Fem måneder har Mattias Tesfaye nået at været justitsminister - øverste chef for landets politibetjente, anklagere, dommere og fængselsbetjente - inden Mette Frederiksen udskrev valg.

Nu sidder han på kontoret og er uudgrundelig i blikket. Holder en af de tænkepauser, han er kendt for både blandt journalister og kolleger - denne varer tyve sekunder. Trækker den så op helt nede fra bunden og siger:

- Jeg har haft mulighed for at grave mig ned i, hvordan det egentlig går i den danske retsstat.

Der er valg nu. Den politiske logik siger, at Mattias Tesfaye vil fortsætte derfra med at fortælle om alt det gode, han mener, Socialdemokratiet har gjort for retsstaten i de tre år, det har haft magten i denne omgang - først med Nick Hækkerup, der træt og udpint forlod tjansen for at blive lobbyist for bryggerierne, og nu med ham selv som justitsminister.

Det gør han ikke. I stedet fortæller Tesfaye om det håndværkertilbud, han overtog. Et system, der burde være fundamentet for samfundet, men som grundlæggende svigter borgernes forventning om retfærdighed. Et system, der i yderste konsekvens er i fare for at blive erstattet af selvtægt og private vagtværn på grund af hans forgængeres utilstrækkeligheder.

Tesfaye er den 11. justitsminister siden årtusindskiftet. Blandt de ti foregående har der været fire konservative. En har været venstremand. Halvdelen har været socialdemokrater - en af dem har været Mette Frederiksen.

Når Mette Frederiksen som statsminister taler om mangel på tryghed, taler hun om drenge/unge mænd/potentielle voldsforbrydere, der hænger ud ved S-togstationer og i vaskekældre. Om angsten for at blive ramt af pludselig og umotiveret vold, når man træder ud over sin dørtærskel.

Når Mattias Tesfaye som justitsminister taler om om mangel på tryghed, taler han om, når den pludselig og umotiverede vold er slået ned. Når man træder ind over dørtærsklen til alt det, han i foråret fik ansvaret for, og man møder politiet, anklageren, dommeren og fængselsbetjenten. Systemet. Og finder ud af at det først er der, man har alvor har grund til at blive bange. Og vred.

- Lad os tage udgangspunkt i en voldssag fra København, siger Mattias Tesfaye.

- 19-årige Lauritz blev overfaldet af en gruppe. Han fik rimeligt brutale tæsk, blev smidt ud på kørebanen med risiko for at blive kørt ihjel. Den af gerningsmændene, der blev straffet hårdest, fik seks måneders fængsel - selv om det var vold i forening, selv om han var tidligere straffet, selv om det var umotiveret. Seks måneder. Efterfølgende sagde Lauritz' mor, at hun synes, det er latterligt, at man kan udøve så voldsomt et overfald på et andet menneske og så slippe med seks måneders fængsel. Jeg er enig med Lauritz' mor: Det ER latterligt.

Der er ikke udråbstegn bag, når Tesfaye siger "latterligt". Tesfaye er en rolig mand. Og han er i øvrigt kun akkurat kommet i gang med at illustrere, hvad det er, han har fundet, mens han har gravet sig ned i, hvordan det går med den danske retsstat.

Mattias Tesfaye har to sønner. Han ved, hvad der ville ske, hvis det var ham, der stod nede på politistationen, hvis det var en dem, der var blevet udsat for et lignende overfald.

- Jeg ville få at vide, at seks måneder ville være en sandsynlig straf. Der er altså ikke tale om en dommer, der har misforstået Folketingets lovgivning. Dommeren har forstået Folketingets lovgivning. Jeg ville få at vide, at sagen først ville kunne komme for retten langt inde i 2023, måske først 2024. Jeg ville få at vide, at når gerningsmanden så kommer ud af spjældet igen, vil han sandsynligvis begå ny kriminalitet inden for to år.

- Og jeg ville blive klar over, at her er der tale om en stat, der ikke lever op til sin del af samfundskontrakten. Min opgave som borger er at opdrage mine børn, være til stede i mit lokalsamfund, få mig et arbejde og betale noget skat. Så skal staten også sørge for, at hvis min søn bliver overfaldet, så er der en passende straf og en hurtig konsekvens. 15 måneder tager det i gennemsnit fra anmeldelse til afsoning - så forsvinder en del af formålet med straf, særligt når to tredjedele af dem, vi lukker ud, begår ny kriminalitet. Vores ambition om resocialisering leverer ikke, hvad den skal.

- Det underminerer vores tillid til, at staten er i stand til at afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert. Det inderste i en stat er, at den skal være den stærkeste magt i samfundet, der hævner på vegne af os alle og træder til i stedet for selvtægt.

Så kommer vi til grunden til, at Mattias Tesfaye sidder og giver dette nutidsbillede af en retsstat, der svigter borgerne - ikke lever op til samfundskontrakten om, at når borgerne har givet deres, skal staten også levere sit. At Socialdemokratiet lige præcis nåede at præsentere en økonomisk 2030-plan, hvor partiet støt vil skrue op for midlerne til politi, anklagemyndighed, domstole og fængsler, så der om otte år bliver brugt 2,5 flere årlige milliarder end nu. Et løft på mere end 10 procent.

Uden penge, ingen højere straffe. Ingen hurtigere sagsbehandling. Intet håb om færre, der begår ny kriminalitet straks efter, de er blevet lukket ud.

- Vi har en belægning i fængslerne på 100 procent og har haft det i en årrække. Vi mangler fængselsbetjente. I praksis betyder det, at retspolitikken i dag er defineret af kapaciteten i vores institutioner.

Oversat: Politikere kan være nok så tough on crime, tale nok så meget om højere straffe. De kan bare ikke føre det ud i livet, fordi der kan ikke være flere forbrydere i vores fængsler.

- Alle politikere, der taler om strengere straffe uden at forholde sig til det, binder danskerne en historie på ærmet. Det har vi allesammen gjort. Alle politikere står på tv og taler om hårdere straffe, mens Lauritz' mor oplever, at gerningsmanden får en latterlig straf. Det er usundt for et samfund, at vi borgere har en oplevelse af, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det, politikerne siger, og det vi oplever, når vi selv kommer i kontakt med retssamfundet. Lige nu berammer Aarhus Ret først retsmøder i 2024. Tænk lige over det. Vi har gjort en række forskellige ting i vores regeringsperiode, men jeg må bare indrømme, at der ikke er noget af det, der gør, at jeg kan kigge Lauritz' mor i øjnene og sige, at det bliver anderledes i fremtiden. Staten leverer stadig ikke det, den skal i forhold til samfundskontrakten.

Samtidig med at Mattias Tesfaye har gravet sig ned i både dommen over Lauritz' gerningsmand og den helt generelle tilstand i retsstaten, har han også forsøgt at identificere skurken. Den tidligere eller nuværende statsminister, regering eller justitsminister, der kan drages til ansvar for eroderingen af retsstaten.

- Jeg kan ikke pege på skurken. Desværre kan jeg ikke sige, at det er de blå, der er skyld i det hele, og at Socialdemokratiet er uskyldig. Det er et kollektivt ansvar, at vi er havnet her. Ingen af mine socialdemokratiske forgængere har stået for rundkredspædagogik og blødsødenhed. De borgerlige justitsministre har haft samme standpunkt. Det er ikke holdninger, der har manglet. Det er villigheden til at bakke det op med ressourcer.

Noget tyder på, at vælgerne er lidt mere tilbøjelige til at pege de gode og de onde ud - i hvert fald når de skal vurdere, om en rød eller blå regering er bedst til at sikre lov og orden. I forskningsprogrammet "Det danske valgprojekt" fra Aarhus Universitet har man ved hvert valg siden 1994 stillet netop det spørgsmål.

Kun omkring 20 procent af vælgerne vurderer, at socialdemokratisk ledede regeringer er bedst til at sikre lov og orden. Borgerlige regeringer er konstant mindst ti procentpoint over Socialdemokratiet - ofte med en opbakning på den pæne side af 40 procent, nogle gang på den pæne side af 50 procent.

Borgerlige partiers ejerskab til retspolitikken er markant.

Mattias Tesfaye kigger på den for en socialdemokratisk justitsminister nedslående kurve, som Avisen Danmark har lagt foran ham, og skal til at svare på, hvorfor han tror, at vælgerne vurderer Socialdemokratiet så meget lavere end de borgerlige partier.

Så kommer tænkepausen igen. 23 sekunder.

Tesfaye starter et forvirrende sted. Og trækker den igen op helt nede fra bunden.

Han flytter os fra nutidsbilledet af en svigtende retsstat og placerer os i sin barndom i en boligforening i en forstad til Aarhus. I en lejlighed med en enlig mor. Taler om, at det kunne han godt præsentere som en tudehistorie om "arbejdsløshed i firserne, huller i vinterstøvlerne og den slags ting." Men gør det i stedet til en historie om et velfungerende almennyttigt boligområde. Om en folkeskole med børn fra både villaer og boligforeninger. Om Aarhus Stiftstidende der betalte ham for at gå med aviser. Om fodboldtræneren Chris, der var en farfigur for de enlige mødres sønner.

- Jeg fik en god læreplads og boede i en by, hvor jeg kunne drikke mig stiv og gå hjem fra byen uden bekymringer. Jeg er vokset op i et socialdemokratisk velfærdssamfund, som i den grad har givet mig muligheder.

Pointen er: Som socialdemokrat føler han, at han skylder velfærdssamfundet meget. Skylder at være taknemmelig for folkeskolen, fodboldklubben, fritidsjobbet og et velreguleret arbejdsmarked. Og at det nok er årsagen til, at der mangler noget i den socialdemokratiske fortælling, den socialdemokratiske appel.

- Den mangler, at velfærdsstaten står på en retsstat. På det grundlæggende princip at det ikke skal være den stærkestes ret. Det er ikke dem med de største overarme eller de fleste rockervenner, der afgør tvister. Det burde være en socialdemokratisk hjertesag, at vi ikke lever i et samfund med den stærkestes ret. Det mangler vi måske at få forklaret værdien af set med socialdemokratiske briller. De stærkeste skal nok klare sig. Det gør de altid. De finder privatretlige tvistløsningsmodeller og hegner deres boligområder ind med private vagter, så deres børn kan gå i byen i sikrede områder uden vold og narko.

Tesfaye kom til Justitsministeriet fra Udlændingeministeriet og har i hele sin tid i Socialdemokratiet været instrumental i at flytte partiet til højre i udlændingepolitikken. Det kræver samme langstrakte manøvre at flytte Socialdemokratiet i befolkningens øjne, når det gælder lov og orden, erkender han.

- Vi har et behov for at forklare, hvorfor vi går ind for hårdere og hurtigere straffe. At det ikke er en taktisk positionering, men også et udtryk for, at de mennesker, vi gerne vil være et parti for, er nødt til at have en oplevelse af, at vi tillægger det en enorm værdi, at det er politiet og ikke banderne, der går med våben i Danmark, at tvister ikke bliver afgjort af dem med de bedste forbindelser til Hells Angels, og at kriminalforsorgen ikke bare skal låse folk inde, men gøre dem til bedre mennesker.

- Det vil jeg gerne bruge tid på i håb om, at det har ændret sig, når du viser mig den kurve igen om nogle år.

Håbet er, at det får betydning, at Socialdemokratiet i fremtiden vil finde ekstra 2,5 milliarder til retspolitikken, så mange års tomme paroler og socialdemokratiske svigt af samfundskontrakten kan vendes.

Så Lauritz' mor ikke igen skal opleve, at retsstaten ikke kan levere reel retfærdighed.

Så Mattias Tesfaye ikke kan blive ved med at finde det ene eksempel efter det andet i retsbøgerne, hvor voldssager ender med sene og "latterlige" straffe, når dommerne bare gør, hvad Folketinget har bedt dem om.

Men hvad skulle der egentlig til for, at Mattias Tesfaye ikke ville mene, at dommen over Lauritz' gerningsmand var "latterlig"?

- Bare så dommeren ikke oplever det som kritik af ham: Jeg retter min kritik mod folketingssalen, ikke retssalen. Jeg vil gerne kigge på de strafskærpende elementer - gentagende kriminalitet, at volden bliver begået sammen med flere, at den er umotiveret, og hvis der er et ydmygende element. Det skal ikke være noget med, at en skærpende omstændighed hæver straffen med 20 eller 30 procent. Den skal f.eks. fordoble straffen. Jeg forestiller mig ikke, at straffen i Lauritz' tilfælde ville gå fra seks til ni måneder, og så er vi tilfredse. Jeg forestiller mig noget helt andet. Noget voldsommere.

Og så siger Mattias Tesfaye noget, der indikerer, at hvis forskerne, der undersøger hvilken blok vælgerne har mest tillid til, når det handler om at sikre lov og orden, havde spurgt ham, kunne han måske blive fristet til at svare i den illoyale retning:

- En midterregering vil lettere kunne fungere på nogle områder end andre. Netop på retsområdet ville jeg ret hurtigt kunne blive enige med de borgerlige om, hvad der skulle være grundlaget.

"Killing me softly with his song" brager ud af højtaleren. Med en vodkaflaske i den ene hånd, en splinterny mobiltelefon i den anden og kroppen fyldt med ecstasy danser en grønlandsk kvinde med stive bevægelser. Hun har lige fået kontanthjælp. Et kærestepar sidder og råsnaver, en sort fyr hamrer på en afrikansk tromme, og en mand på krykker humper hen til muren for at pisse op ad Fyens Stiftstidendes bygning.

Under hele spektaklet, i parkeringskælderen, liner en pusher coke-streger op, mens en anden hustler venter på at få afsat et sæt guldbestik fra Erik Bagger.

"Telling my whole life with his words, killing me softly with his song."

Det er tirsdag eftermiddag på Banegårdspladsen i Odense, Danmarks tredjestørste by, men det kunne lige så godt have været en hvilken som helst anden dag. Udsatte borgere bruger pladsen som tilholdssted, dansegulv, hælermarked, soveværelse, bodega og stofindtagelsesrum. Sådan har det været i årevis.

For en del odenseanere er det utrygt, og derfor vil et enigt byråd bruge 1,6 millioner kroner på bænke, hække og restaurerede toiletter, som skal lokke 25-30 grønlandske borgere hen til en anden plads.

For socialordførerne på Christiansborg er det velkendt, at udsatte grønlændere ikke er et Odense-problem. På tværs af byerne er landets knap 17.000 grønlændere stærkt overrepræsenterede i hjemløshed, alkoholisme, arbejdsløshed og tvangsfjernelser af børn.

For Torben er alt det ovenstående virkeligheden, hans liv udgøres af. Festerne på Banegårdspladsen i Odense er hverdagen, og de negative socialstatistiker tegner den 42-årige grønlænder op. Som han sidder på bænken, ser han broget, barsk og beruset ud.

Men på bunden er billedet et andet. Og historien, som du læser nu, er dedikeret til ham. Til Torben og alle de andre skæve eksistenser, jeg møder, da jeg tilbringer et døgn med “de skide grønlændere”.

Kalaalipalaat- som betyder “de skide grønlændere” - er et grønlandsk ord, som Torben lærer mig. Det er, hvad han og cirka 150 andre grønlændere kalder Banegårdspladsen i Odense inde i en lukket Facebook-gruppe.

- Engang kaldte vi det Peters Plads, fordi det var en grønlænder ved navn Peter, som startede med at komme her. Men han er død, så nu siger vi, at vi mødes på Kalaalipalaat, forklarer Torben.

Klokken er 12, midt på dagen. Vodka-dansen til "Killing me softly" ligger nogle timer ude i fremtiden, og lige nu er Torben hverken festlig eller fornøjet. Han ser forvirret og plaget ud.

- Hvad fanden skete der i går? spørger han.

Som en vinterdag på Grønland er minderne fra mandag aften indhyllet i et mørke. Nogen har sovet på Torbens sofa, men han husker ikke hvem. Og abstinenserne gør det svært at tænke.

Han drikker sin morgenmad i form af en grøn Tuborg. “Et grønlandsk rundstykke”, kalder han det selv.

- Så er vi sgu i gang igen. Det hjælper lidt på rystelserne.

Vennerne begynder at dumpe ind på Banegårdspladsen, nogen med joints i kæften, andre med stumper af Torbens manglende hukommelse. Det er tidligt på måneden, så de var skide fulde i går. På vej til efterfest kørte de for langt med den nye letbane, drak deres bajere og kom på en endnu dybere sejltur. Vennen Tamou - en 37-årig mand med rødder i Elfensbenskysten - crashede hos ham og smuttede tidligt i morges.

- Fuck mand, siger Torben.

De griner af historien. Slænget fra i går er samlet igen og har kurs mod en ny brandert.

Torbens liv har ikke altid været sådan.

Han er født og opvokset i Sisimiut, Grønlands næststørste by, som ligger 320 kilometer nord for Nuuk.

- Det er kystens perle i Vestgrønland. Siden jeg var en lille dreng har jeg været med på jagt efter moskusokser og rensdyr, og min far lærte mig at fange sæler, siger Torben.

Men hans far lærte ham også, at man fik på munden, når man var uopdragen. Og Torben lærte selv, at der ikke var mange muligheder for ham i Sisimiut.

- Hvorfor tror du, at folk rejser fra Grønland til Danmark? Folk rejser herned for at slippe væk fra deres sociale problemer.

Torben endte med at få mange flere.

Han kom til Danmark i 2007, uddannede sig som elektriker, men fik et job som kok på en dessertfabrik. Han passede sit arbejde, sin hund og sit hus, siger han selv. Blev far til fire sønner.

Men undervejs blev en kone til en ekskone, og Torben fik partnerskab af psykiske problemer, tændervridende søvnmangel og gal jalousi i stedet for. En dag for fire-fem år siden slog det klik. Han kørte hjem til sine børns mor, sin eks, for at banke hende og endte med at skære hende i panden med en kniv. Efterfølgende skar han armene op på sig selv.

Hun overlevede. Og snittene var heller ikke dybere, end at han selv vågnede op igen. Nu iført spændetrøje på en lukket afdeling. Derfra i fængsel i to og et halvt år.

Torbens forbrydelser og fortrydelser kan selvfølgelig ikke bruges til at generalisere alle grønlændere i Danmark. Det er en unik beretning, et ekstremt tilfælde.

Men proportionsmæssigt er der mange grønlændere, som synker til bunds i det danske samfund, når de ankommer efter en rejse på 4.000 kilometer igennem rigsfælleskabet.

Hvad går galt?

Antropologen Mille Schiermacher lavede en undersøgelse for et par år siden, som baserede sig på 128 spørgeskemaer samt en række interviews i både Grønland og Danmark. Ønsket om at begynde på en frisk, få en behandling for et misbrug eller en sygdom, drømmen om en bolig eller forestillingen om evig dansk sommer er nogle af bevæggrundene, som får grønlændere til at rejse til Danmark.

- Mange af dem har været relativt velfungerende i Grønland, men når så de kommer til Danmark, oplever de hurtigt en social deroute. En oplagt forklaring er, at indgangen til det danske samfund for mange går gennem herbergerne, siger Mille Schiermacher, der i øjeblikket arbejder på en ph.d. om selvsamme emne.

Problemet er systemets struktur, snarere end de enkelte individer, mener hun.

- Den frie bevægelighed i rigsfællesskabet kommer kun de ressourcestærke til gavn. Grønland og Danmark bør gentænke processerne, så man får en fælles social politik i stedet for at lave det i siloer.

Nogenlunde samme toner lyder der fra Karen Margrethe Dahl, som er chefanalytiker hos VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Systemmæssigt bliver grønlænderne ret usynlige, når de kommer hertil, fordi de er danske statsborgere. Der er ikke fokus på, at der nogle gange er brug for en integrationsproces, og mangelfuld tolkebistand gør mange af dem magtesløse i møderne med kommunerne, siger hun.

På Banegårdspladsen i Odense er der en del af grønlænderne, som ikke taler godt dansk. Men de forstår alligevel nok til at skraldgrine af Stigs vittigheder.

- Hvorfor er der ikke så mange muslimer på Grønland? Er du klar over, hvor svært det er at halalslagte en hval?

- Alkoholfrie øl? Det er det samme som at bestille en luder, der bare vil kæle.

I et spraglet, knokkelskævt og farvestrålende persongalleri - hvor der er lige så mange danskere, som der er grønlændere - er Stig en af hovedpersonerne.

Hans mor var syg, hans far var alkoholiker, og han har selv haft fart på, siden han blev Danmarksmester i ungdomsspeedway i 1999. Han trillede igennem den klassiske “snebold-effekt”. Tjald blev til amfetamin, som blev til kokain, som blev til ecstasy, som blev til LSD. I dag er han funktionel hjemløs. Han har et hus i Dyrup, men får angst af at være der. Så han bruger det kun til at sove i.

- Grønlænderne er de eneste, som har accepteret mig, siger han, og viser mig en isbjørnehalskæde, der hænger under Hus Forbi-sælgerjakken.

I sidste uge blev han indlagt på Hvidovre Hospital med en promille på 3,6. Det var lige voldsomt nok, erkender han.

- Vil du høre noget fedt, som du gerne må citere mig for? spørger han mig.

- Psykiatrien skal være bedre til at arbejde sammen med misbrugscentrene - og behandle folk, selvom de har et misbrug.

Eftermiddag bliver til aften, solen daler ned, og promillerne banker i vejret. Odenseanere på vej hjem fra arbejde går forbi Banegårdspladsen og kaster flygtige blikke mod Torben og vennerne. De ser skæve, stive og strintende skæbner, der skaber sig og ligner nogen, man kan slå sig på. Men de kender ikke historierne bag.

De ved ikke, at Tamou - en 37-årig sort fyr med kasketten omvendt på og djembe-trommen i skødet - er med i en hiphop-musikvideo fra Elfenbenskysten. Han fortæller, han har set venner og bekendte blive stukket ned og slået ihjel på Blågårds Plads på Nørrebro i København. At han er flygtet fra selvsamme miljø. At han har fået diagnosen “lettere mentalt retarderet”.

De ved nok heller ikke, at den 27-årige fyr med protesen og guldkæden, Nicholas, mistede sit ben, da han kørte ind i et autoværn med 160 kilometer i timen på sin motorcykel. At han efterfølgende blev afhængig af heroin, senere pusher og på et tidspunkt hjalp med at kidnappe en mand. Nicholas huggede en økse i kravebenet på selvsamme mand og kom i fængsel. Ifølge Nicholas alt sammen på grund af en minigraver, som nogen ikke havde afleveret tilbage til tiden.

Der er også Martin - en 40-årig mand, der ligner en, som sjældent spiser. Banegårdspladsen i Odense er det eneste sted, hvor han kan regne ud, hvordan han skal fungere, fortæller han.

Eller Tulle på 32, en pige med sæbeøje og fremskudt brystkasse, altid parat til at smadre folk. Hun vil trampe dem i ansigtet, råber hun, og mens jeg er der, slår hun en mand fra gruppen i fliserne.

Men under fire øjne fortæller hun, at hun er bange for livet. At hun ville ønske, at psykiatrien ville indlægge hende.

Og de forbipasserende ser måske en nydelig 43-årig kvinde med læbestift og pænt tøj, men de ser ikke, at hendes børn er blevet taget fra hende. Tårerne får mascaraen til at løbe, når hun fortæller, at hun har rullet deres tøj sammen og pakket det ind i andet tøj, så hun kan ligge og kramme dem om natten.

Hun påstår, at hun misforstod familieafdelingen i Svendborg, da de spurgte, om hun drak. For jo, det gjorde hun da. Men ikke på den måde. Ikke dengang i hvert fald. Nu tager hun coke, speed og heroin, fordi hun er træt af sit liv. Og bor på forsorgshjem.

- Men jeg vil ikke tilbage til Grønland, siger den 43-årige kvinde, der kom hertil for at blive frisør.

- For så får jeg abstinenser, og de ting der dulmer abstinenserne, koster rigtig meget på Grønland.

Historier om druk og død, tvangsfjernelser og fængslinger, stor sorg og små glæder deles på pladsen dag ud og dag ind. Elementer af røverhistorier sniger sig ind, men fortællingerne skaber et fællesskab og en mening, som gør, at nogle af Odenses udsatte borgere føler, at de har noget at stå op til.

- Man skal jo lige høre, hvad der sker på Kalaalipalaat, siger Torben.

En ting er ham og mange af de andre enige om: Deres personlige beretninger er langt mere spændende, end de historier som Fyens Stiftstidende smækker op på storskærmen.

- I sidste uge kunne vi læse noget om et “drama i Faaborg”. En nyfødt ælling blev jagtet af en kat, forklarer Torben, mens han ryster på hovedet.

Den historie husker han. Til gengæld har han ikke lige styr på, om Mette Frederiksen har udskrevet folketingsvalg tirsdag.

Formentlig er der heller ikke noget af valgkampen, der kommer til at handle om Torben og alle hans venner på Banegårdspladsen.

Det tvivler i hvert fald den grønlandske folketingspolitiker Aaja Chemnitz på, da jeg taler i telefon med hende. Torsdag påpegede hun, at statsministerkandidaten Søren Pape Poulsen (K) skulle have udtalt, at Grønland er som "Afrika på is", hvilket Pape nu har undskyldt for. Bortset fra det forventer hun ikke meget spalteplads til grønlændere.

- Udsatte grønlændere kommer overhovedet ikke til at fylde noget i den danske debat. Som i slet ikke.

Aaja Chemnitz har siddet i folketinget siden 2015, og i løbet af den tid har hun selv ændret holdning, fortæller hun. På syv år er hun gået fra at tale om herberger og væresteder til at tale om krav.

- Det gør ondt på mange i Grønland, at jeg italesætter den virkelighed, som der er. Men vi er nødt til at turde stille krav til de her mennesker. Kun 33 procent af de arbejdsduelige grønlændere i Danmark har et arbejde. Det er alt for få, siger hun og fortsætter:

- Det er påfaldende, at så mange partier har en håndfast indvandringspolitik. Men ingen har en håndfast politik overfor grønlændere.

I hjertet af Odense er der efterhånden få på Banegårdspladsen, som har et håndfast greb om noget som helst. Tulle - den 32-årige kvinde med sæbeøjet - er snublet ned fra kanten af springvandet og har slået sit knæ, så det er malet i blod. En anden kvinde har sat sig på hug bag et træ for at tisse, men er faldet i søvn i løbet af akten. Nu sover hun op ad træet.

Torben er rørstrømsk. Han kigger tudende ud over pladsen, mens han taler om “taknemmelighed”.

- Jeg græder over det, jeg har. Mine venner, siger han og fortsætter filosofisk:

- Du skal fange dig et hus, fange dig en bil, fange dig et image. Jeg gider det ikke mere. Jeg er færdig med at gå på jagt. Livet er, som det er.

Men er det ikke også bare en dårlig undskyldning for ikke at få styr på dit liv igen, Torben?

Han tænker sig lidt om, mens Tamou trommer på sin djembe til nogle arabiske toner.

- Nej, svarer Torben så.

- Vi hader at være her. Og vi elsker at være her. Og vi hjælper hinanden.

Efterhånden har han nok drukket 30-35 øl og røget med på en god håndfuld joints. Alligevel taler han om efterfest, da klokken nærmer sig midnat. Stig, den tidligere DM-mester i speedway, er efterhånden så skæv, at der kun kommer vrøvlende lyde ud af munden på ham. Han har taget en Rivotril, en medicin, der bruges til at forebygge angst, men som også kan gøre en helt blæst i op mod et døgn.

Han bider på Torbens krog.

Vi tager letbanen på røven, Torben, Stig og jeg. Seks stop fra Odense Banegård til Korsløkke, og resten af vejen må Torben læne sig op ad ligusterhækkene langs fortovene.

Han har boet i en lille lejlighed i en sidegade til Nyborgvej siden 1. juni, men er allerede blevet smidt ud på grund af naboklager. Den 18. oktober skal han være væk.

Derfor har Torben heller ikke orket at få lavet nye nøgler, efter at en ekskæreste har smidt de andre væk. Med et fjoget smil trykker han på knapperne ud for alle navnene i bygningen for at blive lukket ind i opgangen. Klokken er halv 1 om natten, og hvis ingen åbner, skal vi finde et andet sted at feste. Og sove.

Heldigvis bliver vi buzzet ind. Og døren ind til Torbens lejlighed har han allerede sparket ind i sidste uge. Indefra kan den låses ved at stille en stol under dørhåndtaget, forklarer han, da vi træder ind i entreen.

I køkkenvasken, på spisebordet og på sofabordet står der tomme øldåser. På væggene hænger der billeder af isbjørne, som han selv har malet, da han sad i fængsel. På badeværelset er der kakerlakker.

- Velkommen til mit fucking liv. Se dig omkring. Vil du bo sådan her som 42-årig?

Han hiver lidt i sin hvide t-shirt, som han har fået med hjem fra en operation på OUH.

- Hvordan fuck er jeg endt sådan her? spørger Torben.

Han fyrer op for både musik og joint. Stig falder hurtigt i søvn. Og jeg gentager hans eget spørgsmål.

Hvordan er du endt her, Torben?

Han begynder at græde igen. Fortæller mig om sine fire drenge. Den ældste, som er 18 år, bor på Grønland og har lige skudt sit første rensdyr. En anden har “rødt hår som en fra Aberdeen”. Den tredje vil gerne gå i dyre Moncler-jakker. Og den sidste bliver shaman en dag, tror faren.

Ingen af drengene er i kontakt med deres far. Den ret fraskrev han sig, da han angreb deres mor med en kniv.

På PlayStationen spiller en sang af Gasolin:

"This is my life and I don't care."

Næste morgen vågner jeg op på Torbens lædersofa. Stig ligger på gulvet og snorker, indtil han griber ud efter sin første bajer omkring klokken 8. Han skal til København.

Torben vågner klokken 10:30 med begyndende abstinenser. Vi iler ud af lejligheden efter “grønlandske rundstykker”.

Med en bajer og en smøg fra kiosken finder han roen. Tager en dyb indånding af den sprøde efterårsluft. Og spadserer ind mod Banegårdspladsen - for at begynde forfra.

- Det her kan ikke blive ved, siger han, måske både til ham selv og mig.

- Det her bliver man ikke gammel af.

Suser vinden gennem vinduerne, og forsvinder varmen ud gennem den iskolde hulmur? Så står du med et problem, hvis et overraskende skrapt udspil fra EU-Kommissionen bliver til virkelighed.

EU tager nemlig fløjlshandskerne af, når Europa skal befries fra Putins naturgas og leve op til en politisk målsætning om, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med mindst 55 procent i 2030.

Med den europæiske klimalov er der ovenikøbet et bindende mål om klimaneutralitet senest i 2050.

En vigtig komponent er et nyt bygningsdirektiv, som de fleste danskere formentlig har overset. Men direktivet kan ramme 800.000 danske familier, der skal spare milliarder af kroner sammen til isolering og nye varmekilder, hvis deres boliger skal være lovlige at bo i.

Lyder det vildt? Ja, men forslaget er ikke til at misforstå:

1. EU vil for det første stramme energimærkningen af europæernes boliger. Boligerne kan få en karakter fra A til G, hvor G gives til de 15 procent af ejendomsmassen, der bruger mest energi.
2. Det næste skridt er et krav om, at alle beboelsesejendomme fra 1. januar 2030 som minimum skal leve op til karakteren F. Senere - frem mod 2033 - skal boligmassen energirenoveres, indtil alle som minimum lever op til karakteren E.

Det er kompliceret, men omsat til virkelighed bliver det først og fremmest en usædvanlig dyr operation.

Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh, anslår udgiften alene i Danmark til 120 milliarder kroner, fordi næsten hver tredje boligejendom i Danmark - 30 procent - har et energiforbrug, der er så stort, at den skønsmæssigt skal renoveres for 150.000 kroner.

- Det er et meget vidtgående direktiv, som får enorm betydning for boligmassen i Danmark. Meget vil slet ikke nå at blive renoveret alene af den praktiske årsag, at der slet ikke er håndværkere nok til at renovere så meget så hurtigt, siger Mikkel Høegh.

Han har øje for, at EU-direktivet rejser en ny diskussion om forholdet mellem land og by. Særligt i landdistrikterne er der mange boliger, der har et højt energiforbrug, men hvor det ikke kan betale sig at renovere dem.

- Så kan det være nødvendigt at køre en bulldozer igennem dem, konstaterer boligøkonomen.

EU har ikke taget stilling til, hvordan boligejere skal straffes, hvis de ikke får hulmursisoleret eller udskiftet oliefyret i tide.

Det er en vigtig detalje, at det ikke kun er i forbindelse med salg, at en bolig skal være renoveret og leve op til energikravene. Man må slet ikke bo i et hus med det forkerte energimærke.

Men mange danskere risikerer at bliver stavnsbundet i deres usælgelige boliger, for der er ingen købere, der kan gå i banken og låne penge til en ulovlig bolig.

Det er dårligt nyt for boligejerne, men også for banker og realkreditinstitutter, der har ydet lån til mange af de ramte ejendomme. Her er det - igen - yderområderne, der udløser panderynker.

- Særligt bygningsejere i områder, herunder landdistrikter, hvor der er en stor andel af bygninger med et lavt energimærke, og hvor renoveringer ikke automatisk modsvares af prisstigninger, vil blive ramt af forslaget, skriver Finans Danmark i udkast til et notat, som Avisen Danmark har set.

Forslaget forhandles lige nu i Europa-Parlamentet, hvor en særlig industrikomité er kendt for særdeles ambitiøse klimaambitioner. Komitéen har allerede luftet idéer, der er mere vidtgående end det, EU-Kommissionen har lagt på bordet.

Herhjemme er politikerne vågnet og overvejer nu - midt i valgkampen - om 800.000 boligejere kan forvente en håndsrækning. Enten til at renovere eller nedrive deres huse.

- Alternativet findes ikke. Vi kan ikke lade være med at gøre noget ved de huse, der er for billige til, at de kan bære den nødvendige investering. Derfor må vi se på, hvordan vi får det gjort. Ikke om det skal gøres, siger de radikales klimaordfører Rasmus Helveg Petersen til Finans.

Den endelige model ventes nu med spænding. Selvom tallene fra Danmark er voldsomme, står det værre til i andre EU-lande, der døjer med gasfyr og utætte vinduer.

Tre ud af fire bygninger i EU er ikke energieffektive, og 60 procent af EU’s gasforbrug går til enten at varme huse op eller køle dem ned.

Derfor er det en god idé at holde øje med EU’s næste bygningsdirektiv.

Lørdag var dagen, hvor de danske gader og stræder blev pyntet op med politiske slogans og ansigter, da valgplakaterne blev hængt op i lygtepælene.

Ulovlige cigaretter: E-cigaretter med frugt- og sliksmag har været ulovlige siden april. Alligevel kan man købe netop det i flere kiosker landet over. Det erfarer Avisen Danmark.

I et samarbejde på tværs af flere nyhedsredaktioner i Jysk Fynske Medier har vi på Avisen Danmark valgt at undersøge, hvor nemt eller svært det er at skaffe sig de søde nikotinpinde.

De såkaldte "puffbars" formidles i stor stil på sociale medier, som vi tidligere har fortalt. Men spørgsmålet er, om der findes etablerede forretninger, hvor det ulovlige produkt også bliver solgt fra.

Svaret er ja. Det er ikke særlig svært at få fingrene i de ulovlige e-cigaretter.

Puffbars tiltrækker lige nu stor opmærksomhed, blandt andet fra Sundhedsministeriet og Sikkerhedsstyrelsen. Ifølge myndighederne så er der mange børn, som benytter sig af puffbars, der ligner og lugter af slik, men indeholder nikotin.

I forrige uge kunne sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortælle, at brugen af puffbars blandt børn er eksplosivt stigende, og at børn helt ned til femte klasse har prøvet e-cigaretterne.

- De her e-cigaretter med frugtsmag er i hvert eneste politiområde, i alle større byer og mange andre steder også. Det er skadeligt for vores børn. Det kan skade deres hjerner, hvis de ryger det.

- Så snart de her produkter når ind i en folkeskole, så eksploderer brugen af det. Og det er virkelig vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at sørge for at stoppe spredningen af det blandt vores børn, fortalte Magnus Heunicke for nyligt til avisen.

Avisen tjekkede elleve byer landet over. I fem af de elleve byer kunne vi ubesværet og hurtigt købe puffbars: I Odense, Helsingør, Svendborg, Fredericia og Hedensted. Alle steder var der tale om traditionelle kiosker, bortset fra Svendborg, hvor den udsendte reporter fandt e-cigaretterne i den nyligt konkursmeldte slikbutik Fætter Guf på gågaden i Svendborg.

Foruden slikbutikken i Svendborg, er der tale om den odenseanske kiosk "Online-Kiosken", Helsingørs "Torvets Kiosk" og "Løsning Håndkøb og Tips" lidt uden for Hedensted. "Kiosk Stjernen" i Fredericia havde midlertidigt udsolgt, da vi undersøgte muligheden for at købe puffbars, men de garanterede, at lageret ville blive genopfyldt et par dage senere.

Hos Online-kiosken i Odense afviser ejeren, Samer Abou Hachim, at produktet overhovedet bliver solgt i hans kiosk.

Jeg har selv købt to forskellige ulovlige puffbars i din kiosk. Så det kan man altså godt. Dét kender du ikke noget til som ejer?

- Nu er der jo flere ejere, som du nok kan se. Og jo, vi er godkendt af Sikkerhedsstyrelsen til salg af e-cigaretter med mentol og tobak.

Men I sælger også ulovlige smage. Jeg købte dem med smag af mango og redbull. De har været ulovlige siden april. Så I sælger jo ulovlige produkter?

- Nej, jeg kender intet til det. Jeg vil da lige ringe derned og høre, hvad der foregår. Jeg kender i hvert fald intet til det. Jeg ringer tilbage, svarede kioskejeren og lagde røret på.

Samer Abou Hachim vendte aldrig tilbage.

I Torvets Kiosk på Axeltorv i Helsingør, hvor det ulovlige produkt er blevet solgt indtil for ganske nylig, indrømmer ejeren Hassan Naseer, at de har solgt det i kiosken, men begrunder det med, at han blot videresolgte den tidligere ejers produkt og ikke vidste, at det var ulovligt, før han var løbet tør.

- Jeg overtog kiosken for en måned siden. De var en del af den tidligere ejers inventar. Da vi løb tør, og jeg skulle bestille nye, fortalte Dagrofa mig, at produktet var ulovligt. Før det vidste jeg det ikke, fortæller ejeren på engelsk og slår fast, at e-cigaretterne nu ikke længere er at finde eller sælges i butikken.

Udover Torvets Kiosk i Helsingør og Online-kiosken har ingen af de andre kioskejere reageret på avisens gentagene henvendelser. Vi ville gerne have spurgt dem om, hvorfor de vælger at sælge et ulovligt produkt, hvor mange de sælger, om de sælger dem til børn, og hvorfra de indkøber produkterne.

Torsdag i sidste uge indkaldte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) virksomhederne bag Facebook, Instagram og Snapchat, samt flere organisationer og offentlige forvaltninger til et møde vedrørende de ulovlige e-cigaretter.

Her blev sat nogle initiativer i gang for at komme puffbars til livs, blandt andet et tættere samarbejde mellem sociale medier og en tværorganisatorisk taskforce med fokus på at at stoppe spredningen af det ulovlige produkt blandt børn.

Kontrollen af produkterne skal også intensiveres. Det er Sikkerhedsstyrelsens opgave at føre kontroller med salget, både på sociale medier og i landets fysiske butikker - såsom kiosker og slikbutikker.

Ved I godt, at der foregår salg i kiosker landet over? Og kommer I til at intensivere kontrollen af disse kiosker, ligesom I gør på sociale medier?

- Det er ikke overraskende, at det er i kiosker. Det kommer ikke bag på os. Og ja, kampen mod det her skal intensiveres, og det gør vi også fysisk. Fra start af oktober bliver der sat 8-10 mand ekstra på til blandt andet at føre kontrol med kiosker. Vi regner med at kunne tjekke 75-100 kiosker om ugen, fortæller Lone Brose, udviklingschef for Sikkerhedsstyrelsens e-cigaret- og tobaksafdeling.

I hvor mange kiosker har I fundet de ulovlige produkter indtil videre?

- Vi har ikke fundet så mange endnu. Tidligere har vi primært kigget efter andre ting, for eksempel snus. Men nu intensiverer vi opmærksomheden på de her e-cigaretter. Om 14 dage bør vi være i stand til at lave næsten ugentlige rapporter.

Og vil den her intensivering af kontrol kunne stoppe salget helt?

- Kontrol alene kan ikke stoppe det her. Det kræver en bredspektret indsats. Salget er eksploderende. Vi har brug for alle de tiltag, som blev aftalt på det seneste møde med ministeren. At forskellige afdelinger arbejder sammen om at stoppe det, og at forældrene hjælper og sørger for, at børn ved, at det er skadeligt for dem, siger Lone Brose og fortsætter:

- Vi opfordrer også alle til at hjælpe med at finde stederne, hvor det sælges ulovligt, så vi kan stoppe det. Vi har for eksempel hjemmesiden produkter.dk, hvor folk kan anmelde ulovligt salg. De kan også gøre det anonymt. Vi har ikke set så mange anmeldelser endnu, og det er vigtigt, at folk også gør noget selv.

Hvis man bliver taget i at sælge de ulovlige e-cigaretter lige nu, vanker der en minimumsbødestraf på 10.000 kroner for første gang, 20.000 for anden gang og 40.000 for tredje gang. Bødestørrelserne kan dog være endnu større, hvis der er tale om organiseret salg i større skala. Det er ikke ulovligt for den enkelte at købe puffbars.