Brændeovne: Energikrisen kradser rundt i landet, og det kan i den grad mærkes hos skorstensfejervirksomheden Lars Karlsen i Varde.

De stigende priser på brænde får nemlig brændeovnsejerne til at ty til alternativ brændsel for at spare på pengene - og det er slet ikke en god idé, hvis man spørger Sammy Andersen, der er skorstensfejer hos Lars Karlsen.

Han fortæller, at virksomheden dagligt kommer ud til hjem, hvor brændeovnene er sodede til med alverdens brændsel, der slet ikke er rigtig brændsel.

Opbrudte paller, gamle gulvbrædder, nye gulvbrædder, mælkekartoner, æggebakker, snotpapir og reklamer er bare nogle af de ting, som folk smider ind i brændeovnene, når prisen på træ og briketter stiger til vejrs.

- Det er et stigende problem. Og man kan se rundt omkring, hvordan folk begynder at skære paller op og fyrer med det. Det er et problem, for du må ikke fyre med affald, siger Sammy Andersen.

Det er primært paller, folk vælger at fyre med. Og problemet med dem er, at de kan være svøbt i forskellige væsker fra ting, der har stået på pallerne, og som af miljømæssige hensyn ikke bør bruges til brænde. Desuden er pallernes ender ofte presset sammen med lim.

Det værste, man kan fyre med ifølge Sammy Andersen, er dog glat reklamepapir, der er proppet med tryksværte.

Desuden tager det skorstensfejerne længere tid ved de forskellige hjem, fordi de skal forklare folk, hvorfor de ikke må smide æggebakker med mere i brændeovnene. Generelt kan folk godt forstå det, men nogle er ligeglade. Andre igen fortæller Sammy Andersen, at de "lige kom til at smide det forkerte ind".

Og intet tyder på, at det bliver bedre - tværtimod oplever Sammy Andersen, at det er et stigende problem, at brændeovnene bliver fyldt med de forkerte ting.

Han frygter, at det bliver værre i den kommende vinter, når kuldegraderne stiger, og prisen på brændsel måske gør det samme.

Og det er noget rigtig møg, hvis man spørger Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver i luftkvalitet og klima hos Rådet for Grøn Omstilling.

For det kan øge forureningen mærkbart at fyre med det forkerte.

- Det har desværre rigtig stor betydning at fyre med det forkerte brænde. Hvis man fyrer med rent, tørt træ i en ny brændeovn under optimale forhold, forurener et kilo træ en million kubikmeter luft. Det svarer til ti villagrunde ti meter oppe i højden. Men hvis du fyrer med æggebakker og så videre, så er forureningen meget højere, siger han.

I sidste ende er det dårligt for både klimaet og sundheden.

Men hvad skal man så gøre i stedet?

- Det, man skal gøre, er at snakke med de ældre familiemedlemmer. For hvis du går tilbage til 1950'erne, så havde vi slet ikke en så høj indetemperatur, som vi har i dag. Man havde måske kun 17 grader i stuen, og det er der ikke nogen, der dør af. Så den billigste måde at komme igennem krisen på er at sænke rumtemperaturen og vænne sig til at gå med en islandske sweater derhjemme og finde den varme kakao frem, siger han.

Hos Skorstensfejerlauget, som er brancheorganisation for skorstensfejermestre i Danmark, oplever man ikke forkert brug af brændsel som et udpræget problem. Dog vil Jan Sunds, som er oldermand for lauget, ikke afvise, at at de stigende priser vil ændre på dette, og at det i løbet af efteråret og vinteren vil føre til flere klager til landets kommuner på grund af lugtgener som følge af, at der bliver fyret med forkert brændsel.

Til gengæld oplever han, at flere tager i skoven for at sanke brænde. Samtidig køber flere en brændeovn, og det giver de danske skorstensfejere mere travlt.

Avisen har været i kontakt med en række skorstensfejere, og det er meget forskelligt, om de oplever, at folk i stigende grad fyrer med forkert brændsel. Nogle af skorstensfejerne oplever det yderst sjældent.

Inflation: 22-årige Julie Olsen er vågnet op til en ny økonomisk virkelighed i år. Hun flyttede sidste år væk fra de trygge rammer hos mor og far i Jylland og skiftede tilværelsen ud med København for at studere til sygeplejerske. Her bor hun med to værelseskammerater i en lejlighed.

- Vi har ikke været her hele sommeren, så da vi fik en elregning for de seneste tre måneder på 2000 kroner her den første i måneden, tænkte jeg, at nu skulle vi godt nok til at stramme op, siger Julie Olsen.

Derfor sørger bofællerne nu for at vaske tøj og starte opvaskemaskinen, når strømmen er billigst i løbet af døgnet, mens Julie lader sin computer op, når hun er på studiet.

Generelt er det blevet dyrere at få hverdagen til at løbe rundt. Og det er Julie Olsen ikke den eneste unge, der oplever, i takt med at inflationen nu kysser ni procent.

Ifølge en ny analyse lavet af analyseinstituttet YouGov for Aldi Danmark er 65 procent i aldersgruppen 18-30 år bekymrede for deres privatøkonomi, 20 procent har sagt nej til sociale arrangementer, og 43 procent har købt flest mulige dagligvarer på tilbud det sidste halve år.

Det gælder også for bofællesskabet i København.

- Nu handler vi meget mere efter tilbud, hvor det tidligere handlede meget om, hvad vi havde lyst til på dagen. Vi er også begyndt at spise mindre kød og æg, og jeg har selv sat mit fitness-abonnement på pause, ligesom jeg cykler mere til studiet frem for at betale for offentlig transport, siger hun.

Dermed følger unge Julie Olsen en stor del af resten af befolkningen, som oplever og må rette ind efter nye trængte tider.

- Det er endnu et advarselstegn på situationen lige nu, fordi ungdommen som regel er kendetegnet ved at være en sorgløs tid. De unge er fuldstændig uvante med fænomenet inflation, og når man bliver konfronteret med det ukendte, bliver man ekstra nervøs, siger Søren Askegaard, professor og ekspert i forbrugeradfærd ved Syddansk Universitet.

Før i tiden kunne Julie Olsen godt lide at bruge sine penge på shopping og cafébesøg, men det er nærmest skåret helt væk, selv om hun nu bor i storbyen. Når hun og veninderne skal i byen og more sig, er det ofte steder med billige øl, de stiler efter. De dyre byture er fortid.

- Jeg er blevet mere økonomisk bevidst, men jeg har også ondt i maven over min økonomi, og sådan har jeg aldrig haft det før, siger hun.

Mavepinen skyldes især, at den 22-årige studerende altid har haft sig en opsparing til uforudsete udgifter, men den er begyndt at skrumpe. Det bekymrer hende, hvis priserne fortsætter himmelflugten, og muligheden for at trække på en økonomisk reserve forsvinder.

- Min SU rækker til lejlighed og acontobeløb, og så plejer mit fritidsjob at kunne gå til ting ved siden af, men nu er jeg nogle gange nødt til at tage af opsparingen for at få råd til mad. Det er hårdt og irriterende, for jeg har netop sparet op, så jeg kunne have lidt flere muligheder og gøre de ting, jeg har lyst til, siger hun.

I YouGov-undersøgelsen svarer 19 procent af de unge mellem 18 og 30 år ligeledes, at de har været nødsaget til at hæve af deres opsparing for at få råd til hverdagen.

Ifølge privatpraktiserende psykolog Mette Hemmingsen er de økonomiske bekymringer blot endnu en byrde i rækken af mange, som ungdommen i dag skal bokse med.

- Jeg ser flere og flere unge i min klinik og i psykiatrisk regi, som der ikke kom før. Det er ressourcestærke unge, der kommer fra gode hjem, men som nu knækker halsen. Corona har gjort det værre, men tendensen var der i forvejen, og nu kommer inflation oveni, siger Mette Hemmingsen.

Derfor skubber de stigende priser yderligere til billedet af en ungdomsgeneration, som mistrives mere og mere, siger psykologen.

- Når du oplever så mange negative ting, og du heller ikke får det, du vil have, så løber du på et tidspunkt tør for benzin. Konsekvensen bliver, at flere unge potentielt udvikler angst, depression og stress. Og hvis du så tidligere har kunnet trøste dig med forbrug, så bliver det quickfix nu også taget fra dig, siger Mette Hemmingsen.

Psykologen mener, at de økonomiske bekymringer også hænger sammen med en høj levestandard, hvor ungdommen i dag har flere penge mellem hænderne end tidligere.

- Meget af det er skabt i en kultur, hvor de unge sammenligner sig med hinanden på især de sociale medier og har høje forventninger til, hvad man skal have råd til som ung. De er ikke vant til at nøjes, og derfor oplever de et større pres, hvis de ikke har råd, fordi de konfronteres med det hele tiden, siger hun.

28 procent svarer i undersøgelsen, at de bliver triste og flove, når de føler, at omgangskredsen har råd til mere end dem. Julie Olsen bliver også ramt af ikke at have råd til det samme, som før hun flyttede hjemmefra, og inflationen kom buldrende.

- Jeg ved godt, jeg ikke bliver sendt på gaden om lidt, men det er tabubelagt at sige, man ikke har så mange penge for tiden, og det er kun noget, jeg snakker med de allernærmeste om. Det er lidt åndssvagt, når mange kæmper med det samme, men jeg har bare været vant til at tjene mine egne penge og købe det, jeg havde lyst til, siger hun.

Professor og ekspert i forbrugeradfærd Søren Askegaard mener, det er svært at sige, om vi får en helt ny type sparsom ungdomsforbruger i kølvandet på inflationen.

Det kommer ifølge ham an på, hvordan man politisk vil sørge for at holde det forbrug i gang, som vores samfundsøkonomi er bygget op på. Ligesom det er afgørende, hvem der prioriteres til at få en økonomisk håndsrækning.

- Men vi er ikke vant til forsyningskriser. Vi er vant til, at vi nogenlunde kan købe det, vi har brug for. Nu står vi i en situation, hvor den logik er udfordret, og hvor vi måske ser ind i et mangelsamfund. Det gør, at man enten sætter barren lavere og sparer, men det kan også skabe en panikstemning, hvor vi  strejker, protesterer eller hamstrer i supermarkedet, siger Søren Askegaard.

Julie Olsen bliver urolig, når hun i nyhederne hører om, at vi kan mangle energi til vinter.

- Det er virkelig ubehageligt at tænke på, at et så velstillet land som Danmark kan komme i den situation. Men jeg ved godt, at jeg er meget privilegeret, og jeg tænker lige så meget på, hvordan andre mon så har det ude i verden, siger den unge studerende.

Ifølge Søren Askegaard er det spændende, om den empatiske tendens fortsætter hos forbrugerne.

- Det bliver interessant at se, hvordan forbrugerne til vinter reagerer på manglende varme og strøm rundt omkring i Europa. Og om vi virkelig er villige til at tilsidesætte vores eget velbehag og stuetemperatur i kampen for ukrainernes selvstændighed, eller om det stikker dybere, at vi ikke er vant til at mangle noget, siger han.

"Du tror, at jeg vil spørge mere til dit trafikuheld end til dit show".

Punktum. Jeg har skrevet sætningen tydeligt og med blokbogstaver og putter nu papiret i en lukket kuvert, som jeg klistrer sammen med tape. For at slette mine spor river jeg de underlæggende sider ud af blokken og smider væk. I kuverten ligger også en seddel med et enkelt ord, jeg har skrevet. Der står "jakkesæt".

Så Jan, nu er jeg færdig!

Jan Hellesøe -  manipulator, tv-vært, hypnoseterapeut -  har stået med ryggen til mig et stykke væk, men vender sig nu om og smiler. Jeg har gjort, som han har bedt mig om: Gættet på, hvad jeg tror, han har spekuleret på forud for vores møde. Svaret er i kuverten. Det er nu op til ham at gætte mit gæt ...

Vi har lige mødt hinanden - for første gang. Vi har givet hånd, mens Hellesøe har stirret mig dybt i øjnene. Det er han kendt for - den lange og grænseoverskridende øjenkontakt.

- Skal vi begynde med kuverten, eller skal vi slutte med den, spørger han.

Vi skal starte, svarer jeg, for han skal ikke have mulighed for at manipulere mig til at røbe noget som helst om, hvad jeg har skrevet.

- Det, jeg sådan havde i tankerne, og troede, at du måske vil snakke om her i dag, det har noget med mit trafikuheld at gøre, siger han så. Hans ordvalg signalerer, at han ikke er helt sikker, men jeg har ham mistænkt for at være det. For selvfølgelig har han regnet det ud. Det gør han altid.

Men hvad så med det ene ord, jeg skulle skrive? 

- Jamen det var backup fra min side, så den gider jeg ikke gå ind i nu, svarer han.

Du lavede simpelthen en backup?

- Ja. Det gælder altid om at have en plan B og en C og en D og et helt alfabet.

Han griner højt.

Hvad fik du ud af at se mig i øjnene?

- Jeg fik et glad ansigt. Glad og en lille smule nervøs, men også en, der gerne vil gøre det godt. Det var ikke kun øjnene, jeg kunne se det på. Det er første gang, jeg møder en journalist, der har så flot et jakkesæt på.

Han griner igen. Jeg griner også - forlegent, for det er anden gang, han roser mit jakkesæt. Det fik også en anerkendelse, da vi gav hånd, og det går op for mig, at det nok er derfor, at jeg valgte ordet "jakkesæt" som mit hemmelige ord. Jeg er blevet manipuleret med fra første sekund, og han har ret i, at jeg er lidt nervøs, for det er lige præcis det her, jeg har frygtet: At blive kørt rundt i manegen.

Jeg kiggede jo også dig i øjnene.

- Hvad så du?

Imødekommenhed. Og venlighed og tag-det-roligt-udstråling.

- Det er fantastisk. Det er lige præcis det, jeg gerne vil have.

 Men du forvirrer mig også, fordi du har det mørke filter i dine briller.

- Ja.

Det lægger en afstand.

-  Ja, og det lægger også lidt en søgen efter øjnene, ikke? Man vil gerne kigge ... og så får man øjenkontakten.

Vi kan pingponge høfligt i timevis, mens vi stirrer hinanden dybt i øjnene. Men det vil ikke gøre hverken dig eller mig klogere på Jan Hellesøe. Vi må forsøge at komme om bag facaden på Sønderborgs kendis, der kan svare uden at svare og gennemskue de fleste tricks, hvorimod hans egne sniger sig ubemærket ind på en.

Han er sødere og venligere end de fleste, og ligner en engelsk gentleman - en Sherlock Holmes - og det gør han ikke for skabe sig et brand, siger han. Men fordi han godt kan lide den stil - også når han er privat. Fra lommeur og vest til hat.

Hellesøe begyndte at trylle, da han var 14 år. Og elskede det, fordi det fik ham til at glemme at være genert. Hans far var elektriker, hans mor bogholder og forældrene bakkede ham op - både da han valgte at komme på teknisk skole for at blive smed, og også da han sprang fra for i stedet at forfølge sin passion for at optræde med tryllerier og senere hypnose og manipulation.

En overgang boede han også i USA, hvor han forfinede sine evner, men tilværelsen i det store land blev ikke den ønskede succes og glæde.

Herhjemme var det efterfølgende også svært, indtil en tv-producer så ham på en gratis scene i København. Enden på mødet blev tv-programmet "Fuckr med dn hjrne" i 2013, og det er Hellesøe så fortsat med at gøre med stor succes:  "Fucke" med vores hjerner.

Hans nye show hedder "Forudsigelser", men først skal vi runde det uforudsigelige, som ramte ham en oktobermorgen i 2017 ved Christiansfeld. Her kørte Hellesøe i sin Audi op bag i en lastbil. Bilens tag blev skrællet af og nakkestøtten ramt, men selv slap han uden skaber.

Senere blev han dømt for manglende agtpågivenhed.

Har ulykken betydet noget for dig?

- Ikke selve ulykken, men det, der skete bagefter. Jeg handlede så klogt, som man kunne i øjeblikket: Lastbilen bremser op, jeg kan ikke dreje ud - der er fyldt med biler - men jeg havde set i sidespejlet, at når der kom en sort bil, så var der lidt plads, og da den sorte bil er forbi, drejer jeg det ud, jeg kan. Der går jeg så lige fri. Så det er mine kørefærdigheder, der redder mit liv, men loven siger jo så også, at selv om det var myldretrafik, så skulle jeg have holdt en endnu længere afstand.

- Efter ulykken sagde mange til mig, at havde jeg ikke kørt i netop den bil, så havde jeg været død. Jeg vil lige indskyde, at den ikke var særligt dyr, men på gule plader og brugt. Jeg skrev på Facebook, at Audien var død, og jeg lever, og at det ikke kan passe, at staten skal tjene på vores sikkerhed. Alle burde have ret til en sikker bil, skrev jeg, men de fleste læste det forkert som "alle burde have råd til en sikker bil", og så ønskede de mig død i stedet for.

Død?

- Ja. De begyndte at skrive til min familie, at jeg skulle have været slået ihjel i stedet for. At se min mor, far , søster og min kone læse de her beskeder  ... Hele den misforståelse med, at folk havde læst forkert, var traumatiserende for mig og er det stadig. De her folk var umulige at snakke med, for det første man gør, er jo at sige "hov hov hey - undskyld, jeg kan se, at du har læst forkert", men så får man bare en kæmpe sviner igen. Det var meget chokerende, trist og alt på én gang, og det sidder stadig i mig.

Jan Hellesøe holdt sig efterfølgende fra Facebook, men efter en tur i Aftenshowet, som lagde et klip ud med ham, blev han positivt overrasket.

- Jeg var sikker på, at alle de der krigere ville sidde der igen og ønske mig død, men der skete det modsatte. Folk var sindssygt glade, og så tænkte jeg bare: Så vil jeg da gerne give noget igen. Tak.

Gaven blev hans digitale og gratis rygestop-kurser.

- Jeg har holdt fem kurser, og 150.000 har set med.

Du har mange titler. Illusionist, manipulator, hypnoseterapeut, mentalist?

- Jeg er stolt af dem allesammen. Jeg har brugt tilstrækkeligt mange timer, sved, blod og tårer til at have fortjent dem, vil jeg sige.

Når man googler ordet manipulation, dukker der mange negative forklaringer op. Men du kalder manipulation for positivt?

- Det er nok, fordi jeg har ikke googlet det. Hellesøe griner højt.

- Nej, manipulation er i min optik, at man skubber folk i en retning, som man ønsker. Nogle gange ubevidst og andre gange meget bevidst. Og det kan også være positivt. Et smil, et kram, et godt håndtryk kan også være en måde at sige: Hey, nu skal vi hygge os. Stol på mig, alt er godt.

Kan du skrue ned for manipulationen - altså hvad med din kone og dine venner?  

-  Ja. Man kan sige, at det her møde er et set-up. Det har jeg forberedt inde i mit hoved. Men når jeg skal mødes med en god ven, har jeg ikke brug for at forberede noget. Når det så er sagt, er der stadig nogle intuitive kanaler, som står åbne. Ligesom når man er mekaniker, revisor, journalist eller frisør. Man lægger mærke til de ting, man har i kroppen og i sit sind. Jeg kan huske i begyndelsen for mange år siden, da jeg begyndte at lære at se, om folk lyver eller siger sandheder, at det var vildt ubehageligt at tale med nogen og så kunne begynde at se, at "de lyver med stor sandsynlighed lige nu".

Hvordan kan du se forskel på sandt og falsk?

- Der er mange forskellige måder. Mange teknikker er lidt en myte, men koger man meget af det ned, så skaber man en god fond af noget brugbart. Men som jeg plejer at sige: Jeg er selv et menneske. Så jeg kender os virkelig godt, og det gør vi allesammen. I bund og grund er vi alle menneskekendere.

Og manipulatorer?

- Fuldstændig.

For at kunne manipulere, gennemskue, regne ud og "fucke" med vores hjerner, er Hellesøes egen på hårdt arbejde, hvad enten han står på en showscene eller med et kamerahold i nakken. Han kan planlægge, men skal også kunne favne det uventede.

Du skal jo lytte og holde øje med hver en lille mimik, hver en bevægelse.

- Ja, og jeg har "plantet ting" rundt omkring, jeg skal holde styr på. Det er også derfor, at jeg er stoppet med at drikke alkohol. Det er mange år siden. Jeg har simpelthen opdaget, at man bliver skarpere af bare at stoppe. Og jeg savner det ikke. Nu er det blevet populært, kan jeg forstå på det hele.

Så det er udmattende arbejde?

- Især efter liveshows, for der sidder 1000 mennesker, hvor man virkelig skal være opmærksom på det hele. Og det er nogle gange hver en lyd. Det er, som om man er oversensitiv på en eller anden led. Og så de her tv-programmer - "I hjernen på stjernen". Vi har to dage til hver, og vi kan ikke tage det om. Det skal sidde lige i skabet. Det betyder også, at der er nogle enorme forventninger. Nok mest fra mig selv.

Kan man sige, at du i en sådan periode skal slette dig selv. At hele dit fokus er det menneske, du skal kravle ind i for at forstå?

- Det er meget smukt sagt og rigtigt set.

Har du et et eneste menneske, du kan betro dine "fabrikshemmeligheder" til?

- Jeg har en god ven, Klaus Mulbjerg, og det er os to, der udvikler det hele sammen. Både tv og live. Vi kan fortælle hinanden det hele.

Dit nye shov - "Forudsigelser". Altså, jeg vil godt vide, om jeg er i fare for at blive fyret, men jeg vil ikke vide, om der sker noget slemt med mine børn.

- Netop. Da jeg skrev på showet, begyndte jeg også at komme ind på, hvad vi i virkeligheden har lyst til at forudse, og så tænkte jeg nej. Det skal ikke være et dystert show. Nu får folk en underholdende aften, som de ikke sådan lige vil glemme. De får også en lille souvenir med hjem - allesammen.

Er det hemmeligt?

- Nej

Hvad får de?

- Det vil jeg ikke sige. Du skal ind og se det.

Du gættede, at jeg gættede, at du forud for interviewet her spekulerede på, om jeg ville spørge dig til trafikuheldet. Men det VILLE jo være sandsynligt, at jeg ville spørge dig om netop det?

- Det ville det. Men du har jo også spurgt mig om mange andre ting.

Ja. Vi skulle for eksempel tale om dit show, som du så ikke vil sige så meget om.

Jan Hellesøe griner højt.

Har du manipuleret med mig. Jeg har jo sikkert manipuleret med dig uden at vide det?

- Det har vi begge to nok gjort.

Men har du gjort det bevidst?

- Øh, nej, det synes jeg egentlig ikke. Bevidst, hvad er egentlig det? Er det, når jeg lægger tryk på noget bestemt eller fortæller historien på en bestemt måde.

Om der er noget, du gerne har villet føre samtalen hen på eller få mig væk fra?

-  Nej, for jeg synes, det er vildt interessant, at du kommer her med en masse noter og har gjort dig nogle tanker. Og så sidder vi og snakker, og så laver du et lille værk ud af det.

Storbritannien: Jeg er slet ikke forberedt på, hvor hurtigt og kraftigt de svarer.

”God save the King!” Højt. Samtidigt. Ingen tøven. Hele pladsen foran The Royal Exchange i City of London dirrer under ekkoet af flere tusinde menneskers enige bas. Harmonien gentager sig med hurra-råbene og nationalsangen kort efter.

Lørdag middag. The Lord Mayor har netop proklameret, at kong Charles den 3. har overtaget tronen efter sin afdøde mor, briternes – nogle siger verdens – elskede dronning Elizabeth.

Sådan er proceduren. Når tronskiftet er proklameret fra St. James’s Palace et stenkast fra kongefamiliens hovedsæde i Buckingham Palace, tager The Lord Mayor straks hjem til City of London - sin egen ’by i byen’ - og skal gentage budskabet foran børsbygningen. Sådan lavede man push-beskeder om vigtige sager i fortiden, så alle var informeret. Ingen har siden tænkt på at lave det om.

Det har vi heller ikke. De omkring 2000 mennesker i alle aldre, farver og gevandter, der har taget opstilling for at overvære denne lille del af kongeudnævnelsen. Og jeg kan lide det.

Selvom det på mange måder er absurd, at den nye regent under vægten af de ældgamle regler skal bedyre, at man altså gerne må bruge de eksisterende royale segl og våbenskjolde, indtil nye er blevet lavet, samt indrykke annoncer i tre navngivne Gazette-aviser, love ikke at blande sig i den skotske kirke og få tronskiftet proklameret mundtligt fra balkoner og pladser alverdens steder rundt i Riget, er der noget pædagogisk folkeoplysning i galskaben, filosoferer jeg.

Vi tvinges til at forklare os selv og hinanden, hvorfor vi nu fjoller med den slags anakronistisk staffage - og sådan får vi lært noget om både nutid og fortid. Egentlig et meget effektivt udbytte af en gammel tradition.

Normalt kan jeg sagtens kaldes en Zone 1-snob. Det er sådan én, der sværger til helst at besøge områder uden for det turistfyldte centrum af London ved Big Ben, parlamentet, Westminster Abbey, London Eye, St. Paul’s Cathedral, Tower Bridge, Hyde Park og især Buckingham Palace. ”Tag nu ’tuben’ (undergrundsbanen, red.) uden for Zone 1,” siger sådan nogle som mig.

Udsigten fra Primrose Hill nær Camden er da fin, men det unikke vue får du fra det oversete Stave Hill på sydsiden, docerer jeg. Jeg foretrækker den håndmalede artisan coffee i Hackney og Clapton, fordi selv de angiveligt smarte bydele i Islington og Shoreditch faktisk allerede er overrendte, siger jeg vigtigt – og venter på, at du googler stederne. Parkerne i Zone 1 er hyggelige nok, men Clapham Common er altså noget særligt, ligesom reservoirerne ude ved Leyton Marshes ”kan noget” og ”gør det godt”.

At jeg på tre minutter skulle have givet mig hen til et populærkulturelt folkefællesskab i Zone 1 og enddog nået at udvise ret stærke, uvante følelser i situationen, overrasker derfor også mig selv.

Men lige dér foran den imposante børs’ trapper fra 1500-tallet ejer jeg det helt uden skam. For når man er der, mærker man dybden. Vi er mange, rigtig mange, øjeblikket er utvivlsomt historisk og denne begivenhed unik, en sjælden vare, hvis man ser på det med moderne adfærdsteoretiske briller. Og jeg er med i den. Vi er med i den, tænker vi og ser indforstået på hinanden. Afstanden til fremmede bliver pludselig så kort, når fællesskabet er så indlysende og stort.

Uanset hvilke tanker, man gør sig om monarkiet som forfatningsmæssig konstruktion eller om de personer, der befolker det, kan man ikke undslippe tyngden af øjeblikket. Og dem kommer der grangiveligt flere af.

Politiet i London regner med omkring to millioner gæster i hovedstaden hver dag de kommende uger. Regeringskilder sammenligner den logistiske håndtering med De Olympiske Lege i byen i 2012, bare uden al forberedelsen. Volumen er enorm.

Men. Midt i det atmosfæriske tryk fra dette store, uundgåelige fællesskab, træder de mange små fællesskaber pludseligt også frem. Og nu ser jeg dem overalt.

De tomme pladser bagest i flyet herover efter nogle gutters aflyste fodboldtur. Milliardforretningen Premier League er suspenderet i weekenden for at markere den nationale sorg. Ingen bold. Rugby-ligaen kører dog videre. Sådan kan man bedst – og i fællesskab – bearbejde sorgen, lyder det.

Og der er de fire drenge med det tydelige sproglige ophav i Aarhus, som har trodset de værdiløse fodboldbilletter og er hoppet på flyveren alligevel. Nu skal de være sammen om noget andet og spørger konduktøren i lufthaven, om toget kører til Midtbyen. ”Joh, Liverpool Street Station ligger da rimelig centralt,” lover hun.

Et uønsket fællesskab opstår for fem mennesker, der får deres bukseben smurt i cykelkædeolie. Tre londonere har besluttet at trække deres racere tværs gennem den massive, ventende menneskemængde midt i højtideligheden ved børsen, selvom der tydeligvis ikke er plads. De, der slipper for kædeolien, kan regne med et nyreslag fra cykelstyret i stedet. Som om de ikke havde ondt nok i forvejen.

På en trappesten lidt væk puffer en kvinde til sin veninde og peger mod forsamlingen af velklædte repræsentanter i tunge rober på børsens trappe, der stadig venter på resten af optogets ankomst. Hun har fået øje på Beth fra sit lokale amatørkor, der mødes en gang om ugen.

Jeg bliver mindet om, at jeg læste i min nylige fødselsdagsgave i flyet over. Seth Alexanders bog om Londons hemmelige klubber, ”Behind closed doors”. Jeg er nok allerede blev tunet ind på det der med fællesskaberne inden touch down, indser jeg. Selv min togbillet videre fra lufthavnen hedder Duo. Den virker kun, hvis man er to.

Beths kor-veninde på trappestenen har ikke slået lyden fra sin telefon. Nogen ringer fra Frankrig, hvisker hun, men forstår ikke at afvise opkaldet og få ringetonen stoppet. Imens former et nyt fællesskab sig: Os der hader larmende mobiltelefoner og schh’er kollektivt på hende, ryster på hovederne. Vores telefoner er sat på lydløs. Ellers bliver den video, vi filmer, jo ødelagt.

Tavsheden er gennemtrængende, da ceremonien er slut. Folk går ikke med det samme, men står tilbage og grunder lidt over det hele. Bladrer i videoer og billeder på telefonerne. Forsøger at forstå, hvad det er de har foreviget. Den lille politistyrke, der har passet på os de seneste timer, stiller op til klassisk ”skolefoto” på trappen, sorte Bobby-hjelme og det hele. Denne dags arbejdsfællesskab kommer formentlig aldrig igen.

I St. James’s Park, der strækker sig fra regeringskvarteret og den nyudnævnte premierministers Liz Truss’ residens i Downing Street til Buckingham Palace, er stierne og græsstykkerne fyldt med mennesker. Det plejer de ikke at være, heller ikke i højsæsonen.

Gad vide om premierminister Truss i disse dage drømmer om at have brugt sit fulde navn, Elizabeth Mary Truss. Værdien af navnefællesskab med den tidligere regent lader til at være steget en del, og regeringschefen har brug for hver eneste millimeter popularitet for at komme politisk helskindet gennem landets økonomiske udfordringer, krise faktisk, inden parlamentsvalget i 2024.

Ud over den fælles sorg over dronningens død, deler millioner af briter nemlig også denne dystre virkelighed: Udsigten til en kold vinter uden råd til hverken varme- eller el-regningen. Det meste er Putins skyld, men de kigger på Elizabeth – Liz – for en løsning. Hun nåede kun at sige et par overskrifter, før regeringsapparatet trak håndbremsen, og ti dages national sørgeperiode startede. Bank of England siger, at der kommer recession lige om lidt.

Alle slanger sig i samme retning i St. James’s Park. Børnefamilier gør holdt ved den eneste legeplads undervejs. Her er også toiletter. Et pit stop, før de når de tætte, langsomme køer ind på pladsen foran paladset, hvor biltrafikken nu er spærret helt ude. Kun kongelige korteger og varebiler med vigtigt ærinde hos kongefamilien har passér-seddel.

Buckingham Palads er som antydet Zone 1 på speed. Den ultimative turistfælde. ”Der må du aldrig gå hen, Simba.” Min indre Zone 1-snob er vendt tilbage efter at have forladt The Royal Exchange, spist en frokost og fået styr på mit selvbillede igen. Men jeg er naturligvis klar til at se, hvad ”de alle sammen” laver. Til eftertænksomt at betragte hysteriet udefra med min journalist-kaffe to-go i hånden og en pain o chocolat i mundvigen. Det kan godt være, at Zone 1’erne køber croissanter, men det er lidt 00’er-yt; uden for zonen går vi med pain.

Flere af de små fællesskaber. En masse blomsterbuketter ved træerne i parken er lavet af skoleklasser. Gruppearbejde. Fælles projekter. Midt i det hele spadserer fem mennesker i ens, mørkeblå t-shirts forbi. The Awesome Team, står der på dem. Gad vide, hvad den klike er sammen om.

Et arbejdssjak fra det specialiserede firma The Flag Consultancy kravler ned fra en flagstang ved blomsterbedene foran Buckingham Palace efter at have surret tre Union Jacks forsvarligt fast. Formanden fortæller to af dem, at de skal holde deres selvbetalte pause nu. De undslår sig. Hvad skal de med en pause nu, hvor deres bil er fanget midt inde i menneskehoben og de ikke kan komme væk? Kollegerne siger ikke noget. Sammenhængskraften smuldrer på det lille flag-team.

En italiensk tv-journalist er blevet væk fra sin flok og trygler en politibetjent ved fodgængerfeltet om passage. Desværre, der er lukket. Han kan ikke komme over til vennerne i medielandsbyens pavillontelte i Green Park før senere. Herude, væk fra tv-lamperne, ser hans blazer upassende neonblå og nærmest festlig ud.

Så går et sus - og verdens måske mest høflige hvin - gennem det store fællesskab ved paladset. Flertallet genkender bilen, der kommer ud gennem gitterporten. Det er den nye konges, og han sidder selv i bilen. Hvinet følger bilen og dens eskorte ned langs rækkerne på boulevarden The Mall. På afstand kan man decideret høre, hvor langt processionen er kommet.

Jeg opdager, at jeg løber. Parallel med Rolls Royce’en og alle hvinene. Ligesom en masse andre i flokken. Det er journalisten i mig, der har lugtet en god historie, efterrationaliserer jeg, stadig i Zone 1-snob-modus. Men det passer ikke. Jeg blev bare trukket ind igen. For det gør man.

Kaffekoppen er tom, men jeg har den stadig i hånden, og mens jeg løber, skanner blikket efter et sted at kaste den fra mig. For eksempel i en allerede etableret bunke skrald et sted, hvor vi som kollektiv er blevet enige om, at her er det undtagelsesvis okay at svine til. Som man ser til visser festivaller, koncerter og gadefester. Det ordner nogle andre, senere.

Men der er ingen bunker noget sted. For naturligvis … Til dét her smider man ikke bare sit skrald fra sig, uanset hvor stor en gruppe, man er. Ikke engang i Zone 1.

Det eneste, der hører til på græsset her, er blomster, kort med hilsner og så en enkelt marmeladesandwich i en lukket pose. ”For later.” En lille pige har lagt posen efter at have set videosketchen med dronningen og Paddington Bjørn under 70 års-regentjubilæet for nyligt, hvor en replik lød netop sådan.

Jeg beholder kaffekoppen i hånden, mens kongen står ud på den anden side af The Mall og begynder at give hånd til et række af sine smilende undersåtter på hjørnet ind til St. James’s Palace.

Heldigvis er der stadig nogle fællesskaber, der kalder på vores bedre sider.