Sundhed: Tålmodighed kan være svært, særligt når det gælder ens børn ve og vel.

Flere forældre vælger i hvert fald at købe en private sundhedsforsikring til deres børn, fordi ventetiden i det offentlige sundhedssystem bliver længere.

Sådan lyder vurderingen i en rundspørge til en række danske forsikringsselskaber, som Avisen Danmark har lavet.

- Vi oplever en markant stigning på forundersøgelser på privathospitaler til børn på grund af ventetiden i det offentlige, som har været stødt stigende de seneste år, siger Thomas Skrostrup, der er skadedirektør i Danica Pension.

Og ifølge økonomiprofessor og formand for reformkommissionen, Nina Smith, kan køb af private forsikringer være medvirkende til, at Danmark på længere sigt ikke vil være i stand til at opretholde den universelle velfærdsmodel. Med blandt andet lige adgang til sundhed.

Konsekvensen ved, at flere tegner forsikringer til en bedre privat velfærd, er nemlig, at flere fravælger det offentlige.

- Det er en udvikling, som er rigtig giftig og farlig for vores velfærdssamfund. Hvis vi får et segmenteret samfund, hvor folk selv begynder at forsikre sig mod det ene og det andet, fordi de synes, det offentlige tilbud ikke er godt nok, eroderer grundlaget for den universelle velfærdsmodel. For hvorfor skal man betale skat, hvis man ikke selv synes, man får noget ud af det, siger Nina Smith til mediet Mandag Morgen.

Kigger man på antallet af sundhedsforsikringer til børn, så kunne det godt tyde på, at flere vælger det offentlige fra.

Tal fra Danica Pension viser, at antallet af sundhedsforsikringer, der også dækker børn, er femdoblet siden 2016. Og de bliver i høj grad brugt. Siden 2016 har der næsten været en trefordobling i antallet af børn, der har været til forundersøgelse på privathospitaler. Alene det seneste år har stigningen været på 25 procent.

Og samme tendens er gældende hos Gjensidige Forsikring. Her har man siden 2016 fordoblet antallet af sundhedsforsikringer til børn.

- Kigger vi på de seneste års udvikling i markedet samt vores tætte dialoger med kunderne, så er der ingen tvivl om, at vi ser en øget efterspørgsel på sundhedsforsikringer, hvor ikke kun mor og far er kan få hjælp, lyder vurderingen fra Gjensidige Forsikring

Også hos Dansk Sundhedssikring er der sket en markant stigning i antallet af børn, der er dækket af sundhedsforsikringer. I perioden 2019-2022 er antallet af sundhedsforsikringer til børn øget med 88 procent, viser deres opgørelse.

- Vi ser en klar tendens til, at stadig flere vælger at lade deres børn omfatte af en sundhedsforsikring, siger Kent Jensen, der er direktør i Dansk Sundhedssikring.

Historien om det øgede brug af det private sundhedsvæsen kommer oven i fortællingen om, at det offentlige sygehusvæsen står værre til end forventet.

Akutafdelingerne er pressede. Sengepladser lukkes som følge af medarbejdermangel. Ventetiderne til behandling tårner sig op. Færre patienter bliver udredt inden for udredningsgarantien på 30 dage. Aktivitetsniveauet er faldet. Medarbejdere på deltid arbejder nu i snit en halv time mindre om ugen.

- Vi er nødt til at være helt ærlige over for danskerne om, at det her ikke kan løses fra den ene dag til den anden, lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), efter hendes ministerium havde lavet et eftersyn af sygehusvæsenet.

Trods tilførsel af ekstra midler i både 2021 og 2022 er problemerne ikke blevet nedbragt. Regeringen har dog påbegyndt forhandlinger med regionerne om en akutplan.

Her har regeringen blandt andet lagt op til, at der skal tilføres to milliarder kroner til sundhedsvæsnet over de kommende to år. Pengene skal blandt gå til løntillæg, så man kan fastholde og rekruttere mere personale.

Hos forsikringsselskaberne forventer man dog ikke, at udviklingen vender sig lige foreløbig. Trods akutpakker.

- De fleste kunder tilkøber i dag børnedækningen, hvor det for få år siden var de færreste, der havde fokus på det. Jeg tror, det hænger sammen med, at tålmodigheden med ventetid i det offentlige sundhedsvæsen er mindre hos forældre med børn end hos voksne generelt, siger Thomas Skrostrup, skadedirektør i Danica Pension.

Skvat!

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har efter et ildebefindende og en tur på Rigshospitalet orlovsmeldt sig og forklaret det med, at hans krop - og hans læge - har fortalt ham, at han er nødt til at tage en pause, hvis det ikke skal ende galt.

En nærliggende tanke er, at forsvarsministeren har fået stress, angst, overbelastning, sammenbrud eller noget i den retning. Uanset, så ligger han ned. Ifølge de politiske kommentatorer på det "værst tænkelige tidspunkt". Og hvis han læser kommentarerne til sin melding, bliver han måske liggende ekstra længe.

Det er modigt som toppolitiker at fortælle, at man er nødt til at trække sig lidt for at passe på sig selv, for i kommentarerne får han at vide, at han er et skvat. Et selvforskyldt skvat, en hykler og en svækling.

"Svagpisser. Du tager vores helligdag, men kræftpatienter skal bare arbejde. Du skal fandme skamme dig", lød en kommentar på Avisen Danmarks facebookside. Den har vi nu fjernet sammen med mange andre i samme person-perfide stil.

"Har han ikke selv lagt i ovnen?" lyder én af bemærkningerne på et andet medies facebookside.

Eller hvad med den her: "Fint nok, men hvad hvis han var blevet statsminister? Troede, at politikere vidste, hvad de gik ind til og var mere robuste mennesker. De falder på stribe ...".

Gad vide, om de ondskabsfulde reaktioner også var kommet, hvis Jakob Ellemann-Jensen havde fået kræft eller var blevet kørt over?

"Blå mærker" udløst af belastninger kan åbenbart ikke fremkalde blot en lille smule empati hos voksenmobberne. Og det i et land, hvor så mange mennesker kæmper med stress og angst. Det er beskæmmende.

Det er også flovt på nationens vegne

Når et medmenneske bliver syg, ønsker vi sædvanligvis vedkommende god bedring. Måske fordi vi holder af ham eller hende. Men måske også af høflig deltagelse, fordi vi ved, at ingen bliver syge med vilje, og at det er hårdt - også mentalt, fordi man som syg let får dårlig samvittighed og mange fremtidsbekymringer.

Hvis vi ikke bryder os om den syge og derfor ikke kan få en hilsen over vores læber, må vi holde mund. Alt andet er ubegribelig dårlig opførsel.

Det er  - heldigvis - også væltet ind med "god bedring-ønsker" til Jakob Ellemann-Jensen. Både på hans egen facebookside og i mediernes kommentarspor. Men desværre skæmmes de af mange sarkastiske, ondskabsfulde og hævngerrige kommentarer.

Sarkasmen og hævntonen bygger blandt andet på folks egne dårlige erfaringer med sygemeldinger. Som den her:

"Husk han skal på jobcentret med det samme. Derudover til sygesamtaler non stop, så han kan blive endnu mere stresset. Og så fulgt op af et ressourceforløb til sulteløn og gerne en gratis praktik i Føtex til 0 kroner. Der må gælde de samme regler for ham som for alle andre. Så må han prøve, hvad I udsætter syge borgere for. Lighed for loven, ikke Mette? God bedring med ham".

"Husk at sende ham i arbejdsprøvning om fjorten dage", lyder en anden opfordring. Og: "Få et rigtigt job og fortæl så din chef, at du vil gå på sygeorlov".

Disse mennesker føler, at de selv har fået en dårlig behandling af "systemet", og det er naturligvis synd for dem. Vi skal alle - herunder politikerne - lytte til dem og tage ved lære. Måske endda være med til at protestere sammen med dem.

Men disse menneskers møde med uretfærdighed berettiger dem ikke til at hælde galde ud over en politiker i knæ. Heller ikke selv om han har større indflydelse end de fleste af os og måske også har været med til at vedtage urimelige love. Det nytter heller ikke at blive sur over, at hans orlov er økonomisk lettere end vores.

Vil du forandre verden til det bedre, skal du gå forrest med et godt eksempel. Så simpelt er det. Og det er ikke et godt eksempel at sparke på mennesker, som ligger ned. Det er det ikke i skolegården, på arbejdspladsen eller i den offentlige debat. Desværre er sparkeriet en sejlivet hobby for alt for mange danskere, der ikke har lært nok om anstændighed til at kunne styre sig.

Det er værd at huske på, at dem, der sparker, ikke kun rammer deres ofre. De rammer også sig selv. For deres handlinger fortæller alle os andre, hvem de er, og hvad de indeholder ...

Politik: Monika Rubin glider ind gennem svingdøren til Herlev Hospital, hvorefter hun med korte antrit først svinger mod venstre og siden til højre, mens resten af gruppen forsøger at følge med.

Den politiske ordfører for Moderaterne er på alle måder hjemmevant på Herlev Hospital, hvor hun før folketingsvalget var ansat som læge.

- Jeg er ikke gået ind i politik, fordi jeg tænker, at jeg nu skal være minister, så statsminister og sidde på Christiansborg de næste 40 år. Det er ikke ambitionen. Jeg vil stadig gerne have vagter som læge, når det er muligt, fortæller Monika Rubin.

Selvsikkerheden varer dog ikke ved. Udtrykket ændrer sig, da pressefotografen overtager styringen og giver dessiner til hendes kropsposition, mens blitzen fanger de øvrige hospitalsgæsters opmærksomhed.

For sidder håret sidder korrekt? Er smilet for bredt? Og hvordan skal armene placeres?

Spørgsmålene skyldes ikke, at hun er selvoptaget eller krukket, men at det endnu ikke er blevet en formssag at stille sig foran kameraet.

- Jeg tror aldrig rigtig, at jeg vænner mig til det her, siger hun.

Det er ikke alene Monika Rubin, der er ny på den politiske scene. Det er også partiet Moderaterne.

Med rekordfart har partiet dog placeret sig helt centralt i dansk politik ved regeringsdannelsen. Dog uden den drømmestart, som Monika Rubin havde håbet på.

Få uger efter valget står SVM-regeringen til kun 36,6 procent af stemmerne i meningsmålingerne. Det er den dårligste start, en regering har haft i 40 år.

Og ifølge den borgerlige debattør og forfatter, Christian Egander Skov, så skyldes det især én ting.

- Mere og mere tyder i hvert fald på, at der særligt er et begreb, der indrammer SVM-regeringens politiske vision: Værdiløs. Vi har fået en totalt værdiløs regering, skriver han i en klumme i Berlingske.

Spørgsmålet er dog, hvorvidt der er sandt. Og hvorvidt Monika Rubin og Moderaterne sammen med regeringen er værdiløse?

Selv mener ordføreren i hvert fald, at politiske værdier bør afgøre krydset for vælgerne.

- Politik er ikke en popularitetskonkurrence. Man skal stemme på folk ud fra hvilke politiske værdier, de har, fortæller Monika Rubin.

Eksemplerne på at Socialdemokratiet og Venstre har følt sig nødsaget til at gå på kompromis med deres egen politik, er efterhånden mange siden regeringsdannelsen.

Senest valgte Venstre at stemme for de nye dagpengeregler, der gør, at bestemte borgere i tre måneder kan få en højere dagpengesats.

Det kaldte Venstre ellers helt ”kuk kuk” før valget. Det gik nemlig mod partiets grundværdi om, at ”det skal betale sig at arbejde.”

- Det er vigtigt for os, at det skal kunne betale sig at arbejde. I lige det her tilfælde, der har vi været villige til at indgå i kompromis, sagde Christoffer Melson (V) til DR.

En lignende situation blev Socialdemokratiet sat i, da partiet stemte for tilbagerulningen af aftalen om elevfordeling på gymnasierne. En aftale de ellers selv havde vedtaget.

Den tendens er Socialdemokratiet og Venstre ikke ene om. Moderaterne har også skiftet standpunkt på en række områder efter regeringsdannelsen. Det gælder blandt andet advokatvurderingen af statsminister Mette Frederiksen.

Moderaterne har dog ikke i lige så mange tilfælde måttet forklare skiftende holdninger, hvilket formentligt skyldes partiets dåbsattest.

Spørgsmålet er dog, hvad er så Monika Rubins og Moderaternes grundværdier?

Efter zigzag gennem Herlev Hospital lykkes det at finde et stille hjørne, hvor Monika Rubin forsøger at besvare det spørgsmål.

Og her skal man begynde med hendes opvækst, der på mange måder har formet hendes politiske ståsted.

Hun er født i Hvidovre, hvor hun boede i et socialt boligbyggeri, før hun senere flyttede med sin mor og stedfar til et hus Roskilde.

Her gav stedfaren hende et indblik i den danske kultur, qua hans profession som religions-, samfunds-, historie- og dansklærer.

Rubin definerer sig selv som 50 procent iraner, 50 procent polsk, men 100 procent dansk. Det skyldes hendes iranske far og polske mor, men også det faktum at hun selv er født og opvokset i Danmark.

Den flerkulturelle baggrund gør, at udlændingepolitikken er væsentligt for hende.

Derfor mener hun heller ikke, at hun kan se sig selv i regering med Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg. Dertil er forskellene for store.

- Jeg er ikke modstander af det hele. Jeg er modstander af den strammerretorik, der er kommet, fordi man var afhængig af den yderste højrefløj, siger Monika Rubin.

Hun har ikke selv prøvet at blive diskrimineret på grund af hendes etnicitet. Hun mindes dog en episode, da hendes søster holdt sin 8-års fødselsdag.

Her gik det pludselig op for søsterens veninde, at søsteren var halvt polsk.

- Og så siger hun, ’ej, jeg troede, at du var helt normal.’

- Det var første gang, at jeg blev konfronteret med at nogle har en dem-og-os tankegang.

Debatten om hjemtagelsen af de danske børn i Syrien blev flere gange diskuteret i valgkampen. Her var Moderaternes holdning klar: Børnene skal hjem og også mødrene, hvis det er nødvendigt.

- Vi siger det, som vi hele tiden har sagt. Børnene skal hjem, og hvis det kræver, at mødrene skal med hjem, så er vi åbne for det.

I er åbne overfor, at mødrene skal hjem. Hvad betyder det?

- Det betyder, at vi i regeringen skal finde en fælles retning for, hvordan vi får de her børn hjem på den bedst mulige måde. Men vi indgår i et regeringssamarbejde, og vi skal jo blive enige om de her ting.

Du nævner udlændingepolitik som en grundværdi for dig. Her kunne man påstå, at børnene i Syrien er et symbol for den grundværdi. Så hvor vigtigt er det for dig?

- Ja, men der er også mange andre ting. Jeg vil også gerne have tolkegebyret fjernet i sundhedsvæsenet. Men det er heller ikke sikkert, at jeg får regeringen til det. Der er mange områder, som jeg og Moderaterne brænder for, som vi ikke kan få indført 1-1, siger Monika Rubin.

Det andet område, som Monika Rubin nævner, er ligestilling.

Hun pointerer, at det ikke alene gælder ligestilling blandt køn. Det gælder f.eks. også etniske minoriteter og LGBTI+-personer.

- Jeg færdes jo i de miljøer, hvor der foregår en form for diskrimination. Blandt andet når vi kan se undersøgelser fra Sverige, der viser, at flere etniske minoriteter bliver afvist i deres jobansøgninger, før de bliver kaldt til samtale, siger hun.

Hvad synes du om diversiteten blandt ministrene?

- Den kunne nok godt være bedre.

Det er det, du synes om det?

- Ja, men sådan var det jo også i sidste regering.

Jo, men det er vel ikke bedre, at man gør det to gange?

- Det er ikke mig, der har valgt ministrene. Jeg synes, der skulle være flere kvindelige ministre, men jeg ved ikke, hvem der har været at vælge imellem. For mig handler det ikke om, at det skal være 50-50 for enhver pris. I sidste ende skal det være de dygtigste.

Kan der ikke være en pointe i, at det kan være svært at opnå ligestilling i en bestyrelse og lignende, når regeringen heller ikke formår det?

- Jo, det er der klart en pointe i. Det er et rigtigt svært dilemma, om der skal være kvoter eller ej. Det har vi ikke taget stilling til endnu.

Monica Rubin identificerer sig som socialliberal. Det sociale aspekt stammer fra hendes opvækst og baggrund, men det liberale er også iboende i hende.

- Der er ikke for mange, der skal bestemme over den enkelte. Vi er individer og ved rimelig godt, hvad der er fungerer for os. Men vi er også et fællesskab, hvor der eksisterer en ret og pligt til det fællesskab.

Hvor liberal er du?

- Jeg er ikke meget liberal. Generelt går jeg ikke meget op i værdipolitik. Jeg er mere pragmatisk, og det synes jeg også kendetegner Moderaterne. Det er en hel del pragmatisme i den politik, som vi har.

Denne regering har fået kritik for ikke at have værdier. Er I i regeringen uden politiske værdier?

- Det synes jeg ikke, at vi er. Kigger du på de tre partier, så er bundlinjen værdimæssigt nogenlunde det samme.

Du kalder dig selv og Moderaterne pragmatisk. Når man er så pragmatisk, så er det vel også på bekostning af ens værdier?

- Grundværdien er, at vi gerne vil knække de politiske nødder, der er. Vi går pragmatisk til værks ud fra det, vi tror, er den bedste løsning. Og så er det ikke et eller andet stort ideologisk projekt, som vi putter det ned i.

Vil du kalde dig en person med stærke værdier?

- Det synes jeg er svært. Jeg har nogle grundværdier i forhold til integration, sundhed og ligestilling. Så jo, det er værdier, men det er ikke fanatisk, hvis man kan sige det.

Så de betyder ikke så meget?

- Nej, nej, der synes jeg, du lægger ord i munden. Overhovedet ikke. Men det er de politiske problemer, som vi skal løse. Og der skal vi også gå pragmatisk til værks. Der må ideologien ikke stå i vejen for den bedste løsning, siger Monika Rubin.

Bolig: Det er ikke længe siden, at boligejere, der ønskede et fastforrentet lån, havde muligheden for at vælge en fast rente på 6 procent.

Godt 200.000 danskere valgte i løbet af 2022 at konvertere deres boliglån op, så de fik en højere rente.

Til gengæld skar de en ordentlig luns af deres boliggæld. Den manøvre vil for de fleste kun give rigtig god mening, hvis du på et tidspunkt vælger at konvertere ned igen. Det tidspunkt nærmer sig allerede nu, hvor det for en lille del af rente-konvertitterne allerede kan betale sig at konvertere igen.

- Det er ret hurtigt, at de, der har konverteret op, nu kan konvertere ned igen. Der er gået under et halvt år, siden de tog 6 procent-lånet, og allerede nu kan de barbere en tredjedel af renten og komme ned på 4 procent, konstaterer Totalkredits chefanalytiker, Sune Malthe-Thagaard, i Finans.

Men har du is i maven, tyder meget på, at det vil kunne betale sig for langt de fleste at vente. Sådan lyder det fra Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.

- I Nordea anbefaler vi ikke, at boligejerne konverterer ned i rente på nuværende tidspunkt, da vi mener, at kursgevinsten er for lille. Kun i det tilfælde, hvor boligejerne forventer kraftigt stigende renter i den kommende tid, bør de overveje en nedkonvertering. I modsat fald anbefaler vi, at de venter, til renten er faldet yderligere og gevinsten derved bliver større end i dag.

Ifølge Lise Nytoft Bergmann er det en meget lille del af de 1.7 millioner danske boligejere, der lige nu kan få noget ud af at konvertere ned. Ifølge hendes beregninger er det kun ca. 5300 danskere, der sidder med et 6 procents-lån, som dermed kan omlægge nu og få en tilpas stor gevinst.

Til gengæld er der lys forude for en stor del af de 200.000 danskere, der valgte at konvertere op i rente i løbet af 2022. Den største del af dem slog nemlig til, da renten lå på 5 procent. Dermed er der ikke lang vej igen, før de atter kan konvertere ned. Ifølge Finans er Totalkredit meget optimistiske, når det kommer til renteudviklingen i de kommende måneder. Realkreditgiganten tror nemlig på, at inflationen vil falde markant i løbet af 2023 og ramme 2 procent i 2024.

Nordea Kredit læner sig op af samme forudsigelser, lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

- Boligejerne har udsigt til en massiv besparelse på deres realkreditlån, hvis renten falder, og de konverterer ned i rente. Vi forventer ikke, at renten falder på kort sigt, men det er ikke usandsynligt, at renten er væsentligt lavere end i dag, hvis vi kigger 1-2 år ud i fremtiden, siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

- Om, og i givet fald hvor meget, renten falder, afhænger i høj grad af, hvad der sker med inflationen. Centralbankerne styrer nemlig efter en inflation på cirka 2 procent, og så længe inflationen er væsentligt højere end dét, vil de blive ved med at holde de ledende renter høje.

På den måde har renteudviklingen igen overrasket analytikerne, for de færreste havde forventet, at vi allerede nu kan begynde at tale om at konvertere ned igen. Dermed er vi nu tilbage ved de tålmodige boligejere. For hvor længe skal de så vente på, at inflationen rammer et niveau, der vil få boligrenterne til at falde?

- Vi forventer, at inflationen vil fortsætte med at falde i de kommende måneder, men det tager tid at få den tilbage på cirka 2 procent. Boligejere med fastforrentede lån bør derfor væbne sig med tålmodighed, og i mellemtiden glæde sig over, at de på sigt formentlig kan lægge om til en lavere rente, siger Lise Nytoft Bergmann.

Matematikken i, hvornår det kan svare sig at omlægge et boliglån, er på papiret ret enkel.

I og med at langt de fleste danskere konverterede op til et 5-procents lån i 2022, er det deres situation Lise Nytoft Bergmann her tager udgangspunkt i.

- I Nordea har vi en tommelfingerregel om, at boligejerne bør overveje deres konverteringsmuligheder, hvis de kan gå mere end ét procentpoint ned i rente. Det kan være fra 5 procent til 3 procent, eller hvis det er muligt på det pågældende tidspunkt fra 5 procent til 3,5 procent, siger hun.

Det betyder i kroner og ører, at boligejerne kan se ind i store besparelser, når renten falder igen.

- Har man i dag et 30-årigt fastforrentet realkreditlån på 1 million kroner med afdrag og en rente på 5 procent, betaler man en månedlig ydelse efter skat på 4.560 kroner, og over alle 30 år løber den samlede ydelse efter skat op i 1.784.000 kroner, siger Lise Nytoft Bergmann og uddyber:

- Falder den toneangivende rente på det 30-årige lån med afdrag til 3 procent, kan boligejerne nedkonvertere, og det betyder, at den månedlige ydelse falder til cirka 3930 kroner, mens den samlede ydelse over alle 30 år falder til 1.489.000 kroner.

Med andre ord kan boligejerne altså spare cirka 630 kroner hver måned og 295.000 kroner i alt, hvis renten falder. Er der tale om et lån på 2 millioner kroner, er reduktionen i den månedlige ydelse og reduktionen i den samlede betaling for realkreditlånet dobbelt så stor.