- Mange tårer er grædt. Og endnu flere tårer vil komme til.

Hans Erik Meyer står i indkørslen ved sit og konens hus i Løjt Kirkeby. Det er den samme indkørsel, hvor han for én uge siden fik den hjerteskærende besked, at parrets søn, Michal Meyer, var kommet alvorligt til skade i en arbejdsulykke på Danish Crown-slagteriet i Blans nær Sønderborg.

Her stod to betjente lidt over klokken seks tirsdag morgen og fortalte parret, at Michal var stabil, men fløjet til Odense Universitets Hospital, OUH.

Efter tre dage ved Michals side blev respiratoren slukket. Han blev erklæret hjernedød, og der var ikke længere noget at gøre.

- Han var blevet trykket på brystkassen af 800 kilo. Det svarer til at få en hel palle træpiller ned over sig. Det er der jo ikke nogen, der kan holde til, lyder det fra Hans Erik Meyer.

Han sidder ved spisebordet i køkkenet med en rød mappe foran sig. I den har han allerede samlet en lille bunke papirer, som alle omhandler den ulykke, der slog hans søn ihjel.

For Hans Erik Meyer har en mission. Selvom han og familien er i sorg, tænker han praktisk og fremad. Der skal aldrig igen ske en ulykke, som den hans søn var ude for.

Michal Meyer, også kaldet Pingo af familien, blev 44 år gammel. Han efterlader sig to børn under 18 år.

Ifølge en rapport fra Arbejdstilsynet, blev han fundet fastklemt i en såkaldt kassevasker klokken 05.25 tirsdag den 13. juni. Ulykken skete, da han var i gang med at rense dyserne i kassevaskeren.

Fire mand forsøgte at løfte låget, som han var klemt under, men det var ifølge rapporten ikke fysisk muligt. Da han blev fundet, var han livløs. Det fik Arbejdstilsynet til at udstede et strakspåbud til Danish Crown.

- I har fået strakspåbud om at sikre, at kassevasker er standset under rengøring og på effektiv måde sikret mod igangsætning, skriver Arbejdstilsynet i rapporten.

Netop det, at der nu er et strakspåbud på kassevaskeren, og at maskinen efter ulykken viste fejl, har fået Hans Erik Meyer til at træffe en beslutning.

- Jeg afventer obduktionsrapporten på Michal lige nu, men efter det, så anmelder jeg Danish Crown for manddrab. Han var familiefar. Hvorfor sætter man en mand til at rengøre sådan en maskine, når spændingen var slået til, lyder det fra Hans Erik Meyer.

Ifølge besøgsrapporten skulle spændingen slås fra maskinen, når der blev udført reparationer eller indgreb på den. Men i samme rapport har en leder fra teknisk afdeling forklaret, at det aldrig blev gjort:

- Han oplyste, at det var normalt, at der var spænding på anlægget, når opgaven med at rengøre dyserne blev udført. Han oplyste, at han havde ført tilsyn med arbejdet mange gange, men at han ikke havde påpeget at vaskemaskinen stod med spænding på, når de udførte opgaven med at rense dyserne.

Arbejdstilsynet skriver i rapporten, at det blev konstateret, at der ikke var en hovedafbryder på betjeningspanelet.

Ifølge Hans Erik Meyer havde Michal været ansat på Danish Crown i lidt over ét år som reparatør. Men det havde ikke udelukkende været en god oplevelse for ham.

- Han dækkede to afdelinger, selvom han kun skulle have én. Han fortalte, at vagtplanerne ofte gjorde ham sur, fordi de ikke var nok ansatte, siger han.

Danish Crown er ikke umiddelbart af den opfattelse, at ulykken kan skyldes arbejdspres.

- Der er umiddelbart ingenting, der tyder på, at arbejdspres er skyld i ulykken. Men når vi får en oplysning, som den her, så er det selvsagt noget, som vil blive taget med ind i undersøgelserne af ulykken, så familien kan få størst mulig vished for, hvad der skete, fortæller pressechef i Danish Crown, Jens Hansen

Foran familien venter nu en afgørelse fra Arbejdstilsynet og et resultat af obduktionsrapporten. I næste uge forventer de, at kunne begrave Michal.

De er hele tiden i kontakt med politiet og tilsynet, men en aktør har de endnu til gode at høre fra.

- Vi har ikke hørt noget fra Danish Crown - overhovedet. Kun fra Michals tætte kolleger. Men det er jo direktionen, der burde tage fat i os, lyder det fra Hans Erik Meyer, inden han fortsætter:

- Deres blomster kan de beholde. Det får ikke Michal tilbage alligevel.

Hos Danish Crown beklager man, at forældrene ikke har hørt fra dem.

- Vi er utroligt kede af, at forældrene sidder tilbage med den følelse. Vi har haft kontakt med familien på anden vis. Men vi er kede af, at de ikke har fået informationer af os. Det bliver der rettet op på, fortæller pressechef Jens Hansen.

I alt 2,9 millioner gange har danskere hentet madspilds-appen Too Good To Go, der er kendt for at redde overskudsmad fra restauranter, bagerier og supermarkeder.

Nu udvider virksomheden med et helt nyt koncept, der skal tage hånd om den absolut største synder inden for madspild: Fødevareindustrien.

Ifølge Miljøstyrelsen kasserer industrien hvert år 385.000 ton mad, der fint kunne være spist. Det er lige så meget som madspildet fra alle danske husholdninger, supermarkeder og restauranter tilsammen.

Derfor introducerer Too Good To Go nu lykkepakker, hvor man betaler ca. 200 kroner for en kasse med varer, der typisk vil koste ca. 400 kroner i butikkerne.

- Der ligger en kæmpemulighed for at hjælpe de fødevareproducenter, som har færdigproducerede varer, som de brænder inde med på grund af kort holdbarhed, ny emballage eller en palle, der har fået et slag, siger Heidi Boye, landechef for Too Good To Go i Danmark.

Fabrikkerne sender overskudsvarerne til Too Good To Gos lager, hvorfra det ompakkes og sendes hjem til de kunder, der har bestilt en lykkepakke i appen.

Men har I målt på det klimaftryk, I efterlader, når I pakker varerne i ny emballage og kører dem rundt i hele landet?

- Det CO2-aftryk, vi skaber ved at transportere varerne, er væsentlig lavere end aftrykket ved at smide fødevarerne ud. Vi har selvfølgelig målt på det, og vi kan se, at vi gør langt mere gavn end skade ved at gå ind på dette område, siger Heidi Boye.

I alt 35 virksomheder er med fra starten, og målet er at nå 50 leverandører inden årets udgang. Én af dem er Orkla-koncernen, der står bag kendte varemærker som Kims, Beauvais, Bähncke og Den Gamle Fabrik.

Her er der ofte store mængder varer, der har overskredet den dato for holdbarhed, der står trykt på emballagen.

- Der er en lang række af vores produkter, der er fine efter den dato. Hvis du tager et glas rødkål, så ser rødkålen måske lidt kedelig ud i stedet for at være lækker rødkålsfarvet, men den smager fint, og der er intet problem i forhold til fødevaresikkerheden, selvom den er gået over dato, siger Trine Rubæk, chef for forretningsudvikling og bæredygtighed hos Orkla Danmark.

Hun oplyser, at Orklas danske virksomheder sidste år smed 152 ton mad ud, der ellers ikke fejlede noget. Til gengæld nåede virksomheden at redde 90 tons mad, som tidligere ville være kasseret.

- Vi gør alt for, at det ikke ender i containerne, men det er der desværre meget, der gør alligevel, siger Trine Rubæk.

Datovarer - altså varer, der har overskredet dato for holdbarhed - kan opstå af mange grunde. Det kan skyldes, at forbrugerne køber færre varer end forventet, eller at større tilbudskampagner i supermarkederne af forskellige årsager ikke bliver til noget.

Orkla har i forvejen solgt varer videre til landets seks Wefood-butikker, der drives af Folkekirkens Nødhjælp, og til netbutikken Motatos, der også sælger overskudsmad. En sidste udvej har været at forære maden væk til Fødevarebanken, der donerer maden gratis til udsatte grupper.

For en fødevareproducent med stærke varemærker kan det være utrygt at sende produkter i omløb uden for de vante salgskanaler. Men det er blevet et bevidst tilvalg fra Orklas side.

- Det har vi drøftet, men grundlæggende vejer det tungere, at vi ikke smider mad i skraldespanden. Risikoen for dårlig omtale, eller at forbrugerne har en dårlig oplevelse, er relativt lille, fordi danskerne er meget opmærksomme på madspild, siger Trine Rubæk.

Too Good To Go har valgt en anden model end den svenske pioner, Motatos, der også driver en netbutik i Danmark med overskudsmad. Her vælger man selv de enkelte varer, man gerne vil købe til en pris, der ligger under de normale priser i supermarkederne. Motatos har tidligere oplyst, at danske kunder sidste år reddede 1.155 tons mad fra skraldespanden, hvilket var en fremgang på 43 procent i forhold til året før.

Hos Too Good To Go kan man ikke vælge bestemte varer, men køber en lykkepakke uden at kende det præcise indhold.

- På den måde kommer vi af med alt det spild, der er. Vores vigtigste fokus er, at vi ikke skaber spild på vores egne lagre, så vi er meget opmærksomme på, at vi selv kan komme af med alle de varer, vi køber hos producenterne, siger Heidi Boye fra Too Good To Go.

Hun oplever stor interesse fra industrien, hvor langt de fleste producenter efterhånden har bekæmpelse af madspild på dagsordenen.

- Der er jo ikke nogen, der får noget ud af madspild. Vi er den næstbedste løsning (i forhold til at sælge varerne til fuld pris, red.), fordi producenterne stadigvæk får solgt deres varer og får nogle penge for det, siger Heidi Boye.

Too Good To Go oplyser at have 78 millioner brugere på verdensplan og mere end 140.000 samarbejdspartnere inden for bagerier, hoteller, supermarkeder og producenter. De skal til sammen have reddet 220 millioner måltider, siden Too Good To Go blev grundlagt i Danmark for syv år siden.

- Jeg har aldrig oplevet noget så arrogant, siger Søren Hansen.

Han er næsten lige vågnet, da avisen taler med ham, efter en rejse fra Portugal til Rødekro, der på ingen måde gik som planlagt.

Søren Hansen forlod mandag klokken kvart i ni Porto i Portugal sammen med sin kone og datter efter at have holdt ferie i byen. De landede klokken 17 i Kastrup Lufthavn og begav sig mod toget i København for at komme hjem til Rødekro.

Her havde de ladet bilen stå, og det kom de til at fortryde bittert, efterhånden som aftenen og natten skred frem.

Allerede på vej over Fyn fik de mistanke om, at noget ikke var, som det skulle være.

- Vores niece skrev til os, at hun tidligere på dagen havde siddet tre timer i kø i toget ved Vojens i 40 graders varme uden at få vådt eller tørt, fordi en køreledning var faldet ned, siger Søren Hansen.

Det fik familien dog først at vide af DSB's personale, da toget kørte mellem Lunderskov og Vamdrup. Her blev de informeret om, at der var indsat busser, fordi der var problemer med en køreledning. Det er som sådan ikke problemet med køreledningen, der generer Søren Hansen, men derimod den kommunikation med DSB, der fulgte efter nyheden om den skadede køreledning.

Da familien spurgte, hvornår de kunne forvente, at denne bus kom, fik de at vide, at det kunne personalet ikke svare på, fordi det blev styret fra København.

I halvanden time ventede familien og deres medpassagerer uden at vide, hvornår bussen sydpå kom. De fik at vide, at de godt kunne blive i toget, men mange valgte at gå ud og strække ben. Så kom der en ny besked til togets strandede passagerer.

- De sagde, at toget, som vi sad i, der skulle være kørt til Sønderborg, nu skulle køre til Aarhus, så alle skulle ud af toget, siger Søren Hansen og understreger, at passagerne på dette tidspunkt fortsat ikke havde nogen anelse om, hvornår bussen kom og hentede dem.

Og det kunne i den grad mærkes på stemningen blandt passagerne.

Folk blev vrede og frustrerede - det gjaldt særligt en gruppe udlændinge på cirka 30 personer, der skulle videre til Tyskland for at nå et fly. De frygtede, at de ikke vil nå flyet og kunne i øvrigt ikke forstå, hvad der blev sagt, fordi kommunikationen fra DSB foregik på dansk.

I frustration begyndte en af de udenlandske mænd at rive og holde fast i Søren Hansen for at få svar på, hvad der skete. Det kunne Søren Hansen i sagens natur ikke hjælpe ham med.

- De begynder at rive i os, og en begynder at slå på mig og siger, at jeg skal fortælle ham, hvor han skal hen, siger han.

Også Søren Hansens egen familie var frustreret, for hans datter og kone skulle op klokken 7 om morgenen dagen efter og arbejde.

Da klokken var cirka halv et om natten, skete der endelig noget - en bus rullede ind på stationen i Vamdrup og satte Søren Hansen og resten af familien af på Rødekro Station, hvorfra de ikke havde langt hjem.

På grund af den dårlige oplevelse er Søren Hansen ikke i tvivl om, hvordan han kommer til lufthavnen næste gang, familien skal på ferie - de tager bilen til lufthavnen.

- Vi er trætte af DSB, afslutter han.

Avisen har talt med DSB's informationschef, Tony Bispeskov, om sagen. Han beklager forløbet.

- Der er ingen tvivl om, at når man som passager bliver forsinket eller oplever aflysninger, så er det vigtigste, at man får at vide, "hvad betyder det så for mig", og "hvordan kommer jeg videre". Og vi må beklage dybt, at det ikke er lykkedes, som det bliver beskrevet her, siger Tony Bispeskov og uddyber, at DSB vil følge op på sagen for at se, om der er mulighed for at gøre det bedre en anden gang.

Det gælder også i forhold til togbussen, som ingen vidste hvornår kom - og det er der ifølge DSB en naturlig forklaring på.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at DSB ikke selv har busser, så vi entréer på lige fod med alle mulige andre firmaer, der er afhængige af busser, en branche, der er udfordret efter corona, siger han og forklarer, at en række chauffører blev afskediget, da corona kom, og at det efterfølgende har været svært at skaffe nok chauffører.

- Det betyder noget i forhold til, hvor hurtigt vi kan skaffe togbusserne, fortsætter Tony Bispeskov.

Der har også stået nogle udlændinge, som ikke har forstået de beskeder, der er kommet - hvad tænker I om det?

- Meningen er, at alle passagerer skal have god information, og de skal selvfølgelig rette henvendelse til togets personale, når de sidder i et tog. Der er personale, så der er mulighed for at kommunikere med et menneske, der kan engelsk.

Har I retningslinjer i forhold til at informere over højtaleren på engelsk, hvis man nu ikke kan få fat på personalet?

- Ja, det gør vi generelt. Der kan have været et problem med højtaleranlægget, men ikke desto mindre vil vi gerne have, at personalet jævnligt går igennem toget for at holde passagerne velorienteret, og det er normal procedure, siger Tony Bispeskov.

Han afslutter med at opfordre Søren Hansen og andre passagerer til at tage kontakt til DSB ovenpå oplevelsen.

- Hvis Søren eller andre af de kunder, der har været med, har lyst til at rette henvendelse til os, så har vi en rejsetidsgaranti, som træder i kraft, når man bliver mere end en halv time forsinket, så man kan få en ny billet eller få nogle af sine penge retur. Så vi vil opfordre til, at man tager kontakt til DSB - også hvis man måtte have andre ting, man vil have afklaret med os.

Søren Hansens oplevelse med DSB kommer i kølvandet på store problemer med togselskabets afgange. På grund af sporarbejde har der de seneste uger været markante ændringer og forsinkelser i køreplanerne på DSB's toge.

Desuden har en strejke blandt DSB's medarbejdere forværret situationen yderligere og sat mange togsæt ud af drift.

I første omgang meddelte DSB, at de forsinkelser og færre pladser, som strejken blandt personalet forårsagede, ville være endeligt overstået tirsdag den 20. juni. Denne dato er nu rykket til 30. juni, hvor der endnu kan fremkomme forsinkelser.

I fem, måske 10, minutter sad hun blot og stirrede på ordren, der netop var tikket ind, uden at kunne sige noget. Faktisk var Nille Philbert så overrasket, at hun troede, der var et nul for meget på beløbet, inden hun blev enormt glad.

- Jeg vidste, at det var det, der skulle til for at give virksomheden et stort skub fremad. Den ordre ville give et ordentligt boost, og jeg ville få penge til at kunne markedsføre mine produkter bedre og have råd til andre ting, som også er vigtige, fortæller Nille Philbert om den augustdag sidste år, som blev et vendepunkt for hendes designvirksomhed Philbert. Trods det kaos, den var omgivet af.

Ordren fra den nordiske distributør Despec var suverænt den største, hun nogensinde havde fået. Det var også første gang, hun havde haft mod til at indlede et samarbejde med en distributør, men aftalen kom ganske få dage før, at hun skulle i tv-programmet Løvens Hule for at pitche sine designer-accessories til macbooks, tablets og telefoner for de fem løver.

Nervøsitet blev derefter afløst af travlhed og pitchtræning afløst af ordrepakning. 3000 ordrer skulle være færdigpakket dagen efter Nille Philberts tur i tv-studiets rampelys. Derfor var det kun nogle få gange, hun fik øvet de afgørende og velvalgte ord, som skulle overbevise de kendte investorer om potentialet i hendes forretning.

Et potentiale, hun som tidligere tøjdesigner selv fik øje på under en ferie i 2014, hvor familiens tre drenge tilbragte en del tid med håndklæder over hovederne eller i skyggen under parasollerne for at kunne se tegnefilm eller spille spil på deres skærme, mens de opholdt sig udenfor.

Syv år tidligere havde hun lanceret sit eget tøjmærke og rejst rundt i lande som Indien og Bangladesh for at finde fabrikker, der kunne producere hendes kollektioner. Efterfølgende havde hun både egen butik i Svendborg og et internationalt fokus mod storbyer som New York og London, men et travlt karriereliv med lange arbejdsdage var ikke længere attraktivt, da hun i 2009 blev mor for første gang.

Siden har familien været den klare førsteprioritet, og siden 2015 har hun designet og solgt tilbehør til computere og telefoner; primært solskærme til udendørs brug af computere, tastaturcovers og et stativ, så man kan sidde med computeren i sengen, sofaen eller hængekøjen, uden at den brænder sammen. Virksomheden har hun drevet hjemme fra familiens villa i Svendborg, hvor hun har kunnet indrette sig med fokus på at være til stede og nærværende overfor parrets tre drenge, der nu er 10, 13 og 14 år.

Den hverdag ville hun meget gerne holde fast i, selv om virksomheden økonomisk havde haft det svært i kølvandet på coronakrisen, hvor butikker, som for eksempel Humac, hvor Nille Philbert havde sine produkter på hylderne, i perioder var lukket ned.

I foråret 2022 skulle der derfor ske noget, hvis hun skulle videre, og løsningen blev at søge om at komme i Løvens Hule, hvor hun gik efter en investering på 200.000 kroner. Et stort beløb for virksomheden på det tidspunkt, men det handlede også om PR-værdien i at nå ud til flere forbrugere og øge deres kendskab til produkternes eksistens.

- Jeg gik efter det hele. Det handlede både om at komme længere ud markedsføringsmæssigt, om at få nogle sparringspartnere ind og så om pengene, men inden jeg gik i studiet, havde jeg lige skrevet under på en ordre til tre gange det beløb, jeg kom efter, husker Nille Philbert.

Alligevel blev hendes oplevelser i tv-studiet en god oplevelse, og Nille Philbert endte med at lande både rosende ord og en investor.

Ugen efter ringede hun og aflyste aftalen.

- Det var en hektisk tid, og det hele faldt oven i hinanden, og jeg er kun mig selv i virksomheden. Jeg ved ikke, om det var faldet anderledes ud, hvis det havde været i dag, hvor overskuddet måske er anderledes, men processen med at lære en investor at kende og komme igennem due diligence-processen er meget tidskrævende, så jeg var slet ikke i tvivl. Jeg havde ikke set mine børn den uge, og det havde jeg aldrig prøvet før. Det er ikke sådan, jeg vil leve, fortæller Nille Philbert.

I stedet tømte hun hele lageret i sin garage og sendte det videre til sin nye samarbejdspartner, som pludselig kunne hjælpe hende med den markedsføringsdel, som havde været tung at løfte alene som nystartet virksomhed uden lyst til at låne et større beløb i banken.

Alligevel er omsætningen vokset støt gennem årene især på Amazon i USA, som Nille Philbert tidligt prioriterede, og pudsigt nok har det været en løftestang for hende, at der både er kommet en konkurrent fra Canada og flere fra USA. Nu lukrerer hun nemlig på den markedsføring, de laver for solskærme til computere, og for nogle måneder siden kunne hun mærke, at timingen er helt rigtig i forhold til at træde på speederen.

Drengene er blevet større, markedet er modnet, og hun kunne låne et større beløb til både at investere i at producere flere produkter, i markedsføring og en såkaldt brandstore på Amazon, som betyder, at forbrugerne kan handle hendes produkter fragtfrit.

Det har givet pote.

- Det er helt vildt. Sidste år solgte jeg samlet set solskærme for en million kroner i USA. Nu sælger jeg for en million kroner om måneden, siger Nille Philbert, som derfor har fået svært ved at følge med udviklingen.

Samtidig er hun for nylig kommet ind i både Power og Bilka herhjemme, Despec tager sig af de nordiske markeder, og via Amazon er hun også gået ind i Tyskland og har desuden åbnet op for en række andre lande i Europa.

- I Tyskland har vi haft salg fra dag ét, og vi fordobler hele tiden omsætningen, og jeg er også ved at undersøge mulighederne for at gå ind i England og Australien, siger Nille Philbert.

Hun drømmer nu om at kunne få ansat en medarbejder indenfor den nærmeste fremtid, så hun selv kan slippe nogle af processerne og måske dykke ned i nogle af de designidéer, som står hendes hjerte nær, men som hun ikke har haft mulighed for at gøre noget ved endnu.

Dermed er Nille Philbert et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at gå ind på udenlandske markeder uden at være til stede med egne distributører eller salgskontorer. Længe har hun simpelthen været bange for at blive rullet ind i en udvikling og en række krav, hun ikke ville kunne honorere, uden at det ville gå ud ovre tiden med familien, men nu forventer hun snart at rykke ud i et kontor uden for hjemmet.

For det er stadig hende, der sidder med tøjlerne til virksomhedens udvikling og ikke en investor, som hun har forpligtet sig overfor i forhold til salgstal, omsætningsmål og overskud.

Derfor har hun heller ikke været i tvivl om, at det var rigtigt af hende at takke nej til Løvens Hule-investoren, selv om man måske godt kan finde en snert af ærgrelse.

- Der findes stadig rigtigt mange, som ikke ved, at de her produkter findes. Derfor kunne jeg godt ærgre mig lidt, da programmet kom i fjernsynet i januar, uden at jeg var med. Men jeg har været i gang så længe, at det ikke betød noget, om det tog et halvt eller helt år mere. Jeg vidste, at det var på vej, og min mavefornemmelse sagde mig, at det ville komme snart, siger Nille Philbert.

Begrebet "ikke i min baghave" har fået fornyet aktualitet. I Avisen Danmark kunne vi for nyligt fortælle om en ny undersøgelse fra tænketanken Kraka. Heri bliver det slået fast, at naboer til solcelleparker ikke bliver tilstrækkeligt kompenseret. Værditabet på deres boliger er markant større, end de bliver kompenseret for. Det er en tabersag for den grønne omstilling.

Det er meget billigere at producere vedvarende energi på land end på vand, og derfor er det også regeringens plan, at der skal ske en firedobling af vedvarende energi på landjorden. Det er hurtigere at etablere, og så er det i et sikkerhedspolitisk perspektiv også mindre sårbar infrastruktur, hvis man tænker på afsløringerne om russisk overvågning af danske energiparker i have og farvand og truslen for sabotage.

Undersøgelsen fra Kraka understreger nok engang en vigtig pointe fra Landdistrikternes Fællesråd. Der skal skrues op for kompensationer ved at blive nabo til en solcellepark.

Ja, vi skal generelt gøre det så økonomisk attraktivt både for lodsejerne og for det enkelte lokalsamfund at "få" en solcellepark placeret i baghaven, at der ligefrem bliver kamp om at vinde en solcellepark.

Dansk landbrug og livet på landet ser ganske givet anderledes ud om nogle år. Aktuelt er produktionen og bestanden af svin i Danmark faldende, og vi kommer helt sikkert i fremtiden til at dyrke flere og nye afgrøder, der i højere grad understøtter udviklingen af flere plantebaserede fødevarer.

At tænke produktion af grøn energi ind på nogle af de arealer, som før var en del af den animalske produktion, og fra statens side støtte et helt nyt produktionsapparat inden for den grønne omstilling, bør ikke kræve meget betænkningstid.

For udkantskommunerne vil en gennemtænkt støtteordning, der kan mærkes, gøre en stor forskel. Og det vil styrke sammenhængskraften i vores samfund mellem land og by, som blandt andet er udfordret af, at de unge generationer søger mod de større byer og ikke senere vender tilbage.