Sundhedsvæsenet: Hver en krone bliver vendt og drejet i det pressede sundhedsvæsen. Alligevel har de danske regioner udbetalt 59 millioner kroner til tandlæger, som de ifølge Danske Regioner slet ikke har ret til.

Avisen Danmark kan på baggrund af en række aktindsigter afsløre, hvordan regionerne er blevet advaret mod udbetalingerne gennem flere år, men alligevel har de udbetalt skattekronerne til tandlægerne.

På Christiansborg bliver sagen kaldt en regulær skandale.

- Det er skandaløst, at man betaler penge, som man har fået at vide, at man ikke skal betale. Det er ikke sådan, at regionerne ligefrem svømmer i penge, og midlerne skal bruges til borgernes bedste, siger Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen.

Sagen kredser om en juridisk kamp mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen, der er rygende uenige om, hvem der skal betale for administrationen af den erstatningsordning, der sikrer, at patienter får en erstatning, hvis noget går galt i tandlægestolen. Den oprindelige aftale ophørte i januar 2019, og regionerne mener, at tandlægerne selv skal betale for administrationen. Til trods for det har regionerne sendt 59 millioner kroner fra sundhedsvæsenet i favnen på Tandlægeforeningen, der modsat står fast på, at regionerne bør betale.

Første gang regionerne blev advaret var 8. januar 2019. Her modtog de en besked fra regionernes hovedorganisation, Danske Regioner: Tandlægeforeningen har ikke ret til at opkræve penge for administration af erstatningsordningen, lød meldingen i et nyhedsbrev. Alligevel betalte regionerne uden protester, da tandlægerne begyndte at sende fakturaerne.

Det er ikke sidste gang, at regionerne ikke reagerer på advarsler. Igennem 2020 studser både Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland over, at deres regninger til tandskadeerstatninger er steget voldsomt siden 1. januar 2019. Regionerne reagerer alle forskelligt på de øgede udgifter. Men fælles for dem alle er, at de fortsætter med at betale regningerne til Tandlægeforeningen for det gebyr, de allerede af Danske Regioner havde fået at vide, at de ikke skulle betale.

I Region Sjælland nøjes man i et internt notat med at konstatere, at regningerne er steget voldsomt, fordi den oprindelige aftale mellem Danske Regioner og Tandlægeforeningen er ophørt. I Region Midtjylland spørger man Tandlægeforeningen om årsagen til den store regning. Her får regionen direkte at vide, at det blandt andet skyldtes indkrævninger af administrationsgebyr. Det reagerer regionen ikke på til trods for den tidligere advarsel om netop ikke at betale for administrationsgebyret.

I Nordjylland reagerer man mere resolut på de pludseligt høje regninger fra tandlægerne: Region Nordjylland skriver første gang 8. juli 2020 til Danske Regioner og spørger, om det virkelig kan være rigtigt, at de skal betale for administrationsgebyret. I samme mail henviser regionen til beskeden fra 8. januar 2019, hvor der ellers direkte står, at regionen ikke skal betale. Men regionen må vente længe på svar, mens den fortsætter med at betale regningerne fra Tandlægeforeningen.

- Vi taler jo om udgiftsstigninger på 100-200 procent i alle regioner indenfor de sidste par år, hvilket medvirker til at øge erstatningsområdets pres på sundhedsvæsenets omkostninger betragteligt, skriver en kontorchef i Region Nordjylland, der trods flere rykkere endnu ikke havde fået Danske Regioner til at besvare henvendelsen.

Først i oktober 2021 - mere end 14 måneder efter Region Nordjylland har bedt om hjælp - svarer Danske Regioner og sender en mail til alle regioner med en klar besked: Tandlægerne har ikke ret til pengene, og nu vil regionerne kræve dem tilbagebetalt. Samtidig opfordres regionerne til at stoppe alle fremtidige betalinger.

Danske Regioner har ikke ønsket at stille op til interview. Men de forklarer i et skriftligt svar, at de allerede i januar 2019 havde oplyst Region Nordjylland, at de ikke skulle betale administrationsgebyret.

- Men det er beklageligt, at Region Nordjylland skulle vente på svar på deres henvendelse, skriver Bo Libergren, der er næstformand for Danske Regioners Løn og Praksisudvalg.

I mellemtiden har regionerne betalt mindst 42 millioner kroner til Tandlægeforeningen. Men heller ikke det får pengestrømmen fra sundhedsvæsenet til at stoppe, viser Avisen Danmarks aktindsigter.

Landet største region - Region Hovedstaden - vælger nemlig endnu engang i december 2021 at betale for gebyret - blot to måneder efter, at de endnu engang har fået at vide, at skattekronerne ikke skal bruges på administration til Tandlægeforeningen.

Region Hovedstaden oplyser til Avisen Danmark, at de blandt andet valgte at betale regningen på baggrund af et "tæt samarbejde om tandskadeerstatning". Og at Tandlægeforeningen har lovet regionen at tilbagebetale pengene, hvis Sundhedsministeriet når frem til, at regionen ikke skal betale regningen.

Samlet set har Tandlægeforeningen på den måde indsamlet samlet 59 millioner kroner fra regionerne for et gebyr, som regionerne hele tiden har fået at vide, at de ikke skal betale. Det viser Tandlægeforeningens egen opgørelse fra december, som Avisen Danmark har fået aktindsigt i. Og lige nu strides regionerne og tandlægerne om, hvorvidt tandlægerne skal betale pengene tilbage eller ej.

Ifølge en ekspert tegner der sig et billede af et forløb, hvor både de enkelte regioner og Danske Regioner har fejlet.

- Der er godt nok mange, der laver mindre og større fejl i den her sag. Og vi må da håbe, at regionerne kan få pengene tilbage, siger professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.

Han har gennemgået dele af Avisen Danmarks omfattende materiale, og han undrer sig over flere af regionernes beslutninger undervejs. Først og fremmest burde regionerne tidligere have opdaget, at de betalte for administrationsgebyr, selvom de 8. januar 2019 havde fået besked på ikke at betale.

- De har ikke været opmærksomme tidligt nok i denne sag, og det er da underligt, at de ikke studser over regningerne, siger han.

Men ifølge professoren måler det sig slet ikke med de brølere, som særligt Danske Regioner og Region Hovedstaden senere begår i sagen. Per Nikolaj Bukh vurderer, at det er særligt kritisabelt, at der trods adskillige rykkere skulle gå 14 måneder, før Region Nordjylland kunne få svar fra Danske Regioner på, om de skulle betale administrationsgebyret eller ej. Desuden er han stærkt kritisabel over for, at Region Hovedstaden vælger at betale endnu en regning til Tandlægeforeningen i december 2021, selvom Danske Regioner endelig har reageret og nok engang opfordret til at standse betalingerne.

- Danske Regioner er alt for langsomme. Havde Danske Regioner været hurtigere til at sige, hvad der er op og ned, havde man stået langt bedre. Deres langsommelighed er meget problematisk. Samlet set er det jo slet ikke sådan her, det bør fungere, siger han.

Hvorvidt det er de enkelte regioner eller Danske Regioner, der er ansvarlige for, at de mange millioner er blevet udbetalt, ønsker Danske Regioner ikke at udtale sig om. Men de fastholder, at de vil forsøge at tilbagekræve pengene

- Det, der er vigtigt for mig i denne sag er, at vi kan stole på, at indgåede aftaler overholdes. Det er ikke sket i denne sag. Da Tandlægeforeningen begyndte at opkræve regionerne for administrationsudgifterne i 2019, brød de dermed aftalen med Sundhedsministeriet. Derfor bakker jeg op om, at regionerne skal søge det uretmæssigt opkrævede beløb tilbage, skriver Bo Libergren

Det er ikke første gang, at striden bliver omtalt i medierne. Tidligere har BT og Berlingske på baggrund af et folketingssvar fra Magnus Heunicke fortalt, at der var en strid mellem de to parter om udbetalinger på 42 millioner kroner. I februar 2022 udtalte Bo Libergren til Berlingske, at ingen i regionerne var klar over, at de betalte for administrationsgebyret.

Regionernes ageren i sagen møder kras kritik på Christiansborg fra blandt andre Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen. Han vil nu have regionerne til at sikre, at de 59 millioner kroner bliver tilbagebetalt.

- Jeg håber da i hvert fald ikke, at der er tvivl om, at pengene skal tilbagebetales. Den her sag skal følges helt til dørs, for det er ikke sådan her, man skal bruge de penge, der burde gå til sundhedsydelser til borgerne, siger han.

Også Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, vil have regionerne til at lægge en plan for, hvordan pengene kommer tilbage i regionernes pengekasser.

- Det er helt uforståeligt for mig, at pengene bare bliver udbetalt. Det er helt urimeligt, at man i en situation, hvor man fyrer personale på grund af manglende ressourcer i regionerne, har penge der bare fosser ud af kassen og havner hos Tandlægeforeningen. Det er uforståeligt, at man ikke har reageret tidligere, siger han.

Sundhedsministeriet og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker ikke "på nuværende tidspunkt" at kommentere sagen.

Ifølge et notat fra Danske Regioner, som Avisen Danmark har fået aktindsigt i, har Sundhedsministeriet over for Danske Regioner bekræftet, at det er en aftale mellem Sundhedsministeriet og Tandlægeforeningen fra 2003, der i dag er gældende. Og her fremgår det, at det er Tandlægeforeningen, der skal betale for administrationsgebyret.

Tandlægeforeningen afviser også at stille op til interview. I et skriftligt svar oplyser de, at både de, Sundhedsministeriet og Danske Regioner har brug for en afklaring, om hvorvidt regionerne fremadrettet skal betale for administration.

"Det synes vi er en rimelig model," skriver de om at lade regionerne betale. Under hele forløbet har Tandlægeforeningen fastholdt, at de har ret til pengene for administrationsgebyr.

Skovrejsning: I løbet af en relativt kort årrække skal der rejses mange tusinde hektar ny skov i Danmark, hvis det står til brancheforeningen Træ-og Møbelindustrien, TMI, under Dansk Industri.

Årsagen er, at efterspørgslen på bæredygtigt træ til industrielt brug i bygninger, boliger og møbler er så stor, at den danske selvforsyning kun kan følge med til knap 20 procent. TMI ønsker den op på over 50 procent og foreslår derfor, at der inden 2030 rejses ny skov i størrelsesordenen 125.000 hektar - svarende til hele Lolland.

Denne nye skovrejsning skal vokse yderligere til 250.000 hektar i 2040 - så nærmer vi os så småt et areal som Fyn. 10 år senere skal det være vokset til 350.000 hektar, svarende til det halve Sjælland. I 2060, skal den ny skovrejsning fylde 450.000 hektar, så er vi oppe og kysse hele Vendsyssels areal i nakken.

- Godt nok nogle relativt store størrelser, konstaterer Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.

Men det er der brug for og god fornuft i, mener direktør i TMI Lærke Flader. Ifølge hende er det et forslag som tilgodeser flere hensyn: biodiversiteten, klimaet og eksporten og beskæftigelsen i træindustrien.

- Bæredygtigt træ er det bedste klimaråstof vi har til at fortrænge CO2-tunge materialer i bygninger, boliger og møbler. Hvis samtidig alle skove i Danmark bliver certificeret som bæredygtige, vil en kommende skovrejsning også være fremmende for biodiversiteten, siger hun.

Hun konstaterer, at branchen i udpræget grad er påvirket af mangel på bæredygtigt træ:

- En rundspørge blandt vores medlemsvirksomheder, viser at næsten halvdelen af dem, der deltog i undersøgelsen, har måttet afvise ordrer på grund af forsyningssituationen. Det er kritisk for erhvervet, beskæftigelsen og eksporten af eksempelvis danske møbler og materialer til boliger. Og det risikerer at bremse den grønne omstilling.

Hun understreger i dén forbindelse, at klimaeffekten i forslaget, ifølge TMI's beregninger er henholdsvis en million ton CO2 pr. år i 2030, tre-fire millioner ton CO2 pr. år i 2040 og syv-otte millioner ton pr. år i 2060.

En vigtig pointe i forslaget er således ønsket om, at alle skove i Danmark på over 50 hektar, også de private, skal være certificeret bæredygtige med krav om, at 10 procent henlægges til biodiversitetsskov, herunder urørt skov. Dermed, foreslår TMI, kan man omgøre et politisk mål om at have 75.000 hektar urørt statsskov.

- Det mål betyder, at produktion af løvtræ fra de danske statsskove vil være helt væk om fem år, hvilket er stærkt problematisk, da netop disse gamle løvtræer er blandt de mest egnede til produktion af møbler og bygningsmaterialer. Urørt skov er rigtigt for biodiversiteten, det ønsker vi slet ikke at gøre op med, vi  foreslår bare en anden udbredelse af den, siger Lærke Flade.

Forsyningskrisen er ifølge TMI forstærket af Ukrainekrigen og af store kinesiske opkøb, der støvsuger markedet.

En af de virksomheder, der mærker problemerne er Junckers A/S i Køge som med 320 ansatte og salgskontorer i seks lande er Danmarks største producent af parketgulve. Her genkender fabriksdirektør Christian Midé-Andersen forsyningsproblemerne.

- Vi begyndte for alvor at kunne mærke det for et par år siden, og det er så kun blevet værre siden da. Vi hører dog ikke til dem, der har måttet sige nej til ordrer, men omvendt kan der være kunder, der ikke har afgivet de ordrer, de ellers ville have gjort. Det kan jeg ikke med sikkerhed sige noget om endnu, men vi køber en stor del af vores træ i især Sydtyskland. Ud over at det medfører en i CO2-sammenhæng uhensigtsmæssig ekstratransport, bliver det også 30 procent dyrere. Det får vores kunder jo at at mærke på prisen, siger han.

Junckers A/S produktionstræ er certificeret bæredygtigt for op mod 90 procents vedkommende, og det niveau står ikke til diskussion.

- Når vi opskærer træ til produktion, populært sagt fra noget rundt til noget firkantet, bliver der en masse resttræ. Det ryger på et transportbånd og videre ind i en kraftcentral, der leverer fjernvarme til hele det vestlige København. Fjernvarmeværkerne har krav om certificeret træ, så forsyningsproblemerne er på mange måde noget, vi mærker. Derfor håber jeg, at TMI's forslag om skovrejsning bliver godt modtaget, siger  Christian Midé-Andersen.

Det gør det ikke uden diskussion. Ifølge Rasmus Ejrnæs, seniorforsker på Institut for Ecoscience-Biodiversitet, Aarhus Universitet, er der flere elementer at overveje:

-  Det er ingen naturlov, at man skal være selvforsynende med alting, vi kører også i biler uden at producere en eneste her i landet. Hvis vi skal se på, hvad Danmark i global sammenhæng kan bidrage med, så er vores jord bedre egnet til landbrug end til skovbrug. Og man kan ikke dyrke hvede, hvor man dyrker tømmer. Derfor er det hele tiden en afvejning af, hvordan arealerne skal fordeles på skovbrug, landbrug, naturen og byerne, siger Rasmus Ejrnæs.

Han siger også, at intens produktionsrettet skovbrug er en trussel mod biodiversiteten.

- Når der plantes til produktionsskov sker det med høje, smalle træer, der tvinges op i luften. Det giver nogle mørke skyggeskove, som er fjendtlige overfor blomster og insekter. Når man fælder og fjerner et træ, fjerner man alt det, som andre arter skulle leve af. I bund og grund er det en politisk opgave at prioritere og træffe beslutninger baseret på hensyn til ønsker og samfundsbehov. Derfor er der fornuft i at lade det forslag, vi taler om her, indgå i nogle samlede overvejelser om, hvad der er det rigtige at gøre.

På Christiansborg ser flere partier positivt på på forslaget, omend med visse forbehold. For eksempel vil miljøordføreren for regeringspartiet Socialdemokratiet Mette Gjerskov eksempelvis gerne nærstudere forslaget grundigt i alle detaljer, inden hun dømmer det inde eller ude.

- I udgangspunktet har jeg svært ved at se, at vi skal ændre reglerne fore urørt skov, sådan som situationen med biodiversiteten er. Finansielt bliver det heller ikke nødvendigvis nemt at gennemføre det. Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at skovrejsning er godt, og tankerne om selvforsyning er også rigtige. Vi vil også meget gerne have klassificeret vores skove, så vi får et overblik over hvilke,  der er vigtige for biodiversitet og hvilke, der ikke er. Så det er et forslag, der er værd at se nærmere på og få drøftet, siger Mette Gjerskov.

Det radikale Venstres klimaordfører Rasmus Helveg Petersen ser også positivt på forslaget, men ikke nødvendigvis i sit fulde omfang.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de har ret i, at der er brug for at rejse skov og bruge træet til noget, der gemmer CO2. Vi ønsker at øge andelen af skov i Danmark, og det haster. Det er en god ide at få certificeret så meget skov som muligt, men det er helt afgørende, at der skal være sikkerhed for, at man kan få den samme mængde urørt skov andre steder, inden der fires på ambitionerne om de urørte arealer i statsskovene, siger han.

Energi og forsyningsordfører hos Konservative Katarina Ammitzbøll kalder forslaget spændende, men har  forbehold.

- Vi skal passe godt på vores natur, skov og biodiversitet. Samtidig er jeg med på,  at bæredygtigt træ er bedre at benytte i byggeriet end cement og beton. Forslaget har positive elementer, som vi gerne drøfter nærmere, men vi skal være sikre på, at vi beskytter vores natur og miljø, det er meget, meget vigtigt, siger Katarina Ammitzbøll.

Ifølge Venstres klimaordfører Marie Bjerre er det ligefrem et forslag, der flugter Venstres ønske om mere skov.

- Efterspørgslen på træ er stor, og den må meget gerne blive endnu større, så vi kan få endnu mere træ i byggeriet. Skovrejsning er ikke gratis, så der er også nogle økonomiske hensyn at tage, så om det lige kan blive som TMI ønsker, kan jeg her og nu ikke vurdere, siger Marie Bjerre.

Ifølge TMI's beregninger koster skovrejsning i det foreslåede omfang mindst en halv milliard kroner om året.

Ukraine: På trods af faren for russiske angreb er der stadig gang i produktionen på Ukraines største stålværk i byen Kryvyi Rih i Sydukraine, cirka 50 kilometer fra fronten. Ved højovnen, hvor der smeltes metaller til stål, holder 40-årige Artem Vasev øje med medarbejderne.

Han har en special dragt på for at klare de høje temperaturer og er en af de heldige, der stadig har arbejde på stålværket, der er økonomisk udfordret på grund af krigen.

- Før krigen var der stabilitet. Det er der ikke nu. Vi arbejder stadig, men ingen ved, hvad der vil ske i morgen. Før krigen havde vi flere ordrer, mere stabile ordrer, siger Artem Vasev, mens flammerne lyser den mørke rummet op i baggrunden og giver en ekstrem varme.

Stålværket ArcelorMittal er et af Ukraines største arbejdspladser. Området, der har togskinner og flere miner, er flere kvadratkilometer og præger bybilledet.

Der arbejdede 22.000 på værket i Kryvyi Rih før den russiske invasion i februar, og dertil kommer en masse følgevirksomheder, som også er afhængig af produktionen på værket. En stor del af produktionen gik til Mellemøsten og Afrika. Virksomheden har i dag svært ved at få sine varer ud af Ukraine på grund af Ruslands blokering af Sortehavet.

- I starten af den russiske invasion var det meget skræmmende. Sirenerne lød hele tiden. Det samme gør de nu, men vi er mere vant til det. Det er stadig skræmmende, men vi fortsætter med at arbejde. Det er vi nødt til, siger Artem Vasev, der bare håber på, at han kan beholde sit arbejde, så han kan forsørge sine to døtre på 12 og 17.

Blot 20 procent af produktionen er lige nu i gang på ArcelorMittal, der måtte lukke ned i dagene efter den russiske invasion, men så genstartede produktionen kort efter. Blokeringen af Sortehavet har gjort det umuligt at eksportere i samme mændger som før. Der er ikke samme kapacitet på jernbanenettet til EU. Det kan ikke kompensere for de lukkede havne.

Værket producerer 3.000 tons metaller om dagen. Før invasionen var det meget mere, forklarer Nikolai Galushkin, der er leder af produktionsafdelingen til Avisen Danmark.

- Vi er snart nødt til at lukke for vores miner, for vi har ikke mere lagerplads. Vi har så store problemer med at få vores produktion ud af Ukraine. Vi kan ikke bare fortsætte, forklarer Nikolai Galushkin, der tilføjer, at det betyder, at flere kan se frem til at være uden job.

- Vi sender nu eksporten gennem Polen og Rumænien til deres havne med tog, men der er logistiske problemer. Det kan ikke gøre op for tabet af Sortehavet. Det gør, at vi lige nu brænder inde med en stor del af vores produktion, siger han.

Avisen Danmark har fået adgang til stålværket og på trods af nedskæringerne, er der stadig heftig aktivitet flere steder. Togene kører rundt på værket, og medarbejdere går ind og ud af produktionen, men flere af virksomhedens højovne er blevet lukket ned.

- Vi skal have fundet en løsning på det her. Vi skal have åbnet de havne, så vi kan bruge dem og i det mindste begynde at få nogle varer ud fra Odesa Havn, siger Nikolai Galushkin.

- I starten kunne vi fortsætte med at betale lønninger til alle, men det kan vi længere. Vi vil gerne holde alle i arbejde, men det er umuligt, tilføjer han.

Det er ikke kun stålindustrien i Ukraine, der er ramt af invasionen. Verdensbanken regner med, at den ukrainske BNP vil skrumpe med 45 procent i år. Det er på tværs af mange sektorer, men banken tilføjer, at det afhænger af længden af krigen og kampene.

- Størrelsen af den humanitære krise, som krigen har udløst, er svimlende. Den russiske invasion giver et massivt slag for Ukraines økonomi, og det har påført enorm skade på infrastrukturen, sagde Anna Bjerde, der er Verdensbankens vicepræsident for Europa og Centralasien, i april og tilføjede, at Ukraine har brug for massiv økonomisk støtte.

Den russiske blokering af Sortehavet er et gennemgående problem. De ukrainske landmænd, der står for omkring 10 procent af Ukraines BNP, er også ramt hårdt. For nyligt begyndte skibe igen at sejle fra Ukraines havne med korn efter en aftale, der var sat i stand af Tyrkiet. Det har dog ikke hjulpet andre sektorer, der stadig er låste.

Der er også usikkerhed om holdbarheden af aftalen, og fabrikker og værker har også store problemer med russiske missiler, som har ødelagt mange virksomheder.

Den Internationale Labour Organisation, ILO, anslog i maj, at Ukraine havde mistet fem millioner arbejdspladser. FN estimerer at cirka en tredjedel af alle ukrainere har flygtet. Cirka syv millioner er internt fordrevne, mens 13 millioner siges at være enten strandet i områder nær fronten eller er i områderne under russisk kontrol. Dertil kommer de mange flygtninge, der har forladt landet. Mere end 25.000 har fået opholdstilladelse i Danmark.

De økonomiske kvaler er også synlige i Kryvyi Rih’s gader. Flere butikker har lukket og nogle har sat træplader op foran deres vinduer. Mange restauranter og cafeer er dog genåbnet, men mange borgere er uden arbejde og forsøger desperat at få enderne til at mødes.

Oleksandr Vilkul er leder af den militære administration af Kryvyi Rih. På sit kontor fortæller han Avisen Danmark, at den økonomiske situation i byen er vanskelig.

- Den økonomiske situation er meget anspændt. 95 procent af vores eksport og import til vores store industrivirksomheder kom gennem Sortehavet. Det er meget kompliceret og dyrt at finde på andre muligheder, siger Oleksandr Vilkul.

Han mener, at det er Ruslands strategi at kvæle Ukraine økonomisk og håbe på, at landet derfor vil knække og give efter for de russiske krav. Det vil dog ikke ske, siger han.

- Vi vil kæmpe for at få vores områder tilbage, siger Oleksandr Vilkul, der tilføjer, at byen forsøger at hjælpe alle i økonomiske kvaler, men at det er svært.

- Det bliver vanskeligt, siger han om de næste måneder.

Tilbage på stålværket i Kryvyi Rih viser Valeriy Goruhan, der er formand for en gruppe af medarbejderne rundt. I virksomhedens kontrolrum holder medarbejderne øje med produktionen og sørger for, at situationen er under kontrol.

- Når luftalarmen lyder, så går næsten alle medarbejderne i beskyttelsesrummet. Nogle skal dog blive tilbage, da vi ikke bare kan stoppe fra det ene øjeblik til det andet, siger han.

Valeriy Goruhan drømmer om, at krigen snart vil slutte, og han lægger ikke skjul på, at han er nervøs over situationen. Folk er bange for de russiske bomber og de økonomiske problemer på arbejdspladsen, som kan betyde, at de kan miste deres arbejde.

- Men vi er nødt til at møde på arbejde på trods af vores frygt. ArcelorMittal skal overleve, og det samme skal Ukraine, og det kræver, at vi holder økonomien i gang.

Med valgrummelen kommer også personaleorganisationernes kampagner. Deres organiserede hornorkestre i den offentlige sektor har længe varmet op. Når man hører Danmarks Radios P1, skulle man tro, der kun er offentligt ansatte i Danmark. Men der er jo mange andre end sygeplejersker, pædagoger og lærere, der også gerne vil have bedre løn- og arbejdsforhold. De er bare ikke så gode til at råbe medierne op, fordi deres arbejdsgivere ikke er på valg. Og fordi de ikke bryder sig om at tale dårligt om deres arbejdsplads. De er i konkurrence med andre og har ikke brug for dårlig omtale, der kan skræmme både kunder og ansatte væk.

Nu er det behovet for flere penge til psykologer til unge, der præger DR´s kanaler. Og forleden var det nogle ret sjældent forekommende problemer i Folkekirken, der fik lov at fylde op i både TV- og radioaviser på baggrund af et rundspørge, DR selv har lavet. Ved at se bort fra den lave svarprocent pustes problemet op. En provst har beregnet, at det er nogle få procent af Folkekirkens ansatte, der ved lejlighed føler sig mobbet, mens det drejer sig om 80 procent af de butiksansatte. Hvorfor bruger Danmarks Radio ressourcer på en sådan undersøgelse og lader den fylde på alle sendeflader?

Somme tider udvikler mikrofonholderiet sig direkte pinligt, som når forargede journalister giver politikerne skylden for mangel på personale, fordi de ikke bare sætter lønnen i vejret og ansætter endnu flere! Er penge noget, man bare har, når man er ansat i DR! Hvorfor ikke spørge, hvem der skal betale? Har borgerne ikke udgifter nok i disse tider? Og hvorfor ikke spørge sosuerne, hvad de mener om sygeplejerskernes eksklusive krav, eller spørge pædagogerne om lærernes?

Hvorfor er ”de gode” altid dem, der vil øge udgifterne og derved tage flere penge fra borgerne, inklusive de lavtlønnede? Og hvorfor er ”de onde” altid dem, der prøver at udvise ansvarlighed og kreativitet, så flere kan hjælpes for de samme penge? En skatte- eller afgiftsstigning svarer jo til en lønreduktion. Og en lettelse er lige så god som en lønforhøjelse. Jo flere der ansættes, jo mindre kan der udbetales.

Der er en fundamental skævhed i debatten: Enhver mangel og ethvert mer-behov bliver udbasuneret i medierne, mens der er musestille, når der opstår mindre-behov og muligheder for effektiviseringer. Sidstnævnte er ikke godt stof, og omtale kunne jo gøre nogen sure.

Hvorfor spørges der aldrig om muligheder for at gøre tingene billigere? For eksempel hvad man gør i de kommuner, der gør det bedst, og hvad man gør i andre lande, herunder de nordiske, der på nogle områder gør det både bedre og billigere end Danmark.

Hvorfor skal de offentlige udgifter være som en donkraft, der kun kan vokse og vokse? Der opstår hele tiden merbehov, det er sandt nok. Men der opstår jo også mindre-behov. Det er der bare ingen, der har interesse i at gøre opmærksom på.

Da jeg sad i Globaliseringsrådet fik vi eksperters udsagn om, at sundhedsområdet er det mest oplagte område at effektivisere. Størstedelen af hospitalsudgifterne går til hotelfunktionen. Hvorfor finder patienter og personale sig i, at vi ikke har japanske toiletter, som både er mere hygiejniske og hensynsfulde over for patienterne, og som kan lette arbejdet for de ansatte!

Det beror på medierne, om valgkampen som sædvanlig skal udarte til en dans om guldkalven, et kapløb om, hvem der kan love at tage endnu flere penge fra dyrtidsramte borgere til højtråbende områder i den offentlige sektor, frem for at sætte fokus på, hvordan pengene kan bruges bedre til gavn for borgerne.