Juristen Christina Linnet har kæmpet for at lære at gå og tale igen.

De evner mistede hun, da hun som 25-årig blev hårdt ramt af en blodprop i hjernen. Hun fik varige mén. Men ikke nok med det, så har den i dag 39-årige kvinde også fået en kronisk tarmsygdom, som volder hende smerter og træthed.

Nu har Thisted Kommunes jobcenter besluttet at frakende hende fleksjobbet. En beslutning, der trækker tæppet væk under hende.

- Det kan jeg slet ikke forstå, at de kan komme i tanke om, siger Christina Linnet.

De seneste 13 år har Christina Linnet arbejdet i et fleksjob under skånehensyn, aktuelt som jurist hos en ejendomsmægler.

Jobcentret mener dog, at Christina Linnet trods de varige mén har fået det så meget bedre, at hun har oparbejdet en betydeligt større "arbejdsevne".

I et journalnotat fastslår hendes praktiserende læge, at Christina Linnet fortsat har varige mén efter sin blodprop samt lider af helbredsproblemer som følge af tarmsygdommen.

- Herfra helt uforståeligt, at man vil fratage hende fleksjobbet, skriver lægen.

For Christina Linnet er der meget på spil.

Når hun mister sit fleksjob, betyder det, at kommunen ikke længere supplerer hendes løn op til fuld tid. Og hendes arbejdsgiver har efter kommunens afgørelse fyret hende med virkning fra den 1. august, hvor hun mister retten til fleksjob.

Hvis hun skal finde et deltidsjob på måske 20 timer om ugen, vil hun få svært ved at forsørge sig selv og sine to døtre, fortæller hun.

- Jeg har jo stadigvæk alle mine følgevirkninger, men nu skal jeg ud at konkurrere på samme vilkår som alle andre. Det bliver rigtig svært, siger hun.

Lægerne er fortsat i gang med at finde den rette behandling til Christina Linnet for tarmsygdommen, som udløste en delvis sygemelding sidste år.

Det lægger jobcentret dog ikke vægt på. Jobcentret henviser i stedet til, at Christina Linnet ikke har haft en sygedag relateret til det, siden hun kom tilbage fra sin sygemelding.

Christina Linnet føler sig straffet for at have været mødestabil og kæmpet sig på arbejde til trods for helbredsproblemer.

- Jeg har gået på arbejde alt det, jeg magter, og måske er det også lidt for meget, i forhold til at jeg nu har colitis (tyktarmssygdommen, red.) oven i. Men jeg er rigtig glad for mit arbejde og vil gerne vise overfor mine arbejdsgiver, at jeg kan møde op hver dag til trods for sygdom.

- Det er meningsfuldt for mig at have noget at stå op til, og at jeg kan yde det, jeg kan, trods sygdom.

Som Avisen Danmark har beskrevet de seneste uger, oplever både sygdomsramte borgere og læger, at jobcentre nogle gange ignorerer lægens ord.

For lægerne er det en stor kilde til frustration, når jobcentret ser bort fra de faglige vurderinger, lød det fra Gunver Lillevang fra Lægeforeningen.

Det var ikke den slags problemer, Christina Linnet regnede med at løbe ind i, da hun i 2008 blev færdiguddannet fra jurastudiet på Aarhus Universitet. Kort tid inden, hun skulle starte i sit første job som jurist, faldt hun om med en blodprop i hjernen. Hun var 25 år og boede med sin kæreste og deres 15 måneder gamle datter.

I stedet for jobstart fandt hun sig selv lammet i halvdelen af kroppen. Hun havde også mistet sit sprog.

- Min familie fik at vide af lægerne, at de godt kunne regne med, at jeg nok aldrig blev den samme igen.

Lægerne fandt efterfølgende ud af, at Christina Linnet lider af den autoimmune blodsygdom antifosfolid syndrom, som øger risikoen for blodpropper markant.

Christina Linnet fortæller, at hun de næste tre måneder var indlagt på Hammel Neurocenter, hvor hun kæmpede for at genvinde evnen til at gå og tale. Derefter var hun tilknyttet hjerneskadecentret i Aarhus til rehabilitering.

Og det lykkedes. Hun vandt både førligheden og sproget tilbage. Men blodproppen havde sat sine spor.

- Det krævede en uendelig mængde energi for mig at komme tilbage igen.

- På genoptræningsholdet på hjerneskadecentret var vi kun to, der kom i fleksjob. Resten kom på førtidspension, og én på holdet døde i mellemtiden, fortæller Christina Linnet.

Den 23. juni 2010 blev hun visiteret til et fleksjob, som er et tilbud til personer med varigt nedsat arbejdsevne.

Det blev vurderet, at Christina Linnet kunne arbejde 18 timer om ugen og havde behov for skånehensyn på grund af de varige mén.

Siden har Christina Linnet haft forskellige fleksjob, og de seneste fem år har timetallet ligget på 20-25 timer om ugen under skånehensyn.

I sit nuværende fleksjob på 25 timer ugentligt som jurist hos en ejendomsmægler får hun lov at arbejde uden tidspres med masser af pause, og frokostpausen er inkluderet i hendes arbejdstid, hvilket ikke er normalt i branchen, fortæller hun.

- De har været så venlige, at de giver mig de skånehensyn, jeg har behov for. Så jeg kører ikke fuldt på i de 25 timer, jeg er der, men arbejder kun effektivt 18-20 timer, fortæller Christina Linnet.

For to år siden fik hun konstateret endnu en kronisk sygdom. Det er tarmsygdommen colitis ulcerosa, som også kaldes blødende tyktarmsbetændelse.

Hun lider af smerter og træthed fra tyktarmsbetændelsen samt hjernetræthed efter blodproppen, så når hun kommer hjem fra arbejde, bliver hun nødt til at tage en lur for at hvile sig, fortæller hun.

Thisted Kommune mener dog, at Christina Linnet har arbejdet på 100 procents effektivitet i de 25 timer, hun er på job.

Og det er helt afgørende. Som fleksjobber må man nemlig kun have en arbejdsevne på halvdelen af fuld tid.

25 timers effektivt arbejde er mere end halvdelen af en normal arbejdsuge på 37 timer.

Men både Christina Linnet og hendes arbejdsgiver har gjort indsigelser mod, at arbejdseffektiviteten skulle være 100 procent, viser dokumenter fra kommunen.

I stedet foretages arbejdet ifølge arbejdsgiveren på 75 procents effektivitet. Det svarer til en arbejdsuge på 19 timer.

Den indsigelse lægger kommunen ikke til grund i sin afgørelse.

At Christina Linnet har fået en ny sygdom oven i hatten, lægger kommunen heller ikke vægt på.

I en lægeattest til jobcentret skriver en overlæge fra Gastromedicinsk Ambulatorium på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring, at der som følge af sygdommen "må forventes øget trætbarhed, hvilket kan have indflydelse på funktionsniveauet og tilknytning til arbejdsmarkedet".

Det er en sygdom, der kommer til udtryk i udbrud, understreger overlægen, og når det sker, kan det være nødvendigt med "sygemelding" og "måske nedsat tid".

Jobcentret påpeger dog i afgørelsen, at Christina Linnet ikke har haft en sygedag, siden hun vendte tilbage fra sin delvise sygemelding sidste år. Dermed konkluderer kommunen, at tarmsygdommen ikke har betydning for arbejdsevnen.

Sagen er nu sendt til Ankestyrelsen.

Christina Linnet har søgt gratis juridisk bistand igennem nonprofitorganisationen Human Rise, hvor hun får hjælp af jurist og lektor i forvaltningsret ved Professionshøjskolen Absalon, Louise Schelde Frederiksen.

Louise Schelde Frederiksen mener, at afgørelsen er truffet på et fejlagtigt grundlag. Hun peger på, at der af lægen er konstateret varige mén efter blodproppen, og det har ikke ændret sig.

- Det første, vi gjorde, da Human Rise indtrådte i sagen, var at spørge arbejdsgiveren, hvor effektiv er Christina, og hvad ligger der i de 25 timer. For det er der ikke rigtig nogen, der har fået noget skriftligt på.

- Der er arbejdsgiver vendt tilbage med, at for det første er frokostpauser talt med, og for det andet er der en fleksibilitet forstået på den måde, at Christina ikke arbejder med hårde deadlines, og at tingene kan tage lige et my længere end for andre, fordi Christina skal passe på hovedet.

- Samtidig har vi sagt, at man burde have indhentet oplysninger fra praktiserende læge, hvilket kommunen ikke fandt grundlag for. Lægen har derfor på vores opfordring skrevet til kommunen, at det er ”helt uforståeligt”. Oplysninger, som kommunen dog ikke har inddraget i afgørelsen.

- Så vi har lige pludselig haft travlt her i Human Rise med at belyse tingene tilstrækkeligt. Det, som egentligt er kommunens arbejde.

Louise Schelde Frederiksen kalder sagen ”virkelig alvorlig”, da jobcentret ifølge hende er gået videre "med et forfejlet faktum".

- Det er jo alvorligt, virkelig alvorligt, at man begynder at presse syge mennesker. Særlig alvorligt, fordi lægen i nærværende sag har skrevet, at der er risiko for yderligere blodpropper. Man burde have taget en snak med Christina og arbejdsgiver om, hvad de effektive timer er. Så ville man jo have fundet ud af, at der er ikke tale om 100 procent effektive timer.

- Det øger ikke tilliden til det offentlige system, det gør det bare ikke. Det puster til den ild, der hedder umyndiggørelse, uvished og uforudsigelighed. Det gør ikke noget godt for nogen.

Fra Thisted Kommune oplyser Hanna Bjerregaard, souschef i Erhverv og Beskæftigelse, i et skriftligt svar, at kommunen ikke kan udtale sig om konkrete personsager.

- Men vi vil gerne generelt afvise, at frakendelser af fleksjobbevilling handler om kommunens økonomi. Begrundelsen vil derimod typisk være, at borgers arbejdsevne har forandret sig.

- Arbejdsevnen ses som dynamisk og kan udvikle og afvikle sig over tid. Alle borgeres fleksjobberettigelse bliver løbende revurderet, hvilket er i tråd med lovgivningen på området.

Samtidig oplyser hun, at ud af omkring 1.200 borgere, som er visiteret til et fleksjob i Thisted Kommune, er der typisk kun én om året, der får frakendt det.

Tilbage i Thisted er der stor frustration og mange bekymringer hos Christina Linnet. Idet hun har arbejdet i et fleksjob, har hun ikke været medlem af en a-kasse. Hvad der nu skal ske, ved hun ikke.

- Vi lever i et velfærdssamfund, og når man så bliver ramt af sygdom, så burde man jo netop have et sikkerhedsnet, som bakker én op. Det har jeg så fået bevist med det her, at de bakker ikke én op. De tænker udelukkende kroner og ører. Det er barske vilkår at være syg og så samtidig føle, at man skal kæmpe med jobcenteret for at få den nødvendige hjælp. Ingen bliver syge med vilje, heller ikke mig, siger hun.

Jobcentret skriver i afgørelsen, at hvis hun ikke kan finde et job eller få dagpenge, kan hun søge kontanthjælp.

Hundredetusinde veluddannede danskere møder hver eneste dag ind på kontoret for at udføre et arbejde, der er fuldstændigt meningsløst.

Sådan lyder den barske dom over en stor del af den danske arbejdsstyrke fra antropolog og forfatter Dennis Nørmark. Han reagerer så markant på en ny rapport, der viser, at knap 20 procent af danskerne oplever, at de udfører op mod 20 timers meningsløst arbejde om måneden.

- Undersøgelsen viser, at en del af den tid vi går på arbejde, ikke er tiden værd. Der er ingen grund til at sidde til klokken 16 og lave noget ligegyldigt, hvis du er færdig klokken 13 med alt det, der virkelig betyder noget, siger Dennis Nørmark.

Det er fagforeningen Krifa, der står bag den opsigtsvækkende undersøgelse, der viser, at 17 procent af de adspurgte laver 11-20 timers meningsløst arbejde om måneden ifølge deres egen vurdering. 16 procent oplever i høj eller meget høj grad at sidde med arbejdsopgaver, hvor de overvejer, om opgaverne overhovedet behøver at blive gjort.

Ifølge Dennis Nørmark, så opstår meningsløst arbejde eller såkaldt "pseudoarbejde", når der ikke er mere reelt arbejde at lave, og man i stedet for at gå tidligt hjem opfinder komplet ligegyldige projekter, møder, regler og strategier, der kan udfylde en 37-timers arbejdsuge.

- Vi bør som ansatte være langt mere kritiske over for meningsløst arbejde og kræve kvalitet. Ellers bør vi gå hjem, for det er spild af liv, lyder det kontante råd fra Dennis Nørmark, hvorefter han uddyber:

- Det her handler om, at vi skal italesætte den forundring vi har over de ting, vi nogle gange bliver sat til at gøre. Kan det virkelig passe, at vi skal have mandagsmøde hver uge, når der aldrig sker noget nyt på det møde? Og kan det passe, at jeg skal skrive den her rapport, når jeg har en konkret mistanke om, at ingen læser den?

Hos fagforeningen Krifa er der også en bekymring at spore hos den mand, der står bag den nye rapport.

- Uanset hvad bør der ringe en alarm hos ledere rundt omkring. For enten udfører medarbejderne alt for meget meningsløst arbejde, eller også har ledelsen været for dårlig til at forklare deres medarbejdere, hvorfor der er brug for at få løst de opgaver, siger Christian Borrisholt Steen, der er seniorkonsulent i Krifas Videncenter for God Arbejdslyst og projektleder på rapporten. Han tilføjer i øvrigt, at det står værre til hos mænd end kvinder.

Dennis Nørmark er meget forundret over, at det er kommet dertil, hvor regeringen har afskaffet store bededag. Ifølge ham så går den afskaffelse mod bedre vidende og i stik modsatte retning end, hvad Danmark som samfund reelt har brug for.

- Det er den helt forkerte vej at gå. At tro at jo flere timer vi arbejder, jo mere producerer vi, er helt forkert. Vi ved fra alle de steder i verdenen, hvor de arbejder mest, at det også er der, de producerer mindst. De er simpelthen mindre effektive, siger Dennis Nørmark.

Selvom fagforeningen Krifas nye rapport viser, at der bliver udført en hel del meningsløst arbejde ude på arbejdspladserne, så er Dennis Nørmark fortrøstningsfuld i forhold til at få rettet op på problemet.

- Der er nogle arkitektoniske plader, der flytter sig lige nu. Vi er som arbejdstager blevet mere kritiske. Det er selvfølgelig et udtryk for, at vi lever i en tid, hvor det er arbejdstagers marked. Vi kan vælge mere frit. Og derfor kan vi også tillade os at stille nogle krav til, hvad vi egentlig skal bruge vores tid på, når vi er på arbejde, siger han.

Ifølge Dennis Nørmark så vil det automatisk udløse flere ledige hænder og mere arbejdskraft, hvis vi fokuserede på at afskaffe meningsløst arbejde i stedet for at afskaffe store bededag. Men den udvikling kan dårlig ledelse spænde ben for.

- Hvis man er en dårlig leder, så går man måske mere op i måltal, KPI'er, og i hvor mange årsværk man råder over. Så betyder det mere, at det ser godt ud udadtil, siger Dennis Nørmark, mens han påpeger, at et utal af undersøgelser har vist, at dårlig ledelse er en udbredt problemstilling på danske arbejdspladser.

- Der er masser af mennesker, der fylder deres timer ud med ingenting. Og så er den samlede arbejdstid jo ikke relevant, når tiden alligevel bliver brugt på noget ligegyldigt, understreger han.

Ifølge Christian Borrisholt Steen fra Krifa, så er den nye rapport et vink med en vognstang til ledelsen ude på de danske arbejdspladser.

- Det er meget tydeligt, at der er et stort forbedringspotentiale ude på de danske arbejdspladser, når det kommer til at skabe resultater. Der er brug for, at lederen sætter klare rammer, skaber mening med opgaverne og anerkender sine medarbejdere, hvis vi skal opnå følelsen af at skabe resultater til gavn for arbejdslysten og virksomhedernes bundlinje, siger han.

Udfordringerne med meningsløst pseudoarbejde handler langt fra kun om at bruge tiden rigtigt og sikre Danmark mere arbejdskraft, lyder det fra Dennis Nørmark. Det handler i høj grad også om at sikre trivslen på arbejdspladserne.

- Hvis du hver evig, eneste dag går på arbejde og føler, at du laver ting, som dybest set er ligegyldige og meningsløse, kommer du simpelthen til at dø langsomt. Livet er ganske enkelt for kort til pseudoarbejde, siger han.

Der har altid været fattige i Danmark. Fattige i den forstand, at de har langt mindre at gøre med end det store gennemsnit. Mennesker, vi har ladet blafre i periferien og givet det blinde øje. "De må tage sig sammen og bestille noget. Droppe smøgerne og kæledyrene. Gøre og være som os".

Livet er som bekendt ikke så enkelt, at det kan rummes af få resolutte sætninger. Sætninger med såkaldte sandheder, der ikke tager højde for fysiske og psykiske kvaler. For uheld og tragedier.

Det understreger to nye og rørende dokumentarer. Den ene handler om børn af fattige familier. Den anden om unge, der er endt som hjemløse på gaden og siden på herberger.

Både børnene og de unge er blandt de danskere, der skal stå for fremtiden. En ungdom vi bør sikre kommer godt fra start. Af hensyn til dem selv og af hensyn til fællesskabet.

For Isak på 12 år er situationen den, at han og hans mor og lillesøster ikke har så mange penge, som familierne til hans venner har, fortæller han.

Moren er arbejdsløs og har svært ved at finde et arbejde, fordi hun ingen uddannelse har. Og det værste er, at der ikke er råd til en mobiltelefon. Det bedste ved situationen er, at man lærer mere, når man ikke har så mange penge, siger han.

Isak nægter at kalde sig fattig. Han klør på med godt humør og glæder sig over at have fået et fripas til klubben. Derhjemme støtter han sin mor og reder sengene, vasker op i hånden, handler yderst sparsommeligt og laver boller i karry til sin mor og lillesøster ved hjælp af en tilbuds-medister, som han klipper skindet af.

Smart Isak.

Alle kan møde Isak i dokumentarfilmen "Ik' så mange penge" om nogle af de børn, som vokser op i fattigdom.

Filmen er værd at se med sine børn eller børnebørn. De har godt af at få lidt perspektiv på deres egen tilværelse.

"Ik' så mange penge" er en fin hverdags-perle af den upolerede slags. Ligefrem og usentimental, og den giver fordomsfrit ordet til børnene. 

Præcis det samme kan man sige om dokumentarserien "De usynlige hjemløse", som i øjeblikket kan ses på TV 2 Play.

Her følger vi unge, som er hjemløse og derfor ender på herberg. Positive, tænksomme og venlige unge, der stadig har ungdommens gnist af håb i blikket, men som er i klemme af depression, forældre-dødsfald, magtesløshed, urimeligt lange ventelister hos psykiatrien, misbrug og meget andet.

En af dem er 26-årige Morten.

- Hvis alle andre kan klare sig, hvorfor kan jeg så ikke, spørger han.

Han har med egne ord "rod i hovedet". Da hans kæreste døde, kom depressionen, og han måtte stoppe sin uddannelse. Han endte på gaden og siden på herberg.

Der er mange frivillige i Danmark, som gør et stort arbejde for at hjælpe medmennesker i nød. Og mange af os støtter diverse indsamlinger som den seneste for udsatte børn. Der er også et kommunalt system, som, når det er bedst, fungerer med både økonomisk hjælp og empatiske medarbejdere, der ikke er nærige med omsorg. 

Men selv hvis samfundets systemer virker, hvad de langtfra altid gør, er det ikke nok. For det rige liv består ikke blot af et tag over hovedet og mad på bordet, selv om det for de unges vedkommende har førsteprioritet.

Et rigt liv opstår, når man er inkluderet, og der er brug for en. Både i skolen, i familien, på arbejdsmarkedet og i samværet med andre mennesker.

"Ik' så mange penge". DR Ultra og DRTV 8. maj. Dokumentarfilm på 28. min. Instruktør Ulla Søe. 

"De usynlige hjemløse". TV 2 Play. 4 afsnit a ca. 30 min. Produceret af TV 2 Echo

Jeg havde oprindeligt planer om at kaste en stor spand lyserød maling over denne udgave af "Det søde opstød" og dedikere det til Onkel Reje. Manden bag DR's vidunderligt skøre og politisk ukorrekte figur, Mads Geertsen, blev nemlig i løbet af ugen offer for en ubehagelig smædekampagne.

Heldigvis har der rejst sig en folkebevægelse af kærlighed, der langt har overskygget og druknet nogle få menneskers ondskabsfulde hetz. En potentiel shitstorm og et karaktermord er blevet forvandlet til en lyserød lovestorm. 

Onkel Reje har sandsynligvis aldrig haft flere fans end nu. Det er inspirerende, som der er slået en beskyttende ring om Mads Geertsen. Det kan forhåbentlig hjælpe ham stærkt tilbage fra sin sygemelding.

Inspirerende var den mail fra en læser, der landede i min indbakke for nogle uger siden, til gengæld ikke. Når alligevel jeg lufter den her, er det fordi, den positivt er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg modtager masser af ris og ros, og begge dele sætter jeg utrolig stor pris på. Det at være i dialog med engagerede læsere om vores samfund og diskutere journalistik er en fornøjelse. Men denne mail gjorde mig sjældent misfornøjet. For første gang i mine 14 år som mediechef, måtte jeg eksplicit ikke takke for en mail. 

Læseren henvendte sig direkte til både mig og en kompetent kvindelig journalist, der havde skrevet en erhvervsartikel. Manden beklagede sig over en detalje i artiklen, som han mente var udtryk for "ren inkompetence". Inden han kom til den konklusion, skrev han blandt andet:

"Helt galt går det, når man sætter decideret inkompetente små piger til at skrive artikler om vigtige emner." Og senere: "Pigen skriver lystigt".

Nu gætter jeg, men jeg er ret overbevist om, at en mandlig journalist ikke vil blive kaldt for en "dreng" eller "bette knægt". Tonen og ordvalget rettet mod den kvindelig journalist var i min optik både nedladende og respektløs, hvilket jeg følte mig kaldet til at skrive tilbage i mit utvetydige og afmålte svar til læseren.

"Normalt skriver jeg til læsere tak for din mail. Men det vil jeg faktisk ikke gøre her. Dit tonefald og ordvalg er respektløs og nedladende. Jeg håber, du en anden gang - og i alle andre sammenhænge i livet - afleverer kritik på en anden måde."

Hvorfor udpensle dette lige nu? Er der en særlig anledning?

Ja, mine ellers sædvanligvis dygtige kollegaer på Nordjyske har bragt et meget langt debatindlæg om digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre fra Venstre. Tonefaldet, tilsviningen og verdensbilledet hos afsenderen minder om det, jeg modtog i min indbakke.

37-årige Marie Bjerre bliver af læserbrevsskribenten omtalt som "en ung pige med fart på". Dette bliver krydret med flere usandheder om ministerens privatliv, ligesom der usammenhængende bliver advaret om, at "lade Borgen blive til en vuggestue - og lade landet styre af barneplejere".

"... Marie skal så først have afsluttet amningen, bleen lagt færdig og gjort sig anstændig, før hun er seriøs til at deltage i landets ledelse".

At angribe en kvindelig journalist eller en kvindelig minister med afsæt i deres køn eller i rollen som mor - det smukkeste, der findes i verden - hører hjemme på et museum.

Heldigvis fylder antikverede og ureflekterede synspunkter om køn og ligestilling mindre og mindre i den offentlige debat. At det såkaldte debatindlæg på Nordjyske bliver ført frem på en ellers fin og stolt platform, er forhåbentligt en sjælden svale. Ligesom beskeden i min indbakke. 

Én gang hvert fjortende år er det okay at svare uhøfligt tilbage.