Interview: Grundfos klarer sig fint uden Rusland. Det viser et solidt halvårsregnskab fra den jyske pumpegigant torsdag. Men virksomhedens exit fra den krigsførende nation og nabolandet Belarus var længe undervejs.

Imens var Grundfos udsat for et voldsomt pres fra både ansatte og kunder i Rusland, som var et af Grundfos’ vigtigste markeder. Virksomheden har med et pennestrøg sagt farvel til en årlig omsætning på 1,1-1,2 milliarder kroner, forklarer Poul Due Jensen i et interview til Avisen Danmark.

- Det var sådan set ikke svært at nå hen til, hvad beslutningen skulle være. Det svære var at navigere i, hvad og hvordan man gør det. Der må jeg sige, at vi i perioder har lært noget hver eneste dag. Både med vores ansatte og med myndigheder og kunder i Rusland, siger Poul Due Jensen og tilføjer:

- Det sværeste og det mest sørgelige har været at komme af med vores 550 medarbejdere i Rusland. Det er rigtigt dygtige og loyale medarbejdere, siger han.

Grundfos har arbejdet med egne kontorer i Rusland i 23 år og har investeret kraftigt i det store land, der har store udfordringer med forældede vand- og klimaløsninger, som er Grundfos’ hjemmebane.

Virksomheden har haft en fabrik uden for Moskva, og så sent som i 2019 investerede Grundfos et trecifret millionbeløb i Rusland.

Derfor har det stor betydning, at Grundfos nu lukker på det russiske marked og forventer at være helt ude inden årsskiftet. Virksomheden har nedskrevet værdier for 851 millioner kroner, som er indregnet i torsdagens halvårstal.

- Rusland har været et stærkt marked for Grundfos igennem rigtigt mange år. Det har også været et relativt højtindtjenende land for os, så det er ikke bare engangsafskrivningen på 851 millioner kroner. Det er også fremadrettet, at det har en påvirkning, siger Poul Due Jensen.

Hvordan har jeres ansatte og kunder i Rusland reageret på beslutningen?

- I starten var der utroligt meget pres på både fra kunder og vores egne ansatte. Nogle af dem mener jo, at deres land og deres ledere gør det rigtige. De forstår ikke, at lille Danmark, Grundfos eller Poul ikke også synes, at de gør det rigtige. Det var meget følelsesmæssigt, siger Poul Due Jensen.

Han overtog jobbet som topchef i Grundfos i 2020 og er tredje generation efter stifteren af Grundfos, der også hed Poul Due Jensen. Han er opflasket med Grundfos og har siddet i koncernledelsen siden 2015. Derfor har han også personligt være involveret i det russiske marked og haft gode kunderelationer derovre. Det har han også lagt bag sig nu.

- Det er, som det er, og beslutningen er den eneste rigtige at tage for Grundfos, siger Poul Due Jensen.

Men man kan ikke være i tvivl om, at der har været svære samtaler undervejs.

- Der er kunder, der føler, at de har udvist os en stor loyalitet igennem tiden, og at vi også skal udvise den samme loyalitet over for dem. De bliver også bange for deres egen forretning, når vi ikke er der mere. Det er vel en naturlig reaktion, siger han.

Mindre end en uge efter Ruslands angreb på Ukraine i februar meldte Grundfos ud, at virksomheden satte ”sine forretningsaktiviteter i Rusland på pause”. Det betød, at fabrikker og kontorer stoppede alle aktiviteter, og der blev ikke leveret eller modtaget ordrer.

Det næste skridt, en komplet nedlukning, har taget næsten et halvt års hårdt arbejde.

- Juraen er svær. Hvad må man, og hvad må man ikke. Tingene skal ske i den rigtige rækkefølge. Vi har haft en stærk taskforce, som jeg selv har været tæt på, og som har haft eksterne rådgivere på, så vi kunne navigere frem til at træffe beslutningen, siger Poul Due Jensen.

Alligevel står det åbent, om udgifterne for Grundfos vil overstige det tab, som virksomheden allerede har meldt ud. Internationale virksomheder arbejder med langvarige kontrakter med forhandlere og kunder, og dem bryder Grundfos med den pludselige exit - medmindre produkterne er omfattet af internationale sanktioner.

Poul Due Jensen har svært ved at svare på, om der kommer et efterspil fra de russiske kunder.

- Det er et meget svært spørgsmål. Det er svært at tro, at der ikke kommer en form for efterspil. Det er klart, at når vi laver hensættelser, så har vi forsøgt at se på serviceaftaler, garantiforpligtelser og andet, som vi har med vores kunder. Men der kommer nok en form for efterspil, uden at jeg overhovedet ved, hvad det kan blive, siger han.

Nu er han optaget af at opveje tabet fra det russiske marked, der som nævnt har været et af de vigtigste for Grundfos.

- Det er klart, at det skal vi kompensere ved at blive stærkere i andre markeder. Men jeg tror også, at der ligger et potentiale derude. Verden er usikker, men der er stadig en grøn omstilling, som vi gerne vil være med til at løse i Grundfos, siger Poul Due Jensen.

Han konstaterer samtidig, at Rusland ikke længere har adgang til Grundfos’ pumper og anden teknologi.

- De har en stor klimaudfordring med vand og energi, og der har vi nogle løsninger, hvor vi kunne gøre en forskel. Det betyder også noget, at vi var virkelig veletablerede i markedet, siger Poul Due Jensen og medgiver, at russerne fremover formentlig vil have adgang til at købe pumper fra Grundfos' kinesiske konkurrenter.

Kan I vende tilbage til Rusland?

- Nej, vi har lukket vores forretning. Men det er da mit personlige håb, at verden finder sammen igen, og at vestlige virksomheder igen kan operere i Rusland. Men jeg ved ikke, om det bliver, imens jeg lever, siger Poul Due Jensen.

Sundhed: Medicinmangel er et velkendt problem i det danske sundhedsvæsen. Forsyningssvigt, eller restordre som det også kaldes, er, når medicinalfirmaerne ikke kan eller vil levere nok medicin til patienterne.

En af dem, der har oplevet det, er Jens Aage Dreisler på 77. Han kunne ikke få den livsnødvendige medicin i Danmark og blev derfor sendt til Tyskland for at hente nyremedicinpræparatet Furix.

-  Det er noget svineri. Vi burde have et af de bedste sundhedssystemer i verden. Hvorfor i alverden skal jeg køre fra Fredericia til Flensborg for at få min livsvigtige medicin. Hvorfor kan apoteket ikke selv få det bestilt hjem, spørger Jens Aage Dreisler?

Uden hjælp fra familie havde det været nærmest umuligt for Jens Aage Dreisler at hente medicinen i Tyskland, fortæller han.

- Det var udelukkende, fordi jeg fik hjælp fra min familie til at hente medicinen, at jeg kunne få den. Det er jo en principiel sag. Det burde i virkeligheden ikke være borgerens problem, at man ikke kan købe en livsvigtig medicin, siger han.

Jens Aage Dreisler er langtfra den eneste patient, der oplever problemer med at få sin medicin. Tal fra Danmarks Apotekerforening og fra hospitalssektoren viser, at antallet af medicin i restordre har været støt stigende siden 2015.

Forsyningsproblemer kan opleves på mange niveauer. Borgeren kan komme ned på apoteket og opleve, at det konkrete lægemiddel er udsolgt på det konkrete apotek. Det kan være til gene for den enkelte borger.

I nogle tilfælde betyder det, at patienten godt kan få den medicin, han eller hun plejer, men til en væsentligt højere pris. Som man for eksempel så med lægemidler mod knogleskørhed, som pludseligt blev ti gange dyrere end normalt for et par år siden.

Derfor er svaret på, hvorfor Jens Aage Dreisler var nødsaget til at hente sin medicin i Tyskland svært at slå fast.

Det fortæller Joo Hanne Poulsen, der er farmaceut ved Apotekets Information hos Region Hovedstadens Apotek, og som har skrevet ph.d ved Københavns Universitet i, hvordan man kan understøtte en mere patientsikker implementering af præparatskift ved restordrer.

- Det er en kompliceret sag. Der er både udbud- og efterspørgselsprincipper, markedsstørrelser af lande, generelle medicinske leveringsudfordringer og mange andre faktorer, der gør det svært at finde ud af præcis, hvori problemet opstår. Det er bestemt ikke hensigtsmæssigt for patienten, men restordrer er meget svære at undgå, siger Joo Hanne Poulsen.

Problemet er ifølge Joo Hanne Poulsen kommet for at blive.

- Restordrer ser desværre ud til at være kommet for at blive, og der findes ingen lette løsninger til at imødegå denne restordreknude, som vi oplever i vores samfund i øjeblikket. Vi kan kun skaffe den medicin, der er tilgængelig, siger hun.

På trods af at problemet ikke blot forsvinder, kan og bør hele processen strømlines, mener Joo Hanne Poulsen.

- Vi kan ikke løse problemet, men vi kan forsøge at imødegå de udfordringer, det bringer. Blandt andet ved at få lavet koordinerende it-inititativer, der sikrer rettidig deling af restordreinformationer blandt alle de involverede (red. producent, forhandlere, myndigheder, sundhedsprofessionelle og patienter). Derudover bør Lægemiddelstyrelsen i større grad agere tovholdere, siger Joo Hanne Poulsen og henviser til vores naboland Norge.

I Norge håndteres restordreproblematikkerne ét sted, nemlig hos det norske svar på Lægemiddelstyrelsen, der i samarbejde med relevante fagpersoner løbende udarbejder restordreoversigter gældende for både apoteker og hospitaler, og samler relevante restordreinformationer ét sted med dertilhørende løsningsforslag.

I efteråret etablerede Lægemiddelstyrelsen et Nationalt Råd for Forsyningssikkerhed, hvor både patienter, sundhedspersoner, industri og myndigheder er repræsenteret.

- Dette råd har potentiale til at imødegå og løse restordresituationer på tværs af sektorer, men om det reelt kommer til at kunne mærkes, vides endnu ikke. Men det er et godt initiativ at få samlet så mange forskellige aktører og få belyst de forskellige perspektiver om udfordringerne, løsningerne og kommunikationen omkring restordrer, mener Joo Hanne Poulsen.

Det er ikke lykkedes at få et interview med Lægemiddelstyrelsen, men i et skriftligt svar lyder det, at det nedsatte råd samarbejder om at finde løsningsmuligheder for at imødegå forsyningsvanskeligheder.

- Men det kan desværre ikke undgås, at patienter ind imellem vil opleve, at lægemidler er i restordre. Hvis danske patienter oplever, at et lægemiddel er i restordre, og hvis der ikke er et alternativt lægemiddel, lægen kan udskrive i stedet, kan lægemidlet ofte skaffes hjem til Danmark via en såkaldt udleveringstilladelse, hvis det er tilgængeligt i et andet EU-land, skriver de.

37 piller om dagen

I starten betød medicinmanglen, at Jens Aage Dreisler blev anvist et andet medikament. Det resulterede dog i, at han fik bivirkninger i led og særligt hans ben blev enormt stive.

- Jeg havde svært ved at rejse mig fra min seng, stole og komme ind og ud af min bil. Desuden følte jeg mig alment dårlig, siger han.

Siden juli har Furix i stor dosis ikke været muligt at få i Danmark. De små doser var stadig i landet, men med de doser, som Jens Aage Dreisler tog, skulle han tage 25 piller om morgenen og yderligere 12 og en halv midt på dagen i stedet for tre om dagen, som han plejede.

Ud over besværet, var det også en kamp for Jens Aage Dreisler at få refunderet pengene fra det medicin han købte i Tyskland, som alligevel endte med at være mere end 2500 danske kroner.

- Det rammer jo en del af befolkningen, der allerede er udfordret. Det her forløb med for lidt eller forkert medicin er under alt kritik. Der har været store udfordringer med at få en recept, at hente medicinen i Tyskland og bagefter besvær med at få refunderet pengene, siger Jens Aage Dreisler.

- Det rammer jo en del af befolkningen, der allerede er udfordret. Det her forløb med for lidt eller forkert medicin er under alt kritik. Der har været store udfordringer med at få en recept, selvom sygehuset har været meget behjælpelige under hele forløbet, at hente medicinen i Tyskland og bagefter besvær med at finde ud af hvordan pengene bliver refunderet, siger Jens Aage Dreisler.

Erhverv: Det er en dyr fornøjelse for os alle sammen, når du melder dig syg. Danskernes sygefravær koster nemlig hvert år samfundet 46 milliarder kroner.

Det vurderer Dansk Erhverv, men meget tyder på, at det langtfra er alle danskere, der rent faktisk skranter, når de melder sig syge på arbejdet.

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser nemlig, at 12 procent af danskere på arbejdsmarkedet har taget minimum én sygedag inden for de seneste 12 måneder, selvom de ikke var syge. Det svarer til 350.000 danskere.

Samtidig siger 30 procent, at de kender nogle, der har taget minimum en sygedag årligt uden at være syg.

Det er især én gruppe danskere, der står for en stor del af pjækkeriet. Det drejer sig om de unge mellem 18-39. Her er det knap hver femte, der svarer, at de har haft sygefravær uden at være syge.

De tal falder ikke i god jord hos Dansk Erhverv.

- Pjæk er ikke okay. Det er ikke i orden at blive væk fra sit arbejde og få løn for det, hvis man ikke er syg, eller man ikke har aftalt det med sin arbejdsgiver. Hvis man bliver væk fra sit arbejde på den måde, er der jo opgaver, der enten ikke bliver løst, eller også skal kollegaerne løbe noget hurtigere for at nå det hele, siger chefkonsulent Pernille Taarup fra Dansk Erhverv til Avisen Danmark i en mail.

Du kan høre historien bliver diskuteret i "Erhvervsklubben" ca 30 minutter henne i podcasten:

Ifølge Dansk Erhverv går det med andre ord ud over alle ens kollegaer, når du melder dig syg uden at være syg. Og det kan hurtigt resultere i dårlig stemning på arbejdspladsen. Alligevel er tallene ikke så overraskende, siger Pernille Taarup:

- Vi er ikke overraskede, da tallet ligger på nogenlunde samme niveau, som da Dansk Erhverv fik foretaget en lignende undersøgelse i 2020. Men når 350.000 danskere i arbejde melder, at de tager mindst en sygedag, selv om de faktisk ikke er syge, er det et alt for højt tal.

Fagforeningen HK's forbundsformand Anja C. Jensen anerkender, at der er for mange danskere, der tager en sygedag uden at være syg. Men hun understreger også, at det høje tal skal bruges til at fokusere på, hvad årsagen er. Det udtaler hun til Berlingske.

- Jeg tror, der ligger meget mere bag tallene. Selvfølgelig skal man gå på arbejde, hvis man er arbejdsdygtig. Men der kan være andre grunde til, at man bliver hjemme, end at man har 40 i feber, siger hun.

Til Berlingske advarer hun derfor mod, at tallene skal bruges til at tegne et billede af, at danskerne ikke vil arbejde.

- Jeg vil være meget forsigtig med at få det her til at lyde, som om de danske medarbejdere bare er sådan nogle, der bliver hjemme. Det er på ingen måde mit billede. Tværtimod vil de gerne knokle, hvis de ved, der er brug for dem, og de har et ordentligt arbejdsmiljø, tilføjer hun.

Når vi kigger på den ældre del af befolkningen, er tallene i analysen helt modsat. Her er det kun 5 pct. af de ældste danskere i aldersgruppen 60-70 år, som svarer, at de har taget en sygedag uden at være syg. I aldersgruppen 50-59 år gælder det for 6 pct.

Pia Kjærsgaard sidder ved et bord med en hvid dug på Ceres Park og fortæller pressen, at hun aldrig har smagt en kebab. Tre kameraer og seks journalister hører hende forklare, at hun gerne vil spise gyros, den græske variant. Men den halalslagtede kebab er lig med minareter og moskéer, forklarer den tidligere formand for folketinget og Dansk Folkeparti.

- Når man sætter tænderne i sådan en, så støtter man islamistiske trossamfund i Danmark, siger hun.

Bag hende - ude på grønsværen - løber Superliga-spillere fra AGF rundt og skyder en bold rundt til hinanden. De varmer op til det, der er blevet den måske skøreste pokalturneringskamp nogensinde. For forude for opgøret mellem de hviie fra Fredensvang og Vatanspor, en dansk-tyrkisk Brabrand-klub fra den sjettebedste række, har det ikke handlet så meget om fodbold. Det har handlet om kebab og integration.

I løbet af de næste timer vil kække drenge, smilende forældre og en tidligere kuglestøder forsøge at få Pia Kjærsgaard til at smage “en rulle”, og de fleste medier vil rette mere opmærksomhed mod det, end mod AGF-spillernes storsejr over lilleputterne.

Så lad mig allerede nu komme med en spoiler alert: Den 75-årige politiker har ikke tænkt sig at give efter. Hun vil ikke engang lade sine tænder røre fladbrødet, som er rullet rundt om lammekødet. DF’eren vil - fuldstændig som varslet og koreograferet - spise en stor, branket stadionpølse og drikke en dugvåd fadbamse.

Det virkelige spørgsmål i Aarhus onsdag aften er:

Handler kebab-gate om ægte parallelsamfund i Danmark? Handler det om reel dialog? Eller handler det om, at Dansk Folkeparti befinder sig omkring spærregrænsen i de seneste meningsmålinger?

Først må vi lige have på plads, hvordan Ceres Park er endt med at blive en arena for dansk udlændingepolitik.

Det hele startede med en venlig gestus. En dansk-tyrkisk amatørklub møder AGF, og de har fået lov til at medbringe deres egen kebab-bod til stadion, da mange af deres fans ikke spiser svinekød. Tidligere har AGF ladet Albani-øllet løbet i hanerne til tørstige OB-fans fra Fyn og serveret rødvin til tilhængerne fra Nordsjælland, hvor Pia Kjærsgaard selv kommer fra.

Men kebab er en religiøs spise, mener DF-politikeren, og hun farede til tasterne på Facebook. Hun kaldte det for et “knæfald for islam og en styrkelse af parallelsamfundene”.

Vatanspor svarede kækt igen:

- Billetprisen er 100 kroner for voksne, men du får gratis adgang, når du nu er så barnlig. Og hvis du virkelig vil, kan vi godt sørge for, at en imam tager imod dig ved indgangen, skrev klubben på Facebook.

Den invitation takkede Pia Kjærsgaard “ja” til, og det er der ifølge Avisen Danmarks politiske analytiker en åbenlys grund til:

- Det er ganske enkelt: Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ønsker opmærksomhed – og så endda på ét af deres absolutte kerneområder: Udlændingepolitikken, siger Casper Dall og fortsætter:

- Pladsen på højrefløjen er blevet trang efter, at Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne har holdt sig indtog i dansk politik. Derfor er Dansk Folkeparti nødt til at bruge alle anledninger til at minde vælgerne om, at de stadig findes og har et skarpt øje på danske værdier og kultur.

Den seneste anledning befinder sig således for enden af Stadion Allé på Ceres Park i Aarhus. Pia Kjærsgaard ankommer i en sort Skoda med tonede ruder og beholder solbrillerne på, da hun stiger ud af bilen.

Vatanspors formand Osman Erogolu tager imod hende ved hovedindgangen med et stort smil og en oplynet Helly Hansen-jakke.

- Godt at se dig, siger han.

- I lige måde, svarer hun, mens kameramænd cirkler omkring dem.

Et par sekunders tavshed bliver afbrudt af den mest danske small talk, der findes.

- Det er godt vejr, hva? siger Pia Kjærsgaard.

Hun har marguerit-smykker på i ørerne, rundt om håndleddet, om halsen og på den ene finger. Og hun beroliger sin vært med en venlig berøring på armen.

- Nu skal du ikke være så nervøs, siger hun.

Inden for på stadion - ved den føromtalte hvide dug - begynder det officielle formål med DF’erens tur til Aarhus: Dialogen.

Pia Kjærsgaard ærgrer sig, fortæller hun.

- Det er så dejligt, at I dyrker sport. Men hvorfor starter I en tyrkisk klub? I er født i Danmark og har gået i danske folkeskoler. Hvorfor blander I jer ikke?

Hun skæver ud på tribunen, hvor der allerede sidder en del fans.

- Jeg kan også se, at der sidder mange med tørklæder derude. Det, synes jeg, er ærgerligt, siger hun.

Osman Erogolu, som virker lidt påvirket af de mange journalister, fortæller, at klubben har haft spillere af mange nationaliteter. Etniske danskere, afrikanere og armenere. Vatanspor holder også unge drenge ude af problemer i Brabrand, siger han.

- Vi er hverken en politisk eller en religiøs klub. Vi er en fodboldklub, siger han.

Pia Kjærsgaard kommer velforberedt. Hun finder en lap papir frem med Vatanspors logo på og påpeger det tyrkiske flag. Hun spørger også formanden, om det ikke betyder “Fædrelandet” på tyrkisk.

Osman Erogolu nikker. Og da han i et halvstammende svar omtaler sig selv som “udlænding”, afbryder Pia Kjærsgaard ham.

- Du er da ikke udlænding, siger hun.

- Hvad er jeg i dine øjne, Pia? spørger han.

- Jamen, det ved jeg da ikke. Hvis du er dansk statsborger, så er du jo dansker, men så skal du også gøre dit for at tilegne dig danske værdier, siger hun.

Enige bliver de ikke. Men tonen er forsonlig og konstruktiv, og det roser de begge hinanden for.

Efter 10-15 minutters dialog afbryder nyhedschefen fra Dansk Folkeparti.

- Så er det tid til pressens spørgsmål, siger han, hvortil en journalist fra TV2 udbryder:

- I har jo slet ikke snakket om kebab?

Det skulle de komme til. Men først stiller jeres udsendte et spørgsmål, som får Pia Kjærsgaard til at sukke højlydt.

Pia Kjærsgaard, du er omgivet af tre rullende kameraer, og vi står seks-syv journalister her. Er det her et vellykket pressestunt?

- Jeg bliver faktisk lidt ærgerlig, starter hun.

- Jeg har siddet i Folketinget i 38 år, og jeg har kæmpet for at debattere udlændingepolitik og integration i alle årene.

Hun slår ud med armene.

- Og hallo. I står her jo alle sammen. I har sværmet om mig i tre dage, efter at jeg sagde ‘ja’ til invitationen.

BT’s politiske kommentator Joachim B. Olsen, som er tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance, tager over.

- Er det ikke for skørt med den her kebab-diskussion, Pia Kjærsgaard? starter han.

Derfra stjæler halal-kødet, som bliver grillet på et roterende spyd, det meste af rampelyset.

Osman Erogolu når at erkende, at han faktisk holder med Tyrkiet, når de spiller fodboldlandskamp mod Danmark.

Men ude på tribunen handler det om Pia Kjærsgaard. Mange af Vatanspors fans klapper og hujer, da de ser DF’eren. De tager selfies med hende, en mand hiver en kebab ud af jakkelommen og spørger, om hun vil smage, mens nogle står og flager med tyrkiske flag.

10 meter derfra står Joachim B. Olsen og smiler.

Er det her en vindersag for Pia Kjærsgaard, spørger jeg ham.

DF ligger et sted, hvor det er nok, hvis bare 5-6 procent af danskerne tænker, at hun rammer den her lige i røven, siger han.

Midtvejs inde i anden halvleg forlader stifteren af Dansk Folkeparti Ceres Park. Hun skal nå en færge hjem. Det samme gør de fleste journalister. Om de lægger mærke til, at Vatanspor taber 8-0 til AGF, ved jeg ikke.