Fodboldens enkønnede arv og de hertilbundne stereotyper og fordomme ligger til nedrykning. Ifølge en rapport fra FIFA "vokser kvindefodbolden som ingen anden sport," og man skal ikke rejse langt ud af Danmark for at opdage populariteten.

I England blev landsholdskvinderne kåret til årets hold, ikke årets kvindelige hold, men årets hold, punktum. Hovedprisen, årets sportsnavn, gik til Beth Mead, en af profilerne hos The Lionesses. For tiden - mens de går og varmer op til VM i Australien og New Zeland - kommer der op mod 3000 mennesker og ser dem træne.

I USA står både præsidenten, popstjernerne, basketball-idolerne og Hollywood tilsyneladende bag deres landshold. I hvert fald var både Joe Biden, Taylor Swift, Shaquille O'Neal, Issa Rae og en hel masse andre berømtheder med til at afsløre den amerikanske VM-trup for få uger siden.

- Disse kvinder er en inspiration for amerikanere i alle aldre. Inklusive vores familie, lød det fra præsident Biden i en videohilsen, hvor han stod med sin kone Jill Biden under armen.

Det er præcis den slags tilkendegivelser, som Amalie Bremer savner. Stod det til hende, var det Dronning Margrethe, Mads Mikkelsen, Caroline Wozniacki, Mø og Michael Laudrup, som offentliggjorde Danmarks VM-trup. Og selve slutrunden fik den samme mediedækning, som når landstræneren hedder Kasper Hjulmand.

I sidste ende handler det om ligestilling og repræsentation. Om idoldyrkelse og drømme, siger hun.

- I min barnehjerne skulle jeg være David Beckham, Edgar Davids eller den gamle Ronaldo, hvis jeg skulle spille VM-finale foran 100.000 tilskuere. Drømmen om Parken var en drengedrøm, for jeg blev ikke præsenteret for kvinderne.

Men kvinderne var der.

Helt tilbage i 1971 var der rent faktisk kvindelige fodboldspillere i rødt og hvidt, som spillede foran 112.500 tilskuere i Mexico. Danmark vandt 3-0 i en uofficiel VM-finale arrangeret af Martini. De internationale fodboldforbund - herunder også DBU - gad ikke have noget med det at gøre. Hos dem var kvinderne ikke velkomne.

- Det har gjort, at kvindefodbold i mange, mange år har været et totalt uopdyrket land. Det har skabt sine egne rammer udenom UEFA og FIFA. Uden korruption og griskhed. Og det er derfor, jeg mener, kvindefodbolden har bevaret mere af sin sjæl, siger Amalie.

Selv begyndte hun som mange andre danskere at følge kvindefodbolden, da Danmark vandt sølv ved EM i 2017. Siden da har hun startet Kvindefodboldpodcasten, der er Danmarks eneste faste podcast om kvindefodbold. Og hun har også været med til at stifte landsholdskvindernes officielle fanklub. Hun stod med megafonen i hånden og startede kampråb, da kvinderne i 2022 fik lov til at spille i Parken København. For første gang i historien. 21.000 mennesker var på stadion til dén kamp, en venskabskamp, og Amalie var selv rørt til tårer.

- Det kan gøre mig så blød i knæene, når jeg ser unge piger med kvindelige spillers efternavne på ryggen af deres landsholdstrøjer. For det viser, at fodbolddrømmen ikke kun er for drenge.

Efterhånden har de fleste internationale fodboldorganisationer, forbund og fodboldklubber budt kvinderne ind i de opvarmede omklædningsrum og større stadioner. I Danmark har Silkeborg, FCK, OB og Viborg for nyligt oprettet eller købt kvindehold.

Alligevel føles det stadig som to verdner. Eller i hvert fald to forskellige økonomiske virkeligheder.

Hvor herrelandsholdene fik omkring tre milliarder kroner i præmiepenge for deres indsats ved VM i Qatar, får kvindelandsholdene cirka 400 millioner - en ottendedel - for deres indsats.

I klubberne er kløften endnu bredere. Ifølge BBC tjener Englands mandlige anfører, Harry Kane, det samme på en uge, som kvindernes anfører, Leah Williamson tjener på et år.

Flere nationale forbund har indført ligeløn på landsholdene, men for Amalie Bremer er det ikke dét, som det handler om i en dansk kontekst. Faktisk er hun træt af den diskussion.

- Jeg synes, det her med ligeløn er sådan en svensknøgle, folk smider ind i hjulet for at afspore debatten. Det handler om lige muligheder og lige vilkår. Det handler om, at små piger ikke skal have de aflagte træningstrøjer og de dårlige træningstider. Om rammerne og systemerne, siger hun.

Men er det ikke også fair nok at anerkende, at herresporten generer langt, langt flere penge end kvindefodbolden, og at herrefodbolden foregår på et meget højere niveau?

- Det er det helt sikkert. Men jeg synes også, det handler om smag. Kvindefodbold er noget andet end herrefodbold. Og hvis logikken er, at vi kun skal se det bedste fodbold, hvorfor ser vi så den danske Superliga? Så burde vi jo kun se Champions League, fordi alt andet er langsomt og dårligt sammenlignet med.

Amalie Bremer ender interviewet med en opfordring:

- Nogle synes det er fedt, når Danmark gør det godt i curling, andre går op i fægtning. Det er helt OK. Hvis man bare har tænkt sig at nedgøre, så passer gaden. Og ellers så prøv at give kvinderne en chance.

Danmark spiller sin første kamp ved VM i Australien og New Zealand lørdag den 22. juli, hvor de møder Kina.

Det er nødvendigt at diskutere fremtidens velfærd.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at Socialdemokratiets politiske ordfører har åbnet diskussionen om, hvorvidt det er nødvendigt, at lønmodtagere bidrager til velfærdsydelser i alderdommen.

- Jeg hører vores ordfører starte en nødvendig debat om, hvordan fremtidens velfærd skal se ud, siger Mette Frederiksen.

Udmeldingen kommer på vej ind til et møde i Bruxelles mandag, hvor statsministeren for første gang kommenterer debatten.

Den blev indledt af Moderaterne, der kom på banen med et forslag om, at danskerne i fremtiden selv skal spare op til en del af ældreplejen. Og mandag fulgte Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, trop med sit eget bud.

Til Jyllands-Posten siger Christian Rabjerg Madsen, at der er brug for en diskussion om en trepartsaftale, som sikrer, at alle danskere sparer op til "nogle velfærdsrettigheder i vores alderdom, sådan at vi får løftet dem, der har mindst".

Selv om regeringen ikke er klar med et udspil på området, er debatten nødvendig, mener Mette Frederiksen.

- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der kan lægge til grund, at det én til én bliver, som det plejer at være. Men det betyder ikke, at vi skal over til en helt anden samfundsmodel. Det skal vi ikke.

- Men vi står over for kæmpe store udfordringer, og det bliver vi nødt til at forholde os til, siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Betyder det, at regeringen kommer med et forslag på dette område?

- Det betyder, at vi har en regering i Danmark, som ikke bare forholder sig til, hvordan vores velfærd ser ud i dag, men også, hvordan den vil se ud i fremtiden.

- Jeg har lyttet til nogle af reaktionerne i dag. Vi er nødt til at erkende, at der er mange danskere, der tegner private forsikringer på forskellig vis, fordi de enten er bekymrede for, at det tilbud, vi kan levere på velfærd, ikke er godt nok. Eller fordi de bare har mange penge.

- Så A og B-holdene begynder at være i velfærdssamfundet. Det ønsker vi ikke. Vi ønsker, at alle trygt kan se hen mod alderdommen.

- En af grundene til, at vi har lavet denne regering, er for at sikre, at vi har et robust velfærdssamfund. Så nej, der kommer ikke konkrete forslag om, at man skal spare op til sin alderdom. Men vi bliver nødt til at kunne diskutere fremtidens velfærd, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiets debatoplæg får dog kritik fra oppositionspartier på begge fløje.

I SF og Enhedslisten bliver udmeldingen fra Socialdemokratiet mødt med bekymrede miner. SF ønsker finansiering via skatten, mens Enhedslisten ser tankerne som et "brud" på den skattefinansierede velfærdsmodel.

Også Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er imod.

Spørgsmål: Hvad siger du til de oppositionspartier, der kalder det et opgør med den skattefinansierede velfærdsmodel, du normalt forsvarer?

- Det er ikke et spørgsmål om, hvad vi normalt forsvarer. Velfærdssamfundet er socialdemokratisk tænkt. Det er os, der har kæmpet for det i alle årene. Det vil vi blive ved med at gøre.

- Men det er et velfærdssamfund, der er begyndt at slå sprækker. Alle i Folketinget bliver nødt til at forholde sig til, at tingene kommer til at se anderledes ud i fremtiden.

- Men jeg ønsker ikke et forsikrings-Danmark. Jeg vil have et velfærdssamfund, hvor alle er trygge ved alderdommen, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Vi er efterhånden blevet så kloge, så nogle ikke længere gider respektere eksperterne. Vi kan selv regne den ud med Google og internetsøgning. Vi går til lægen med den diagnose, som vi selv har stillet, og vi ved også godt, hvordan vi skal gebærde os i trafikken, der jo som bekendt er fyldt med inkompetente fjolser, der går, cykler eller kører i vejen for os.

Det sidste ved jeg selv rigtig meget om. Forstået på den måde, at jeg er kursusudbyder i vejbranchen, hvor det gælder om at skabe trygge rammer for de vejarbejder, der foregår med tæt trafik omkring sig. Det er ikke sjovt at stå med en sikkerhedshjelm og mærke suset fra forbikørende biler, der ikke respekterer de foranstaltninger, der er sat op for at gøre vejarbejde sikkert for alle - både de som arbejder og trafikanterne.

Jeg har flere gange diskuteret problemet med den manglende respekt blandt en del trafikanter i forhold til at respektere skiltningen, køre efter forholdene og i øvrigt opføre sig, som man kan forvente af en ansvarlig bilist. Det er forstemmende, når man f.eks. får slået i hovedet, at branchen selv er med til at skabe problemerne, fordi vi stresser trafikanterne, uden at de kan se hvorfor. Det er jeg ikke spor enig i. Vi har tværtimod at gøre med en virkelig farlig arbejdsplads, hvorfor vi gør os umage med arbejdsmiljøet. Det skal være sikkert at gå på arbejde, og alle skal selvfølgelig kunne forvente at komme hjem fra arbejde i god behold.

Vi ved derfor godt, hvad der skal til, og vi tager de forholdsregler, som vi ved virker. Men måske er vi blevet for dygtige. Måske er sikkerheden simpelthen blevet et irritationsmoment. For desværre møder jeg ofte argumenter, der taler et tydeligt sprog om helt grundlæggende begrænset indsigt i branchens arbejdsforhold.

Det er, som om nogle trafikanter har bidt sig fast i en ide om, at de skam godt selv kan bedømme, f.eks. hvor hurtigt de skal køre. Jeg hører tit bemærkninger som: ”Hvorfor skal I spærre af, når der ikke foregår noget arbejde?” ”Hvorfor skal der være hastighedsnedsættelse, når ingen arbejder?” ”Hvorfor arbejder I ikke i skiftehold, så vejarbejdet er hurtigere overstået?”

Svarene er jo indlysende begrundet i sikkerhed, som udgravninger, maskiner og materiel, ændret vejforløb, hensyn til andre trafikanter. Eller hvis det foregår i byen, er der et støjhensyn, der betyder, at arbejdet ikke kan foregå døgnet rundt, og det kan det heller ikke på en mørk motorvej. Og så er der pengene. Når man, som jeg, bruger en masse gode kursusressourcer på at lære vejarbejderen, hans chef og vejens ejer, hvordan man skal tage vare på sig selv og på trafikanterne, er det meget frustrerende at opleve den slags forkælede attituder blandt en lille gruppe trafikanter. Og der skal desværre ikke mange til for at ødelægge helheden.

For nylig kom det frem i forbindelse med medieomtale af problemerne, at den manglende respekt fra trafikanterne betyder, at også vejarbejderne har lyst til at reagere overfor de trafikanter, der krænker sikkerheden. Vi har set sjak, der har meddelt, at de nok selv skal bestemme, om de vil gå på arbejde, når ikke alle parter spiller efter reglerne. De reagerer altså på problemer, som de iagttager og ser kolleger stå i.

Begreber som vejvrede og vanvidsbilister kender vi alle, og når almindelig god opførsel, hvor der udvises respekt for andre, ophører, så har vi problemet. Lidt ligesom kommentarfelterne på de sociale medier, hvor det åbenbart er kutyme blandt en del at gå over grænsen for god opførsel og adfærd over for andre. Er det måske sådan, at vi i bilen oplever samme distance overfor dem, vi angriber, som vi kender fra dårlig netadfærd. Er dårlig vejadfærd og netadfærd i virkeligheden fuldstændig sammenlignelige?

Det, jeg beder om, er en simpel forståelse for, hvorfor vi sætter afspærringer op, og hvorfor farten skal sænkes. Der er selvfølgelig af sikkerhedsmæssige årsager. Det er ikke til diskussion. Når det er sagt, så er branchen i konstant bevægelse for at finde bedre og mere fleksible løsninger, der kan sikre bedst mulig fremkommelighed under vejarbejde.

Vejarbejde er naturligvis konkurrenceudsat, og det kan godt være, at bygherrer og entreprenører sammen skal se på, om arbejdet kan gribes anderledes an. Det kan f.eks. være forsøg på at etapeopdele og udvise større hensyn rundt om større helligdagsperioder. Økonomien spiller ind i forhold til at gribe arbejdet an, som man gør. Men selvfølgelig skal der gøres plads til at tænke nyt. 

Først og fremmest har vi dog behov for at tage snakken med kolleger og venner om adfærd ved vejarbejde. Det er godt, at vi har fået udfordringerne lagt frem, så de ”allerklogeste” trafikanter også forstår, hvorfor vejarbejde udføres, som det gør.