Legepladsens karuseller gynger for sig selv i blæsten, og nedfaldne blade suser rundt på parkeringspladsen. Solen er gået i seng, regnen pisser godnat. Vejret er, som det altid er i Batman-universet Gotham City.

Men vi er bare i Stenbjergsparken, et socialt belastet boligkvarter i Sønderborg. Her bor knap 700 mennesker, og ingen pjasker rundt udenfor. Tværtimod ligner det en perfekt aften til at hænge ud i en vaskekælder. The talk of town.

At vi i disse tider - med krig i Europa, inflation på steroider og årelange køer i psykiatrien - også interesserer os for vaskekældre, skyldes et løfte fra én person: Statsminister Mette Frederiksen.

- Vi vil huske på dig, der ikke tør gå ned i vaskekælderen på grund af nogle utilpassede unge, som forpester din hverdag, sagde hun, da hun i sidste uge udskrev valg.

Folketingsvalget er et “tryghedsvalg,” mener Socialdemokratiet, der holder kortene tæt til kroppen, når det udfrittes for konkrete eksempler.

- Jeg tror, I undervurderer, hvor mange danskere der i dag ændrer nogle hverdagsrutiner, fordi der er noget utryghed, lød det fra Mette Frederiksen til Ekstra Bladet på selve valgudskrivelsesdagen.

Tidligere har hun proklameret, at der er “store dele af Storkøbenhavn”, hvor hun “aldrig selv ville turde gå.”

Nogle ler og vinker affejende. Danmark er et af verdens sikreste lande. Men der er også dem, der ikke griner.

I denne fortælling udforsker og udfordrer vi danskernes frygtfølelser. Ikke kun for vaskekældre, men også for uoplyste stier, busstationer og fremmede mennesker. Vi strejfer rundt i Sønderborg, Nyborg og Helsingør og spørger:

- Er du utryg?

Selv er justitsminister Mattias Tesfaye (S) ikke utryg, da Avisen Danmark møder ham på Christiansborg. Men han mener stadig, at der er behov for at tale om tryghed i Danmark, selvom han "godt er klar over, at de fleste danskere er trygge."

- Vi har en oplevelse af, at den nære tryghed i det lokale samfund bliver lidt stedmoderligt behandlet i velfærdssamfundet. Når vi kigger på statistikker og kan se, at trygheden er enormt ulige fordelt i samfundet, så afføder det ikke de samme politiske reaktioner. Det vil vi gerne ændre, siger Mattias Tesfaye

- Hvis du spørger borgerne på Østerbro, om de er utrygge, så siger otte procent ja. Hvis du tager til Brønshøj, så siger 34 procent ja. Det er en helt vild forskel. Hvis man havde sådanne forskelle andre steder i velfærdssamfundet, ville det straks medføre en masse diskussioner om ulighed. Det er den dagsorden, vi gerne vil have skal fylde lidt.

Busstationen i Sønderborg er et af de steder, hvor nogle har følt sig utrygge. Så meget, at politiet og Sydtrafik har lovet såkaldte “tryghedsvandringer”.

På en almindelig mandag eftermiddag er der masser af ramasjang. I busstoppestedets træskure - som er overtegnede med kærlighedserklæringer, bandeord, pikke og joints i sprittusch - hænger de unge ud. Fem ukrainske teenagere taler højt på deres eget sprog, mens de drikker alkoholstærke Brutalis-bajere. To dansende piger laver TikTok-videoer og suger på e-cigaretter. En dreng hviler fodsålen mod muren og skjuler alt andet end øjnene bag sin sorte Nike-hættetrøje og halsedisse med dødningehoved på.

Er det utrygt?

- For nogle er det, siger buschaufføren Thorkild.

- Men ikke for mig.

Han er iklædt skjorte, slips og pullover med Sydtrafiks logo på. Den uniform har han båret i 23 år.

- Nogle gange ringer vi til politiet. Jeg har aldrig oplevet dem chikanere nogen, men der er mange unge, der drikker sig fulde her. Nogle gange råber og skriger de. Og i weekenderne brækker de sig tit i busserne.

En mand kommer susende forbi på knallert, så pelskraven på hans Canada Goose-jakke blafrer. Motorlyden er overdøvende. I osen fra udstødningsrøret går en ældre dame med knap så meget fart på. Hun skubber en rollator foran sig fyldt med indkøbsvarer.

- Nej! udbryder hun, da jeg spørger, om hun nogensinde føler sig utryg her.

Hendes navn er Rita, hun er 84 år, og hun har et smittende smil.

- Jeg er aldrig utryg, og jeg har aldrig bøvlet med de unge. Men hvis man vil, kan man jo være bange hele tiden, siger hun.

10 minutters buskørsel fra stationen ligger Stenbjergparken, hvor vi startede denne historie i blæsevejr og mørke.

Stenbjergsparken er ikke på regeringens ghettoliste, men det ville den være, hvis her boede over 1000 mennesker. Tre ud af fire af de 700 beboere har en ikke-vestlig baggrund, cirka halvdelen står uden for arbejdsmarkedet, og Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), har tidligere forsikret, at kommunen har “et særligt fokus på kvarteret”.

På denne aften er det mest den drivvåde journalist, som er i fokus. Mere på ondt, end på godt.

Først spreder jeg utryghed.

Jeg står i ly for regnen under en indgang til en opgang, da en ung kvinde kommer mod mig. Hun går på en svagt oplyst sti langs grønne fællesarealer. Tøvende skridter jeg hende i møde, klar til at tale om utryghed, men fortryder, usikker på, om det ikke er mere trygt at vente hende her, under en af parkens gadelamper. Sekunderne føles lange, før hun sætter tempoet op, træder ud i det våde græs og går i en stor bue rundt om mig.

Lidt senere mærker jeg utryghed.

Jeg ser to unge mænd med hovedet inde i en bil, hvor der sidder yderligere tre-fire stykker. På nærmere hold kan jeg se, at den ene af dem roder med en hvid pose på størrelse med en stor pakke Kleenex. Det ligner en narkohandel.

- Må jeg spørge jer om noget? starter jeg forsigtigt.

- Selvfølgelig, bror. Er du faret vild?

- Nej, jeg er journalist, og jeg leder efter utryghed forskellige steder i Danmark.

De kigger hurtigt rundt på hinanden, før de flækker af grin. Jeg griner med, mens min hjerne arbejder på højtryk for at aflæse situationen.

- Hvor fuck er din backup henne, bror? spørger den ene af dem.

Nu griner de ikke længere.

- Det er bare mig. Men må jeg spørge, om I føler jer utrygge?

- Jeg tror bare, du skal gå din vej. Det her er ikke København eller Aarhus, det er fucking Sønderjylland.

Jeg bliver stående, fatter, hvad der er i posen med hvidt.

- Nu, kommanderer en af dem.

Det er et plastikbestik til en salat. Jeg går min vej.

Utryghed kan være svært at sætte på formel. Hvad der for én kan opfattes som utrygt, kan af andre opfattes som en helt almindelig situation.

Thomas Friis Søgaard er lektor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet, og han har blandt andet forsket i tryghed i nattelivet. Han fortæller, at tryghed langt hen ad vejen handler om følelser.

- Det politiske mål er, at folk skal føle sig trygge, og det er en ret vild ambition. Det ville være mere realistisk, hvis politikerne sagde, at de ville højne sandsynligheden for, at man ikke blev udsat for kriminalitet, siger han.

Køn og ens selvopfattelse spiller en central rolle i, om vi føler os trygge. Ifølge Thomas Friis Søgaard vil kvinder i højere grad føle sig utrygge i situationer, hvor mænd vil finde det uforstående. Det handler om, hvad det er for nogle forbrydelser, man tænker, at man kan blive udsat for.

- For mange kvinder er det frygten for at blive seksuelt forulempet. Den følelse har mange mænd ikke. Det samme gælder ældre, der føler sig utrygge. Det handler om deres selvforståelse, og om de føler, at de kan gøre modstand og håndtere en ubehagelig situation, fortæller Thomas Friis Søgaard.

Samtidig fortæller forskeren, at en del af utrygheden også bunder i fordomme. Han nævner eksemplet, at de fleste ville have ondt af en ældre dame, der begynder at råbe nede i det lokale supermarked. Men hvis det var en mand med mørkere hud end gennemsnittet og med tatoveringer, så ville folk oftere blive bange.

- Selvfølgelig handler det også om fysik. Men utryghed handler altid om forestillinger om noget, der potentielt kunne ske, men som vi ikke ved om sker. Du kan ikke se med øjnene, om folk er farlige. Den spinkle mand kan have gået til kampsport i 20 år, hvor den muskuløse mand aldrig har nærmest sig en boksepude. Vi bedømmer folk, vi ikke kender, med øjnene. Derfor handler utryghed i høj grad om forestillinger.

Et sted hvor utryghed er svært at forestille sig, er i Vikingelauget Erik Klipping. Det er en gulmalet vinterbadeklub i Nyborg med smuk udsigt over Storebælt: Nøgne pensionister, sauna-sniksnak og kaffe på kanden - det farligste, man støder på her, er tilsyneladende “små skarpe”.

Men her er også åbent landskab, et stort hav og mørkt om natten. Potentielt er der et stykke vej til nogen, der kan høre én skrige.

Utrygt?

- Aldrig, siger Jette på 79.

Hun har en lilla Fjällräven-jakke på og sin mand, Bent, under armen. Og hun fortæller, at hun generelt ikke er utryg.

- Selvom jeg faktisk har prøvet to gange, når jeg er gået tur tidligt om morgenen, at en mand er sprunget ud af en busk og har spurgt om min pengepung.

Begge gange er det sket tæt på Rosengårdscentret i Odense, hvor ægteparret bor. Og begge gange er hun sluppet med skrækken - fordi hun ikke havde penge med.

- Nu undgår jeg bare at gå tur deromkring. Men jeg kender mange ældre mennesker, som slet ikke kommer ud. Fordi de ikke tør.

I Nyborg findes der også en sti, som unge kvinder ikke tør gå på, når det er mørkt.

- Folk kalder det voldtægsstien, siger 16-årige Katrine, der har tandbøjle og ravøreringe.

Stien snor sig langs togskinnerne, mellem Christianslundsvej og Banegårdsalléen, og mange af eleverne på Nyborg Gymnasium bruger den, hvis de pendler til og fra byen. Det samme gør Katrine, som bor i Korsør. Men aldrig, når hun har været til fest.

- Så går jeg en anden vej, siger hun.

Hvad er du bange for at møde?

- Ældre mænd, der går alene. Så tjekker man altid diskret, hvad det er for en type.

Hvad kigger man så efter?

- Har de mørkt tøj på. Oplynet jakke. Hættetrøje. Ser de normale ud.

Det samme siger 18-årige Malou. Hun har store hørebøffer på ørerne og får et chok, da jeg siger noget til hende.

Malou arbejder på den McDonald’s, der ligger ved Nyborgs motorvejsafkørsel seks dage om ugen. På vej på job tager det 25 minutter langs stien. Hjemturen, om aftenen, tager 35 minutter.

- Jeg skal ikke gå der alene, når det er mørkt, og risikere at møde en eller anden mand.

Hverken Katrine eller Malou har nogensinde oplevet noget ubehageligt på den såkaldte “voldtægtssti”. Og de kender heller ingen, som har. Avisen Danmark spørger også SSP Nyborg - det tværfaglige samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi - om de kender til nogen episoder.

- Vi kender ikke til specifikke steder i Nyborg, som skulle være utryghedsskabende. Vi har aldrig hørt betegnelsen “voldtægtsstien” før. Og SSP kender ikke til nogen forbrydelser på stien, siger Anne Grundtvig fra SSP Nyborg.

- Men sådanne historier kan ret hurtigt sprede sig, uden at nogen rigtig aner hvorfor.

Én ting er, hvordan ens frygt maler virkeligheden, noget andet er, hvordan den faktisk er ifølge statistikkerne. Danskerne bekymrer sig mindre for kriminalitet end tidligere. Det viser en rapport fra justitsministeriet forskningskontor. I 2017 bekymrede 43 procent af danskerne sig af til, ofte eller hele tiden over at blive udsat for kriminalitet. Det tal er faldet til 34 procent i 2021.

Men om det er blevet mere trygt at bo i Danmark inden for de seneste 10 år, “er desværre ikke et ja eller nej spørgsmål” ifølge Jonas Mannov, der er analytiker hos det kriminalpræventive råd.

- Det kommer an på, hvilke tal vi kigger på. Antallet af anmeldte indbrud er klart faldet, og jeg vurderer, at antallet af voldsepisoder ligger på det samme niveau. Men antallet af voldtægtssager er klart stigende, siger Jonas Mannov.

Stigningen af anmeldte voldtægtssager betyder ifølge Jesper Mannov ikke nødvendigvis, at der bliver begået flere voldtægter i Danmark. Det kan også skyldes, at der er kommet et større politisk fokus på området, og hvordan man karakteriserer en voldtægt. Det kan have fået flere til at anmelde sager til politiet.

- Men tallene på voldtægtsområdet peger på, at flere kvinder oplever hændelser som voldtægt, der bliver anmeldt flere sager til politiet, og der er en  stigning i antallet af sigtelser, fortæller Jonas Mannov.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der generelt er færre anmeldelser af kriminalitet i Danmark. I 2021 havde man det laveste antal, siden man første gang opgjorde statistikken i 1995.

Ifølge Jesper Mannov ser man dog ikke et tilsvarende fald i danskerne opfattelse af, om de er bange for at blive udsat for kriminalitet, selvom en del af statistikkerne falder.

- Den almindelige dansker følger ikke med i statistikkerne, så de ved ikke, hvad den reelle risiko for kriminalitet er. Men der er kommet flere medier, journalisterne er på i flere timer, og der produceres flere artikler. Det kan være en mulig forklaring på, at selvom tallene måske går den ene vej, så ser vi ikke trygheden hos danskerne følge med, siger Jonas Mannov.

Nogle kommer måske også til at skue hunden på hårene, dømme bogen på dens omslag, og hvad udtrykkene ellers siger.

Det har Mickey i Helsingør i hvert fald oplevet. Han kan virke intimiderende - alene på grund af den måde, han ser ud på. Hals, nakke og ansigt er overtatoveret. En rød djævlelignende ting hvisler med tungen i baghovedet på ham. Håret er kortklippet.

Mickey bor i et villakvarter omkring Smørhullet, en grøn park, ikke langt fra Stubbedamsvej, hvor rockergrupperingen Bandidos har et klubhus.

- Håndværkerkollegaer har nogle gange spurgt mig: “Nå, hvad er du så medlem af?” Og jeg svarer “Dansk Metal.”

Den røde djævel i baghovedet på Mickey er en buddhistisk beskytter. Han har aldrig gjort noget kriminelt, siger han og taler med rolig stemmeføring. Når han går i kvarteret smiler og hilser han altid. Om morgenen og dagen svarer folk. Om aftenen gør de ikke.

- Der er nok nogle, som er utrygge. Og det kan jeg også godt forstå, siger han og skæver ned ad vejen.

- Men nogle gange skal vi måske også blive bedre til at tro på det gode i mennesker?

Spørgsmålet er, om man risikerer at gøre problemet større, end det er, ved konstant at tale om, at der mangler tryghed. Det spørger Avisen Danmark justitsminister Mattias Tesfaye om:

- Jeg tror, at vi skal passe på med at tro, at hvis du lader være med at skrive den her artikel, og jeg lader være med at udtale mig om det, så bliver de trygge i Sønderborg. Sådan fungerer det ikke. Det, som betyder noget, er, om der har været et overfald i lokalsamfundet, og om der står fem gutter nede ved busstoppestedet, fordi de ikke har andet at tage sig til, svarer han.

- Statistikerne viser et ret klart billede af, at det på de fleste områder er mere trygt i Danmark. Burde du i stedet ikke sige, at det aldrig har været tryggere i Danmark, og det skal vi fortsætte med i stedet for tale om øget overvågning og strengere straffe?

- Vi har et rigtig trygt samfund i Danmark, og det skal det fortsætte med at være. Det siger jeg meget gerne. Men den er ulige fordelt. Og vi skal passe på med kun at kigge på gennemsnitstallene, fordi så forsvinder en meget vigtig del af diskussionen. Så forsvinder det, at unge bliver mere utrygge, og at udsatte boligområder er markant mere utrygge end resten af det danske samfund. Hvis vi stopper med at tale om det, så betaler dem med de laveste indtæger i de udsatte boligområder prisen.

Men kan ellers godt få den opfattelse, at når I snakker om tryghed og vaskekældre, så handler det om tryghed for de ældre og for kvinder og ikke for den unge indvandrerdreng. Gør I nok for dem og deres tryghed?

- De fleste ofre for vold er unge mænd, og der er en kraftigt overrepræsentation af borgere med udenlandsk baggrund i de udsatte boligområder. Jeg er lidt træt af, at de retspolitiske diskussioner altid får fremstillet unge indvandrere som gerningsmændene. For det er kun halvdelen af sandheden. Den sidste halvdel er, at beboerne i de udsatte boligområder er dem, som er hårdest ramt af organiseret kriminalitet. Jeg bor selv i Albertslund, jeg kan godt se, hvem der sælger stofferne og skaber utrygheden i min by. Men jeg kan også godt se, hvem der er ofrene for det, siger Matias Tesfaye.

Fortællingen slutter i et af de så omdiskuterede udsatte boligområder: På Nordvej.

Nordvej er en vej i boligforeningen Nøjsomheden i Helsingør, et ghettostemplet boligkvarter indtil december 2021, da tvangsflytninger gjorde, at de blev pillet af regeringens omstridte liste.

Fra de øverste lejligheder på Nordvej er der udsigt over Øresund. Men her er også udsigt til fordomme fra resten af byen, mener Alma, en 61-årig kvinde med rødder i Bosnien, som har boet her i mange år.

- Jeg har været socialrådgiver, og mange af mine kollegaer i Helsingør Kommune kunne ikke fatte, at jeg kunne bo her. En kollega sagde på et tidspunkt: “Ved du, hvad vi kaldte Nordvej, da jeg voksede op? Mordvej.”

Alma ryster på hovedet. Hun har aldrig følt sig utryg, og hun har aldrig oplevet noget slemt i vaskekælderen, siger hun.

Men drengene, som hænger ud blandt tørretumblere og vaskemaskiner, findes her i Nøjsomheden. De har sort træningstøj på, dun på overlæberne og en meget afventende attitude. De lader journalisten forklare hele præmissen - “vi er på jagt efter utryghed”, “statsministeren har talt om unge drenge i vaskekældre” og “ja, så tænkte jeg lige på jer”.

De himler med øjnene. Ingen af dem har lyst til at få deres navn eller billede i avisen. På den præmis sætter vi os ind i fritidsklubben Tetris og snakker.

- Statsministeren er klog. Hun siger ikke direkte, at det handler om indvandrerdrenge, men alle ved, at det handler om os, siger den ene af dem.

- Vaskekælderen er altså røget af mode. Det var meget 2020-agtigt, siger en anden.

De er tre, og de er mellem 15 og 17 år.

- Men vi sad bare og snakkede og hyggede. Fordi der er varmt, og vi ikke har andre steder, hvor vi kan hænge ud, når vi er 10 drenge.

Drengene kigger fortørnet på mig.

- Nej, vi vaskede ikke, men vi bor her jo også. Vi har vel også adgang til vaskekælderen? Hvad er der utrygt ved det?

Energi: Der er skruet ned til de statslige påkrævede 19 grader i Energinets store domicil i udkanten af Fredericia, men i det lyse atrium-miljø er ingen af de flere hundrede ansatte indtil videre trukket i striktrøjer.

Administrerende direktør Thomas Egebo har da heller ikke planer om at indføre sine forældres energiløsning under oliekrisen, fra han var en knægt på 11-12 år.

- Jeg husker det helt tydeligt. Vi boede i et almindeligt parcelhus fra 60'erne, og mine forældre lukkede ganske enkelt en stor del af huset ned ved at trække et stort fløjlsagtigt gardin gennem stuen, smiler Thomas Egebo ved erindringen.

Gardinet levede hele vejen gennem de kolde måneder under oliekrisen, hvor bilfrie søndage og ekstratykke sokker satte deres præg på samfundsordenen i 1973-74.

Gardinet blev pillet ned, men krisen satte sig på rygmarven af en generation, og Thomas Egebo ser mønstret gentage sig.

- De høje energipriser har betydet et helt andet fokus fra danskerne på deres energiforbrug. Vi har længe haft en overbliksportal på nettet, der hedder "eloverblik.dk". Den har altid haft en vis trafik, men nu bryder siden indimellem sammen, fordi danskerne virkelig gerne vil kende deres forbrug og ikke mindst se, hvordan de bedre kan forvalte det, siger Thomas Egebo.

Både energiselskaber og Energinet har i årevis forsøgt at overbevise danskerne om, at flytte strømforbrug til de mindst belastede tidspunkter af døgnet, men det har lidt været som at slå i en dyne.

- Nu har alle danskere især på grund af prisen øje for, hvornår de skal sætte vaskemaskinen i gang og lade el-bilen. Det er på en dyster baggrund, men det er en afgørende del af løsningen på lang sigt, at vi bruger ressourcerne klogt. Jeg tror og håber, at det bliver en vane, som vil vare ved, når vi er på den anden side af krisen, lyder det optimistisk fra Thomas Egebo.

- Kan du forstå, at danskerne har svært ved at forstå, at elpriserne eksploderer samtidigt med, at vi bygger flere og flere vindmøller?

- Det kan jeg godt, men vi er nødt til at holde fast i, at investering i vind og sol på den lange bane er med til at trække priserne ned. Grøn strøm er den billigste strøm, vi kan få, men lige nu er prisen på gas og strøm ramt af et sammenfald af faktorer. Krigen i Ukraine, som betød, at Putin lukkede ned for gassen, så prisen steg. En tør sommer, som har betydet mindre strøm fra vandkraft, mindre vind og dermed mindre vindstrøm, og franske atomkraftværker, der har været i problemer blandt andet på grund af indtørrede floder. Kombinationen af det hele har betydet stigninger og store svingninger i priserne på elbørserne, siger Thomas Egebo.

- Tænker du, at krisen kommer til at sætte den grønne omstilling tilbage i bakgear? Mange virksomheder føler sig nødsaget til at skifte gas ud med diesel eller gasolie?

- Lige her og nu kommer det måske til at sætte os lidt tilbage, men ikke på den lange bane. Tværtimod. Ønsket om europæisk uafhængighed af russisk fossil energi og indsatsen for klimaet går hånd i hånd. Og vi kommer til at se en acceleration af den grønne omstilling. Det understreger vigtigheden af, at vi finder de rigtige løsninger og sikrer, at den grønne strøm, vi producerer, kan omdannes til nye energiformer, siger Thomas Egebo.

Som øverste ansvarlige for, at danskerne har strøm i kontakterne, er Energinets fokus rettet mod her og nu-udfordringer. Helt lavpraktisk har eksplosionerne i gasledningen ud for Bornholm betydet et øget beredskab. Et bomanlæg sikrer, at man ikke kan køre helt op til hovedindgangen, og ingen kommer ind uden aftale og en godkendt billeddokumentation.

- På den korte bane gælder det om at sikre vores infrastruktur og forsyningssikkerhed, for med krigen i Ukraine har energi- og klimapolitik pludselig fået en helt ny dimension. Det har en geopolitisk dagsorden, hvor det er tydeligt, at vi skal arbejde for at gøre os mindre sårbare og uafhængige, siger Thomas Egebo.

- Mener du i lyset af eksplosionerne i Nord Stream og strømudfaldet på Bornholm, at vores infrastruktur er truet i en grad, så danskerne skal være bekymrede?

- Energinet overvåger både el- og gasnettet døgnet rundt og registrerer strømafbrydelser eller ændringer i gastrykket. Vi observerer ikke noget unormalt, og jeg sover godt om natten. Desværre sker der engang imellem tekniske fejl som den, vi så på Bornholm mandag den 10. oktober, der betød, at mange mennesker var uden strøm i nogle timer. Det gør vi selvfølgelig, hvad vi kan, for at undgå, siger Thomas Egebo.

Set i et geopolitisk og forsyningssikkert lys er direktøren tilfreds med, at Energinet gennemførte etableringen af Baltic Pipe fra gasfelter i Norge med endestation i Polen. Projektet var direkte et ønske om at gøre Polen uafhængig af gas fra russiske felter.

- Kan Danmark i princippet få glæde af den gas, og dermed undgå at skulle købe russisk gas?

- Principielt ja. Rørledningen får en kapacitet på 10 milliarder kubikmeter gas. Der er skrevet kontrakt for omkring de otte milliarder. Den resterende kapacitet ville kunne dække Danmarks behov for gas, hvis der er aktører i markedet, som ønsker at udnytte kapaciteten, siger Thomas Egebo.

Baltic Pipe blev mødt med kritik, og etableringen blev mødt med mange udfordringer, og det er hverken første eller sidste gang, energiprojekter vil møde modstand, er Thomas Egebo klar over.

- Vi skal bestemt ikke være tonedøve over for borgerne, men det er helt nødvendigt med udbygning af vores sol- og vindkilder, hvis vi skal gøre os uafhængige af fossil energi. I det seneste energiforlig har Folketinget besluttet, at der skal udpeges såkaldte VE-zoner i Danmark. Altså områder, som er udlagt til at rumme vindmøller eller solceller. Det, mener jeg, er fornuftigt, for så er der truffet en overordnet beslutning om, hvor der kan rejses vindmøller eller laves solcelleparker, så energiselskaberne langt hurtigere kan realisere vigtige anlæg, og vi og netselskaberne kan bygge den nødvendige energiinfrastruktur, siger Thomas Egebo.

Han er klar over, at udlægningen af VE-zonerne kommer til at rumme en del diskussioner, men i samarbejde med styrelser, kommuner og borgere er han overbevist om, at det lykkes.

- Det skal det, for vi har travlt. Ambitionerne er på grund af den aktuelle situation skruet voldsomt i vejret for, hvornår vi skal kunne levere 100 procent på den grønne omstilling, siger Thomas Egebo.

Det er en omvæltning, som gør indtryk på direktøren, som har arbejdet med klima- og energiforsyning de seneste 20 år.

- I mange år havde det område ikke den store bevågenhed. Det var et lille resort-område, som hverken danskerne eller politikerne havde den store interesse for. Det er vendt helt på hovedet. Både i befolkningen og på Christiansborg er klima og grøn omstilling af energisystemet helt øverst på dagsordenen. Vi er et af de lande, der har udbygget mest med vedvarende energikilder, og det er både en styrke og en udfordring. Det stiller krav til, at vi finder veje til at kunne lagre eller omdanne den grønne strøm. Det vil blandt andet betyde at lave elektrolyse til brint, så vi kan udnytte energien fuldt ud. Det er et af vores stærke fokus i øjeblikket, siger Thomas Egebo.

Selv om Danmark lader vindmøllerne blomstre og solcellerne brede sig, står det klart, at Danmark skal sikre sig tykke kabler i alle verdenshjørner for at have sikkerhed for strøm i kablerne. Den udbygning er i gang og fordrer masser af ingeniørkraft i Erritsø ved Fredericia og i Ballerup.

Det kræver også mange rejsedage for Thomas Egebo.

- Vi har en knowhow, som mange gerne vil have del i, og det gør os til en interessant partner ude i verden. Vi arbejder tæt sammen med de nordiske lande, vi har samarbejder med Belgien, Holland, Tyskland og Polen, og aktuelt har vi etableret et samarbejde med søsterselskaber i blandt andet Irland, Storbritanien, Australien, Texas og Californien. Sammen med os repræsenterer de nogle af de el-systemer i verden, hvor der er mest fluktuerende vedvarende energi fra sol og vind. De kolleger har vi indgået et samarbejde med, fordi vi står over for de samme udfordringer med at sikre forsyningssikkerheden i en rent grøn fremtid, siger Thomas Egebo.

Krigen i Ukraine har sat et voldsomt aftryk - også på pensionsselskabernes syn på militært isenkram.

I denne uge tog topchefen for Pensiondanmark, Torben Möger Pedersen, bladet fra munden og lovede store investeringer i forsvarsindustri, krigsteknologi og Forsvarets ejendomme.

Torben Möger Pedersen, der er kendt som en forholdsvist aktivistisk pensionsboss, forvalter 230 milliarder kroner for 800.000 pensionskunder, der typisk er medlemmer af 3F eller 10 andre fagforbund.

- Krigen i Ukraine viser, at vi i Vesten har været naive. Og vi har en forpligtigelse til at sørge for, at vores egne og andre Nato-soldater har det bedst mulige udstyr, så det er naturligt, at vi stiller os bag fornyelsen af Forsvaret, siger Torben Möger Pedersen til Børsen.

Virksomheder står i disse år i kø for at fortælle om deres ESG-politikker. Det står for ”Environmental”, ”Social” og ”Governance” og dækker over, hvordan virksomheden håndterer miljø og klima, virksomhedens sociale og samfundsmæssige påvirkning og en ansvarlig ledelse af virksomheden.

Torben Möger Pedersen ønsker nu, at der tilføjes et ”D” for ”Defence”, altså forsvar, fordi det i en moderne virkelighed også er bæredygtigt at bruge penge på vores egen sikkerhed.

Udmeldingen er iøjnefaldende, fordi militært isenkram ofte sendes i skammekrogen, når pæne pensionsselskaber, private investorer og visse banker skal udpege, hvem de vil samarbejde med.

Her i avisen har vi tidligere skrevet om Danske Bank, der i en særlig rapport har kaldt det ”uetisk” og ”kontroversielt” at producere militært udstyr. Rapporten fra november sidste år omfatter en udførlig liste på 70 sider med virksomheder, der ikke er pæne nok til storbanken - blandt andet de to dominerende flyfabrikanter, Boeing og Airbus, som dumper på deres produktion af bombefly og kamphelikoptere.

De blev placeret i samme kategori som tobaks-, alkohol- og gamblingbranchen.

Det er blevet en smule akavet, for de fleste vil formentlig give Pensiondanmarks topchef ret i, at når vi skal opruste vores forsvar, så skal vores soldater have adgang til det bedst tænkelige udstyr.

Alene i Danmark er der 100 virksomheder, der udvikler og fremstiller forsvarsmateriel. De beskæftiger tusindvis af ansatte og omsætter for fire milliarder kroner om året, hvoraf 80 procent hives hjem på eksportmarkederne.

Det kan sagtens gøre en forskel, at store investorer som pensionskasser er villige til at investere i disse virksomheder, så de kan udvikle de bedste radarteknologier, militære droner og materialer til pansring. Også selvom det ikke er spor rart at tænke på, hvad udstyret skal bruges til.

Pensiondanmark har allerede taget de første skridt og er med i udviklingen af nye patruljebåde til Forsvaret, der involverer en stribe medlemmer af den danske forsvarsindustri.

Men pensionsopsparernes penge kan også bruges til at forny og drive flere kaserner, som der bliver behov for, hvis Danmark skal blive i stand til at beskytte sit eget territorium. Det vil næppe opleves som kontroversielt, og investeringerne vil ovenikøbet være stort set uden risiko, fordi statskassen er kendt for at betale husleje til tiden.

Her er det ikke kun Pensiondanmark, der står klar til at åbne pengetanken.

- Fra pensionsbranchens side er der flere selskaber, som er klar til at løfte opgaver inden for f.eks. bygninger, så Forsvaret kan fokusere på de rent militærfaglige opgaver som følge af Ukraine-krigen, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension.

Men hvad mener pensionskunderne? En Megafon-måling i september viste, at kun tre procent af danskerne er uenige i den hårde kurs over for Rusland, selvom det slår buler i vores husholdningsøkonomi. Det kan kun tolkes som et klart grønt lys til pensionsselskaberne og deres nye - overraskende - forretningsområde.

Sagen om Lars Findsen tog også fredag de fleste overskrifter, selvom Lars Løkke forsøgte at få sin del af opmærksomheden ved at komme med et nyt politisk udspil. Her er dagens politiske overblik.