Dansk Folkeparti vender på en tallerken i udenrigspolitikken. Den aktivistiske deltagelse i konflikter og krige ude i verden, som har været en grundpille i dansk udenrigspolitik siden halvfemserne - ikke altid med brede flertal, men altid med DF - skal være slut.

Læren af at have sat danske soldaters liv til i f.eks. Afghanistan og Irak skal være, at der fremover skal fokuseres snævert på danske interesser.

Soldaternes liv og de pårørendes tab har ikke været det hele værd.

Det siger DF's nye udenrigsordfører Peter Kofod. Han er EU-parlamentsmedlem, ikke folketingsmedlem (man kan ikke sidde begge steder), men alligevel tilknyttet den heftigt minimerede folketingsgruppe, der i partiets nedsmeltning og formandsskifte er gået fra 16 til seks folketingsmedlemmer. For at fordele de nu sparsomme kræfter og ikke mindst give Peter Kofod en dansk platform inden det kommende valg har partiet gjort det usædvanlige at lade et ikke-folketingsmedlem varetage et af de væsentlige ordførerskaber.

Peter Kofod sidder på anden sal på Christiansborg. Den blå gang hvor Udenrigspolitisk Nævn har mødelokale, men ikke inde i lokalet, for det har Peter Kofod ikke adgang til, selvom udenrigsordførere sædvanligvis sidder i Udenrigspolitisk Nævn. Så vi sidder ved et bord ude på gangen.

- For os er den aktivistiske udenrigspolitik fuldstændig død, borte og begravet. Der skal ikke længere findes en værdibaseret udenrigspolitik, men kun en interessebåret politik, der går på, at Danmark kun engagerer sig, hvis det ubetinget tjener danske interesser. Slut med ideologiske fiksfakserier, slut med at drage i krig, fordi man bilder sig ind, at man kan fremme menneskerettigheder og plante demokratier. Slut med tomme fraser om, at vi skal etablere pigeskoler i Afghanistan eller gøre Irak til et civiliseret demokrati. Det er overstået. Det var for mange gode danske liv at ofre på dårlige samfund, siger Peter Kofod.

Der har været 12.000 danske soldater i Afghanistan - 44 kom ikke ikke hjem i live. Skulle vi slet ikke have gået med i den krig?

- Nato blev angrebet 11. september 2001 af al-Qaeda, der blev huset af Taleban, og så ligger der i Nato-eden, at vi selvfølgelig skulle give dem en med det store boldtræ. Men det ligger ikke i Nato-eden, at vi skal føre langvarige krige med meget, meget høje omkostninger til følge. Det var ren ideologi, og det savner jeg, at nogle tør anerkende. Kigger vi på invasionen af Irak, må vi også sige, at det var en fejl med den viden, vi har i dag.

Hvad tænker du om at sige til de mange soldater, der har været sendt afsted af bl.a. DF, at I sendte dem ud i noget, der ikke var det værd?

- Dette er noget, jeg har tænkt meget over. Det har jeg. Jeg har været vred og skuffet over, at synspunkter, som dem jeg deler nu, ikke har været repræsenteret, efter vi trak os ud af Afghanistan. Det er ikke en kritik eller en nedvurdering af soldaterne og deres pårørende - hverken de døde eller levende. Det er en kritik af det politiske system, og pointen er at sørge for, at hvis vi kommer til at stå i en lignende situation igen, skal vi gøre os nogle andre tanker. Derfor er det vigtigt for mig og DF at sige før et folketingsvalg, at på lige præcis dette område lægger vi kursen om. Vi har været en del af en akse, der har ført en aktivistisk udenrigspolitik. Det bør ændre sig.

Forklar lige hvad det egentlig betyder at ændre udenrigspolitik fra aktivistisk og ideologisk til interessebåret.

- At næste gang amerikanerne spørger, om vi vil være med til et eller andet ude i verden, rækker vi ikke længere hånden op som den lydige dreng i klassen. Vi vil vurdere, om det entydigt vil tjene danske interesser.

Hvad skal der til for, at der er entydige danske interesser?

- Det må Folketinget vurdere.

Sådan har det jo været hele tiden. Hvad skal der til for, at I stemmer for? Hvornår er der tale om dansk interesse i en grad, at I gerne igen vil sætte danske soldaters liv på spil?

- Vi skal kunne kigge hinanden i øjnene og sige: Lige præcis her er det vigtigt for Danmark. Det er ikke nok, at det handler om demokrati og menneskerettigheder. Niks! Så er det et klart nej.

Hvad er et godt eksempel på danske interesser?

- Jeg ser ikke, Danmark kommer til at engagere sig ude i verden i de næste mange år. Vi skal opbygge vores territorialforsvar. Vi har prøvet at gøre mullaher i Europa til demokrater, og det har ikke virket - hvorfor i al verden skulle det så virke, hvis vi prøver i Afrika eller Mellemøsten? Demokratiet slår ikke rigtigt rod i langskæggede mørkemænd.

Så sent som i januar var DF med til at sende jægersoldater og kirurger til Mali.

- Det er et rigtigt godt eksempel. Det er derfor, jeg siger, linjen er lagt om. Det er et nybrud i vores udenrigspolitik.

Hvis du havde været udenrigsordfører, mens Danmark stadig var i Afghanistan, ville du så ikke have argumenteret for, at vi var der af hensyn til danske interesser?

- Jo, det ville jeg nok.

Og hvis DF kommer til at deltage i sådan en beslutning igen, siger du nu, at det ville være af hensyn til danske interesser. Vil danske soldater så ikke risikere, at du igen kommer bagefter og siger, det var en fejl, det var ikke det værd?

- Så må man forvente, at der vil være en grundig argumentation for, hvad den dybe danske interesse er.

Ville du ikke have leveret den, hvis du havde været udenrigsordfører, da DF sendte soldater til Afghanistan eller Irak?

- Jeg forstår paradokset. Jeg savner bare fokus på, hvad der er entydig dansk interesse.

Kan en dygtig politiker ikke til enhver tid argumentere for entydig dansk interesse i enhver aktion, danske soldater deltager i?

- Det har du nok ret i. Her er der bare tale om ideologisk drevne krige. Amerikanerne troede, at vores værdier ville sejre. Sådan ser verden bare ikke ud. Nu sidder jeg så tyve år efter, vi gik ind i Afghanistan og siger, at vi er nødt til at lære. Fordi nej, selvfølgelig var den krig ikke det værd. Selvfølgelig var Irak ikke det værd. Jeg har ikke lyst til, at vi skal gentage de fejl.

Kan du se nogen forskel på f.eks. Socialdemokratiet, Venstre og Konservative på dette område?

- Der er den samme naivitet i de partier. De har den gennemgående holdning, at de fleste ude i verden ønsker et samfund som vores. Læren er nu, at vi kan komme med alle vores gode intentioner i Vesten, men det er at gøre vold på de kulturer og livsformer, der er uden for Nordamerika og Europa. Det er naivt at holde fast i, at det var sørme det hele værd, det var sørme det rigtige, vi gjorde. Det synes jeg ikke, det var.

Morten Messerschmidt blev formand med dig som wingman. I blev bl.a. valgt på en platform, hvor I sagde, at det var et krav at komme med i en borgerlig regering. Er vi enige om, at en regering kun kan have én udenrigspolitik?

- Ja, og jeg synes, det er meget ærligt, at vi lægger denne politik frem før et valg. Mange borgerlige vælgere vil kunne se sig i det her.

"Ærligt" plejer at være politikersprog for noget, man godt ved, man ikke kan komme igennem med. Kan du se dig selv som medlem af en regering, der fører V og K's udenrigspolitik?

- Jeg vil godt nok have meget svært ved at se DF være del af en regering, der f.eks. vil involvere sig i langvarige krige rundt omkring.

Er du ved at finde en årsag til, at DF alligevel ikke kan være del af en blå regering?

- Nej, men jeg synes, det er ærligt at lægge sin politik frem og så lade vælgerne træffe deres beslutning. Hvad det ender med og hvilke konstellationer, der kan skabes, må vi tage til den tid. Og det vil jeg så i øvrigt lade min formand håndtere.

Og din formand siger, at uanset hvor mange mandater DF måtte komme ind med, skal I med i en borgerlig regering.

- Yes. Det er den klare målsætning.

Hvor realistisk synes du, det er, at f.eks. seks DF-mandater får afgørende indflydelse på udenrigspolitikken i en blå regering?

- Hvis det er de seks, der mangler, er det da ikke urealistisk, at vi kommer til at stå i en gunstig situation.

Det giver mening, hvis I er villige til at lade det være afgørende. Kommer I til at gå med i en regering, der vil videreføre en udenrigspolitik, du kalder naiv, og som du siger koster liv, der ikke er værd at ofre?

- Jeg synes måske, min formand skal med ind over, hvis vi skal diskutere regeringskonstellationer.

Har du ikke talt med ham om det inden dette interview?

- Det har jeg da, men ved du hvad, vi lægger vores politik frem, og så må danskerne tage stilling.

Hvad er vigtigst - at komme i regering eller jeres nye udenrigspolitik?

- Det politiske indhold er altid det vigtigste.

Interview: John Fisker åbner døren til en lille tagterrasse i anden sals højde, og det er højt nok oppe til at få et fint vue ud over Ringkøbing.

- Du kan faktisk også se klitten derude, siger John Fisker og peger mod horisonten.

Man kunne tage fejl og tro, at den smilende 57-årige var bankdirektør for en lille, regional bank ved Vesterhavet.

Men Ringkjøbing Landbobank er – målt på børsværdi – den tredje mest værdifulde bank herhjemme efter Danske Bank og Jyske Bank, og den er næsten dobbelt så meget værd som Sydbank. Nordea tæller i den sammenhæng som en udenlandsk bank, fordi hovedsædet ligger i Helsinki.

Samtidig gør Ringkjøbing Landbobank sig konstant bemærket i stribevis af undersøgelser.

John Fisker er i flere år kåret som den dygtigste topchef i hele finanssektoren af Økonomisk Ugebrev. Banken har i syv år i træk vundet titlen som ”Årets Bank” i en undersøgelse, som Finanswatch og revisionsfirmaet EY gennemfører. Voxmeter opgør Ringkjøbing Landbobanks image som landets bedste blandt 39.000 bankkunder.

Så hvad er det lige, der foregår i Ringkøbing?

- Du kommer til en bank, der tror på, at det allervigtigste er relationen til vores kunde. Det lyder banalt, at kunden er kongen, men det har dybest set hjulpet os med at vokse hvert eneste år i de sidste 25 år. Vores eksisterende kunder anbefaler os til andre, siger John Fisker, da vi sidder i hans rummelige kontor med B&O-fjernsyn og kunst på væggene. Kontoret ligger ud til gaden, så enhver kan se, om direktøren er på arbejde.

John Fisker forklarer, at halvdelen af Ringkjøbing Landbobank stadig er en regional bank, mens den anden halvdel har specialiseret sig i områder, der tiltrækker kunder fra hele landet og udlandet.

Men han understreger også, at banken har fravalgt en masse. Det lyder som en kliché at tale om vestjysk snusfornuft, men omkostningerne i Ringkjøbing Landbobank er markant lavere end i de fleste andre banker.

- Vi har ikke en stor afdeling med økonomer, der udtaler sig, eller egen tv-kanal. Det giver ikke værdi for vores kunder, og de har aldrig efterlyst det. I vores private banking-afdeling tager vi ikke kunderne med til Monaco for at se Formel 1. Det er der sikkert nogle, der gerne vil, men de skal så ikke være kunde hos os, siger John Fisker.

Han nikker, da jeg spørger, om han tænker på Sydbanks økonomer, der ofte udtaler sig om aktier og samfundsøkonomi i medierne, og på Jyske Bank TV, der drives fra et studie i hovedsædet i Silkeborg.

På den anden side af gågaden i Ringkøbing er håndværkere i gang med at renovere en ejendom, der skal have plads til 100 ansatte. Det er banken, der udvider for at få plads til de kommende års ekspansion. Kontorerne skal forbindes af en gangbro hen over gaden.

Det vækker opsigt med dette vokseværk i Vestjylland, men John Fisker insisterer på, at hovedsædet skal forblive i samme by, hvor banken blev stiftet på en generalforsamling i Venstre i 1886.

- Det er en bank, der altid har været bundsolid. Vi har altid været drevet nøjsomt og aldrig været i problemer, siger John Fisker, der også har sparet moderne opfindelser som callcentre væk.

- Vi har ingen callcenter. Der er ingen telefonsvarer. Lige der synes jeg, at Danmark er gået lidt i forfald. Selv min læge har lavet en telefonsvarer, eller også tager de slet ikke telefonen. Vi prøver at holde fast i, at du kan få kontakt til din bankrådgiver. Og hvis Julie ikke er der, så får du fat i Katja, som sidder ved siden af og kender de fleste af kunderne alligevel. Det lyder så banalt, at man kunne skrige, men det er nok halvdelen af vores succes, siger John Fisker.

Studser du over, at du bliver kåret til årets topchef flere år i træk, fordi du laver en simpel forretning og følger et kundeprincip, der har gjaldt siden 1886?

- Jeg er overrasket over, at jeg får lov til at stå iblandt så fine navne. Men det er jo et sammensurium af flere ting. Hvis vi ikke havde et godt image blandt vores kunder, og hvis medarbejderne ikke var glade, så var vi der ikke. Men de økonomiske resultater er fulgt med, og det gør det nemmere at få anerkendelse i en CEO-undersøgelse, siger John Fisker.

Og ja, han har tallene med sig. Ringkjøbing Landbobank fik et rekordresultat i 2021 på 1,2 milliarder kroner. Egenkapitalen blev forrentet med 15 procent, hvilket er langt højere end hos Danske Bank (otte procent) og Jyske Bank (ni procent). I sommer opjusterede John Fisker forventningerne og regner nu med et overskud på mellem 1,55 og 1,85 milliarder kroner i år.

Det er med til at forklare den enorme børsværdi, som i øvrigt er vokset med næsten 100 gange, siden John Fisker blev ansat i banken i 1995. Dengang var Ringkjøbing Landbobank 240 millioner kroner værd. I dag er værdien over 22 milliarder kroner.

- Det er bekræftelsen på, at det ikke bare er varm luft, jeg lukker ud. Ændrer det noget for kunderne? Ikke en dyt. Men der er en del kunder, der er aktionærer i banken, og det har selvfølgelig givet dem en god oplevelse, siger direktøren.

Den let underspillede facon, når han taler om bankens præstationer, er blevet hans varemærke. Sandheden er, at aktionærerne – dem var der 51.000 af ved årsskiftet – har haft en fest. Hvis man købte en aktie i 1995, har det gennemsnitlige afkast ligget på 20 procent om året. Det er kun transportgiganten DSV og medicinalvirksomheden Novo Nordisk, der har klaret sig bedre på den danske fondsbørs.

Derfor er der også mange investorer, der lægger vejen forbi Ringkøbing – eller inviterer John Fisker på besøg, og derfor er det længe siden, at han begyndte at skrive sine kvartalsregnskaber på engelsk og drage på såkaldte roadshows i udlandet. Her bliver aktionærerne opdateret om udviklingen.

Forvandlingen fra regionalbank i Vestjylland til et pengeinstitut, der tiltrækker udenlandske investorer, begyndte de spæde skridt under John Fiskers forgænger, bankdirektør Bent Naur.

- Rejsen startede i 1995. Tilfældigvis da jeg blev ansat, siger John Fisker med et lille smil.

Sammen drømte de om at gøre banken større, men på en effektiv måde. Det var dyrt at åbne og drive bankfilialer, og de risikerede at få dårlige kunder i bøgerne, hvis kreditbeføjelserne blev lagt for langt væk fra Ringkøbing.

I stedet ville makkerpakkeret Naur og Fisker dyrke nogle få specialer, som andre måske havde overset.

- Løsningen blev at bygge nichekoncepter op her på hovedkontoret, siger John Fisker, der igen får det hele til at lyde meget enkelt.

For det første havde han øje for, at banken tilfældigvis havde en del læger som kunder. De blev samlet i en særlig enhed, der blev eksperter i læge- og tandlægepraksisser. I dag finansierer banken hver fjerde nyetablerede læge i Danmark.

For det andet havde Vestas en stor fabrik i Ringkøbing – og den ligger der stadigvæk. Vestas spurgte, om landbobanken ville hjælpe med at sælge vindmøller til landmænd. Det er nu blevet en stor forretning, der finansierer vindmøller, solceller og biogasanlæg i Tyskland, Polen, Sverige, Frankrig og Danmark.

For det tredje gik landbobanken ind i private banking – en løsning for de allerrigeste kunder. Tidligere blev de betjent af fondsbørsvekselerer, men en reform i 1990’erne øgede kravene, og nogle af dem overdrog deres kunder til Ringkjøbing Landbobank.

- Det var vitterligt tilfældigt. Men vi tænkte, at vi kunne bygge noget op selv. Det gjorde vi omkring årtusindskiftet, siger John Fisker.

Private banking-løsningen blev populær, fordi banken tilføjede en masse rådgivning om pension, arv, virksomhedsordninger og meget andet, der optager folk med en stor formue.

Det tog ekstra fart, da Ringkjøbing Landbobank åbnede en filial i nordsjællandske Holte og en række andre byer. Sidste år overtog John Fisker også alle private banking-kunderne fra en luxembourgsk bank, Banque Internationale à Luxembourg, der forgæves havde forsøgt at tjene penge i Danmark. Han har også snuppet de danske private banking-kunder fra den svenske storbank, SEB.

- Der overtog vi depotværdier på 12-13 milliarder kroner, konstaterer John Fisker.

Bankdrift på det niveau kræver masser af medarbejdere, og det er Ringkjøbing Landbobanks største problem.

- Alle virksomheder har noget, der er sværest for dem. Det er da svært at skaffe medarbejdere. Du ved selv, hvor langt ude, vi ligger. Oppe fra anden sal kan du se ud på Vesterhavet. Der er ingen medarbejdere den vej, og hvis vi kigger ind mod Jylland, så er der langt mellem husene herovre. Men så må man arbejde noget mere med det, siger John Fisker, som derfor gjorde rekruttering til en af sine vigtigste opgaver tilbage i 1995.

Løsningen er at ansætte de lokale unge direkte fra gymnasier og handelsskoler og tilbyde dem en mesterlære. Hvert år ansætter Ringkjøbing Landbobank 20 elever, som skal igennem en uddannelse, der er nøje tilrettelagt. Der indgår både en HD som bacheloruddannelse og et ungdomsakademi, som foregår i fritiden – og kulminerer med en skirejse for dem, der samler nok point.

- Det betyder meget. Sådan en bank kunne godt være gammel og støvet, men 25 procent af vores medarbejdere er under 28 år, så vi har et fantastisk ungdomsliv her, siger John Fisker, der til gengæld har begrænset succes med at ansætte folk udefra.

Ofte rejser de igen efter en kort periode, hvis de ikke falder til i Ringkøbing. John Fisker må også leve med, at nogle af de unge fra hans eget akademi springer fra, når uddannelsen er i hus.

- Der er nogen, der flytter væk, hvis de ikke kan få kæresten med hertil, som han siger.

Så du giver dem en uddannelse og har hele omkostningen, og når de så er 27 år og færdiguddannet, så flytter de?

- Ja. Det er skideirriterende. Sådan er det jo. Så må vi kæmpe endnu mere for at være interessante, svarer han.

Det rokker ikke ved, at Ringkjøbing Landbobank forbliver i Ringkøbing. Den store arbejdsplads er værdsat i byen. John Fisker bliver genkendt på gaden, og de fleste smiler til ham.

- Vi har en insisteren på, at hovedkontoret ligger her. Hvis vi ikke kunne drive banken, så måtte vi revurdere, om det er fair at have det hængende over hovedet. Men når vi i al beskedenhed klarer os så godt økonomisk, så går det nok, siger John Fisker.

Normalt er det statsministeren, der bestemmer, hvornår valget udskrives. Men intet er normalt i dansk politik i denne valgperiode. For De Radikale mener, at de har udskrevet valget ved at true statsminister Mette Frederiksen med et mistillidsvotum, hvis hun ikke har udskrevet valget senest ved Folketingets åbning 4. oktober.

Derfor er valgkampen også allerede i fuld gang med masser af politiske udspil og politiske ledere, som turnerer hele landet rundt for at hilse på danskerne på gymnasier, plejehjem og ved arrangementer på gader og stræder. Mette Frederiksens fordel som statsminister er derfor ikke længere, at hun bestemmer, hvornår valget udskrives - men at hun bestemmer, hvornår valgkampen slutter. Men hvorfor venter Mette Frederiksen med officielt at udskrive valget?

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver her sin analyse af, hvorfor Mette Frederiksen "valgnøler":

Tænk globalt, handl lokalt.

Jeg har tænkt lidt over det gamle slagord fra blandt andet miljøbevægelserne, siden Enhedslisten for et par uger siden foreslog at halvere produktionen af kød og mælk i Danmark inden 2030, som led i klimaindsatsen.

Jeg deler Enhedslistens ambition om at skabe et mere bæredygtigt fødevareerhverv. I Landbrug & Fødevarer har vi selv en vision om, at fødevareproduktionen skal være klimaneutral i 2050.

Men den kloge vej dertil går ikke over at se Danmark som liggende under en osteklokke. Isoleret fra omverdenen både med hensyn til handel og klimapåvirkning. Klimaudfordringen er global og skal løses som sådan.

Derfor er jeg også et godt stykke henad vejen tilfreds med den meget brede landbrugsaftale, som folketinget vedtog sidste år – også med Enhedslistens stemmer.

Den har blandt andet som udgangspunkt, at vi skal udvikle det danske landbrug og fødevareproduktionen, gennem at indføre nye teknologier og metoder i den måde, vi producerer på.

Landbrugsaftalen er ambitiøs. Der skal reduceres på udslippet af klimagasser fra produktionen, og den stiller os landmænd over for store udfordringer. Det bliver ikke spor nemt.

Men aftalen rummer perspektiver. Vi kan bygge videre på vores position som et af verdens mest klimaeffektive landbrug gennem fokus på udvikling og innovation. Det er den vej, vi skal.

Det giver nemlig resultater, som ikke bare kan bruges hos de danske landmænd, men over hele verden. Vi har potentialet til at blive et fyrtårn for andre landes indsats for en mere bæredygtig fødevareproduktion.

Men nu vil Enhedslisten så en anden vej. Vi kan vel godt kalde det klimanationalismens vej.

En halvering af dyreholdet vil koste i nærheden af 40.000 arbejdspladser, de fleste af dem i landdistrikterne, og det vil koste mange eksportmilliarder og lønskattekroner til statskassen.

Samtidig vil det ikke hjælpe på andet end samvittigheden hos Enhedslistens vælgere.

For mens Enhedslisten har stor lyst til at handle lokalt, så undlader man fuldstændig at tænke globalt.

Produktionen flytter bare til et andet sted i verden. Det har flere forskere meldt klart ud, efter Enhedslisten lancerede sit forslag.

Her vil der efter al sandsynlighed være mindre fokus på at begrænse klimabelastningen, for kun få lande er på niveau med Danmark.

Den globale efterspørgsel på kød er uafhængig af, om vi producerer i Danmark eller ej. Selv om vi laver mange fødevarer, så er vores lille land slet ikke af en størrelse, hvor vi ved at ændre på udbuddet kan flytte på den globale efterspørgsel.

Og i de kommende år kommer efterspørgslen på kød kun til at stige, viser analyser fra FAO og OECD. Det sker blandt andet, fordi flere mennesker i Asien og Afrika oplever en stigning i deres velstand, og får råd til oftere at spise eksempelvis kylling eller bøf.

Det største klimabidrag, vi kan yde i det danske landbrug og fødevarevirksomhederne, er hele tiden at arbejde på at reducere belastningen i den måde, vi producerer på, samtidig med at vi leverer innovationskraft og eksporterer teknologi og knowhow til andre lande.

Det er lokal handling, med globalt perspektiv.