Bandekriminalitet: Der er stemmer i at være tough on crime. Men det løser ingen bandeproblemer. Snarere tværtimod.

Sådan lyder kritikken fra både fagfolk og tidligere bandemedlemmer efter at regeringen tirsdag præsenterede 30 nye initiativer med henblik på at skabe “trygge lokalsamfund uden kriminelle bander.”

- Der er brug for at skærpe straffen for den personfarlige kriminalitet, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S).

Da Martin Ceslosse-Andersen hørte det, blev han træt. Han har en fortid som præsident i rockergruppen Bandidos, men hjælper i dag unge mænd med at komme ud af de bandemiljøer, som han selv forlod for ni år siden.

- Det er den samme gamle sang. Straffene skal hele tiden være hårdere og vildere, siger han og fortsætter.

- Man baserer en national indsats på følelser, og stramninger sælger godt. Men der er ingen evidens for, at det virker. En af konsekvenser bliver nu, at 18-årige kan ryge i fængsel i op mod 16 år for våbenbesiddelse. Og så bliver de først ødelagte.

Martin Ceslosse-Andersen taler ud fra en vis praktisk erfaring. Da han var 27 år, tævede han en anden mand i lyskeglen fra en politibil. Han bankede personen i asfalten, smed en cykel på ham og kylede ham så ind i en butiksrude, mens betjente filmede det hele. Bagefter satte Martin sig ind i politibilen - med blod på både hænder og tøj - og lod sig anholde.

- Strafferammen var fuldstændig ligegyldig, siger Martin Celosse-Andersen.

Året var 2011, og den fremmede mand havde generet hans hustru på Dansebaren i Næstved. Og selvom Martin på ingen måde er stolt af sin voldelige fortid - med bøllebank i byen, trusler med pistoler, fængselsdomme og begravelser af unge kammerater - bruger han den som ammunition i sin kritik af regeringens nye stramninger.

- Vi nærmer os amerikanske tilstande, hvor der skal bruges milliarder på at spærre mennesker inde. Det er symptombehandling. Og vi bliver ved med at negligere de bagvedliggende sociale problemer, som fører til bandeproblemer, siger han.

Avisen Danmark møder den tidligere Bandidos-præsident hjemme i hans lejlighed. Han er iført en tætsiddende hvid skjorte og har tatoveringer hele vejen op ad halsen. Under bordet ligger bulldoggen Buller og trækker vejret tungt, mens han forklarer sin egen vej ind i rockermiljøet.

- Ingen bliver født kriminelle. Der findes ikke 1-årige drenge, som sidder og putter røde bandanaer på deres action man-figur, fordi de drømmer om at blive bandemedlemmer. Det er de ydre omstændigheder, som gør det.

Martins mor var omgivet af misbrugende mænd. Ingen i familien havde et arbejde eller en uddannelse og en egentlig hverdagsstruktur eksisterede ikke.

Da Martin var syv år gammel, så han sin stedfar slå sig selv ihjel. De sad ved middagsbordet hos farmor, og drengen spurgte, om han måtte få en portion mere. Hun blev tosset, stedfaren forsvarede Martin, tog ham i hånden og sagde "kom basse". De gik ud i laden, hvor han tog et jagtgevær og skød sig selv.

Den næste stedfar var voldelig. Lyden af hans Puch Maxi var lig med tæsk til Martin, og da moren forsøgte at stille sig imellem, fik sønnen lov til at se på, mens hun blev voldtaget. Anden gang det skete, sparkede Martin ham over skinnebenet og vågnede op på hospitalet med to brækkede ribben. Han var ni år gammel.

- I en meget tidlig alder bankede jeg ude af takt med verden. Jeg spiste og trænede for at blive stor nok til at beskytte min mor, siger Martin og citerer Nietzsche:

- Men i kampen mod monsteret, blev jeg selv til et monster.

Som 16-årig begyndte han at hænge ud i miljøer, hvor andre også var slået i skår og revner. Martins voldsparathed, som var en skavank alle andre steder, blev her set som en spidskompetence. Og i rockermiljøet fandt han noget, som han aldrig havde oplevet før: Anerkendelse.

- Der findes forankringspunkter, som kan holde dig ude af kriminalitet. Familie, sport, skole eller venner. Jeg havde ingen af delene. Skulle man have hjulpet mig, skulle man i have hjulpet min mor. Ikke skærpe straffen, siger han.

I dag forsøger Martin selv at være et anker. Sammen med 250 frivillige i sin organisation En Procent Er Nok laver han exit-programmer til bandemedlemmer. Succesraten er dobbelt så høj, som i de nationale exit-programmer, fortæller han. Og sidstnævnte virkede heller ikke for ham selv.

Han forlod Bandidos i 2013, og det var der to årsager til: Hans to døtre.

Men vejen væk var bombefarlig - i ordets bogstaveligste forstand. Der var så højt et trusselsniveau,  at han i årevis ikke måtte færdes på offentlige institutioner, og at han sov med en køkkenkniv under hovedpuden. En dag blev der også fundet sprængstoffer spændt fast til hans bil.

Nu er trusselsniveauet noget mindre. Og i dag ses han på ugentlig basis med nogle af de 1300 bandemedlemmer, der ifølge Justitsministeriet findes i Danmark. Han mødes blandt andet med dem dybt inde i skove, så de kan tale fortroligt om den organiserede kriminalitets udveje.

- Og der er noget, som går igen. Jeg har aldrig set en rocker eller et bandemedlem, som kommer fra en rig familie. De kriminelle kommer fra belastede miljøer, fortæller Martin.

Han læner sig ind over bordet, strækker armene ud og folder sine hænder, som var han i gang med en bøn.

- Jeg siger ikke, at folk skal fritages for ansvar på grund af deres opvækst. Og jeg siger heller ikke, at folk ikke skal straffes for deres forbrydelser. Det handler selvfølgelig også om retsfølelse, og hvis nogen gør noget ved mine døtre, så ønsker jeg at se dem bag tremmer.

- Men hvis vi bare burer ham inde, så hjælper vi ikke det næste offer. Resocialicering og rehabilitering handler ikke om forbryderen. Det handler også om den verden, han skal ud i igen.

Den slags fokuspunkter mangler ifølge Martin i regeringens nye bandepakke. Ligesom at han også savner langt mere fokus på forebyggelse.

- Det samme siger al forskningen. Men det står desværre på første side i kapitel 1 i spindoktorens håndbog, at der er stemmer i at slå hårdt ned på kriminalitet. Og der er jo valg lige om lidt.

Avisen Danmark har præsenteret Socialdemokratiet for kritikken, og retsordfører Bjørn Brandenborg afviser - ikke overraskende - at der skulle være tale om valgflæsk.

- Det er god og gennemarbejdet politik, som kommer efter grundige serviceeftersyn af de tre foregående bandepakker. Jeg finder det en lille smule useriøst, at vi skulle nærme os amerikanske tilstande, eller at det skulle være et spørgsmål om valgkamp, siger han.

Der findes ikke evidens for, at strafskærpelser har en præventiv effekt. Hvorfor foreslår I det alligevel?

- Det er rigtigt, at generelle strafhævelser ikke nødvendigvis løser alle problemer. Men straf skal ikke kun være præventivt. Det handler også om retsfølelsen. Når man har begået noget ulovligt, så skal man have en straf, og vi ser en type kriminalitet - hvor gerningsmændene for eksempel ydmyger ofret ved at urinere på vedkommende - som kræver strafskærpelser.

Gør det indtryk på jer, at en lang række fagfolk kritiserer udspillet?

- Vi lytter til alle indspark, men jeg må også bare sige, at vores pakke indeholder flere forebyggende elementer. Vi ruller den røde velfærdsløber ud til de unge og står bag dem, hvis de vil vende kriminaliteten ryggen. Hvis de så alligevel vælger at begå forbrydelser, så skal de også have en straf.

VOLD: Hvert år udsættes cirka 82.000 kvinder og cirka 43.000 mænd for fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk partnervold.

Og i værste fald kan partnervolden eskalere og ende i drab. Hvert år bliver 12 kvinder og tre mænd i gennemsnit dræbt af deres partner eller ekspartner herhjemme.

Det skete igen i denne uge i Skanderborg, formoder politiet.

En 54-årig kvinde og en 55-årig mand blev onsdag fundet dræbt på deres bopæl, mens kvindens 58-årige tidligere mand - den formodede gerningsmand - tog sit eget liv i en nærliggende skov.

Politiets foreløbige vurdering er, at eksmanden har dræbt kvinden og samleveren. Bruddet mellem de to tidligere ægtefæller, der blev skilt i 2017, var konfliktfyldt og turbulent, oplyser politiet.

Hvordan kan vi undgå, at parforhold ender i tragedier? Hvornår bør alarmklokkerne ringe for omverdenen? Og hvordan bør man reagere som pårørende, hvis man er bekymret for, at ens nærmeste bliver udsat for partnervold?

Avisen Danmark har spurgt Louise Glerup Aner, der er chef for viden og kommunikation i organisationen Lev Uden Vold, om, hvilke faresignaler man bør være opmærksom på, og hvad man som pårørende kan gøre for at hjælpe.

Ukraine: Den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky beordrede i sidste måned den ukrainske hær til at lancere en modoffensiv i den sydlige Kherson-region for at presse de russiske trooper tilbage og genvinde kontrollen med en større del af Sortehavet. Indtil videre er en stor offensiv dog udeblevet, og Rusland har sendt yderligere styrker ind i regionen. Nogle eksperter betvivler, at en stor modoffensiv nogensinde kommer eller har været planen.

På en militærbase nær byen Zelenodolsk i Sydukraine, som Avisen Danmark har fået adgang til, har den 54-årige soldat Oleksandr også hørt om præsidentens udtalelser. Men han er ikke super optimistisk på muligheden for en stor modoffensiv.

- Situationen nær fronten er under kontrol. Vi er alle klar til at kæmpe, men vi venter på mere militærgrej. Når vi får det, vil vi være klar til at presse på, siger han og påpeger, at de russiske bombardementer er taget til i styrke på det seneste.

Der er i disse uger langt flere russiske artilleriangreb, end der var for blot en måned siden, påpeger han. I byen Zelenodolsk ligger blot omkring 10 kilometer fra fronten, og der kan høres brag i horisonten hele tiden. En mindre gruppe civile lever stadig i byen, der oprindeligt havde omkring 12.000 indbyggere, men i dag mest minder om en spøgelsesby.

- Jeg kan ikke sige meget om den modoffensiv. Vi ved ikke meget om den her i vores gruppe. Vi er bare kød. Vi har ikke så meget grej. Vi er alle til fods uden udstyr. Vi mangler en hel del, for vi har kun det, som vi selv har taget med, siger Oleksandr.

- Vi har brug for kampvogne, militærkøretøjer. Endda mangler vi firehjulstrækkere. Vi er ofte til fods, og vi mangler beskyttelse, tilføjer han.

Andre soldater nær fronten i Sydukraine fortæller lignende historier. De vil hellere tale om det manglende udstyr, end om muligheden for at gå til modangreb. Over de sidste fire måneder har det lykkes den ukrainske hær at presse Rusland ud af flere landsbyer i Kherson-regionen. I den sidste tid har fronten dog været mere statisk.

I juli sagde Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, at Zelensky havde beordret militæret til at generobre kystområderne. De har stor betydning for Ukraines økonomi.

- Vi forstår, at det politisk er meget nødvendigt for vores land. Præsidenten har givet ordre til den øverste militærchef om at udarbejde planer, sagde Oleksii Reznikov.

I de seneste uger har Ukraine bombet en række broer, der danner de russiske forsyningslinjer i Kherson-regionen og bombet flere militærbaser og våbenlagre. Nu er det besværligt for Rusland at flytte materiel ind i regionen, hvor der anslås at være op til 20.000 russiske soldater. Nogle ser det som startskuddet på modoffensiven. Andre er skeptiske.

Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, har fortalt TV2, at han synes, at det virker som om, at Ukraine har lokket Rusland i en fælde. Det er i øjeblikket rigtig svært for Rusland at forsyne sine tropper på grund af de ødelagte broer.

- Det er utroligt nemt for ukrainerne at få den samme slags forsyninger frem, fordi de er tæt på deres egne baser, og de har byer og forbindelseslinjer lige i nærheden. Hvis russerne skulle gøre noget, skulle de sende fly ind over området, men selv i luftrummet er ukrainerne begyndt at have kontrollen, sagde Anders Puck Nielsen.

Oleksandr finder det urealistisk, at hans enhed kan slå tilbage lige nu i stor grad.

- Hvordan ville en amerikansk soldat gå i modoffensiv uden udstyr, uden artilleri som opbakning? Hvordan? Det kan man ikke, siger han, før han slår fast, at han langt fra mener, at Ukraine skal give op. Det er ikke en mulighed, og han tror på sejren.

I udkanten af Zelenodolsk står over hundrede cykler presset sammen i en baggård. De er efterladt af ukrainere, der har flygtet over frontlinjen i søgen efter sikkerhed. Cyklerne står nu samlet og samler rust, mens evakueringerne fortsætter i de nærliggende landsbyer.

Flere har barrikaderet deres vinduer med træ for at stoppe fragmenter i Zelenodolsk, mens andre har tegnet krydser med tape for at stoppe vinduerne fra at splintre i tusind stykker i tilfælde af, at en russiske artilleri slår ned i nærheden. I byens centrum deler frivillige mad ud og en gruppe lokale står samlet udenfor, mens det brager i horisonten.

39-årige Julia Stadnik, der er leder af centret, forklarer Avisen Danmark, at det især er de ældre, syge og handicappede, som ikke mener, at de har kræfterne til at flygte.

- Vi er i standby lige nu. Der er konstante bombardementer. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, siger Julia Stadnik, der forklarer, at flere landsbyer ved fronten er helt uden vand.

58-årige Valentina, der ikke vil give sit efternavn, står i kø for at hente mad. Hun arbejdede i den lokale børnehave før invasionen, men er nu uden arbejde.

- Jeg venter på sejren. Jeg venter bare og prøver at undgå at blive skudt, siger hun.

- Jeg er bange. Det er skræmmende. Alting ryster… Jeg håber bare, at modoffensiven kommer til at virke, så vi kan komme tilbage til et liv, men jeg ved det ikke, siger Valentina.

Valentina står langt fra alene med frygten for, hvad der vil ske, hvis der ikke kommer en stor ukrainsk modoffensiv, eller hvis den slår fejl. Andre i byen siger, at de sætter deres lid til det ukrainske militær, men at de frygter konsekvensen af et nederlag.

På militærbasen er Oleksandr, der har to børn og et etårigt barnebarn, sikker på, at Ukraine nok skal vinde krigen til sidst, men han er bange for, at det vil trække ud længe. Han gik på pension i 2016 efter en lang militærkarriere, men meldte sig igen efter invasionen.

- Ukraine er vores. Det er her, at mine børn er opvokset, så jeg måtte forsvare mit land. Min søn meldte sig også til hæren. Det er min og alle mænds pligt. Når det er tid til at kæmpe, så kæmper vi, og når det på et tidspunkt bliver tid til at genopbygge, så genopbygger vi.

- Jeg har mistet så mange venner, så mange bekendte. Selvfølgelig er jeg bange, når det hele ramler ved fronten. Det værste er det ukendte. Jorden ryster, og det kan ramme ned ved dig. Jeg har min kone, mine børn og børnebørn hjemme. Jeg vil hjem til dem, men det skal ske i et frit Ukraine, siger Oleksandr.

Vesten har leveret mange våbensystemer til Ukraine såsom raketsystemet HIMARS, som er blevet brugt til at ramme flere russiske våbenlagre, broer og kontrolcentre. Det store problem er dog, ifølge Oleksandr, at det ikke er nok. Ukraine er stadig primært afhængig af sine egne våben, der stammer fra Sovjetunionen. Rusland har bare meget mere at skyde med.

- De har så meget ammunition, og vi har bare mænd. Folk er trætte. Vi har kæmpet nu i seks måneder uden pause. Hver dag er vi i skyttegravene, siger Oleksandr, der forklarer, at det er svært med de nye rekrutter, da de har meget lidt erfaring og derfor er sårbare.

- Men jeg tror stadig, at vi vinder. Vi har moralen. Vi ved, hvad vi kæmper for, og det kommer til at gøre forskellen og nedbryde ondskaben, siger Oleksandr.

Han har flere gange været ved at miste livet blandt andet i marts, hvor hans gruppe blev overrasket af to russiske kampvogne. Oleksandr kastede sig ned i dækning og ungik med nød og næppe døden. Seks kammerater mistede livet.

- De kan ikke bare komme her ustraffet. Bryde ind i vores huse med deres ondskab. Spise vores mad og drikke vores øl, sove i vores seng. De er brudt ind, og det skal de bøde for. Fjenden skal straffes til det yderste. De er ikke velkommen, siger Oleksandr.

Vi skal ikke mere end et par måneder tilbage, før boligmarkedet var brandvarmt, og mange købere kunne se opgivende til fra sidelinjen, mens boliger blev revet væk og måske endda solgt til overpris.

Sælgerne havde kronede dage, og de høje boligpriser skæppede i pengekassen.

Selv mødte jeg for få måneder siden et par, som havde solgt deres hus og gerne ville købe sig en lejlighed i København. Men de stod med det problem, at der på det tidspunkt ikke var nok at vælge mellem på markedet.

I dag er boligsælgernes mægtige dage ovre – i hvert fald for nu – og markedet er under transformation til den nedgang på markedet, man så småt kan fornemme lurer forude.

Det skulle man tro var til glæde for parret, som jeg mødte. Men endnu en gang er det til frustration for boligkøberne.

Antallet af boliger, som er sat til salg, er ellers steget markant, og udbuddet af lejligheder i København er næsten fordoblet siden februar.

I midten af august var der 2.045 ejerlejligheder sat til salg i København, og udbuddet af lejligheder i andre større byer er da også steget markant mere, end årstiden normalt tilsiger.

Især i de seneste to måneder er udbuddet sprunget op, da meget få lejligheder er blevet solgt. Det er gode nyheder for mit vennepar og andre, som pt. sidder og kigger på boligannoncer i håb om at finde deres drømmebolig i byen.

Men mine venner er fortsat ikke sådan på nippet til at købe lejlighed, selv om de har fundet et par stykker, som de faktisk synes godt om. Svaret på, hvorfor de ikke springer til, skal bl.a. findes i renteudviklingen. For renten på det lån, som boligkøberne kreditvurderes ud fra og måske ender med at optage, svinger for tiden mellem 4 og 5 procent.

I starten af året lå renten på det toneangivende fastforrentede 30-årige realkreditlån på 1,5 procent. Det betyder, at der nu skal betales mange tusinde kroner ekstra i renter.

Når renterne stiger, og indkomsterne ikke følger med, vil det presse antallet af solgte boliger ned. Det er netop, hvad vi gradvist har set ske siden foråret.

Og man behøver ikke at skulle købe en ejerlejlighed for at mærke, at det ikke længere er helt så sjovt at låne til et boligkøb.

Især i sommermånederne er antallet af handler faldet ret markant, og særligt i de dyre dele af landet omkring hovedstaden er salget af ejerlejligheder og huse bremset.

I resten af landet fylder omkostninger til boligkøb generelt mindre i budgettet, og markedet synes også mindre spekulationsdrevet i sammenligning med ejerlejlighedsmarkedet. Bl.a. derfor bliver man heller ikke ramt lige så hårdt af rentestigningerne.

En anden årsag til, at det er knap så sjovt at være boligkøber for tiden, er fremtidsudsigterne. For forventningen er, at boligpriserne vil falde i den kommende tid. Derfor vil det formentligt give et hug i boligens værdi, hvis man køber i dag.

For ikke alene er det blevet betydeligt dyrere for boligkøbere at låne til drømmeboligen, men priserne på både huse og ejerlejligheder har endnu ikke rigtig givet sig. Men det er et spørgsmål om tid, før de kommer til at give efter for rentepresset.

Juli bød da også på prisfald på ejerlejligheder i København, og det var faktisk det største månedlige fald i 10 år. Og vi kan lige så godt vænne os til tanken, for vi vil formentligt se prisfald på boligmarkedet resten af året og det kommende.

Indtil videre forventer vi dog ikke prisfald i en størrelsesorden, der vil trække de stigninger, der fandt sted fra 2020 og frem til for nylig, tilbage til nulpunktet. Og samtidig skal vi huske på, at prisfald er nødvendigt for, at ejerlejlighedsmarkedet kan løsne op igen.

Sælgere og købere skal mødes på et lavere prisniveau, hvis der igen skal lukkes flere handler. Så hvad skal man som køber gøre?

Har du en længere tidshorisont på f.eks. 10 år og en økonomi, der kan klare de højere renter, og har du det okay med at købe en lejlighed, selvom prisen måske falder de kommende år, kan det godt give mening at købe nu og få et godt afslag i prisen.

Det gælder nok især dem, som i forvejen har solgt deres bolig for at finde en ny. Men bor man godt i dag, og er man ikke under pres for at skulle finde ny bolig, kan det give bedst mening at vente og se tiden an.

Jeg vil dog sjældent råde folk til at sætte livet og boligkøbet på pause på grund af økonomers forventninger til, hvordan verden udvikler sig. For forventninger bliver ikke altid til virkelighed, og det kan sagtens komme til at gå meget anderledes, end vi tror i dag.