Dagligvarer: Et hektisk år, hvor danskernes økonomi kom under pres, har skabt flere muligheder end problemer hos discountkæden Rema 1000.

Hver enkelt Rema-købmand opnåede et overskud på 1,5 millioner kroner i gennemsnit, og hele kæden endte med et overskud på 813 millioner kroner før skat. Det er det næstbedste resultat nogensinde og blev kun overgået i coronaåret 2020, hvor dagligvarebranchen havde kronede dage.

Rema 1000’s topchef Henrik Burkal er ikke i tvivl om, hvorfor kæden tjener gode penge i svære tider.

- Vi er privilegerede med vores 363 købmænd, som jeg er meget ydmyg over at arbejde sammen med. De kan agere meget hurtigere end nogen computer på et hovedkontor, for de kender deres kunder og deres egen butik, siger Henrik Burkal.

Rema 1000 er speciel, fordi kæden drives af selvstændige købmænd, som til gengæld er underlagt kædens franchisekoncept. Andre discountkæder arbejder typisk med ansatte butikschefer, der er underlagt en central ledelse.

Der vil nok være forbrugere, der tænker, at I har udnyttet situationen og hævet priserne mere, end I var tvunget til sidste år, siden I lander på så stort et overskud. Hvad er svaret til dem?

- Jeg forstår godt spørgsmålet, men vi bestræber os på at sælge varerne billigst muligt. Vi er konkurrencedygtige i markedet, og konkurrencepresset er meget stort. Du kan være helt sikker på, at vi holder øje med de indkøbspriser, der kommer ind, siger Henrik Burkal.

Han peger på, at købmændenes egen indtjening ligger på niveau med årene før corona, selvom der var pres på indtjeningen på de enkelte varer, huslejestigninger og høje elregninger.

Omsætningen i Rema 1000 steg med næsten to milliarder kroner til 20,8 milliarder kroner, og det svarer til en vækst på 10,4 procent. Det er en vækst, der næsten ligger på højde med 2020, hvor danskere i corona-ly købte massevis af røde bøffer, rødvin og anden selvforkælelse.

I 2022 var året til gengæld præget af en inflation, der ved årets udgang lå på næsten ni procent i Danmark. Men væksten i Rema 1000 skyldes ikke blot prisstigninger, understreger Henrik Burkal.

- Nogle tror, at man kan tage omsætningen sidste år og gange med inflationen, men sådan virker det ikke. Forbrugerne køber ikke de samme varer, som man købte sidste år. En pose chips er måske gået til at koste 28 kroner i stedet for 24 kroner, og så ender folk med at tage posen med Rema-chips til 11 kroner. Der er en stor bevægelse omme bag ved tallene, siger Henrik Burkal.

Tjener I mere, når I sælger Remas egne chips, end når I sælger mærkevarechips fra Kims?

- Det kan du ikke sige som tommelfingerregel, men vi udtaler os aldrig om vores priser, siger Henrik Burkal.

Hos Forbrugerrådet Tænk er man overrasket over Rema 1000’s stærke resultater efter et år, der blev opfattet som vanskeligt af såvel virksomheder som forbrugere.

- Det får mig til at revurdere mit syn på, hvor hårdt det er at drive detailhandel i Danmark. Jeg siger ikke, at alle har det lige så godt som Rema 1000, men det kan åbenbart godt lade sig gøre at tjene gode penge. Det sker bare på en baggrund, hvor forbrugerne er meget presset på privatøkonomien, siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han ser ikke noget forkert i, at dygtige virksomheder tjener penge, og han peger på, at i et velfungerende marked vil konkurrenterne sørge for at bide Rema 1000 i haserne, hvis kæden tjener mange penge.

- På den måde får forbrugerne mest muligt ud af konkurrencen, og vi undgår overpriser, siger Morten Bruun Pedersen, som dog ikke er overbevist om, at konkurrencen fungerer perfekt.

- Dette her tyder på, at det er værd at kaste et blik på konkurrencen i detailhandlen og hos leverandørerne, siger han og henviser til, at den foregående regering - med daværende erhvervsminister Simon Kollerup (S) i spidsen - ville lancere et pristjek i dagligvarebranchen.

Det pristjek er ikke kommet op i omdrejninger endnu, efter at Morten Bødskov (S) er blevet erhvervsminister.

- Det næste møde om pristjek afholdes først til oktober, men det er nu, forbrugerne er presset af de høje priser, lyder det fra cheføkonomen.

Rema 1000’s direktør mener ikke, at der er plads til tage for høje priser, fordi konkurrencen er hård på dagligvaremarkedet. Har han ikke ret i det?

- Det er jeg ikke helt enig i, for når du ser på regnskabet, så er der åbenbart mulighed for at tage en god pris - set med forretningens briller - i forhold til de omkostninger, der er ved at drive butikken. Men det kan godt være, at Rema også har været dygtige til at omstille sig, for det er rigtigt, at forbrugerne har ændret indkøbsvaner, og det kan de dygtigste butikker få noget ud af, siger Morten Bruun Pedersen.

Hos Rema 1000 understreger Henrik Burkal, at det stærke regnskab skyldes stærkt købmandskab snarere end overpriser.

- Vi er den dagligvarekæde, der har det absolut største salg pr. kvadratmeter, og discount er et volumen-game. I gamle dage troede man, at discount handlede om dårlig kvalitet. Det gør det ikke. Det handler om at sælge omkostningseffektivt. Danskerne vil have god værdi for pengene, så for os handler discount om at sælge masser af varer i god kvalitet, som er produceret og solgt på en ansvarlig måde. Det er sådan, vi tænker, siger Henrik Burkal.

Ifølge analysefirmaet Retail Institute Scandinavia havde Rema 1000 sidste år en markedsandel på 14,9 procent og haler ind på rivalen, markedslederen Netto, som sad på 15,4 procent af markedet. Netto råder over ca. 523 butikker, mens Rema 1000's salg er fordelt på blot 363 butikker.

- Bare tag for jer.

Den venlige opfordring kommer fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, som peger på de hvidriflede kaffekopper, som er stillet an på bordet foran os.

Vi befinder os på 4. sal i Socialministeriet - et stenkast fra Christiansborg. Der er direkte udgang til "Slotsholmens bedste tagterrasse", som ministeren henslængt indskyder, mens hun sætter sig til rette i den folkekære Y-stol, som efterhånden er at finde i hvert andet danske hjem.

42.000. Det er dét tal, der groft sagt er anledningen til, at vi sidder på ministerens kontor.

Et tal som ifølge SVM-regeringen er for højt. Det dækker nemlig over antallet af danske unge mellem 15 og 24 år, som hverken er i arbejde eller under uddannelse.

Nu, efter lidt mere end 100 dage i ministerstolen, fortæller Rosenkrantz-Theil til Avisen Danmark, hvordan hun vil udstikke den socialpolitiske kurs, der i de kommende år skal bane vejen for, at færre unge i fremtiden havner i den kedelige statistik.

I dag findes der lige præcis nul nedskrevne retningslinjer for, hvilken "service" danskerne kan forvente på socialområdet.

Med andre ord er der altså ingen faste regler eller nationale standarder for, hvordan vi rundtomkring i landet skal tackle de tusindvis af unge, der lider af senfølger efter en opvækst i hjem med misbrug, psykisk sygdom eller seksuelle overfald.

Og det er netop faste rammer og struktur, som hun nu vil indføre.

Men der findes ikke noget politisk quick-fix, som regeringen kan vedtage lige nu og her. Det skyldes ganske enkelt, at vi stadig ved meget lidt om, hvordan vi egentlig skal behandle senfølgeproblematikker, erkender hun.

- Jeg skal lige om lidt give en undskyldning for behandlingen inden for sær- og åndssvageforsorgen, fordi man indtil 1980 opfattede socialpolitik som noget, hvor man kunne sejle folk ud på en ø, og så kunne man efterlade dem der. Det vil sige, at socialpolitikken har få årtier på bagen, mens de to andre store velfærdsområder som medicin og uddannelse har tusind år på bagen.

Ministeren holder en kort pause i talestrømmen for at trække vejret ind.

- Derfor er vi stadig meget lidt forfinede på socialområdet, vi er meget lidt systematiske, og vi har meget lidt data. I skolesystemet kan vi finde data helt tilbage til ruder konge var knægt, men i dag aner vi nærmest ingenting om, hvordan socialvæsenet fungerer i Danmark.

Hun erkender da også helt åbent, at der igennem de seneste årtier heller ikke er gjort tilstrækkeligt fra hverken politisk og statsligt hold på området.

- Vi har bare valgt at lade være med at gøre noget ved dem, siger hun og påpeger, at vejledningen til udsatte unge har været et behandlingsområde, der har fået lov at "knopskyde" mere eller mindre tilfældigt siden 1990'erne.

Det har således været op til de enkelte kommuner og private organisationer at tage hånd om de unge, der er blevet efterladt på perronen, forklarer hun.

Forskningen og statistikken på området taler da også sit eget tydelige sprog.

Aktuelt set er flere tusinde børn og unge i risiko for at udvikle alvorlige senfølger, der i værste fald kan sende dem over i statistikbunken med de øvrige 42.000 job- og uddannelsesløse.

De seneste data fra Sundhedsstyrelsens Alkoholstatistik viser, at op mod 122.000 børn vokser op i et hjem med alkoholmisbrug. Cirka en tredjedel af de børn udvikler selv et misbrug som voksen, ligesom en tredjedel også får psykiske vanskeligheder som angst og depression.

Samtidig vokser 310.000 børn op i hjem med psykisk sygdom. Og ifølge en nyere rapport fra "Spørg Mere", der er et partnerskab mellem Psykiatrifonden og Børns Vilkår, risikerer over halvdelen af de børn, hvis forældre har en svær psykisk sygdom, selv at få en psykisk sygdom, før de fylder 30 år.

Det er netop de børn og unge, som Rosenkrantz-Theil nu vil skabe nye og mere fastsatte rammer for.

I første omgang vil hun "slå lyttelapperne ud".

- Vi skal passe meget på med at rykke tingene op med rode og sige "nu gør vi sådan her", fordi så risikerer vi simpelthen at miste den specialisering, som er oparbejdet de her steder. Derfor vil det være mit bud at tage rundt og lytte hos en stribe af de tilbud og organisationer, der centrerer sig om det samme, nemlig bumlede hjemmevilkår i barndommen.

Betyder det så, at du ikke har nogen konkrete, politiske initiativer på tegnebrættet endnu?

- Det er jo klart, at jeg tager jo ikke rundt med et blankt stykke papir. For mig er det afgørende vigtigt, at vi får en systematik.

- Et af de konkrete bud, som vi har fra regeringens side, er det, vi kalder specialeplanlægning. Det går ud, på at vi fremover skal lave forløbsbeskrivelser og dermed guldstandarder for, hvordan vi gør det bedst. Og det er klart, at når jeg kommer rundt i landet i det næste stykke tid, så er det én af de ting, jeg vil drøfte med organisationerne.

"Guldstandarder". Det lyder jo også umiddelbart meget fornemt, og Rosenkrantz-Theil er også hurtig til at påpege, at der ikke er tale om et politisk pynteord.

- Det er ikke at forveksle med sådan nogle minimumsserviceniveauer. Det er ikke dér, jeg vil hen. Det er en måde at beskrive fagligt og detaljeret, hvordan vi skal gøre, hvis vi står med et barn med udfordringer, og hvordan får vi så skabt den nemmeste vej ind i voksenlivet.

Det lyder umiddelbart som om, du vil lave indgribende ændringer på det eksisterende behandlingsområde? 

- Fra politisk side begynder vi at blande os i nogle beslutninger, der i dag er fuldstændig op til stederne selv. Det betyder, at vi fra statens side vil stramme grebet, fordi vi har et ønske om en kvalitet, som er defineret på en bestemt måde. Det mener jeg til gengæld også, at vi skylder de børn og unge, siger hun.

Men det er ikke kun en detaljeret forløbsbeskrivelse, der skal kigges på.

Flere ansatte inden for socialområdet har i dag ingen reel faglig uddannelse eller baggrund. Og her vil ministeren nu også kigge på, om kridtstregerne skal tegnes tydeligere op.

- På skoleområdet er det defineret i lovgivningen, at man skal være uddannet lærer for at være fastansat og undervise i folkeskolen. Der er ingen lovgivning på socialområdet. Altså, held og lykke med at gætte en medarbejders baggrund.

- Heldigvis er det nogle medarbejdere, der lægger liv og sjæl i arbejdet. Men vi har ikke defineret, hvilken baggrund eller uddannelser, man skal have, for at have de rigtige kvalifikationer. Og det er vigtigt at se på, hvis vi skal ende med at have en fælles forståelse af, hvad der definerer et kvalitetsforløb for en ung person med senfølger.

Flere eksperter har tidligere advokeret for, at den negative sociale arv skal brydes tidligt - og altså før senfølger ender med at sætte en kæp i hjulet på voksenlivet.

Professor MSO Bente Jensen er én af de eksperter. Hun har beskæftiget sig med forskning i social arv ved Aarhus Universitet i mere end 20 år, og hendes budskab er klart:

- Hvis vi vil bryde den negative sociale arv, skal vi gribe tidligt ind. En tidlig indsats skal starte allerede i dagpleje og vuggestue og fortsætte op i de tidlige skoleår, har hun tidligere udtalt til Politiken.

Den tilgang anfægter Rosenkrantz-Theil heller ikke.

- Hvis man prøver at analysere lidt på, hvor det går galt, så er det klart, at tidlige indsatser er helt vildt vigtige. Det er der slet ikke nogen tvivl om, så det skal ikke stå i modsætning til det her, siger hun og understreger, at det nye forslag fokuserer på de unge voksne, hvor det ikke lykkes at bryde den negative sociale arv i de tidligere år.

Kort og godt lægger ministeren op til, at der nu skal ruskes godt og grundigt op i dele af socialområdet.

De politiske initiativer kan ende med at påvirke de tusinde danskere, der i dag lider af senfølgeproblematikker, ligesom der også er lagt op til, at ansatte i socialsektoren får kigget deres arbejdsgange efter i sømmene.

Er det ikke netop et problem, at vi i et velfærdssamfund ikke tidligere har gjort en større forskel for unge med senfølger?

- Jo, det er det absolut. Jeg er altid blevet dybt provokeret, når folk har sagt, at vi har verdens bedste velfærdssamfund. Når jeg kigger på nogle af dem, jeg er vokset op med, så har man ved gud i himlen ikke kunnet se, at der var et velfærdssamfund. Det var så åbenlyst virkelig ringe forhold, de voksede op under og med forældre, der ikke skulle have været forældre. Og så har man alligevel sunget den der sang. Men når jeg snakker med unge mennesker i dag, så står de jo stadigvæk i store træk i samme situation som dengang, jeg var ung.

Selv påpeger hun, at hun er vokset op i en "rosenrød kernefamilie", og at man altså ikke skal have ondt af hende.

Hun anerkender dog også, at dele af socialområdet har udviklet sig til det bedre med årene. Men det er langtfra godt nok, og derfor skal det nu laves om, understreger hun.

- Jeg tror, at de fleste mennesker vil blive rystet i deres grundvold i oplevelsen af, hvordan det i dag er på socialområdet i forhold til de andre store velfærdsområder. Og de fleste mennesker bruger det jo aldrig. Så de ved det ikke, og derfor bliver melodien om det fantastiske velfærdssamfund sunget. Det er bare lige indtil folk får et barn med et handicap, eller lige indtil man bliver afhængig af det sociale system. Her vil man opleve, at forholdende er nogle fuldstændig andre.

Elpriser: Det er ikke kun klokkeslættet, der viser sommertid. Også elregningen ændrer sig i takt med, at vi går en varmere og lysere tid i møde.

Fra den 1. april indfører netselskaberne nemlig sommertariffer på strøm, og det betyder, at det de næste seks måneder bliver billigere at transportere strømmen fra a til b.

- Elnettet, som skal ud til villaveje og lejlighedskomplekser, bygges, så det er stærkt nok til at håndtere trængslen i nettet om vinteren, hvor der er mest tryk på. Tarifferne afspejler netop, at presset på nettet er mindre om sommeren - derfor er det billigere, forklarer viceadministrerende direktør i erhvervsorganisationen Green Power Denmark Mette Rose Skaksen.

Sommermånederne fra april til og med september gavner alle typer elkunder, og altså uanset om du har en fast eller variabel elaftale.

Netselskaberne, der ejer og driver elnettet, fakturerer dig ikke direkte. Du betaler i stedet gennem dit elselskab og får derfor kun én samlet elregning. Mette Rose Skaksen forklarer, at transportprisen kan være sammensat på forskellige måder:

- Det afhænger af, hvordan elhandlerne har lavet aftalen med netselskaberne. Det er op til dem, hvordan de sætter den samlede pris, siger hun og understreger, at det dog generelt bliver billigere for elkunderne i sommerhalvåret.

Der er også forskel på, hvad landets netselskaber tager for transport af strøm samt drift og udbygning af elnettet. Hvad du ender med at betale, afhænger af det individuelle netselskab, som er bestemt ud fra din bopæl.

Prisforskellen skyldes blandt andet, at de godt 40 netselskaber i Danmark ikke følger samme tarifmodel. Det betyder, at prisen varierer i løbet af døgnet hos visse netselskaber, imens den er stabil hos andre.

Er du kunde hos netselskabet N1, der har 800.000 kunder fordelt over det meste af Jylland og Ærø, er prisen 54,03 øre per kilowatt-time i alle døgnets 24 timer i sommerperioden.

Har du Konstant, der blandt andet leverer strøm til Aarhus, Djursland og Horsens-området, svinger transportprisen i sommerhalvåret fra 15 til 58 øre per kilowatt-time, alt efter hvornår du bruger strømmen. I øjeblikket giver Konstant-kunder mellem 16 og 42 øre.

Priserne svinger, fordi Konstant overgår til den nye tarifmodel kaldet 3.0.

- Den model giver en lavere pris til forbrugere, der har mulighed for at flytte noget af deres forbrug til andre tidspunkter. Det gælder også om sommeren, siger Mette Rose Skaksen.

Den dyreste tarif ligger i den såkaldte kogespids mellem klokken 17 og 21. Det skyldes, at der bliver brugt ekstra meget elektricitet i køkkener og tv-stuer i de danske hjem.

- Kablerne i jorden har en størrelse, der sikrer, at der kommer strøm nok ud i stikkontakterne til at kunne håndtere efterspørgslen i spidsbelastningen. Det er derfor, tariffen er dyrere i de timer, siger Mette Rose Skaksen.

Nye tal fra Energistyrelsen viser, at vi er blevet gode til at spare på energien.

I februar i år reducerede danskerne deres el- og gasforbrug med henholdsvis 10 og 26 procent sammenlignet med vores normale forbrug.

Men selvom transport af strøm nu bliver billigere de næste seks måneder, er der ifølge Mette Rose Skaksen ingen grund til at droppe de gode vaner.

- Danskerne har vist stor interesse for at flytte noget af forbruget, og det er positivt. Det bliver man belønnet for med de nye tarifmodeller, siger hun og tilføjer:

- Vi skal huske, at hvis vi ved fælles indsats udjævner vores forbrug, vil de fælles investeringer, vi skal lave i elnettet, blive lavere. På sigt er der noget at spare for os alle sammen.

Årets "Alene i Vildmarken er godt i gang", men indtil videre er det lidt kedeligt og børnehaveagtigt.

I år er deltagerne otte ikke-vindere fra tidligere sæsoner, som nu har fået chancen for igen at prøve kræfter med den norske vildmark. Men hvad der for deltagerne er en ny og frisk start, ender på fjernsynsskærmen som en lidt kedelig gentagelse.

I år er der også - trods eksperimentets hårde udfordringer - tillige et strejf af børnehave, som i det lange løb bliver enerverende.

Vi har for eksempel en fynsk kvinde, der er et energibundt og dygtig til at bygge sig et hjem. Men som igen - hun gjorde det også første gang - underholder os med sit tis. 

Den gule drik indtager hun om morgenen, og her i den nye sæson har hun desuden medbragt en tissetragt, som vi skal se, hvordan virker - ikke blot én, men foreløbig to gange. Hendes fascination af det flydende "guld" er et børnehavebarn værdigt. Når hun sidder stille, snitter hun i øvrigt penisser af træ ...

En anden kvindelig deltager - også dygtig - kæmper med følelserne og får stadig nogle enorme raserianfald, som vi kender dem fra sidst, hun var med - og fra børns trodsalder.

Blandt mændene har vi en vestjyde, der praktiserer "se mig" stort set hele tiden. Der er ikke nogen til at rose ham, så han gør det selv. Det er han rigtig, rigtig god til. Og vi er aldrig i tvivl: Det er alene hans helt særlige genialitet, der sikrer fisk på krogen.

Den tredje kvindelige deltager har store problemer med at komme op om morgenen.

"Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på vildmarkstur. Der var seks, der var syv, der var .... men den ottende tog en lur".

Det bliver interessant, om hun ved at blive liggende i sin sovepose kan spare så meget energi, at hun kan vinde på svampe og bær. Hun fanger godt nok et par fisk, men kommer i tanker om, at hun er vegetar. Lidt på samme måde, som når det går op for børn, at det hakkede kød i køledisken stammer fra en nuttet gris, der ligner den klappegris, de kender.

To af deltagerne er allerede ude - de blev syge. Og måske kender vi de seks tilbageværende for godt, for der er langt til overraskelser og benovede, tabte underkæber. De klarer sig godt alle seks. At bygge et hjem er blevet det mindste, og det er ikke nær så fængende, som da de var førstegangs-vildmænd- og vildkvinder.

Vi kan godt tillade os at forvente, at deltagerne vil spænde buen lidt hårdere denne gang, fordi de har erfaring. Det prøver flere af dem også på, men det føles, som om vi ser for lidt til det. Børnehave-elementerne larmer for meget. Måske er noget af det håndværksmæssige og reflekterende klippet ud. Måske har deltagerne ikke leveret så meget af det.

En bygger en fløjte - det er interessant. En anden et fiskestativ med svingarm, så han ikke skal ud i vandet med sit net. Det er også interessant. Mere af det.

Vi kan også godt tillade os at forvente lidt mindre jammer. De var vel ikke taget af sted igen, hvis det var så slemt?

Men nej. Der er det sædvanlige savn efter dem derhjemme - utroligt, at det kan blive så stærkt på godt en uge. Og der er brok over habitaters beliggenhed, glatte sten, sult, kvalme og alt det, der afholder de fleste af os fra at prøve noget, der blot minder om den barske vildmark.

"Alene i Vildmarken". Vises hver torsdag på DR og på DRTV.