SVM-regeringen risikerer at ende sine dage som Narkissos: Selv da han var død, lyder det i Ovids version af den græske myte, stirrede Narkissos betaget på sit eget spejlbillede på vej langs floden Styx mod dødsriget Hades.

Der er virkelig langt fra 2023-udgaven af en regering i Danmark og oldtidens Grækenland og dets myter. Men ikke desto mindre er der paralleller: Som 16-årig drog Narkissos ud mod ensomheden i naturen. Han var en ualmindelig smuk, ung mand, men han var også genert, og fordi både kvinder og mænd forelskede sig i hans smukke ydre, søgte han mod roen og freden i skoven.

Helt alene var Narkissos dog ikke, og en dag afviste han nogle piger, som løftede armene mod himlen og ønskede, at Narkissos skulle se sit eget spejlbillede og selv prøve at blive afvist. Gudinden for retfærdighed og hævn, Nemesis, hørte kvindernes ønske, og hun opfyldte det. Narkissos så sit eget spejlbillede i en sø og forelskede sig fluks. Den grusomme sandhed gik op for ham, da han forsøgte at kysse sit eget spejlbillede. Og han udbrød:

- Hvad jeg begærer, er mit. Min rigdom gør mig fattig.

Narkissos isolerede sig og blev ædt op af at være forelsket i sig selv.

Efter næsten tre måneder ved magten er det også kun medlemmer af regeringspartierne, der smiler ved tanken om en regering hen over den politiske midte. Regeringen har set sit eget spejlbillede, og den kan lide, hvad den ser. For på bundlinjen står allerede, at arbejdsudbuddet med afskaffelsen af store bededag allerede  er vokset mere, end flere tidligere regeringer formåede - og der er mere i vente, når regeringsgrundlaget skal føres ud i virkeligheden i de kommende år.

Men ifølge Kantar Gallup skal vi helt tilbage til Poul Nyrup Rasmussens (S) tid i 1998 for at finde et lignende fravalg af en regering lige efter et valg. Meningsmålingsinstituttet har for Berlingske i denne uge målt danskernes begejstring for regeringspartierne. Og vælgerne løber skrigende væk.

Midterregeringen er gået hele 8,3 procentpoint tilbage siden folketingsvalget den 1. november, og hvis der var valg i dag, ville regeringen kun have opbakning fra 41,8 procent af vælgerne mod 50,1 procent ved valget. Samlet står de tre partier til 75 mandater. De fik 89 mandater ved valget. Voxmeter har for Ritzau i denne uge offentliggjort en måling, hvor det ser endnu værre ud for regeringspartierne.

Når det kommer til de enkelte ministre, er danskerne heller ikke for begejstrede. Faktisk kender flertallet af danskerne slet ikke syv af regeringens 23 ministre. Det viser en måling fra Epinion for Altinget og DR i denne uge. Og ingen af ministrene i regeringen kan mønstre et flertal i befolkningen, som er positivt stemt over for vedkommende. Miljøminister Magnus Heunicke (S) er tættest på med sine 48 procent.

Med bededagsbeslutningen genindførte SVM-regeringen blokpolitikken. Denne gang blot fra blokken på midten. Ved præsentationen af regeringens universitetsreform lagde uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) op til "dialog" med Folketingets øvrige partier. Ingen forhandling - blot dialog. Det er de nye parlamentariske vilkår på Christiansborg med en flertalsregering, men det skal både opposition og befolkning lige vænne sig til.

Det er ikke overraskende, at regeringen lægger ud med at lancere nogle af de upopulære initiativer. Lige meget om det er i kommunalbestyrelser, regionsråd eller i folketingssalen så vælter det frem med upopulære forslag lige efter valgdagen, så vælgerne har længst mulig tid til at glemme beslutningerne, inden valgdagen oprinder.

SVM-regeringen har bare rigtig meget på menuen, hvor det er svært at se, hvem der skal dele regeringspartiernes begejstring for forslagene. I november og december væltede det ud med forslag fra skufferne i ministerierne. Forslag, som embedsmændene godt vidste ikke ville have en parlamentarisk gang på jord med en traditionel rød eller blå mindretalsregering. Men med flertalsregeringen fik de nyt liv.

Med afskaffelsen af en helligdag lagde regeringen sig ud med fagbevægelsen og mange helt almindelige danskere. Med sidste uges udspil til en reform af universiteterne er det den akademiske verden og de studerende, der får en rød klud i ansigtet. Snart får fagbevægelsen endnu en tur sammen med en af de giftigste vælgergrupper i dansk politik: seniorerne. Det sker, når der skal pilles ved seniorpensionen til fordel for den ringere såkaldte "Arne-plus-pension".

En topminister udtrykte sig forleden således:

- Vi må håbe, at vælgerne inden valgdagen kan se storheden i projektet. Ellers går vi en ensom skæbne i møde.

Ganske som Narkissos.

Hvordan beskriver man størrelsen på en støbehal, der kan parkeres syv jumbojetter i, og et landskab, hvor mænd bliver til myrer? Alt er stort på byggepladsen i Rødbyhavn på Lolland, hvor verdens længste sænketunnel er ved at blive bygget.

Alene det opgravede materiale fra Femern Bælt har skubbet kystlinjen en halv kilometer ud i vandet, og støbehallerne, der skal spytte 217 meter lange tunnelelementer ud cirka hver fjortende dag i tre et halvt år, fylder en million kvadratmeter. Dertil kommer havneområdet på en halv million kvadratmeter og alt det løse.

Men sådan er det vel, når man har besluttet sig for at bygge en 18 kilometer lang sænketunnel med to dobbeltsporede motorvejsrør og to jernbanespor, hvilket var, hvad politikerne gjorde i 2011.

Formålet er at lukke et hul i jernbanenettet mellem Skandinavien og det centrale Europa, så eksportvarer ikke skal fragtes igennem Jyllands-korridoren, en trafikåre, der er belastet af trængsel og kø, men kan ledes i en mere direkte rute fra nord til syd. Den nye forbindelse vil gøre det muligt at komme fra Rødbyhavn til Puttgarden på 7 minutter i tog og 10 minutter med bil. Færre godstog og lastbiler på de jyske og fynske jernbanespor og motorveje både forlænger levetiden på dem og må kunne forventes at have en direkte effekt på jydernes og fynboernes livsglæde.

Som en del af byggeriet af Femern-forbindelsen bliver den danske jernbane fra Ringsted til Rødbyhavn også markant opgraderet med to elektriske spor forberedt til hastigheder på op til 200 kilometer i timen.

Alt i alt synes Femern-forbindelsen at være gode nyheder. Et trafikalt slam dunk. I hvert fald for eksportbranchen og de jyske og fynske pendlere. Men hvad med dyrelivet på havbunden, hvor sandsugere og nogle af verdens største flydende gravemaskiner med skovle, der snildt kan løfte en bus i ét hug, er ved at høvle de øverste lag af havbunden for at gøre plads til verdens længste sænketunnel?

Det er ikke decideret godt for økosystemet på bunden af bæltet, men helt skidt er det heller ikke, fortæller Jens Villemoes, pressechef i Femern A/S.

- Man kan ikke bygge noget på den her størrelse uden at påvirke miljøet midlertidigt, men man kan minimere de skadelige effekter på naturen og miljøet, og samlet set giver projektet langt mere natur, end der går tabt. Vi skal erstatte de naturområder, som vi påvirker, 1:2 eller 1:3. Sådan er aftalen.

Sagt på en anden måde skal Femern A/S som minimum erstatte påvirkede naturområder med dobbelt så store naturområder. Det betyder blandt andet, at et 42 hektar stort havområde syd for den tyske ø Fehmarn, som er blevet ødelagt af stenfiskeri, genetableres, så det igen får funktion som rev, og på sænketunnelens ender placeres sten til beskyttelse af anlægget. Disse sten vil over tid få samme funktion som naturlige stenrev.

Den store bussemand er dog sedimentspildet, som er det spild, der er, når en gravemaskine trækker en skovlfuld sand op af vandet. For meget sediment i vandet over længere tid kan i værste fald forplumre vandet så meget, at der ikke slipper lys ned til havbunden, der så forvandles til en gold og livløs ørken.

Men det er der styr på, siger Jens Villemoes.

- Der er miljøskibe, som udelukkende har til opgave at følge arbejdet og sikre, at grænseværdierne ikke bliver overskredet. Det skal entreprenørerne til enhver tid kunne dokumentere over for os og over for myndighederne. Du kan simpelthen ikke bygge i dag uden at tænke over de her ting. Det ligger altid implicit i opgaven, at du skal minimere aftrykket på naturen og miljøet.

Foran ham breder en model af byggeriet sig. Der er en enorm efterspørgsel på at se byggepladsen, men de fleste må nøjes med at se modellen af byggeriet i Femern A/S’ udstillingscenter tæt ved byggepladsen. Alene i 2022 lagde 40.000 gæster vejen forbi infocenteret.

- Interessen er kæmpestor. Hvis jeg ville, kunne jeg ikke lave andet end at vise rundt på pladsen, men det er først og fremmest en byggeplads, siger Jens Villemoes, inden han leder os ned i kælderen, hvor vi skal iføre os vest, hjelm, sikkerhedssko, sikkerhedsbriller og handsker.

Vejen ud til byggepladsen er bygget af Femern A/S, og rundtomkring er pop op-butikker med værktøj, arbejdstøj og lignende skudt op.

- Det er klart - mange virksomheder at få en bid af kagen, lyder det fra Jens Villemoes.

Et sted passerer vi et skilt, hvor der står ”Stop’n Sleep”.

Det er et hotel, som levede en svær tilværelse, før byggeriet af Femern-forbindelsen gik i gang. Hotellets 50 værelser stod meget tomme, men da de hollandske firmaer Boskalis International B.V. og Van Oord Dredging and Marine Contractors B.V., som blandt andet skal udføre gravearbejdet til søs, blev bekendte med, at de skulle bygge på Femern-forbindelsen de næste mange år, bookede de Stop’n Sleeps 50 værelser to år ud i fremtiden. I februar 2020 sagde hotelejer Richard Nyborg til Folketidende.dk, at han forventede at være fuldt booket de næste otte år, og i 2021 byggede han 31 nye værelser, mødefaciliteter og et fitnessrum.

Richard Nyborg er ikke den eneste, som er begejstret for byggeriet. Ejendomsmæglerne i Lolland Kommune smiler mere, end de har gjort i mange år, og borgmester Holger Schou Rasmussen (S) må formodes permanent at holde hænderne løftet over hovedet og prise sig lykkelig over den appelsin i form af Femern-forbindelsen, som er faldet ned i hans turban. Måske er der en vej ud af elendigheden for den lidt slidte kommune, som i mange år har kæmpet med befolkningstilbagegang, flere borgere på overførselsindkomst og et tab af arbejdspladser.

Jens Villemoes er ikke i tvivl om, at Lolland Kommune godt ved, de har fået et es på hånden med Femern-forbindelsen. Kunsten er nu at spille esset klogt.

- Det her byggeri har en anlægssum på 55,1 milliarder kroner. Pengene breder sig jo som ringe i vandet, og jeg tror, det er sikkert at sige, at Lolland Kommune er bevidst om, at her er en gylden mulighed for at skabe noget fremdrift i området - og også varige arbejdspladser, lyder det fra Jens Villemoes.

Vi er efterhånden nået til selve byggepladsen, og foran os tårner tre enorme haller sig op: Hal A, B og C. Om cirka en måned begynder de at støbe det første element til tunnelen i hal B. Hvert element består af ni segmenter på cirka 24 meter, og hele støbeprocessen tager cirka ni uger. Når Femern-forbindelsen står færdig, vil den bestå af 79 standardelementer og 10 specialelementer med en kælderetage til teknik.

- Hallerne er det bankende hjerte i produktionen, siger Jens Villemoes.

Det har indtil nu taget 18 måneder at bygge de over 200 meter lange og brede haller, men de er nødvendige for at kunne støbe elementerne i et klimakontrolleret miljø, så tunnelen kan holde i minimum 120 år.

For at sikre kvaliteten begyndte Femern A/S allerede for 10 år siden at eksperimentere med betonblandinger, der blev testet i vandet ud for Rødbyhavn. I dag står de to betonværker klar til at levere 600 kubikmeter beton i timen, samt en fuldautomatisk vaskehal, som vasker hvert eneste stykke grus.

- Det kan virke helt hysterisk, men vi er nødt til at have fuldstændig styr på hele processen. Vi skal have styr på luftfugtigheden, renheden og temperaturen i råmaterialet for at sikre, vi får et betonmiks i den højest mulige kvalitet, siger Jens Villemoes.

Selv om Femern A/S har planlagt og forberedt sig i årevis, har de hundredvis af mænd, som de næste tre et halvt år kommer til at støbe tunnel-elementer i døgndrift, et meget stort ansvar for, at produktionen kommer til at forløbe glat og uden for mange bump på vejen.

- Man skal ikke underkende det menneskelige element. Der findes ikke nogen arbejdere, som har gjort det, vi skal gøre her. Derfor er vi meget afhængige af, at folkene tager ansvar, at kommunikationen spiller mellem de forskellige betonjack, og at erfaringer - både gode og dårlige - bliver delt, siger Jens Villemoes og kigger på en prøveafstøbning, som står midt i mudderet omgivet af byggematerialer.

Presenninger afskærmer det indre, så håndværkere kan øve sig i sætte den færdige tunnels indmad såsom brandsikre kakler, lys og lignende op.

Et stykke derfra står byggepladsens armeringsfabrik. Her samles store dele af af det armeringsjern, som kommer til at danne kernen i tunnelelementerne. Den 200 meter lange og 19 meter høje armeringshal er blevet bygget inden for det sidste halve år og er ligesom alt andet på byggepladsen enorm.

- Ja, man bliver lidt tal- og størrelsesblind på den her byggeplads, siger Jens Villemoes og griner.

Armeringsfabrikken, støbehallerne, betonværkerne og de 680.000 ton råmateriale i form af sten, sand, grus og stål, som hver uge vil blive sejlet til arbejdshavnen ved Rødbyhavn, når først arbejdet med at støbe elementer rigtig går i gang, er bare små tandhjul i et nøje tilrettelagt produktion af tunnelelementer, som skal ende med at udgøre Femern-forbindelsen.

Det lyder svært og kompliceret at bygge en 18 kilometer lang sænketunnel, men det er faktisk ikke selve byggeriet, der giver Femern A/S sved på panden, fortæller Jens Villemoes.

Det er logistikken.

- Når vi er i fuld produktion, skal der spyttes et nyt tunnelelement ud mellem hver tiende til fjortende dag. Hvert element bruger lige så meget beton som en bro over en firesporet motorvej, så det er meget, meget vigtigt, at der er styr på logistikken og forsyningskæden. Mange af de løsninger, vi har valgt, har vi valgt, fordi vi ikke må være sårbare over for ydre omstændigheder. Det er for eksempel mindre sårbart selv at lave armeringsgitrene end at skulle have dem produceret og sejlet ind.

Selv om Femern-forbindelsen er unik i den forstand, at der aldrig før er forsøgt bygget så lang en sænketunnel, kan Femern A/S læne sig op ad den teknologi, der blev benyttet, da Øresundsforbindelsen blev bygget, og samtidig bygges Femern-tunnelen ud fra en design-filosofi, der kaldes design and build. Det betyder, at Femern A/S i udbudsmaterialet har sat overordnede krav til for eksempel størrelsen af tunnelen, hvor den skal ligge, og hvad den skal kunne, og det er så op til entreprenører at byde ind med både en pris og en detaljeret teknisk løsning. Metoden indebærer, at det er de samme selskaber, der designer tunnelen, som i sidste ende skal opføre den og drive tunnelen de første par år efter åbningen.

Det er ganske smart, siger Jens Villemoes.

- På den her måde konkurrerer de ikke kun på pris, men også på tekniske løsninger, og de skal bygge noget, som de selv kan drifte. Det sikrer langsigtede løsninger.

Når de 73.500 ton tunge tunnelelementerne er støbt, skal de fragtes ud i den 12-15 meter dybe rende, der er blevet gravet til dem i Femern Bælt. Den rejse går via en tørdok, som fyldes med vand og tillader elementerne at flyde. For at få den proces til at glide er en masse håndværkere i gang med at bygge noget, der ligner et fem etager højt hotel. Det er en såkaldt floating gate, der skal fungere som prop i diget, der adskiller Femern og tørdokken. Når vandstanden i tørdokken skal hæves, sejles ”proppen” hen i digeåbningen og pumpes fuld af vand - op til 20.000 kubikmeter. Vandet pumpes ud i tørdokken, og elementerne bliver trukket ud i den dybe ende af dokken, hvorefter ”proppen” fyldes med vand, indtil vandstanden er sænket til havniveau, og ”proppen” kan sejle væk og gentage succesen i en parallel produktionslinje.

Ude i bæltet sænkes tunnelelementerne ned og lægges ikke mere end 15 millimeter fra hinanden. Elementerne trækkes sammen, og vandet i nogle hulrum suges ud, hvilket skaber et stort undertryk og sikrer en vandtæt sammenkobling.

Til forskel fra Øresundstunnelen vil der være et fuldt nødspor i begge retninger af tunnelen, og vejtrafikken kan blandt andet reguleres via fjernstyrede vejskilte og bomme, for eksempel for at advare om unormale trafikforhold eller undgå kødannelse inde i tunnelen.

I lange tunneler kan man også opleve at blive en smule blind for omgivelserne, hvilket kan være farligt. Den risiko vil Femern A/S forsøge at imødekomme ved at bruge lys på en kreativ måde, fortæller Jens Villemoes.

- Vi ved, at man kan blive lidt døsig og ukoncentreret, hvis man kører i ensformige omgivelser. Vi ved også fra studier, at det hjælper på koncentrationen, hvis man føler en eller anden form for fremdrift. Derfor planlægger vi at installere LED-paneler i forskellige farver, som imiterer fugleflokke.

- Det er selvfølgelig lidt en balancegang, for belysningen må heller ikke blive så interessant, at man bliver ukoncentreret af at kigge på den.

Det sidste stop på ruten er tunnelportalen, som ligger en kort køretur fra støbehallerne.

- Se, det her er mit barn. Det er jo her, det sker. Det er her, tunnelen kommer til at ligge. Det andet er bare der, vi laver byggematerialerne, siger Jens Villemoes begejstret.

Når portalen er færdig, vil den være 550 meter lang og have et 50 meter bredt indgangsparti. Lige nu graves der, og en sværm af mænd er i færd med at støbe bundfladen i en såkaldt pumpesump, som er et bassin, der ligger under vej- og skinnenettet og kan samle regnvand op. På den måde er der ingen, der får våde fødder, når tunnelen åbnes i 2029, hvilket er planen. Det er en plan, Femern A/S stadig tror holder, siger Jens Villemoes.

- Indtil videre er byggeriet forløbet fornuftigt, men I et projekt af denne størrelse, så vil der altid være uforudsete udfordringer, og vi har næppe set eller løst det sidste problem endnu. Når det er sagt, så er vi fortrøstningsfulde, og vi tror på, at vi bliver færdige til tiden.

Sundhed: "Problematisk", "uacceptabelt" og "et postnummerlotteri".

Sådan lyder kritikken fra flere partier, efter Avisen Danmark torsdag kunne beskrive, at der er store kommunale forskelle på hjælpen til diabetespatienter.

- Det er som at kaste med en terning, og alt efter om man slår en ener eller sekser, så er man heldig eller uheldig, siger Mette Thiesen, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Sagen drejer sig om, hvorvidt kommunerne vil bevilge en sensorbaseret glukosemåler til diabetespatienter.

Det er en digital sensor, som sidder på overarmen og måler blodsukkeret, og den taler sammen med en app på mobiltelefonen.

Som overlæge og klinisk lektor Pernille Hermann udtalte til Avisen Danmark, har de patienter, hun møder, stor gavn af den sensorbaserede glukosemåler. Det sikrer både et mere stabilt blodsukker og en større tryghed for ikke at falde om af farligt lav blodsukker.

Teknologien kan træde i stedet for den traditionelle måde at måle blodsukkeret på ved at prikke hul i fingerspidserne flere gange om dagen og tage en blodprøve.

En kortlægning foretaget af Diabetesforeningen viser, at nogle kommuner bevilger den sensorbaserede glukosemåler til stort set alle diabetespatienter, der ansøger. I andre kommuner er bevillingsprocenten tæt på nul.

Det møder kritik fra Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og de Konservative, der ønsker at få sundhedsministeren på banen.

- Det er et grundlæggende problem, som vi også ser på handicapområdet, at der er ekstremt stor forskel på, hvilken hjælp du får, alt efter hvilken kommune du bor i. Det ender med at blive et postnummerlotteri, siger Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Hun vil nu stille flere folketingsspørgsmål til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) om sagen.

Også Jens Henrik Thulesen Dahl, sundhedsordfører for Danmarksdemokraterne, finder de kommunale forskelle "helt uacceptable".

- Det er ikke i orden, at det skal afhænge af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i, siger han.

Sundhedsordfører for de Konservative, Per Larsen, tilslutter sig kritikken. Han peger på, at det er med til at forebygge følgesygdomme.

- Glukosemålerne hjælper med at regulere deres blodsukker. Det er godt for personer med diabetes, og det er også godt for sundhedsvæsenet på den lange bane, tror jeg. Fordi du undgår nogle af følgesygdommene ved diabetes.

Kan du forstå, at kommunerne gerne vil passe på pengene, hvis diabetespatienter godt kan klare sig med den traditionelle fingerpriktest?

- Jo, det kan jeg sagtens forstå. Men der er også den sammenhæng, at det risikerer at koste nogle flere indlæggelser. Og det er jo heller ikke hensigtsmæssigt.

Både kommunerne og regionerne kan bevilge de sensorbaserede glukosemålere, og det er ifølge politikerne en del af problemet.

Hos regionen bevilges udstyret, hvis det er en del af et konkret behandlingsforløb, fordi patientens blodsukker ligger for højt eller lavt.

Men er blodsukkeret nogenlunde stabilt, er det kommunen, der skal tage stilling til en bevilling.

I kommunalt regi bevilges det ikke som et behandlingsredskab i sundhedsmæssig forstand, men som et hjælpemiddel.

Den skelnen gør, at det er helt legalt for kommunerne at lægge forskellige serviceniveauer, fortæller Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

- Men i mit hoved er vi ét land, og det skal ikke være sådan, at man får forskellig kvalitet af sundhedsbehandlinger afhængigt af, hvor man bor. Og det skal ikke være sådan, at man skal kigge sig om og tænke, at man er nødt til at flytte til en bestemt kommune for at få den hjælp, man har brug for.

Hvorfor er det et problem, at både regioner og kommuner kan bevilge det?

- Fordi så bliver det skudt frem og tilbage. Kommunerne kan finde på at sige, at når regionerne ikke har bevilget det, så er det nok, fordi der ikke er behov. Så behøver vi heller ikke. Og omvendt kan regionerne sige, at vi lægger et niveau, og ellers kan kommunerne jo bare bevilge det. Der bør ikke være to instanser på sådan noget som det her.

Jens Henrik Thulesen Dahl mener umiddelbart, at opgaven ligger bedst i regionerne, hvor "de har ekspertisen", når det kommer til en sundhedsfaglig vurdering. Den samme overvejer Mette Thiesen fra DF.

Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, mener, at der er behov for at gentænke strukturen i sundhedsvæsenet.

- Generelt set trænger vi til en sundhedsreform. Det synes jeg, regeringen skulle tage hånd om, så vi kan komme videre og opnå nogle synergier. For det er der altså mulighed for.

Han peger på, at mens kommunerne skal betale for glukosemålerne, er det ikke nødvendigvis dem, der "høster gevinsten" ved at forebygge følgesygdomme og dermed spare regionerne for yderligere hospitalsindlæggelser.

- Hvis man havde nogle fælles penge mellem regionerne og kommunerne til nogle af de her forebyggende foranstaltninger, tror jeg, der ville være flere, der fik det bevilget, siger Per Larsen.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) udtaler i et skriftligt svar til Avisen Danmark, at mange med diabetes kan have god gavn af en glukosemåler.

- Uanset hvor man bor i Danmark, skal man have den hjælp og støtte, som man har ret til. Og mange med diabetes kan have god gavn af en glukosemåler, som kan hjælpe dem med at være i god sygdomskontrol.

Hun peger på, at det kan bevilges ved regionerne og kommunerne, og at det beror på en konkret vurdering.

Hvad hun mener, at en eventuel løsning kunne være, har ministeren dog ikke svaret på.

Filmen "Everything Everywhere All at Once" var her, der og alle vegne, da der søndag aften blev uddelt oscarstatuetter i Los Angeles.

Den dimensionshoppende sci-fi-komedie var nomineret i 11 kategorier og kunne gå fra prisuddelingen med syv statuetter.

En af dem er den mest prestigefyldte af dem alle - Bedste Film.

Filmens skuespillere blev også hædret ved prisuddelingen.

Michelle Yeoh vandt for Bedste Kvindelige Hovedrolle. Det er første gang, at en asiatisk kvinde vinder prisen i den kategori.

Samtidig tog Jamie Lee Curtis og Ke Huy Quan priserne for henholdsvis Bedste Kvindelige og Bedste Mandlige Birolle.

Ke Huy Quan, der er født i Vietnam, græd og kyssede sin statuette, da han vandt.

- Min rejse startede på en båd. Jeg tilbragte et år i en flygtningelejr. På en eller anden måde er jeg endt på Hollywoods største scene.

Den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen måtte se sig slået af Paul Rogers, der har klippet "Everything Everywhere All at Once". Danskeren havde stået for klipningen af "The Banshees of Inisherin".

"Everything Everywhere All at Once" handler om en kinesisk-amerikansk kvinde, der ejer et vaskeri og har problemer med skattemyndighederne.

Pludselig bliver hun klar over, at hun kan hoppe imellem et uendeligt antal universer.

Tre danskere var nomineret ved oscaruddelingen, men ingen af dem løb afsted med en statuette.

Ud over Mikkel E.G. Nielsen var den danske instruktør Simon Lereng Wilmont nomineret i dokumentarfilmkategorien for "Et hus af splinter", og Anders Walter var nomineret for sin kortfilm "Ivalu".

En anden film med dansk islæt gik også fra den store prestigeuddeling uden statuetter.

"Triangle of Sadness" har nemlig to danske skuespillere på rollelisten. Det er Vicki Berlin og Zlatko Buric.

Filmen, der er instrueret af svenske Ruben Östlund, var nomineret i kategorierne Bedste Film, Bedste Manuskript og Bedste Instruktør, men gik altså tomhændet hjem.

/ritzau/