Sandet i timeglasset er ved at rinde ud. Tirsdag i næste uge udløber De Radikales valgultimatum. To dage senere er partiet klar til at eksekvere, hvis ikke statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg til Folketinget og givet danskerne en dato for, hvornår de skal sætte deres kryds.

Men hvornår giver det egentlig bedst mening for statsminister Mette Frederiksen at udskrive valget? Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver i denne analyse et overblik over de forskellige fordele og ulemper, der er ved hver af de kommende dage:

Mens regeringen laver aftaler med Kosovo og Rwanda om, at de skal løfte Danmarks opgaver med udvisningsdømte og asylansøgere, vil Nye Borgerlige lade trafikken gå i den modsatte retning.

Partiet foreslår, at Danmark skal etablere ikke fængsler eller flygtningelejre, men velfærdsuddannelser på Filippinerne - sygeplejerske- og sosu-uddannelser - så filippinske kvinder kan rejse til Danmark med en kuffert fyldt med uddannelse, danskkundskaber og dansk kulturkendskab, så de kan komme i gang med at arbejde i den danske ældre- og sygepleje.

Nye Borgerliges rambuk for denne manøvre findes allerede i Danmark. Lidt over 80 procent af de i underkanten af 2000 au pair-kvinder er fra Filippinerne, og som en start på det filippinske boost af den danske velfærd, skal de have lov at blive, når deres to års au pair-ophold er udløbet -  hvis de altså vil ud og arbejde i kommuner og regioner som f.eks. ufaglærte sosu-assistenter. Det siger Nye Borgerliges formand Pernille Vermund.

- Vi får flere og flere ældre og stadig større behov for ansatte i vores omsorgsfag. Der er simpelthen ikke den arbejdskraft til rådighed, vi har brug for. Samtidig har vi rigtigt gode erfaringer med unge filippinske kvinder, som er kommet hertil som au pair-piger, men skal rejse hjem efter to år. De har lært at tale dansk, de har lært den danske kultur at kende - hvis de har lyst, skal de kunne få en arbejdstilladelse i op til fem år inden for omsorgsfagene. Men det er kun første skridt, siger Pernille Vermund.

- Andet skridt skal så være, at vi i samarbejde med Filippinerne laver danske uddannelsesinstitutioner, der uddanner filippinere i deres hjemland til omsorgsfag, sygeplejersker og sosu'er. Ud over det faglige skal de så også lære at tale dansk og at arbejde i Danmark. Når de så har taget uddannelsen, været i Danmark i fem år, har de så fået noget, som de i den grad kan bruge, når de vender hjem - de har forhåbentlig også tjent nogle gode penge. Men forudsætningen er, at de kan tale dansk og forstår dansk kultur - det er helt afgørende, hvis man skal have med mennesker at gøre.

Det er netop erfaring med unge au pair-kvinder fra Filippinerne, der har fået Nye Borgerlige til at tænke, at lige den gruppe udlændinge kan være med til at redde en del af velfærden fra mangel på arbejdskraft.

- Når det har været en succes gennem lang tid er det jo, fordi det er piger, der er gode til at indgå i familierne og varetage daglige pligter. Det er kvinder og piger, som har gode egenskaber - de har åbenlyst et veludviklet omsorgsgen.

Gør det nogen forskel, at det er unge kvinder og ikke unge mænd?

- Ja, fordi det er kvinderne, vi har gode erfaringer med. Havde det nu været unge mænd, ville det måske nok være i andre fag, vi ville have gode erfaringer, men lige her er det altså unge filippinske kvinder.

Gør det nogen forskel, at vi taler om borgere fra Filippinerne, der typisk er kristne og ikke f.eks. muslimer?

- Det er muligt. Hvad der er årsagen til vores gode erfaringer, kan der være mange gode bud på, men det at man kommer fra samme kulturkreds og har værdier, der minder om værdier, vi har i Danmark, betyder selvfølgelig noget.

Pernille Vermund taler om særlige egenskaber i kvinder fra Filippinerne - at de har et veludviklet omsorgsgen.

- Det er næsten sådan noget, man ikke må sige højt længere, ikke, siger Vermund.

Er der ikke noget, der stritter i dig ved på den måde at vurdere grupper af menneskers egenskaber?

- Nej. Jeg siger også gerne højt og tydeligt, at vi har et landbrug, der har gode erfaringer med ukrainere og til dels rumænere. Hvis landbruget har behov for lettere adgang til arbejdskraft, vil vi også gerne hjælpe til med det.

Når udgangspunktet så er, at netop filippinske kvinder har gode egenskaber, betyder det så, at I ikke vil foreslå lignende aftaler med andre lande?

Ja, i første omgang er det alene for unge kvinder fra Filippinerne. Vi har en historie med udlændingepolitik, hvor man har været blind for, at ikke alle mennesker klarer sig lige godt i alle lande, og at der kan være kulturkonflikter, når man bringer folk sammen. Hvis vi skal føre en ansvarlig udlændingepolitik, bliver vi nødt til at se på, hvem vi har gode erfaringer med, hvilket bidrag de kan være i vores samfund, og hvordan de selv har lyst til at bidrage.

Når Nye Borgerlige taler om filippinske borgere, der skal hjælpe med redde det danske velfærdssamfund, handler ikke det ikke kun om arbejdsmangel i omsorgsfagene. Det handler også om, at partiet er optaget af at få justeret billedet af Nye Borgerliges udlændingepolitik. Nye Borgerlige føler, at det er for unuanceret, når det bliver slået i hartkorn med f.eks. Dansk Folkepartis.

- I to årtier har vi i Danmark ført en udlændingepolitik, hvor formålet har været at modvirke den meget lempelige udlændingepolitik, der blev indført i 1983. Konsekvensen af det har været, at man har lukket af for gode udlændinge. Man har skåret alle over en kam, puljet alle ikke-vestlige indvandrere og sagt, at vi ikke vil have nogen af dem hertil. Det har betydet, at vi har brystet os af, at flere rejser hjem end der kommer hertil. Det er bare dem, vi har gode erfaringer med, der rejser hjem, og dem vi har dårlige erfaringer med, der kommer hertil. Vi bliver nødt til at se på, hvad der er godt for Danmark.

Har du og Nye Borgerlige et medansvar for, at udlændingepolitikken er blevet sådan, at man skærer alle over en kam?

- Nej, vi har fra første dag sagt, at vi er positive over for international arbejdskraft. Vi er et borgerligt parti. Vi er ikke protektionister. Vi er for, at man rejser ud i verden, bliver klogere, bosætter sig - vi er for, at udlændinge kan komme hertil og bidrage positivt, men forudsætningen er, at vi stiller krav. Forsørger de ikke sig selv eller overholder de ikke vores lovgivning, skal de miste deres opholdstilladelse.

Siger du, at I slet ikke har noget ansvar for, at der er et billede af, at I skærer alle over en kam?

- Jeg vil vove den påstand, at det har vi ikke. Men jeg kan godt forstå, at folk tænker sådan, fordi det er sådan, man har ført udlændingepolitik i to årtier. Der har været det galt med den, at man ikke har villet forskelsbehandle.

Måske handler det også om, at der er skabt nogle fronter, hvor I skyder hinanden i skoene, at nogle er strammere og nogle er slappere?

- Vores udlændingepolitik handler ikke om, at den skal være stram, men om at løse problemer. Det der med at være strammest er jo noget man gik meget op i i de år, DF blev et stort parti, og Inger Støjberg var udlændingeminister for Venstre. Det er simpelthen ikke noget, jeg går op i.

Adoption: Forestil dig, at du en dag får at vide, at du er to år yngre, end det der står i din fødselsattest. At du ikke er født i den by, du troede. Og at dine forældre lever, selvom du har fået at vide, at du er forældreløs.

Det er den oplevelse, som danskere adopteret fra Sydkorea har haft de senere år, fortæller Peter Regel Møller. Han var selv seks måneder gammel, da han blev sat på et fly fra Sydkorea til Danmark, og han er vokset op i den tro, at han blev bortadopteret, fordi han var forældreløs, og at han er født i den sydkoreanske hovedstad Seoul. Men for en håndfuld år siden tog hans liv en drejning.

En drejning, som har betydet, at han sammen med 282 andre adopterede nu har anmodet den sydkoreanske sandheds- og forsoningskommission om at tage sagen op og efterforske, hvad der rent faktisk skete, dengang de blev bortadopteret i 1970-80'erne.

- Adoptionsbureauerne har i de dokumenter, som de danske myndigheder og vores forældre har fået, løjet om vores alder, vores fødeby, og om at vi var forældreløse. Vi er blevet adopteret på et falsk grundlag. Det handler om menneskerettigheder. Om retten til at kende sin identitet og oprindelse. For mit eget vedkommende vil jeg gerne vide, hvad der skete i de seks måneder, inden jeg kom til Danmark, siger Peter Regel Møller.

214 af dem, der står bag anmodningen, er fra Danmark, hvor der i alt er knap 9000 adopterede fra Sydkorea.

I flere år er Peter Regel Møller og andre adopterede fra Sydkorea mødtes for at spise koreansk mad i revy-kvarteret på Frederiksberg, og her faldt snakken på deres adoptionspapirer.

- Spørgsmålet ”Hvorfor er der altid noget galt med vores papirer?” blev langsomt mere og mere presserende. Og der kom flere og flere historier frem om, at nogen havde fundet deres familier, selvom der stod, at de var forældreløse.

Nogle har også fundet ud af, at de har en anden alder - med en forskel på et til fire år - efter at have gravet i det, fortæller han.

I gruppen begyndte de at vise deres papirer til hinanden, fik kontakt til koreanere, der kunne læse dem, og satte sig ind i Sydkoreas adoptionshistorie.

Peter Regel Møller og de andre adopterede var også begyndt at spørge adoptionsbureauerne om flere informationer om deres baggrund og biologiske familie. Men bureauerne ville ikke give dem svar, fortæller han.

I foråret fik de nok.

- Vi besluttede os for, at det her ikke er i orden. Nu har vi hørt så mange historier, og vi kræver besked om, hvad der foregik. Vi finder os ikke i det.

Det mundede ud i, at de stiftede foreningen Danish Korean Rights Group (DKRG), og kampen for sandheden var skudt i gang.

For Peter Regel Møllers eget vedkommende har han fundet ud af, at den historie, han er vokset op med, er noget anderledes i virkeligheden.

- Jeg har egentlig gået og hvilet i, at jeg var forældreløs – sådan var det jo bare, siger Peter Regel Møller, der er vokset op med forældre, der var meget åbne om adoptionen.

Men en dag spurgte hans ældste datter om hendes farmor var hans rigtige mor, for de ligner ikke hinanden, som hun sagde. Da han forklarede, at han har en biologisk mor i Sydkorea, spurgte hans datter, hvem hun er. Og så besluttede han sig for at bede adoptionsbureauet Holt Children's Services om hele hans adoptionssag, og det skulle være de originale, uredigerede papirer.

- Vores baggrundshistorie er også vores børns, og deres identitetsskabelse er uløseligt forbundet med, hvad vi ved om os selv, siger han.

Men det var nemmere sagt end gjort. Fra adoptionsbureauet lød det, at de ikke vidste, hvor de originale dokumenter var, selv ikke da Peter Regel Møller for første gang i sit liv tog til Sydkorea i foråret, hvor han holdt et møde med Holt Children's Services. Samme oplevelse har mange andre haft, fortæller han.

- Det er også derfor, vi har lavet organisationen. I stedet for at vi hver især jagter vores egen hale og bliver leget kispus med af adoptionsbureauerne. Vi flyver op i helikopteren og siger, at der overordnet er noget galt med det her system.

Men det lykkedes dog Peter Regel Møller at finde ud af mere om sin første fortid, da han fik et dokument fra adoptionsbureauet, hvor hans biologiske mor bliver nævnt. Den mor, han troede, var død.

- Min mor var ung pige i huset, hvor hun bliver gravid, og da hun skal føde, tager hun toget sydpå fra Seoul. Vandet går i Nonsan, hvor de andre passagerer hjælper hende af toget hen til en fødeklinik, hvor jeg bliver født, fortæller han.

I dokumentet står der, at fordi Peter Regel Møllers mor var ugift, kunne hun ikke tage sig af ham.

- Jeg kan godt leve med at være forældreløs, men hvis jeg ikke er det, ændrer det noget i min identitet. Det vender op og ned på ens fortælling, siger Peter Regel Møller, der fortæller at flere adopterede har fundet deres biologiske familie efter at have gravet i deres adoptionssag.

Peter Regel Møller siger, at hvis man er registreret som forældreløs, skyldes det, at ens forældre enten er døde, eller man er fundet efterladt.

- Man er ikke forældreløs, når man kender forældrene og har detaljerede oplysninger. Vi har på intet tidspunkt været forældreløse.

Avisen har forelagt Holt Children's Services for Peter Regel Møllers historie, herunder påstanden om, at der generelt er blevet løjet i adoptionspapirer.

Adoptionsbureauet skriver, at de kender til de seneste problematikker, Peter Regel Møller har rejst, om sine adoptionspapirer.

- Situationen, hvor han endnu ikke har fundet sine biologiske forældre, er beklagelig, skriver de.

Ifølge bureauet gav de Peter Regel Møller hans adoptionspapirer tilbage i 2010, som blandt andet indeholdt fødeby og omstændighederne omkring hans fødsel.

- Og samme information blev givet, da han spurgte os et par gange senere, skriver Holt Children's Services.

Adoptionsbureauet forholder sig i deres svar ikke til, om der generelt er blevet løjet eller givet forkerte informationer i danske adopteredes adoptionspapirer.

I august kunne Peter Regel Møller aflevere den 770 sider lange anmodning til forsonings- og sandhedskommissionen, og i september steg antallet af sider til hele 6.000, fordi der dukkede flere adoptionssager op. Og foreningen DKRG får fortsat henvendelser fra adopterede, som ønsker at være en del af anmodningen.

- Nogle vil måske sige, at vi skal lade historie være historie. Men jeg ved ikke, hvor gammel jeg er. Det vil jeg da gerne vide. Jeg vil gerne kende den sande historie.

- Vi kan ikke få adgang til vores dokumenter, og vi vil gerne bestride, at vores private og dybt personlige oplysninger ikke kan deles med os eller de sydkoreanske myndigheder, fordi bureauerne siger, at det er deres private ejendom. Men de tilhører os.

Jamen, det koster jo næsten ikke noget at have en lyskæde med LED-pærer tændt. De småpenge betyder ingenting i det store el-regnskab.

Sådan siger mange borgere, kommuner, varehuse og handelsstandsforeninger i øjeblikket i diskussioner for julebelysning. Og sådan har jeg selv sagt i årevis, mens jeg med stive fingre i vinterens grå slagregn har bakset med alenlange lyskæder i store graner, hække og rundt i døråbninger. Der har kæderne fået lov til at hænge og lyse hvidt - uafbrudt - i mindst en måned, og jeg har købt flere og flere af dem i takt med opfindelsen af bedre og bedre LED-pærer. Jo mindre strømslugende, jo flere, og på den måde har jeg- som de fleste - ødslet en del af besparelsen.

Men i år skal jeg ikke slås med sammenfiltrede lyskæder. Jeg gør som varehuset Salling og flere andre og dropper julebelysningen, for vi skal spare på vores elforbrug, og vi kan sagtens få en god jul uden lyskæder. Der var for eksempel ingen lyskæder i hjemmet og ikke mange af dem i byen, da jeg var barn og ung. Men julestemningen indfandt sig alligevel.

Vi kan også godt holde varmen ved 19 grader, for det er ikke nødvendigvis rummene, der skal være supervarme, hvis blot vi selv er det. Så hurra for uldsokker, varme trøjer og vinterdyne.

Det er også slut med halve tøjvaske og tørretumbling. Slut med at glemme at slukke computeren og tage alenlange bade - uh, det sidste vil jeg savne. Slut med at tænde ovnen for at varme en leverpostej.

Inden du begynder at håne mig for at være hellig og uddele det nye fænomen "el-skam", så husk lige, at det også gavner din økonomi, når jeg sparer på strømmen. 

Det hænger sammen med, at jo mere strøm, den enkelte borger bruger, jo dyrere bliver det for kollektivet. Vi får vores energi fra vindkraft, solceller, vandkraft, atomkraft og kraftvarme, men hvis vi samlet set bruger mere, end vi kan få fra disse kilder, er der kun kulkraft og gas tilbage. Og det er den dyre gas, der har sendt priserne i vejret.

De første kilowatttimer er med andre ord billigere for os end de sidste, så det gælder om at undgå at "give den unødvendigt gas".

Frede Hvelplund er professor på Aalborg Universitet i energiplanlægning og fortaler for, at selv små strømbesparelser kan gøre en stor forskel - den gode gamle "mange bække små". For hvis alle skærer fem til 10 procent på deres strømforbrug, vil elprisen blive meget lavere, og det vil gavne os alle, siger han.

-  Når vi skærer ned, så viser vi også hinanden, at der er et behov for at spare, konstaterer han.

Avisen Danmark har spurgt Energistyrelsen, hvor meget mere strøm julebelysningen forbruger, men så specifikt et tal findes umiddelbart ikke. Det vil også være svært at indkredse af den grund, at julen synes at begynde tidligere og tidligere og i hvert fald for lyshavets vedkommende først slutte, når foråret begynder at strutte.

Kan man absolut ikke undvære julebelysning, så kunne man nøjes med at tænde for pærerne, når det er mest jul. Fra 20. december til 3. juledag for eksempel. Så slipper vi også for at se på blå blink og andre uhyggeligheder i månedsvis. 

Omtanke med strømforbruget er ikke en katastrofe. Det vil de ældste borgere i dette land kunne skrive under på, for de er vokset op i en nøjsom tid. Nøjsomhed er ikke lig med at lide overlast. Overlast opstår, når elpriserne bliver så voldsomme, at et medmenneske ikke har råd til at tænde for komfuret og varmen og må sætte sin lid til sænkede afgifter og hjælp. Den slags er fra vores fælles kasse, så hvis vi tænder for kontakterne uden omtanke, kommer der en regning i flere omgange.

Så lad os ikke pive over julelys, men i stedet skære ned.

Og så har jeg ikke engang argumenteret med det overbelastede miljø, der kun har godt af, at vi holder igen. Eller med, at jeg absolut ingen lyst har til at være afhængig af krigsføreren Putins gas.