Ukraine: Torturen hjemsøger stadig 48-årige Vyacheslav Bondarenko i hans drømme, der tager ham tilbage til torturrummet og mødet med de russiske soldater. Hans hustru Tatyana siger, at han taler i søvne, mens han i drømmene forsøger at afværge smerten, når torturbødlen sætter de elektriske ledninger på hans hænder og sender strøm gennem kroppen. Bødlernes ansigter spøger stadig, og Vyacheslav har svært ved at glemme traumerne.

Han har også svært ved at glemme frygten for døden under de lange forhør på politistationen i Balakliya. Byen kom tilbage under ukrainsk kontrol i september, og derefter begyndte historierne om Ruslands systematiske tortur af lokale at komme frem.

- På et tidspunkt gik jeg bare ud fra, at jeg ikke ville komme levende derfra. Jeg ville ikke give dem det, de ville have. Jeg var ikke samarbejdsvillig, siger Vyacheslav, der blev taget til fange af russerne den 12. juli og sad 16 dage i russisk fangenskab.

Vyacheslav blev anholdt flere måneder efter, russerne havde indtaget Balakliya. I de tidligere morgentimer den 12. juli stormede maskerede russiske soldater ind i Vyacheslav og Tatyanas hus, hvor de bor med deres 13-årige datter.

- Det viste sig, at de var efter min 20-årige søn, som på det tidspunkt kæmpede i Østukraine mod russerne, som han havde gjort fra starten af invasionen. De ville vide, hvor han var og have mig til at få ham til at fortælle hemmeligheder om det ukrainske militær, siger Vyacheslav, der blev ført ud i en lastbil og kørt ind på den berygtede politistation.

- Det er klart, at jeg ikke ville give dem min søn. Hvilken far gør det?

På politistationen blev Vyacheslav ført ind i en lille celle med en sæk over hovedet. I cellen sad fem andre, som fortalte den nyankomne om de forfærdelige ting, han havde i udsigt. Ofte kunne de høre skrigene fra torturen på kontoret længere nede ad gangen, hvor fangerne blev banket og fik sat stød til deres kroppe af den berygtede forhørsleder.

Nogle var blot et par dage på politistationen, før de blev løsladt eller transporteret et andet sted hen, forklarer Vyacheslav. Han frygter, at mange mistede livet under den hårde tortur. Nogle kom nemlig aldrig tilbage til cellerne efter, at de var ført ind på kontoret.

Nogle sad i flere måneder i de små celler, hvor fangerne kun fik de russiske soldaters rester at spise, forklarer Vyacheslav. Det kunne blandt andet være en tynd suppe med nogle få kartofler eller noget ris i. Der var kun to senge i cellen, så fangerne måtte sove siddende på ræd og række. Vyacheslav målte cellen ved hjælp af en tændstikæske. Den var 4,5 kvadratmeter.

Forhørene startede oftest formiddag og strakte sig langt hen ad dagen. Den ene fange efter den anden blev ført ud af de alt fem celler med en sæk over hovedet mod kontoret.

- Under inspektionen af bygningen opdagede vi ledninger, der førte til skjulte videokameraer i de rum, hvor folk blev holdt. Folk, herunder kvinder, sov på gulvet, og under afhøringer blev de tortureret med elektrisk strøm. I øjeblikket har vi et bekræftet dødsfald som følge af tortur, udtalte det ukrainske indenrigsministerium i en udtalelse i november.

De ukrainske myndigheder ved ikke præcist hvor mange, der blev tortureret under de mere end seks måneder, hvor Balakliya var under russisk kontrol. Avisen Danmark finder hurtigt flere eksempler på folk, der har været gennem torturen på politistationen.

Alle kender en, der har været tortureret. En kvinde joker med, at halvdelen af de omkring 25.000 indbyggere i byen på et eller andet tidspunkt har været forbi politistationen.

Ifølge Vyacheslav var det en broget flok, som sad fængslet på stationen.

- Der sad folk, som havde filmet russernes positioner. Men der sad også mange, som blot var blevet samlet op på gaden, forklarer Vyacheslav til Avisen Danmark.

Vyacheslav ejer en bedemandsforretning sammen med sin hustru. De har genåbnet den efter, Ukraine har genvundet kontrollen med Balakliya. I forretningen står flere forskellige kister lignet op med blomsterdekorationer af plastik. Ægteparrets hus blev skadet i løbet af kampene om byen, og Vyacheslav bruger meget af sin tid på at genopbygge huset.

Den resterende tid bruger han i forretningen for at presse tankerne væk og forsøge at komme sig. Der er nok dårligdom i Ukraine lige nu, forklarer han. Det er med at holde sig beskæftiget og forsøge at holde modet oppe, selvom det er hårdt.

Det går allerede bedre, men minderne fra den første gang, han blev trukket ud til afhøring, er svære at ryste af sig. Overfor ham sad tre soldater med huer over hovedet. Kun øjnene var synlige. Soldaterne talte med en accent, som Vyacheslav mener stammer fra Tjetjenien.

Tjetjenerne har ry for at være nogle af de mest brutale soldater på russernes side.

- Lederen sagde til mig, at han ville have, at jeg fik min søn til at fortælle om, hvilke våben ukrainerne fik af amerikanerne og hvor mange. Jeg lænede mig frem og spurgte ham, om han selv havde en søn. Det havde han. Så spurgte jeg ham, om han ville opgive sin søn på denne måde, hvis det var ham, der var i min situation, fortæller Vyacheslav, der ikke fik noget svar fra forhørslederen, der bare stirrede på Vyacheslav gennem sin maske.

- Hvordan kan du tro, at jeg vil gøre det? At jeg vil være sådan en idiot, sagde Vyacheslav.

Forhørslederen kaldte derefter Vyacheslav for modig. Soldaterne tog en gammel felttelefon fra Sovjetunionen frem med et drejehåndtag og satte på bordet. Der gik to ledninger ud fra den, som de satte på Vyacheslavs fingre og begyndte at dreje håndtaget. Når de drejede, blev der sendte strøm gennem Vyacheslavs fingre og ud i kroppen.

Vyacheslav skar tænder. Smerten var uudholdelig.

- Det føles som om, at strømmen suser gennem hele overkroppen gennem ens tænder, og jeg begynder at hoppe i stolen. Strømmen stryger lige gennem organerne, siger Vyacheslav.

Vyacheslav nægtede stadig at give efter. Han blev forhørt flere gange i dagene, der fulgte, men han ville ikke bukke under. Han fortalte sig selv, at han måtte stå imod for at beskytte sin søn. Det var bedre at dø end at forråde sønnen. En dag blev han hevet ud til forhør klokken ni om morgenen, hvilket var meget tidligere end normalt.

Det fik Vyacheslav og de andre fanger i cellen til at gispe. De frygtede, at soldaterne nu ville dræbe ham. I forhørslokalet kiggede den forhørslederen ham dybt i øjnene.

- Samarbejder du?

- Nej, svarede Vyacheslav, der derefter blev ført ud af rummet med en pose over hovedet.

Soldaterne trak ham udenfor. Vyacheslav ventede blot på, at der ville lyde et stort knald, og han ville ligge død på jorden. I stedet blev huen trukket af ham ude foran porten til politistationen, og han fik lov at gå. Vyacheslav blev svimmel og satte sig på jorden.

Et par dage efter mødte Vyacheslav sin 50-årige ven Anatoly Tutov på gaden i Balakliya. Han fortalte om torturrummet og sagde henkastet, at det virkede til, at alle i byen på et eller andet tidspunkt ville få samme tur. Anatoly havde været politisk aktiv for det højreorienterede ukrainske parti Svoboda og var begyndt at frygte, at han stod for skud.

Cirka ti dage senere kom turen til Anatoly, da nogle russiske soldater bankede på døren.

Under den første afhøring beskyldte forhørslederen Anatoly for at være nazist og en af Ruslands store fjender på trods af, at han kun havde været lokalpolitiker og, ifølge Anatoly, ikke havde deltaget i modstandskampen. De gav ham stød gennem fingrene og tæerne.

- De spurgte mig ikke om noget. De ville ikke have nogen information. De ville bare straffe mig, forklarer Anatoly, der forsøgte at forklare, at han slet ikke var nazist, men bare patriot.

Forhørslederen og de andre i lokalet slog ham derefter med deres stave, så blodet begyndte at flyde, forklarer Anatoly. Der var allerede blod på væggen bag Anatoly, hvor han kunne se noget, der lignede et skudhul. Forhørslederen, der gemte ansigtet bag en maske, stak en pistol i munden på Anatoly, der til sidst tryglede om at dø på grund af den uendelige smerte.

I stedet førte de ham tilbage i cellen, hvor han sad helt gul og blå efter de mange slag. Nogle dage efter blev han igen ført ind til de samme soldater, der fortsatte, hvor de slap.

De startede med at slå ham fra flere sider uden at tage hans hætte af.

- Jeg vidste ikke, hvor slagene kom fra, og jeg kunne ikke trække vejret, siger Anatoly.

Anatoly kunne ikke få det til at stoppe. De stillede ikke nogen spørgsmål og virkede kun til at ville straffe ham. De kendte navnene på hans kone, datter, og mange personer i hans netværk. De gjorde nar af ham og filmede store dele af torturen, mens de skraldgrinede.

Anatoly fortæller til Avisen Danmark, at han også tror, at hans torturbødler var fra Tjetjenien eller fra området omkring. Han påpeger, at flere af dem var muslimer. De forsøgte nemlig at omvende Anatoly, da de så, at han havde et kors om halsen.

- Da jeg for tredje gang blev hevet ind til forhør, så var det nogle andre soldater. De begyndte at stille mig spørgsmål om min politiske karriere, og om mine holdninger. De vidste, at jeg var pro-ukrainsk, siger Anatoly, der var helt blå efter de andre forhør.

På et tidspunkt brækkede forhørslederen to ribben på Anatoly. Det fik smerten fra hvert slag til at føles som knivstik. Han tryllede sine bødler om at ende hans liv, mens de morede sig over hans smerte. På et tidspunkt truede de med at voldtage hans hustru, husker Anatoly.

Under fjerde forhør blev Anatoly bedt om at hoppe på stedet og synge den ukrainske nationalmelodi gentagne gange. Derefter bad de ham synge den russiske.

- Jeg sagde, at jeg ikke kendte den russiske. De bad mig i stedet om at synge den sovjetiske, forklarer Anatoly, der fortsat skulle hoppe på stedet.

- Syng for fædrelandet, de fries hjem. Bolværk af folk i broderskab stærk. O Lenins parti, folkets styrke. Led os videre til kommunismens triumf, sang Anatoly.

Anatoly fik lov til at være i fred i nogle dage efter det fjerde større forhør, mens soldaterne i stedet kastede sig over nogle af de nyankomne, såsom en brandmand i byen.

Nogle dage efter blev Anatoly pludselig løsladt. Hans første indskydelse var at flygte ud af byen, så hurtigt som muligt, men det var risikabelt under den russiske besættelse. Kampene om byen var også begyndt at tage til, da ukrainerne rykkede tættere og tættere på.

For at komme væk skulle han køre igennem flere russiske kontrolposter, som nemt kunne finde det mistænkeligt, og måske kunne finde på at tage ham til fange.

I stedet blev Anatoly i byen og passede sin slagterforretning på det lokale marked.

Russerne lod ham være, og i september fik Ukraine genvundet kontrollen. I dag kæmper Anatoly stadig med at lægge tingene bag sig. Han i tvivl om, om det nogensinde vil lykkes.

Det hjælper dog, at han langt fra er alene med oplevelsen.

- Det giver stadig et sæt i mig, når biler kører stærkt forbi ude på vejen, eller når der er høje lyde. Jeg får det også dårligt ved at se soldater i gadebilledet, selv om de er ukrainske. Jeg er altid bange for, om der kommer nogen, siger Anatoly.

- Livet bliver aldrig det samme igen. Aldrig. Jeg kommer aldrig til at glemme det her. Det er umuligt. Jeg er for ødelagt, og det er mange andre også, forklarer han.

Anatoly havde lagt sin politiske karriere bag sig før den russiske invasion. Nu overvejer han, om han igen skal genoptage den.

- Da jeg var anholdt, forbandede jeg langt væk, at jeg nogensinde havde været i politik. Men nu overvejer jeg igen at stille op, når krigen er slut, og vi har vundet, siger Anatoly.

- Vi skal gøre Ukraine endnu bedre, end landet nogensinde har været.

Elbiler: Der bliver trængsel ved ladestationerne, når danskerne skal hjem til jul.

I år er der nemlig dobbelt så mange elbiler sammenlignet med sidste år. I alt 100.000 styk kører rundt på de danske veje. Og er der noget, der kan presse ladeinfrastrukturen, er det, når mange elbilejere skal afsted på samme tid.

- Vi har før set, at det kan give nogle udfordringer, når man som elbilist skal fra a til b i de travle juledage, og det stiller selvfølgelig krav til ladenetværket rundt omkring i landet, udtaler presseansvarlig hos Danmarks største ladeoperatør, Clever, Emilie Linders i en pressemeddelelse.

Landets veje er i forvejen pressede under juledagene.

Vejdirektoratet forventer, at der fredag den 23. december mellem klokken 11 og 14 vil være tæt trafik og risiko for mindre kødannelser.

2. juledag, hvor mange skal på tværs af landet, ser dog værst ud. Her forventer Vejdirektoratet forlænget rejsetid og stor risiko for kø, og man anbefaler derfor at undgå kørsel mellem klokken 11 og 15.

Ifølge Clever vil elbilister opleve "massiv travlhed og kødannelse" ved ladepunkter på ruten fra hovedstaden over Fyn mod Jylland.

Operatøren har derfor udarbejdet fem gode råd til en gnidningsfri køretur for elbilejere.

For det første bør man lade elbilen helt op hjemmefra. Mange elbiler kan ifølge Clever køre på tværs af landet med et fuldt batteri.

Har man alligevel brug for at lade op, anbefaler operatøren at lade batteriet op til 80 procent - ikke mere. De sidste 20 procent tager nemlig allerlængst tid.

Man bør også køre i god tid, så man undgår de mest trafikerede tidsrum mellem klokken 10 og 14 ved lynladestationerne.

- Lynladepunkterne kan til en vis grad komme køproblemet til livs, da bilisterne hurtigere kan fylde batteriet og komme videre ud på vejen. Det giver derfor god mening at lade ved en lynladestation, hvis der er sådan én på ruten, og især uden for de travleste perioder, udtaler Emilie Linders i pressemeddelelsen.

Clever anbefaler desuden at holde en jævn fart, da elmotoren arbejder hårdere, når du kører stærkt.

Det sidste råd går på at få det bedste ud af ventetiden. Selvom Clever har 5.000 offentlige ladepunkter rundt omkring i Danmark, skal man forberede sig på at holde i kø.

- Vi er helt vildt glade, og det føles fuldstændig vildt.

Sådan lyder reaktionen fra Peter Regel Møller, der er frontfigur for hundredvis af danskere adopterede fra Sydkorea. De kræver, at sandheden om deres første leveår kommer frem i lyset.

Forleden fik han og adopterede fra hele verden nemlig beskeden om, at den sydkoreanske Sandheds- og forsoningskommission har besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal efterforske, hvad der rent faktisk skete, dengang de blev bortadopteret i 70'erne og 80'erne. I Danmark er der omkring 9.000 adopterede fra Sydkorea.

- Vi havde et onlinemøde med folk fra hele verdenen. Der var jubelscener af en anden verden, og folk brød sammen i gråd, fortæller Peter Møller, der kom til Danmark, da han var seks måneder gammel.

Sammen med andre adopterede har han stiftet foreningen Danish Korean Rights Group (DKRG), der i efteråret anmodede kommissionen om at granske sagerne, da de mener, at der er blevet løjet om omstændighederne for deres adoption og givet forkerte informationer i deres adoptionspapirer.

- Adoptionsbureauerne har i de dokumenter, som de danske myndigheder og vores forældre har fået, løjet om vores alder, vores fødeby, og om at vi var forældreløse. Vi er adopteret på et falsk grundlag, har Peter Regel Møller tidligere sagt til avisen FrederiksbergLIV.

- Det handler om menneskerettigheder. Retten til at kende sin identitet og oprindelse. For mit eget vedkommende vil jeg gerne vide, hvad der skete i de seks måneder, inden jeg kom til Danmark.

DKRG havde afleveret 12.000 siders materiale til kommissionen, der til en begyndelse tager 34 adoptionssager ud til grundig undersøgelse, hvoraf 21 af dem omhandler danske adopterede, fortæller Peter Møller.

- Det går hurtigt, så jeg forstår godt, hvis det er svært at følge med.

Lena Fischer smiler og lader sine intense, brune øjne vandre – eller nærmere sprinte - hen over bordet, der er dækket med papirer.

Diagnoser, udredninger, utallige mails og hjemmegjort research.

Man kan mærke hendes fødder trippe i gulvet, og hun sidder i sin stol på en måde, så man forestiller sig, at hun kan finde på at skride, når det skal være.

Men det gør hun ikke. Hun har noget, hun vil ud med. Nogle gange går det bare lidt for stærkt.

Det har det altid gjort, fortæller hun. Tankerne har altid løbet som vilde heste. Som et teknodiskotek i en verden af slowdancers.

Eller som en gepard i et skildpadderæs.

- Det er ikke altid let at styre sig, når tankerne bare stormer rundt, siger hun undskyldende. Igen. Næsten som en automatreaktion.

Faktisk har Lena Fischer slet ikke noget at undskylde for. Det er bare gammel vane, siger hun.

Det er kun knap tre år siden, hun som 37-årig fik konstateret svær ADHD. Et voldsomt handicap, der for de flestes vedkommende bliver opdaget tidligt i livet, men altså ikke for Lena.

Lige nu er hun hårdt ramt, fortæller hun. Men sådan burde det ikke være, hvis man spørger hende. Hun føler sig frarøvet den medicin, der kunne hjælpe hende til et tilnærmelsesvist ”normalt liv”. Til at være et bedre menneske. En bedre hustru. Og en bedre mor. Hun føler sig frarøvet normaliteten og det, der for hende skabte ro og øget livskvalitet. Et bedre liv.

Og det er derfor, hun sidder her i dag. Og tripper på kanten af stolen.

Lena Fischer er født og opvokset i Esbjerg i en almindelig kernefamilie. Hun har både haft barndomskærester, gået til gymnastik og ridning, festet og været ung. Ligesom de fleste andre.

Men alligevel har der altid været noget, der var anderledes ved hende. Men i mange år vidste hun bare ikke, hvad det var.

- Jeg har altid haft mange indre kampe, dårligt selvværd og usikkerhed omkring mig selv. Men altså, hvilken teenager har ikke det. Så jeg lagde ikke mere i det dengang, men det var jo helt vildt frustrerende, for jeg forstod ikke, hvorfor jeg var, som jeg var, siger Lena Fischer og forsøger at uddybe, hvem hun var.

- Oppe i mit hoved var det som at køre 250 kilometer i timen på en 12-sporet motorvej. Sådan er det stadig. Der foregår titusinde ting ad gangen, og derfor var det jo for eksempel ikke superlet for mig at passe ind i folkeskolen, siger hun.

Selv om hendes hoved ikke altid gjorde livet let for hende, så fejlede hendes intelligens, ambitioner og mod på livet bestemt ikke noget. I løbet af årene har hun taget fire forskellige uddannelser som salgsassistent med speciale, kontorassistent indenfor spedition, zoneterapeut og lægeeksamineret fodplejer.

Og det var først, da hun selv havde stiftet familie med job, villa, børn og husbond, at det begyndte at gå op for hende, at hun skulle kæmpe nogle voldsomme kampe i forhold til de andre i hendes omgangskreds.

På grund af det handicap, der dengang stadigvæk var ukendt.

Som tiden gik, havde Lena Fischer ofte kigget på andre og tænkt, at det var utroligt, hvordan de kunne klare det stressede liv med børn, job, fritidsinteresser, venner og familie uden at brase sammen.

For sådan havde hun det ærligt talt selv indimellem. Som om hun ville brase sammen.

Når hun satte sig i sofaen om aftenen, var det som om, en damptromle fyldt med dårlig samvittighed kørte hende over. Og det var i perioder ved at æde hende op.

I 2019 var der dog en god ven, som en aften spurgte Lena, om hun nogensinde var blevet udredt for ADHD.

- Først afviste jeg. Ja, jeg benægtede, at det kunne være mig. Men i takt med, at jeg læste om det, og sidenhen tog en test på ADHD-foreningens hjemmeside, så gik det op for mig, at det kunne være forklaringen på, hvorfor min hjerne fungerer, som den gør, siger Lena Fischer, der i begyndelsen af 2020 endelig blev udredt for ADHD.

Og det var en blandet oplevelse.

- Det gør ondt at finde ud af, at man har levet med et handicap. Og særligt fordi det er usynligt. Man kunne jo ikke se, at der var noget galt i øverste etage på mig. Og folk har så mange fordomme. Men da jeg først havde slugt min stolthed og var blevet forsikret om, at det ikke hang sammen med min intelligens, så var jeg faktisk lettet over endelig at kunne forstå hvorfor, siger hun.

Ja, faktisk skulle Lena Fischer lære sig selv helt at kende på ny.

Så hun nørdede og slugte al litteratur, bøger og film, som man kunne finde om ADHD og livet med netop det handicap. Hun havde brug for at forstå alt omkring at være født med en funktionsnedsættelse.

- Når man er så langt inde i livet og har skabt en base som hustru og mor til to børn, så skal man altså lige lære at finde sig til rette med det. Men til gengæld begyndte jeg at blive mere tryg ved mig selv, og jeg forstod, at jeg ikke behøvede at flygte, siger Lena Fischer, der kort før udredningen for ADHD faktisk havde startet et helt nyt erhvervseventyr.

- Jeg havde startet min egen fodklinik, og så var det jo på en måde et chok, at det her pludselig kom ind i mit liv. Især fordi jeg dengang endnu ikke vidste, hvad det ville betyde for min hverdag og min fremtid, siger hun.

Lenas ADHD blev faktisk kun opdaget ved tilfælde, fordi hun selv henvendte sig til sin egen læge med ønsket om at blive udredt. Og lige så tilfældigt var det, at hun i begyndelsen af 2020, gennem det offentlige henvisningssystem, havnede hos en privat psykiater, der endte med at blive definerende for hendes liv.

- Han vidste med det samme, at det var ADHD. Han forstod mig, og han så og anerkendte mig. Det var første gang, jeg oplevede det i sundhedsvæsnet. Og han gjorde det klart for mig, at han kunne hjælpe mig til et bedre liv, men at han ikke kunne helbrede mig, siger Lena Fischer, der kort efter første møde med psykiateren startede op på medicin - et præparat kaldet motrion.

- Det var totalt livsforandrende. Jeg blev et bedre menneske. En bedre mor og en bedre hustru. Det var en vild følelse. Af glæde over at have overskud til mere end bare at overleve. Tilværelsen var væsentligt bedre i den periode. Jeg fik et større overskud, som skabte en øget livskvalitet til at forsøge at arbejde, passe min familie og få alt til at balancere. Og når min verden væltede – og det gør den indimellem, når man har ADHD og ikke er lydhør overfor sine egne kropssignaler - så kunne min psykiater hjælpe med at nulstille den. Jeg var helt tryg for første gang nogensinde i den tid, siger hun og smiler fra øre til øre ved tanken.

Hun savner den tid.

For det blev kun til lige omkring halvandet års glæde, tryghed og bedring i livet med sit handicap for Lena Fischer.

I sommeren 2021 døde hendes psykiater pludselig, og dermed stod hun i en helt ny situation. Hendes sag blev sendt tilbage til egen læge, og dermed kunne hun starte forfra.

- Det var som at stå i døråbningen til en flyver uden at have faldskærm på. Jeg blev henvist til lokalpsykiatrien, som ved første møde tog mig af den medicin, der ellers havde virket i halvandet år. Det virkede helt grotesk, og der blev jeg godt nok slået i gulvet, siger Lena Fischer og tager en tung, dyb indånding.

- Det var ligesom starten på et nyt helvede. Jeg blev mødt af et firkantet system, der slet ikke ville lytte, og det bragte mig helt ud i tovene. Mit fundament var væk, og jeg vaklede, siger hun.

Lena Fischer kigger ud over de mange papirer på bordet foran hende. Det virker utænkeligt, at nogen skulle kunne finde hoved og hale i det, men det kan hun, slår hun fast.

Helt konkret var det værste for hende, at hun fik frarøvet sin medicin. I stedet begyndte psykiateren i lokalpsykiatrien angiveligt at eksperimentere med forskellige andre præparater.

Og på samme tid virkede det slet ikke til, at de havde læst Lena Fischers medbragte journal fra den private psykiater, fortæller hun.

- Hvorfor ændre i noget, der tydeligvis fungerer? Jeg var velfungerende og i balance, før min psykiater døde. Nu blev jeg i stedet mødt af nogen, der ikke ville anerkende min situation. De lyttede slet ikke, siger Lena Fischer, der i de efterfølgende ti måneder var på hele tre forskellige typer medicin. Uden held.

- Intet af det havde den ønskede virkning. Intet kan sammenlignes med det, jeg først fik. Og jeg kunne ikke rigtigt få en forklaring. Præparatet er lovligt i Danmark, men jeg blev spist af med, at det var retningslinjer, som var deres grundlag for ikke at fortsætte medicineringen som tidligere. Men det virkede jo for mig, siger hun.

Og fra at have ro oppe i hovedet på den 12-sporede motorvej, så led hun pludselig af konstant uro og talepres.

Nu kører hun igen på højtryk.

Sådan har det altså været siden sidste sommer. I halvandet år har benene været urolige under hende. Og for få måneder siden blev hun så afsluttet i det offentlige sundhedssystem i det, der beskrives som en ”stationær” tilstand.

Sådan ser Lena Fischer dog slet ikke selv på det.

- Jeg forstår ikke, at jeg skulle være færdigbehandlet. Jeg har det værre, end da jeg kom ind på lokalpsykiatrien, og det virker faktisk mest af alt, som om man har givet op. Det føles som at blive trådt på, siger Lena Fischer.

De brune øjne bliver fugtige og hviler i et sårbart øjeblik bag brilleglasset.

Hun rusker op i sig selv.

- Det er svært, fordi jeg føler, at jeg svigter min familie. At jeg svigter mine børn. De er de eneste, der har holdt mig i live igennem det her. Sådan skal det jo ikke være at være patient i vores velfærds-Danmark. Det er et stort svigt, for det er svært at være en god forælder og den bedste udgave af sig selv, når man ikke får hjælp, selvom man råber op. I stedet går jeg rundt som en løve i et bur med konstant dårlig samvittighed, siger hun.

Når Lena Fischer ser sin sag kronologisk igennem, bliver hun overrasket hver eneste gang. Over den måde hun er blevet kastet rundt på. Over psykiaternes manglende lyst til at lytte. Over aflyste mødetider, uforberedt personale og sjusk i hendes journal.

Men det er ikke det værste. For Lena Fischer føler nok, at hun skal klare den. Hun frygter bare, at systemet, der ifølge hende er både firkantet, rigidt, uoverskueligt og kynisk, kommer til at svigte andre, mindre ressourcestærke borgere.

- Jeg har ressourcerne og kræfterne til at sige fra og kæmpe imod. Ja, jeg føler nogle gange, jeg kender det bedre, end de selv gør. Men sådan er det jo langt fra alle, der har det overskud. Så jeg tror, at man svigter mange andre borgere med ADHD og andre psykiske sygdomme og handicap. Systemet lytter ikke, og det er farligt, siger Lena Fischer, der kan dokumentere, at hun ved en af sine seneste henvendelser ved psykiatrien af en ledende psykiater fik en overraskende opfordring.

- Hun sagde, at jeg måske ville have bedre held i det private med at få den rette behandling. Det er jo en kæmpe falliterklæring, når det offentlige giver op på den måde. Som om de tager den besværlige patient og skubber hende væk. Så jeg ikke stiller spørgsmål. De erkendte simpelthen, at de ikke kunne og ville gøre mere for mig. Psykiatrien er presset til det yderste, men det virker helt på månen, at man begynder at sige sådan til patienter. Det er ikke alle, der bare har muligheden for at vælge det private til. Og hvor står man så, siger hun.

Lena Fischer vil gerne tilbage til det private, hvor hun for to år siden fik den behandling, som for hende fungerer bedst.

Men de seneste måneder har budt på en ny kamp med lokalpsykiatrien.

- De har ikke kunnet fremskaffe min henvisning, som jeg efterspurgte. Den skulle danne grundlag for en kronologisk skriftlig klage til lokalpsykiatrien over deres afslutning af mig, da jeg ikke længere er lige så velfungerende, som da jeg kom. Det virker helt vanvittigt, at der ikke er styr på tingene. Og det er i det hele taget min oplevelse. Det er nedslående, siger hun.

Agnete Larsen, der er cheflæge på Psykiatrisk Afdeling Esbjerg, vil ikke udtale sig om den specifikke sag, men siger, at det altid er trist, når patienter føler sig svigtet af systemet.

- Jeg bliver altid ked af det, når patienter har oplevelser, som er så negative. Det tager vi meget alvorligt. Jeg synes generelt, vi er gode til at møde og lytte til patienterne, men jeg ved, at det ikke altid lykkes. Og det ser det jo ud til i dette tilfælde, siger Agnete Larsen, der erkender, at der kan være problemer forbundet med medicinering af patienter.

- Vi har nogle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som vi skal følge, men den enkelte speciallæge må gerne ordinere doser af medicin, som ligger udenfor de retningslinjer. Men gør man det, så har man selv ansvaret. Så det er helt korrekt, at man som patient kan opleve, at man ikke nødvendigvis kan få den samme medicin, hvis man skifter læge, siger hun.

Avisen har forelagt Agnete Larsen den samtale, hvor Lena Fischer bliver opfordret til at søge i det private system i stedet for det offentlige, og det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med, slår cheflægen fast.

- Hvis man ikke har mulighed i systemet for at hjælpe med det, patienten gerne vil, så kan det godt give mening at vejlede omkring mulighederne i det private. Det er ikke alle patientforløb, der er lige vellykkede, men så kan det godt give mening at åbne for andre muligheder andre steder, siger Agnete Larsen, der ikke vil forholde sig til, om det er en falliterklæring.

- Det er selvfølgelig rigtigt, at det ikke er vores opgave at henvise til det private overordnet. Men når vi gør det, så er det for at hjælpe patienten med alternative muligheder, siger hun.

Agnete Larsen erkender ligeledes blankt, at der sagtens kan være tale om sager, hvor dele af en journal, for eksempel en henvisning, går tabt ved skift fra en elektronisk patientjournal til et nyt system, hvilket for psykiatrisk afdeling Esbjerg lige er sket den 29. maj i år efter ni år med et tidligere system.

- I forbindelse med overgangen fra det ene IT-system til det andet er der nogle oplysninger, der kan forsvinde. Det er et problem, vi desværre oplever, men ofte lykkes vi med at genfinde det tabte. Alligevel forstår jeg godt, at det kan opleves som et problem for patienterne. For det er det jo, siger hun.

Det giver Lena Fischer dog ikke meget for. Hun føler sig for en gangs skyld tom for ord. Og så alligevel ikke.

- Hvad blev der af omsorg? Og af at tage ansvar? Jeg er helt med på, at vores sundhedsvæsen er i knæ, og de ansatte løber sig selv ihjel, men kan det være rigtigt, at det er borgeren, der skal tage alt ansvaret for at finde løsninger. Sådan føles det i hvert fald. Jeg føler mig ikke hørt. Heller ikke i min kritik. Systemet er firkantet og rigidt, og jeg håber af hele mit hjerte, at der en dag kommer en læge, som møder mig, der hvor jeg er, siger Lena Fischer, der drømmer om at have overskuddet til at kigge fremad.

Hun vil gerne være optimistisk og tro på, at det bliver bedre. Men sandheden er, at hun ikke kan vide det.

Det kræver ifølge hende selv, at hun kommer i et forløb hos en forstående og lyttende psykiater, som kan hjælpe hende tilbage på den medicin, der har fungeret så godt for hende.

Og hun kalder det frustrerende, at hun må sidde tilbage med den følelse. Med tusindvis af spørgsmål.

- Hvorfor ændrer man behandlingen for en velmedicineret patient? Hvorfor taler det offentlige og private ikke sammen? Hvorfor opfordrer en ledende psykiater en patient til at prøve det private i stedet? Kan det være rigtigt, at det bliver borgeren, som rækker ud efter hjælp, der selv skal komme med løsningen? Hvad med ventetider og finansiering ved brug af privat psykiater? Der er så mange spørgsmål, og jeg er virkelig ved at være træt af at råbe. Jeg prøver faktisk bare at være den bedste udgave af mig selv, siger Lena Fischer.

For det er hun nødt til. For sine børn, sin mand og for sig selv. Og det er derfor, hun ikke kommer til at give op.