Sundhed: Onsdag præsenterede Socialdemokratiet et forslag om at afsætte tre mia. kr. til højere løn og bedre arbejdsvilkår til offentligt ansatte.

Men præcist hvilke personalegrupper, der skal have lønstigninger og hvor meget, vil regeringen lade være op til arbejdsmarkedets parter at forhandle om. Statsminister Mette Frederiksen (S) peger dog på, at der er problemer med medarbejdermangel i sundhedssektoren, ældreplejen, daginstitutioner og i Kriminalforsorgen.

- Vi har som samfund stadig sværere ved at fastholde og rekruttere de medarbejdere, som vi alle sammen er så afhængige af. Det gælder på ældreområdet, sundhedsvæsenet, daginstitutionerne og i Kriminalforsorgen, sagde Mette Frederiksen på pressemøde onsdag.

- Der bliver løbet stærkt rundt omkring, og der er steder, hvor der mangler tid til omsorg og kerneopgaven.

Avisen Danmark har spurgt en pædagog, en sosu-hjælper, en sygeplejerske og en mangeårig fængselsbetjent, hvad de mener om Socialdemokratiets udspil - og det får en blandet modtagelse.

Symbolikken var næsten for tyk. På Plejecenter Sølund i hjertet af København præsenterede Socialdemokratiet onsdag syv principper for bedre løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.

Spoler vi tiden tilbage til januar 2019 var scenen nøjagtig den samme. Indholdet var dog noget andet. For i januar 2019 handlede det om retten til tidlig tilbagetrækning - det, vi i dag kender som Arne-pensionen. Den gang viste det sig, at der var godt seks måneder til valgdagen i juni samme år. Denne gang er der kun seks dage til valgdagen.

Mens danskerne i 2019 havde god tid til at forstå den socialdemokratiske fortælling om nødvendigheden af en endnu en pensionsordning, skal Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiet krydse fingre for, at vælgerne deler partiets analyse af et velfærdssamfund, der er på vej til at smuldre, og at medicinen er bedre lønforhold, så der kan rekrutteres den nødvendige arbejdskraft.

Konkret har Socialdemokratiet smidt tre milliarder kroner på bordet - i 2030 - og så har de fremlagt syv principper for, hvilke udfordringer de tre milliarder kroner skal løse. Det drejer sig blandt andet om, pengene skal bidrage til at løse rekrutteringsudfordringerne, skal sikre mere lige aflønning, skal målrettes stillinger med borgernære opgaver, skal bidrage til, at flere arbejder på fuld tid, samt at pengene skal bidrage til, at der bruges færre vikarer. Det er ganske mange udfordringer, tre milliarder kroner om otte år skal kunne løse. Og derfor vil der med stor sandsynlighed være nogle af de godt 850.000 offentligt ansatte, som vil føle sig snydt. Mette Frederiksen håber bare på, at de ikke gør det inden valgdagen. For alle kan ikke få. Men de skal helst tro, at det er præcis deres faggruppe, der bliver ekstra værdsat og tilgodeset.

Efter tirsdag den 1. november bliver det beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards opgave - hvis Socialdemokratiet fortsætter i regering og får overbevist tilstrækkelig mange mandater i Folketinget om, at en regeringskonstellation med partiet kan danne regering - at få skruet et trepartsforhandlingsforløb sammen. For regeringen ønsker nemlig ikke selv at fastsætte, hvilken faggruppe der skal have hvilken lønstigning.

Ikke nok med at Mette Frederiksen satser hårdt på, at vælgerne kan lide hendes principper og tror på, at hun kan gentage Arne-succesen fra 2019-valget, Mette Frederiksen satser også på, at fagbevægelsen vil hjælpe hende med at træffe det svære valg - fordelingen af lønkroner.

Efter 2019-valget skulle Mette Frederiksen blot finde 90 mandater, der ville støtte regeringens Arne-forslag. Der blev handlet lidt til højre og lidt til venstre, og så leverede Dansk Folkeparti de afgørende mandater. Der var tale om en politisk aftale, som alle partierne fik noget ud af. Nu er det en helt anden slags forhandling, Mette Frederiksen lægger op til. En forhandling, der kan vise sig at være langt mere kompliceret.

For Socialdemokratiets udspil har allerede hamret en stor kile ned mellem de faglige organisationer i den offentlige sektor. For hvilken fagforeningsformand vil frivilligt sige, at vedkommendes medlemmer ikke bør have en del af de tre milliarder kroner? Hvilken fagforeningsformand kan tåle at komme ud af trepartsforhandlinger uden en krone til sine medlemmer? Fagbosserne kan sidde i Statsministeriets spejlsal med musselmalet kaffekopper, sprøde croissanter og korslagte arme, mens de ser på Mette Frederiksen og Nicolai Wammen: Vi kan ikke blive enige. I må prioritere!

For godt 10 år siden troede en anden socialdemokratisk statsminister, Helle Thorning-Schmidt, også, at fagbevægelsen var klar til at hjælpe hende. Den gang havde hun sammen med Villy Søvndal (SF) og Bjarne Corydon (S) planlagt, at der skulle arbejdes 12 minutter længere - eller fjernes nogle helligdage. Da Dansk Metal stak en kæp i hjulet på det projekt ved at afvise forslaget om at sløjfe en helligdag eller to, måtte finansminister Bjarne Corydon aflyse forhandlingerne. Det kunne ellers have skaffet fire milliarder kroner ekstra til statskassen.

Det er naturligvis altid nemmere at lave en trepartsaftale, når der ikke skal skaffe penge men i stedet er friske penge på bordet. Men Mette Frederiksen gambler med lønløftet, og hun risikerer at floppe på samme måde som Thorning og Cordyon.

BOSÆTNING: Da 31-årige Jeanett Thomsen blev student, var planen egentlig, at hun skulle til Aarhus for at læse videre på universitetet.

Hvad hun egentlig skulle uddanne sig til, vidste hun ikke. Hun skulle bare afsted - væk fra opvækstens rammer på Mors - ligesom alle de andre.

Men i løbet af sit sabbatår blev hun i tvivl.

- Jeg kunne bare mærke, at det ikke var det rigtige for mig. Det føltes forkert at tage til Aarhus, bare fordi de andre gjorde det, siger hun.

Hun flyttede i stedet i lejlighed i Herning og startede på uddannelsen som mediegrafiker.

- Men efter at have boet et års tid i Herning fandt jeg ud af, at det var billigere at bo hjemme hos mine forældre, købe en helt ny bil og pendle frem og tilbage. Så kunne jeg også komme tilbage til det sted, jeg hører til, for jeg kunne slet ikke finde mig til rette i Herning, siger hun.

Bortset fra det korte ophold i Herning på grundforløbet til uddannelsen som mediegrafiker, har hun boet på Mors i hele sit liv. Og hun har ikke umiddelbart planer om at smutte igen.

Men morsingboen, der holder fast i sin hjemstavn, er egentlig undtagelsen fra reglen på landsplan. Der er nemlig færre og færre danskere, der bor i deres barndomskommune.

Det viser en ny analyse fra Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum.

Andelen af danskere, der som 35-årige bor i den samme kommune, som de afsluttede grundskolen i, er faldet de seneste år. Fra årgang 1971 til 1987 er andelen faldet fra 43,5 procent til 38,7 procent.

- Generelt set er der i årevis sket en centralisering, hvor mange funktioner som uddannelse, virksomheder og job er rykket tættere på de store byer. Derfor er mange unge rykket væk for at uddanne sig eller få job, og mange af dem er så ikke vendt tilbage igen til der, hvor de er født, siger Helle Nørgaard, der er seniorforsker på Aalborg Universitet og ekspert i danskernes flyttemønstre.

Flere unge flytter fra deres barndomskommune, når de skal realisere sig selv med karriere og familieliv. Imidlertid er der store kommunale forskelle på, hvor de unge bliver og smutter, når de er færdiguddannede og for alvor bosætter sig som 35-årige.

Men tallene siger ikke noget om, hvorvidt de unge 35-årige har været ude og realisere sig andre steder i landet og derefter er vendt tilbage - eller om de blot er blevet.

I analysen er Aalborg Kommune en storvinder i forhold til ungdomsårgange, der er blevet eller vendt hjem, mens Brønderslev Kommune ikke langt derfra på de kanter, har vinket farvel til mange af de unge, der fødes der.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at Brønderslev Kommune har gjort en masse forkert. Det understreger Hanne Tanvig, der er landdistriktsforsker og seniorrådgiver på Københavns Universitet.

- Det er ikke muligt at finde et klart mønster på baggrund af tallene. Skal man søge forklaringer på kommunale forskelle, skal man være varsom, for de kan skyldes mange, meget forskellige faktorer, siger Hanne Tanvig.

Kigger man på Aalborg Kommune, kan det være dens rige muligheder for uddannelse, job og flere lejeboliger, der holder de unge der.

Men når en landkommune som eksempelvis Brønderslev klarer sig skidt, kan det skyldes, at kommunen tidligere havde mange flere "hjemmefødninge" end alle andre, og kommunen nu er blevet mere "normal", påpeger Hanne Tanvig.

Hos andre landkommuner, der klarer sig godt, som eksempelvis Morsø Kommune, kan det ifølge Helle Nørgaard fra Aalborg Universitet handle om konkret stedtilknytning.

De kan have en særlig smuk natur eller andet - og drejer sig altså ikke partout om kommunen i sig selv.

Helle Nørgaard peger på, at barndomskommunen i realiteten kan indeholde alt det, de unge søger, men at andre forhold afgør, at de vælger en anden kommune.

- Vi ved fra andre undersøgelser, at mange gerne vil give deres børn en opvækst, som indeholder samme kvaliteter som deres egen. Men det behøver ikke at udmønte sig i barndomskommunen, for det kan være, at nabokommunen er bedre i forhold til job- og institutionsmuligheder.

- Det kan også være, at det er ens partners hjemkommune - eller nabokommunen til den, som af flere årsager passer familien bedre, siger Helle Nørgaard.

Jeanett Thomsen er ikke i tvivl om, hvad det er ved Mors, der drager hende.

- Der er skønne naturområder, hvor man kan tage hen og være sig selv. Man er aldrig langt fra fjorden eller skoven. Vesterhavet er kun en kort køretur væk. Det er meget muligt, man finde en park i en stor by, men her kan du tage steder hen, hvor der vitterligt ikke er andre. Hvor man kan koble af uden at blive forstyrret, siger hun.

Samtidig spiller familiens nærhed en rolle. Jeanett har i flere år kæmpet med depression og angst, og hendes far og lillebror - der også bor på øen - har været hendes faste støtter.

Da hun boede i Herning, kunne hun ikke finde ro for udrykningskøretøjer, larm fra gaden og naboer, der så film om natten med lydanlægget skruet op i et niveau, der ikke ligefrem var hensynsfuldt.

Og hun savnede et socialt netværk, fordi mange af klassekammeraterne pendlede til byen fra Ikast, Vildbjerg eller Holstebro.

Størstedelen af sin fritid brugte hun alene i sin lejlighed, hvor hun ventede på at det blev fredag, så hun kunne komme hjem på weekend.

- Man kunne godt gå en tur ned gennem gågaden, men det var altid alene. Der var intet socialt over studiet. Af og til var der en onsdag, hvor vi kunne tage ud og drikke en enkelt øl, inden de andre skulle med toget eller bussen hjem. Det var det, der var, siger hun.

Det er kun 10 år siden, man omtalte yder- og landkommuner på danmarkskortet som "den rådne banan". Et udtryk både Hanne Tanvig og Helle Nørgaard mener, er en "sejlivet myte".

For selv om "udkantsdanmark" som begreb ikke er helt dødt endnu, er der sket et skifte.

- Siden 2013 og efter finanskrisens ophør har vi oplevet en stigende grad af modurbanisering - altså fraflytning fra storbyerne. Nu har vi op til flere nye kriser, som kan rykke i den geografiske grundvold og måske styre folk i modsat retning, siger Hanne Tanvig.

Eksperterne påpeger, at udviklingen har fulgt med konjunkturerne over tid, og så er der sidenhen lanceret politiske tiltag med udflytning af statslige arbejdspladser, uddannelser og senest en mulighed for at låne til køb af et hus i yderområderne.

- Det er ikke undersøgt, hvad de politiske tiltag har af betydning, men vi ved, at udover muligheden for rent økonomisk at kunne leve det liv, man vil, handler det meget om at komme tæt på familie og sociale relationer, siger Helle Nørgaard.

Men når flere forlader barndomskommunerne, og det falder ret så tilfældigt ud, hvilke kommuner der ender med at vinde de unge, hvad kan kommunerne så gøre for ikke at tabe kampen?

Ikke meget, er det korte svar.

- Man må ikke forfalde til at gøre de her tal til et spørgsmål om attraktion og branding af kommuner. En kommune er blot en administrativ grænse, siger Hanne Tanvig.

Helle Nørgaard mener, at kommunerne skal overveje at gå væk fra, at alt skal handle om flere og flere mennesker, når ingen kan vinde alle over eller har opskriften på det.

- Jeg kan godt forstå, hvis man som borgmester synes, det er trist, det bare er en konstant nedadgående kurve, men det er det så heller ikke alle steder på nogen måde. Lokalt skal man i stedet aktivere de muligheder og kvaliteter, man har, siger hun.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er andelen af 35-årige, der enten er blevet eller flyttet tilbage til kommunen, faldet med 13,5 procentpoint fra årgang 1971 til 1987.

Kommunens borgmester, Venstres Hans Østergaard, forestillede sig egentlig, at andelen var højere.

- Vi er selvfølgelig helt bevidste om sammenhængene. Rigtig mange flytter fra kommunen, når de skal uddanne sig. Det er de nødt til, fordi vi ikke har videregående uddannelser. Og hovedparten bliver altså hængende derude. Men vi gør faktisk en del for at prøve at lokke dem tilbage, siger han.

Kommunen lancerede for år tilbage Klub Eksilvestjyder, der blandt andet inviterer tidligere beboere i kommunen til håndboldkampe og sender dem jobopslag inden for netop deres fagområde fra virksomheder i kommunen.

- Vi prøver at sikre, at de unge mennesker bevarer en form for tilknytning til kommunen, når de rejser fra os. Og så håber vi jo, at de på et eller andet tidspunkt får lyst til at flytte tilbage igen, siger Hans Østergaard.

Men for tre-fire år siden mødte en ung pige op på borgmesterkontoret i Ringkøbing og fortalte Hans Østergaard, at han også burde gøre noget for dem, der vælger at blive, når nu kommunen gør så meget for dem, der rejser herfra.

- Så vi etablerede en anden klub - InWestjylland - for dem, der er blevet, så de også kan se en værdi i at blive boende her i kommunen, siger borgmesteren.

Tilbage på Mors har Jeanett Thomsen tænkt sig at blive, hvor hun er. Faktisk svarer hun uden tøven "ja" til spørgsmålet om, hvorvidt hun har planer om at blive boende på Mors resten af sit liv.

- Jeg mærker altid en indre ro, når jeg krydser Sallingsundbroen til Mors. Der er nærmest som om, der er en sten, der falder fra mit hjerte, fordi jeg ved, jeg er hjemme, siger hun.

Så kom dagen, hvor det længe ventet lønudspil fra Socialdemokratiet, som flere mener kan blive afgørende i valgkampen, blev præsenteret. Men også Lars Løkke Rasmussen havde politiske planer i ærmet.