Hvis man er interesseret i indflydelse og magt i dansk politik, gør man klogt i at studere Lars Løkke Rasmussen (M). Sjældent har en politiker været i toppen af dansk politik så længe, som tilfældet allerede er med Lars Løkke Rasmussen.

Udover talent og flid har Løkke selv ved adskillige lejligheder leveret opskriften på succes:

- Når terræn og kort ikke stemmer overens, er man nødt til at følge terrænet, hvis man vil fremad.

Det mantra har fulgt Løkke, siden han som seks-årig begyndte til spejder. Og nu har både den blå og den røde opposition fundet ud af, at de er nødt til at kopiere Løkke. For Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen har - i hvert fald for en stund - ændret terrænet i dansk politik med dannelsen af SVM-regeringen.

Med etableringen af det nye "arbejdsfællesskab", som regeringen selv omtaler eksperimentet, er der også blevet etableret to nye oppositioner: En blå og borgerlig opposition til højre for regeringen og en rød-grøn opposition til venstre for regeringen.

Før jul havde Pia Olsen Dyhr inviteret partilederne fra de rød-grønne partier - Enhedslistens Mai Villadsen, De Radikales Martin Lidegaard og Alternativets Franciska Rosenkilde - til møde på SF-formandens kontor for at begynde de indledende samtaler om, hvordan partierne kan samarbejde og koordinere i den kommende tid. Og det er ikke kun på partileder-niveau, at koordineringen og kaffemøderne allerede er i fuld gang. Det gælder allerede også på ordførerniveau og blandt partiernes rådgivere.

En alliance på tværs af de politiske fløje er også ved at blomstre. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt står i en særdeles gunstig position. Ikke fordi hans og DF's fem mandater i sig selv kan afgøre noget som helst, når der skal tælles til 90 mandater, men fordi partiet gennem de seneste valgperioder har fået forhandlet sig med i ganske mange politiske forlig. Det betyder, at Messerschmidt pludselig kommer til at holde koordinerende møder med flere af partilederne fra de rød-grønne partier, når midterregeringen skal i gang med at føre regeringsgrundlaget ud i virkeligheden.

For selv om størstedelen af partierne i de to oppositioner har besluttet sig for - i første omgang - at anlægge en konstruktiv og samarbejds-/indflydelsessøgende linje over for SVM-regeringen, skal hulemøderne på kryds og tværs gøre hverdagen så hed som overhovedet muligt for ministrene.

Og de resterende ni partier i Folketinget er nødt til at samarbejde. For ellers risikerer de, at de slet ikke har nogen form for gennemslagskraft, når de tropper op til forhandlinger hos en minister med et flertal i ryggen. Vælgerne har nemlig kun udstyret de rød-grønne partier med tilsammen 37 mandater, mens de borgerlige oppositionspartier kan mønstre 48 mandater. Derfor har flere af partierne også slået pjalterne sammen og er gået i gang med at nærlæse, hvilke muligheder Folketingets og lovgivningen giver for beskyttelse af mindretal. Her var Nye Borgerliges Pernille Vermund hurtig til at finde et af redskaberne frem allerede før jul. Hun forsøgte at samle opbakning til en folkeafstemning om afskaffelsen af en helligdag, som regeringen har foreslået i regeringsgrundlaget. Det kræver opbakning fra 60 af Folketingets 179 medlemmer.

Vælgerne stemte 12 partier ind Folketinget, og det er kun Socialdemokratiet, der stadig kan karakteriseres som et "stort" parti. Det har ikke kun betydning i fordelingen af mandater. Det har også stor betydning i partistøtten, som blandt andet bruges til at finansiere partiernes sekretariater. Her vil de nye samarbejder blandt de (små) oppositionspartier også betyde, at de kan pulje ressourcerne og bedre yde regeringen og embedsværket et kvalificeret modspil.

Mens de rød-grønne partier er i fuld gang med at organisere sig, er man ikke så langt hos de borgerlige partier. Det er endnu uklart og mudret, hvem der skal overtage depechen fra Venstre og Jakob Ellemann-Jensen, som pt. er persona non grata blandt de borgerlige partier på grund af det selvvalgte eksil fra blå blok. Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg er et mulehår større end Liberal Alliance, men partiet er også det yngste i blå blok. Søren Pape Poulsen er den partileder med længst anciennitet blandt de blå partiformænd. Men måske er Liberal Alliances Alex Vanopslagh blå bloks bedste bud - efter Ellemann?

Spørgsmålene er mange, og svarene er få, når det gælder fremtiden for den resterende del af blå blok. Onde Venstre-tunger spøger med, om de gamle venner fra blå blok overhovedet når at finde fælles fodslag, før midterregeringen kuldsejler.

Hvis man skal tage programmet "Årgang 20" som et billede på os danskere, så er vi alle indfødte og vinterblege. Når vi danner par, er det udelukkende som mand og kvinde - ikke noget med homo eller variable kønsidentiteter her. Og når vi skal fordele arbejdsbyrderne og forsørgerpligten, er det især far, der gør karriere og arbejder i monstermange timer, mens mor er mest optaget af det hjemlige.

Det sidste ville ikke have huet den nyligt afdøde Lise Nørgaard.

Netop dette lidt 1950'er-agtige indtryk, som "Årgang 20" giver, har da også udløst kritik efter både første og anden sæson.

"Alt for mange gammeldags, forældede, heteronormative forestillinger i programmet", lød det i Berlingske.

"For dem, der frygter en generel feminisering af arbejdsmarkedet, kan "Årgang 20" fungere beroligende", stod der i Information.

I Jyllands-Posten blev hele konceptet angrebet ved at kaste kun én stjerne efter det - blandt andet med ordene "der er absolut ingen grund til at genoplive et tv-program, der i den grad bevæger sig ud i medieetiske gråzoner".

NÅ. Og hmnn.

Det er ikke forkerte pointer, men "Årgang 20" er meget andet end politisk ukorrekt.

Det havde været godt, hvis et af forældreparrene havde sammen køn. Hvis en kvinderne var hovedforsørger. Eller en af mændene var født af for eksempel palæstinensiske forældre. Men skal "Årgang 20" absolut give et fyldestgørende billede på Danmark, og er det overhovedet muligt? 

Skal også samtlige minoriteter af den ene eller anden slags og store som små altid være repræsenteret?

Ikke nødvendigvis.

Nu er tredje sæson i gang. Og den ligner de foregående. Mange bekymringer og overvejelser, men også indrømmelser, glæder og selvironi hos de medvirkende.

Og som sædvanlig er det både underholdende og tankevækkende at følge de fire familier, der tillidsfuldt lukker os ind i deres liv og tanker.

Deltagerne giver os et stort spejl, hvori vi kan lede efter os selv, og det er den største glæde ved programmet: Sådan gør vi også, sådan kunne vi gøre, eller sådan vil vi aldrig gøre ...

Som at fylde en flot indbygningsreol med pynt i stedet for bøger. Eller gøre afsløringen af et ufødt barns køn til en større familie-ceremoni. Eller at tage på spaophold uden børn, når man samtidig klager over, at arbejde forhindrer en i at se sine børn nok.

Alle vil kunne lave en liste over det, som de finder skønt eller for mærkeligt, og Facebook vil formentlig i den kommende tid flyde over med bemærkninger til sæsonens emner som skønhedsbehandlinger, dyre huskøb og et nyopstået anfald af rengøringsvanvid.

Her i tredje sæson er hovedfokus stadig på de fire forældrepar, da hverken lille Louie, Asmus, Solvej eller Ayasofia endnu er i stand til at føre en decideret samtale. 

Særligt Louies forældre, Maria og Daniel, gør indtryk, for hos familien i Lyngby er modgang flyttet ind. Louie får en svær diagnose, og det er ikke det eneste, forældrene må slås med.

På Als hos Asmus er der fuld gang i far Mads, hvis hobbyliste er næsten lige så lang som en pakkekalender. Han søger karriere og politisk indflydelse.

På Djursland får Solvejs far, Nikolaj, nye udfordringer i sin restaurant med stigende kødpriser, og han og mor Maria må indse, at charterferie med børn ikke er det driverliv, det har været.

Ayasofias forældre, Lisbeth og Christian, er ikke helt enige, da Lisbeth vil have et større hus. Christian spekulerer på økonomien.

Forældrene kan høste fordele af tv-eksponeringen. Det kommer der også et konkret eksempel på i denne sæson. Men man kan godt, som det skete i Jyllands-Posten, diskutere det etiske, for børnene har jo ikke valgt et offentligt liv. 

Avisen Danmark besøgte sidste år Asmus og hans familie. Her forklarede forældrene, at kontrakten med programmet kun gælder ét år ad gangen, og at de har redigeringsret.

- Men hvis en af drengene på et tidspunkt giver udtryk for gerne at ville stoppe med tv, så stopper vi! Vi vil ikke tvinge dem. Vi er en familie, og vi skal alle sammen have det godt med det her, sagde de.

"Årgang 20" - tredje sæson. Fire afsnit af ca. 40 minutter. Kan streames på TV2Play, som udgiver et nyt afsnit hver torsdag. Og ses på TV 2 fra torsdag 12. januar. Denne tv-klumme baserer sig på alle fire afsnit. 

Privatøkonomi: En lang række boligøkonomer og banker vurderer, at boligpriserne på landsplan vil falde markant det kommende år. Det Økonomiske Råd har lagt sig på et fald omkring 10 procent fra starten af 2022 og frem mod udgangen af 2023, mens der kan komme endnu større prisfald i landets største byer. Den vurdering kan de fleste eksperter nikke bekræftende til.

Mens det er dårlige nyheder for boligejerne, især dem der købte deres hus på toppen af markedet, så betyder de faldende boligpriser isoleret set, at det bliver lettere at komme ind på ejerboligmarkedet for dem, der drømmer om at eje deres egne mursten. Men hvad sker der så, hvis renten og dermed de månedlige udgifter stiger, sådan som den har gjort det ret markant i de seneste kvartaler. Flere boligøkonomer har af flere omgange understreget at faldet i boligpriserne slet ikke har været nok til at kompensere for de øgede renteudgifter.

Nu kaster en ny analyse fra Kraka Advisory, som er foretaget for Danske Bank, lys over, om de stigende renter i kombination med faldende priser er godt eller skidt nyt for dem, der overvejer at forlade lejemarkedet og købe en bolig.

- Vi har undersøgt et scenarie i tre af landets største byer, hvor vi tager udgangspunkt i, at priserne falder 20 procent, og renten stiger til 6 procent. Resultatet viser, at en gruppe på omtrent 250.000 lejere kan få mulighed for at købe en større ejerbolig, end de kunne i 2021 – også selv om udgiften til renter stiger, siger cheføkonom Mikael Bjørk Andersen fra Kraka Advisory.

Analysens resultater kan dermed være godt nyt for de boligsøgende, der har haft rigtig svært ved at komme ind på boligmarkedet de seneste år, fortæller cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

- Et markant prisfald på boligmarkedet vil være godt nyt for mange af de førstegangskøbere, som sidder og venter på, at deres økonomi kan række til at komme ind på boligmarkedet. Omvendt betyder et prisfald også, at de nye boligejere, som har købt, mens markedet var på toppen, er mere følsomme over for prisfald, hvis de står overfor at skulle sælge inden for en kort periode – så det er godt nyt for nogle og skidt nyt for andre, siger han og fortsætter:

- Det store spørgsmål er, om de højere renter, den høje inflation og den generelle usikkerhed gør, at flere vil holde sig tilbage med at gå ind på boligmarkedet – eller i hvert fald kræver et større prisnedslag end ellers. Så det er i høj grad en adfærdseffekt, der spiller ind i forhold til, hvor mange førstegangskøbere, vi kommer til at se de næste år, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Samtidig vil førstegangskøberne få endnu bedre vilkår, hvis renterne ikke stiger til 6 procent, fortæller han:

- I scenariet regnes der med en rente på seks procent, som vi så i en kort periode, men lige nu ligger den faste rente på omkring 4-5 procent. Hvis renten bliver på det niveau, så ser scenariet endnu mere positivt ud for førstegangskøberne.

Selvom cheføkonom Mikael Bjørk Andersen ikke vil kalde analysens resultater et decideret lyspunkt, så er det alligevel en udvikling, som er værd at bemærke i et marked, der ikke byder på særligt mange gode nyheder.

- Det er svært at juble alt for meget i den nuværende økonomiske situation, hvor vi fortsat er noget bekymrede for, hvordan det skal gå i 2023.  Men det er fair at gøre opmærksom på, at der er vindere og tabere i det her. Og for en lang række danskere ligger der nogle muligheder på boligmarkedet, som ikke har været der før. Og det er måske lidt overset, siger han.

Kraka Advisorys beregninger viser, at de forbedrede muligheder gælder for singler med en indkomst på over 35.000 kr. om måneden og par med en indkomst på over 30.000 kr. om måneden pr. person. Det er altså husstande med relativt høje indkomster, der vil få bedre muligheder for at købe en bolig i København, Aarhus eller Aalborg, mens dem med lavere indkomster har de samme muligheder, som de har i dag. Beregningerne viser også, at jo højere indkomst singler og par har, jo mere forbedres muligheden for at kunne købe flere kvadratmeter.

- For eksempel viser vores beregninger, at en single i København med en indkomst på 50.000 kr. om måneden inklusiv pension vil kunne købe en bolig i 2023, der er 36 procent større kvadratmetermæssigt, end hvad personen kunne købe i 2021. Det skyldes, at der er luft i økonomien til at klare de højere renteudgifter, mens personen i 2021 har været begrænset af kravet om, hvor høj gæld man må stifte i forhold til sin indkomst, fortæller Mikael Bjørk Andersen.

Ifølge Mikael Bjørk Andersen, så opstår de nye muligheder med andre ord for de personer, som tidligere har haft luft nok i økonomien til at købe en bestemt bolig, men som alligevel ikke har kunnet få lov til at finansiere boligkøbet pga. gældsfaktorkravet.

Gældsfaktorkravet går som udgangspunkt ud på, at du kan låne fire gange den årlige indkomst.

- Når boligpriserne falder, vil gældsfaktorkravet være mindre begrænsende for en lang række potentielle førstegangskøbere, som dermed får bedre muligheder for enten at træde ind på boligmarkedet i det hele taget eller købe en bolig, der er større end tidligere muligt, siger han.

Som om det ikke var så rigeligt, at britiske prins Harry under sin bror prins Williams bryllup med prinsesse Kate led nogle tunge kvaler som både forlover og festgæst, iført som han var i tingeltangel,  royal uniform og fuld honnør. Inde under de særprægede klædningsstykker døjede han også med en forfrossen penis. Et formentligt noget ubekvemt vedhæng, vel især når man er i selskabeligt lag.

Men det var sådan, det var, fortæller han selv.

Det fremgår af  flere britiske medier, heriblandt Independant og The Telegraph, der beretter om flere passager fra hans selvbiografi, der udkommer på tirsdag. Undtagen i Spanien. Dér tyvstartede forlaget med en udgivelse allerede i torsdags.

Her fortæller prins Harry bl. a. om en Nordpols-ekspedition på 300 kilometer en måned før, bror William blev smedet i hymens lænker med Kate i april 2011.

På ekspeditionen havde prins Harry bl. a. selskab af fire af sine soldaterkammerater fra kampene i Afghanistan. Det blev til nogle smertefulde, og fysisk skadesforvoldende oplevelser i den arktiske kulde, fremgår det. Og det var ikke gået over til brylluppet.

- Mens ørerne og kinderne allerede var ved at hele, var den lille diller det ikke. Det blev et større problem for hver dag, der gik, fortæller prins Harry ifølge de forskellige omtaler af selvbiografien.

Han fortæller også, at efter brylluppet tiltog smerterne i et omfang, så han både konsulterede Elisabeth Arden-cremer og en læge.

Hvilken af disse behandlingsformer, der hjalp, fremgår ikke af de britiske presseomtaler, men intet tyder dog på, skaderne har sat sig permanent i det kongelige kønsaggregat. I hvert fald ikke hvad avlsdygtigheden angår. Han har siden fået to børn i sit ægteskab med amerikanske Meghan Markle.

Nu han alligevel er i denne kropsregion, fortæller han også, at han blev omskåret som spæd, og at hans bror, prins William også blev det.

Han gør nogle bemærkninger om, fremgår det, at omskæring egentlig skulle mindske risikoen for penisforfrysninger. Det kom ham så ikke til gode dengang på Nordpolen.

Beretningen om de indefrosne kronjuveler er langt fra eneste lettere usædvanlige beretning fra det kongelige liv, der er kommet fra det britisk-amerikanske celebrity-par.

Talrige indbringende interviews og tv-udsendelser og dokumentarer har bidraget til fortællingen om, hvordan prins Harry, især siden sin mor prinsesse Dianas dramatiske død i 1997, har følt sig uden for, på visse træk udstødt og dårligt behandlet i briternes kongelige familie.

Ubehagelighederne  har i den grad, har de jævnligt fortalt, også ramte Meghan Markle, da hun kom ind i billedet og blev gift med prins Harry i 1918.

Fra den aktuelle selvbiografi har især avisen The Guardian i den forløbne uge kunnet fortælle om Harrys beskrivelser af, hvordan han engang i sit eget hjem blev overfaldet og slået i gulvet af sin bror, den britiske tronarving, prins William.

Det skete angiveligt i nogle meningsudvekslinger om Meghan, som William var muggen på og betegnede som "besværlig, uhøflig og ubehagelig."

Det har heller ikke undgået en markant offentlig omtale, at prins Harry i selvbiografien fortæller, at han som 17-årig kokain, og at han som udstationeret soldat i Afghanistan har skudt og dræbt 25 mennesker, uden at det her givet ham dårlig samvittighed.