Politik: I de seneste uger er det ikke meget, han har talt om det. Når han har været rundt i Danmark og besøge virksomheder, gymnasier, plejehjem og deltaget i vælgermøder, har mange spørgsmål handlet om Ruslands krig i Ukraine og den tårnhøje inflation. Men for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er det vigtigt, at vi ikke glemmer den tredje store, globale krise: Klimakrisen.

- Den situation, vi i øjeblikket er i i Europa, har jo fået alle til at indse, at klimapolitik også er sikkerhedspolitik. Det har vi fået illustreret på ganske voldsom vis i løbet af det seneste halve år. Vi har gjort os voldsom sårbare ved at gøre os afhængige af et land, der nu har vist sig at være vores fjende. Et land, som vi er i økonomisk og energipolitisk krig med, og som Ukraine er i meget fysisk krig med. Det går ikke – så det skal vi gøre noget ved. Samtidig har vi min politiske generations vigtigste opgave – den grønne omstilling. De to ting hænger uløseligt sammen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Derfor kommer Venstre også til inden valgdagen at fremlægge en grøn 2030-plan, og Jakob Ellemann-Jensen er nu klar med de første konkrete forslag fra den plan i en ny klimaoffensiv.

Før sommerferien blev et bredt politisk flertal bestående af regeringen, Venstre, SF, De Radikale, Konservative og Enhedslisten enige om at etablere en grøn fond, som frem mod 2040 får 53,5 milliarder kroner til den grønne omstilling.

Her foreslår Venstre nu, at 8,5 milliarder kroner frem mod 2030 skal øremærkes til klima- og energirenoveringer af danskernes hjem. Midlerne skal blandt andet bruges på at genindføre det grønne håndværkerfradrag, fjernvarme til flere danskere, flere varmepumper og tilskud til afkobling af gasfyr. Venstre har ikke regnet på, hvor stor en CO2-reduktion, forslagene samlet set vil føre til.

- Det er helt naturligt lige nu et meget stort fokus på den inflation, vi mærker og de konsekvenser, som den har. Men vi bliver også nødt til at have et øje på de udfordringer, der ligger længere ude i fremtiden. For de skal løses. Både af hensyn til klimaet, men så sandelig også af hensyn til det sikkerhedspolitiske, siger Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:

- Når vi alle sammen kan mærke presset på økonimien, kan jeg godt være bekymret for, hvor meget danskerne prioriterer energirenoveringer af deres boliger. Vi er mange, som har et naturgasfyr, og jeg går også rundt derhjemme og ser på, om det ikke var en god ide at få skiftet nogle vinduer eller skifte til en varmepumpe, for jeg bor så langt ude på landet, at der aldrig kommer fjernvarme. Men muligheden for at lave den energirenovering er begrænset, fordi gasregningen, elregningen, ja alle regninger bliver så meget højere, som tilfældet er i øjeblikket.

I aftaleteksten, som ligger bag etableringen af den grønne fond, står der blandt andet, at "aftalepartierne er enige om, at det grønne råderum skal prioriteres på den klogest mulige måde og bidrage til den grønne omstilling af Danmark, herunder indfrielse af Danmarks klimamål. Derfor er aftalepartierne enige om, at det grønne råderum skal prioriteres til større og længerevarende investeringer i klima, grøn energi og miljø."

Der står altså ikke noget om et grønt håndværkerfradrag eller færre gasfyr. Er du overhovedet sikker på, at du kan få de andre partier med på dine forslag?

- Aftalen rummer de overordnede mål. Vi vil så gerne være mere specifikke. Vi vil gerne sørge for, at vi er mere energieffektive i vores boliger. Det er et af de tre B’er i klimaomstillingen, som vi er nødt til at se på: Biler, bønder og boliger.

Men er du sikker på, at det er den bedste og mest effektive måde at bruge de milliarder på, I nu har sat af?

- Vi har 53 milliarder kroner over virkelig mange år. Det her er vores første bud på, hvordan vi bruger en del af de midler, fordi vi synes, at der er noget klogt i at tilgodese alle tre ting: Sikkerhedspolitik, klimapolitik og håndtering af inflationen. Derfor synes vi, det er klogt at bruge 8,5 milliarder kroner på denne måde. Hvis vi skal havne i en diskussion, hvor nogle er angste for, at nogle vil finde på noget, der er klogere, og man så ikke fremkommer med sine forslag, så kommer vi ikke i mål – og det skal vi. Nu er vi de første, der byder ind med, hvordan vi mener, at midlerne kan anvendes, og så kan man håbe, at andre partier vil komme på banen og være ambitiøse, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det grønne håndværkerfradrag var en del af de såkaldte Boligjobordning, som regeringen sammen med støttepartierne fokuserede i forbindelse med finanslovsaftalen for 2022. Allerede den gang var klimaeffekten af et grønt håndværkerfradrag stærkt omdiskuteret.

- Det har en klimaeffekt, men det er et dårligt argument, fordi vi har langt bedre instrumenter, hvis vi vil gøre noget godt for klimaet på boligområdet, sagde Lars Gårn Hansen, professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet og medlem af Det Miljøøkonomiske Råd, til DR i forbindelse med debatten.

Formanden for Klimarådet, Peter Møllgaard, istemte:

- Grundlæggende er det vigtigt at finde ud af, hvad man vil med ordningen. Et det klimahensyn? Er det at reducere sort arbejde? Eller er det støtte til erhvervslivet? Hvis det det primære mål er at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser, så kan man overveje, om der ikke er andre virkemidler, hvor man kan få mere for pengene, sagde han til DR.

Den gamle kritik preller dog af på Jakob Ellemann-Jensen:

- Det grønne håndværkerfradrag tjener flere formål. Det er et kendt værktøj. Vi ved, der er mange danskere, som ønsker at energirenovere, og den proces vil vi gerne fremskynde. Og så ved vi, at det også har en effekt i forhold til sort arbejde. Det er svært at sende kvitteringer ind, hvis man ikke har nogle. Derfor er det grønne håndværkerfradrag en måde at sikre, at danskerne, som ønsker at tage del i den grønne omstilling, også får mulighed for at gøre det – og det i en situation, hvor midlerne ikke er så mange, som de var for bare et år siden, siger han.

I foreslår også at øge en lang række puljer, som danskerne kan søge tilskud hos. Det er jo velkendte redskaber, I så blot vil gøre mere brug af. Er det et udtryk for manglende iderigdom hos Venstre, når det gælder den grønne omstilling?

- Nej, det er det ikke. Vi kan se, at de puljer, som bliver lavet fra tid til anden, bliver tømt på et splitsekund. Folk sidder klar hele natten for at få søgt midlerne, så der er en efterspørgsel. Under inflationen har vi set regeringen opfinde nye værktøjer – den såkaldte varmecheck – som man i bedste fald har sendt til vilkårlige danskere undervejs. Havde man lænet sig op ad værktøjer, man kendte i forvejen, havde man formentlig kunne undgå at formøble skatteborgernes penge på den måde. Det er sagt med sarkasme, for selvfølgelig synes jeg, at man indimellem skal udvikle og bruge nye værktøjer, men når vi nu har nogle, vi kender, og som vi ved virker, så skal man ikke kaste dem på møddingen, forklarer Jakob Ellemann-Jensen.

Efter folketingsvalget i 2019 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en ny klimalov, som forpligter Danmark på at reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030. To borgerlige partier - Nye Borgerlige og Liberal Alliance - er dog ikke med i aftalen bag klimaloven.

Selv om Jakob Ellemann-Jensen - hvis han skulle blive statsminister efter et valg - på den måde vil have et parlamentarisk grundlag, som ikke er en af 70-procentsmålsætningen, forventer Jakob Ellemann-Jensen ikke, at det bliver et problem at få gennemført partiets klimaforslag.

- Vi har lavet mange brede aftaler. Og min ambition som statsminister er da også at lave flest mulige aftaler så bredt som overhovedet muligt. Jeg synes grundlæggende, det er en god ide med brede aftaler, fordi det blandt andet sikrer holdbarheden af aftalerne, siger han og fortsætter:

- Jeg vil som i alle andre tilfælde end regeringsdannelse og udlændingepolitik kigger over midten. Og så må man til den nuværende regerings ros sige, at de har været heldigere med deres opposition, end vi var, da vi sad i regering, så jeg håber selvfølgelig også, at vi på klimaområdet kan blive ved med at lave brede politiske aftaler. Jeg håber, at Socialdemokratiet snart kommer i opposition, og så håber jeg, at de ikke falder tilbage i den rolle, de havde under den seneste borgerlige regering, hvor de ikke var til ret meget. Jeg håber, at de vil være konstruktive, og ikke bare om at spænde ben, fordi det er ikke det, Danmark har brug for.

Bornholm: Set højt fra oven kunne det godt ligne en kæmpe, skummende vandmand. Tættere på - og i levende billeder - verdens største boblebad. Sydende og brusende.

Men med mindre du har levet under en sten den seneste uges tid, ved du udmærket godt, hvad det er: Det er et angreb på kritisk infrastruktur 70 meter under havets overflade.

Fire huller på Nord Stream-rørene har pumpet millioner af kubikmeter gas ud i Østersøen og sprængt Danmark ind i noget, der - med vores politikeres ord - er “meget alvorligt”. En i forvejen dunkel, dansk debat er blevet mere dyster. Bliver vinteren nu koldere end frygtet? Befinder vi os stadigvæk kun på kanten af krig? Bør statsministeren vente med at udskrive folketingsvalg?

Gaslækagen stinker af Rusland, selvom vi nok aldrig får et officielt svar på, om det var Putin, Biden eller en helt tredje, som stod bag. For forvirring og frygt er selve formålet med den slags ansigtsløse krigsførelse, eksperterne kalder hybridkrig.

Spørgsmålet er, om det virker. Og et nærliggende sted at undersøge dét er blandt borgerne, der befinder sig tættest på sabotagen i Østersøen. På Bornholm. Besunget som Danmarks dejligste ferieø, men også belemret med en historisk, geografisk og politisk udsathed, som resten af landet ikke bærer på.

Mens hovedparten af befolkningen fejrede befrielsen, blev bornholmerne bombet og besat på ny. Under den kolde krig blev øen pålagt en demilitariseret særstatus for ikke at træde den russiske bjørn over poten. Og i dag - hvor den selvsamme bjørn brøler mod hele den vestlige verden - ligner Bornholm igen en scene i historien.

82-årige Niels Aakjær behøver ikke bruge sin fantasi for at forestille sig et liv med russiske soldater i bornholmske gader. Han har prøvet det.

Dengang var han blot en lille dreng. Søn af en isenkræmmer, vokset op i et murstenshus i Nexø med udsigt over Østersøen og anden verdenskrig.

Han husker en solskinsdag i april i 1944, hvor familien hang vintertøjet på loftet. Naftalinen, som man brugte mod møl, hang i halsen på ham. Da han åbnede tagvinduet, var det første han så en amerikansk B17-bombeflyver, som blev beskudt af tysk flak fra forpostskibe i Nexø havn.

Han husker også de titusindvis af tyske flygtninge, som kom til byen mod krigens afslutning. Alle de bornholmske kvinder, som lavede havregrød til tyskerne på den store konservesfabrik for at forebygge hamstring og plyndring i byen. Bomberegnen. Og hans egen families flugt til et sommerhus i Snogebæk, lidt udenfor Nexø.

I modsætning til resten af Danmark blev Bornholm befriet af sovjetiske tropper. Det skete den 9. maj 1945 efter to dages hårde bombardementer.

Halvdelen af Rønne blev ødelagt. I Nexø, som ligger på et 100 meter tykt lag af sandsten, skabte bomberne jordskælv, så 70 procent af byens huse styrtede sammen. Og russerne tog ikke hjem igen. De endte med at blive på øen i 11 måneder i noget, der bølgede mellem en badeferie og en besættelse.

Personligt var Niels Aakjær ikke bange for de 17-, 18-, 19-årige russiske soldater. Han havde også haft det fint med de tyske, der ifølge ham “var mindre nazister end de danske medløbere”.

Hvad der til gengæld får ham til at fægte med pegefingeren og hæve stemmen er det officielle Danmarks apati overfor Bornholm for 77 år siden.

- Vi var forladt. De nævnte os ikke engang i radioen. Og det har nok gjort, at jeg hele mit liv har været skeptisk overfor, hvad der kommer fra København. For vi får aldrig fortalt hele historien.

Vi sidder i Niels Aakjærs rækkehus i Nexø og halv-råber til hinanden over franskbrødsmader med smør og marmelade. Det er nødvendigt, selvom høreapparatet er tændt.

På væggen hænger 20 indrammede ansigter. Tipoldeforældre, børn og børnebørn - hele det bornholmske stamtræ. Hans kone døde for to år siden efter årtiers leukæmi, og Niels ved godt, at hans eget liv befinder sig i samme stadie som årstiden udenfor vinduet.

- Men som en gammel mand er det ansvarsløst ikke at sige noget, når vi gentager de samme fejl. Og det føler jeg, at vi gør. Russerne har vist deres sande ansigt - igen - og er vi på nogen måde beredte? spørger han retorisk ud i rummet.

Vi tænder for fjernsynet og TV2 Bornholm for at få svar, for der er pressemøde fra Rønne Lufthavn på den anden side af øen. Forsvarsminister Morten Bødskov (S), miljøminister Lea Wermelin (S) og Bornholms borgmester Jacob Trøst (K) står med F16-fly bag sig, verdenspressen foran sig og alvorlige folder i ansigterne.

Niels Aakjær ryster på hovedet, før nogen af dem har sagt et ord.

Gaslækagen er “ikke en ulykke, men en bevidst handling”. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at der “ikke er nogen forøget sikkerhedsrisiko mod Danmark”. Miljøkonsekvenserne er “heldigvis kun lokale i Østersøen”, selvom de godt nok også svarer til 32 procent af Danmarks samlede CO2-forbrug på et år.

Med andre ord har de intet nyt at berette. Til gengæld får Morten Bødskov sagt mere end 10 gange, at situationen er “meget, meget alvorlig”.

På et tidspunkt ser Niels Aakjærs øjenlåg lidt tunge ud, men da pressemødet slutter, er han klar i spyttet.

- Det er den sædvanlige smøre. Ingen skal forskrækkes. Vi skal høre lidt, men ikke for meget. Der er kun én, man bør stole på, og det er sig selv.

En anden, som også lige har set pressemødet uden at “se skyggen af en nyhed i det”, er Kristoffer Gravgaard. Han er chefredaktør på Bornholms Tidende og er selv blevet suget ind i medievirakken omkring boblerne i Østersøen.

- Der Spiegel har lidt meldt sin ankomst. Sammen med Danmarks Statsradiosymfoni, siger han, mens vi bevæger os op ad trapperne i avisens lokaler i Rønne.

Alle vil høre, hvordan bornholmerne “tænker”, “taler” og “føler” lige nu.

- Men jeg er altså ikke folkeånden, siger Kristoffer Gravgaard, der har en klud i brystlommen, tilbagestrøget hår og er iført et par briller, der ligner Tom Cruises Aviators - blot med gennemsigtige glas.

Faktisk er han slet ikke bornholmer i ordets mest fundamentalistiske forstand. Han er förder, hvilket er bornholmsk for en, der er “blevet ført til øen”.

- Men jeg arbejder med folkedebat og ved, at bornholmere er mere følsomme og sårbare, når det kommer til Rusland og deres aggressioner. Vi er en lille ø mutters alene i Østersøen. Og alle kender nogen, som har oplevet russisk besættelse, siger han.

Tilbage i februar - få dage før Ukraine blev invaderet - skrev Kristoffer Gravgaard i en lederartikel, at regeringen burde være varsom med at lade USA udstationere tropper på øen for ikke at bringe Bornholm i rampelyset unødigt. Han frygtede, at “Bornholm skulle blive en hovedaktør i konflikten”.

Det fik Søren Pind til at slå op med Bornholms Tidende på Facebook. Den tidligere Venstre-politiker og justitsminister - som voksede op i Østermarie på Bornholm - ville ikke længere være debatskribent for en avis, der “agerede organ for Bornholmsk neutralitet mellem Europa og Rusland”.

Siden har der været en dansk-amerikansk militærøvelse på Bornholm, og Rusland har måske - måske ikke - sprunget huller i gasrør få kilometer fra øen.

Står Kristoffer Gravgaard stadig ved sin holdning?

- Ja, svarer han og understreger, at han ikke forestiller sig, at Rusland skulle være interesseret i at angribe Bornholm, og at han i øvrigt er en stor tilhænger af Nato.

- Men det handler om psykologi. Når Mette Frederiksen tillader amerikanske tropper på øen, eller når Morten Bødskov trækker det internationale pressekorps hertil, så bliver Bornholm en scene i konflikten. Og det har vi ikke brug for på grund af vores følsomme fortid.

Dén mand, der måske tænker allermest over fortiden på Bornholm, sidder et stenkast fra avisen i Rønne. At forstå fortiden er hans job. Hans navn er Jakob Seerup, og han er historiker på Bornholms Museum, hvor han blandt andet står bag udstillingen “Russerne kommer!”, der åbnede i april sidste år for at markere 75-året for russernes afrejse.

- Jeg havde ikke lige forestillet mig, at udstillingen skulle blive så højaktuel, siger han.

Gennem plancher, fotografier, historiske objekter og dokumenter fortæller han om sameksistensen mellem de sovjetiske styrker og de lokale bornholmere, der et stykke ad vejen er en fredelig fortælling. Men ikke hele vejen, for der var også 27 danske kvinder, som anmeldte voldtægter i løbet af de 11 måneder.

Dér hvor udstillingen ifølge Jakob Seerup selv bliver “uhyggelig relevant”, er i den del, der handler om russernes historiefortælling om Bornholm. For selvom ingen af deres tropper døde i kamp på den danske ø i Østersøen - og en stor del af dem døde af alkoholforgiftning på grund af dårlig træsprit - så ligger de begravet under en obelisk med hammer og segl i Allinge. Og med en årlig kranslægningsceremoni signalerer russerne, at Danmark skylder dem en tak. At Sovjetunionen befriede Bornholm fra nazisterne - ligesom Putins Rusland befrier ukrainerne i Donbas-regionen.

- Retorikken er den samme, som den Putin bruger til at forsvare sine aggressioner, siger Jakob Seerup.

Ikke alle er enige i hans historieformidling. Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, var på Bornholm til åbningen, og det blev meget akavet, fortæller historikeren.

- Han fnøs, kiggede på mig og sagde: Skolebørn kunne have lavet en bedre udstilling.

Vi sidder på Jakob Seerups kontor, der er fyldt med bøger om flåde- og militærhistorie. Han har selv skrevet et par af dem.

På det seneste er historikeren begyndt at spekulere mindst lige så meget over fremtiden, som han gør over fortiden. Da jeg spørger, om han er bekymret, griner han på en højrøstet og sarkastisk facon.

- JA! svarer han.

- Jeg har arbejdet med at formidle og forske i krig og ødelæggelse i 20 år, og det der med, at det nok ikke kommer her…

Han holder en kunstpause, tænker et par sekunder over sine næste ord:

- Når jeg anlægger det brede perspektiv, så tilsiger al statistisk sandsynlighed, at vi før eller siden skal rammes af en krig igen. Og så bliver alle suget ind i det.

Faktisk vågnede Jakob Seerup op en dag tidligere i år, og troede, at han befandt sig midt i den tredje verdenskrig. Det var den 26. februar, to dage efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor hele Danmark stadig sad klistret til nyhedskanalerne.

- Jeg stod op uden signal på min telefon og uden strøm i kontakterne. Jeg tænkte cyberangreb, og jeg løb rundt i huset, indtil min kone sagde “slap nu af og gå ud og tænd for bilradioen”. Og der kunne jeg så høre, at der var strømafbrydelse på Bornholm.

Han griner sarkastisk igen.

- Min kone er træt af min krigssnak.

Hvis gaslækagen er et angreb i en hybridkrig og formålet er at sprede frygt og forvirring, hvordan bidrager det så, at jeg sidder her og taler med dig?

- Siden krigens udbrud er det blevet rutine for mig at tale med journalister, så der er intet nyt der. Men jeg skal lige vænne mig til, at Putin er begyndt at smadre kritisk infrastruktur 50 kilometer herfra. Det er jeg paf over.

Det samme er Bornholms borgmester, Jacob Trøst (K).

- Min første tanke var da også, at det er fordi, der sidder en leder i et land i østen, som ikke har nogen skrupler. Og den tanke er der ikke noget, som har modbevist, siger han, mens han sluger sin mad og spytter ordene op igen.

- Men det er vigtigt at understrege, at det var min umiddelbare tanke. For jeg er selvfølgelig nødt til at sige, at vi ikke ved, hvem der står bag. Og det er heller ikke sikkert, vi nogensinde finder ud af det, siger han.

Klokken er 16, og han sidder bag nedrullede gardiner på rådhuset og spiser sen frokost. Dagen har været propfyldt med pressemøde, journalister og krigssnak. Det har det meste af tiden som borgmester været, siden han startede den 1. januar i år. Jacob Trøst er ny i politik og helt grøn når det kommer til national og international sikkerhedspolitik. Men han ved, hvordan mange på Bornholm har det, siger han:

- Følelsen af at blive glemt ligger dybt i mange bornholmere.

Derfor glæder han sig også over minister-stuntet i lufthavnen - selvom det var nyhedsfattigt.

- Man kan mene, at det er symbolsk, at vi står der foran F16-fly, men det sender også et vigtigt signal. Vi er en del af Danmark, og vi er en del af Nato. Det er vores forsikringsselskab.

Kan du - ligesom Kristoffer Gravgaard på Bornholms Tidende - være bekymret for, om i provokerer russerne unødigt?

- Jamen selvfølgelig risikerer man det. Men det ville også være naivt at sidde på sin flade og tro, at Putin bare stopper, fordi vi lader ham være.

Sidder du nu, kære læser, med et indtryk af, at bornholmerne har krig på hjernen og begyndende tinnitus, fordi Putin hamrer så hårdt på de famøse militærtrommer, må jeg undskylde. Så karikeret og alarmerende er virkeligheden selvfølgelig ikke. Alle de mennesker, som jeg har mødt og talt med, har svaret, at de sover trygt og tungt om natten.

Og for at skabe nogenlunde balance i båden, slutter vi med en scene fra havnen i Snogebæk, så tæt på boblerne i Østersøen, som man kan komme, hvis man vel og mærke står på landjorden. En scene, der illustrerer, at mange også er fuldstændig kolde i en vis legemsdel overfor det, der sker.

Det er fredag morgen, solen skinner skarpt, og Jørgen Pedersen, en 73-årig pensioneret fisker, står i orange waders og renser de cirka 250 flotte sild, han har hevet ind med garnet her til morgen.

- Vi skal ha’ lidt spegesild til vinter, siger han på syngende bornholmsk.

På broen står Ole Olsen, som eftersigende bor på Olsensvej, med sine to hunde. Og jeg behøver blot at nævne gasledninger et sted derude i havet, før dialogen kører uden hensyntagen til journalisten.

- Det er sgu ikke så galt, siger Jørgen.

- De rør blev alligevel ikke brugt, supplerer Ole.

- Ham Putin, han skræmmer sgu ikke mig, siger Jørgen, mens han kapper hovedet over på en sild.

Ole nikker.

- Vi er så gamle, vi er vokset op i den kolde krig. Så den slags der, det tager vi meget afslappet.

- Ja, ved du hvad. Hvis det endelig sker, så går det hurtigt, brummer Jørgen.

- Ja, det er jo ikke sådan noget med, at soldaterne kommer i både.

- Nej, nej, de smider nogle bomber. Og så er det slut.

Jørgen tager et par sekunders pause fra sildeparteringen og kigger på mig:

- Men hva' fanden vil Putin overhovedet med Bornholm?

Politik: Berøringsangsten er væk. Fløjlshandskerne er pillet af. Nu er Socialdemokratiet klar til et fuldtonet angreb på Danmarksdemokraterne og partiets formand, Inger Støjberg.

- Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg kommer til at stemme for topskattelettelser. Det er jeg overbevist om. Skifter flertallet efter valget, så vil det ske. Og Inger Støjberg har jo ikke afvist det. Tværtimod har hun sagt, at hun godt kan se sig selv være med til at sænke topskatten, tordner Rasmus Stoklund, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Siden Inger Støjberg i slutningen af juni lancerede sit nye politiske projekt, Danmarksdemokraterne, har Socialdemokratiet mere eller mindre holdt sig fra at kritisere partiet og Inger Støjberg. Men den tid er ovre, siger Rasmus Stoklund.

- Jeg har gået og ventet på, at der skulle komme noget politik fra Danmarksdemokraterne. Det er selvfølgelig helt naturligt, at man ikke fra dag 1 kan fremlægge et fuldt katalog fra politik, når man er et nyt parti. Og jeg har tænkt, at nu måtte der da snart komme noget. Men det skete så aldrig, og derfor må vi jo begynde at diskutere ud fra det, vi ved, siger Rasmus Stoklund.

Her har den politiske ordfører for regeringspartiet hæftet sig ved, at Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne er enige om det, han kalder "værdipolitiske spørgsmål" så som "indvandring og kultursammenstød", men når det gælder den økonomiske politik, er det Stoklunds vurdering, at enigheden mellem de to partier ophører.

- Den store udfordring er fordelingspolitikken. Hvordan samfundskagen skal skæres? Der er ganske enkelt nogle ting, der ikke hænger sammen hos Danmarksdemokraterne. Problemet er, at jeg i lang tid har hørt Inger Støjberg præsentere sig selv som én, der repræsenterer almindelige mennesker, men hun peger på enten Jakob Ellemann-Jensen (V) eller Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem har lagt skjul på, at de vil forgylde de rigeste og skære voldsomt i velfærden. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvordan Inger Støjberg kan mene, det er det, der skal til, siger Rasmus Stoklund.

Men Rasmus Stoklund, Inger Støjberg har jo også sagt, at hun helst vil lempe skatten i bunden. Hvordan kan du høre det som topskattelettelser?

- Nu må vi se, når det kommer til stykket. Inger Støjberg sender meldinger om, at det er Søren Pape Poulsen, hun har de varmeste følelser for. Og et af hendes krav er, at en kommende borgerlig statsminister skal bære udlændingepolitikken i hjertet. Det gør Jakob Ellemann-Jensen ikke. Jeg kan godt huske, da han meldte sig ud af Venstre på grund af udlændingepolitikken, siger Rasmus Stoklund.

Men Inger Støjberg siger jo, at hun ikke før valget vil pege på, hvilken borgerlig statsministerkandidat hun og Danmarksdemokraterne ønsker at pege på, så hvordan kan du konkludere, at det ender med lempelser i topskatten?

- Jeg abonnerer på udtrykket, som lyder: Vis mig dine venner, og jeg skal sige dig, hvem du er. Inger Støjbergs venner vil forgylde Whiskeybæltet med topskattelettelser, så det kommer til at ske. Søren Pape Poulsen kommer til at få sin politik gennemført, hvis flertallet skifter, siger Rasmus Stoklund.

Under Helle Thorning-Schmidts regering stemte Socialdemokratiet også for en skattereform med topskattelettelser, så hvorfor er lempelser i topskatten så forfærdelige nu?

- Jeg roser ikke Socialdemokratiet for, hvad der blev gjort ved topskat og selskabsskat under Thorning. Men kæden hopper af, når Inger Støjberg på lange stræk stiller den rigtige diagnose, men som medicin alene byder på kalktabletter uden virkningsstoffer, siger Rasmus Stoklund.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har ikke ønsket at svare på den socialdemokratiske kritik. I stedet har partiet sendt et par skriftlige citater fra Peter Skaarup:

- Jeg har næsten efterhånden ondt af Rasmus Stoklund, der er sendt i byen for at sprede falske påstande om Danmarksdemokraternes politik. Danmarksdemokraterne går ikke til valg på at sænke topskatten. Vi ønsker at lette skatten i bunden, så det bedre kan betale sig at arbejde for helt almindelige danskere, svarer Peter Skaarup.

Samtidig har Peter Skaarup en opfordring til Rasmus Stoklund:

- Jeg kan så også konstatere, at Rasmus Stoklund tilsyneladende har så travlt med Danmarksdemokraterne, at han ikke får fulgt med i, hvad hans egen statsminister går og siger. For det er ikke længere tid siden end den 4. september, at statsminister Mette Frederiksen selv i Politiken luftede tanker om at sænke topskatten efter valget. Så måske skulle Rasmus Stoklund få kaldt statsministeren til orden i den socialdemokratiske folketingsgruppe, når hun åbenbart går rundt med planer om at forgylde Whiskybæltet, skriver han i svaret.

DR's nye satsning "Carmen Curlers" er en perle i seriehavet, en lækkerbisken af livets søde og sure og en varm og humørfyldt fortælling. At se den er som at være i selskab med nære venner, der kan få en til både at græde og grine, og i hvis selskab man aldrig keder sig.

"Carmen Curlers" er frit inspireret af det virkelige erhvervseventyr om de elektriske papillotter, der i 1960'erne blev en stor, international succes. Allerede her er det vist nødvendigt med en forklaring til yngre læsere. Når kvinder dengang ville have krøller i håret, kunne de vælge at rulle deres nyvaskede hår op med papillotter - små ruller, man kunne sætte i sit hår - og så ventede en lang tørretid. Eller de kunne tage til frisøren et par timer. Med de nye, elektriske "Carmen Curlers" var frisuren hurtigt på plads.

Serien minder på nogle områder om "Matador". Det etablerede borgerskab i lillebyen møder en ambitiøs mønsterbryder i form af Axel Byvang. Den rødhårede iværksætter, der kommer fra små kår, har fået bank i skolen af den førende overklassedreng  - og han har mildt sagt ikke glemt, hvem der tævede ham.

Axel er idérig, dedikeret og sikker på, at hans papillotter vil blive en stor, international succes, for han "ved, at damer i hele verden har hår på hovedet, og at de går op i, hvordan det sidder".

Vi har også som i "Matador" en slags "Agnes". Her hedder hun Birthe og er husmandskone ude på landet, men da hendes mand bliver syg, er hun nødt til at finde sig et arbejde. Mon ikke hun hurtigt får arbejdet sig op i systemerne hos Byvang?

Også som i "Matador" præsenterer "Carmen Curlers" et tidsbillede, en periode af danmarkshistorien. Selv om Byvang og hans erhvervseventyr er omdrejningspunktet, er der her lige så meget fokus på kvindernes historie. Kvinder, hvis mænd altid havde det sidste ord, og som helst så hunkønnet som hjemmegående vaskekoner, kogekoner, børnepassere og private opvartere. Nu væltede kvinderne ud på det patriarkalsk styrede arbejdsmarked.

Selv om der kan drages paralleller mellem "Carmen Curlers" og "Matador" er denne nye serie alligevel helt sin egen. Alene den måde, den fortælles på, er nyskabende. Der bruges en sammenblanding af effekter fra fortællerstemme til musicallignende optrin, stemningsskabende grafik, historiske billeder og kvik split-skærm. Det kunne være endt som et værre rod i værktøjskassen for filmfortælling, men her bruges det begavet til at understøtte stemningen og hovedpersonernes følelser.

"Carmen Curlers" er en varm og humørfyldt omgang, hvor jeg ofte spontant bryder ud i grin, men den bliver aldrig til en komedie, for den rummer også alvoren og det gribende. Fra det frygtelige "åh nej, nu går det galt" til de intense øjeblikke, hvor jeg pludselig har vand i øjnene og en klump i halsen.

Den er også oprivende. Vi moderne mennesker har for længst besluttet, at folk uden en hane mellem benene er lige så meget værd som dem, der har en. Sådan var det ikke i 60'erne, og det er lige til at blive arrig over at se på. Til gengæld bliver jeg både mild og nostalgisk over denne tidsmaskines visuelle udtryk. Den er et mesterværk udi tidstypiske detaljer som biler, porcelæn, møbler, tv-apparater, tøj og meget, meget andet.

Også musikken sætter 60'er-stemningen. Blandt andre naturligvis Beatles, drengene fra Liverpool, som fik kvinderne til at skrige af begejstring, og det kunne Birthes søn, Svend, der snart skal konfirmeres, også godt tænke sig at blive genstand for. Med Svend er vi unge igen. Kejtede, drømmende og energi- og hormonramte. Overbevisende spillet af talentet Louis Næss-Schmidt, men han er ikke ene om at brillere. Over hele linjen er "Carmen Curlers" en velspillet omgang med sans for både komik og alvor og store følelser.

DR har allerede selvsikkert annonceret, at der kommer endnu to sæsoner. Tak for det.

Hvis du er nået helt ned i bunden af denne anmeldelse af serien, skal du have tak for at læse med. For i virkeligheden kan den skrives med to ord og et udråbstegn: Se serien!

Denne anmeldelse baserer sig på de tre første afsnit.

DR Drama, serie i 8 afsnit a 58 min. Nye afsnit på DRTV hver fredag, sendes på DR hver søndag aften. Hovedforfatter Mette Heeno (der også stod bag den mørke, men fremragende "Sneengle" og "Lærkevej"). Konceptuerende instruktør: Matasha Arthy. Medvirkende bl.a.: Morten Hee Andersen, Maria Rossing, Christian Tafdrup, Nicolai Jørgensen, Mille Lehfeldt, Fanny Leander Bornedal, Roselinde Mynster og Lars Ranthe.