Medicin: Det "skriger til himlen", at nogle patienter med blandt andet gigt og diabetes sparer på lægeordineret medicin og behandling for at få råd til mad og husleje.

Sådan lyder en af reaktionerne fra partier fra både rød og blå fløj, der kritiserer regeringen for ikke at have fokus på at hjælpe de kronisk syge, der er økonomisk pressede.

- Dem, der lige nu skal vende hver eneste 50-øre for at se, om der skal være råd til mad eller medicin, skal hjælpes ud af den pine, siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten.

Som Avisen Danmark tidligere har beskrevet, befinder nogle patienter sig i et svært valg, hvor de må spare på receptpligtig medicin eller lægeordineret behandling ved f.eks. fysioterapeut, fodterapeut eller tandlæge for at få råd til mad og tag over hovedet. Det kan betyde voldsomme smerter og forværring af sygdommene, lyder advarslen fra patientforeninger.

Problemet er den høje inflation, der har medført stigende priser på bl.a. fødevarer og energi, og det presser budgettet hos især kronisk syge på overførselsindkomster.

En af de personer, der er i klemme, er den 51-årige Tina Madsen fra Brøndbyøster. Som Avisen Danmark beskrev i december, har hun måttet fravælge et af sine fem medikamenter for at få råd til mad. I samme artikel råbte Danske Patienter, Diabetesforeningen, Danske Handicaporganisationer og Gigtforeningen op om et akut behov for hjælp til patienter i klemme.

De foreslog bl.a. et loft over egenbetalingen til lægehenviste sundhedsbehandlinger, ligesom der er et loft over patienters årlige medicinudgifter.

Men den fungerende sundhedsminister, Magnus Heunicke (S), vendte ikke tilbage på Avisen Danmarks spørgsmål og reagerede ikke på opråbet.

Nu bør den nye SMV-regering tage affære, mener Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.

Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for SF, er "skuffet over, at regeringen ikke adresserer de her problemer i dens regeringsudspil".

- Der er ikke nogen mennesker, der skal bringes i en situation, hvor de ikke har råd til medicin og behandling på grund af inflation, siger hun.

Hun er bekymret for, hvilken betydning det får for patienterne.

- Hvis man for eksempel ikke sørger for fodbehandling til diabetespatienterne, så risikerer de sår, som måske ender i amputationer af foden eller benet.

- Det er også dyrt for samfundet, hvis vi ikke holder sygdommene i skak. For så udvikler det sig og bliver mere behandlings- og plejekrævende.

Hun er enig med organisationerne i, at et loft over sundhedsydelser kunne være en god idé. Generelt går SF ind for at fjerne al brugerbetaling i sundhedsvæsnet over tid, understreger hun. Men førsteprioriteten er hjælp til patienterne med færrest penge, siger Kirsten Normann Andersen.

- Vi skal prøve at se, om vi kan målrette inflationshjælp til de patienter, der har mindst.

Dansk Folkeparti mener også, at der bør gøres noget ved situationen - hurtigst muligt.

- Det er en forfærdelig situation, hvis folk ikke har mulighed for behandling. Det er vi nødt til at have løst, og derfor vil jeg tage det op med sundhedsministeren, siger Peter Kofod, der er sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.

Samtidig tilslutter Peter Kofod sig idéen om, at der indføres et loft over udgifter til sundhedsbehandlinger, som det kendes det fra andre områder.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, kalder det "en hel basal urimelighed", at nogle patienter ikke har råd til lægeordineret medicin eller behandling.

- Jeg synes, det skriger til himlen, at regeringen ikke har adresseret det her i regeringsgrundlaget, siger han.

Ordføreren tilføjer, at en aftale om en reform af kontanthjælpssystemet, som den tidligere S-regering indgik med sine støttepartier og Kristendemokraterne, også er blevet lagt i graven. Aftalen indebar bl.a., at kontanthjælpsmodtagere fik 100 procent i tilskud til deres receptpligtige medicin.

Reformen nåede dog ikke at blive behandlet i folketingssalen inden valgudskrivelsen, og i det nye regeringsgrundlag er aftalen blevet skrottet.

- Man træffer simpelthen også et bevidst politisk valg om at gå i den helt forkerte retning, mener Peder Hvelplund.

Enhedslisten ønsker ligesom SF grundlæggende at udfase al egenbetaling af sundhedsydelser - men det skal ske gradvist.

En start kunne være et loft over egenbetaling af behandlinger, ligesom organisationerne foreslår, eller et større tilskud for dem med laveste indtægter, mener Peder Hvelplund.

Avisen Danmark har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den nye indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde (V).

Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyser i et svar til avisen, at regeringen i januar vil fremlægge forslag til ny inflationshjælp.

Det fremgår også i regeringsgrundlaget, at regeringen på et tidspunkt vil "gennemlyse ordningerne for medicintilskud til forskellige grupper", påpeger ministeriet.

Desuden oplyser ministeriet bl.a., at borgere har mulighed for at søge kommunen om ekstra tilskud til medicinudgifter, og at der også er mulighed for at få en henstandsordning med apoteket, hvor medicinudgifter deles op i 12 lige store dele over året.

Løkke ankom sent til festen søndag kort før middag og tilbragte de første minutter på trappen udenfor, som Løkke typisk gør, når han møder op til noget.

Det var egentlig Martin Lidegaards fest. Det radikale nytårsstævne, der er en art minifolkemøde for civiliserende, kultiverede radikale mennesker, der gerne bruger et par tusind eller tre på at møde op på Hotel Nyborg Strand for at deltage i politiske debatter lørdag og søndag. Det slutter altid med en partilederdebat mellem landets statsminister, oppositionslederen og Radikales politiske leder.

Ikke i år - for der er ingen leder af oppositionen, statsministeren hviler udmattet ud, så holdet til den afsluttende debat var Lars Løkke Rasmussen (M) placeret på højre fløj, og Søren Pape Poulsen (K) og Franciska Rosenkilde (AL) på venstre fløj. Martin Lidegaard i smørhullet. Troede han.

På trappen foran Hotel Nyborg Strand faldt Løkke i snak med en radikal nytårsstævnedeltager fra Hillerød. Hillerød-manden var egentlig i gang med at redegøre for et tysk tv-program fra halvfjerdserne om kernekraft, da den pludselige magnetisme fra en tilgængelig udenrigsminister trumfede kærligheden til kernekraft.

Manden fra Hillerød gav Løkke dette rygstød, inden Løkke gik de sidste trin på trappen og trådte ind i det radikale fort på den fynske storebæltskyst:

- Du, Lars, du skal lige vide, at ved forrige valg stemte min kone på Martin Lidegaard. Denne gang stemte hun altså på dig. Du har en stærk troværdighed.

Det kunne udenrigsministeren godt lide at høre. Og da Løkke gik ind, var det med afslutningsbemærkningen:

- Nå, jeg skal ind og hverve medlemmer, he-he ...

Nytårsstævne er Radikales årligt tilbagevendende forsøg på at placere sig i projektørlyset på et tidspunkt af året, hvor de fleste andre partier ligger lavt. Folkemødedelen er til for medlemmernes skyld, partilederdebatten for at tiltrække journalister og kameraer.

Begge dele lykkedes også dette år, men nu fra en position som det svage dyr i flokken i dansk politik og ikke fra den sædvanlige position af styrke.

Det kunne virke som et scoop for et svagt, forvirret og nederlagsramt parti at have fået Lars Løkke Rasmussen på programmet. Problemet var, at Løkke hverken var der som statsminister eller oppositionsleder - ikke engang som formand for Moderaterne eller som udenrigsministeren.

Løkke var der som manden, der udlever den radikale drøm. Den store, radikale drøm om at regere fra midten, som er stået på toget til fremtiden og har efterladt drømmens ophavsmænd og -kvinder på perronen.

Løkke var placeret på fløjen i debatpanelet, men i virkeligheden var det ham, der stod i smørhullet.

Løkke brugte valgkampen og regeringsforhandlingerne på at stjæle den radikale flamme. Nu var han kommet til Nyborg for at trampe på gløderne.

Hver og hver anden gang Løkke fik ordet i partilederdebatten, kom han med stikpiller til Martin Lidegaard for Lidegaards forsøg på at overbevise omverdenen og ikke mindst de radikale partimedlemmer om, at Radikale kommer til at få mere ud af sine syv mandater uden for regeringen end indenfor.

Debatten startede med, at ordstyrer Charlotte Beder fra TV 2 News forsøgte at få greb om, hvorvidt der er en oppositionsleder i dansk politik. Det er der ikke. Søren Pape Poulsen håndterede fermt spørgsmålet med selvironi:

- Man skal overveje, hvor meget man udpeger sig selv til (med reference til hans katastrofale forsøg på at udpege sig selv til statsminister, red.). Jeg er bare glad for at være et sted, hvor risikoen for at miste stemmer er næsten ikke-eksisterende (det kan denne reportage ikke levere nogen meningsfuld tolkning af, men det gav gode grin i salen, red.).

Løkke brugte lejligheden til at levere første stikpille ved at sige, at han var glad for manglen på en leder i spidsen for bestræbelser for at vælte den nye midterregering:

- Jeg har agiteret for dette i mange år. Det har Martin også, og så var der så nogen, der valgte at være med.

Næste stikpille var subtil. Debatemnet var afskaffelsen af store bededag.

Det var netop Radikale som regeringspartner til Socialdemokratiet i Thorning-regeringen, der første gang forsøgte at afskaffe store bededag. I Radikales nyeste 2030-plan er afskaffelsen et vilkår for finansieringen.

Afskaffelsen af store bededag er kort sagt en særdeles radikal sag, som nu bliver gennemført af bl.a. Løkke - ikke Radikale.

Løkke dryssede salt i såret ved at bagatellisere det med, at afskaffelsen af en helligdag skal finansiere regeringens fremrykkelse af forsvarsudgifter (den fremrykkelse er Radikale nemlig ikke er meget for) og gjorde det i stedet til et spørgsmål om at fremtidssikre økonomien (det er Radikale er MEGET for).

Da debatten gik videre til en diskussion af Radikales afvisning af at deltage i midterregeringen, stak Løkke for alvor kniven ind i den radikale rygrad.

Tager man den radikale rygrad ud og studerer den, finder man to begreber ved siden af hinanden: Pragmatisme og idealisme.

Radikales politiske linje er til enhver tid afhængig af, hvilken balance folketingsgruppen finder mellem de to begreber. Når pragmatismen vinder, kører Radikale i ministerbiler og lever uden mærkesager. Når idealismen vinder, er Radikale et fløjparti af netop den slags, som Radikale - nu Lars Løkke - altid kæmper hårdt for at placere på sidelinjen.

Ordstyreren spurgte Lars Løkke Rasmussen om, Martin Lidegaard kunne få lov at være med i regeringen alligevel, hvis han vil?

Løkke sagde, at det måtte han lige spørge chefen om - med reference til statsminister Mette Frederiksen.

- I det ligger selvfølgelig, at man er nødt til at underkaste sig nogle hierarkier, sagde Løkke og kunne lige så godt have fulgt det op med "tag den, Martin Lidegaard, du forstår jo helt åbenlyst ikke at udnytte din plads i hierarkiet med dine sølle syv mandater."

Det gjorde Løkke selvfølgelig ikke, fordi ingen Radikale havde behov for at få det skåret ud med pap. I stedet fulgte han op med at sige:

- Det handler om, hvordan man spiller sine kort. Jeg betragter mig selv som pragmatisk idealist.

Lige efter kom der en stikpille mere.

Et af Lidegaards argumenter for at ikke at gå med midterregeringen er, at radikales syv mandater igen og igen ville blive underløbet af S, V og M. Sådan er mandaternes rå og uafviselige logik.

Andre kunne finde på at hævde, at mandaternes rå logik træder i baggrunden, når først man er en del af et forpligtende fællesskab. F.eks. Lars Løkke Rasmussen:

- Det gode argument tæller. Selvfølgelig er der mandaternes logik, men der er også den sammenhæng, at når man sidder sammen om bordet, er det de gode argumenter, der tæller, sagde han til Lidegaard.

Da partilederdebatten var overstået stod det radikale medlem fra Hillerød igen på trappen foran Hotel Nyborg Strand. Og lidt efter stod Lars Løkke Rasmussen der også igen.

Først nåede Hillerød-manden at evaluere debatten:

- Han var god!

Sagde Hillerød-manden om Løkke.

- Men det var de andre nu også. Pape og hende fra Alternativet. Martin Lidegaard var i virkeligheden den svageste. Når han sagde noget, kunne man ikke nødvendigvis hverken forstå eller huske bagefter, hvad han havde sagt.

Sagde det Radikale medlem efter partilederdebatten. Og blev så endnu engang tiltrukket af magnetismen fra udenrigsministeren på trappen foran Hotel Nyborg Strand. Og stillede sig op ved siden af Løkke for at få taget sit foto med ham.

- Man bliver jo lidt starstruck, sagde det radikale partimedlem.

Danmarks Radios store seersucces, Løvens Hule, er tilbage i ottende sæson, og denne gang er der fuldt smæk på kvindeligt iværksætteri. Det mærker man efter første afsnit, der blev sendt i torsdags og kan ses på DRTV.

I tv-programmet ophøjes iværksættere til helte, og det er der brug for lige nu. I 2022 faldt antallet af nystartede virksomheder med 17 procent, og med tidens krisestemning er det fristende at parkere den gode iværksætteridé på hylden.

Derfor er det næppe tilfældigt, at der tales utroligt meget om kvinder i programmet, for her ligger et stort potentiale, der bare venter på at blive forløst.

En analyse fra Dansk Erhverv viser, at kun 27 procent af iværksætterne herhjemme er kvinder. Den vigtigste barriere er manglende tro på egne evner. Generelt er kvinder derfor meget grundige, inden de registrerer sig i virksomhedsregistret - og det ses på resultaterne.

Selvom kvinder kun får en lille del af kapitalen, der investeres i opstartsvirksomheder, får de rigtig meget ud af pengene. 100 kroner investeret i en kvindelig iværksætter giver 25 procent større omsætning sammenlignet med virksomheder med kun mandlige stiftere.

Derfor skal to nye løver - eller løvinder - sparke ny energi i Løvens Hule, og det fik seerne en god forsmag på i det første program, der lagde ud med de to kusiner Mille og Line Lykke. Sammen har de startet smykkefirmaet Mille & Lykke, som hurtigt er blevet en kommerciel succes. Sortimentet er nemlig baseret på systematisk arbejde med data frem for mavefornemmelser, og det elsker såvel kunder som investorer.

Men vi fik også historien om, at Mille og Line Lykke måtte gå forgæves i banken efter en kassekredit. Først da den enes mand ringede til banken, blev der hurtigt bevilget et lån.

- Det er så dårlig stil. Og gutter, det er det, vi møder, os kvinder. Det er fandeme ikke sjovt, rasede Anne Stampe, der sammen med den erfarne løve, Christian Arnstedt, skød en halv million kroner i smykkefirmaet.

Anne Stampe er debutant i hulen, men er en rutineret investor med ejerandele i mere end 10 virksomheder. De er placeret i investeringsfirmaet Nordic Female Founders, der - som navnet antyder - har et klart fokus på kvindelige iværksættere.

Hun indledte samtidig et opgør med ”Jesper Buch-drengene”, som er de unge iværksættere, der bruger alle døgnets timer på at realisere deres iværksætterdrømme - opkaldt efter Løvens Hule-veteranen Jesper Buch, der har turneret med foredragsrækken "Kick-ass - Fra kælder til milliard" om at satse hele butikken på sin iværksætterdrøm. Det gjorde han selv, da han skabte takeaway-platformen Just-Eat.

Afløseren hedder ”Anne Stampe-damerne” og kendetegner kvindelige iværksættere, der stadig har tid og overskud til familie, skolehjem-samtaler og frivilligt foreningsarbejde.

Den anden nyhed i hulen, tech-investoren Louise Herping Ellegaard, lægger heller ikke skjul på, at hun opererer anderledes end de mandlige rivaler.

- Hanløvernes store egoer provokerer mig og giver mig lyst til at vinde over dem i Løvens Hule, har hun sagt i et interview til DR.

I sidste øjeblik snørede hun førnævnte Jesper Buch med en investering i to unge mænd bag firmaet Tuttelu, der sælger børnebleer på abonnement. Et firma i sin absolut spæde start, som stifterne prissatte så skyhøjt, at løverne kun havde hovedrysten til overs.

Bortset fra Louise Herping Ellegaard, der skød et skambud af sted og nu er medejer af en abonnementsforretning, der efter sigende lynhurtigt har vundet de første 1000 børnefamilier ind i folden.

Über-hanløven Jesper Buch? Han forlod studiet i vrede.

Lise Nørgaard forlod os med et smil på læben, og et råd, vi kan prøve at tage til os.

"Intet er så sørgeligt, at der ikke bagved ligger et glimt af humor," sagde den 105-årige i sit interview med Mikael Bertelsen i programmet "Det sidste ord".

Hun var selv et bevis på, at livet ikke blot handler om, hvordan man har det, men hvordan man tager det. Og det gjorde hun livet igennem med let til smil. Humoren var hendes ledsager, og hun gav aldrig los for jammer og gråd.

"Det ligger ikke til mig," konstaterede hun.

Lise Nørgaard var den fjerde i Bertelsens række af koryfæer, der har fået det sidste ord i udsendelsen, som først bliver vist efter deres død.

Der er en indbygget andægtighed i programmet. Døden er en definitivt lukket dør, men Bertelsen åbner den lidt på klem. Vi får på en måde mulighed for at sige farvel.

Det er en fremragende idé, som dog stiller store krav til både den interviewede og Bertelsen. For hvordan vil den aldrende eller syge gerne huskes? Hvad er det vigtigste at spørge om? Hvad ville vi selv sige, hvis vi fik ordet på den måde?

Lise Nørgaard var skarp i hovedet interviewet igennem. Stemmen var godt nok røget i 100-året for den spanske syge. Da sygdommen hærgede, var Lise to år, og den første sætning, hun nogensinde sagde, var: "Jeg kan godt selv spytte, mor." Derefter talte hun med egne ord uafbrudt i 100 år, hvilket var hendes humoristiske forklaring på, at hun siden 102-års-alderen kun havde kunnet hviske. 

Mikael Bertelsen var derimod uskarp. Han lagde godt og tankevækkende ud med alt det, hun gennem sit lange liv blev vidne til, men han nåede aldrig ind til de indtryk, det må have gjort på hende. For eksempel at rapportere fra et sønderskudt Tyskland. Om alle de tyranner, sygdomme og katastrofer, der har hærget i hendes tid. Men også det gode, der er sket. Hendes refleksioner, konklusioner - og syn på fremtiden. Det er så unikt at møde en skarp og samfundsinteresseret 105-årig, at chancen for at binde 100 år sammen ikke må forpasses.

Bertelsens fik bedst fast i hendes stærke psyke. Hendes daglige overlevelsesmekanisme, som var en form for ironisk distance. Vi forstod, hvorfor hun aldrig skrev i mol. Men altid endte i dur - med at se det sjove, selv i det sørgelige.

Og vi forstod, hvorfor hun altid satte en ære i ikke at græde offentligt. Hun ville ikke påføre andre sin sorg.

Vi mødte også hendes "frådende indre". Derinde boede blandt andet overvejelser om, hvorvidt hun kunne have gjort noget anderledes, da hun forlod mand og børn. Til sin død plagede spørgsmålet hende, om hun skulle have ofret sig for sine børn, selv om hun ikke var en offertype.

Her fik vi så en hemmelighed om den dråbe, der fik hende til at gå sin vej. Manden havde slået hende med ordene "Gu' er jeg ikke sur, din dumme kælling".

"Så var det ikke så svært at skride," fortalte Nørgaard med glimt i øjet.

Det kan godt være, at hun kunne have været en bedre mor, end hun blev, men til gengæld var hun med til at gøre Danmark til et både bedre og sjovere sted at være.

Lise Nørgaard ønskede ikke kun at blive husket for at være mor til "Matador", men særligt for sin journalistik, der var båret af en stor retfærdighedsans og indignation på de mindre bemidledes vegne. For nok var hun af det bedre borgerskab og til sin død forfængelig med læbestift, velsat hår og lakerede negle, men hun var rundet af "ordentlighed". 

Derfor var hendes optræden i dette sidste program naturligvis også ordentlig og dannet - selv om et enkelt "sgu" og et tilløb til "fanden" på underholdende vis sneg sig ind.

Derimod var det taktløst, at Mikael Bertelsen igen og igen betonede, at hun var død, når udsendelsen blev sendt. "Når du ikke er her længere," som han nåede at sige så mange gange, at det føltes upassende.

Måske også på Lise Nørgaard selv, der til sidst sagde, at hun var klar over, at der snart var udkald, hvorefter hun afmonterede det hele med en lun metafor om at føle sig som en gammel bil, der burde have været hugget op forlængst, men igen og igen endte på forskellige værksteder og blev lappet sammen.

Hvordan vil du gerne huskes? ville Bertelsen vide.

"Som en ikke-kedelig person," lød svaret.

Hun vil blive husket for alt andet end kedelig. For sin kritiske pen og tunge i sin journalistik og satire og i sine mærkesager. For sin evne til at underholde og binde os sammen med "Matador". Og for sine mange råd.

Hendes sidste blev til nutidens unge kvinder:

Det kan ikke nytte noget, at I vil ligne alle andre. Find ud af, hvem du selv er, sagde hun, hvorefter Bertelsen spurgte, om hun selv havde ønsket at ligne alle andre.

"Det ville jeg fan... søreme ikke!" lød svaret.

Lise Nørgaard var sin egen - i 105 år.