Sundhed: Et nyt advarselssystem mod medicin, som en patient ikke kan tåle, virker tungt og besværligt på landets sygehuse og hos din egen læge.

Dermed risikerer patienter at få medicin på sygehusene eller hos deres læge, som de ikke kan tåle. I yderste konsekvens kan det koste menneskeliv.

Den uønskede medicin kan typisk udløse allergi og andre symptomer på overfølsomhed for medicinen.

Problemet er velkendt på Odense Universitets Hospital (OUH), hvor man på Allergicentret ugentlig oplever patienter med fejlagtige eller manglende registreringer i advarselssystemet - kaldet CAVE.

Siden 2006 har allergicentret udredt flere end 10.000 patienter mistænkt for overfølsomhed for penicillin - færre end 20 procent af disse var før besøget på allergicentret korrekt registreret i OUH's elektroniske patientjournal.

Systemet er for nyligt indført på alle Region Syds sygehuse under navnet EPJ SYD og bruges dagligt på blandt andet på Odense Universitets Hospital og Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Tidligere har Region Midt og Nord indført samme system.

I Esbjerg har en patient, Poul Brammer, været udsat for forkert medicinering og behandling, fordi kun to ud af fem CAVE-advarsler fra sygehusets gamle system var ført korrekt over og indkodet i den nye elektroniske patientjournal.

Professor og forskningsleder Carsten Bindslev-Jensen på OUH's Allergicenter oplever ugentlige fejl - også alvorlige - i indkodningen og overførslerne til de elektroniske patientjournaler.

Det viser sig nemlig, at Region Syds spritnye EPJ SYD ikke giver lægerne en reel mulighed for at kode overfølsomhed for et lægemiddel korrekt, og at modulet til kodning næppe er udarbejdet til klinisk arbejdende læger, fortæller Carsten Bindslev-Jensen.

Netop forkert indskrivning af koder i systemet er ofte årsag til fejl. En meget rutineret læge som Carsten Bindslev-Jensen kan kode en patients overfølsomhed for penicillin korrekt i systemet på 18 minutter.

- For stort set alle læger er opgaven umulig. Det samme gælder for andre lægemiddelgrupper. Det bliver derfor rutine at registreret CAVE i almindelig prosa uden kodning – hvilket så gør kolleger opmærksomme på et problem, men det udløser ikke den nødvendige støtte til udskrivning af korrekt medicin, forklarer Carsten Bindslev-Jensen og fortsætter:

- Knappen til at skrive i fritekst i journalen betyder, at alle slags oplysninger ryger i lægernes og sygeplejerskernes hjælpemidler: Det Fælles Medicinkort, den Elektroniske Patient Journal og Sundhedsjournalen - det hele sander til.

En læge vil se en rød markering, hvis der er advarsler mod lægemidler. Ved overgangen til det nye EPJ SYD-journalsystem ses den røde markering også, og lægen skal ved første besøg på en patients journal kode advarslen med de uønskede medicintyper. Advarslen forbliver derefter markeret med rød.

Professoren og hans kolleger på OUH har udviklet en koderobot til indskrivning af de mest gængse medicintyper korrekt via den nye elektroniske journal til CAVE. Det betyder, at lægerne i fremtiden så direkte får advarsler om medicin og lignende, så de kan ordinere den anbefalede medicin - f.eks. den korrekte penicillintype.

- Robotten kan bruges i hele Region Syd, og den står til rådighed kvit og frit, siger Carsten Bindslev-Jensen.

Med robotløsning på alle regionens sygehuse kan lægerne opdatere og tilføje CAVE-registreringer, mens de praktiserende læger og andre regioner fortsat ikke vil få støtte af robotten.

Han oplever, at skiftet til EPJ SYD betyder, at forkert kodning af advarsler mere er reglen end undtagelsen. Oplysninger fra det gamle system kommer ikke korrekt over i det nye system, siger han.

Han har også oplevet patienter med en korrekt udfyldt journal, hvor CAVE-advarslerne alligevel ikke kom med over i EPJ SYD - og lægen fik ikke advarslen.

Ekstra-arbejdet ved at finde de rigtige oplysninger kan være så besværlige for lægen og betyde en usikkerhed i patientbehandlingen, mener Carsten Bindslev-Jensen.

Han mener, at løsningen vil være en national CAVE-registrering i det såkaldte Fælles Medicin Kort - i dag registreres CAVE-advarsler i den fælles landsdækkende Sundhedsjournal, som omfatter alle danskere.

Det relevante lægemiddel skal registreres i Fælles Medicin Kort, hvorefter software sørger for at opdatere de relevante produkter korrekt som en CAVE-registrering.

Den løsning har Danske Regioner også støttet.

- Vi er enige i, at det er vigtigt for patientsikkerheden, at man på tværs af sektorer kan se, hvilken medicin der står angivet som CAVE. Danske Regioner støtter projektets mål med et etablere et fælles CAVE-register, der kan samkøres med FMK ultimo 2022, har vicedirektør i Danske Regioner, Tommy Kjelsgaard, tidligere udtalt i tidsskriftet Dagens Medicin.

Han gjorde også opmærksom på, at borgere og praktiserende læger på Sundhedsjournalen i dag kan se, hvilken medicin sygehusene har angivet som CAVE. Vicedirektøren opfordrer til, at læger i højere grad anvender Sundhedsjournalen til at tilgå CAVE-oplysninger, indtil et fælles register er klar.

Folketingsvalg: I alt har syv partier sat tal på, hvor mange penge der bør sættes af til det offentlige forbrug i de kommende år. Og tallene viser betydelige forskelle mellem partierne. Men også at der måske ikke er så langt mellem nogle enkelte partier hen over midten, hvis ønsket er en bred regering.

- Man kan drage den konklusion, at det blot er fire velfærdsmilliarder, der adskiller Socialdemokratiet og Venstre. Det er ikke en ret stor forskel. Til gengæld er der store forskelle på de partier, som Venstre og Socialdemokratiet må formodes at skulle basere en finanslov på, siger Jon Nielsen, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udregnet, hvad de syv partiers politik vil have af effekt på antallet af offentligt ansatte. Eksempelvis vil Socialdemokratiets planer skaffe 4000 ekstra, Radikale Venstre 10.000 ekstra, mens Venstres plan vil give 2000 færre. Dermed er det de tre partier, som er tættest på hinanden.

- Til gengæld er der samlet set 82 milliarder i forskel mellem de øvrige blå partier og røde partier, hvilket rundt regnet svarer til det meste af hospitalsvæsenet. Så der er uenigheden ret stor, siger Jon Nielsen.

Diskussionen om antallet af offentligt ansatte kommer på bagtæppet af, at der frem mod 2030 vil komme markant flere børn under syv år og ældre over 80 år. Derfor er spørgsmålet, hvem der skal sørge for det store antal af kommende brugere i velfærdssystemet?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i deres beregninger brugt den samme fremgangsmetode som Finansministeriet. Men selvom nogle partier ønsker færre offentligt ansatte, kan man ikke konkludere, at der kommer til at mangle bestemte faggrupper, såsom sygeplejersker eller SOSU-assistenter.

- Man kan ikke oversætte det en til en, men der kan meget vel være en sammenhæng. Det er svært at forestille sig, at man kan nedlægge mange stillinger i det offentlige og kun gøre det på administration. Og så skal man huske på, at det også er en service, at nogle tager sig af myndighedsopgaver, fortæller Jon Nielsen.

Flere af de borgerlige partier ønsker forskellige skattelettelser og argumenterer for udlicitering af opgaverne væk fra det offentlige. Så betyder det nødvendigvis et servicetab, at der kommer færre offentligt ansatte?

- Når Liberal Alliance vil nedlægge cirka 95.000 offentlige stillinger, så dækker det over, at der er mere velfærd, borgerne selv skal finansiere. Men det er rigtigt, at mønten har to sider. Så når de blå partier ønsker at afsætte færre penge til velfærd, så dækker det over, at de omvendt vil dele mere ud med skattelettelser.

Ifølge finansministeriets egne ord er der ”ikke en entydig sammenhæng mellem et lavere forbrug i det offentlige og færre ansat i det offentlige”, så kan man overhovedet bruge de her udregninger til noget?

- Det er ikke en helt entydig sammenhæng, det kan de sådan set have ret i. Fordi man kan godt afbøde effekten på forskellige måder, og det behøver ikke slå igennem én til én. Men der er stadig en sammenhæng. Det skriver Finansministeriet også, og de har regnet på den måde i mange år. Det her er det bedste bud. Men selvfølgelig er der usikkerheder omkring det her skøn, det kan både blive større og mindre, siger Jon Nielsen.

Avisen Danmark har fremlagt tallene til en del af de partier, der ønsker at mindske antallet af offentligt ansatte. Hos Venstre kalder man sin økonomiske plan for både ”ansvarlig og realistisk.”

- Vi kommer med ansvarlige reformer og tiltag, som øger arbejdsudbuddet med 15.000 personer, og det er mere end dobbelt så meget, som regeringen har foreslået. Det vil være med til at fremtidssikre Danmarks økonomi, så vi har råd til god velfærd og grøn omstilling, siger Troels Lund Poulsen.

Hos Nye Borgerlige mener man ikke, at antallet af offentligt ansatte i sig selv er et mål for kvaliteten af den offentlige service. Samtidig siger partiet, at de ønsker at løfte borgernes indkomst betragteligt, så folk i højere grad har mulighed for selv at prioritere deres velfærd.

- Vores ambitioner indebærer, at vi på en lang række områder udskifter det offentlige monopol med borgernes frie valg. Der skal stadig være skattefinansierede velfærdsrettigheder – men det offentlige skal konkurrere om velfærdskronerne med private leverandører. De leverandører som borgerne foretrækker, vil vinde markedsandele. oplyser Nye Borgerlige i et skriftligt svar.

Liberal Alliance påpeger, at antallet af akademikere i kommuner og regioner siden 2007 næsten er fordoblet. Derfor mener de, at der godt kan skæres i den offentlige beskæftigelse.

- Det er ikke en hemmelighed, at vi ønsker at reducere den offentlige beskæftigelse. Siden 2011 er der ansat 15.2000 ekstra ansatte i staten. Så vi ser masser af rum for besparelser, som ikke rammer kernevelfærden. AE-rådet er selvfølgelig velkomne til at have en anden vurdering af det, skriver Liberal Alliance.

Konservative har tidligere til DR fastholdt, at der ikke bliver tale om fyringer i det offentlige. Men der er tale om effektiviseringer, der vil spare 17.8 milliarder.

- Det behøver ikke betyde færre ansatte. Vi har en vækst i vores plan på 0,13. Så er det klart, at der kan være nogle mennesker, som skal lave noget andet. Der er ingen, der bliver fyret, sagde Søren Pape Poulsen til DR.

ENERGI: Ruslands invasion af Ukraine og den medførte energikrise har skabt stor opmærksomhed omkring knapheden af de ressourcer, der bruges til at varme op hjemme i stuen, på arbejdet eller børnenes skoler.

Og ude i de danske kommuner står man i den forbindelse med et problem, når det kommer til at sikre, at energien udnyttes så effektivt som muligt.

Hele 64 procent af de kommunale bygninger i Danmark har energimærke D eller det, der er værre.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI) Byggeri.

- Der ligger et kæmpe potentiale i at energirenovere de kommunale bygninger i større grad, så vi kan spare på energien. Kommunerne er jo Danmarks største bygningsbesidder og har en vis forpligtelse til at have fokus på, at vi ikke bruger for meget energi, siger Anders Stouge, der er DI’s branchedirektør på området.

Der er samtidig stor forskel på, hvordan energimærkningerne ser ud på tværs af landsdelene.

I Midt- og Vestjylland er det under halvdelen af kommunernes bygningsmasse, der har energimærke D, mens mere end 70 procent af bygningerne i hovedstadsområdet og Nordsjælland har energimærke D eller værre.

EU er på vej med det såkaldte energieffektiviseringsdirektiv, der blandt andet sigter efter at forpligte hele den offentlige sektor – inklusive kommunerne – til at renovere tre procent af sine bygninger hvert år.

Parlamentet har stemt for direktivet, mens det skal drøftes af de europæiske energiministre på et kommende rådsmøde i denne uge.

- Der går altid et stykke tid, inden de enkelte lande implementerer det. Vi foreslår, at vi kommer i gang og tager forskud på renovationskravet, siger Anders Stouge.

Dertil foreslår DI også, at regeringen etablerer en pulje på finansloven på 200 millioner kroner, der skal gå til energieffektiviseringer af bygninger med de dårligste energimærker G eller værre.

Ifølge organisationen bruger en bygning med energimærke G omkring 20 gange mere energi end en tilsvarende bygning med energimærke A.

- Så det skal man jo betragte som en investering, der giver et ordentligt tilbageløb, siger Anders Stouge.

I dag opvarmes 63 procent af de kommunalt ejede bygninger i Danmark med fjernvarme, mens naturgas giver varme til 24 procent af bygningerne.

Og spørger man Rasmus Helveg-Petersen, der er klima-, energi- og forsyningsordfører i Radikale Venstre, er det sidstnævnte, man skal starte med at gøre noget ved.

- Vi har en energikrise og en nærmest krigslignede situation på energifronten med Putin. Oveni det har vi klimakrisen. Kan du se tiltag, der adresserer det hele på én gang, er det dér, vi skal starte. For mig er det helt naturligt at starte med alt, der kører på gas- eller pillefyr. Det er klart det bedste at skifte varmekilden, men man kan også reducere brugen af for eksempel gas ved at energirenovere, siger han.

Radikale Venstre er varm støtte af EU-direktivet og kravet om tre procents renovation af bygningsmassen årligt.

- Og hvis vi kan komme i gang med det tidligere, kan jeg ikke se hvorfor, vi ikke skulle gøre det, siger Rasmus Helveg Petersen.

I Venstre ser man positivt på EU’s energieffektiviseringsdirektiv, men man mener ikke, at kravet om renovering af tre procent af bygningsmassen skal gælde på enkeltkommuneniveau, fordi der er stor forskel, hvor langt kommunerne er med at energirenovere deres bygninger.

Det fortæller Carsten Kissmeyer, der er partiets energi- og forsyningsordfører.

- I den aktuelle situation er vi også nødt til at se på, hvordan det ser ud med ressourcerne – ikke bare penge, også hænder – i forhold til for eksempel udrulning af fjernvarmenettet. Kapaciteten skal bruges dér, hvor det giver bedst mening, og det skal vi bruge et solidt overblik over. Skal vi bruge nationale midler, skal vi gøre det dér, hvor det har den største klimaeffekt, siger han.

Partiet er dog helt enig i, at det er vigtigt, at de offentlige bygninger bliver bragt i god energimæssig stand.

- I vores grønne 2030-plan vil vi sælge Ørsteds vindmølleforretning og bringe nogle midler i spil på den måde. Nogle af dem vil vi bruge på at energirenovere bygninger i Danmark, siger Carsten Kissmeyer.

I min barndom var det ikke god tone at diskutere politik hen over middags- eller kaffebordene, fordi alle vidste, at dette aldrig ligefrem gjorde stemningen bedre.

Uha-uha, jeg husker skam heftige skænderier fra familiefester i de turbulente 70’ere, når det alligevel skete. Når det gik galt. Når der blev råbt højt og banket i bordet, så glas og kopper dansede, og det jævnligt endte med bitre ord og bortvendte rygge ...

De unge studerende/nyuddannede fra byerne prædikede skinhelligt marxisme. Dem fra landet og voksne lønmodtagere stod tungt fast på traditionelle midterpartier. De små selvstændige rasede med ny vind i sejlene fra borgerlige rebeller i CD og Fremskridtspartiet. Det var ikke så svært at gennemskue, hvem der nok stemte hvad. Uden at folk behøvede at galpe op om det konstant.

Dem under 30-35 – især da barndommens pædagoger, skolelærere, psykologer og socialrådgivere – stemte på SF, VS, DKP eller endog et af de helt rundtosssede mikropartier, der holdt den blodrøde fane højt for diktatorer som Pol Pot, Formand Mao og Enver Hoxha.

Arbejdere og funktionærer fra den lavere middelklasse stemte typisk socialdemokratisk. Bønder, fiskere og mindre selvstændige i provinsen stemte Venstre. Det bedre borgerskab fra byerne stemte konservativt. Enkelte svor til Radikale eller Retsforbundet.

Under alle omstændigheder var partipolitik en privatsag – undtagen når låget i ny og næ røg af til familie- eller vennesammenkomster. Der var generelt en vis diskretion omkring det.

Jeg kan derfor ikke med sikkerhed sige, hvem mine bedsteforældre stemte på, om end jeg har mine formodninger. Og på trods af, at jeg da også op til folketingsvalget har diskuteret politik med nære slægtninge, indvier vi ikke hinanden i, præcist hvilket parti vi hver især giver vores stemme. Hvis vi overhovedet orker det …

Her er vi vel umoderne, for man kan jo ellers ikke logge ind på et socialt medie uden at blive mødt med sprødt valgflæsk, ideologiske dundertaler eller naive politiske kærlighedserklæringer fra hvem som helst, der deler deres kandidattester med tusindvis af ’venner’ og indvier alverden i, hvem DE synes, vi ANDRE skal stemme på.

Partifarven bæres selvretfærdigt uden på tøjet, og det må give anledning til endnu flere højrøstede konflikter i sammenbragte familier og vennekredse end førhen. Medmindre vi nu reelt lever så socialt ghettoiseret, at vi kun er tæt på mennesker, der ligner og mener det samme som os selv?

Meget er i hvert fald vendt på hovedet siden min egen drengetid. De røde er blevet de moralsk snerpede, der nidkært blander sig i borgernes livsstil (for vores egen skyld!) De blå er de pragmatisk frisindede, der stort set vil lade den enkelte leve efter lyster og formåen – hvad angår sex, mad, druk, rygning, personlig frihed osv. – så længe vi knokler, betaler skat og overholder loven.

Proletarernes sympati synes tit at ligge hos den yderste højrefløj. Imens det 21. århundredes svar på 1900-tallets burgøjsere – den kreative middelklasse i de største byer – ofte stemmer ræverødt på SF/Enhedslisten eller måske kælengrønt på Alternativet. Selvom de tjener lige så mange penge og lever lige så fedt som ærkekonservative læger, advokater og direktører før i tiden.

Nej, det er sgu ikke let at finde ud af mere, alt det med partipolitik. Måske ville det være nemmere, hvis vi bare holdt vores kæft, gik ned og stemte (eller lod være!) og sagde, som man gjorde i de fleste almindelige hjem i ’gamle dage’: Dét taler vi ikke om ved bordet …