Grøn omstilling: Hvis du har en elbil stående i garagen, kan du få refunderet elafgiften på den strøm, du lader bilen op med.

Men hvis du som den 41-årige programmør Mads Monrad også har solceller på taget, kan du ikke.

I 2018 fik han de første solceller lagt på taget af parcelhuset i Støvring syd for Aalborg. Derfor har han i dag ikke ret til at få refunderet elafgiften på den strøm, han lader sine to elbiler op med.

- Det er et problem, at man gerne vil fremme både elbiler og solceller, men at man ikke har mulighed for at gøre begge dele på én gang, siger han.

Ræsonnementet bag den manglende refusion går på, at når man er selvforsynende med strøm, betaler man ikke afgift for strømmen i første omgang.

Og det giver også mening, fortæller Mads Monrad. Men han mener ikke, at det skaber incitament for at investere i den grønne omstilling. Selv gav han godt 200.000 kroner for solcellerne på taget.

- Jeg tænker ikke, at det er en dårlig investering. Men det er utroligt komplekst for folk, der ikke nørder sig ned i, hvordan det fungerer, og hvorfor nogle kan få refusion og andre ikke kan, siger han.

I Danmark har vi den højeste elafgift i hele Europa. I sidste uge besluttede Folketinget at reducere afgiften med fire øre per kilowatt-time, så den fra oktober og resten af året vil være 72,3 øre. Efter nytår sænkes den til 68,8 øre.

Minimumssatsen i EU er 0,8 øre.

Mads Monrad vurderer, at solcellerne sparer ham mellem 30.000 og 40.000 kroner på el om året - hvis han fik refusion af elafgiften, ville han kunne spare knap 5.000 kroner yderligere.

Ifølge ham bør man kigge på afgiftssatsen, hvis man vil komme problemet til livs.

- Jeg ser kun ét scenarie, der kan aflive det fuldstændigt: At fjerne afgiften helt eller at få sat den lige så langt ned, som den er i vores nabolande, siger han.

Elbilforeningen i Danmark får jævnligt henvendelser fra medlemmer, som sætter spørgsmålstegn ved de nuværende regler.

Det kan nemlig blive mudret for elbilejere med solceller, fordi mange lader bilen op om natten, når solcellerne ikke producerer strøm.

Forperson for politikudvalget Rasmus Foged kalder problemet "paradoksalt", fordi det ifølge ham afholder elbilejere fra at få solceller - og omvendt.

- Vores medlemmer synes, at det er tosset. Netop fordi mange af dem går foran i den grønne omstilling og derfor gerne vil have både solceller og elbil, siger han og tilføjer:

- Særligt i en tid med energikrise er det i alles interesse at få flest mulige solceller op. Det er jo fjollet, at man har regler, der gør det mindre attraktivt for elbilejere.

Rasmus Foged vurderer, at der er et "betydeligt sammenfald" mellem danskere, der gerne vil have både elbil og solceller.

Hos nogle af landets ladeoperatører er det en del af forretningsmodellen at udbetale et beløb til elbilejere med solceller som erstatning for den manglende refusion.

Ønskescenariet for Elbilforeningen i Danmark er, at de bliver underlagt samme ordning som boligejere, der primært varmer huset op med jordvarme, varmepumpe eller elvarme.

Her får man nemlig reduceret elafgiften, når det årlige elforbrug overstiger 4.000 kilowatt-timer. Ifølge elberegner.dk opnår man en besparelse på knap én krone per kilowatt-time inklusiv moms.

- Vi har svært ved forstå, hvorfor man ikke i det mindste kan få refusion af elafgiften ved opladning om natten, hvor solcellerne jo ikke producerer strøm. Ladeboksen registrerer tidspunktet for opladning, så det burde ikke være et problem at håndtere rent teknisk, siger Rasmus Foged.

Mange ved godt det her, inden de får solceller. Man kunne også bare lade være med at få dem?

- Det kan man selvfølgelig godt sige, men jeg tænker, at det er bredt accepteret, at jo mere grøn energi, vi producerer, og jo mere transport, vi omstiller, jo bedre. Fra samfundets side må vi prøve at løse det, så det bliver så attraktivt som muligt.

Avisen Danmark har blandt andet spurgt skatteminister Jeppe Bruus (S), om han mener, at de gældende regler er attraktive for den grønne omstilling.

Skatteministeriet henviser til et ministersvar til Transportudvalget den 14. september, hvor transportordfører for Konservative Niels Flemming Hansen ønsker en redegørelse for ræsonnementet bag den nuværende ordning.

- Det er korrekt, at ladeoperatører ikke kan få refunderet elafgiften på vegne af privatkunder, når privatkunden har etableret et solcelleanlæg med mulighed for produktion af afgiftsfritaget elektricitet på den samme adresse, skriver ministeren og tilføjer:

- Årsagen er, at opladningen i disse tilfælde ikke udelukkende er sket med elektricitet, hvor der er afregnet elafgift. Det er således ikke muligt at dokumentere, i hvilket omfang der er anvendt elektricitet til opladningen, hvoraf der er afregnet afgift.

Krise: Energikrisen er til at føle på, hvis man passer telefonen i landets store forsyningsselskaber. Hos Ewii, der især sælger el, varme og vand i Trekantområdet, er antallet af opkald fordoblet sammenlignet med sidste år, og samtalerne er markant længere.

- Vi har haft ulidelige ventetider. De har været helt oppe på to timer, erkender Lars Bonderup Bjørn, koncernchef i Ewii.

Kunderne er chokerede over deres elregninger og vil have hjælp til at forstå dem. Mange beder om kredit. Her kan regeringens seneste forslag om en afdragsordning på energiregninger hjælpe.

Men ellers har Lars Bonderup Bjørn et forbeholdent forhold til politikernes håndtering af problemerne i energisektoren. Efter mere end fire år i spidsen for Ewii har han siddet på forreste række, imens klimakrisen er blevet suppleret med en energikrise efter Ruslands invasion af Ukraine.

Hvad er det, der undrer dig mest omkring politikernes krisehåndtering?

- Det undrer mig, at systemet er så handlingslammet. Politikere er politikere, og de skal vælges. Men man har haft en unik chance. Der har aldrig været så bred opbakning til klimakampen, som der er nu. Så kommer Putin oveni, og det har bare forstærket opbakningen, siger Lars Bonderup Bjørn og tilføjer:

- Hvis man nogensinde har haft mulighed for at få befolkningen med til at træffe nogle svære valg, så er det da nu.

Lars Bonderup Bjørn har et særligt mandat. Han står i spidsen for et kundeejet energiselskab med en robust økonomi. Fra sit kontor, hvor han kan kigge ud på Koldings nordlige industrikvarter, deler han sine markante analyser af dansk energipolitik.

- Når jeg kritiserer, at politikerne ikke tager fat i de kortsigtede gevinster, så har jeg opbakning fra de 120 medlemmer af vores repræsentantskab. Det giver de udtryk for, og det gør, at jeg gider at blive ved, siger Lars Bonderup Bjørn.

Det irriterer ham at høre om brint som den energikilde, der kan erstatte fossile brændsler som olie og kul, både på landjorden og til skibe og fly. Han tror, at brint kan blive stort, men er også bevidst om, at det har enormt lange udsigter. Mange virksomheder arbejder med teknologien, men ingen ved endnu, hvem der vinder kapløbet og knækker koden til at skabe og udnytte brint rigtigt.

- Man holder uendeligt mange skåltaler om brint, som der skal smides midler i, men som først kan bidrage til at løse vores problemer langt ude i fremtiden. Det er helt ude af proportioner. Problemet er, at det er nemt at tale om noget, der er langt væk, siger Lars Bonderup Bjørn.

Han kan til gengæld tale i timevis om løsninger, der er forholdsvist nemme at gennemføre med det samme, hvis politisk fokus og lovgivning kommer på plads. Lars Bonderup Bjørn peger ud ad vinduet mod naboernes industribygninger.

- Tag området, som vi sidder i her. Hvis man virkelig vil lette presset på gassen, så skal man sige, at det er slut med at rulle fjernvarme ud til hr. og fru Danmark. Tag industriområderne først. Den mængde af gas, vi kan reducere, er mere end ti gange større, siger Lars Bonderup Bjørn.

Det kræver planlægning og projektering, men så vil man relativt hurtigt kunne grave fjernvarmerør ud til de storforbrugende virksomheder, mener direktøren. Det sker bare ikke.

- Politisk gør det ondt, for de skal sige til parcelhusejerne, der har fået store ekstraregninger - og som er vælgere - at de må fortsætte med at betale de høje regninger. Jeg forstår godt, at det er svært, og de skal kompenseres på anden vis, siger Lars Bonderup Bjørn.

Derfor er han nu i fuld sving med at grave fjernvarme ned til private gasforbrugere, om end det sker med en vis forsinkelse. Ewii har for et par år siden udviklet et varmeatlas, der viser, hvor det giver mening at levere fjernvarme til nye kunder i Trekantområdet.

- Det har vi været meget tydelige omkring, men der var ingen, der gad at høre på det. Når vi holdt borgermøder, så mødte der 20 mennesker op, siger Lars Bonderup Bjørn.

I Vejle-bydelen Bredballe oplevede han, at nyheden om, at der var fjernvarme på vej, fik en kølig modtagelse. Vel at mærke før Putins krig mod Ukraine.

- Vi blev set som en gene i gaderne. Så blev det 24. februar (datoen for Putins invasion, red.), og nu er folk sure over, at vi ikke graver hurtigt nok. Men de har altså haft mulighed for at melde sig til i mange år, siger Lars Bonderup Bjørn.

Nu oplever han, at en mindre by som Ågård uden for Kolding kan samle 700 borgere til møde om fjernvarme.

- Vi ville gerne grave hurtigere, men vi har ikke folk nok, og på det seneste kan vi ikke engang få fat i de flexrør, der går fra vejen og ind til huset. De er udsolgt, siger Ewii-direktøren.

Men der er også andre håndtag, man kan trække i forholdsvist hurtigt. Spildevand rummer masser af energi, som - med hjælp fra varmepumper - kan dække en pæn del af vores fjernvarmebehov. Der er hvert år 700 milliarder liter CO2-neutralt spildevand at arbejde med, viser tal fra Dansk Vand- og Spildevandsforening (DANVA).

Teknologien er afprøvet flere steder med succes, og relativt små investeringer ser ud til at tjene sig hjem på få år. Men varmen i spildevand går bare til spilde, for lovgivningen er ikke på plads til at udnytte det, man kalder sektorkobling: At vandforsyningen og varmeforsyningen taler sammen og bruger hinandens ressourcer bedst muligt.

- Men uanset om du er fra Venstre eller Socialdemokratiet, så er det ikke nemt at stille sig op foran befolkningen og sige: Spildevand er det, der skal løse fremtidens energiproblemer, siger Lars Bonderup Bjørn.

Han taler ofte med politikere og forsøger at vække en interesse.

- Svaret er altid, at nu skal der også til at ske noget. Det svar har jeg fået nogle gange. Nogle politikere blive overraskede over, hvad man kan. Men så bliver de fjerne i blikket og taler om noget andet. Jeg oplever ikke nogen begejstring, siger Lars Bonderup Bjørn.

Han er nu i gang med at ansætte flere medarbejdere til at tage telefonen i kundeserviceafdelingen.

Musik: Peter Schmeichel stråler af glæde, mens han åbner en guitarkasse og finder en skinnende ny Fender Telecaster Deluxe frem. Den lilla guitar skal måske med rundt i landet, når han og bandet The Ones præsenterer koncertformatet rock’n’talk.

Konceptet blev undfanget her i Niklas Schneidermanns øvelokale på Refshaleøen i et lokale, der engang var køkken på B&W-skibsværftet. Efter en af den slags tilfældigheder, som måske var forudbestemt.

Det var til morgenmaden på Smukfest i 2017, at Peter Schmeichel hilste på medlemmerne fra Magtens Korridorer første gang. Han havde lettere modvilligt hørt deres koncert aftenen før og var blevet imponeret over bandets energi. Samt at publikum kunne alle sange udenad.

- Det var klart festivalens højdepunkt, selv om jeg ikke anede, hvem de var. Da de slog igennem med Tæskeholdet i 90’erne, boede jeg i England. Jeg er faktisk helt blank på den periode i dansk musik, siger Peter Schmeichel.

Det var især guitaristen Niklas Schneidermann, der betog ham.

- Jeg siger det ikke kun, fordi Niklas sidder her. Men han spillede og bevægede sig på scenen på en måde, som greb mig. Det var som om, at guitaren var en forlængelse af hans krop, siger Peter Schmeichel.

Niklas Schneidermann genkendte ikke til at begynde med manden med kasketten, som roste dem. Men der var noget bekendt ved stemmen.

- Jeg havde fejret vores koncert hele natten og havde lidt svært ved at fokusere. Jeg så bare en bredskuldret mand med skæg. Det var først, da jeg gav ham hånden og mærkede den meget store hånd, at det gik op for mig, at det var Peter Schmeichel, siger Niklas Schneidermann.

Et lille år senere ville skæbnen, at de mødtes i Helsingør, hvor Peter Schmeichel igen var til koncert med Magtens Korridorer. Tredje gang, de mødtes, var på Bornholm i 2020. Fjerde gang til en af Niklas Schneidermanns solokoncerter på Hotel Cecil i København.

- Efter den koncert fortalte Niklas om det her øvelokale og inviterede mig på besøg, siger Peter Schmeichel.

Niklas Schneidermann var en kende nervøs over at skulle underholde målmandslegenden alene. Så han inviterede Anders Ramhede fra Magtens Korridorer samt sin ven og musikalske legekammerat Mikkel Fjelding.

- Jeg ville undgå, at det blev pinligt. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte stille et lille hold, hvis Peter var med på at spille lidt. Det var han, fortæller Niklas Schneidermann.

De efterfølgende uger blev besøget gentaget. Ganske uformelt og på hyggebasis. Men efter et par måneder skete der noget, som måske også kan takseres som en tilfældighed.

- I begyndelsen var det bare ren hygge og mandehørm … undskyld personhørm. Men en dag, hvor Anders sad og varmede op bag trommerne, skete der noget, da jeg begyndte at fortælle en historie om en fodboldkamp mellem Manchester United og Liverpool, mens han spillede. Anders stoppede op og sagde: ”Det er det der, vi skal. Det kan noget”, siger Peter Schmeichel.

Fra at være et hyggeband blev idéen om at optræde med rock’n’talk født. Det koncept var ikke svært at sælge, og de tre professionelle musikere kunne godt se sig selv dele rampelys og scene med den tidligere målmand.

- Jeg opfattede det helt klart som et klap på skulderen til mig, at de sagde ja. Det tolkede jeg som om, at de syntes, jeg godt kunne finde ud af at spille. Jeg har også rykket mig enormt det seneste år, hvor Niklas har lært fra sig og rettet mine fejl. Jeg tror, jeg har lært lige så meget det seneste år, som jeg har lært de 20 foregående år. Man skal altid kigge på dem, der er rigtig gode til noget. På den måde lærer man mest, siger Peter Schmeichel.

Han har spillet musik hele sit liv, men har aldrig været en del af et band. Det har betydet, at han selv har styret timen. Det er slut nu, hvor rytmegruppen sørger for at bestemme tempoet.

- Anders Ramhede er knastør bag trommerne. Jeg har stadig ikke hørt ham spille forkert i det år, vi har øvet sammen. Han er jo også uddannet jazzmusiker fra Berklee College of Music, selv om jeg har ham mistænkt for at have taget et brevkursus på Birkerød Trommeskole, siger Peter Schmeichel.

Sangene, de spiller, er blandt andet covernumre af Robbie Williams, Radiohead og Queen. Gasolin’, David Bowie og Henning Stærk.

- Vi har bare spillet en masse sange, vi hver især godt kan lide. Vi har 14-15 sange på sætlisten til koncerterne, og vi har vel øvet tre gange så mange. Dem, der er valgt ud, er med til at give showet en rød tråd og underbygge vores historier, siger Peter Schmeichel.

Det overordnede mål er ikke at hylde enkelte sange eller bands, som har betydet meget for målmanden. Målet er at dele den hygge og glæde, de fire medlemmer har haft her i øvelokalet, med et publikum.

- Det primære formål er, at publikummerne skal gå glade hjem fra koncerterne, præcis som vi er gået fornøjede hjem efter vores øvere, siger Peter Schmeichel.

Nogle af sangene, de er kommet omkring i øvelokalet, kendte Peter Schmeichel ikke på forhånd. Blandt andet Henning Stærks ”Sweetheart”.

- Det var en af de første sange, vi spillede, og jeg var helt blæst bagover. Jeg havde seriøst aldrig hørt den før. Da jeg kom hjem, spillede jeg den for min kone. Hun kendte den naturligvis, siger Peter Schmeichel.

Det var Niklas Schneidermann, som foreslog sangen. Han hørte den første gang som 16-årig og blev betaget af melodien og fortællingen.

- Jeg hørte mest Beatles og undergrundsrock på det tidspunkt, men blev alligevel fanget af sangen. Jeg kunne ikke komme mig over, at jeg sad og lyttede til Henning Stærk, og da jeg fandt ud af, at Poul Krebs havde skrevet teksten, var jeg helt færdig. Dengang  passede det ret dårligt med mit selvbillede at lytte til Poul Krebs, siger Niklas Schneidermann og ler.

Peter Schmeichels mange år i Storbritannien fornægter sig ikke. Derfor har The Ones valgt sange med Radiohead, Robbie Williams og Coldplay ud. Men ikke Oasis, The Smiths, Joy Division eller New Order som kommer fra Manchester.

- Robbie Williams er vokset op syd for Manchester, og Take That blev dannet i Manchester kort tid inden, jeg kom derover. Robbie er kæmpe fan af Manchester United, og jeg har optrådt to gange med ham inde i Parken foran 45.000 tilskuere. Jeg er faktisk den i bandet, som har stået foran det største publikum, siger Peter Schmeichel og ler.

Niklas Schneidermann ryster smilende på hovedet. Og indvender, at Magtens Korridorer har spillet på Orange Scene på Roskilde Festival to gange.

- Jeg tror, der var mindst lige så mange på Roskilde Festival. Vi har også spillet for 50.000 til Grøn Koncert i Valby Parken.

I løbet af efteråret har Peter Schmeichel travlt med at dække både europæisk topfodbold i Champions League og VM i Qatar. Derfor er turnéen strammet ind til blot to uger med syv koncerter.

For at optimere konceptet har The Ones hyret en instruktør, som hjælper med at forfine og optimere konceptet. Både i forhold til at vælge de optimale sange og binde musik og snak sammen.

- Jeg er sikker på, at første og sidste koncert på turnéen bliver vidt forskellige, fordi vi justerer undervejs. Hvis det går godt, er det ikke utopi, at vi sætter en turné op i 2023, siger Peter Schmeichel.

Han glæder sig til at komme rundt i landet. Til at besøge byer han ikke har været i, siden han spillede divisionsfodbold i Hvidovre i midten af 1980’erne. Nogle af byerne har han aldrig været i.

- For mig er det underordnet, om vi spiller i København eller Assens. Eller om der er 20.000 eller 200. Det vigtigste er, at vi får prøvet konceptet af på et publikum, siger Peter Schmeichel.

Undervejs i interviewet spiser Peter Schmeichel økologiske kiks, mens Niklas Schneidermann drikker dåseøl. Det understreger, hvor forskellige de to mænd er, hvis man ser bort fra, at begges efternavne er vanskelige at stave.

Den ene elsker at øve, mens den anden mindst lige så gerne vil lægge store planer i øvelokalets Chesterfieldsofa. Den enes hjerte banker for Manchester United, mens den anden er rødglødende Liverpool-fan.

- Vi er meget forskellige typer, og ligesom Peter er blevet bedre til at spille guitar, har jeg også lært noget af hans indstilling til arbejdet og hans vedholdenhed. Jeg har aldrig øvet særlig meget, så vores seks timer lange øvere trækker tænder ud. Man kan tydeligt mærke Peters baggrund som elitesportsmand, og til at begynde med kaldte han det sgu for træning, når vi mødtes, siger Niklas Schneidermann og griner.

Han erkender, at han faktisk også har løftet sit niveau ved at øve oftere og mere intensivt.

- Jeg tror snart, vi skal stoppe med at øve. Ellers bliver jeg simpelthen for god. Jeg bryder mig ikke om, at noget lyder for nemt. Hvis det sker for mig i Magtens Korridorer, laver jeg et eller andet sindssygt eller spiller skæverter med vilje for at skære lidt i folks ører, siger Niklas Schneidermann.

Det er vist første gang, at nogen drister sig til at indrømme skæverter med vilje med Peter Schmeichel inden for få meters afstand.

Selv om det er Peter Schmeichels første turné, er han ikke nervøs. Nervøs bliver man kun, hvis man ikke har forberedt sig tilstrækkeligt.

- Jeg har aldrig været nervøs som fodboldspiller, fordi jeg vidste, at jeg kunne det, jeg skulle. At dem omkring mig kunne det, de skulle. På den måde er fodbold og musik meget identisk. Hvis man skal præstere optimalt, skal de andre på banen også levere. Det gør Anders, Mikkel og Niklas, roser Peter Schmeichel.

Niklas Schneidermann tager modvilligt mod komplimenten.

- Jeg hader Peter for det dér med Manchester United, men EM 1992 trækker godt i den anden retning, siger guitaristen, inden han henter en ny øl og hælder den forrige i toilettet ude på gangen.

- Det er på grund af Niklas, vi spiller to sæt. Han kan ikke holde sig i meget mere end 45 minutter, konstaterer Peter Schmeichel.

Jeg tænker for første gang, at det ikke er tilfældigt, at The Ones spiller to gange 45 minutter. Måske endda med tillægstid eller ”Fergie time” som de kaldte det, da Peter Schmeichel spillede i Manchester United under Alex Ferguson.

Vi befinder os i interviewets tillægstid, da Peter Schmeichel kommer frem til det, der måske er den mest centrale pointe i hele fortællingen om The Ones.

- Da jeg skrev min biografi, ”One”, skete der det, at jeg tænkte meget over mit liv. Jeg skulle finde helt tilbage til min barndom for at finde ud af, hvordan jeg blev den, jeg blev. Det, jeg tog med fra den proces, var, at jeg har drømt om at spille koncerter, siden jeg var helt ung. Nu skal det endelig udleves efter 20 år som pensioneret fodboldspiller, siger Peter Schmeichel.

Han erkender, at han har haft mange år til at tage springet. Det er en anden central del af pointen.

- De fleste kender det med, at man udsætter sine drømme. Til næste uge. Næste måned. Næste år. Pludselig er der ikke flere år at give af. Jeg kan allerede mærke generne i mine fingre efter 30 år som målmand, så hvis jeg skal spille guitar på en scene, er det nu.

Der er helt sikkert dem, der synes, det er mærkeligt, at Peter Schmeichel kaster sig ud i at spille koncerter. Det bekymrer ham ikke.

- De burde i stedet se det som en opfordring til at realisere deres egne drømme, inden det er for sent. Ingen af os ved, hvor mange år vi har tilbage, så hvorfor spilde tiden, siger Peter Schmeichel og sætter Fender Telecaster Deluxen til en forstærker.

Den er skruet næsten op på maks.

Putin ville splitte os i Vesten, men har i stedet samlet os. Europa er mere samlet end nogensinde. Og Norden er samlet som aldrig før. Hvad de nordiske lande ikke kunne i 1864 og 1948, det kan vi nu!

I 1800-tallet blev Italien og Tyskland samlet, mens Norden forblev splittet. I 1864 ville de danske nationalliberale have en Nordisk union og tilbød den danske trone til den svenske konge. Det kunne have sparet os for de blodige nederlag i 1864 - og 6000 sønderjyders liv under første verdenskrig. Også den tyske kansler Bismarck ønskede en nordisk union til at afbalancere Rusland, men svenskekongen sagde nej.

I 1948 ville stærke kræfter igen have en nordisk union, men Sovjet forhindrede Finland i at være med, og så ville svenskerne heller ikke være med, hvorefter Danmark, Norge og Island gik ind i Nato.

Dermed var splittelsen total. Også da Danmark som eneste land gik ind i EF, senere fulgt af Sverige og Finland, mens Norge og Island stod udenfor. Og Danmark holdt sig uden for EU´s forsvarssamarbejde!

Nu bliver alt forandret med hele Norden i både Nato og EU´s forsvarssamarbejde (efter Danmarks ophævelse af forsvarsforbeholdet). I forvejen samarbejder vi i NORDEFCO, ligesom der længe har været fælles øvelser, indkøb osv. Og fælles overvågning over Island (der ikke selv har stridskræfter).

Nu er det tid til et langt stærkere forsvarssamarbejde i Østersøen, Nordatlanten og Arktis, så Putin ikke fristes af militære tomrum. Svenskerne har klogeligt remilitariseret Gotland, og Rigsfællesskabet har styrket overvågningen i Arktis og Nordatlanten.

Hver for sig er vi små lande, men tilsammen er vore nationalprodukter lige så store som Ruslands (nr. 11 i verden), og vi har verdens største handelsflåde. Vi dækker både Østersøen og Arktis og nyder respekt for vore velfungerende samfund. Det bør være en fælles nordisk ambition at udfylde tomrummet i EU efter Brexit.

Vi skal ikke sidde nede i EU-skibets kahyt og vente på, hvad Tyskland og Frankrig beslutter. Vi skal sammen gå op på kommandobroen og blande os i, hvor vi skal sejle hen.

Det kræver et opgør med den traditionelle nordiske småstatsmentalitet, men det er sandelig også på tide. Det skylder vi os selv og Europa.