Musik, snak og lyden af træningsmaskiner runger på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter i Aarhus. En håndfuld kørestolsbrugere er i gang med at motionere.

Den 55-årige Lasse Larsen ruller over til en håndcykel for at træne sine skuldre. Hænderne, der er lamme, gelejder han ned i to handsker, som han får hjælp til at spænde fast til pedalerne. Og han begynder hjemmevant at køre armene rundt.

Lasse Larsen er lam i det meste af kroppen efter en ulykke. Døgnet rundt har han brug for hjælp, og der er derfor altid en handicaphjælper ved hans side.

Alt imens Lasse Larsen træner, har han sagt ja til at tale med Avisen Danmark om et svært emne. Er livet værd at leve, hvis man er blevet lam i næsten hele sin krop og har brug for assistance døgnet rundt?

En DR-dokumentar har sat gang i en debat om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal tillades i et vist omfang i Danmark. F.eks. for folk som Lasse Larsen.

I dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø" møder seerne nemlig den midaldrende smed Preben Nielsen, som ligesom Lasse Larsen har brækket nakken i en ulykke. Skaden har gjort Preben Nielsen lam fra halsen og ned.

Tre år efter ulykken står Preben Nielsen frem i dokumentaren fast besluttet på, at han ikke ønsker at leve mere. Han forklarer bl.a. sin beslutning med, at han finder det ydmygende at skulle have hjælp til alt, at han har smerter, og at han savner at kunne give sin kone et klap i numsen og et kram.

Med støtte fra sin familie vælger Preben Nielsen derfor at tage til Belgien og modtage aktiv dødshjælp i form af en sprøjte. Hans pointe med dokumentaren er klar: Han mener, at han burde kunne få aktiv dødshjælp i Danmark.

- Alle jer selvretfærdige skiderikker, der sidder og bestemmer, om jeg må få lov at dø. I tager fejl. For i sidste ende er det smeden, der får lov at bestemme. Og lige om lidt, så skal jeg dø. I kommer til at snakke om det, hvad enten I vil det eller ej. Tak for denne gang, siger han til slut i dokumentaren.

Ifølge Rigshospitalet får omkring 130-160 personer hvert år en rygmarvsskade f.eks. i forbindelse med et biluheld eller en arbejdsulykke. Aktuelt er der omkring 3000 mennesker i Danmark, der ligesom Preben Nielsen og Lasse Larsen lever med en rygmarvsskade.

Rygmarvsskader kan forårsage lammelser, hvis de nerver, der forbinder hoved med krop, bliver revet over. Værst er skade i nakkehvirvlerne, som er tilfældet for både Lasse Larsen og Preben Nielsen.

Mens DR-dokumentaren har mødt kritik fra nogle sider, har den også fået ros for at give et rørende indblik i beslutningen om at få aktiv dødshjælp. Reaktionerne byder bl.a. på forståelse af, at Preben Nielsen ikke ønsker at leve videre i en sådan tilstand.

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark, mens det er tilladt i Belgien, Holland og Luxembourg.

Begrebet aktiv dødshjælp dækker over, at lægen giver en behandling, der udelukkende har til formål, at patienten dør. Ikke at forveksle med såkaldt passiv dødshjælp, hvor læger lindrer smerter og uro hos en døende patient ved f.eks. at give en høj dosis morfin, selvom det kan medføre, at døden fremskyndes. Det er tilladt i Danmark, idet døden ikke er hovedformålet med den lindrende behandling.

Men hvordan forholder man sig til dokumentaren og debatten om aktiv dødshjælp, når man er i nogenlunde samme situation som Preben Nielsen?

Lasse Larsen fortæller, at han blev småsur, da han så dokumentaren. Det tager år at vænne sig til sit nye liv, understreger han, og efter hans mening gav smeden for tidligt op.

- Min hjælper sad og hylede, da vi så dokumentaren. Jeg sad og blev lidt småsur.

- Jeg er lidt i samme situation som ham, og jeg synes, det er alt for tidligt. Det tager år at komme sig over sådan et traume. Sagt med det forbehold, at jeg ikke ved, om der ligger nogle andre ting bag ved hans beslutning, som ikke kommer frem i udsendelsen.

Hvis vi tager udgangspunkt i, hvad han fortæller?

- Ja, så var det alt for tidligt. Han skulle være blevet tvunget til at arbejde på det. Give det en chance simpelthen. Få noget hjælp, noget andet hjælp. Hans omgivelser var alt for eftergivende efter min mening. De skulle have sagt: ”Kraftedeme nej, det får du ikke lov til.”

Lasse Larsen har også selv haft mange af de samme tanker, som Preben Nielsen giver udtryk for i dokumentaren, fortæller han.

Før ulykken for 22 år siden levede han et aktivt liv som familiefar med kone og to børn på tre og fem år i et rækkehus i Lisbjerg uden for Aarhus. Han arbejdede som sanitør, hvor han bl.a. gjorde rent efter selvmord, fortæller han.

- Eksempelvis personer, der havde skudt sig selv. Falck tager kun de store, fysiske ting. De lader hjernemasse og sådan noget ligge. Så kom vi og vaskede det væk fra gulv, vægge og lofter.

Derfor havde Lasse Larsen ikke drømt om, at han selv ville ende i en situation, hvor han surfede på nettet efter måder at tage sit eget liv.

Men som 33-årig deltog han i en polterabend. Turen gik forbi en forhindringsbane, hvor forhindringerne foregik over små søer. Lasse Larsen faldt i vandet og landede så uheldigt, at han brækkede nakken. Hans hoved lå under vand, og han var nær druknet, men blev vendt rundt i sidste øjeblik.

På sygehuset fik han beskeden om, at hans liv nu med ét var forandret. Det meste af kroppen var lammet, og han var indlagt i knap 11 måneder, fortæller han.

- Den tid, jeg var indlagt, græd jeg hver dag. Da jeg kunne komme op i en elkørestol og køre rundt, kørte jeg hen til et bestemt sted, hvor jeg kunne være alene og hyle.

- Jeg tror også, jeg surfede på internettet efter, hvordan man nemmest begår selvmord. Er det med piller, eller er det ved at drukne?

- Der er mange af Prebens tanker i udsendelsen, som jeg kan nikke genkendende til. Ting, man ikke kan mere. Ikke at kunne gå. Ikke at kunne flytte sig. Det sværeste, synes jeg, er ikke at kunne bruge mine fingre.

- Alle de der ting, man er negativ over i starten. Man tænker, at alting er ødelagt, og man kan ingenting længere. Men så får man sådan nogle lyspunkter efterhånden, når man finder ud af, at der er nogle ting, der faktisk stadig godt kan lade sig gøre, siger han.

Blandt patienter med rygmarvsskader er det normalt at opleve nedture. Selvmordstankerne kan opstå, fortæller Bente Elton Rasmussen, som er socialrådgiver på Specialhospitalet for Polio- og Ulykkespatienter og en del af det tværfaglige team, som behandler patienterne med rygmarvsskader.

- At være involveret i en alvorlig ulykke har vanvittigt store konsekvenser både fysisk og psykisk.

- Det at komme hjem til sin familie efter måske et halvt års indlæggelse og finde ud af, at ægtefællen og børnene har haft en hverdag, der har fungeret uden en selv. Og hvordan finder man sin nye rolle i familien?

- Og så kan det være senere i forløbet, hvor der opstår yderligere helbredsproblemer, eller man bliver tilkendt førtidspension. Eller ved mærkedage. Der er mange forskellige ting, der kan trigge. Den første jul eller den første årsdag for ulykken. Eller barnets konfirmation, siger hun.

Bente Elton Rasmussen fortæller, at hun har hørt om, at nogle få er taget til udlandet for at få aktiv dødshjælp.

Hospitalet har ifølge socialrådgiveren klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal agere, hvis en patient åbner op om selvmordstanker. For det første skal de ansatte spørge mere ind til det, og derefter er der forskellige måder, de kan tage handling på. Eksempelvis at køre personen på psykiatrisk skadestue, forklarer hun.

Bente Elton Rasmusen mener, at der i stedet for aktiv dødshjælp bør bruges kræfter på at yde "aktiv livshjælp". At give patienterne nyt indhold og mening med deres liv. I sit arbejde ser hun, hvilken forskel det kan gøre.

- Vi skal sørge for, at der er muligheder for det gode liv. At aktiv dødshjælp ikke er den vej, man bliver skubbet udad. For det er klart, at når man pådrager sig så voldsomme fysiske skader, som nogle af vores patienter gør, så skal man ud og finde en ny mening med livet. Der er nogle ting, man ikke længere kan, og hvad skal man så? Hvad kan vi som samfund tilbyde af hjælp i den forbindelse?

Hun understreger, at der er mange ting, der til trods for funktionsnedsættelsen stadig kan gå i opfyldelse.

- Selvfølgelig har man retten til at vælge at gå i hundene eller begå selvmord. Men vi skal forhåbentlig ikke presse folk derud.

- Vi ser rigtig mange fantastiske eksempler på, hvad der stadig kan lade sig gøre. Folk, der kommer tilbage i jobs som f.eks. folkeskolelærer eller ingeniør på en byggeplads. Det samme i forhold til hjælpemidler og teknologi. Der er rigtig mange muligheder på den front.

Da Lasse Larsen blev udskrevet fra sygehuset, begyndte hans nye liv, fortæller han.

"Mit liv nummer to", som han kalder det.

Han vendte tilbage til sin kone og børn, fik førtidspension og fik bygget et nyt, kørestolsvenligt hus i én etage. Men alting var forandret. Lasse Larsen fortæller, at for ham og hans kone fyldte det meget, at der nu altid var en ekstra person til stede i familien: handicaphjælperen.

- I starten var det meget grænseoverskridende at have en fremmed i sit hjem. Vi var jo en familie. Men det kan man lige så godt vænne sig til. Når man har en hjælperordning, så er personen en del af husstanden. Det er meget svært at holde adskilt.

- Men det føltes lidt invaderende. Lidt som at blive overvåget. Det er jo én, der er med til alting. Med på ferier og ja, til alt, hvad jeg laver. Der er intet skjult. Det kan man ikke. De er simpelthen mine arme og ben, siger han.

I dag er han dog glad for hjælperne.

- Det gør, at jeg kan føre et liv så tæt på det, jeg havde før. Ellers kunne jeg jo bare komme på plejehjem og sidde der som en grøntsag. Så jeg er blevet rigtig glad for den hjælp, jeg har. Det giver mig et helt andet liv, end jeg ellers ville have haft, hvis jeg havde boet i et andet land.

I dokumentaren kredsede Preben Nielsen meget om den tanke, at han pga. ulykken ikke længere kunne elske med sin kone.

Lasse Larsen oplevede også knas i kærligheden. Seks år efter ulykken blev han skilt fra sin kone, fortæller han. Men der lå andre årsager bag end alene hans nye handicap, understreger han.

- Vi blev skilt, men det var vi måske også blevet, selvom jeg ikke havde brækket nakken. Nogle ting har bare en begrænset holdbarhed. Og det var for det bedste.

Han peger på, at et kærlighedsliv sagtens kan fortsætte, selvom man ikke kan bevæge det meste af kroppen.

- Nu kan jeg så godt give en krammer, og det kunne Preben ikke. Men han kunne få krammere. Det må være halvt så godt. Han havde kærligheden fra sin kone. Han kunne blive kysset. Tungeslasket, havde jeg nær sagt. Givet omsorg og kærlighed. Så der tænkte jeg: ”Du har da dét. Det er der mange, der ikke har. Se det da som et lyspunkt."

- At han så ikke kan tage hende seksuelt som før, nej, men sex kan stadig godt lade sig gøre. Så må man være lidt opfindsom og eksperimentere. Der er også hjælpemidler til sådan noget. Mænd kan spise en pille. Der er mange ting, man kan få hjælp til.

- Når jeg har sex, kan jeg ikke mærke en skid. Men jeg er da med i det. I dén grad med i det. Det er et nyt liv, og det kan også være rigtig underholdende. Man skal ikke give op på det, siger han.

Netop at give op - det er, hvad Lasse Larsen mener, at Preben Nielsen gjorde på et alt for tidligt stadie.

Alligevel går Lasse Larsen ind for, at aktiv dødshjælp skal lovliggøres i Danmark.

- Mit udgangspunkt er, at jeg er for det. Men halvvejs inde i diskussionen er jeg nok nødt til at stige af, når man begynder at snakke om, hvem der får lov, og hvem der ikke får lov.

Skulle Preben have haft lov?

- Nej, jeg synes, det var alt for tidligt.

Hvorfor synes du så, at aktiv dødshjælp skal lovliggøres?

- Jeg tror inderst inde på, at der er nogle folk, hvor selvmord er det bedste for dem. På en human måde. Ikke ved at skyde knoppen af sig selv. Men ikke i Prebens alder og efter så kort tid med det handicap, som jeg trods alt kender lidt til. Det kan komme på tale senere måske. Det er bare for tidligt.

Biler: En stribe ladestandere til elbiler er placeret lige foran hovedindgangen til Volkswagens hovedsæde i Danmark. Den ene lader er godt nok blokeret af en gammeldags benzinbil, en VW Polo, som et symbol på, at den grønne omstilling ikke altid kører som smurt - i olie.

Det lave byggeri i et industrikvarter i Brøndby er hjemsted for Semler-koncernen, der er Danmarks største bilimportør med et salg på over 17 milliarder kroner sidste år.

Virksomheden har siden 1948 solgt Volkswagen på det danske marked, og for 11. år i træk er VW det mest solgte bilmærke i Danmark.

Langt nede ad en fløj har Michael Ebeling sit julepyntede kontor. Den 54-årige sønderjyde fik sidste år ansvaret for Volkswagen-salget i Danmark, men han har mere end 20 års erfaring fra bilbranchen. Alligevel er det de seneste år, der har gjort størst indtryk på ham.

Coronatiden smed en kæp i forsyningskæderne, der er helt afgørende for bilfabrikkerne, der henter dele mange steder i verden. Samtidig opstod der en akut mangel på mikrochips, der udløste ekstreme ventetider på helt nye biler.

Man så billeder af tusindvis af biler - både Volkswagen og andre mærker - efterladt i endeløse rækker på store parkeringspladser, imens de ventede på en sidste mikrochip.

Undervejs udviklede bilfabrikanterne stribevis af nye elbiler, som massevis af kunder stod parate til at købe hurtigere, end de kunne produceres.

I dag er der efterhånden styr på leveringstiderne, og straks melder det næste problem sig: Vi står foran et økonomisk tilbageslag, som traditionelt sætter sig hurtigt i bilsalget. En bilist, der er bekymret for sin økonomi, lader ofte den gamle bil køre et år længere.

- Jeg har arbejdet med biler i mange år, men jeg har ikke set en lignende situation nogensinde, hvor vi på den måde skal træffe nye beslutninger hele tiden, siger Michael Ebeling.

Den største langvarige effekt er udfasningen af benzin- og dieselbiler. Volkswagen skal lancere 10 nye elbiler frem mod 2026, og i 2033 skal den tyske bilgigant ikke længere produceres traditionelle brændstofbiler i Europa.

Lige nu er pejlemærket for alle bilfabrikanter en beslutning, som Europa-Parlamentet og EU’s medlemslande traf i oktober om et forbud imod salg af nye diesel- og benzinbiler fra 2035.

Det går allerede i den retning. I november var hver fjerde nye bil i Danmark en ren elbil.

VW nåede for nylig en milepæl med 10.000 solgte elbiler i Danmark, hvoraf Michael Ebeling selv kører rundt i den ene - en VW ID.5 - som han selvfølgelig siger, at han er glad for.

- Hvis du ser på de fleste af vores elbiler, så er de opgivet til at køre over 500 kilometer på en opladning. Ved blandet kørsel er det mindre, men det er stadig nok for de fleste - det er da sjældent, at man kører mere, siger Michael Ebeling.

Men netop rækkevidden er det store samtaleemne, når kunderne står i salgslokalet og skal vælge deres næste bil. Det nemme valg er en benzin- eller dieselbil, der uden problemer kører tværs gennem kongeriget og tilbage igen og stadig har masser af kilometer i tanken.

Især i vintermånederne mærker bilisterne i elbiler, at rækkevidden er lav, og langture kræver opladninger undervejs.

- Det er kundernes største bekymring lige nu. Det er ladeinfrastrukturen, som vi skal have forbedret, både i yderområder og i Storkøbenhavn og andre byer, hvor folk bor oven på hinanden og ikke har adgang til deres egen lader. Spørgsmålet er, om det går hurtigt nok, men når det er på plads, så er der ikke mange undskyldninger tilbage for ikke at købe en elbil, siger Michael Ebeling.

Hvad siger folk, når de køber en elbil? Er det for klimaets skyld, eller fordi elbiler er billigere at køre i end traditionelle biler?

- Det store fokus på klimaet påvirker kundernes interesse for biler. Vi skal heller ikke være blinde for, at afgifterne gør elbiler mere attraktive. Men de elbiler, vi sælger, er også meget moderne biler med software og udstyr, der giver en oplevelse af fremtidens bil, siger Michael Ebeling.

De mange nye elbiler på markedet opleves som en ketchupeffekt i kølvandet på, at amerikanske Tesla for 10 år siden lancerede elbilen Model S, der var luksuriøs, lynhurtig og havde et stort batteri og dermed en lang rækkevidde.

Succesen åbnede konkurrenternes øjne for, at elbiler ikke behøver at være et lille nicheprodukt til en begrænset fanskare, men det tog mange år, før den etablerede bilbranche var klar med attraktive elbiler.

Michael Ebeling tøver ikke med at indrømme, at Tesla har haft stor betydning for udviklingen af markedet for elbiler.

- Jeg anerkender fuldt ud den position, som Tesla har erhvervet sig. De er en ledestjerne, som vi gerne vil overtage, fordi vi selv har en vision om at blive det mest eftertragtede mærke inden for bæredygtige mobilitet, som det hedder. Men det er klart, at der har Tesla siddet godt på tronen, siger Michael Ebeling.

Har du været bekymret for, om Volkswagen kom for sent i gang med elbiler?

- Jeg ved ikke, om jeg har været bekymret, for vi ser jo planerne (fra Volkswagen-koncernen, red.), så vi vidste godt, at der var store visioner og mange modeller på vej. Til gengæld kunne man være bange for, om forbrugerne var klar til det. Det er en svær balance, siger Michael Ebeling.

Han sidder på forreste række til at opleve, at danskerne er blandt dem, der hurtigst skifter til elbiler. Antallet af elbiler i Danmark rundede for nylig 100.000, og selvom udviklingen er gået stærkt, udgør de stadig kun 3,5 procent af den danske bilpark.

I Norge er hver femte bil - altså 20 procent - nu en elbil, og her kan man for alvor tale om en revolution. Det har kun taget tre år at øge andelen fra 10 til 20 procent.

De nordiske lande har derfor en særlig status hos bilfabrikkerne, og det påvirker Michael Ebelings forretning på en meget direkte måde.

Tidligere var Danmark ikke forrest i køen til de lækreste nye biler fra bilfabrikkerne, for høje danske bilafgifter henviste danskerne til at købe billige biler med sparsomt udstyr. I dag ser det helt anderledes ud.

- Den dialog, vi har med fabrikken i dag, er anderledes end før i tiden. Det handler om at få nok biler til at dække den efterspørgsel, der er, siger Michael Ebeling.

Alligevel er der et vigtigt hul i sortimentet, som afholder massevis af danskere fra at køre grønt: En lille elbil på størrelse med Peugeot 208, Citroën C3, Toyota Yaris og VW Polo, som er blandt danskernes favoritter.

- Vi er et marked, der køber små biler, og der er udbuddet ikke stort på elbilmarkedet. Men det kommer, siger Michael Ebeling og peger på en kommende Volkswagen ID.2, der bliver på størrelse med en Polo og kan blive et salgshit i Danmark. Problemet er, at den først kommer på gaden i 2025.

Er det ikke farligt? Risikerer I ikke, at andre vælter jer af pinden?

- Nej. Vi fastholder vores ambition om at være det mest solgte bilmærke, siger Michael Ebeling.

Og pludselig en dag vil der ikke længere være benzin- og dieselbiler, der holder i vejen for ladestanderne uden for hans hovedkvarter.

Nytårsfejring: Selv om man nok har hørt eller set de farverige og bragende eksplosioner på nattehimlen hen over de seneste dage og uger, er det faktisk først fra 27. december, at privatpersoner lovligt måtte gøre brug af fyrværkeri.

Men står det til Dyrenes Beskyttelse, skal det fremadrettet ikke være en mulighed. Organisationen ønsker nemlig stramninger af fyrværkeri-reglerne samt på sigt et komplet forbud mod, at almindelige borgere må fyre krudt af overhovedet.

Og ifølge en ny undersøgelse fra Gallup står Dyrenes Beskyttelse ikke alene med ønsket om stramninger af fyrværkeriloven. Faktisk ønsker halvdelen af danskerne stramninger på området af forskellige grunde.

Organisationens begrundelse for stramninger er, at de mange brag, som varer over flere dage, bringer store mængder unødigt stress og ubehag til ikke bare kæledyr, men også vilde dyr og produktionsdyr, som køer og heste.

- Vi mener i Dyrenes Beskyttelse, at det skal være ulovligt, fordi det har så stor en negativ påvirkning på vores dyr. Dette bør reguleres, og her ser vi, at et forbud på den lange bane er den helt rigtige løsning, forklarer Jens Jokumsen, familiedyrschef i organisationen til Radio4 Morgen.

- Dyrene forstår ikke den her situation. De forstår ikke det, der sker omkring dem, og de har enormt svært ved at tilpasse sig den voldsomme situation. for kæledyr betyder det en masse stress og angst.

Organisationen forstår dog godt, at Rom ikke blev bygget på én dag, så i stedet for at kræve et forbud er man kommet med en række løsningsforslag til stramninger, som de håber kan ende i et ultimativt forbud for privatbrug af fyrværkeriet længere nede ad vejen.

Mellem løsningsforslagene finder man blandt andet begrænsninger. For eksempel en kortere affyringsperiode og en kortere salgsperiode.

- Vi tror ikke på, at et forbud er lige om hjørnet. Men vejen derhen kan være flere restriktioner. Det kan for eksempel være, at affyringsperioden bliver forkortet, så den kun er mellem kl. 18 til 02 selve nytårsaften, eller at der er en kortere salgsperiode. Det ser vi meget positivt på, fortæller Jens Jokumsen.

Organisationen mener, at netop en kortere affyringstid vil være rigtig godt for dyrene i forhold til den, som er der i dag. Især fordi folk ofte affyrer langt tidligere, end man egentlig må.

- De fleste af os har jo hørt fyrværkeri fra 15. december, hvor salget starter. Så det bliver pludselig en meget lang affyringsperiode, forklarer Jens Jokumsen.

Samtidig er der et forslag om offentlige arrangementer, hvor professionelle fyrværkere opstiller et planlagt show, frem for at tusindvis af individuelle amatør-fyrværkere selv opsender raketter overalt i landet flere dage i træk.

- Så er det trods alt begrænset. En professionel står for det, og det er i begrænsede områder. Så man ved, hvor det er, og så kan man trække sig væk derfra. Det er et af vores løsningsforslag. At en fyrværker stadig kan tage ud og stå for det, forklarer familiedyrschefen.

Det er ikke kun Dyrenes Beskyttelse, der ønsker ændringer i det nuværende fyrværkeri-reglement.

En undersøgelse foretaget af Gallup for forsikringsfirmaet Gjensidige viser nemlig, at hver anden dansker synes, at affyringsperioden bør forkortes fra de nuværende seks affyringsdage, som er fra 27. december til 1. januar.

Ud af de 1711 adspurgte i undersøgelsen svarede 23,8 procent, at det er hensynet til kæledyr, der får dem til at ønske en begrænsning på fyrværkeri. Det eneste hensyn, som vægtede højere, var miljø og klima. 27 procent gav det som begrundelse.

Ifølge Gunnar Knudsen, som har været fyrværker i 27 år og er direktør i Højen Magic Fyrværkeri, kommer stramninger og forbud dog ikke til at have den store effekt.

- Virkeligheden er jo, at i 1966 blev kanonslag forbudt. Men går man ud nytårsaften, kan man godt høre, at det forbud ikke helt har slået til endnu, forklarer han til Radio4.

- Et eventuelt forbuds eneste effekt ville være at den der milliard kroner, som fyrværkeri generer, vil ryge i lommerne på kriminelle i stedet for. Folk vil ikke holde op med at købe fyrværkeri. Et forbud vil ikke ændre noget, mener fyrværkeren.

Han mener heller ikke, at de mindre stramninger, som er foreslået af Dyrenes Beskyttelse, vil have en mærkbar effekt.

- Der er ingen tvivl om, at forslagene er fremsat med gode intentioner. Men i praksis tror jeg ikke så meget på ideerne. Hvis vi forkorter affyringstiden, vil det blive ragnarok, hvor alt bliver fyret af på meget kort tid, frem for spredt mere ud. Danskerne bruger omkring 400 fyrrefodscontainere fyrværkeri om året. Og jeg tror ikke, at de vil købe mindre. Og så er der også spørgsmålet om, hvem der skal håndhæve stramninger og forbud, spørger fyrværkeren i programmet.

Frem for forbud eller stramninger foreslår fyrværkeren, at folk i stedet kan forsøge at træne deres kæledyr, så de ikke bliver bange, når nytårsbragene kommer.

- I gamle dage brugte mange mennesker hundepropper. Og så affyrede de dem tæt på hundene, så de blev vænnet til, at fyrværkeriet ikke gjorde dem noget. Ligesom jagthunde ikke bliver bange, når et gevær går af.

Men til trods for argumenter som Gunnar Knudsens forholder Dyrenes Beskyttelse sig meget optimistisk omkring ændringer af fyrværkeri-kulturen, og håber på, at der inden for få år vil komme mærkbare ændringer i måden, danskerne håndterer nytårskrudtet.

- Jeg håber på, at den her dagsordenen vil blive taget op på Christiansborg inden for de næste tre til fem år. Og at der vil være lyst til at ændre på det, siger Jens Jokumsen fra Dyrenes Beskyttelse.