Jobopslag: Den danske stat har brug for flere spioner for at sikre rigets sikkerhed. Det er ikke en rollebesætning til en fiktionshistorie som filmene om James Bond som Agent 007, der søges. Det er kandidater til rigtige job i den barske virkelighed. Det fremgår af Forsvarets Efterretningstjenestes hjemmeside og af jobportaler, hvor FE åbentlyst søger efter nye spioner.

- Vi vil gerne væk fra James Bond-myten. Derfor går vi nu bredere ud, siger Anja-Dalgaard Nielsen, der er chef for FE's efterretningssektor.

Selv om der er tale om en hemmelig tjeneste, er jobopslaget ikke indhyllet i nogen større mystik:

"Kunne du tænke dig et helt unikt job, som mange drømmer om – men som kun de færreste kan få? Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) søger medarbejdere til landets mest alsidige og utraditionelle job, hvor du får mulighed for at bidrage afgørende til Danmarks sikkerhed. Som indhenter i FE´s HUMINT-afdeling skal du planlægge og gennemføre møder med tjenestens hemmelige kilder. Arbejdet foregår både i Danmark og i udlandet," står der bl.a i opslaget, der bærer overskriften "Efterretningsagent (Indhenter) til Forsvarets Efterretningstjeneste."

HUMINT står for Human Intelligence.

Selv om titlen officielt er "efterretningsagent" eller "indhenter", er der tale om et klassisk job som spion. Men den titel bruger FE ikke officielt, da - fremgår det af hjemmesiden - "det er et negativt ladet begreb for fremmede tjenesters kilder."

Det ikke er første gang, FE søger agenter gennem regulære jobopslag, men det sker heller ikke tit; der går flere år imellem.

Når det sker nu, skyldes det ifølge Anja-Dalgaard Nielsen kombinationen af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation, især med Ruslands invasion af Ukraine, og et generelt behov for at få et agent-korps sammensat af mennesker med forskellige baggrunde.

- Vi søger medarbejdere på et trist bagtæppe, den aktuelle internationale situation. Samtidig er der tale om et enorm meningsfuldt arbejde - at kunne bidrage til at klæde danske beslutningstagere rigtigt på med relevante oplysninger i den svære sikkerhedssituation, vi står i.

- I den sammenhæng er det vores erfaring er, at de allerdygtigste til jobbet er dem, der oprindeligt slet ikke havde overvejet sådan et job, folk med forskellige jobbaggrunde og af begge køn, folk, der har en almindelig hverdag med realkreditlån, madpakker og børn på bagsædet, siger Anja-Dalgaard Nielsen.

Alder er angiveligt heller ikke et tema, når de de nye spioner skal ansættes

-  Det afgørende er personligheden, og her er der to nøglebegreber: For det første skal man have en god, solid dømmekraft, for det andet skal man være dygtig til at opbygge relationer med andre, siger Anja-Dalgaard Nielsen.

Selv om FE går åbent ud og søger nye og flere agenter, ligger det også i tjenestens dna og hele  eksistensberettigelse, at dens arbejdet er omgærdet af hemmeligheder. Så detaljerne i, hvad det er for oplysninger, de kommende nyansatte skal indhente hos hvem, rutter efterretningschefen ikke med.

- Vi søger efter oplysninger med betydning for Danmarks sikkerhed, som andre gerne vil holde hemmelige. Gennem kontakter med andre, med diverse kilder og gennem menneskelige relationer indhentes viden og informationer, der har betydning for vores sikkerhed. Det kan typisk være spørgsmål om, hvilke intentioner og kapaciteter, som diverse aktører, grupper, f. eks terrorgrupper og lande, f. eks. Rusland, har. Det er den generelle kontekst, vores efterretningsagenter arbejder i, siger hun.

Også af hensyn til de hemmelige kroge i jobbet vil hun ikke gå i detaljer med, hvor risikabelt og farligt arbejdet kan være.

- Vi løber ikke unødige risici, så det er ikke adrenalin-junkier, vi er ude efter.

Af joboplaget fremgår det imidlertid, at jobbet kræver selvstændighed og personlig handlekraft, hvis man en dag står ude i den grimme verden i en presset situation og ikke har muligheden for at ringe hjem til en voksen.

- Når man opererer i udlandet, kan man befinde sig steder med usikkerhed og uro og forhold, der ikke er præget af samme ro og orden, som herhjemme. Derfor gør vi meget ud af at screene og teste ansøgerne for at finde de egnede. Vi skal nok lære dem at håndtere de situationer, de risikerer at stå i, siger Anja-Dalgaard Nielsen.

Hvad det mere konkret er, der skal læres, hører til i den afdeling, sløret ikke løftes for.

- Der er visse ting, vi betragter som forretningshemmeligheder, så at sige. Dem fortæller vi ikke om, for så holder vi hurtigt op med at være effektive.

Ifølge såvel jobopslaget som efterretningschefen er risikoen og farligheden ikke større, end at jobbet er foreneligt med et almindeligt familieliv, også selv om det indebærer en del rejseaktivitet.

Lønnen er heller ikke konkret oplyst. Det fremgår af jobopslaget, at den følger almindelig gældende overenskomst:

- Jeg anede ikke, der fandtes en spion-overenskomst. Hvor stor er den beskrevne løn her?

- Hahaha. Nej, sådan en overenskomst har vi ikke. Der gives løn efter kvalifikationer. Ansætter vi en antropolog f. eks., får vedkommende typisk en løn efter den branches overenskomstaftaler, siger Anja Dalgaard-Nielsen.

Ansættelsen af de nye spioner sker pr. 1. september. Det lange tilløb skyldes en langvarig procedure med screening af ansøgerfelter. Det indbefatter flere teoretiske, praktiske og psykologiske tests. Efter ansættelse sker en lang uddannelse og oplæring. Hvor lang, den er, og hvad den indeholder, hører også til tjenestens hemmeligheder.

FE har det seneste års tid fået sit image igennem den offentlige vridemaskine med straffesagen mod sin tidligere chef Lars Findsen og med mistanken om, at en terrordømt mand i Spanien, Ahmed Samsam, i virkeligheden var spion for FE.

Anja Dahlgaard-Nielsen afviser, at dét er årsagen til den aktuelle offensive fremtoning.

- Denne kampagne kører, fordi vi vil række ud til nogle andre profiler end de velkendte, og fordi der er behov for det. Opgaven er stor, den vokser, og den er meningsfuld, siger hun.

I øvrigt: selv om FE med jobopslaget er ude i en offentlig offensiv, skal det med det hemmelige tages meget alvorligt.

Det er hemmeligt, hvor mange spioner tjenesten har nu, og hvor mange nye, man har tænkt sig at ansætte.

I nogle udbyggende bemærkninger på FE's hjemmeside understreges vigtigheden af at kunne holde tand for tunge: Det går til nød an at fortælle ens ægtefælle, hvad man laver, men alle andre må ikke vide det. FE har gode råd til de ansatte spioner om, hvordan de fikser dét. Disse råd er hemmelige.

Og lige en ting til sidst: Hvis du er nået helt herned i artiklen og kunne tænke dig at søge jobbet, så hold kæft med det. Du diskvalificerer dig selv, hvis du fortæller det til nogen, for alene tanken om at søge er underlagt en hemmelighedsklausul.

Randers: Dag to i den store drabssag fra Plejecentret Tirsdalen i Randers var længe ventet. Pårørende, presse og alle andre tilstedeværende var spændt på at høre forklaringer fra den drabstiltalte selv.

Og hun virkede helt fra begyndelsen imødekommende, svarede beredvilligt og hurtigt på anklager Jesper Rubows spørgsmål, der lagde ud med at bede hende gå arbejdsgange minutiøst igennem. Hvad gjorde hun hvornår, hvordan blev det dokumenteret, og hvad der var sædvanligt at skrive i medicinnotater, omsorgsnotater med mere.

Som forklaring på de 25 besøg i medicinrummet, hvor ni af hendes kolleger tilsammen kun havde været der 16 gange, forklarede hun, at hun begyndte sin arbejdsdag kort før klokken 15 med at gå ind i medicinrummet for at tænde for gulvliften, der stod derinde. Den skulle lades op, fordi personalet tidligere havde været ude for, at den var løbet tør for strøm. Det var en rutine hun havde, at hun lige smuttede ind og gjorde det.

Efter den første pause, skiftede anklageren taktik og stak mere til hende.

Han gik samtlige 25 nøglelog-oplysninger igennem og kunne kun finde én, der mindede om det tidspunkt, hun hævdede, hun havde været der. Alle andre besøg i medicinrummet lå senere på vagten.

- Er det ikke rigtigt, hvad du siger? Hvorfor siger du det, når det ikke passer, spurgte han.

- Det er jo ikke, fordi jeg lyver, jeg er gammel og må have husket forkert, svarede hun.

Og det var begyndelsen på en lang række fodfejl, som anklageren fangede hende i. Han spurgte til noget, og spurgte, om hun var sikker. Det var hun, hvorefter han kunne læse op fra en af de utallige tidligere afhøringer, hun havde givet til politiet, hvor der blev forklaret noget andet.

Det mest bemærkelsesværdige var, at hun ikke virkede berørt over at blive taget i at skifte forklaring. Hun sagde bare nøgternt, at så måtte hun have husket forkert. Et par gange understregede hun, at det også var lang tid siden, og at hun havde haft god tid til at ligge og tænke over, hvordan tingene var foregået.

Sidst på dagen lød svarende mere og mere, når anklageren spurgte: Det ved jeg ikke, det aner jeg ikke eller det husker jeg ikke.

Retssagen begyndte med en højst usædvanlig pause, lige netop, da den tiltalte havde sat sig i den varme stol i midten af lokalet. Anklager Jesper Rubow og forsvarer Henrik Garlik havde behov for at vende noget, og de gik kort for sig selv og bad om en drøftelse med de juridiske dommere.

Efter en halv time stod det klart, at en nævning blev skiftet ud med en suppleant, og der var tale om en mand, der dagen forinden var set sove under retssagen.

Anklageren ridsede så et billede op af den drabstiltaltes liv før sagen her. Det kom frem, at hun syntes, at hun  havde et godt liv, både arbejdsmæssigt og privat. Hun har været sammen med sin mand i 39 år og tilsammen har parret fire børn, fire børnebørn og et fjerde på vej, fortalte hun.

Efter hun for ti år siden havde kræft, er hun ikke så godt gående og er svækket i sin højre side. Hendes mand har været rigtig syg de seneste fem-seks år og er opereret i ryggen, nu går det bedre, men da det var værst passede hun hjemme, men det var før hun i 2017 fik arbejde på Plejecenter Tirsdalen.

Hun ønskede så at få et fast job, men på 25 timer på grund af sine smerter.

- Følte du, at du havde overskud i dit liv, spurgte anklageren.

- Ja, det gjorde jeg. Jeg tænkte tit over, når jeg kørte på arbejde, at det var dejligt at skulle på arbejde og at være noget for ældre mennesker. Det betyder meget for mig at hjælpe ældre mennesker.

- Var der noget, der tyngede dig, ville Jesper Rubow vide.

- Nej, ikke andet end mine smerter. Og så var jeg bange for min mand, han trak ikke vejret ret godt om natten, så jeg sov ikke så godt, forklarede hun, hvilket førte til at hun i perioder tog sovemedicin.

Anklageren spurgte til, hvordan hun havde det med, at fire beboere 27. februar blev indlagt på Regionalhospitalet Randers med forgiftninger.

- Det var da forfærdeligt, og noget jeg slet ikke har ord for, lød det fra hende.

- Fire af dem her har samlet været indlagt otte gange. Hvad tænker du om det, spurgte Jesper Rubow.

- Det tænker jeg ikke over. Hvad skal jeg tænke om det, lød den 60-åriges svar.

Det kom frem, at hun har serveret i 30 år, som selvlært. Hun tog uddannelsen som social- og sundhedshjælper, mens hun arbejde på kro.

Anklageren kom ind på, at hun flere gange var bortvist fra sine job. Et sted havde hun givet en ældre mand en sprøjte med insulin, så han selv kunne sprøjte sig i låret.

- Næste dags morgen blev jeg kaldt til samtale, jeg havde desværre gjort noget udenfor mine kompetencer. Og jeg var ellers rigtig glad for mit arbejde, sagde hun.

Et andet sted blev hun bortvist på grund af mistanke om, at hun havde stjålet fra en beboer.

Hun nægtede i øvrigt selv at være pillemisbruger, men indrømmede, at hun en gang om måneden tog en pille, der ellers var ordineret til hendes mand. Og så måtte hun også have taget forkert medicin, den medicin, som hun indrømmede, at hun havde taget med hjem fra Tirsdalen, for der var fundet spor af det i de hårprøver, der blev udtaget i sagen.

- Det må jo være sket, at jeg er stået op, fordi jeg ikke kunne sove, og så har taget en pille, uden at have briller på, og så må jeg have taget en forkert, lød det.

Pillerne fra Tirsdalen var blandt andet endt hjemme hos hende, fordi hun, når hun fandt piller på gulvet, eller æsker, der lå og flød, endte de i hendes lommer, og så kom de med hjem.

Hun fastholdt, at hun ville aflevere medicinen til centersygeplejersken onsdag 16. marts, men hun blev anholdt mandag 14, marts, så det nåede hun ikke.

- Var det en fejl, at du tog det med hjem, spurgte anklageren.

- Ja, det var da en fejl, en kæmpefejl, når jeg sidder her i dag, lød det fra den drabstiltalte.

Det kom frem, at hun faktisk slet ikke var så glad for sit job. I hvert fald havde hun kigget efter nyt job, så sent som dagen før, at hun blev anholdt.

En kollega var højrøstet, og råbte og skreg af beboerne, forklarede hun. Hun syntes, at det rodede med medicin, en beboer havde taget alle sine tabletter til hele dagen på en gang, og det var hun meget bekymret for.

- Der var ikke styr på det, og man blev ikke hørt, sagde hun og forstod heller ikke, at medicinen blev fordelt inde på beboernes værelser, fremfor i medicinrummet. Beboernes medicin lå i ulåste skabe i køkkenet.

Hun havde været til møde med den højrøstede kollega og centerlederen, men det kom der ikke noget ud af. Hun havde også prøvet at forklare medicinrodet til en social- og sundhedsassistent, men her følte hun sig misforstået.

Da politiet ransagede hendes hjem, beslaglagde de blandt andet hendes nøglebundt. Her borede anklageren i, at hun med det samme nævnte, at kodenøglen, som gav adgang til medicinrummet, ofte blev lånt ud til afløsere. Det fandt hun vigtigt at fortælle, svarede hun, og hun havde nok lånt dem ud tre-fire gange og ikke til samme person.

Anklageren kom også ind på de søgninger, der havde været på den specifikke medicin Baclofen på en af hendes computere fra bopælen, men fik ikke rigtig andre svar, end at den drabstiltalte gerne ville vide mere om det, fordi det bekymrede hende, at en beboer tog det hele på en gang.

Lige efter de første indlæggelser var der en messenger-samtale mellem den drabstiltalte og en kollega, der skrev sammen om de indlagte beboere. Her viste en samtale, at den drabstiltalte havde skrevet om de indlagte, at "de overlever ikke".

Hun havde ikke selv givet beboerne medicin, og havde ingen anden forklaring på, hvem der kunne have gjort det. Bortset fra at der ifølge den 60-årige også kom mange fremmede på Plejecentret Tirsdalen, og de ville kunne have adgang til beboernes værelser.

- Hvis vi gik i den ene ende, kunne en fremmed godt være inde hos fem beboere, uden at vi kunne se det, forklarede hun og sagde, at hun en enkelt gang havde mødt en fremmed mand, der bare gik rundt.

Så blev det forsvarerens tur, og Henrik Garlik indledte med at sige, at han fandt det højst utilfredsstillende at få taletid i overtid, for klokken havde da passeret 15.

Han spurgte:

- Hvor vigtig er du for familien?

- Min store søn har udtalt, at jeg er den stærkeste kvinde i verden og midtpunkt i deres familie. Og min mand og jeg elsker hinanden så meget, og vi er så stærke sammen, lød det fra hende.

Forsvareren kredsede en del om, at sosu-hjælperen ikke følte sig hørt på sin arbejdsplads, og at hun havde forsøgt flere gange at råbe op om, at hun fandt noget forkert.

Han spurgte om, hvorfor hun ikke havde haft en advokat med til det første forhør.

- Jeg har jo ikke gjort noget forkert, så derfor bad jeg ikke om en advokat ved det første forhør, svarede hun.

Hun forklarede også, at hun aldrig følte, at hun havde fri.

- Centerlederen var enten på sms eller på mail på min mands computer. Jeg var ikke tryg ved hende. Jeg følte, at hun aldrig var der, sagde kvinden.

Forsvareren tegnede et billede af en sosu-hjælper, som gerne ville have styr på tingene, men blev ved med at rende panden mod en mur.

- Vil du betegne dig selv som en administrativ person eller en varme hænder-person, spurgte Henrik Garlik.

- Kan jeg se i dine øjne, at du savner et knus, så får du det, uanset hvem du er, lød det fra hende.

Hun forklarede også, at hun gerne ville hjælpe beboerne, også når de er terminale.

Garlik kom ind på, at hun aldrig benyttede omklædningsrummet i kælderen på plejehjemmet. Hun fandt kælderen uhyggelig. Her viste han et skab, der skulle være hendes med en nålebøtte, som hun hævdede aldrig at have set.

Med hensyn til skabe hos beboerne der indeholdt medicin, sagde forsvaren, at han havde set dem:

- Da jeg var derude med politiet, var de aflåst, sagde han.

- Ja, men det var de ikke i de fem år, jeg var de, lød det fra tiltalte.

Garlik ville vide, om hun på nogen måde haft et modsætningsforhold med beboere eller pårørende, hvilket hun svarede benægtende på.

En bistandsadvokat var ind over, han mente, at erstatningskrav til de tre døtre efter den afdøde beløb sig til godt 340.000 kroner til deling mellem dem, mens han takserede hver enkelt drabsforsøg til 35.000 kroner, og dem er der syv af  ialt.

Skole: Det skal være forbudt for elever i folkeskolerne at have mobilen på sig i løbet af deres skoledag.

Sådan lyder meldingen fra Moderaternes nytiltrådte børne- og undervisningsordfører, Rasmus Lund-Nielsen, i Radio4 Morgen.

- Telefonerne er simpelthen bare noget, der går ind og forstyrrer, fordi vi er vant til at anvende dem til underholdning, gaming og sociale medier. En masse ting, der ikke har noget at gøre med det, vi skal, når vi er i skole, siger han.

Rasmus Lund-Nielsen, der selv er uddannet psykolog og har skrevet en bog om sammenhængene mellem mistrivsel og skærmforbrug, påpeger derudover, at der findes flere eksempler på danske folkeskoler, som har haft succes med at fjerne telefonerne fra eleverne i skoletiden.

-Det er klart, at der er en kobling mellem øget skærmtid og mistrivsel blandt børn. Hvis man i frikvartererne ser, at alle ens klassekammerater har snuden begravet i deres skærme, så er det jo sådan lidt svært at indgå i nogle gode relationer med hinanden, siger ordføreren.

En af de skoler, som allerede har erfaringer med at forbyde telefonerne i skoletiden, er Skægkærskolen nord for Silkeborg.

Her har man siden 2015 haft politikken ”hold fri fra mobil”, hvor børnene afleverer telefonerne i starten af skoledagen og først fået dem udleveret igen, når skoleklokken ringer ud.

Og det tiltag har indtil videre været en succes. I hvert fald hvis man spørger skoleleder Peter Mortensen, som påpeger, at den mobilfri zone har fået færre elever til at isolere sig.

- Vi havde en oplevelse af, at en mobiltelefon lægger op til, at man kan sidde og gemme sig bag en skærm. Men når mobilen er væk, så er det kiggen hinanden i øjnene og fællesskabet, der vokser. Så det har faktisk været en ret stor succes, siger han i Radio4 Morgen.

Han uddyber, at eleverne stadig har adgang til skærme i form af computere og big boards, men at det er skærmaktiviteter, der ikke lægger op til. at man putter sig i et hjørne med sin egen skærm.

- Vores elever er jo lige så meget på sociale medier (med eller uden telefonen red.). Det eneste, vi forsøger at give dem lov til, er at holde fri fra den konstante mobiltelefon i lommen, der jo har sådan en hypnotiserende virkning på nogle, oplever vi i perioder, siger han.

På Brøndby Strand Skole har man den tilgang til elevernes telefoner, at det her er lærerne der bestemmer, hvornår det lille stykke teknologi skal pakkes væk.

Og den politik ”fungerer rigtig fint”, så et direkte forbud ligger derfor ikke i kortene i den nærmeste fremtid, lyder det fra skoleleder Rikke Rubek.

- Det vigtigste er, at vi lærer børnene at navigere i den verden, der er. Og den verden er fyldt med mobiltelefoner og digitale enheder, der kan hjælpe på alle mulige måder. Derfor tror jeg, at et forbud mod mobiltelefoner i skolerne vil være bagstræberisk på en eller anden måde, siger hun.

Den kritiske holdning til Rasmus Lund-Nielsens forslag bliver bakket op af Jesper Tække, der er er lektor i Medievidenskab ved Aarhus Universitet.

Han kalder det for en ”falliterklæring” at fratage eleverne deres telefoner.

- Hvis ikke børnene lærer at håndtere og forholde sig til mobiltelefonen i skolen, så kan jeg ikke se, hvor de skal lære det henne, siger han og uddyber:

- Det er utroligt vigtigt, at eleverne kan lære at bruge telefonen på en måde, der er konstruktiv og støttende i deres sociale forhold. Hvis ikke man lærer at være gode digitale kammerater i skolen, så er det svært at se, hvor man skal lære det henne.

Heller ikke i skoleelevernes interesseorganisation, Danske Skoleelever, falder forslaget om et forbud i god jord.

Det fortæller Marie Holt Hermansen, der er formand i Danske Skoleelever.

-Det, der er vigtigt for os, det er, at man tager samtalerne ude i klasserne. Og hvis man som skole eller klasse finder ud af, at det er bedst for skolens fællesskab, at man ikke bruger mobiltelefonerne, så er vi selvfølgelig ikke imod det. Men vi er imod, at man fra nationalt hold siger, at vejen frem er et forbud, i stedet for at vi reelt set tager samtalerne, der er rigtig svære, ude på skolerne, siger hun.

Forslaget om at pakke telefonerne helt væk i skoletiden står indtil videre for ordførerens egen regning. Det er nemlig ikke en del af Moderaternes nuværende politik.

Men Rasmus Lund-Nielsen er fortsat overbevist om, at hans forslag er en god ide, og at det på sigt vil være med til at udvikle og styrke elevernes sociale relationer til hinanden.

-Det (kommunikation via telefonen red.) er en anden form for socialitet, der gør det sværere at udvikle empati og sætte sig ind i andres bevidsthed og forestille sig, hvordan de har det. Det bliver meget sværere at lære, hvis det skal være igennem en skærm. Og desuden har de alle døgnets andre timer til at kommunikere med hinanden gennem skærme. Det er jo ikke fordi, jeg vil forbyde skærme generelt, siger Rasmus Lund-Nielsen.

Penge: Danske familier kan se frem til mindre pres på deres private økonomi i 2023 sammenlignet med sidste år.

Varme- og elregningen for en almindelig dansk familie ser nemlig ud til at blive en smule lavere. Sådan lyder det i en prognose fra Danske Bank.

Ifølge prognosen ventes udgifterne til varme at falde med 100 kroner til 2.400 kroner om måneden.

Elregningen falder ifølge prognosen en smule mere med 230 kroner til 1.330 kroner om måneden.

Faldet skyldes især gaspriserne, som ventes at falde yderligere igen i 2023.

Det er dog først i 2024, at danske familier igen vil opleve fremgang i privatøkonomien ifølge cheføkonom og privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

- Selv om vi forventer, at forværringen i familiens økonomi bremser op i løbet af året, så er det formentlig først til næste år, at de oplever en decideret forbedring i deres økonomi, skriver hun i prognosen.

Beregningerne dækker over en familie, der består af to voksne og to børn, som bor i et parcelhus. Begge voksne har fuldtidsarbejde og tjente tilsammen 81.154 kroner om måneden før skat i 2020.

For 2024 er udsynet til gengæld noget mere positivt. Her forventes prisstigningerne at have aftaget markant.

Ifølge prognosen falder varmeudgifterne til 1.600 kroner om måneden og eludgifterne til 1080 kroner om måneden.

Danske Bank peger samtidig på, at familiens rådighedsbeløb falder med 0,1 procent i 2023, hvor det faldt 7,4 procent sidste år.

Den negative udvikling afløses af en stigning på 8,1 procent i 2024 til 34.434 kroner om måneden.

- Det svarer ca. til tilbagegangen i 2022 og 2023 tilsammen, men understreger også, at der samlet set er udsigt til 3 år med 0-vækst i det reale rådighedsbeløb. Det er en meget svag udvikling i historiske sammenhænge, skriver Louise Aggerstrøm Hansen.

/ritzau/