- Nu er myten ligesom blevet afmonteret. Der er mange, der har sagt, at det kun handler om mænd, når det kommer til krænkelser og grænseoverskridende adfærd.

- Jeg tror, at det vil være en øjenåbner for mange, at det faktisk er noget, som går på tværs af køn.

Sådan lyder ordene fra Christian Groes, kønsforsker og lektor ved Roskilde Universitet, efter det fredag kom frem, at flere mænd med tilhørsforhold til Fagbevægelsens Hovedorganisation under formand, Lizette Risgaard, anklager hende for at have krænket dem.

Dermed ruller en MeToo-sag med en kvinde i hovedrollen for første gang over Danmark, hvilket ifølge Christian Groes tydeliggør, at køn ikke er omdrejningspunktet i disse sager - men at magt er alfa og omega.

- Det er første gang, at vi hører mænd stå frem med den her form for beskrivelser. De beskriver mange af de samme ting, som vi har hørt kvinder gøre. Det er virkelig interessant. De fortæller, at det var svært at sige fra, fordi hun (Lizette Risgaard, red.) var deres overordnede, og at hun tilmed var en af de mest magtfulde personer i Danmark, siger Christian Groes og tilføjer:

- Der er også én som beskriver, at han stivnede i situationen, da han blev befamlet. Det er igen samme mekanismer, vi har hørt fra kvindelige ofre tidligere.

Christian Groes peger herudover på, at man i de her sager ofte ser, at personer på topposter misbruger deres magt, ved at de blander tingene sammen og benytter deres magt i situationer, der rækker ud over det professionelle på arbejdspladsen.

- Magt kan simpelthen ramme nogen på en måde, hvor de ikke kan styre det, siger han og tilføjer:

- Så får man måske en idé om, at man er hævet over almindelige regler og normal adfærd.

Kommer det bag på dig, at vi nu ser en kvinde være i centrum af sådan en sag?

- Nej. Jeg havde tænkt, at det ville komme på et tidspunkt, siger Christian Groes og tilføjer:

- Og jeg tror, at der vil komme flere tilfælde med kvinder.

Han peger herudover på, at sagen om Lizette Risgaard formentlig vil kunne føre til, at andre mænd kan blive inspireret til at stå frem med lignende oplevelser.

Ifølge Christian Groes er der to centrale årsager til, at MeToo-sager indtil nu har drejet sig sager, hvor det er magtfulde mænd, som har krænket kvinder.

- Det hænger sammen med, at der generelt er flere mænd på topposterne. Der kommer formentlig flere kvinder ind på ledelsesgangene og i bestyrelserne og i tråd med det, tror jeg også på, at der vil komme flere sager, hvor kvinder opfører dig grænseoverskridende, siger Christian Groes.

En anden årsag kan ifølge Christian Groes være, at det generelt kan være mere tabubelagt for mænd at indtage offer-rollen.

- Mænd har sværere ved at stå frem, fordi det kan være skamfuldt for en mand at komme til at føle sig svag eller sårbar. Der findes stadig den her gamle idé om, at man skal være stærk og robust, siger han og tilføjer:

- Det kan godt afholde en del fra at gå til bekendelse eller flage over grænseoverskridende adfærd.

Ud over at handle om magt, så mener Christian Groes også, at sager om krænkelser kan handle om, at der er sket et skift i generationer.

- Normerne er ved at ændre sig - og særligt hos de yngre. Det kan man se ved, at fagbevægelsens ungdomsorganisation reagerer anderledes. Det har jeg set flere steder. De yngre mener, at det er langt over grænsen, siger han og tilføjer:

- Det var faktisk det samme, vi så her forleden med Jon Stephensen og Moderaternes ungdomsparti. De mener ikke, at han skal tilbage i Folketinget igen, fortæller han.

Christian Groes fortæller herudover, at han ser et mønster i, at sager som disse rører den yngre generation på en helt anden måde, end de rører den ældre.

Til Ekstra Bladet skriver digitaliserings- og ligestillingsminister, Marie Bjerre (V), at "grænseoverskridende adfærd  aldrig er acceptabel".

Hun skriver herudover i sit svar, at sager skal håndteres efter "samme målestok" uanset om mænd eller kvinder står bag.

Marie Bjerre peger herudover på, at vi ellers risikerer, at MeToo-debatten mister legitimitet.

Det er kort før, tæppet går op i nationaloperaen i Odesa, og stemningen er presset. Alle danserne er nede for at varme op, men balletdanseren Vadim Krusser tager sig alligevel tid til at tale med pressen om nyheden, der har sendt chokbølger gennem operaen. Vadim Krussers ven, den 31-årige balletdanser Rostyslav Yanchyshen, er faldet ved fronten.

Rostyslav Yanchyshen havde meldt sig til den ukrainske hær, da invasionen begyndte sidste år, og døde for to dage siden i Bakhmut, som tusindvis af andre soldater før ham.

- Han var altid et muntert menneske, og han kom altid for at hjælpe. Da jeg kom ud for en ulykke ved min eksamen, hjalp han mig meget. Han kom altid til undsætning. Han var en meget vidunderlig person, siger Vadim Krusser, der har kendt Rostyslav Yanchyshen i 10 år.

Vadim Krusser kæmper for at holde tårerne tilbage. Han har sit kostume på og er klar til at gå på scenen til forestillingen "La Bayadère", der handler om et ungt par, der sværger evig kærlighed til hinanden, før kærligheden løber ind i problemer, og dramaet starter.

- Da han meldte sig, fortalte han, at alt er okay, og at alt vil blive godt i Ukraine, siger Vadim Krusser, der fik nyheden om vennens død, da han var på vej hjem fra en ballettræning dagen før.

Rostyslav Yanchyshen var en profileret balletdanser i Odesa. Han startede med at være en del af det ukrainske civilforsvar, men blev senere en del af den professionelle hær.

- Mine hænder faldt straks, og tårerne flød. Det var en så uventet nyhed, at alt på mig stadig ryster. Det var hans yndlingsting at danse, og jeg ved, at han ser os i dag, hvor han end er. Jeg tror, at han også er med os i dette øjeblik, siger Vadim Krusser, før tæppet går op.

Rostyslav Yanchyshen er langt fra den første i den ukrainske opera- og balletverden, som er faldet i krigen. Flere balletdansere og operasangere har meldt sig frivilligt eller er blevet mobiliseret til hæren og kæmper nu i de ukrainske skyttegrave mod russerne.

Krigen har blandt andet kostet balletdanseren Artem Datsyshyn livet sidste år, og opera-dirigent Kostiantyn Starovytskyi døde for en måned siden. Dertil kommer flere sårede og dem, der lider af de psykiske konsekvenser af krigen.

Nationaloperaen i Odesa var tvunget til at lukke sidste forår, da invasionen begyndte, og russerne pressede på tæt ved byen. Operaen genåbnede i løbet af sommeren i en nedsat kapacitet, da fronten var mere stabil. Meget personale er flygtet til udlandet eller tjener i hæren, og det er derfor ikke muligt at have lige så mange forestillinger som før.

- Mange kunstnere forlod landet, tog til udlandet, mange balletkunstnere. Før krigen var der 90 til 100 personer i vores ballettrup. Nu er der 60. Repertoiret er blevet mindre, fordi der er for få kunstnere. En ballet kræver 20 balletdansere, men det har vi ikke. Det vil sige, at mange forestillinger ikke kan opføres i vores teater, forklarer Harry Sevoyan, der er leder af balletten, til Avisen Danmark, mens folk begynder at ankomme og finde deres pladser foran scenen.

Avisen Danmark havde inden nyheden om Rostyslav Yanchyshens død aftalt at besøge operaen for at skrive om, hvordan kunsten i Ukraine overlever under krigen. Harry Sevoyan ser nyheden om kollegaens død som et eksempel på, hvordan krigen trænger ind alle steder. Dødsfaldet gør ham endnu mere sikker på, at operaen skal holde åbent.

Russerne skal ikke vinde over kunsten i Ukraine, der kæmper sin egen kamp. Det kan godt være, at det er vanskeligt at fortsætte med mindre personale, truslen om luftangreb og det psykiske pres, som alle er under konstant, men han vil ikke lade sig slå ud.

- Hvad skulle vi ellers gøre? Stoppe forestillingerne? Skal vi så også lukke alle butikker og indkøbscentre i byen? Militæret kommer også her for vores forestillinger. Vi er nødt til at fortsætte. Når vi arbejder, går livet videre, og så er der håb for fremtiden, siger han.

- Vi vil arbejde på trods af, at fjenden prøver at bryde vores ånd. Teater er vores hjerte, teater er Odesas sjæl, så vi er nødt til at fortsætte, forklarer Harry Sevoyan.

Pavlo Fedorchenko-Kutuev er professor i sociologi og formand for sociologisk afdeling på Igor Sikorsky Kyiv Polytechnic Institute i Kyiv. Han forklarer, at mange kulturelle institutioner i Ukraine nægter at holde lukket af princip. Det kan godt være, at der ikke er mange penge i at holde åbent, men det er for ukrainerne vigtigt at holde gang i hjulene.

- Det er yderst vigtigt, at kulturinstitutioner holdes åbent såsom operaen i Odesa, fordi det sørger for, at kunstnerne stadig har et arbejde, men også bringer glæde til borgerne. Det er ekstremt vigtigt i krigstid, forklarer Pavlo Fedorchenko-Kutuev.

- Og så er det en protestaktion. Det er en modstand mod at overgive sig, modstand mod at lade sig skræmme, modstand mod de russiske trusler om angreb. Operaen siger: Jeg fortsætter med at gøre som før. Det er en måde, hvorpå civile kan vise modstand mod Rusland, siger han.

Pavlo Fedorchenko-Kutuev slår fast, at det har en stor betydning for borgerne i Ukraine, at de har mulighed for at blive trukket ud af deres dagligdag med krig. De bliver hver dag bombarderet med nyheder om kampene ved fronten, og de har måske familiemedlemmer ved fronten. Kulturtilbud trækker dem væk fra deres bekymringer i et kort stykke tid.

- Det viser, at på trods af smerter, bekymringer, problemer, tragedier vil vi stadig gøre, hvad vi ellers ville gøre. Det løfter folks humør, siger Pavlo Fedorchenko-Kutuev, der tilføjer, at det er mere vigtigt end nogensinde før, da mange er ved at være trætte.

Invasionen har varet i over et år, og det er svært for borgerne at få et afbræk i dagligdagen.

Lige før tæppet går op, beder en af medarbejderne alle om at rejse sig. Hun holder en kort tale og dedikerer dagens forestilling til Rostyslav Yanchyshen.

- For to dage siden blev operaen rystet af en trist nyhed. Balletdanser Rostyslav Yanchishen døde, mens han udførte en kampmission i Bakhmut. Han vil forblive 31 for evigt, siger hun og beder alle om at holde et minuts stilhed for at ære ham.

Derefter går tæppet, og forestillingen begynder som normalt. Balletten fanger publikum og fører dem væk fra krigens realitet i de tre timer, forestillingen varer.

31-årige Ruslan Talipov var også ven med Rostyslav Yanchyshen og forklarer Avisen Danmark, at det netop er vigtigt for operaen at holde åbent lige nu, da kunsten har en evne til at hive folk ud af deres hverdag. Ruslands invasion påvirker alle, men i operaen har publikum mulighed for at lægge krigen bag sig i nogle timer og få et frirum.

- Det handler om altid at have et positivt udsyn, en positiv attitude, for ellers trænger frygten og panikken ind i os, og vi mister kontrollen over os selv, forklarer Ruslan Talipov.

Før Ruslands invasion gik Ruslan Talipov ikke meget op i politik. Han fokuserede på at være balletdanser og på sit liv med kæresten. Han kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at Ruslands kampvogne ville vælte over grænsen og true Odesa.

- Nu kan ingen undgå at følge med længere, siger Ruslan Talipov.

Han ved ikke, hvor krigen bærer henad. Han håber på, at Ukraine snart vinder krigen, men er klar over, at mange mister livet, og at han selv kan blive indkaldt. Alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 år kan blive hevet ind i hæren, hvis de erklæres egnede.

Indtil opkaldet eventuelt kommer, kæmper Ruslan Talipov sin egen kamp med at holde publikum i nationaloperaen underholdt. På grund af den store personalemangel er der pres på de resterende operasangere og balletdansere. De har kun få fridage.

- Der er mulighed for, at jeg bliver kaldt ind i hæren, men jeg tænker ikke for meget på det. Det er også vigtigt, at samfundet holdes i gang. At operaen holder åbent, så modet holdes oppe, siger Ruslan Talipov.

Da Julie Ralund var barn, sneg hun sig nogle gange ind i sine forældres soveværelse, satte en stol for døren og lagde sig på sengen med en bog med erotiske noveller.

Bagefter kom skammen - rullende som den orgasme, hun lige havde givet sig selv.

- Hver gang lovede jeg mig selv, at det var sidste gang. Men gang på gang overmandede lysten mig, så jeg atter måtte udsætte mig selv for faren ved at blive opdaget. Dengang hadede jeg mig selv for at blive ved. I dag elsker jeg mig selv for, at jeg blev ved, fortæller hun.

Julie Ralund er 43 år, tv-producent og forfatter. Og lige nu er hun aktuel med "Håndbogen - fortællinger om hvordan kvinder onanerer".

Det er en bog, man på den ene side bliver lidt trist over, fordi den fortæller om så meget skyld og skam, som kvinder slæber rundt på, fordi de onanerer.

På den anden side er det en bog, der bringer stor glæde - en slags frisættelse - fordi den naturliggør det naturlige. Og det gør den gennem 18 kvinders historier.

Bogens medvirkende er mellem 18 og 83 år, og de fortæller i hvert deres kapitel ikke kun om, hvorfor de onanerer, men også hvordan. På den måde lever bogen op til sin titel - den er en håndbog.

Det er ikke sådan, at bogen giver én færdig opskrift på onani, for vi kvinder er forskellige. Tænder på forskellige ting, har det forskelligt med berøring her og der og med eventuelle hjælpemidler. Men der ligger 18 forskellige og virkelige inspirationshistorier - krydret med fakta og gode råd.

- Bogen er endt med at være 18 kvindelivsportrætter, som har fået mig til at indse, at det seksualliv vi har med os selv, har en kæmpe betydning for det liv, vi har med andre. Både det liv, der omhandler sex, og det liv, der ikke gør, fortæller Julie Ralund.

En af dem, der taler om netop det, er 83-årige Birthe: "I dag kan jeg se, at det har haft en stor betydning for mit selvværd, at jeg altid har kunnet få en orgasme, både med mig selv og med en mand. Det, at jeg har haft det sted for mig selv, har styrket min følelse af at kende mig selv - og at kende mit værd."

Den iagttagelse går igen på forskellige måder hos flere af de medvirkende. De taler om, at det er lettere at opnå orgasme med en partner, når man kender sig selv og ved, hvad man kan lide. Det kræver, at man har øvet sig.

Netop derfor kan det synes underligt, at onani hos danske og ellers så moderne kvinder er så tabubelagt. For hvordan er det gået til, at noget, der skulle være en nydelse, er blevet en hemmelighed gemt væk i skam og skræk for opdagelse?

Julie Ralund understreger, at hun ikke er ekspert, men at hun har researchet og talt med blandt andre en seksualhistoriker, og meget tyder på, at sådan var det ikke i de meget gamle dage - altså før kristendommen - hvor man ikke var så bange for kvinders seksuelle kraft.

- Luther gjorde ikke noget godt for klitoris. Det gjorde han altså ikke, siger hun.

Ralund vil gerne løfte samtalen om kvinders onani op på et samfundsmæssigt plan.

- Der ligger en tone i samfundet af, at nu skal du ikke ligge der og have det fedt med dig selv og være egoistisk. Du skal tæske afsted som alle andre. Den der med at yde, før du kan nyde.

I bogen taler flere af kvinderne også om, at hvis de onanerer, er der en slags holdning om, at så går der noget fra deres partner. At han eller hun bliver lidt snydt og udsat for en form for utroskab. For når man er i et parforhold, er sex noget, man skal have sammen - ikke alene.

- Og så er der orgasmekløften. At kvinder ikke får orgasme så tit som mænd - måske fordi vi er skamfulde over at nyde og at give os hen og ikke være i kontrol. Det kan hænge sammen med, at vi stadig kan blive hånet for at være liderlige. Det ses som noget beskidt, når vi er i vores lysters vold. At vi er billige, når urdriften tager over, siger hun.

Orgasmekløften kan vi selv bygge en bro over, når vi gennem onani bliver bevidste om, hvad vi godt kan lide og insisterer på retten til lyst og liderlighed, mener hun.

- For så kan vi sige til eller fra. Det er er jo også synd for mændene, som ligger der og ikke ved, hvad de skal gøre. De er jo heller ikke blevet undervist i andet end, at sex er penetration. Faktum er bare, at cirka 80 procent af alle kvinder ikke kommer ved penetration. Men til gengæld kommer vi af alt det, som så i dag bliver kaldt for forspil, ikke sandt? Forspil ...

- Desværre er det lykkedes for nogle at fortælle os, at vaginale orgasmer er mere rigtige!

Julie Ralund har selv i årevis spekuleret på, hvorfor hun ikke fik vaginale orgasmer.

- Men den ene slags orgasme er ikke finere end den anden.

De unge kvinder i bogen synes at have det lidt mere naturligt med onani end de ældre kvinder. Ikke fordi, de har lært noget om det i skolen. Kvinders selv-nydelse stod der ikke noget om i sex-lærebøgerne. Men de har haft lettere ved at tale om onani med veninder, og det har fjernet noget skam uden nødvendigvis at have givet indsigt i måder at onanere på. Og hvorfor, det er vigtigt for deres hele sexliv.

- Der er heldigvis sket en masse, men pigerne taler stadig om at blive penetreret af en finger i stedet for berørt. Jeg troede, det var anderledes i dag, men nej. Drengen tror, at det altid er godt for pigen, og pigen tror, at hun skal kunne lide det. Hun dyrker stadig sex for drengens skyld. Det er først, når en kvinde laver en kobling mellem det, hun gør med sig selv, og det, hun gør med sin partner, at der begynder at ske noget lækkert.

Nogle af de medvirkende kvinder i bogen kan ikke lide at røre ved sig selv. Én er næsten holdt op med at onanere. Nogle kan bedst lide at gøre det, mens de ser en pornofilm. En anden lytter til erotiske noveller imens. Nogle ligger på maven, nogen i fosterstilling. Nogle bruger hjælpemidler. Nogle "gnubber" sig op af noget - for eksempel en pude. Nogle elsker brusehovedet. En enkelt fik orgasme under en fødsel.

- Det overraskede mig at finde ud af, at der er lige så mange måder at onanere og komme på, som der er kvinder. Men der er en enkelt ting, som er fælles for mange af de kvinder, jeg har talt med: Deres lyst begynder sjældent med, at de bliver liderlige af et eller andet.

- Lysten kommer, så snart de registrerer, at de er alene hjemme, fortæller Julie Ralund.

Onani handler om nydelse. Bogens kvinder bruger det til at slappe, stresse af og til at falde i søvn på.

Onani handler ikke nødvendigvis om at opnå orgasme. Flere af kvinderne fortæller, at det også er rart blot at "holde om sig selv, sit køn", fordi det giver en dejlig følelse i kroppen.

- Onani må gerne være en privatsag, men jeg vil slå et slag for, at det bliver meget mindre skamfuldt, siger Julie Ralund.

- Vi må styrte til yoga, mindfulness og vinterbade. Hvorfor skal det være forkert at give sig selv en dejlig følelse i kroppen? Det er ovenikøbet gratis!

Julie Ralund: "Håndbogen - fortællinger om, hvordan kvinder onanerer". 222 sider. Udkommer 1. maj på Gyldendal. 

Kolding: En transportvirksomhed fra Kolding er idømt en bøde på 1,2 millioner kroner for brud på cabotagereglerne. Også en polsk virksomhed med tæt relation til transportfirmaet er idømt en bødestraf på 750.000 kroner.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Sydøstjyllands Politi fredag middag har sendt ud.

JydskeVestkysten erfarer, at der er tale om Contrans A/S, som flere gange har været i både mediernes og myndighedernes søgelys.

Politiet oplyser, at bøderne bunder i en ransagning af virksomhederne den 5. september sidste år, hvor omkring 75 betjente deltog. Her blev omkring 100 lastbiler, der holdt ved virksomheden, undersøgt.

Ved aktionen blev der gennemgået oplysninger fra lastbiler og chaufførernes førerkort, så det kunne klarlægges, hvem der var i gang med at afholde et regulært ugehvil. Det blev sammenholdt med de observationer, der var foretaget hen over weekenden af Tungvognscenter Syd.

Aktionen viste, at cirka 50 chauffører var i gang med at afholde regulære ugehvil i køretøjerne, men der blev også fundet flere overtrædelser af reglerne om cabotagekørsel, fremgår det.

Den polske virksomhed stillede ved kontrollens afslutning en sikkerhed på omkring en million danske kroner.

Det blev vurderet, at den danske virksomhed havde medvirket til den polske virksomheds overtrædelser grundet den tætte sammenhæng imellem de to koncernforbundne selskaber, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Da begge virksomheder har accepteret bøderne, slipper de for en tur i retten.

Udover bødestraffen til Contrans A/S og den polske virksomhed, så modtager hver chauffør, der opholdt sig i køretøjet i forbindelse med deres regulære ugehvil, en bøde på 10.000 kr.

Bøden på 1,2 millioner kroner bunder i ærgerlige fejl, lyder det fra administrerende direktør hos Contrans A/S, Karsten Klitmøller.

- Det er da ikke godt nok, men det har vi taget vare på og håndteret i den henseende. Sådan er det. Vi har fået kontrolleret samtlige af vores kørsler gennem et år, og selvom der kun var brud på cabotagereglerne i 11 ud af vores 120.000 transportudførsler, så er det 11 fejl for mange. Men det er menneskelige fejl, det er papirfejl, og det må vi vedkende os. Sådan er det, siger Karsten Klitmøller.

Som verden er lige nu, er det svært at sige inflation, stigende el- og varmepriser uden at sige krig, mennesketab, øget ulighed og fattigdom. Men udover al dårligdommen, som der virkelig er en del af lige nu, så synes jeg faktisk, at der er nogle ret positive udviklinger at rette opmærksomheden mod.

En af dem er vores forstærkede fokus på klimaet. Et fokus, som jeg fornemmer, rammer lidt bredere i samfundet end før krisen, fordi flere af os nu af økonomiske årsager tvinges til at handle anderledes.

Klimabevidst har jeg været hele mit voksne liv, og der er mange økonomiske fordele ved at være klimabevidst. 

Med inflationen er min adfærd blevet endnu mere bæredygtig. For efter en del års skabsvegetarisme, kan jeg nu erklære mig for at være vegetar! Eller… i hvert fald næsten. For med tre børn og en mand der godt kan lide kød, har det for mig krævet lidt ekstra overskud at sætte mig ind i gode, nærende retter uden kød. Men efter de stigende kødpriser er det altså blevet en naturlig beslutning og prioritet at skære meget ned for vores kødindtag, og vi spiser primært kød med vinger eller finner.

På tallerkenerne ses også en anden positiv tendens. 46 procent af danskerne ønsker at mindske madspild. Og fordelen ved det er noget, som vores mellemste Geo på fem år efterhånden forstår. Forleden, da vi talte om, at han igen havde taget for meget mad på sin tallerken, spurgte han nemlig:

“Mor, hvor mange penge har vi? Har vi ikke råd til andet, når jeg ikke spiser op?”

Her måtte jeg forklare, at vi ikke mangler penge, men at vi hellere vil bruge flere penge på ferier og fredagslik og mindre på at smide hans morgenmad ud. Og dét har fået ham til at tænke i størrelsen på de portioner, han hælder op. De stigende priser bidrager dermed også til ret fantastiske samtaler, som jeg kan mærke, vores børn handler efter.

Krisen har også givet klimafordele på andre måder: Solcelleanlæg og varmepumper installeres som aldrig før. Vi har sparet 10-15 procent på elforbruget, og genbrugsbutikkerne har rekordomsætning. Men én ting er, hvad den enkelte forbruger tvinges til at ændre på, en anden ting er, hvad vores regering tvinges til. Og fordi der nu er større opbakning fra samfundet, ser vi ifølge Henrik Drusebjerg, chef for nordisk investeringsstrategi hos Quintet, at politikerne også prioriterer energiomlægninger.

Er du en af dem, der overvejer at springe ud som investor? Så er der også fordele at hente i krisen. For er der én ting, der er sikker, så er det at markedet vender! I hvert fald hvis vi spørger chefstrateg hos PFA, Tine Choi Danielsen, som sammen med Henrik Drusebjerg var på besøg hos mig i studiet til en samtale om det positive ved inflationen i mit radioprogram "Overskud" på Radio4.

De faldende priser har fået mange eksisterende investorer til at rive sig selv i håret - mig selv inklusive. Men som ny investor, har du altså mulighed for at købe op - formentligt - billigt og dermed skabe dig et godt fundament for en solid og bæredygtig strategi.

Der er også en kæmpe fordel at hente blandt boligejerne med fastforrentet lån. Høj inflation udhuler gælden. Det er både en fordel for vores regering og private med lån, da det giver mulighed for kursgevinst. Det erfarede min mand og jeg for nyligt, da vi lagde vores lån om og fik flere 100.000 kroner skåret af vores restgæld. Sidst, men ikke mindst kan de faldende boligpriser være en mulighed for, at førstegangskøbere kan komme på boligmarkedet.

Så selv om krisen kradser, er der altså masser af godt, som det også er værd at fokusere på.