Sådan forløber en helt almindelig og flere gange dagligt forekommende samtale mellem en politisk journalist og en politiker:

De konstaterer, at valgkampen 2022 er spændende på et uset højt niveau. Går over i spekulationer om, hvad det hele dog skal ende med, når der skal forsøges at danne regering. Det ene scenarie efter det andet vendes og forkastes. En tror det ene, en tror det andet, og et øjeblik efter er begge så forvirrede, at de nu enten tror noget helt tredje eller går ud for at lede efter en hovedpinepille.

Det er, hvad man får, når man hele tiden bliver fodret med meningsmålinger, der aldrig giver flertal til nogen scenarier. Hverken en rød regering, en blå regering eller en lilla regering.

Man må holde sig til det, der ikke slår en ud. Det, man kan se her og nu, og som ikke fortoner sig, når man kigger nærmere på det.

Det er blandt andet, at vi står midt i en valgkamp, der handler om alt og ingenting, men gennem både alt og ingenting strømmer én stærk understrøm:

Lederskab. Hvem man i dette kaos overlader nøglerne til.

Hvilket er lige nøjagtig det, blå blok lige siden minkskandalen har gearet sig til, at valgkampen skulle handle om - vil vælgerne virkelig have en statsminister, der lige glemmer at slå op i Grundloven, inden hun træffer kolossalt indgribende beslutninger, eller kunne det måske være bedre at skele til alternativet?

Men nu da blå blok har fået lige netop det, der stod øverst på ønskelisten - en valgkamp om lederskab - har den ramt dem lige i røven.

Pape hænger i tovene efter et væld af underlige private sager og en manglende evne til at ramme noget politisk.

Pape gik i ringen pumpet med "Pape power", men da kampen gik i gang, viste han sig at danse som en bi og stikke som en sommerfugl. Nu handler det bare om at undgå knockout, inden han kan få lov at komme ud af ringen igen.

Ellemann er en weltervægter i en sværvægtskamp. Han er en af Folketingets mindst erfarne partiledere og har som formand for Venstre kun én opgave: At sikre sit parti statsministerposten. Et vilkår, Venstres formand altid deler med Socialdemokratiets formand.

Ellemann fik dog som ny formand den foræring, at ingen forventede noget videre af ham lige med det første - han fik med det samme lov til at indstille sigtekornet på næste valg og ikke dette valg. Det holdt, lige indtil Radikale tog blå bloks billede af magtfuldkomne Mette Frederiksen og pustede det så stort op, at dette valg blev til et valg, hvor Ellemann skal levere.

Det skal Ellemann så gøre med et CV, hvor fokus er på erfaring fra forsvaret og det private erhvervsliv for at fjerne opmærksomhed fra, at han reelt ikke har præsteret nogen substantielle politiske resultater. Han har en kort tid som fødevareminister i bagagen, hvor hans primære resultat var, at det lykkedes ham at fremmedgøre sine kernevælgere i landbruget ved at tale til dem som en rasende premierløjtnant.

Det fik Ellemann aldrig vendt til en vindersag, og det hæmmer i øvrigt hans troværdighed, når han i denne valgkamp danser rundt om en kommende CO2-afgift på landbruget. Han er åben over for afgiften, men ikke på en måde, så man kan regne ud, om han virkelig mener det. Den negative side af den mønt er, at landbruget bliver mindet om den rasende premierløjtnant, der ruskede i dem (landmænd bryder i den grad ikke om at blive rusket i), mens de grønne midtervælgere i byerne ser en mand, som ikke nødvendigvis er klar til at redde kloden fra klimakatastrofen.

Med en brodløs Pape, der har vist sig lige så skræmmende som en sommerfugl, og en Ellemann, der aldrig har fået opbygget tilstrækkeligt med muskelmasse, er der to sværvægtere tilbage i den valgkamp, der handler om alt og intet og primært om lederskab: Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen.

Hver for sig har de både partikatastrofer og pludselig minkdød i lasten, men ingen er i tvivl om, at de er i stand til at indtage ringen med autoritet.

Hovedpinen starter så igen, når man skal regne ud, hvem der vinder sværvægtsmatchen, og hvem der ender med røde, blå og lilla mærker.

Forestil dig en sukkerknald i et tomt glas.

Først hælder du nogle dråber vand i glasset, som den firkantede sukkerknald optager uden problemer. Så hælder du lidt mere på, til hjørnerne begynder at smuldre. Når det er sket, hælder du på igen og sukkerknalden opløses.

- Det er dét, alkohol gør ved dig. Det er et opløsningsmiddel. Det opløser dine organer, din hjerne, dine tanker. Og det stopper ikke der. Det tager din hverdag, din familie, dine venner, dit liv. Jeg ved det, for det er sket for mig, og jeg har brugt år på at genskabe det, der blev opløst.

Ordene kommer fra 55-årige Ulrich Ettenhofer, der bor på Frederiksberg. Det er hans 35. adresse på lige så mange år. Den noget omtumlede tilværelse, der spreder sig ud over store dele af København, skyldes, at sukkerknalden i hans glas har været helt opløst. Faktisk har han været ved at dø flere gange, ikke fordi hans lever eller nyrer har sagt stop. Han undlod bare at spise.

- Det er svært at sige, hvornår jeg præcis krydsede den usynlige linje, der gjorde, at jeg blev alkoholiker. Jeg begyndte som de fleste unge at drikke til fester, og så blev der bare kortere og kortere mellem festerne. Til sidst behøvede der ikke være fest. Faktisk behøvede jeg ikke ret meget, så længe der bare var alkohol. Det var mit fix, min føde, mit liv, når det var værst.

Ulrich har prøvet at stoppe mange gange. Været til mange behandlinger, været på mange detox-ture. En dag var turen til behandlingsstedet anderledes, men det var først, da det gjorde ondt igen, det blev bedre. Det vender vi tilbage til.

- Jeg har fået at vide, jeg var to uger fra at dø. Sådan går det, når det eneste, man fylder på sin krop, er alkohol. Jeg var en af dem, der drak Master Brew, siger Ulrich og kigger ud over brillerne for at sikre sig, at alle er med på, at der her er tale om en halv liter sølvfarvet dåseøl på 10,5 %. Næsten dobbelt størrelse. Næsten dobbelt styrke.

- Dem kørte jeg to ned af om morgenen, så stoppede rystelserne, og derfra fyldte jeg på, til jeg ramte det, man kalder funktionspromillen. Den rykker sig hele tiden op, i takt med at ens krop tilpasser sig indtaget. Så det handler om at drikke mere, hele tiden.

Ulrich betegner det selv alkoholismen som en sygdom. Ikke en, der er genetisk arvet, men en som kan overføres socialt. Hans far døde som 49-årig efter et liv med meget alkohol. Ulrichs mål blev at overgå ham i levetid.

- Det blev et mål for mig at nå fylde 50 år. Jeg var jo bevidst om, at det kunne tage livet af mig, og at det var medvirkende til at tage livet af min far, så jeg drak ikke af uvidenhed. Jeg var bare ligeglad. I dag er jeg 55, nu vil jeg blive 95, for jeg har et godt liv, der hvor jeg er i dag, men jeg har også været heldig, siger Ulrich.

Det sidste henviser til, at han ikke har skader på sine organer som følge af sit alkoholforbrug. Selvom han ikke længere har kontakt til dem, han hang ud med på Christianshavns Torv eller Hullet på Christiania, så ved han, at flere af dem er døde, også dem, der var yngre end ham.

Ulrich har nu været tørlagt i over fire år. Det er den term, han bruger, for det er usandt at sige, at han er ude på den anden side. Det kommer han aldrig, for alkoholismen vil altid bo i ham.

Nu bruger han sin fortælling til at udfordre folks fordomme om alkoholikere. Og så bruger han den til at minde sig selv om, at han stadig har sygdommen.

- Jeg har en vished om, at jeg godt kan have et tilbagefald til gode, men jeg har ikke sygdommen til gode. Får jeg et tilbagefald, så dør jeg. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har fået min øjenåbner.

Øjenåbneren er, at han aldrig bliver alkoholismen kvit. Han havde ellers haft sin åbenbaring, da han ved et af sine mange besøg hos en behandler så en brochure med et afvænningssted i Jylland med lys og luft og plads, hvor han var indlagt i 5,5 måneder.

I forbindelse med døgnbehandlingen flyttede han sammen med sin daværende kæreste i Tønder. Efter bruddet med kæresten og uden nævneværdige sociale relationer kom kedsomheden snigende.

- Jeg begyndte at gå på værtshus for at spille billard og drikke cola. En dag tænkte jeg, at jeg da godt kunne tage en enkelt øl, uden det gjorde skade. Jeg havde været ædru i 14 måneder på det tidspunkt, og det gjorde mange af de andre. Efter den øl gik det galt, næste gang drak jeg tre øl, tredje gang endnu flere, og så ramte jeg bunden efter bare 3 måneder, siger Ulrich og fortsætter:

- Nu ved jeg, det handler om at fylde sin hverdag med gode ting, meningsfulde ting. Jeg dyrker musikken, meditation, mindfulness og glæder mig over, hvor jeg er i dag. Jeg nyder god mad, god kaffe og giver mig hen til det. Jeg har et godt liv, jeg ikke er klar til at give slip på, men jeg ved, det kan ende sådan.

- Så jeg husker jeg mig selv på, at jeg ikke bliver rask. Det gør jeg ved at fortælle min historie til møder med Anonyme Alkoholikere, på Menneskebiblioteket og til jer.

Hvis du selv har brug for at søge hjælp, kan du kontakte Alkolinjen på 80 200 500.

De største danske aktier har tabt over 20 procent af deres værdi siden nytår, og det samme har de vigtigste amerikanske aktier i det såkaldte S&P500-indeks.

Tyskland udløste mandag panderynker med nye nøgletal, der tyder på, at vores vigtige naboland står på kanten af en recession med faldende produktion, boligpriser og beskæftigelse.

- Det er yderst bekymrende og viser med al tydelighed, at europæisk økonomi går en hård vinter i møde, hvor et betydeligt økonomisk tilbageslag desværre ikke kan udelukkes, advarer Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer.

De kommende uger bliver derfor ekstra interessante for dem, der har pensionsopsparingen placeret i aktier - eller lod sig rive med under coronatidens kursfest, hvor selv amatørinvestorer næsten var sikre på en flot forrentning af sparepengene.

Forude venter nemlig en ny regnskabssæson, hvor de største, børsnoterede virksomheder skal fortælle om det seneste kvartal - og ikke mindst sætte ord på deres forventninger til den nære fremtid.

Det gælder også en række folkeaktier, der indgår i masser af danskeres pensionsopsparinger eller private aktiedepoter, nemlig Carlsberg, Danske Bank, Vestas og A.P. Møller-Mærsk.

Carlsberg åbner ballet på torsdag og har måske nyt om, hvordan det går med at sælge den russiske forretning. Carlsberg er den danske virksomhed, der har haft flest aktiviteter i Rusland, og virksomheden har allerede taget et tab på 9 milliarder kroner.

Men resten af verden begynder samtidig at reagere på prisstigningerne, der også rammer øl. I sidste uge skruede konkurrenten Royal Unibrew sine forventninger til sit overskud ned med ca. 10 procent. Det udløste klø på børsen, hvor Royal Unibrew nu har tabt omkring halvdelen af sin værdi siden nytår.

- Bliver Carlsberg ramt af det samme, spørger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Han afventer også spændt Danske Banks kvartalstal på fredag. Storbankens betydning for dansk økonomi kan ikke overvurderes, og både bankens privat- og erhvervsafdelinger er blandt de første til at mærke et skifte i danskernes adfærd.

Med en inflation, der på ét år har sendt priserne på varer op med 11,1 procent, og en forbrugertillid, der er presset helt i bund, bliver det interessant at høre Danske Bank-topchef Carsten Egeriis’ analyse af situationen.

På onsdag i næste uge - dagen efter folketingsvalget - kommer der både tal fra Vestas og A.P. Møller-Mærsk.

Vestas, den danske vindmøllegigant, ligger i slæbegear, for alle taler om vindenergi og den grønne omstilling, men hovedparten af projekterne sander til i bureaukrati og manglende godkendelser.

- I EU er der i øjeblikket omkring fire gange så meget vindkapacitet, der er fanget i godkendelsesprocessen, som der er under opbygning. Det er nødt til at blive ændret i en fart, skrev Vestas-topchef Henrik Andersen for nylig i et nødråb på Linkedin.

For Vestas-aktionærer har det været et trist syn at se, at Vestas har forventet et nulresultat eller endda et underskud på driften i år. Der kan komme gode nyheder i næste uge, men det vil formentlig ikke være drevet af en tsunami af nye vindmølleordrer, men snarere af lavere omkostninger, der gør det lettere for Vestas at tjene penge.

Virksomheden skal nemlig ikke længere betale så meget for at fragte hele og halvfærdige vindmøller rundt i verden, og det bringer os videre til det sidste højdepunkt i denne omgang: Danmarks største virksomhed, rederimastodonten A.P. Møller-Mærsk.

Mærsk har ad flere gange - og senest i august - opjusteret forventningerne i takt med, at fragtraterne på skibscontainere er eksploderet siden sidste år. Men lige nu falder priserne endnu hurtigere, og derfor bliver det interessant at høre Mærsk-boss Søren Skou sætte ord på den nedtur, hans virksomhed oplever lige nu.

Ifølge Danske Bank kostede det i slutningen af 2021 svimlende 15.000 dollar at få fragtet en container fra Rotterdam til Shanghai. I dag koster det under 5000 dollar, og det gør en verden til forskel, selvom priserne stadig er højere end i tiden før corona. Om det også gør en verden til forskel for Mærsk, som i stigende grad sælger på faste kontrakter i stedet for dag-til-dag-priser, bliver vi snart klogere på.

Hvad enten man er optaget af de blinkende røde tal på aktiedepotet - eller bare er kørt sur i folketingsvalgkampen - er der altså nok at holde øje med i toppen af dansk erhvervsliv i den kommende tid.

Inflationen er løbet løbsk, men hvem skal betale for det? Det er en af de historier, som Avisen Danmark har udvalgt i det politiske overblik.