Dagligvarer: Købmanden skal liiiige have de sidste yoghurter på plads i køledisken, inden interviewet kan gå i gang. Bevægelserne er hurtige. Pappet ryger op på en vogn og forsvinder - lige som os - hastigt ud på lageret.

Her har Thomas Berthelsen et miniaturekontor med gitter for vinduet, udsigt til parkeringspladsen og en skærm med overblik over alle overvågningskameraerne.

Butikken, en Rema 1000 i Skibhuskvarteret i Odense, har været hans i seks år.

- Jeg skrev en ansøgning på 12-13 sider med konkurrentanalyse, femårsplaner og mine tanker om mig selv som købmand og hvad, jeg kunne bidrage med, siger Thomas Berthelsen.

Han blev udvalgt til at købe butikken, som allerede dengang var en succes. Siden er det gået endnu bedre under den nye, unge ejer. Berthelsen var blot 31 år, da han blev direktør - eller købmand, som det rettelig hedder - i butikken.

I 2020 rundede butikken en omsætning på 100 millioner kroner, hvilket er helt usædvanligt for en discountbutik i Danmark. Estimater fra analysefirmaet Retail Institute Scandinavia viser, at blot to Rema 1000-butikker formodes at sælge for et trecifret millionbeløb. Thomas Berthelsen ejer den ene, og i personalerummet ses en fyldig pokal med påskriften: ”Kr. 100.000.000”.

Flere hylder er fyldt med pokaler og diplomer og vidner om, at Rema 1000 både har succes - og forstår at fejre det.

Den norske kæde åbnede sine første butikker i Danmark i 1994. Konceptet var anderledes end hos de fleste konkurrenter, og sådan er det stadig. Mens en butikschef i Netto, Coop 365discount eller Lidl er ansat af sit hovedkontor, er alle Rema-butikkerne ejet af en lokal købmand.

Før jul overraskede Rema 1000 hele branchen med en banebrydende aftale med den tyske Aldi-kæde. Aldi vil lukke i Danmark, og Rema overtager 114 ud af Aldis 188 butikker.

Hovedparten af butikkerne genopstår som nye Rema 1000-butikker, og dermed er den norske kæde på vej til at overhale den danske discountkonge, Netto, når man måler på markedsandele.

Netto vil stadig have de fleste butikker, men ingen slår Rema 1000’s omsætning i hver enkelt butik.

Det påpeger Henning Bahr, direktør i Retail Institute Scandinavia og mangeårig iagttager af branchen.

- Rema 1000 sælger mere end dobbelt så meget pr. kvadratmeter som Aldi. Hvis Rema kan gøre det samme i de 50-70 Aldi-butikker, som de overtager og konverterer til Rema-butikker, så er det realistisk, at de kan overgå Netto i markedsandel allerede i år eller næste år, siger Henning Bahr.

Han udgiver løbende analyser af det danske dagligvaremarked, og her står Rema 1000 traditionelt stærkt.

- Det er næsten lige meget, hvordan vi spørger, så elsker forbrugerne Rema. Hvorfor gør de det? Butikkerne er okay, men du får ikke en wauv-oplevelse ved at gå derind. Det er ikke magi. Men de gør tingene rigtigt, siger Henning Bahr.

Rema 1000 er vant til at blive hædret. I syv år i træk har kæden vundet prisen Loyalty Award for at have de mest loyale kunder. I de seneste to år har Rema 1000 haft førstepladsen i Sustainable Brand Index, hvor kunderne vurderer virksomhedernes indsats inden for bæredygtighed. Her kommer Rema 1000 foran Lego og Thise Mejeri.

En væsentlig del af forklaringen er forretningsmodellen, som Henning Bahr kalder ”suveræn” med de selvstændige købmænd, der arbejder under en franchise-kontrakt med Rema 1000.

Det er derfor, at vi er taget på besøg hos Thomas Berthelsen i Odense.

Hans egen karriere en én lang opstigning i Rema 1000-systemet. Lige fra et fritidsjob i kassen i den lokale Rema i Svendborg, der førte til en læreplads og en plads på Rema 1000’s talenthold.

Som 22-årig blev han sendt til Kalundborg, hvor der akut manglede en butikschef. Thomas Berthelsen boede på vandrerhjemmet, imens han gav den fuld gas i butikken.

- Jeg skulle vise dem alle sammen, at jeg var verdensmester, så jeg kunne få min egen butik, husker købmanden.

Det fik han. En lille Rema 1000 i værftsbyen Munkebo på Fyn blev ledig, og Thomas Berthelsen slog til. Halvdelen af indskuddet på 300.000 kroner havde han sparet op. Resten lånte han i banken.

Senere fik han lov at rykke til Nyborg, hvor en ny Rema 1000 var kommet dårligt fra start med et Føtex-varehus som nærmeste nabo. Det fik Berthelsen fikset, og dermed var vejen banet for at overtage en af de mest ombejlede butikker på Fyn: I Skibhuskvarteret i Odense.

- Det har været en vild tur hele vejen igennem systemet, siger Thomas Berthelsen, som i dag er chef for over 60 ansatte, lige fra souschefer til fritidsjobbere, som startede på samme måde, som han selv gjorde for 23 år siden.

- Allerede som ungarbejder og elev var det et godt sted at være. Det har jeg taget med mig. Der var nogen, der troede på mig, gav mig en chance og gav plads til, at jeg kunne begå fejl. Jeg fik også rum til at udvikle mig, siger Thomas Berthelsen, som er vant til, at en souschef siger op - fordi han eller hun skal følge i købmandens fodspor og overtage sin egen butik.

Erfaringerne fra Nyborg har Thomas Berthelsen taget med sig til Odense. Discountkæderne har medvind, fordi inflationen presser danskernes økonomi. Opskriften er et skarpt fokus på lave priser, men også at udfordre kundernes forventninger til en discountbutik.

- God service koster det samme uanset hvilket koncept, du arbejder med. Dem, der sidder i kassen hos os, får det samme i løn, som dem, der sidder ovre i Føtex (fordi overenskomsten er den samme, red.). Vi flytter grænserne, for når du handler i supermarkedet, forventer du en ekstra god service. Hvis du handler i en discountbutik, så forventer du lidt mere rod. Sådan har det jo været, men det har vi udfordret som kæde. Vi har en holdning til, at der skal være rent og pænt i vores butikker, siger Thomas Berthelsen.

Selvom han selv fylder yoghurter i køledisken, er det ledelsesopgaven, der fylder mest i hans hverdag nu. Udskiftningen af medarbejdere i dagligvarehandelen er stor, så det er mange, nye ansigter, der skal trænes i Rema 1000’s værdier.

- Vi skal have smilende medarbejdere, så kunderne føler sig velkomne. Der er rigtig meget fokus på personalet. Det skal være morsomt og lønsomt at komme på arbejde hver gang ...

Morsomt og lønsomt? Er det et motto?

- Ja, det er én af de syv værdier, som er mejslet i sten. Det hænger oppe på væggen, siger Thomas Berthelsen og peger op på et indrammet billede ved siden af kontorets eneste vindue.

Teksten er på norsk og bærer Rema 1000-stifteren Odd Reitans signatur.

Der står også, at man skal være ”gjeldfri” og at ”kunden er vår øverste sjef”.

I Skibhuskvarteret myldrer det med konkurrenter. På hovedgaden Skibhusvej finder man en Netto, en Coop 365discount, en anden Rema 1000-købmand og et stort Kvickly-varehus. En kilometer væk ligger en Aldi-butik, der muligvis skal omdannes til Rema 1000.

Thomas Berthelsen kender nøgletallene for sine kolleger i Rema 1000-kæden, men aner ikke, hvordan han ligger i forhold til konkurrenterne fra andre kæder.

- Men man kan jo tælle biler på parkeringspladserne, som han siger.

Analyserne viser dog, at discountbutikkerne generelt lige nu vinder over supermarkeder som Føtex og Kvickly, og det passer også med Thomas Berthelsens oplevelser.

- Vi har ikke lige så mange varenumre, men vi har det, som dækker 90 procent af husstandens behov. Så i stedet for at bekrige dem (supermarkederne, red.), så kan vi vise kunderne, at vi har gode priser. Det handler ekstremt meget om priser, og det handler om at have varerne, så der ikke er udsolgt, siger Thomas Berthelsen.

Arbejdsugen er lang for købmanden, der stadig bor i sin fødeby, Svendborg, med sin kone og to børn.

- Det bliver vel 60-70 timer om ugen alt inklusive. Noget kan jeg lave hjemmefra. Men det er klart, at til syvende og sidst sker det på gulvet inde i butikken. Søndag er vores største salgsdag, så der er rigtigt mange søndage, hvor jeg er her. Sådan er det i vores branche, siger Thomas Berthelsen.

Til gengæld er det, ja, lønsomt at være købmand i Rema 1000-kæden, hvis man er dygtig. Frem til 2021 oplyste kæden om den gennemsnitlige indtjening pr. købmand, og den lå i 2020 på solide to millioner kroner. Årene forinden tjente hver købmand 1,4 millioner kroner.

Hvad siger du til, at den slags bliver offentliggjort?

- Det er en del af kulturen, at vi er stolte af det, vi går og laver, og selvfølgelig er det fedt, at der kommer en god årsløn ind. Det vigtigste for os er at holde omkostningerne så lave som muligt. Så er der mulighed for at få en fornuftig løn i dette her system. Men det kræver mange timers arbejde, siger Thomas Berthelsen.

Hvad er tallet for butikken her?

- Æh, det kan jeg ikke oplyse om.

Pludselig lyder en stemme i højttaleren ude fra personalerummet.

"Ekspedient til flaskeautomaten. Ekspedient til flaskeautomaten".

Vi taler videre, mens Thomas Berthelsens blik jævnligt søger mod skærmen med overvågningsbillederne, der også viser pantrummet.

- Men det har aldrig være økonomien, der har drevet mig. De første mange år havde jeg en rigtig dårlig timeløn, men det var sjovt at gå på arbejde, siger købmanden og rejser sig op.

- Nej, jeg er nødt til lige at se på den flaskeautomat, siger han og forsvinder ud af kontoret.

Snart er han tilbage og konstaterer, at der var en fejl på en fotosensor.

Kunne du se dig selv arbejde for andre kæder end Rema 1000?

- Nej, den frihed og det ejerskab, jeg har i min butik, det finder jeg ikke nogen andre steder. Det er min butik. Det er mig, der driver den. Det er mit ansigt, der sidder ude på facaden, siger Thomas Berthelsen.

Avisen Danmark ville gerne have talt med Rema 1000’s direktør, Henrik Burkal, om de muligheder, som overtagelsen af de mange Aldi-butikker åbner for Rema 1000. Han har ikke ønsket at medvirke, da aftalen med Aldi stadig er under behandling hos de danske konkurrencemyndigheder.

Hos Salling Group, der står bag Netto-kæden, har man ikke lyst til at tale om risikoen for, at rivalen Rema 1000 kan være på vej til at snuppe førstepladsen på discountmarkedet.

- Vi kommenterer ikke på konkurrenters gøren og laden. For vores eget vedkommende forventer vi også i de kommende år at udbygge positionen som den største på det danske dagligvaremarked, siger Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group.

Politik: Embedsfolk er et bolværk mod politikernes partipolitiske og strategiske planer. Men noget virker til at have sneget sig ind bag murene.

Næsten tre ud af ti embedsfolk oplever, at deres faglighed bliver udfordret af politiske hensyn. Yderligere beretter hver sjette embedsmand om, at der foregår partipolitisk bistand eller rådgivning i embedsværket.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i Dybvad-rapporten, der blev fremført fredag på Christiansborg.

Disse resultater sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt embedsværket kan opretholde deres partineutralitet og faglige integritet i en politisk styret organisation.

Og ifølge Bertel Haarder, der har været minister i 22 år for Venstre, så har den tendens længe været opadgående i dansk politik.

Særligt giver han ét bestemt tiltag skylden.

- Spindoktorernes indmarch har medvirket til en politisering af ministerierne generelt. Hvilket nogle synes er helt i orden. Jeg mener, at det er meget uheldigt, siger Bertel Haarder.

Da rapporten blev offentliggjort, var også statsminister Mette Frederiksen (S) til stede.

Hun mener ikke, at der er svært for embedsmænd at være politisk neutrale under hendes regeringsledelse.

- Nej, det mener jeg ikke. Jeg kan heller ikke genkende billedet af, at embedsværket i Danmark ikke er politisk neutralt, svarer hun kort, da hun bliver spurgt ind til en omfattende rapport fra det såkaldte Dybvad-udvalg.

Rapporten kommer i kølvandet på instrukssagen mod Inger Støjberg og Minksagen, som udvalget mener er konkrete eksempler på, at embedsværket ikke har fungeret optimalt.

Selv nævner Bertel Haarder også instrukssagen som et eksempel på, at en spindoktor medvirkede til at presse embedsværket til at handle ulovligt.

- Spindoktorerne danner et filter mellem medierne og embedsmændene. De skaber frygtsomhed og skader fagligheden, siger Bertel Haarder.

Ifølge udvalget kan Bertel Haarder have en pointe, når han taler om en presset faglighed hos ministerierne.

- Blandt nogle interviewpersoner tales der (…) om større risikovillighed i det politisk-administrative system, hvilket ifølge undersøgelsen kan betyde, at embedsværket i højere grad læner sig mod det politiske, hvor fagligheden kan komme under pres, skriver udvalget.

Det er ikke alene embedsværket, der kan blive besværet i deres arbejde. Højtstående spindoktorer kan ifølge Bertel Haarder også sætte pres på laverestående ministerier, så de ikke præsenterer politiske oplæg, når det ikke passer ind i tidsplanen.

- Spindoktorerne er ansat til at skærpe de politiske strategier og sikre tidsplanen bliver overholdt. Og det er med til at gøre livet surt for ministrene, siger Bertel Haarder.

Hvordan gør de livet surt for ministrene?

- Det er ingen hemmelighed, at man i statsministeriet under den tidligere regering holdt ministrene i en meget kort snor. Jeg har hørt, at det var derfor, at sundhedsministeren aldrig kom med sin sundhedsreform. Fordi det ikke passede ind i den politiske tidsplan, siger Bertel Haarder.

Bertel Haarder kan ikke se sig fri for selv at have haft en spindoktor i nogle af sine ministerperioder. Størstedelen af hans ministertid var dog uden.

Selv kalder han sin spindoktor for mere en pressechef end en, der rådgav og forholdt sig til det politiske indhold.

- Det politiske stod jeg for, det skulle jeg ikke have nogen til at blande sig i. Og slet ikke nogen fra partisekretariatet, som ikke har den faglighed, som embedsmændene har.

For at bremse den politiske indblanding i ministerierne har Bertel Haarder et konkret forslag: Partierne bør selv betale deres spindoktorer, så der bliver færre af dem, og lønnen bliver lavere.

- Partierne med regeringsmagten har en kæmpe fordel, fordi de har adgang til hele embedsværket. Så skal de ikke også have statsbetalte spindoktorer. Det har jeg aldrig forstået, siger han og uddyber:

- Jeg er er altid blevet forarget, når jeg ser partiledere og ministre lægge partiets linje omgivet af kommunikationsfolk, der ikke er folkevalgte. Sådan var det ikke tidligere. Schlüter og Ellemann klarede sig strålende uden.

Politik: Tidligere transportminister og nuværende socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht fra Sønderborg lå en februarmorgen i år hjemme under dynen med feber, da en mystisk besked tikkede ind via hans politiker-side på Facebook.

- Jeg synes, at du skal vide, at nogen bruger dine billeder, skrev en amerikansk kvinde, som Benny Engelbrecht ikke kendte.

Kvinden fortalte Benny Engelbrecht, at hun i månedsvis havde kommunikeret med en mand på en datingside, der påstod at være "Martin Christensen fra Danmark" og bosat i USA. Efterfølgende fattede kvinden mistanke og fandt på egen hånd ud af, at alle de billeder, han påstod at have sendt af sig selv i virkeligheden forestillede Benny Engelbrecht. Det bekræftede hun overfor Benny Engelbrecht ved at sende ham billederne.

Benny Engelbrecht blev både vældig overrasket og forvirret over beskeden.

- Først og fremmest var jeg overrasket som bare pokker, for jeg deler ikke private billeder på mine sociale medier. Jeg prøver at holde det nøgternt for ikke at udstille for meget af mit privatliv, siger han.

Det kan også ses på de billeder, som svindleren har delt på datingsiden. Eksempelvis har svindleren sendt et billede til kvinden, hvor Benny Engelbrecht i arbejdsøjemed indvier en lynlader i Jylland. På et andet billede står han sammen med Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), foran Sønderborgs Rådhus.

Et tredje billede er et selfie, som Benny Engelbrecht har taget med sin partifælle Thomas Jensen i en pause mellem nogle politiske forhandlinger. Dette billede har svindleren sendt til kvinden og påstået, at Thomas Jensen er "Martin Christensens" fætter.

Benny Engelbrechts første reaktion var at skrive tak til kvinden for at gøre ham opmærksom på identitetsmisbruget. Herefter tog han fat på politiets sektion på Christiansborg, der varetager trusler og misbrug mod folketingsmedlemmer. Sagen er også meldt til de amerikanske myndigheder af kvinden, som har været i kontakt med svindleren.

Dansk politi har sidenhen fortalt Benny Engelbrecht, at de ikke har hørt om fortilfælde med denne form for identitetsmisbrug blandt Folketingets andre medlemmer. Sektionen er nu i gang med at efterforske sagen  som identitetsmisbrug.

Benny Engelbrecht er overbevist om, at politiet gør, hvad de kan, for at spore svindleren, men da dating-profilen nu er slettet, mener han, at det kan blive svært for myndighederne at følge de digitale spor og dermed finde frem til svindleren.

Men det er ikke kun politiet, der har undersøgt sagen.

Berlingskes gravergruppe har de seneste uger med udgangspunkt i Benny Engelbrechts historie undersøgt, hvad der ligger bag identitetstyveriet. Historien kan læses i lørdagens udgave af Berlingske.

Trods sin egen medvirken hos både JydskeVestkysten og Berlingske har Benny Engelbrecht dybest set ikke haft lyst til at fortælle historien. Men han har alligevel gjort det, fordi han frygter, at fremmede mennesker rundt omkring i verden kan blive svindlet gennem hans identitet.

Af samme grund advarer han nu på Facebook - på både dansk og engelsk - mod svindlen.

- Det virker usandsynligt, hvis svindlerne kun har brugt billederne en gang. Det mest realistiske er, at svindlerne har brugt billederne mange gange. Derfor er det vigtigt for mig at bringe en advarsel på både dansk og engelsk i håb om, at hvis nogen søger billederne frem, så vil de hurtigt se, at noget er galt, siger han.

Desuden understreger han vigtigheden i, at danskerne passer på sig selv, når de færdes på internettet.

- Den tillid, som vi i Danmark har til hinanden i den virkelige verden, kan vi desværre ikke have i den digitale virkelighed, fordi der er mange, der udgiver sig for at være noget, de ikke er. Og det betyder, at vi skal have et andet filter på, når vi bevæger os rundt på de sociale platforme, siger han.

Sagen fylder stadig en hel del i Benny Engelbrechts tanker.

- Det er meget krænkende, at nogen bruger min identitet og brygger en falsk historie på den. Det er grænseoverskridende, siger han.

Godt en håndfuld teenagedrenge- og piger er samlet omkring et par borde i klasselokalet. De er opslugt af et kortspil.

- Uno, udbryder en af dem.

Der er smil. Grin. Lethed. Fred. Frirum og 2511 kilometer ned til sirener, sønderskudte huse og civile ofre.

- Jeg har det super dejligt. Jeg går i skole og har fået nye venner, fortæller Daria Zvieriaka, der har fingerringe på stort set hver finger.

Alle hjemmelavede. Alle med perler. Den største på tommelfingeren viser det ukrainske fredstegn.

Ved siden af hende sidder den et år ældre Stas Laptii fra Chernihiv.

Han ligner og opfører sig som en hvilken som helst jævnaldrende. Grå i Puma-trøje og jeans. Lidt genert. Når skolen er ovre, går han "hjem", hvilket de seneste ti måneder ikke har været Chernihiv, men Holstebro.

Han bor i lejlighed sammen med sin lillebror på ni år og deres mor, der har fået arbejde på køkkenfabrikken i den nærliggende landsby, Tvis. Faren er blevet i Ukraine, hvor han passer sit arbejde og sælger foderstoffer til landbruget.

- Jeg er glad. Jeg har det godt og bor i et land, hvor der er fred, siger Stas Laptii.

Han passer sin danske skole, går til fodbold, spiller Fifa, falder i søvn på sofaen... - han gør alt det, unge mænd forventes at gøre.

Heller ikke for søstrene Mariia og Anna Potsikailo på henholdsvis 15 og 14 år er den nye hverdag i Lemvig milevidt forskellig fra den, de kendte i Sarny - en by lidt mindre end Holstebro - i den nordvestlige del af Ukraine og kun 50 kilometer fra den belarussiske grænse.

Begge søstre er aktive i motionscentret, Anna spiller fodbold og basketball. De er begyndt at få danske venner både på skolen og udenfor. Deres forældre har fået et arbejde.

Men der er en forskel.

- Selv om vi har det godt her i Danmark, er det stadig ikke helt som at være hjemme. Alt er stadig nyt for os her i Danmark, og der er sket rigtigt meget, selv om vi har været her i et lille års tid, siger Mariia Potsikailo.

Flere af søstrenes kammerater fra skolen er flygtet til andre europæiske lande, men enkelte er stadig i Sarny.

Det er også en bedstemor.

- Man kan godt føle sig skyldig over, at det er lykkedes for os at komme væk fra Ukraine, mens vi har venner, der stadig er i landet. En af mine veninder er blevet i landet, da hendes forældre ønskede at blive. Men jeg skriver med hende på sms næsten hver dag, når der ikke er strømsvigt i Ukraine, fortæller Mariia Potsikailo.

Heller ikke Anna Potsikailo kan helt ryste den dårlige samvittighed af sig:

- Jeg tænker på dem derhjemme nogle gange, og det bekymrer mig, at de er der.

Hun genkalder sig de næsten daglige luftalarmer. To gange ramte missiler ned i byen i den måned, de havde krigen tæt på - inden hun sammen med sin søster, en bror og deres mor flygtede den 22. marts. Først til grænsen mod Polen - og uden at vide, hvor deres rejse skulle gå hen.

Med sig havde de deres personlige papirer og de ting, de kunne bære.

- Vores forældre besluttede med kort varsel, at det ville være bedst, at vi forlod landet. Det var især vores mor, der pressede på for, at vi skulle flygte, da hun var bange for vores psykiske helbred, fortæller Mariia Potsikailo, hvis far stødte til et par måneder senere.

Stas Laptii nåede ud af Ukraine uden at se mennesker ligge døde i gaderne. Han har ikke mistet familiemedlemmer, og han har ud over sin mor også en bedstefar her i Danmark.

Daria Zvieriaka nåede lige akkurat at fejre sin 16 års fødselsdag hjemme i Kharkiv den 23. februar 2022 - tidligt næste morgen vågnede hun til de russiske bomber. Familien boede tæt på grænsen og kom ud via Rusland og videre til Polen. Tre dage var de på flugt, inden de blev indkvarteret i Holstebro.

De er tre. Daria Zvieriaka, hendes far og hendes mor. I Ukraine arbejdede faren som advokat og moren som politibetjent. Ingen af forældrene er i job nu. De går som datteren også i skole for at lære det danske sprog.

Ni måneder har de været her og bor nu i egen lejlighed. Daria forstår og taler dansk - kun et par gange i løbet af interviewet må hun ty til engelsk.

Sproget falder hende let. Ditto skoleopgaverne. Det er et held, for Daria Zvieriaka går i skole ti timer om dagen. Fra 8 til 14 på en skole i Holstebro, der egentlig var lukket, hvor der lige nu undervises i alt 100 ukrainske børn og unge.

Derefter går hun hjem og fortsætter, fra klokken 15 til 19, hvor hun er elev i den ukrainske skole - og alt foregår online.

Er det ikke hårdt at gå i skole så mange timer hver dag?

- Det er min mor, der bestemmer, men det er okay, for så kan jeg komme tilbage til Ukraine og fortsætte i 11. klasse, forklarer Daria Zvieriaka.

Men er det det, hun vil?

- Da jeg kom til Danmark for ni måneder siden, sagde jeg altid, at jeg ville tilbage til Kharkiv igen. Men nu er jeg kommet i tvivl. Måske vil jeg gerne blive her, siger Daria Zvieriaka.

Hun drømmer om at blive programmør og gætter på, at mulighederne er bedre i landet, hvor flaget er rødt/hvidt.

Også Anna og Mariia Potsikailo ser en fremtid med uddannelse og voksenliv snarere i Danmark end i Ukraine.

- Jeg har en drøm om at uddanne mig til læge, og det må meget gerne være her i Danmark, siger Anna Potsikailo, mens storesøsteren vil læse til psykolog eller arbejde med naturvidenskab.

Stas Laptiis drøm har ændret sig det seneste år, fra professionel fodboldspiller til en trænerkarriere.

- Jeg elsker fodbold. Det gør min far også, fortæller Stas Laptii, der spiller for et af de lokale fodboldhold.

Han taler med sin far hver dag, men har kun set ham en enkelt gang på ti måneder:

- Jeg savner ham.

Savnet.

Selvfølgelig ligger det et sted og lurer. Hos alle de unge på flugt fra en krig, de aldrig havde troet ville komme.

Daria Zvieriaka griber sin mobiltelefon og viser fotos fra sin by. Det er familiens garage. Hun swiper hurtigt videre til det næste billede. Det viser ruiner og murbrokker og ingen garage. Et tredje billede dukker op - af bygningen, hvor familien boede i lejligheden på 2. sal, men hvor vinduerne er blæst ud, altanen er væk og køkkenet kaput.

- Jeg har det godt her, men selvfølgelig savner jeg mine venner, mit liv, min skole, min bedste veninde, vores lejlighed, mit værelse, siger Daria Zvieriaka og fortsætter:

- Men selvom jeg vender tilbage til Kharkiv, bliver det aldrig det samme igen. Fordi mange af mine venner er væk og bor i udlandet. Kommer de tilbage? Min skole er væk, min by er bombet...

Stas Laptii har gjort op med sig selv, hvad han vil. Han vil helst blive i Danmark, også selvom hans mor har det stik modsat.

- Lønningerne er bedre her, har Stas Laptii noteret sig.

I Struer bor 16-årige Alisa Shuliak stadigvæk på et stort værelse oppe under taget i det, der engang var en børnehave.

Sammen med sin mor kom hun til Danmark i løbet af dagene straks efter krigsudbruddet 24. februar 2022.

- Der var ikke angreb på Vinnytsia, hvor vi boede. Jeg har ikke selv oplevet krigen på den måde, fortæller hun.

Men hendes hverdag blev en anden.

Efter ankomsten til Struer blev hun efter et par måneder optaget på den internationale linje på Struer Statsgymnasium.

Her kom hun i samme klasse som Kristina Dmytruk, som flygtede fra byen Zhytomyr i Ukraine sammen med sin mor dagen efter, at de første russiske tropper havde krydset grænsen.

Kristina Dmytruk har heller ikke selv oplevet krigen på nærmeste hold.

- Hvis vi vendte tilbage, kunne vi aldrig vide, hvornår vi ville blive udsat for et missilangreb. Der er ingen, der kan vide, hvornår det slutter. Alt er så usikkert, mener hun og fortæller, at hun indtil videre forventer at blive i Danmark.

- Jeg vil bare gøre mit bedste, siger hun med henvisning til undervisningen på den internationale IB-uddannelse, som hun håber at kunne gøre færdig på Struer Statsgymnasium.

- Jeg ved ikke, om jeg vil vende tilbage til Ukraine, eller hvad jeg vil. Det kommer helt an på, hvad der kommer til at ske, fortæller hun.

Alisa Shuliak vil gerne blive i Danmark.

- I Ukraine drømte jeg om at læse dramaturgi på universitetet. Det bliver måske svært her i Danmark. Jeg finder måske på noget andet. Men jeg vil gerne blive her, siger hun.

Daria, Stas, Anna, Mariia, Alisa og Kristina var alle nogle af de første børn, der flygtede fra krigen i Ukraine.

Det mærker deres undervisere.

- De børn, vi får nu, er mere trykkede. Jeg tænker, at de nok har set mere end det første hold, siger Karina Andersen, der er lærer på Campus Sct. Jørgen i Holstebro.

En af hendes kolleger, Jasmina Custovic, kom selv til Danmark som flygtning fra Bosnien, og genkalder sig tydeligt det, de ukrainske unge må gå gennem nu.

- Man begynder jo at bygge et liv op her, og du ender med at føle dig som en gæst på besøg i dit eget hjemland, forklarer Jasmina Custovic.

I 30 år lykkedes det Italiens mest eftersøgte mand, den sicilianske topgangster og leder af mafiaorganisationen Cosa Nostra, Matteo Messina Denaro, at undvige alle politiets bestræbelser på at stoppe hans forbrydelser og få ham buret inde.

Men 16. januar i år klappede fælden. Denaro, der kaldes den sicilianske mafias sidste godfather, blev anholdt i Palermo.

I alle årene har hans søster Rosalia Messina Denaro, mener anklagemyndigheden, hjulpet ham med at holde sig skjult for politi og andre myndigheder. Hun menes desuden at have været en væsentlig forudsætning for, at han fra sit skjul i så mange år har kunnet passe arbejdet som storforbryder.

Efter anholdelsen af mafiabossen iværksatte dommer Alfredo Montalto en ransagning af søsterens hjem. Her fandt politiet fredag skriftlig dokumentation for hendes medvirken som kasserer og forbindelsesled i mafiakriminaliteten under broderens ledelse, hvorefter hun også blev sat bag lås og slå.

- Rosalia Messina Denaro var en person med absolut tillid til chefen. Hun styrede netværket, hvorigennem Denaro leverede sine ordrer til de andre medarbejdere, mens han var på flugt, sagde dommer Alfredo Montalto ifølge avisen The Guardian efter anholdelsen.

Det er ikke småting, hun således har medvirket til, idet broderens synderegister er stort og blodigt.

Han er 60 år og idømt fængsel på livstid for sin medvirken i mordene på mafiaanklagerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino i 1992. Da han har været gået under jorden i tre årtier, blev han dømt in absentia, altså uden selv at være til stede.

Dommen lagde ingen dæmper på hans kriminelle virke. Denaro er ifølge anklagemyndigheden helt og delvist ansvarlig for en række drab i 1990'erne.

Allerede året efter dommen var han ifølge nyhedsbureauet AFP involveret i bombeangreb, som kostede ti menneskeliv i Firenze, Rom og Milano.

Ifølge Reuters organiserede han også bortførelsen af en 12-årig dreng, som blev tilbageholdt i to år, indtil han blev kvalt og opløst i syre. Det skete for at få drengens far til at afstå fra at vidne mod mafiaen, mente anklagemyndigheden.

Derudover har Denaro stort set konstant været eftersøgt for tyveri, røveri, opkrævning af beskyttelsespenge, bestikkelse og ulovlig besiddelse af sprængstoffer.

Intet af det har tilsyneladende tynget hans samvittighed. Ifølge AFP har han ligefrem pralet med, at han ville være i stand til at fylde en hel kirkegård med alle de folk, han har myrdet.

I 2015 fandt politiet ud af, at selv i en superdigitaliseret verden er det muligt - på en så at sige meget håndholdt facon - på en gang at leve permanent under jorden og at lede, organisere og planlægge den sicilianske mafias drab og andre forbryderiske aktiviteter: Han drev gangsterorganisationen og kommunikerede med sine nærmeste sammensvorne gennem et såkaldt pizzini-system – små foldede papirbeskeder, der blev lagt under en sten på en gård på Sicilien.

Det var et stort antal af disse pizzinier, som politiet fandt i søsterens lejlighed, klar til at blive bragt ud og lagt under stenen.

Matteo Messina Denaro nåede sin status som leder af Cosa Nostra, da den tidligere topboss Salvatore Riinas døde i 2017.

Seks år senere klappede fælden. Anholdelsen i Palermo fandt sted på privathospitalet La Maddalena, hvor han under falsk navn var under kræftbehandling - og bar ifølge Reuters et ur til en værdi af 260.000 kroner, som blev beslaglagt af politiet.

Da han blev kørt væk, brød forbipasserende ved hospitalet ud i spontane klapsalver. På sit kontor i Rom klappede også Italiens premierminister, Giorgia Meloni.

- Det er en stor sejr for staten. Det viser, at vi ikke giver op i kampen mod mafiaen, sagde hun.

Nu venter retssagen mod Denaro – både bror og søster.