Job og arbejdsliv: De dukker jævnligt op. Historier om mennesker, der føler sig i klemme eller taget til fange på jobcentrene.

Eksempelvis den 42-årige Camilla Steen Møller fra Hinnerup, der pga. sygdom ikke kan arbejde, men hun kan heller ikke få førtidspension. Hun stod frem i FavrskovLIV i oktober efter fem år i jobcentersystemet.

Et syvårigt forløb i Jobcenter Randers endte for den 28-årige Rasmus Søndermølle Dalgaard med, at han ifølge TV 2 Østjylland udviklede PTSD.

Og i et læserbrev hos Fyens Stiftstidende i september beskrev Elisa With fra Bogense, at hun som sygemeldt oplever at skulle kæmpe for at blive behandlet med "bare lidt respekt".

Men det er ikke kun borgerne, der nogle gange oplever, at beskæftigelsesområdet fungerer uhensigtsmæssigt. Også flere af landets kommunaldirektører kritiserer nu, at der er alt for mange regler, som står i vejen for at kunne yde den bedste hjælp.

- Beskæftigelsesområdet er sådan set det største monster, vi overhovedet har, når det gælder regler og statslige krav, siger Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart Kommune.

Kommunaldirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune Jens Peter Hegelund Jensen peger på, at det går ud over borgerne, idet sagerne bliver trukket i langdrag for at opfylde paragrafferne.

- Vi ender i nogle uhensigtsmæssige forløb, hvor vores medarbejdere står tilbage og siger: "Jamen, vi mener egentlig, at det her ville være bedre for dig, men i henhold til lovgivningen skal vi gøre sådan."

Henrik Kolind, kommunaldirektør i Roskilde Kommune, mener også, at det går ud over borgerne:

- Vi kommer lidt til at jagte nogle borgere, som måske i virkeligheden ikke er realistiske at få i beskæftigelse, siger han.

En rundspørge blandt landets kommunaldirektører, som fagforeningen Djøf har lavet, viser, at en lang række kommunaldirektører er enige i, at unødvendige regler og krav fra statens side går ud over kvaliteten. Især på beskæftigelsesområdet er det et problem, viser rundspørgen, som 42 kommunaldirektører har svaret på.

Bl.a. svarer 26 kommunaldirektører, at bureaukrati i "høj" eller "meget høj grad" er en hindring for fagligheden på beskæftigelsesområdet.

Venstre præsenterede i august et udspil om helt at nedlægge jobcentrene. Det samme ønsker Nye Borgerlige, mens Enhedslisten og SF ifølge Jyllands-Posten ville trække beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i samråd i september efter en kritisk dokumentar fra TV 2 om jobcentrene kaldet 'Håbløst arbejde'.

Kommunaldirektør Henrik Kolind fra Roskilde Kommune understreger dog, at man "går galt i byen, hvis man tror, at man bare kan nedlægge jobcentrene"

- Mange af de her borgere har alle mulige andre problemer ud over ikke at have et arbejde. Psykiske, familiære og sociale. Der er ikke et quickfix på det, hvis vi vil bevare et anstændigt samfund for de borgere, der ikke er selvforsøgende.

- Vi mangler et opgør fra statens side. Derfor er vi mange kommuner, der er spændte på, hvad der kommer til at ske.

Jens Peter Hegelund Jensen fra Ringkøbing-Skjern Kommune medgiver, at det er godt, at der er nogle overordnede rammer, som er ens i alle kommuner. Det giver retssikkerhed, siger han.

- Du hører mig ikke sige: "Fjern alt".  Det er nok meget fornuftigt, at der er nogle ting, vi er enige om i landet. Så hvis jeg flytter til en anden kommune, så er det ikke som at flytte til et andet land. Men inden for den ramme er der en tendens til overstyring.

Alene på dagpengeområdet er der ifølge kommunaldirektøren knap 30.000 siders lovgivning.

- Så sagsbehandleren skal forholde sig til de her 30.000 sider i højere grad end at skulle forholde sig til, hvor skoen trykker hos fru Hansen, og hvordan kan vi hjælpe hende tilbage på arbejdsmarkedet hurtigst muligt, siger Jens Peter Hegelund Jensen.

For Steen Vinderslev i Middelfart Kommune handler det om, at tiden bliver brugt på de forkerte ting:

- Tiden bliver i for høj grad brugt på at lave opfølgninger og lave modregninger i ydelserne. Hvis man skal møde menneskerne ordentligt, så skal du ikke gå så meget op i procedure, men hvad man sammen med borgerne skal opnå sammen.

- Arbejdsløsheden er lav. Kunne det ikke vise, at jobcentrene faktisk fungerer?

- Jo, det gør de. Men der er også mange ansatte i jobcentrene. Og lige nu er der en national dagsorden om, at der skal være færre. Hvis vi stadig skal have en ordentlig indsats med færre ansatte, så skal der gives større frihed.

Socialdemokratiet foreslog i valgkampen at skære tre mia. kroner i jobcentersystemet. Og det kan efter Nicolai Wammens (S) mening gøres, uden at det går ud over beskæftigelsesindsatserne.

- Vi ønsker at tænke hele jobcenterindsatsen på en ny og bedre måde. Der skal simpelthen være mindre bureaukrati, og det skal være mere målrettet i forhold til den enkelte ledige, lød det i oktober fra Nicolai Wammen.

Det er ikke lykkedes Avisen Danmark at få en kommentar fra den fungerende beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), på kommunaldirektørernes kritik.

Fodbold er verdens mest populære sport. En kvart milliard mennesker spiller det selv, og over halvdelen af jordklodens befolkning så med i fjernsynet for fire år siden, da VM-slutrunden blev afholdt i Vladimir Putins Rusland. Om man hedder Pernille og kommer fra Ikast, er Sadio fra Senegal, eller Son fra Sydkorea - “the beautiful game” er et sprog, som de fleste taler.

Aldrig har spillet været så globaliseret som nu. Aldrig har det været så problematisk.

For fodbold er også en håndvask for tyranner, en malkeko for gangstere, en reklamesøjle for falske virksomheder. Pilrådden, grisk og ledet af mænd, der ikke giver en fløjtende fis for, hvor pengene kommer fra, siger kritikere.

- Fodbolden bryster sig af at stå for fairplay, fællesskab, inklusion og plads til alle. Men sporten bevæger sig længere og længere væk fra dets værdisæt, fordi klubejere, fodboldpolitikere og spillerne kigger mod autoritære regimer og deres enorme summer af penge, siger Stanis Elsborg, senioranalytiker ved Idrættens Analyseinstitut og Play the Game.

Han kalder professionel fodbold for “en skrantende patient” og mener, at VM i Qatar kan ende med at stå tilbage som “den største skandale i sportshistorien”.

- Det er svært at sammenligne på tværs af tid og kontekst. Men der er ingen tvivl om, at det her bliver et af de mørkeste kapitler.

I denne - lidt alternative VM-optakt - diagnosticerer vi fodboldsporten: Er slutrunden i Qatar - som har kostet migrantarbejdere livet, er forbudt for homoseksuelle og et resultat af korruption - et symptom? Er det en kulmination? Eller et forvarsel om fremtiden?

Vi starter rejsen i Oslo hos en norsk chefredaktør med karseklippet hår og en vagthunds tilgang til sporten. Hans navn er Håvard Melnæs.

Gennem mediet Josimar har han gøet af nationalhelten Ole Gunnar Solskjærs tvivlsomme skatteforhold, han har stukket snuden i verdens største klubbers lyssky sponsorater, og han har på flere reportagerejser gravet i migrantarbejdernes forhold i Qatar. Han har gjort det, som han mener, at flere sportsjournalister skulle have gjort langt tidligere.

- Medierne har dækket fodbold som underholdning, ikke som politik, siger 49-årige Håvard Melnæs, der selv har ladet sig fascinere af sporten, siden Brasiliens bedste spiller hed Zico.

- Efter VM i 1982 fik jeg en hund ved navn Zico. Når der var slutrunde, plejede jeg at tage fri hele måneden for at se bold. Nogle af mine fineste minder i livet er kommet igennem sporten.

Men ikke længere. Hans point of no return indtraf i Moskva i Rusland den 13. juni 2018. Vladimir Putin trådte ind på scenen til Fifas kongres, og fodboldpolitikere fra de mere end 200 medlemslande rejste sig og klappede.

- De hyldede en krigsforbryder, som har bombet sygehuse og skoler i Syrien. Som var gået i krig i både Georgien og Ukraine, og som brugte slutrunden til at undertrykke sin egen befolkning.

- Problemet ved moderne fodbold er, at fodbolden har takket ja til højstbydende uden at tænke over, hvor pengene kommer fra.

Han taler hurtigt og ophidset i telefonen. Fodboldfesten, mener Håvard Melnæs, er en illusion. Det handler først og fremmest om diplomatiske forbindelser, sikkerhedspolitiske alliancer og nye handelsnetværk. Især når det kommer til Qatar, som han kalder for “et dystopisk samfund uden frihed”.

Men er det ikke også både nemt og hyklerisk at sidde på moralens høje hest i velfærdslande som Norge og Danmark?

- Jo. Og kritikken om vestens dobbeltmoral rammer bulls eye. Vores politikere kritiserer brud på menneskerettigheder i forbindelse med VM, men laver glædeligt handelsaftaler med Qatar og lande, der er værre. Det ændrer bare ikke på, at Qatar er en apartheidstat.

Håvard Melnæs eget svar er kvindesporten. Her finder han stadig “ægte fodboldglæde”.

- Hvis professionel fodbold var en patient, vil jeg mene, at den lå i koma. Og det har den gjort siden 2015, hvor den faktisk stod ved en skillevej, siger han.

Håvard Melnæs referer til korruptionsskandelen i det internationale fodboldforbund Fifa, der for syv år siden førte til scener i Schweiz’ største by Zürich, der lignede slutningen på en mafiafilm. Kontorer blev udsat for razzia, hoteller blev stormet, og mænd i jakkesæt blev anholdt, lagt i håndjern og ført ind i politibiler ved højlys dag.

FBI - USA’s nationale sikkerhedstjeneste og forbundspoliti - udgav et 166 sider langt anklageskrift om årtiers omfattende bestikkelse, nepotisme og korruption i Fifa. Det lignede chancen for en frisk start.

En chance, som schweiziske Ginni Infantino stod klar til at gribe. Han blev ny præsident og lovede “at bringe fodbolden tilbage til Fifa og Fifa tilbage til fodbolden”.

- Det her er en ny æra, sagde han i starten af 2016.

Siden da har han afsat ledende skikkelser i Fifas etiske komité, som undersøgte korruption i forbundet. Han har holdt hemmelige møder med en schweizisk statsanklager, som undersøgte korruption i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaber. Infantino selv er flyttet til Qatar. Herfra er han flere gange fløjet til Saudi-Arabien, hvor han mødes med kronprins Mohammed bin Salman. En diktator, som har lagt billet ind på VM i 2030.

- Lad mig citere Greta Thunberg: Bla, bla, bla, bla, bla. Det er dét, der bliver gjort for sportens integritet. Tomme ord og nonsens, siger Declan Hill.

Han er ingen hvem som helst. Canadiske Declan Hill er ph.d. fra Oxford University, forfatter og og associeret professor ved University of New Haven. I mere end et årti har været regnet for en af verdens førende eksperter inden for matchfixing og korruption i international idræt. Men overfor Avisen Danmark lyder han som en, der har mistet håbet.

- Jeg elsker fodbold. Men for første gang i mit liv skal jeg ikke se ét minut af den her VM-slutrunde. Vi befinder os desværre i en mørk, mørk tid i fodboldhistorien, siger han.

Ifølge Declan Hill er det blevet fuldstændig uigennemskueligt, hvem der er i lommen på hvem. Han stoler på meget få organisationer og forbund i fodboldverden, og han er ikke engang sikker på, at der er rent trav på grønssværen.

I bogen “Det aftalte spil - fodbold og forbrydelse” afdækker han systematisk matchfixing. Gangsterbosser, der korrumperer spillere, dommere og ledere. Kriminelle, som manipulerer fodboldkampe - fra den finske liga til Champions League.

- Den globaliserede bettingverden gør, at du kan spille på 60.000 sports events om dagen. Det er en kæmpe industri. Mine kilder i matchfixing-verdenen siger, at de vil være tilstede i Qatar også. Og jeg vil ikke sige til dine læsere, at nogle af kampene ved VM vil være aftalt spil, for det aner jeg ikke.

Declan Hill tager en dyb indånding i telefonen.

- Men jeg har ingen tiltro til, at Fifa stopper dem. Der er gået 14 år, siden jeg udgav min bog, og deres svar har været bla, bla, bla.

Fifa selv siger, at de gør meget for at bekæmpe matchfixing i fodbold. Det er af fokuspunkterne i deres såkaldte Global Integrity Programme, og under VM i Qatar får de blandt andet hjælp af Sportradar, INTERPOL, the International Betting Integrity Association (IBIA) og FBI.

Alligevel bliver der spekuleret i snyd. Og to dage før VM-premieren er der kommet bemærkelsesværdige beskyldninger om ugler i mosen. Amjad Taha - regional direktør i British Middle East Center for Studies and Research i London - hævder overfor sine 438.000 følgere på Twitter, at Qatar har betalt Ecuadors landsholdsspillere 7,8 millioner dollars (56 millioner kroner) for at tabe åbningskampen mod værtsnationen. Informationen kommer fra "insiderkilder", skriver han.

Påstanden er på ingen måde bekræftet, men har skabt overskrifter i internationale medier.

Steve Menary - en britisk freelancejournalist og universitetsprofessor, der forsker i matchfixing - kalder det for "usandsynligt", at VM-kampe vil blive manipuleret. Han påpeger, at det først og fremmest er et fænomen blandt fattige klubber i mindre ligaer.

- Vi to kunne fixe en kamp i morgen, og vi ville aldrig blive opdaget, siger han til mig over telefonen.

- Det sker især i forbindelse med venskabskampe. Lad os bare sige, at et hold fra Danmark møder et hold fra Slovenien i Tyrkiet. Hvilket land står tilbage med ansvaret? Hvert år bliver der arrangeret cirka 1600 venskabskampe i Alanya, og der bliver gjort meget lidt for at kontrollere det.

Det seneste skud på stammen, der gør luppen over fodboldverden dugget, er kryptofirmaerne. Kort sagt er kryptovaluta en digital valuta, som ikke reguleres eller på anden vis styres af centralbanker eller pengeinstitutter. Teknologien gør det ikke blot nemmere at drive ulovlig betting-virksomhed. Firmaerne bag kryptovalutaerne er også begyndt at optræde på trøjerne i Europas største fodboldklubber.

For to uger siden blev det afsløret, at Premier League-klubben Fulham havde indgået et partnerskab med en kryptovirksomhed, der slet ikke eksisterede.

- Det var fusk. Men det er et eksempel på sportens grundlæggende problem: Alt for sjældent bliver der sat spørgsmålstegn ved, hvor pengene kommer fra.

Ifølge Steve Meneray er VM-slutrunden i Qatar et symptom på sportens fordærvelse. Måden, som fodboldens drives på, giver mening som kynisk forretningsmodel.

- Men fodboldklubber er ikke bilfabrikanter. Det er et socialt anliggende, siger han.

Pointen om spillets sociale ansvar hører man ikke kun fra kritiske forskere og journalister. Den politiske bevidsthed fylder også mere og mere blandt almindelige fodboldfans.

I en spritny megafonmåling på TV2 svarer fire ud af ti danskere, at Danmark burde boykotte VM i Qatar. Ord som “sportsvaskning” er blevet en del af vores vokabularium. Og når man lægger dét sammen med de mange korruptionsskandaler, er det ikke underligt, hvis man tænker, at verdens mest populære sport er døende.

Der er bare ét paradoks. Kvaliteten, mængden og udbuddet af fodbold har aldrig været større og bedre, end den er nu. Og derfor er det en kompleks diagnose, som Hans Bonde, idrætsforsker ved Københavns Universitet, stiller sporten:

- På den ene side trues patienten tydeligvis af en sygdom. På den anden side er patienten også noget af det sundeste og stærkeste, man kan forestille sig. Selve produktet fodbold er fuldstændig udenfor nummer, siger han.

De autoritære regimer og lyssky bagmænd, der pumper penge i sporten og bruger Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Neymar som brikker i magtspil, gør ikke bare sporten mere og mere politisk og problematisk. De gør den også bedre. Og mere populær.

Som Hans Bonde, der selv har arbejdet med sport og politik i årtier, pointerer:

- Det er jo derfor, at alle gerne vil have bid af elitefodbolden.

Året er 2014. Stedet er Herning Kongrescenter. Anledningen er Venstres landsmøde. Som det sidste officielle punkt på dagsordenen, inden de mange hundrede delegerede blev sendt hjem, kaldte daværende V-formand Lars Løkke Rasmussen sine borgerlige formandskolleger på scenen. Ind kom Søren Pape Poulsen (K), Anders Samuelsen (LA) og Kristian Thulesen Dahl (DF). Nu var det ellers tid til at signalere sammenhold.

Som Berlingskes nyhedsbureau konstaterede i et telegram fra Herning: "De små hyggelige vittigheder fyldte mere end politisk substans", for der blev nemlig talt rigtig meget om partiledernes livretter:

- Tilhørerne fik en rundtur i formændenes livretter: Kristian Thulesen Dahl foretrækker flæskesteg, Anders Samuelsen kan lide sushi, men spiser også gerne flæsk. Hos Lars Løkke Rasmussen får man også god mad, indimellem pizza nede fra den lokale, og Søren Pape Poulsen nåede vist ikke at fortælle om sin livret, skrev Berlingske Nyhedsbureau videre i referatet.

Den slags hyggeseancer er forholdet ikke til blandt de blå partier i øjeblikket. Og slet ikke efter Jakob Ellemann-Jensens tale til de godt 1400 delegerede i Herning Kongrescenter lørdag formiddag. Her gav Jakob Ellemann-Jensen nemlig sin analyse af både Venstres voldsomme valgnederlag, hvor partiet mistede hele 20 mandater, og det borgerlige Danmarks nedtur - ved andet folketingsvalg i træk.

- Vi er ikke i nærheden af et alternativ til Mette Frederiksen, konkluderede Ellemann-Jensen.

Før han nåede konklusionen, kom analysen:

- Vi kan ikke styre efter ultimative krav og den laveste fællesnævner blandt de blå partier. Vi er nødt til at give plads til hinanden. For vi er forskellige partier. Derfor er der heller ikke ét samlet borgerligt projekt blandt de blå partier. Ligesom der heller ikke er ét parti, der har patent på det borgerlige projekt, sagde Jakob Ellemann-Jensen om sine borgerlige kolleger og det borgerlige samarbejde.

Om Venstres egen position i det politiske landskab gjorde Jakob Ellemann-Jensen også klar til at løsrive sig fra fortidens borgerlige lænker:

- Vi skal stå meget skarpere i danskernes bevidsthed, end vi gør i dag. Selvfølgelig med respekt for vores samarbejdspartnere og deres ret til at mene noget andet end Venstre, men med en større selvstændighed som parti. For det går ikke, at Venstre kun kan være summen af det, som de blå partier kan blive enige om, sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Det skal altså være slut med at tage tæskene fra de borgerlige kolleger, vende den anden kind til og se vælgerne suse væk fra Venstre. Partiet er klar til at stå i egen ret - og det kan også blive nødvendigt. For de fem andre borgerlige partiledere hørte, at Venstre er klar til at droppe - i hvert fald for en stund - blå blok og i stedet indlede et muligt samarbejde med Mette Frederiksen.

Ender Jakob Ellemann-Jensen og Venstre i en regering med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, skal han ikke gøre sig de store forhåbninger om at kunne vende hjem til den hedengangne blå blok. Det gjorde både Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, og Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, klart i Avisen Danmarks og Radio4's politiske debatprogram, Det Blå Hjørne, i denne uge. I programmet blev der allerede - i spøg dog - talt om, hvilket borgerligt formandskontor der er stort nok til at huse de sædvanlige blå formandsmøder, som plejer at være hos V-formanden.

For ender Ellemann og Venstre i en Mette Frederiksen-ledet regering, og tager den dristige manøvre ikke pusten fra Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, som i parentes bemærket ifølge Epinions undersøgelser af vælgervandringer udgøres af 48 procent tidligere V-vælgere, så vil de øvrige borgerlige partier næppe stå med åbne arme, når Ellemann-Jensen og Venstre er færdige med at samarbejde med Mette Frederiksen.

Til den tid vil der næppe være mange rosende ord til Jakob Ellemann-Jensen - og det understreger Ellemanns pointe om, at partierne i blå blok skal sættes fri. Den slags frisættelse kommer dog med en pris. Prisen kan meget vel være, at Venstre med Jakob Ellemann-Jensen som formand aldrig bliver et statsministerparti.