Amputationsskandalen: I mindst 93 tilfælde kan det vise sig at være en god forretning for Region Midtjylland, at man først efter flere år opdagede, at patienter kan have fået amputeret deres ben uden grund.

93 ud af 150 mulige fejlbehandlede patienter er nemlig døde, inden Region Midtjylland fandt ud af, at de kan være en del af amputationsskandalen og derfor nu er blevet vejledt af regionen til at søge erstatning.

Hvis benamputerede dør, før deres erstatningssag er afgjort, skal pengene nemlig udbetales til de efterladte. Og med det bliver erstatningen for méngraden efter amputationen reduceret med mellem 100 og 33 procent, hvis patienten dør inden for fire år efter fejlamputationen.

Det har Patienterstatningen tidligere bekræftet over for Avisen Danmark. Danske Patienter kritiserer, at regionen dermed slipper billigere, fordi sagen først opdages efter flere år.

- Vi mistænker ikke regionerne for at spekulere i at lade sagerne trække ud, så de kan spare penge. Men det er jo det, der er konsekvensen af det nuværende system, når sager først opdages efter flere år, og sagsbehandlingstiden er så lang, siger Danske Patienters direktør, Morten Freil.

Erstatningssummerne i sagerne bliver dog ikke kun mindsket, fordi den mangelfulde behandling først er opdaget efter flere år. Region Midtjylland oplyser, at mindst ét og maksimalt fem af de 93 dødsfald er fundet sted i de cirka fire måneder, hvor Region Midtjylland gennemgik 1800 journaler 10 år tilbage i tiden for at finde frem til de patienter, hvor mistanken om fejl er så stor, at patienterne er blevet vejledt i at søge erstatning. Det udstiller et stort problem med det sagsbehandlingstiderne og det nuværende erstatningssystem, mener Amputationsforeningen.

- Det var præcist det, som jeg frygtede. Jo længere tid regionerne er om det, og jo senere Patienterstatningen får sagerne, jo mindre skal der udbetales. Helt generelt har de pårørende i disse sager dårligere vilkår. Det er vigtigt at forstå, at en amputation er en familietragedie, det rammer ikke blot den amputerede, og derfor er det vigtigt, at vilkårene bliver forbedret, siger Marianne Palm, der er formand i Amputationsforeningen

Det er langtfra småbeløb, som regionerne kan spare i erstatning, hvis patienter er døde, når sagerne er færdigbehandlede.

Avisen Danmark har tidligere fortalt om Kurt Jacobsen, der frygtede at gå glip af store dele af en eventuel erstatning, hvis det viste sig, at hans afdøde kone Lillian Jacobsen var blevet fejlbehandlet. Hvis Region Midtjylland eksempelvis skulle betale 600.000 kroner i fuld erstatning, da Lillian Jakobsen var i live, vil regionen nu kun skulle betale 120.000 kroner, hvis Patienterstatningen vurderer, at der er tale om en fejlbehandling.

Region Sjælland og Region Syddanmark er lige nu i gang med at undersøge, hvor mange patienter der siden 2019 muligvis kunne have undgået en amputation med den rette behandling. Det sker, efter en national rapport i august viste, at der blev amputeret lige så ofte i Syddanmark som i skandaleramte Region Midtjylland, og at problemerne på amputationsområdet så endnu værre ud i Region Sjælland. Derfor vil flere efterladte formentlig også få udbetalt en reduceret erstatning i fremtiden.

Derudover vil flere amputerede formentlig dø, mens sagerne derudover skal igennem en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på otte måneder hos Patienterstatningen efter regionerne har fundet de mulige fejlbehandlede patienter.

Den lange ventetid kan få store konsekvenser. Ifølge den analyse, der blotlagde amputationsskandalen, har personer, der bliver amputeret efter manglende blodforsyning til benene generelt en kort levetid. Statistisk set dør 30 procent inden for en måned og 54 procent inden for et år.

- Der vil desværre være flere patienter, der når at dø, og derfor vil der også ske en reduktion i erstatningerne, Derfor er det også afgørende, at der bliver grebet ind, siger Morten Freil, direktør i Danske Patienter.

Region Midtjylland ønsker ikke at kommentere på sagsbehandlingstider hos andre myndigheder eller på reglerne for erstatning, men de oplyser i et skriftligt svar:

- Vi har haft stort fokus på at gennemgå alle behandlingsforløb så hurtigt som muligt.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsminister Magnus Heunicke, men han har ikke ønsket at stille op til interview. Avisen Danmark vil gerne have spurgt ministeren, om han mener, det nuværende erstatningssystem bør ændres, så erstatningssummen ikke bliver reduceret markant, hvis patienten er død, mens sagen bliver behandlet.

Det er de gamle, der skal løse manglen på arbejdskraft - ikke unge filippinske kvinder (som Nye Borgerlige foreslår) eller udlændinge generelt (som Danmarksdemokraterne foreslår ). Det siger Morten Messerschmidt (DF), der nu præsenterer et bud på, hvordan langt flere seniorer kan komme ud på arbejdsmarkedet.

Ifølge Dansk Folkeparti handler det nemlig ikke kun om lyst, når ældre danske borgere trækker sig tilbage, men også om at de i høj grad bliver diskrimineret ud af arbejdsmarkedet, fordi arbejdsgiverne hellere vil have unge, friske kræfter end erfaring og stabilitet.

Den kultur vil partiet ændre ved at svinge pisken over arbejdsgiverne og vifte med guleroden foran de ældre:

Arbejdsgivere skal kun have lov til at ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvis de kan godtgøre, at de har gjort et ærligt forsøg på at hyre en dansk senior.

Og så skal borgere, der gerne vil arbejde i stedet for at gå på folkepension, have en kraftigt forhøjet præmie. I dag får man et skattefrit beløb på 44.000 det første år og 26.000 det andet, hvis man udskyder pensionen og arbejder 30 timer om ugen. DF vil i stedet give en præmie på 66.000 det første år og og 38.000 andet år. Arbejder de 20 timer indføres en ny præmie på 33.000 første år, 21.000 andet år.

Oven i skal arbejdende folkepensionister have ekstra sikkerhed, så de får ret til seks måneders dagpenge, hvis de mister deres job.

- I stedet for at fokusere på, hvordan man får udenlandsk arbejdskraft ind i Danmark, vil vi hellere se på, hvordan vi kan frigøre nogle ressourcer på arbejdsmarkedet. Her er spørgsmålet om aldersdiskrimination i den grad blevet forsømt, siger Morten Messerschmidt.

Han nævner bl.a., at det i høj grad er medarbejdere over 55 år, der ryger, når staten fyrer, at mere end hver tredje pensionist angiver ledighed som en af årsagerne til, at de har trukket sig tilbage, at mere end hver femte ledige over 50 har følt sige aldersdiskrimineret, og at hver fjerde leder under 40 år ser negativt på jobansøgere over 55 år.

- Det er langt mere attraktivt at frigøre den arbejdskraft og skabe incitamenter til, at danske seniorer, der gerne vil arbejde mere, får mulighed for det, end det er at hente folk i store mængder fra Filippinerne, Indonesien, Mellemøsten eller hvor det nu måtte være. Det skal være danskerne først - også i forhold til arbejdsmarkedet, siger Morten Messerschmidt.

I vil have, at virksomheder skal godtgøre, at de har forsøgt at ansætte danske seniorer. Hvordan skal det føres ud i virkeligheden?

- Der er i forvejen en række krav til løn og betingelser og den slags, når man skal ansætte udenlandsk arbejdskraft. Vi vil gerne knytte endnu et krav, nemlig at man skal godtgøre, at man har forsøgt at se inden for den del af arbejdsmarkedet, hvor der er seniorer.

Har I gjort jer nogle tanker om, hvordan man godtgør sådan noget?

- Det er jo ved at henvende sig de steder, hvor folk står registreret. Det kunne være i jobcentrene, eller at man søger i annoncer i lokalaviser - der hvor man normalt rekrutterer medarbejdere. Og det skal være aktiv søgning i forhold til seniorer, fordi det er dem, der bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Man får et minus bare ved sin alder, når man er over 55 år. Den attitude vil vi til livs. Jeg mener, det bør ses som en kvalifikation, at man har masser af erhvervserfaring, ungerne er flyttet hjemmefra, man har ikke barnets første sygedag.

Dansk Folkeparti henviser til en undersøgelse fra fagforbundet DJØF, når de skal understrege potentialet i at lokke seniorer til at arbejde noget mere. Undersøgelsen viser, at hvis Danmark bliver lige så god til at fastholde erhvervsaktive over 60 år, som Sverige er, vil beskæftigelsen blive øget med 52.000 - 66.000 hvis vi bliver lige så gode som Norge.

Hvad gør de så meget bedre i Norge og Sverige?

- Jamen, det er jeg ikke ekspert i - jeg kan bare se tallene. Jeg kan forestille mig, at noget af det kan handle om, at vi i Danmark i mange år har talt om tidlig tilbagetrækning. Efterlønnen skabte jo på nogle dele af arbejdsmarkedet en forventning om, at man ville trække sig tilbage, når man havde mulighed for det, og det skabte et pres på ældre for at lade yngre komme ind og få fodfæste. Det har så fastsat nogle strukturer og vaner. Her har man givetvis valgt en anden tilgang i Norge og Sverige. Det må man jo skele til, når man vil have ændret adfærden og måden at tænke på, når man kommer ind i en periode med mangel på arbejdsmarkedet.

Men I har ikke undersøgt årsagen til, at Norge og Sverige gør det bedre?

- Vi har brugt de ting, vi kan finde derude. Jeg har ikke haft mulighed for selv at foretage de store undersøgelser.

Hvad mener du egentlig, når du siger, at diskussion om tidlig tilbagetrækning har skabt en uhensigtsmæssig kultur? Tænker du også på Arne-pensionen?

- Nej, jeg tror ikke så meget, det handler om Arne-pensionen. Efterlønnen blev indført for at gøre plads til yngre generationer. Der er vi et andet sted i dag, og vi er nødt til at få gjort op med de strukturer og vaner, så man faktisk betragter det som værdifuldt at have over over 55-60 år på en arbejdsplads.

Så du mener, at en dårlig kultur er en utilsigtet bivirkning af efterlønnen?

- Ikke kun efterlønnen. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, men der er ingen tvivl om, at når man nærmer sig 60 år, begynder folk at spørge til, hvornår man trækker sig tilbage.

Hvorfor så ikke bare fjerne efterlønnen?

- Den har sin egen politiske historie, og nu kommer tidlig tilbagetrækning og seniorførtidspension osv. og tager over, men det er egentligt ikke det væsentlige - det er at få ændret mentaliteten.

Andre steder på arbejdsmarkedet er det typisk pisken, politikere finder frem - f.eks. når det handler om kontanthjælpsmodtagere eller indvandrere og flygtninge. Du taler kun om guleroden nu - har I slet ikke overvejet at bruge nogle af de virkemidler, I sædvanligvis taler om?

- Nej, problemet er jo ikke seniorerne. Jeg tror gerne, de vil. Problemet er i vidt omfang mentaliteten, hvor man ser seniorer som nogle, der er på vej ud. Der er ikke grundlag for at bruge pisk. Hvis den skal rettes mod nogle, skal det være mod arbejdsgiverne. Det er jo seniorerne, der bliver diskrimineret.

I Dansk Folkepartis folketingsgruppe er en meget stor del af erfaringsmassen smuttet ud af bagdøren i denne valgperiode. Og partiet gearer op til valgkampen med et fokus stift rettet på at fremme nye og yngre folketingskandidater.

Er der også noget kultur, I selv skal gøre op med?

- Nej, altså jeg kender ikke gennemsnitsalderen blandt vores folketingskandidater, men det er da rigtigt, at det var to unge piger, der var fremme, da vi holdt pressemøde ved vores sommergruppemøde. Det handlede mest om, at der er kommet et nyt parti, der er meget glad for at være en magnet for meget erfarne politikere (Messerschmidt hentyder til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, der har taget otte folketingsmedlemmer fra DF til sig, red.). Det skal hun selvfølgelig have lov til.

Dette er andet afsnit ud af to i historien om Anna Søby Poulsens fængsling i Panama. Har du ikke læst det første afsnit, kan du finde det her.

Faaborg/Panama: La Maxima hed den bande, som styrede kvindefængslet i Panama, og som 21-årige Anna Søby Poulsen fra Faaborg for alt i verden skulle undgå at komme i karambolage med.

En ældre kvinde stod i spidsen for La Maxima, og efter fulgte hende som regel et slags tæskehold. De gik altid med kniv, som typisk var lavet ud af dele fra køjesengenes stålkonstruktioner.

I fængslet gik en historie om en ny pige, der engang havde trodset banden. Lederen af La Maxima havde spottet, at den nye pige bar et fint smykke om halsen. ”Giv os din halskæde”, beordrede bandelederen med sit tæskehold i ryggen, hvortil pigen nægtede.

Der gik flere dage, inden hun kom tilbage fra hospitalet.

Den historie kørte gennem hovedet på Anna Søby Poulsen, da hun styrketrænede udenfor, og bandelederen henvendte sig til hende. De talte først lidt om vejret, om Panama og om Danmark. Ren smalltalk.

Så spurgte kvinden fra La Maxima henkastet, om der mon var nogen udefra, der kom med penge til Anna Søby Poulsen.

- Nej, jeg har absolut ingen penge. Jeg er helt broke, svarede den 21-årige kvinde fra Faaborg, selvom hun vidste, hun kunne trække på sin far Palle Søby Eriksen, hvis hun manglede noget.

Løgnen havde 28-årige Maria instrueret hende i at fortælle, og den virkede. Lederen af La Maxima mistede interessen for Anna Søby Poulsen og gik sin vej.

Fra første dag havde Maria hjulpet Anna Søby Poulsen med at finde en køjeseng, hun kunne sove i. Som indsat skulle man selv sørge for at få alt fra en madras, sæbe og toiletpapir ind i fængslet. Det anede Anna Søby Poulsen ikke, da hun ankom.

Efter fire år i fængslet kendte Maria derimod både de skrevne og uskrevne spilleregler. Hun var dømt for international narkosmugling, ligesom Anna Søby Poulsen var tiltalt for. Mens Anna Søby Poulsen havde bragt en lille pose kokablade ind i Panama, uvidende om at det var ulovligt, havde Maria siden 12 års-alderen systematisk smuglet narko fra Columbia, gennem Panama og ind i Mexico.

Maria havde ovenikøbet været god til det. I Anna Søby Poulsens øjne mindede Maria på mange måder mere om en succesfuld forretningskvinde end en hårdkogt narkosmugler. Men som den slags kriminelle forretninger ofte gør, endte det galt. Og nu sad Anna Søby Poulsen side om side med Maria på en køjeseng i kvindefængslet.

Anna Søby Poulsen fandt også hurtigt et fællesskab med 23-årige Joan fra Jamaica, som sov i køjen ved siden af hende, og den 67-årige russer Tatiana, som elskede at spille basketball udenfor.

De 1000 indsatte kvinder boede ikke i celler som i et klassisk fængsel, men var derimod fordelt i 10-12 huse. Næsten som en form for lejrskole-hytter med køjesenge i små sovesale. Én gang om dagen kom vagterne forbi for at tælle op, men ellers var kvinderne i høj grad overladt til dem selv.

Havde det ikke været for nogle bakker, kunne Palle Søby Eriksen se fængslet fra vinduet i den lejlighed, han havde lejet gennem AirBnB, kun tre kilometer fra hvor hans datter var spærret inde.

Han skaffede en madras til sin datter, købte en menstruationskop og jagtede i flere forskellige byggemarkeder en lille læselampe, som passede til de særlige stikkontakter, der var i fængslet.

Det kunne han aflevere hver anden mandag, når han måtte besøge sin datter i 30 minutter ad gangen.

Heldigvis kunne Palle Søby Eriksen denne gang tage opløftende nyheder med.

Den advokat, som efter sigende skulle have været en ”stjerneadvokat”, havde vist sig at være en løgner. Andre advokater i Panama, som Palle Søby Eriksen efterfølgende snakkede med, kaldte ”stjerneadvokaten” en iskold pengemaskine. Et rygte lød endda, at advokaten selv havde afsonet en fem års fængselsstraf for hvidvask. Og at det var, mens han sad inde, at han havde læst jura.

Da det gik op for Palle Søby Eriksen, fyrede han advokaten.

Men nu havde han travlt. Inden det næste afgørende retsmøde, som nærmede sig med hastige skridt, skulle Palle Søby Eriksen finde en ny advokat.

Hvis det slog fejl, skulle Anna Søby Poulsen ud i et tredje retsmøde for at få afgjort sin sag, og så skulle hun på grund af ophobning af sager i retssystemet vente i fængslet indtil 2025.

Det måtte ikke ske.

Palle Søby Eriksen hyrede et dansk sikkerhedsfirma med speciale i at hjælpe danskere, der er i vanskeligheder ude i den store verden.

Guardian - Security Risk Management hedder firmaet, der blandt andet tilbage i marts hjalp Ekstra Bladet med at få en fotograf og en journalist, der var blevet såret af skud, ud af Ukraine, umiddelbart efter krigen var brudt ud. Det var også samme firma, der i 2014 var med til at hjælpe den danske fotograf Daniel Rye ud af Syrien, efter han var blevet holdt som gidsel af Islamisk Stat i 398 dage.

Sikkerhedsfirmaet hjalp i første omgang Palle Søby Eriksen med at baggrundstjekke og hyre en troværdig advokat. Det var den gode nyhed, som han delte med sin datter. Med en ny advokat måtte tingene lysne.

70 primært udenlandske kvinder boede i det hus, som Anna Søby Poulsen sad fængslet i. Med så mange kvinder på ét sted var konflikter uundgåelige. Lod hun en bøtte shampoo stå fremme, eller vendte hun ryggen til sit vaskepulver, var det væk øjeblikkeligt. Også deciderede slåskampe fandt jævnligt sted.

Mest voldsomt gik det dog for sig, når dronerne dukkede op.

Vagterne i fængslet fik hold i nakken og blodsprængte øjne af at stirre op mod solen og himlen. 16 droner på én dag lød rekorden. Dronerne fløj højt og var svære at spotte. Men de leverede afgørende valuta i fængslet, så når pakker med stoffer eller mobiltelefoner faldt ned fra himlen, var det en kamp mellem fængselsbetjente og indsatte at få fingre i dem først.

Anna Søby Poulsen holdt sig væk – ikke kun fordi fængselsbetjentene havde en klar fordel, idet de brugte peberspray. Hun prøvede i det hele taget at holde sig gode venner med de fleste.

Men sådan en mobiltelefon kunne hun altså godt bruge. Hvis hun havde en telefon, kunne hun være i kontakt med sin far – og måske også alle dem derhjemme.

Heldigvis havde veninden Maria gode forbindelser i fængslet, og Anna Søby Poulsen kunne købe en mobiltelefon gennem hende. Endda til halv pris.

Anna Søby Poulsen skjulte sin telefon godt. Ind under hovedpuden røg den, så snart vagterne skulle lave eftermiddagsoptællingen. Havde hun fået nys om, at vagterne ville gennemføre en razzia, gemte hun og Maria deres telefoner ekstra godt. På et hemmeligt skjulested, som ingen af de andre kvinder kendte til. De ville ikke risikere, at nogle af de andre kvinder blev fristet af en beskeden findeløn og sladrede til vagterne.

Anna Søby Poulsen oplevede vilde og voldsomme episoder med jævne mellemrum, såsom slåskampe lige foran hendes køjeseng, og at hendes veninde Joan blev truet på livet med en mursten. Det var imidlertid hilsnerne fra familie, venner og bekendte hjemme i Faaborg, som nu strømmede til hende på telefonen, der ramte hende hårdest.

- I starten kunne jeg næsten ikke overskue at læse mere end en om dagen, fordi det bare var så stærkt og så rørende. Jeg blev vildt glad, men jeg blev også ked af det, fordi jeg ikke var sammen med dem, jeg elskede og holdt af derhjemme, siger hun.

Palle Søby Eriksen glædede sig over, at han og Anna Søby Poulsen hver aften kunne ringe sammen. Hun fortalte ham om sin dag i fængslet. At hun havde tegnet, malet eller hæklet. Hun fortalte også om Maria, Joan og Tatiana.

- Jeg var dybt imponeret og stolt over, hvordan Anna klarede det, siger han.

Palle Søby Eriksen tog alligevel sig selv i flere gange at holde øje med, hvornår hans datter sidst havde været online på Facebooks messenger-app, som de chattede over flere gange dagligt. Han forsøgte ikke at spekulere på, om der nu var sket noget, hvis hun havde været offline i nogle timer. Men det var svært at lade være.

Hun opfordrede gentagende gange sin far til at tage ud opleve noget. Gør det for min skyld, havde hun sagt.

Det fik ham af sted. Han løb nogle ture med Panama City skyline i baggrunden. Han så også Panamakanalen. Og så besøgte han en gammel, hyggelig bydel nogle gange. Det var godt at komme lidt ud, men han gjorde det mest for sin datters skyld. Så hun ikke skulle bekymre sig om ham.

Særligt om aftenen, når det var nat i Danmark, og dagens praktiske gøremål i Panama var fuldført, myldrede tankerne frem.

Han opbevarede Anna Søby Poulsens telefon, altså den rigtige, som hun havde haft med hjemmefra. Og når han satte den i stikkontakten for at oplade den, lyste skærmbilledet på telefonen op. Så ramte savnet ham igen.

Billedet på sin datters telefon var taget på en skiferie i Norge, som de to havde været på alene seks måneder tidligere. Der havde stort set ikke været andre mennesker på løjperne den uge i januar. Kun ham og hans datter i den norske rene sne. Tænk, hvis de aldrig skulle opleve sådan en tur igen.

Både Anna Søby Poulsen og hendes far var nervøse. Dagen for det vigtige retsmøde var kommet. Nu skulle det afgøres, om Anna Søby Poulsen skulle slippes fri, eller om hun fortsat skulle sidde varetægtsfængslet sammen med Maria, Joan og Tatiana.

Anna Søby Poulsen skulle ikke møde fysisk op i retten, men være med på en Teams-forbindelse fra administrationsgangen i fængslet.

Fibernet er der ikke meget af i Panama, og Anna Søby Poulsen havde hørt, at nogle af de andre indsatte tidligere havde oplevet, at internetforbindelsen havde svigtet, og at deres retsmøder derfor måtte udskydes.

Det kunne lige passe, frygtede hun ovenpå alt, hvad der var sket og gået galt indtil nu.

Men forbindelsen holdt.

Få timer senere stod Anna Søby Poulsen i armene på sin grådkvalte far, der ikke kunne få ret meget mere end hendes navn ud over læberne. Hun var fri, og han havde ikke lyst til nogensinde at slippe grebet om hende igen.

Den nye advokat havde uden problemer nogle uger forinden fået forhandlet en aftale på plads med anklagemyndigheden. Efter retsmødet var aftalen officiel. Anna Søby Poulsen kendte sig skyldig i international narkosmugling og fik en dom på fire års fængsel. Fængselsstraffen kunne imidlertid med et snuptag konverteres til dagbøder svarende til omkring 30.000 danske kroner. En lille pris at betale for det kram, som næsten føltes lige så uvirkeligt som de tre måneders mareridt op til.

Bagefter ventede imidlertid en langt større regning.

I dag er tredive grader og skyskrabere skiftet ud med regnvejr og sydfynske alper.

Bureaukratisk tovtrækkeri med myndighederne i Panama forsinkede Palle Søby Eriksen og Anna Søby Poulsens udrejsepapirer med knap to måneder, som de tilbragte sammen i Panama City.

Først for halvanden uge siden stod far og datter igen på faaborgensisk jord.

- Jeg føler mig enormt privilegeret med al den kærlighed, jeg har været omgivet af fra familie, veninder og bekendte. Det er jeg blevet mere bevidst om, og det værdsætter jeg helt sikkert mere nu. Det er jo heller ingen selvfølge, at man har en far, der bare rejser til udlandet og siger, at han først tager hjem igen, når hans datter kan komme med, siger Anna Søby Poulsen hjemme fra sin mors stue i Vester Aaby lidt uden for Faaborg.

Fra Vester Aaby har Anna Søby Poulsens mor gennem hele forløbet og alle de svære beslutninger haft tæt kontakt til både hende og hendes far.

- Jeg ved godt, at meget af det fra fængslet lyder sindssygt, når man hører om det udefra. I starten var det også chokerende og skræmmende, men det blev min hverdag. Det lyder mærkeligt, men jeg vænnede mig til det. Det har ikke været sådan et traume for mig. Måske hvis jeg havde været mere alene. Men jeg har næsten hele tiden haft nogen at snakke med, siger Anna Søby Poulsen.

Mere mærket er Palle Søby Eriksen nok, og en ekstrem træthed har ramt ham efter hjemkomsten. I fire måneder, næsten fem, har hele hans liv drejet sig om at få sin datter hjem, og da det så lykkedes, er al energi feset ud af ham.

- Man kan sige, at mit liv består af tre dele. Jeg havde et liv før Panama, et liv under Panama, og nu skal jeg have et liv efter Panama. Jeg tænkte undervejs, at hvis det her ender godt, og vi bare kommer hjem i 2022, så vil resten af livet blive nemt. Selvfølgelig vil der være ting, jeg bliver irriteret over, men jeg håber, at jeg rent faktisk bliver mere opmærksom på alt det, jeg har at være taknemmelig for, siger han og kalder det ”den lykkeligste udgang, de kunne have håbet på”.

Mareridtet er slut. Nu venter virkeligheden. Den indebærer blandt andet en enorm regning på lidt over 1,2 millioner kroner i sagsomkostninger. En regning, som familien på ingen måde kan betale.

I første omgang har en privat långiver, som ikke ønsker sit navn i avisen, lagt ud for familien. Samtidig har venner og bekendte startet en indsamling kaldet ”Projekt Anna”, hvor håbet er, at virksomheder og private vil hjælpe familien i den svære økonomiske situation.

- Både min familie og jeg er dybt taknemmelige og rørte over al den støtte og kærlighed, vi har følt gennem hele processen – både på professionelt plan og i vores netværk, siger Anna Søby Poulsen.

- Jeg har hverken lyst til, at mine forældre skal stå i gæld, eller at andre skal betale. Det er min fejl, også selvom jeg ikke føler mig kriminel. Men vi skal jo løse det på en eller anden måde.

- Nogen vil måske tænke, at du bare skulle have læst op på reglerne, inden du tog kokablade med ind i Panama. Burde du ikke have tænkt dig om?

- Det ville jeg ønske, jeg havde. Men selv hvis nogen havde spurgt mig, om jeg havde noget ulovligt i tasken, havde jeg sagt nej. Selvfølgelig er det mit ansvar at kende loven. Det kan godt være, at jeg ikke er uskyldig, for jeg har jo gjort det (ført kokablade ind i Panama, red.). Men jeg er ingen narkosmugler. Jeg var bare ude at rejse og ville tage en lille souvenir med hjem. Det var ikke min hensigt at bryde loven.

Udover at skabe opmærksomhed omkring indsamlingen er netop dét endnu et motiv for Anna Søby Poulsen til at fortælle sin vilde historie.

- Det skal ikke være en skrækhistorie, for folk skal endelig tage ud at rejse, opleve verden og udvide deres horisont. Men jeg håber, at min historie kan være med til at minde andre om, at de regler, der gælder i ét land ikke nødvendigvis gælder i et andet. Og at det er virkelig vigtigt, at man tjekker op på det.

Hun skulle egentlig have været gast på et skib i Fransk Polynesien i Stillehavet i november og december i år. Men den rejse har hun aflyst.

- For det første har jeg ingen penge at rejse for, og det ville heller ikke være rimeligt over for min familie. For det andet har jeg lige nu bare mere lyst til at være herhjemme på Sydfyn. Det er et skønt sted at bo, og det har jeg savnet. Jeg tror, jeg skal ud i skoven, samle nogle svampe og vinterbade, siger hun.

- Og hvis vi skal ud at rejse foreløbig, så bliver det kun til Bjørnø.

Navnene på Anna Søby Poulsens venner i fængslet, Maria, Joan og Tatiana, er opdigtede af hensyn til deres sikkerhed. Deres rigtige navne er redaktionen bekendt.

Trivsel: Han blev pædagog, fordi han elsker at være sammen med børn.

Men da 38-årige Patrick Nordskov fik arbejde som pædagog, fandt han ud af, at der er meget mere i det. Strukturering af hverdagen, forældresamarbejde og dokumentationskrav tager tid.

- Når jeg sidder her, ti år efter jeg startede, synes jeg stadig, den vigtigste del af jobbet er legen med børnene, men der er desværre ikke så meget tid, siger han.

Patrick har det primære ansvar for 20 børnehavebørn. Han og kollegerne skal løbe stærkt for at komme omkring alle børnene, når der i ydertimerne er omkring 130 børn i børnehaveafdelingen.

- Jeg har ikke mulighed for at sætte mig i sandkassen med en lille gruppe og fordybe mig med dem. Hvis jeg gør det, er der børn, der er uden en voksen, siger Patrick Nordskov.

Han oplever, at der er flere og flere børn, som ikke trives. Nogle har svært ved at give slip på deres forældre, når de bliver afleveret om morgenen. Andre ender med at spise for sig selv, fordi det ofte er en hektisk og støjende affære, når 20 børnehavebørn skal indtage frokosten i samme lokale.

- Og der er flere og flere forældre, der giver udtryk for, at dem, vi ser som værende i trivsel, er udadreagerende, når de kommer hjem, fordi de er brugt op, siger Patrick Nordskov.

Pædagogen i Tjørring er ikke den eneste, der oplever, at flere og flere børn ikke trives.

I en ny undersøgelse fra Bupl – pædagogernes fagforening – blandt mere end 13.000 pædagoger i daginstitutionerne siger mere end halvdelen, at antallet af børn, der ikke trives, er stigende.

Det er dybt bekymrende, mener Elisa Rimpler, der er formand i Bupl.

- Selvom normeringerne er blevet en smule bedre, så føler pædagogerne sig lige så pressede. Vi står i det etiske dilemma hver dag, at når vi skal gøre noget ekstra for nogle børn, så tager det tiden fra nogle andre, siger hun.

I Forældrenes Landsorganisation mener formand Signe Nielsen, at det er skræmmende tal.

- Og det er skræmmende, at man ikke gør noget ved det. Det er rart, at pædagogerne nu også siger, at mistrivslen er stigende. Vi har sagt det længe. Nu er vi også nødt til at gøre noget ved det, siger hun.

Udover at antallet af børn, der ikke trives, er stigende, fortæller et flertal af pædagogerne i undersøgelsen, at de var alene med den samlede børnegruppe i perioder af dagen, sidst de var på arbejde.

Samtidig oplever mere end halvdelen, at arbejdet med børn med særlige behov vanskeliggør muligheden for at have tilstrækkelig opmærksomhed på de øvrige børn.

Alt i alt svarer resultaterne i undersøgelsen ”fuldstændig” til det, som Anja Marschall – lektor og ph.D ved pædagoguddannelsen på Københavns professionshøjskole – ser, når hun er på feltarbejde:

Både personalet og børnene i daginstitutionerne er pressede.

- Når pædagogerne er pressede, når der ikke kan rekrutteres uddannet personale, når der ikke er nok mennesker på stuerne, og når der er vikarer med jævnlig udskiftning, er det klart, at det er børnene, der betaler prisen, siger hun.

Et flertal i Folketinget har besluttet, at der fra 2024 skal være minimumsnormeringer i de danske daginstitutioner, så der er mindst én pædagogisk medarbejder til tre børn i vuggestuerne og én medarbejder til seks børnehavebørn.

Aftalen og midlerne indfases gradvist, men i daginstitutionerne har man svært ved at finde hænderne. På bare et halvt år måtte daginstitutioner, SFO’er og fritidsklubber opgive at finde en kvalificeret pædagog i mere end 4.000 tilfælde, ifølge Bupl.

Samtidig så man i sommer, at ansøgertallet til pædagoguddannelsen faldt med 19 procent.

- Som situationen er lige nu, er det simpelthen umuligt at rekruttere uddannet personale nok til de minimumsnormeringer, man politisk har bestemt sig for. Alene dér er der en barriere. Men selv i de institutioner, hvor der er uddannede hænder nok, handler det også om, at pædagogernes dag bliver struktureret, så de har mulighed for at være sammen med børnene, hvis minimumsnormeringer skal bidrage til, at børnene kommer i bedre trivsel, siger Anja Marschall.

For Bupl-formand Elisa Rimpler er normeringerne vigtige, men det er ikke hele svaret. En højere andel uddannet personale og mere efter- og videreuddannelse er lige så vigtige greb, hvis den negative udvikling i børnenes trivsel skal vendes.

- Vi skal sørge for, at børnene får nærvær, omsorg og tid. Det er det allervigtigste, når man er et lille barn med mange timer i en daginstitution. Det er afgørende, at børnene får rammer, de kan trives i, siger Elisa Rimpler.

I Børnehuset Stjernen er der ganske vist kommet mere personale til, siden minimumsnormeringerne blev vedtaget, når man gør det op i arbejdstimer, fortæller Patrick Nordskov.

- Det mærker vi bare overhovedet ikke. Vi har tværtimod mere travlt. Hvis jeg havde flere kolleger og bedre tid, havde jeg også mere overskud til at koncentrere mig om det, der er det vigtige. Og det er børnene, siger han.