Det lød som visionære, ambitiøse tanker, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) forleden i et interview i Avisen Danmark lancerede planer om at "gentænke den skandinaviske velfærdsmodel", og at nutidens politikere skulle til at lave såkaldte "generationsplaner", som skulle se op mod 15-30 år frem i tiden.

Men justitsminister, socialdemokrat og regeringskollega til Lars Løkke Rasmussen, Peter Hummelgaard, var ikke imponeret over analysen fra Moderaternes partiformand.

- Den udvikling, som Løkke skitserer er allerede i gang. Velhavende danskere har allerede mulighed for at tilkøbe en række ydelser i dag. Det er jeg bare ikke optaget af. Min bekymring er helt almindelige danskere. Vi skal sikre velfærd i topklasse til den brede befolkning, siger Peter Hummelgaard.

Den udvikling, som Peter Hummelgaard refererer Lars Løkke Rasmussen for, handler om, at udenrigsministeren forudser, at danskerne i fremtiden bliver rigere og rigere. Velstanden vokser, og derfor vil danskerne om 20 år ikke acceptere det serviceniveau, der eksisterer i dag. Derfor bliver kravet, at væksten i den offentlige sektor ikke blot følger demografien. Sker det ikke, så risikerer samfundet at blive opdelt. Dem, som for eksempel selv har råd til at betale for ekstra sundhedsydelser, og dem, som må nøjes med tilbuddet fra det offentlige.

- Når jeg bliver 85 og skal have hjemmehjælp, kan jeg i princippet få den samme hjemmehjælp som dem, der er 85 år i dag. Vil jeg være tilfreds med det? Sikkert ikke. Vil jeg have mulighed for at vælge noget andet? Rimeligvis, fordi jeg er så privilegeret, at jeg har en god pensionsopsparing, sagde Lars Løkke Rasmussen i interviewet.

- Det er altid godt og livgivende at have en debat om, hvor vi skal bevæge samfundet hen. Det er dog meget vigtigt, at vi er klar over og bevidste om, at en væsentlig del af nøglen til, at vi har et trygt, frit og lige samfund er et universelt velfærdssamfund. Hvor vi investerer den vækst, vi skaber sammen, i hinanden. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke skal følge de udfordringer, der kommer, fordi jeg er enig med Lars Løkke Rasmussen i, at øget velstand vil føre til øgede forventninger, siger Peter Hummelgaard og uddyber:

- Jeg er optaget af, at vi har fælles universelt velfærdstilbud i alle dele af vores liv, hvor vi har behov for det. Der skal være et serviceniveau, hvor vi kan tillade os at bede danskerne om at dele vores velstand med hinanden. Det har vist sig at være en god ligning for, hvordan man skaber ikke bare et godt men måske det bedste samfund i hele verden. Det skal gøres stærkere, siger Peter Hummelgaard.

Men i modsætning til Lars Løkke Rasmussen, som i interviewet argumenterer for, at konsekvensen på eksempelvis ældreområdet kan være, at nogle ældre må betale mere selv - altså mere brugerbetaling - mener Peter Hummelgaard, at nutidens politikere har alle muligheder for at undgå den udvikling ved at investere mere i det fælles velfærdssamfund.

- Privat velfærd bliver ikke et problem, hvis vi investerer i fællesskabet. Regeringen har lige fremlagt en sundhedspakke, hvor vi investerer ekstra fem milliarder kroner årligt i sundhedssystemet. Det bliver ikke så stort et problem, som Lars (Løkke Rasmussen, red.) skitserer,  hvis vi bliver ved med at have en regering, der vil investere i velfærd. Det reelle problem er, at vi har velfærdsinstitutioner, der sander til i bureaukrati, og at vi i det offentlige har en for dårlig evne til at uddanne, rekruttere og fastholde de nødvendige medarbejdere. Det er vores største problem lige nu, mener Peter Hummelgaard og fortsætter:

- Udfordringen – tror jeg helt personligt – er, hvis de brede velfærdstilbud bliver for dårlige, så vi i højere grad får lyst til at fravælge dem. For så begynder vi at spare op til, at vi kan fravælge dem. Vi skal naturligvis respektere, at nogle vil lægge til eller vælge noget andet. Men det er afgørende for velfærdssamfundet, at vi politikere har viljen til at ville investere i fællesskabet, siger Peter Hummelgaard.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen opfordrede også i interviewet til, at politikerne ikke kun planlægger med "det nære lys", men også har modet til at finde det lange lys frem og se helt op mod 30 år ud i fremtiden, når der skal vedtages store reformer. Her er justitsminister Peter Hummelgaard klar til at tage Løkke Rasmussen på ordet.

- Jeg er ikke bange for svære beslutninger eller for at få gode ideer, som Lars (Løkke Rasmussen, red.) har mange af. Et sted, hvor vi allerede ser en trist udvikling, og hvor vi kunne have sat ind tidligere, er på folkeskoleområdet. En kombination af to ting har over mange år gjort stor skade. Det er en kombination af mange skolelukninger i mindre lokalsamfund, som desværre efter min mening har gjort stor skade over for opbakningen til det fælles tilbud, så mange vælger eller etablerer et privat friskoletilbud i stedet. Og så er det en fejlslagen udlændinge- og integrationspolitik, der også har gjort stor skade, fordi vi ikke har fået blandet eleverne godt nok. Derfor spiller velfærdssamfundet stadig en stor rolle. Hvis der bliver færre og færre steder, hvor vi mødes på kryds og tværs af for eksempel indkomst og uddannelse, mister vi sammenhængskraften. Derfor er det vigtigt, at vi investerer, og at vi tør rydde op og gør klar til at løse andre problemer i samfundet, så vi har mulighed for at investere, siger Peter Hummelgaard.

For selv om finansminister Nicolai Wammen (S) tidligere på ugen kunne annoncere, at den økonomiske råderum i de kommende år er 16 milliarder kroner større end først antaget, er der fortsat brug for reformer, mener Peter Hummelgaard.

Der er nemlig i justitsministeren øjne stadig en lang række kriser, som kræver politisk håndtering.

- Det er uomgængeligt, at vi står i en lang række kriser. Enten står vi midt i dem lige nu eller også er vi på tippen af bjerget til, at kriserne kommer. Helt aktuelt er det klimakrisen. De fleste spår en varm sommer, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at nå vores klimamål, så vi internationalt kan være det gode eksempel på, man godt kan lave grøn omstilling og bevare en social sammenhængskraft. Rekrutteringskrisen vil være en vedvarende udfordring i de næste mange år. Inflationen er fortsat svær faktor for mange helt almindelige danskere, og så har vi den geopolitiske ustabilitet med blandt andet krigen i Ukraine, lyder opremsningen fra Peter Hummelgaard.

- Flere beskæftigede og god økonomi ændrer ikke på de kriser, men det gør det muligt for os at håndtere alle de kriser, vi stadig står med, og det er et direkte og konkret resultat af, at da det virkelig buldrede og bragede omkring os med coronaen, så endte vi rent faktisk med at gøre det rigtige. Hele tankegangen om, at arbejdsmarkedet for en kort stund skulle lægges i dybfryseren og langsomt optøs, viste sig at være det rigtige redskab, vurderer Peter Hummelgaard.

I dag sidder 67-årige Jan Herforth i kørestol og er lam i højre side af kroppen som følge af en blodprop i hjernen tilbage i januar 2022.

Men måske kunne hans situation have set bedre ud, hvis han var blevet tilbudt den rette behandling med det samme, efter han blev udskrevet fra sygehuset.

- Spørgsmålet er, hvor jeg ville have været i dag, hvis jeg havde fået tilbudt noget ordentligt fra starten. Jeg kan kun sige, at for mig virkede det som at tisse i bukserne om vinteren, når man fryser. Det blev ikke bedre, men det varmede godt nu og her, siger Jan Herforth en smule snøvlende, fordi blodproppen også har haft indvirkning på hans talecenter.

Efter at have været indlagt på Center for Neurorehabilitering på Næstved Sygehus blev Jan Herforth af fagfolk anbefalet en genoptræningsplan med et specialiseret rehabiliteringstilbud.

Men i stedet for at lytte til anbefalingen valgte Kalundborg Kommune at sende ham på et genoptræningscenter kaldet Odinscentret i byen Høng.

Et valg som i dag har fået Styrelsen for Patientklager til at give Kalundborg Kommune kritik for deres håndtering af Jan Herforth ved at konkludere, at behandlingen langt fra levede op til standarderne for at sikre personer med hjerneskader at komme sig bedst muligt efter et traume.

- Det er jo fuldstændig ikke ordentligt. Selvfølgelig vil jeg gerne have det bedste, fordi det handler om min førlighed - det handler om min livskvalitet, siger Jan Herforth og tilføjer:

- Man kan diskutere, om de har taget udgangspunkt i det faglige eller det økonomiske. Og her må jeg bare sige, at jeg er overbevist om, at det handler om en økonomisk interesse.

I dag bor Jan Herforth med sin kone i et parcelhus i Havnsø i Kalundborg Kommune uden forskudte plan og dørtrin mellem rummene, som gør det nemt for kørestolsbrugere at komme rundt.

Den 4. maj kom et ekspertudvalg med første delrapport og dermed 11 nye anbefalinger til det specialiserede socialområde.

Det har nu fået i alt 37 organisationer til at skrive under på et åbent brev til partiledere i Folketinget, hvor de retter kritik af den måde socialpolitikken i Danmark vil udvikle sig, hvis politikerne vælger at lytte til anbefalingerne.

I brevet peger organisationerne på, at anbefalingerne sætter systemet foran borgeren og skaber større ulighed mellem kommunerne ved at tildele dem lokale prioriteringer og serviceniveauer på området.

Til efteråret skal samme ekspertvalg udarbejde anden delrapport, hvor de blandt andet skal kigge på forebyggelse på området og organisering af arbejdet for ansatte.

Danske Handicaporganisationer er én ud af de 37 organisationer, der retter kritik af de nye anbefalinger.

Organisationen formand, Thorkild Olesen, mener, at anbefalingerne vil være problematiske, fordi de vil medføre, at den enkelte kommunes økonomi vil blive afgørende for hjælpen borgere med handicap i Danmark tilbydes.

- Det vil være et enorm stort tilbageslag for mennesker med handicap. Dét, der er en af de vigtigste ting for mennesker med handicap, er, at man får den rigtige hjælp, og den rigtige hjælp er ikke altid en eller anden tilpas hjælp, men nu kan finde på rundt om i kommunerne, siger han og tilføjer:

- Man burde i stedet give den rigtige faglige indsats i dialog med eksperter og fagfolk, som ved noget om, hvad der skal til for at hjælpe mennesker med handicap.

Thorkild Olesen peger herudover på, at forløbet med Jan Herforths og Kalundborg Kommune er et "klokkeklart eksempel" på, når økonomien vægtes tungere end borgerens behov, og derfor frygter han, at der vil komme flere tilfælde af den slags, hvis politikerne på Christiansborg vælger at lytte til de nye anbefalinger fra ekspertudvalget.

- I Jan Herforths sag er det tydeligt at se konsekvenserne af, når en kommune følger deres pengepung. Det sker allerede i dag, og det vil kun blive endnu værre med de nye anbefalinger, siger han.

- Det er et eksempel på, når man bruger pengene dumt. Jan Herforth koster i dag langt flere penge, end han måske ville have gjort, hvis han havde fået tilbudt den rigtige hjælp fra starten, tilføjer Thorkild Olesen.

Selvom Thorkild Olesen overordnet finder de nye anbefalinger problematiske, kan han dog også finde positive ting i blandt.

Her peger han blandt andet på, at han er enig med ekspertudvalget i, at man burde kigge på, hvordan de sociale tilsyn på området fungerer, og at der burde være bedre indsamling af viden og data på området.

De samlede udgifter på socialområdet har været stigende fra 53,1 milliarder kroner i 2018 til 57,8 milliarder kroner i 2022.

Og netop set i lyset at det stigende udgiftspres på området nedsatte man sidste år et ekspertudvalg med Torben Tranæs som formand, der har haft til formål at komme med en række anbefalinger, der skal sikre en bæredygtig økonomisk udvikling på socialområdet.

- Det ene hensyn handler om, at man vil kunne give borgerne et bedre liv for det samme antal kroner ved at ændre på rammerne på området, siger Torben Tranæs og tilføjer:

- Og den anden ting er, at man bør genetablere muligheden for at lave lokale prioriteringer.

Torben Tranæs peger herudover på, at han ikke er enig i kritikken af, at de nye anbefalinger sætter systemet foran borgeren.

- Jeg ved ikke helt, om jeg forstår, hvad de (37 organisationer, red.) mener. Vi synes jo sådan set, at vi gør det modsatte. Vi kigger på et system, som ikke altid kan levere fornuftige og hensigtsmæssige ydelser for de penge, der er til rådighed. Vores oplevelse er, at hvis man ændrer rammerne og organisering, så vil man kunne gøre det bedre for borgeren for de samme penge. Vi er ikke blevet bedt om at spare penge, vi er blevet bedt om at bruge pengene på en bedre måde, pointerer han.

Og når det kommer til kritikken af, at anbefalingerne vil skabe større ulighed mellem kommunerne, svarer ekspertudvalgets formand således:

- Det kan godt være, at det bliver en konsekvens af det, men det er det, der ligger i lokalt selvstyre. Hvis man gerne vil have, at der skal være handlemuligheder for fagprofessionelle, mulighed for individualitet og et lokalt selvstyre, så vil man få forskelle.

- Vi tager udgangspunkt i den situation, vi har i dag, og det er klart, at hvis der bliver et egentligt prioriteringsrum, sådan som serviceloven lægger op til, så vil nogen kunne have et højere serviceniveau end andre, og så vil der kunne være forskelle, tilføjer han.

Torben Tranæs peger herudover på, at det er uhensigtsmæssigt, at der i dag mangler en tydelighed i den måde, man prioriterer det specialiserede socialområde på. Dette uddyber han ved at pege på, at man ikke har et selvstændigt budget på samme måde, som vi kender fra sundhedsområdet - hvilket har den konsekvens, at pengene bliver taget fra andre velfærdsområder, når udgifterne stiger på socialområdet.

Allerede fra starten ytrede Jan Herforth og hans kone sine bekymringer angående det mangelfyldte behandlingstilbud, Kalundborg Kommune tilbød ham kort tid efter blodproppen.

Som et eksempel nævner Jan Herforth, at behandlingscenteret ikke havde det rette udstyr til genoptræningen, og at personalet manglede kompetence.

- Jeg er faldet flere gange i samvær med personale. Den ene gang gik jeg langs en massagebriks med hånden på, hvor jeg blev efterladt alene for enden, mens en ansat skulle hente min kørestol få meter væk fra mig. Men på den tid nåede jeg at falde og slå mig, fortæller han og tilføjer:

- Hvis jeg f.eks. var på toilettet, og det var den tid, hvor jeg skulle træne, jamen så blev det bare ikke til noget den dag.

Herudover fortæller Jan Herforth, at de ansatte ofte spurgte ham, om han var træt kort tid efter, de havde igangsat træningen - og at det ofte resulterede i, at han stod tilbage med en følelse af, at den ansatte hellere ville væk derfra end at komme i mål med dagens træning.

En række episoder som efterlod Jan Herforth og hans pårørende med en følelse af svigt og utryghed.

Før Jan Herforth blev ramt af blodproppen, gik han hver dag de samme ruter rundt om Havnsø på mellem 5 og 10 kilometer.

Men siden hændelsen har det ikke været muligt, hvilket har gjort, at han har tabt et sted mellem 15 til 20 kilo, hvor af det meste har været muskler.

- Jeg savner at gå. Mit mål er nu, at jeg kan pille næse med højre hånds pegefinger, siger han.

I dag har Jan Herforth fået bevilliget et tilbud på et neurorehabiliteringscenter i Ringsted, efter han modtog medhold fra Styrelsen for Patientklager tilbage i november måned sidste år.

Derfor modtager han i dag - lang tid efter blodproppen - nu endelig den specialiserede behandling, som ham og hans kone igennem en lang periode har kæmpet for at gøre krav på.

Sammenlagt modtog Jan Herforth den mangelfyldte behandling i mere end et år, før han blev rykket til neurorehabiliteringstilbuddet i Ringsted.

I et skriftligt svar til Avisen Danmark skriver direktør for Ældre- og Sundhedsområdet i Kalundborg Kommune, Søren Ole Sørensen:

Vi taget kritikken fra styrelsen til efterretning og har på den baggrund arbejdet på at forbedre vores tilbud på området, så der kommer bedre overensstemmelse mellem forventningerne og indhold af vores tilbud.

Det nye tilbud bliver politisk behandlet på møde i Kalundborg Kommunes Ældre- og Sundhedsudvalg endeligt den 12. juni og dernæst på det kommende møde i Økonomiudvalget – dog er det nye tilbud på det praktiske plan sat i værk.

Vores tilgang, til de tilbud vi havde, var grundlæggende, at vi mente, vi leverede et godt tilbud i samarbejde med private aktører på området. Det har så vist sig via styrelsens kritik, at der var plads til forbedring. Det kommer der så nu, hvor der også tilføres penge til området.

Herudover skriver han, at det ikke er muligt at udtale sig om enkeltsager, og at han derfor ikke har mulighed for at svare på avisens spørgsmål omhandlende Jan Herforths konkrete sag.

I midten af maj blokerede vrede vognmænd flere veje landet over for at vise deres utilfredshed med en ny vejafgift, der skal få lastbilchaufførerne til at køre grønt.

Vognmændene har i dén anledning også kritiseret antallet af offentlige ladestandere til el-lastbiler. Dem er der i øjeblikket nemlig kun én af i Danmark.

Ladestanderen fra virksomheden YX ligger i Nyborg nær motorvejen på Fyn og blev indviet i marts. En fuld opladning tager omkring én time, alt efter hvilken lastbil, der er tale om.

På trods af ladestanderens centrale placering i landet, er den ifølge branchen langt fra nok til at få den tunge transport til at køre grønt.

- Hvis du er vognmand i Nordjylland, kører du altså ikke til Nyborg for at tanke din lastbil, siger direktør for brancheorganisationen DTL Danske Vognmænd Erik Østergaard.

Ifølge direktøren er der i dag cirka 2200 offentlige tankstationer landet over, hvor vognmænd kan tanke diesel. Der er brug for en lige så udbredt ladeinfrastruktur, hvis lastbilerne fremover skal køre på el.

- Hvis der ikke er reelle alternativer til at lave en grøn omstilling, bliver det bare en skat på erhvervet, som forbrugerne kommer til at betale i stedet, siger Erik Østergaard.

- Skal chaufførerne til at køre omveje for at lade bilerne, vil produktiviteten blive dårligere, da de kan køre færre ture, end de ellers ville kunne.

DTL Danske Vognmænd tog i sidste uge afstand til vognmændenes blokade, men var tirsdag til møde med transportminister Thomas Danielsen (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S) for at drøfte vejafgiften, der er undervejs i Folketinget.

Når afgiften som forventet bliver vedtaget inden sommerferien, vil lastbilchaufførerne fra 2025 skulle betale 1,30 kroner per kørt kilometer i diesel- eller benzinkøretøjer.

Ifølge Erik Østergaard mangler der fra regeringens side indsigt i, hvordan hverdagen hænger sammen for landets lastbilchauffører.

Vognmændene mangler blandt andet svar på, hvordan man sikrer, at der er strøm nok til at lade el-lastbiler landet over. Eller hvordan de skal komme uden om ventetider på ladestandere hos vognmændene selv på op mod halvandet år.

- Det er fint, at regeringen har visioner, men hvis det ikke er bakket op af en robust plan for, hvordan man gør, bliver det en hallucination, siger Erik Østergaard.

Transportministeriet oplyser, at "flere ladeoperatører har meldt ud, at de vil etablere ladeinfrastruktur til tunge køretøjer."

I Infrastrukturplan 2035 er det aftalt, at der skal udarbejdes en strategi for udrulning af såkaldt drivmiddelinfrastruktur, ligesom der er afsat en pulje på 275 millioner kroner til infrastruktur til netop tung vejtransport.

Transportminister Thomas Danielsen udtaler til Avisen Danmark, at det er hans "ambition at præsentere en strategi for udrulning af drivmiddelinfrastruktur til tung vejtransport inden sommerferien."

Strategien skal ifølge ministeren være med til at sætte retningen for grøn omstilling, så branchen lettere kan målrette investeringer i fossilfire lastbiler.

- Den grønne omstilling af den tunge transport tager tid, og det er nødvendigt for at kunne vælge en el-lastbil, at den lastbil rent faktisk kan komme ud at køre. Derfor er en plan for og midler til udrulning af drivmiddelinfrastruktur et vigtigt skridt på vejen, forklarer Thomas Danielsen.

En lille pige med mørkt hår nærmer sig den seng, hvor 11-årige Laila Deen ligger og sover.

Pigen glider langsomt tættere på, indtil hun står helt op ad sengekanten. Trangen til at flygte vokser, men ligegyldig, hvor meget Laila prøver at flytte sig, reagerer hendes krop ikke. Hun vil væk fra pigen, men hendes arme og ben er låst. Hun forsøger at råbe om hjælp, men hun kan ikke få en lyd over læberne. Det blege barneansigt stirrer ned på Laila, der ligger lammet i sengen.

Laila er vågen, men hun drømmer.

Sådan beskriver den i dag 30-årige Laila Deen sin første oplevelse med det, hun senere har lært at kende som søvnparalyse.

En tilstand man mener, at op til 50 procent af befolkningen vil opleve mindst en gang i livet.

Typisk er tilstanden for Laila Deen ledsaget af uhyggelige hallucinationer. Som for eksempel den lille pige med de stirrende øjne. Eller hænder, der trykker Laila på brystet, så hun får svært ved at få luft, fortæller hun.

- Jeg troede i en periode, at jeg så spøgelser, eller at der var noget helt galt med mig. Jeg var så bange, så når jeg vågnede, spurtede jeg ud af soveværelset, siger Laila Deen.

Ifølge Laura Bødker Ponsaing, der er afdelingslæge ved Dansk Center for Søvnsygdomme, er det et meget udbredt og ufarligt fænomen.

For i virkeligheden er det bare en lille del af hjernen, der fortsætter med at drømme, mens resten af hjernen er vågen.

- Når vi har klassisk drømmesøvn (REM-søvn) med drømme, som vi kan fortælle om dagen efter, er der et center dybt inde i hjernen, som slår lammelser af kroppen til. Det er ret smart, for så undgår vi at gøre skade på os selv eller spurte rundt, hvis vi for eksempel drømmer, at vi løber væk fra en tiger. Det sørger for, at vi ikke kan bevæge os unødvendigt, siger Laura Ponsaing og fortæller, at de eneste muskler, der går fri fra den bremse, er øjnene og mellemgulvet, så vi fortsat kan trække vejret.

- Men man kan komme ud for, at søvnlammelsen halter lidt efter, når man vågner af drømmesøvnen.  Hjernestammen bliver simpelthen ved med at sove, lidt efter at hjernebarken er vågnet. Og så oplever man søvnparalyse, siger Laura Ponsaing.

Laila Deen bor sammen med sin søster Luisa Deen. Hun har også har haft stærke oplevelser med fænomenet.

- Det begyndte, da jeg gik på efterskole, og i nogle perioder var det så slemt, at jeg oplevede det et par gange om ugen. Det udviklede sig faktisk til, at jeg begyndte at være bange for at sove, siger Luisa Deen.

For oplevelserne er altid ubehagelige. Det er aldrig gode drømme, jeg fanges i, forklarer hun.

At det typisk er dårlige oplevelser der følger med søvnparalyse er meget almindeligt, fortæller Laura Ponsaing, og her er der særligt to forklaringer.

- Det er et fredeligt fænomen, men når man vågner og ikke kan bevæge sig, kan det i sig selv sætte gang i en ubehagelig drøm.

- Og så er vi nok mere tilbøjelige til at vågne af mareridt fremfor behagelige drømme. Og så er det, vi oplever, at de ubehagelige drømme fortsætter ud i vågen tilstand, siger Laura Ponsaing og fortæller, at hallucinationer i forbindelse med søvnparalyse derfor også er meget almindeligt.

Søstrene fortæller, at der gik lang tid, før de fandt ud af, at de begge havde samme oplevelser.

Det var først til en familiemiddag, at de fandt ud af, at flere i familien har oplevet søvnparalyse.

- Jeg kan huske, hvordan vores yngre søster begyndte at åbne op for det, og så endte det med, at vi bare sad hele familien og kunne genkende det. Det var så rart endelig at blive mødt med forståelse. Og følelsen af ikke at stå alene med det, lettede virkelig meget, siger Laila.

At flere i Laila og Luisas familie oplever søvnparalyse, kommer ikke bag på Laura Ponsaing. For forskning har vist, at det kan være genetisk betinget.

- Søvnlidelser og tendens til at gå i søvne er der genetik i. Typisk ser vi også at søvnlidelser debuterer i teenageårene, men de fredelige typer for søvnlidelser, såsom søvngængeri, vil typisk klinge af i løbet af 20’erne. Teenagere har brug for mere søvn, og hvis der er noget, der kan forstærke symptomerne, er det dårlig søvnhygiejne, siger Laura Ponsaing og fortsætter:

- Men hvis man oplever søvnparalyse flere gange om ugen, og man samtidig har et abnormt behov for søvn i løbet af dagen også, kan det godt være en idé at blive undersøgt for eventuel narkolepsi.

Selvom følelserne forbundet med søvnparalyse er blevet meget mildere hos begge søstre, har de stadig ikke helt knækket koden til ikke at blive grebet af panik, når det sker, fortæller de.

- Jeg har ikke fundet de helt rigtige teknikker til at komme hurtigere ud af det. Jeg panikker også, selvom jeg er meget mere bevidst om, hvad der sker. Men jeg er ikke længere bange for at skulle sove, og jeg slipper hurtigere af med følelserne efter en episode, siger Luisa.

Laila har heller ikke længere de søvnproblemer, som hun havde som teenager, men hun oplever stadig søvnparalyse et par gange om måneden. Hun har derfor lært sig selv et par teknikker til at vågne hurtigere, fortæller hun.

- Jeg har blandt andet fundet ud af, at jo mere jeg kæmper, desto længere tid er jeg fanget. Hvis jeg slapper af og fokuserer på, at jeg ved, hvad det er der sker, så kommer jeg hurtigere ud af det, siger Laila.

De teknikker kan Laura Ponsaing også skrive under på.

- Nogle oplever, at det hjælper at få gang i de mindre muskelgrupper som tæer eller fingre, mens andre har gavn af at fokusere på vejrtrækningen. Personligt tror jeg, det er en god strategi at sige til sig selv 'jeg ved hvad det er, og det er helt ufarligt', selv om det måske kan være svært i situationen.