Vi ved ikke, hvor Søren Pape Poulsens statsministerdrøm ender, men vi ved, hvor han har været. Han har stået på toppen og skuet ud over landet med direkte udsigt til hjørnekontoret i Statsministeriet. Kontoret virkede så tæt på, at det var lige før, han kunne række pegefingeren ud mod knapperne på hæve/sænkebordet.

Konservative var det markant største borgerlige parti i meningsmålingerne, blå blok var større end rød blok, og vælgerne foretrak klart Pape som statsminister frem for Jakob Ellemann-Jensen.

På dagen, dag valget blev udskrevet, lagde Pape en forproduceret video på sociale medier. Foran en racing green-baggrund begyndte han videoen med at sige "Endelig!" og sluttede med at trykke på en stor grøn knap, der udløste en regn af gylden sejrs-konfetti over ham, mens han stod inde midt i regnen med et lettere akavet smil uden at vide, hvad der ventede ham.

Pape står ikke længere deroppe. Han befinder sig i et brutalt fald i målingerne - både for hans parti og for ham selv. De vælgere, der foretrækker en borgerlig statsminister, siger nu "Ellemann" - højere og højere for hver gang, de bliver spurgt. Og hvis tendensen for partiet fortsætter, bliver Konservative ikke engang det næststørste, men blot det tredjestørste borgerlige parti - efter Danmarksdemokraterne. Rød blok fører. Flere foretrækker Mette Frederiksen end Ellemann og Pape tilsammen.

I dette øjebliksbillede er sigtelinjen til et katapultsæde kortere, end den er til skrivebordet. Den gyldne sejrskonfetti er for længst fejet op.

Mens Pape var oppe på toppen med den smukke udsigt, tog han sig tid til at formulere nogle principper for, hvordan han vil være statsminister. Det er dem, han nu vil præsentere (de kan læses i en boks her på siden), men vi bliver nødt til at begynde interviewet et andet sted:

Er tingene gået, som du havde håbet, da du meldte dig som kandidat til den statsministerpost, du nu vil fremlægge nogle principper for?

- Hvis vi får et borgerligt flertal, skal Det Konservative Folkeparti i regering, og jeg går efter at blive statsminister. Er der et flertal, der peger en anden vej, og jeg skal sidde i regeringen uden at være statsminister, er det de samme principper, der skal gælde, mener jeg. Hvordan det så går, er der ingen, der ved før den 1. november.

Allerede i første uge i valgkampen blev du på et pressemøde spurgt, om der er grund til at overveje, om du skal trække dig som statsministerkandidat. Jeg tænker ikke, at du trækker dig i dette interview, men hvordan var det at få stillet det spørgsmål?

- Jamen, det er jo så, hvad en fri presse kan gøre i et frit land. Hvis man skulle gå og svaje efter meningsmålinger, kan man ikke lave et stykke politisk arbejde. Jeg er statsministerkandidat, og jeg har tænkt mig at kæmpe til den sidste dag. Journalisterne kan spekulere, men jeg vil lade vælgerne tale og vente og se, hvor stærkt Det Konservative Folkeparti bliver. Og så vil jeg bare sige, at Jonas Vingegaard længe var efter Pogacar i dette års Tour de France, men det gik jo alligevel godt til sidst, så lad os nu se.

Der er ikke noget, der kan få dig til at trække dig i valgkampen?

- Nej, jeg fremlægger i dag mine syv principper - alt muligt andet, det er ikke mit fokus på noget som helst.

Er der noget, der kan få dig til at trække dig som statsministerkandidat, efter vælgerne har talt, og inden regeringsforhandlingerne begynder?

- Al den spekulation går jeg ikke ind i. Vi ser frem mod 1. november, og så ser vi, hvordan det står der.

Er det realistisk at gå efter statsministerposten, hvis Konservative ikke engang bliver større end Danmarksdemokraterne?

- Jeg går ikke ind i alle mulige spekulationer, fordi det kan man lave hundrede scenarier over. Jeg siger bare, at jeg er statsministerkandidat, og så ser vi, hvad danskerne siger.

Søren Pape Poulsens fokus er ikke på alt muligt andet, men på de syv principper, han vil regere efter, hvis han bliver statsminister (og som han i øvrigt også mener, en borgerlig regering skal regere efter, hvis han ikke bliver statsminister). De er formuleret positivt - der skal sikres tid til ordentlig sagsbehandling, regeringen skal søge råd og viden uden for regeringen, der skal være åbenhed for kritik osv. - men tegner samtidig et særdeles dystert billede af lemfældighed i dansk regeringsførelse, hvis der virkelig er brug for at introducere sådanne principper.

Du har erfaring som justitsminister og medlem af Løkkes regeringsledelse - stod det virkelig så skidt til?

- I de senere år har vi set en større splittelse i befolkningen, og i sidste ende ligger ansvaret for det i, hvordan man fører regering. Derfor føler jeg mig kaldet til at sige, hvilke principper vi bør lede landet efter. Der er behov for at få sat nogle streger under, hvorfor vi skal have en ny tilgang, og hvorfor vi skal insistere på, at magt ikke skal koncentreres, at vi skal lave ordentlige aftaler og have tid til lovgivningsarbejde, implementering og evaluering. Over årene er der sket det, at politik er kommet på speed, så vi glemmer at få tingene gjort grundigt og ordentligt.

Snakker vi om de sidste tre år eller længere tid?

- Det er en god blanding. Ting foregår i et højere tempo i alle steder af samfundet, vi er under konstant pres og vil gerne være handlekraftige, så vi glemmer en mere grundig inddragelse af flere parter og eksperter og høringsfrister osv. Det handler ikke kun om at sige, at alt, hvad Mette Frederiksen har gjort, er for galt. Der er selvfølgelig nogle ting der, som er gået i en skæv retning med styring og ledelse, men det har været på vej i flere år.

Man skal nærlæse Søren Pape Poulsens principper for, hvordan han vil være statsminister, hvis man skal finde passager, som ikke umiddelbart kan læses direkte ind i en konkret kritik af Mette Frederiksen og regeringens beslutning om, at alle mink skulle aflives under coronakrisen.

Er der noget i dine principper, som ikke hænger sammen med, at du vil distancere dig fra den beslutning?

- Jeg er helt med på, at det kan læses på den måde, men jeg vil lige så gerne læse dem ind i noget meget bredere, siger Søren Pape Poulsen og nævner en række eksempler, der kan hænge direkte sammen med minkbeslutningen, men også hentyde til andre forløb som f.eks.:

Åbning og lukning under corona.

Den nyligt vedtagne psykiatriplan, der blev toårig i stedet for tiårig.

Varmechecken, der i mange tilfælde endte i forkerte hænder.

Og:

- Når mine principper f.eks. handler om proportionalitet og lovlighed i forhold til hastighed, kan man sagtens tale mink, men jeg vil lige så gerne tale om loftet over huslejen, der også hu-hej vilde dyr blev hastet igennem. Der er jo eksperter, der siger, at der kan være tale om ekspropriation eller noget i den retning i hvert fald, og det har man ikke undersøgt ordentligt.

Du nævner kun eksempler fra Mette Frederiksens regeringsførelse. Hvorfor overhovedet indføre generelle principper, som man må forstå blot er et opgør med én statsminister?

- Det er bare bare de mest præsente eksempler, men mine principper rækker længere tilbage. Det er jo klassisk, at en sag kommer op, politikere skal skynde sig at gøre noget, vi laver en aftale, men hvad så bagefter? Vi diskuterer klima hele tiden, og det er vigtigt, men holder vi øje med, om tingene virker?

Hvor svigtede du selv dine principper, da du var i regeringsledelse?

- Jeg var justitsminister, da to kvinder mistede livet efter at være blevet sejlet ned af en vandscooter ved Københavns Havn, og der kom et politisk pres, og vi måtte ud og gøre noget og præsentere det. Hvis jeg skal være ærlig, havde vi jo ikke en snak om, hvorvidt der var et reelt behov for at ændre loven, eller om det bare - altså ikke "bare" - var nogle, der handlede ekstremt uansvarligt, og at det vil der til alle tider være. Jeg siger ikke, at det, vi gjorde, ikke gav mening, men vi skulle skynde os og hellere i dag end i morgen.

- Vi skal værne om vores embedsmandskultur og passe på, at vi ikke kommer derhen, hvor der sker et politisk pres, som stikker af. Vi skal huske, at vi som ministre skal kunne tåle, at embedsværket fortæller os, at det her kan du ikke, makker, du bevæger dig ud i noget forkert.

Det lyder fuldstændig som noget, der endte med en rigsretsdom til Inger Støjberg. Føler du dig tryg ved, at hun kan overholde dine principper, hvis hun bliver minister igen?

- Ja, bestemt. Det tror jeg, alle vil. De principper skal man skrive under på.

I dagtimerne er Simin Goudarzi skolelærer i Gråsten og mor til en otteårig datter. Men aftnerne og nætterne tilbringer hun på brændende gader i Iran. I hvert fald mentalt. Videoer af kvinder, der slås med bare næver mod præstestyrets politi, universitetsstuderende, der bortviser regimets dekaner, og børn, der er blevet dræbt, oversvømmer Simins sociale medier og tårekanaler.

Det samme er tilfældet for Aida Ammary i København. Den 30-årige kvinde lever et travlt liv med konsulentjob i et bureau og bestyrelsespost i Enhedslisten. Men når hun træder indenfor i stuerne hos sine forældre og sine bedsteforældre, er det ikke længere blot duften af spidskommen, koriander og mynte, der er tung. Det er stemningen også.

De kvindebårne protester i Iran kaldes for “skelsættende” og “ekstraordinære”, men for Danmarks cirka 25.000 iranere er de først og fremmest nervepirrende. Efterretningerne er usikre, men flere tusinder skulle være såret og hundredevis slået ihjel. Snart har det stået på i fire uger.

- Mit hjerte er i Iran, og jeg græder hver nat. Den eneste måde, jeg kan hjælpe på, er ved at fortælle om, hvad der sker, siger Simin i Sønderjylland.

- Iranerne beder ikke om hjælp. De beder os bare om at blive ved med at snakke om oprøret, siger Aida i hovedstaden.

I denne artikel skal du møde dem begge to og høre deres historier. Men først skal vi forstå, hvad det er, der foregår i Iran, og hvorfor det betyder noget for demonstranterne, at vi fastholder blikket på protesterne, som foregår mere end 5000 kilometer væk fra Danmark.

Tirsdag den 13. september blev den 22-årige Mahsa Amini anholdt af det iranske moralpoliti: Forbrydelse? Hendes hijab var ikke sat korrekt.

Hun blev ført i detention og døde få dage senere i politiets varetægt. Samtidig blev hun udødeliggjort. I Teheran havde den førende finans- og erhvervsavis, Asia, historien om den unge pige på forsiden: "Kære Mahsa - dit navn vil blive et symbol", hed det i overskriften.

Siden da har kvinder i Iran brændt deres tørklæder og råbt “død over Ayatollah Khameni”. De har - i mange mellemøst-forskeres øjne - skabt den mest opsigtsvækkende trussel mod det iranske præstestyre, siden det kom til magten. 40 års religiøst diktatur vakler. Og modsvaret har været brutalt.

Journalister fra vesten er forment adgang til Iran, og regimet har gjort, hvad det kan for at lukke landets internet. Men blodige billeder og videoer er fortsat med at strømme ud af det 84-millioner-indbyggere-store land, og de er kommet hånd i hånd med opfordringer fra de frygtløse demonstranter: “Hold øjnene på Iran”.

- Det er begrænset, hvad et lille land som Danmark kan have af indflydelse på et så stort land som Iran med så store, komplekse problemer. Omvendt ved vi også, at demonstranterne ønsker opmærksomhed fra udlandet, da de frygter, at der vil blive slået endnu hårdere ned på dem, hvis verden kigger væk, siger Rasmus Christian Elling, der er forsker ved Center for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og forfatter til bogen Irans moderne historie.

Han føler, at de danske medier gør en indsats. Siden oprøret startede, er han hver dag blevet ringet op ad journalister fra morgen til aften, og han har opgivet at tælle, hvor mange interviews han har givet.

- Men jeg forstår godt frustrationen fra herboende iranere, der føler, at der ikke sker nok, siger Rasmus Christian Elling.

Det samme gør Naser Khader.

Det tidligere medlem af De Konservative - der har været løsgænger, siden partiet sidste år ekskluderede ham på baggrund af en række anklager om seksuelle krænkelser - genopstiller ikke til Folketinget. Men et par uger før han officielt er fortid i dansk politik - mandag den 17. oktober - låner han Folketingets Fællessal til det, han kalder “sin sidste kamp”: En støtte til de iranske frihedskæmpere.

- Jeg synes, der er larmende tavshed omkring dét, der sker i Iran. Som jeg ser det, er det en langsom og stille revolution, som omverdenen totalt har undervurderet og svigtet, siger han til Avisen Danmark.

I Naser Khaders øjne er der “tusindevis af George Floyd’er” i Iran. Efter at den sorte amerikaner mistede livet under en politimands knæ i Minneapolis i 2020, dominerede #BlackLivesMatter dagsordenen, siger han:

- Dengang var der total forargelse. Hvor er forargelsen nu? Det er en livsforsikring for de iranske kvinder, at vi bakker dem op i vesten. Ikke militært, men moralsk. De iranske ambassader læser med i vores aviser, og brutaliteten er ikke lige så voldsom, når der er opmærksomhed.

Flere danske politikere - fra Pia Kjærsgaard i Dansk Folkeparti til Pernille Skipper i Enhedslisten - er gået med i støttedemonstrationer for de iranske kvinder. Og statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte protesterne i sin åbningstale:

- I Iran brænder kvinder deres hijab. Viser håret. Og mødes med vold og magt. Flere er torturerede og døde, sagde hun.

Simin Goudarzi flygtede fra netop dén undertrykkelse for snart 12 år siden.

Hun havde ellers et godt liv i Teheran. Hun underviste i sprogvidenskab på universitet, boede på en 600 kvadratmeter stor ejendom og havde sin familie og sine venner omkring sig. Men Simin nægtede at indordne sig under de religiøse mullaher, der kom til magten, da hun var ni år gammel. Hun stemte ikke, hun talte kritisk om styret over for sine elever, og når det om sommeren var 45 grader varmt, troppede hun op på universitetet i sandaler, selvom bare kvindefødder er forbudt.

Moralpolitiet var på nakken af hende. I 1999 blev hun igennem seks måneder ugentligt kaldt til afhøring hos Hezbollah, fortæller hun. Og i 2009, da den såkaldt grønne revolution  blev slået ned i Iran, var beskeden fra Simins far knusende klar:

- Nu rejser du. For din egen sikkerhedsskyld, sagde han.

Simin tog til Danmark, fik arbejde som underviser, blev gift med Henrik, dansk ingeniør i Energistyrelsen, og fødte en datter. De bor i Gråsten. Men med det nye liv fulgte også et indgangsforbud fra Iran. Konverterer Henrik ikke til islam, er familien ikke velkommen.

- Mine forældre, bedsteforældre, fætre, kusiner og venner - mit liv - det er i Iran, fortæller hun på et næsten fejlfrit dansk.

Hun må tage brillerne af for at tørre øjnene.

- Jeg sidder og ser videoerne fra mit hjemland og tænker: “Hvad sker der med mit Iran?” Det er et helvede. Når politiet dræber nogen på gaden, føles det, som om at de dræber mit barn.

Simin Goudarzi understreger, at det handler om meget mere end tørklæder. Det handler om frihed fra undertrykkelse og årelang korruption. Og hun mener, at Danmark og resten af den vestlige verden holder hånden under præstestyret, så længe de accepterer Irans magthavere.

- Vi har brug for større internationalt pres.

Aida Ammary kæmper den samme kamp for at få Iran højere på dagsordenen, selvom hun aldrig har sat sine ben i landet. Hun er født og opvokset på Amager i København og bor i dag på Vesterbro.

Alligevel kalder hun Iran for “en følelse af hjem”.

- For mig er det noget sanseligt, og det tror jeg, at mange flygtningebørn kan nikke genkendende til. Det er mystik, hjemve, varme, ophav og gode fortællinger. Det er duftene og smagene af krydderier og de persiske tæpper, som jeg træder på, når jeg træder ind i min families stuer.

Aidas forældre flygtede til Danmark som 21-årige i 1985. Faren var militærnægter, moren var politisk aktiv i ungdomsoprøret. I dag bor det meste af familien Ammary i København.

- I øjeblikket bliver vi hver dag mindet om, at vi har frihed, mens andre iranere ikke har det, siger hun.

Vi sidder på en café på Vesterbro. Indenfor bliver der spist smørrebrød til 100 kroner stykket, udenfor hænges der valgplakater op i lygtepælene på Sønder Boulevard.

Aida fortsætter:

- Vi fører valgkamp, mens de bliver undertrykt. Jeg kan gå ud og have det sjovt, mens jævnaldrende i Iran bliver slået ihjel. Det giver mig dårlig samvittighed. Og det føles ekstra underligt, fordi det fylder alt hjemme hos min familie, men meget lidt i den danske offentlighed.

Den 30-årige kvinde arbejder med medier og politik, og hun kender nyhedsmekanismerne. I starten sad danskerne klistret til skærmene, når statsminister Mette Frederiksen (S) holdt sine coronapressemøder. Da krigen brød ud i Ukraine, fulgte alle med. Men fokus er svært at fastholde.

- Det, der sker i Iran, handler om frihed, lighed og kvindekamp. Det burde optage alle meget mere. Og jeg ved godt, at der er inflation, mink og valg at tænke på. Men...

Aida tager en dyb indånding.

- I det øjeblik, vi helt stopper med at tale højt om kvindeoprøret i Iran, bliver demonstranterne slagtet. Og så er oprøret forbi.

Der er hyggeligt i køkkenet hos Signe Svendsens mor, Susanne. Stearinlys blafrer på bordet, der er stillet æblekage frem i to små glas, og udsigten til Vor Frue Kirke i vest er udsøgt.

Det er vores sjette interview, siden Signe Svendsen solodebuterede i 2010 med albummet ”Ny passager”, men første gang, at vi mødes i hendes fødeby.

Årsagen er Susanne. Hun ønsker os en god snak og sikrer sig, at der er varm kaffe på kanden, inden hun forlader lejligheden for at gå på biblioteket for at søge i lokalarkivet efter artikler om Bogladen fra midten af 1970’erne.

I begyndelsen af 2020 fik Susanne et sammenbrud. Ikke på grund af corona, men et ægteskab og et liv som var kørt af sporet.

- Min mor havde i et par år vist tegn på, at hun ikke trivedes så godt i tilværelsen og især i sit ægteskab med den mand, hun fandt sammen med efter min far. I påsken brød hun sammen og blev indlagt på psykiatrisk afdeling i Svendborg. Da jeg kom ned til hende, sagde hun, at hun gerne ville have min hjælp til at flytte og komme på fode igen, siger Signe Svendsen og tilføjer, at hendes mor naturligvis har indvilliget i, at hendes historie bliver delt.

Signe Svendsen lejede et sommerhus i Sommerbyen ved Nyborg, hvor moren kunne bo, indtil de fandt den lejlighed, vi sidder i. For første gang siden sine teenageår tilbragte Signe Svendsen mere end et døgn ad gangen i sin fødeby.

- Da jeg var 18 år og blev færdig på gymnasiet, kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk. Man kunne nærmest ikke se min røv for skosåler. Ikke fordi jeg hadede Nyborg, jeg var bare utrolig nysgerrig på, hvad der var uden for byen. Når jeg har været på besøg hos min mor eller far, er jeg altid kommet en halv time for sent og smuttet tidligere end planlagt. Det ændrede sig radikalt, da min mor fik et sammenbrud, siger Signe Svendsen.

Hun tilbragte i en periode over et par måneder mange dage med sin mor i sommerhuset. Ikke siden sin ungdom havde hun været så meget i Nyborg. Alt var vendt på hovedet.

- Der var tale om undtagelsestilstand, hvor min mor skulle bygges op fra bunden. I årevis havde hun ikke passet på sig selv, og til sidst skvattede hun sammen. Jeg er hendes eneste barn, og derfor var der kun mig, som kunne hjælpe.

Signe Svendsen skulle ikke kun være der for sin mor. Hun skulle også hjælpe med at få skilsmissen effektueret og delt et bo efter 26 års forhold.

- Det føltes som om, at det var min egen skilsmisse, fordi jeg skulle sørge for alt. Jeg vidste ikke, hvem der ejede hvad. Hvem, der havde ret til hvad. Jeg anede ikke skid, og hver gang jeg ringede til advokaten, kostede det 2500 kroner. Det var vanskeligt at navigere i samtidig med, at jeg skulle bygge et stillads rundt om min mor, siger Signe Svendsen.

I sammensuriummet af praktiske gøremål, at være en del af en livskrise og at være væk fra sin egen verden og familie, begyndte der er at pible sange frem. Hvilket på sin vis var en uventet gave i en svær tid.

- Mit fjerde album, ”Det forlyder”, udkom 31. januar. Altså nogle måneder inden pandemien. Det fik gode anmeldelser og gødede jorden for min turné og en sommer med festivaler. Men alt blev aflyst og de mange penge, jeg havde brugt på indspilningen, fik jeg ikke mulighed for at tjene ind igen. Jeg var helt tom for sange og anede reelt ikke, hvad der ville ske med min karriere, siger Signe Svendsen.

Hun var så frustreret, at hun gik i gang med at fylde et hul i haven hjemme i Espergærde, hvor der havde stået en trampolin.

- Jeg druknede min sorg over, at albummet var havnet i et corona-hul ved at dække et hul med 11 ton jord. På det tidspunkt følte jeg, at jeg aldrig ville skrive en sang igen, fortæller Signe Svendsen.

Men det kom hun til løbet af maj og juni, hvor hun gik ture og løb i og omkring Nyborg. Hun fik glimt af minder fra sin barndom og ungdom. Kom i tanke om dengang hun kyssede en sød fyr, som spillede på mundharpe, eller dengang hun hang på et gadehjørne med vennerne midt om natten.

- For første gang i mit voksenliv gik det op for mig, hvor mange gode minder jeg har fra Nyborg. Hvor mange kvaliteter byen har, siger Signe Svendsen.

I mødet med sit unge jeg piblede ord og idéer frem. Som hun samlede sammen og gemte.

- I perioden, hvor min mor havde det sværest, kunne jeg ikke overskue at skrive sange færdige. Men jeg vidste, at materialet og noterne ville komme mig til gode senere. Generelt er det svært at skrive om noget, som foregår lige nu og her. Man skal på afstand for at kunne forholde sig til det og perspektivere det. Præcis som jeg havde det med min opvækst, siger Signe Svendsen.

Det tog halvandet år at få styr på skilsmissen. Hvor både Signe og hendes mand var involveret som mæglere. Først for nylig blev der lagt låg på. Af Signes mor.

- Hun har heldigvis fået det så godt, at hun selv fik skilsmissen afsluttet og kørt det triste kapitel i garagen. Det var skønt endelig at få det lukket, fordi det kræver meget at være en del af et andet menneskes krise. Men når ens mor rækker hånden ud, er man nødt til at gribe den.

Signe Svendsen har en klar fornemmelse af, at hun på det nye album har udviklet sig som sangskriver. Det udmønter sig denne gang i, at hun bringer flere af virkelighedens hændelser på banen.

Albummets titelsang, ”Hvem vil ikke elskes igen”, kalder hun en klassisk break up-sang. En sang, som ikke lægger skjul på noget og rummer mange tanker, som hendes mor har tumlet med.

- Den handler om alt fra erkendelsen af, at det endegyldigt er slut, til lettelsen over at få det afsluttet. Men den rummer også tvivlen om, hvorvidt man nogensinde bliver elsket igen. Spekulationer om, hvornår man går fra at være alene til at være ensom? Det hele er overvejelser, min mor har gået med, og der er helt sikkert mange, som kan genkende sig selv i hendes fortælling, siger Signe Svendsen.

Der er også elementer af hendes egen fortælling i flertallet af sangene. ”To minutter” fik hun idéen til, da hun genoplevede sin ungdom i Nyborg.

- Den trækker lidt på det med den harmonika-spillende fyr og et trip tilbage til dengang, man blev lynende forelsket på to minutter. Dengang man afprøvede, hvor meget ens hjerte kunne tåle. Hvordan det er at være forelsket og give sig hen i de første oplevelser med kærligheden, siger Signe Svendsen.

Sangen ”Uden aftale” trækker lidt på samme hammel. Den handler ligeledes om at blive forelsket og ikke mindst tabet af kontrol i kølvandet på forelskelsen.

- Den handler om den afmagt, kærligheden også fører med sig. Det er jo den, der holder os vågne om natten. Den, vi angrer efter, den vi passer på, men også hele tiden tester, siger Signe Svendsen.

Der er meget af hende i både ”To minutter” og ”Uden aftale”, men som med flertallet af hendes sange, er der også digtet videre på virkeligheden.

- Selv om der altid er elementer af mig i sangene, er det aldrig en til en. Men hellere lyve lidt end at være kedelig, siger Signe Svendsen og smiler.

Historier om kvinder i familien har fyldt meget i Signe Svendsens liv og musik. Titelsangen på hendes forrige album, ”Det forlyder”, udsprang af en række kærlighedsbreve, hendes bornholmske farmor skrev efter anden verdenskrig til en sjællandsk soldat, hun var blevet forlovet med.

På ”Hvem vil ikke elskes igen” er to sange inspireret af Signe Svendsens mor, mens hendes oldemor Lydia også spiller hovedrollen i en sang, som stikker ud.

Den fortæller historien om, hvordan hendes oldemor måtte gå langt for at klare tilværelsen og gøre det muligt at få sin datter tilbage fra en plejefamilie.

- Jeg skriver meget om kvinderne i min familie, fordi de alle har fyldt meget og har levet spektakulære liv. Min oldemor døde, da jeg var i midten af 20’erne, men hendes historie er så interessant, at jeg var nødt til at bruge den, siger Signe Svendsen.

Oldemoren blev født på fattiggården uden for Faaborg. Hendes mor gik på landevejen og fandt tilfældige job. Ingen ved, hvem faren var. Men flere har gættet.

- Nogen siger, Lydias far var greven fra Brahetrolleborg, mens andre gisner om, at det var min tipoldemors danselærer. Faktum er, at min oldemor som 12-årig arbejdede i roemarkerne ved Brahetrolleborg og var i plejefamilie, indtil hun flyttede til København som ung pige.

Lydia fik arbejde på Rådhuspladsen på Palads Hotel og var en aften på Bakken. Der mødte hun en klaverbokser på Bakkens Hvile, som var fiks på fingrene. Så fiks, at han gjorde Lydia med barn. Måske endda i Dyrehaven samme nat.

- Ingen ved det med sikkerhed, men min mormor Inge blev født ni måneder senere. Hun blev sendt i pleje, fordi det ikke gik at være enlig mor i 1930’erne. Min oldemor forsøgte at spare penge nok sammen til at få min mormor tilbage. Det gjorde hun ved at sælge sig selv til faste kunder. Det er i hvert den opfattelse, familien har haft, siger Signe Svendsen.

I sangen er mændene med på Lydias kammer på Palads Hotel i København. Det handler om kunstnerisk frihed, fordi Palads Hotel er lettere at synge end Brockmanns Hotel.

- Min oldemor arbejdede på Brockmanns Hotel i Odense. Om natten forsøgte hun at spare ekstra penge sammen til et rækkehus i Skibhuskvarteret ved at få besøg på sit kammer. Så hun kunne få sin pige hjem. Altså min mormor. Det lykkedes, siger Signe Svendsen.

Hun kalder oldemoren en madame. Mange anså hende for at være streng. Det var hun aldrig i Signe Svendsens øjne.

- For mig var hun varme, enorme hænder og stikkelsbærgrød. En kvinde i en have med blommetræer og gyngestativ. Hun arbejdede på Thomas B- Thrige-fabrikkerne og fandt sig en mand, som blev papfar til Inge. Hun blev over 90 år, og vi snakkede og skrev meget sammen til det sidste. Hun nåede faktisk at finde en ny kæreste efter min pap-oldefar. Det var hendes gymnastiklærer, som hun mødte, da hun var 88 år, siger Signe Svendsen og ler.

At hendes oldemor måtte tjene penge ved at være sammen med mænd, er ikke en enestående historie. Sådan har virkeligheden set ud for mange unge kvinder fra fattige kår, som fik børn uden for ægteskab og mere eller mindre frivilligt måtte give deres børn til plejefamilier.

- Disse unge kvinder har levet med både et savn og en skam, de har båret med sig resten af livet. Jeg tror, der er mange fra samme generation med lignende historier, men det er ikke noget, man har snakket højt om. Lydias fortælling er en del af mit ophav og en interessant kvindehistorie at bringe frem.

Det var Enhedslisten, der lørdag løb med overskrifterne i de danske medier.

Partiet var noget uklar i sin kommunikation om, hvilke konsekvenser det vil drage over for en rød regering, der vil oprette et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda.

Her er dagens politiske overblik.