Musik: - Hvordan skal vi gå i gang med interviewet, når Peter Mors ikke er kommet? Det er ham, der har alle pointerne. Ham, der er så markant i sine holdninger. Han er vores orakel, siger Michael Falch og slår smilende ud med armene.

Han, Dia Nielsen, Pete Repete og Christian ”Kedde” Arendt sidder i en rundkreds med grønne plastikstole backstage i Den Fynske Landsby i Odense, hvor Malurt skal give gruppens tredjesidste officielle koncert på en turné, der på grund af corona har strakt sig fra januar 2020 til september 2022.

Trommeslager Peter Mors er ikke dukket op, fordi hans flyafgang fra Bornholm til Kastrup blev forsinket. Derfor nåede Malurt heller ikke at lave lydprøve som planlagt. Nu er det i stedet Love Shop, som er i gang med at fintune instrumenterne på scenen bag os.

Efter flere end 20 koncerter i løbet af sommeren er det heller ikke bidende nødvendigt for bandet at lave lydprøve. De ved, at alt efterhånden sidder lige i skabet.

- Jeg vil vove at påstå, at Malurt spiller bedre end nogensinde. Mere punket. Mere hårdt og skarpt. Med mere ånd, siger guitarist Christian ”Kedde” Arendt iført Lou Reed-T-shirt.

Det er fem år siden, at Michael Falch, efter at de fem gamle Malurt-folk havde været sammen til koncert i Parken med The Rolling Stones, sendte en sms til de fire musikere, som indspillede albummet ”Black-out” i 1982. Han ville stikke en finger i jorden angående en sidste endegyldig genforening.

En længere genforening end de fem koncerter bandet i en lidt anden konstellation gav i 2005 i anledning af 25-året for udgivelsen af ”Kold Krig”.

- Det er den længste sms, jeg nogensinde har fået. Det var en meget lang føler, hvor Michael præsenterede idéen om at samle Malurt for sidste gang. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt det var en god idé. Konstellationen med Falch, Mors, Dia, Kette og jeg har ikke spillet sammen i 35 år, siger keyboardspiller Pete Repete.

Men i dag knap fem år senere konstaterer han, at idéen om at gøre et sidste comeback var god.

- Jeg har aldrig set Michael gladere end under denne turné. Jeg har aldrig hørt ham synge bedre, og bandet har aldrig spillet strammere. Selvfølgelig var der en del rust, der skulle bankes af i starten, men da brikkerne først faldt på plads, overgik vi vores egne forventninger. Så godt spillede vi fandeme aldrig i 80’erne, siger Pete Repete.

To af de vitale brikker hedder ro og tro.

- Da vi først kom i gang, hvilede vi i os selv. Siden den første koncert på Store Vega har vi haft troen på, at vi leverer koncerter med en rocket energi, få danske bands kan matche. Viljen og gejsten lyser ud af os, og jeg plejer at sige, at Malurt er som et rumskib, der lander på scenen. Jeg kan godt høre, det lyder storladent, men det er sidste udkald, hvis jeg skal blære mig, siger Pete Repete og ler, mens Love Shop spiller Pink Floyd-toner i baggrunden.

Det er første gang, Love Shop og Malurt står på samme scene. Det er en gammel drøm, som går i opfyldelse på falderebet.

- Jens Unmack har fulgt Malurt siden begyndelsen af 1980’erne, og vi kan huske, hvordan han stod nede ved scenekanten og betragtede os for 40 år siden. Da han optrådte i København med sit punkband, Næste Uges TV, tog jeg ud og hørte dem. Det etablerede en relation mellem os. Derfor er det perfekt, at Love Shop og Malurt når at dele scene, inden det er for sent, siger Michael Falch.

Det er tydeligt, at forsanger Michael Falch og keyboardspilleren Pete Repete taler mere end bassisten Dia Nielsen og guitaristen Christian Arendt. De sidstnævnte vejer deres ord med omhu. Grublere kan man næsten kalde dem.

- Da vi mødtes i øvelokalet for fire år siden, havde Peter Mors og jeg ikke rørt vores instrumenter i 15 år. Jeg frygtede, hvor det ville ende med en rytmegruppe ude af kurs. Men vi kastede os ud i det med troen på, at vi i fællesskab ville gøre hinanden stærkere. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at vi ville nå dette niveau, siger Dia Nielsen.

Kaptajnen Michael Falch delte de samme bekymringer. Da Malurt mødtes i øvelokalet i begyndelsen af 2019, kom han lige fra turné med Lars og Troels Skjærbæk, Christoffer Møller og Peter Dombernowsky.

- Jeg gik fra et af de bedste livebands i landet til et band, hvor denne konstellation af medlemmer ikke har optrådt sammen siden 1984. Jeg frygtede, at det ville ende som en ynkelig omgang romantisk nostalgi. Det sørgelige scenarie lå som en mulighed, fordi vi både skulle have styr på gear, grej og ovenikøbet finde ud af, hvad formålet med det hele var, siger Michael Falch.

Dia Nielsen mødte op med en bas, som havde samlet støv under en sofa i 15 år og en øveforstærker, som lød elendigt. Men den hårde hud på fingrene kom hurtigt tilbage.

- At spille bas er åbenbart sammenligneligt med at køre på cykel. Når først man har lært det, sidder det i kroppen. I uroens første timer var det betryggende, at Mors og Dia hang sammen på den Malurt-måde, som udspringer af en særlig kemi. Malurts rytmegruppe er noget af det tungeste i dansk rockhistorie, og det er til tider som at lytte på Neil Youngs Crazy Horse, konstaterer Michael Falch.

Han har også ros til barndomsvennen Christian ”Kedde” Arendt og Pete Repete.

- Jeg har spillet med Kedde, siden han var 12 år, og der er ingen i dette land, der lyder som ham. Hans soloer er fuldstændig fabelagtige. Han er en maniac på niveau med Peter Peter og Lars Top-Galia fra Sort Sol. Den vildskab kan man ikke lære. Det er en form for raffineret råddenskab, som Keith Richards er mesteren for, siger Michael Falch.

Han vender sig mod Pete Repete, som er en af de musikere i Danmark, der har spillet flest koncerter. Først med Malurt, så med Big Fat Snake i tre årtier samt et væld af andre store navne.

- Pete har skærpet sin opmærksomhed og skaber noget nyt hver eneste aften, når han blander new wave og Pink Floyd-agtige klange til noget, der aldrig lyder altmodisch. Jeg står til hver koncert og nyder hans spil … Hold nu kæft, der fik jeg lige talt mig varm med en gang ros, siger Michael Falch og undskylder, at han tog teten.

Dia Nielsen har funderet igen. Han løfter høfligt en finger i vejret, inden han taler.

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor Malurt lyder, som det gør. Jeg tror, det handler om, at vi ikke spiller Malurt sammen. Vi er Malurt sammen.

Jeg hørte gruppens første comebackkoncert på Store Vega i København 27. februar 2020. Ugen efter var jeg med på Magasinet i Odense, og senere på året hørte jeg deres surprise-koncert til NU Festival i Kerteminde. Hvor jeg så en kvinde besvime, da bandet uventet indtog scenen. Det var åbenbart ikke et særsyn.

- Det er faktisk sket mange gange især under de første koncerter. Til vores første hemmelige prøvekoncert på Portalen i Greve var der ni, som besvimede. Koncerten efter var der fire, som kollapsede. Det stilnede dog af efterhånden, siger Christian Arendt.

Michael Falch kan godt forstå, at reaktionerne har været markante.

- Hvis man ikke har hørt Malurt live, siden man var 17 år i 1982, kan jeg sagtens forstå, det kan fremprovokere en voldsom reaktion. At høre sangene fra ens ungdom betyder noget helt særligt for os alle. Måske hænger antallet af besvimede sammen med, at publikum ligesom vi er blevet 40 år ældre. Måske har corona også spillet en rolle, siger Michael Falch og griner.

- Jeg tror ikke, det handler om hverken alder eller corona. Jeg er sikker på, det er rendyrket eufori, de er besvimet af, indskyder Christian Arendt tørt.

Malurts sange kom til verden under Den Kolde Krig, hvilket gav debutalbummet dets titel i 1980. Mange af sangene er dystopiske og emmer af krigsretorik. Første nummer på ”Kold Krig” har titlen ”Kanonføde”, mens tredje sang hedder ”Stormsoldater”.

På albummet ”Vindueskigger” handler den smukke ”Neonsolen” om at sidde på toppen af Rundetårn og se en atombombe forvandle København til aske. En tekst lige så tankevækkende anno 2022 som i 1981.

- Det er vildt, at sangene, som udspringer af en anden virkelighed, skildrer den virkelighed, vi lever i 41 år senere, siger Michael Falch og rejser sig op.

Peter Mors ankommer til klapsalver og krammere.

- Så passede det herren at lande, siger Michael Falch spøgefuldt.

Mens trommeslageren henter en sodavand, griber Pete Repete sangenes aktualitet.

- Det er interessant, at mange af teksterne har ændret karakter, siden vi spillede de første koncerter i begyndelsen af 2020. Siden Rusland invaderede Ukraine, er der pustet nyt liv i mange af vores politiske sange. Det er vildt, at 40 år gamle sange beskriver virkeligheden bedre end de sange, der udgives i dag. Der er ingen, der har skrevet sange om krigen i Ukraine, siger Pete Repete og ryster på hovedet.

Han tilføjer, at det ikke kun er sange om krig, som stadig er yderst relevante. ”CPR” og ”Black-out” berører et dystopisk teknologisk samfund, hvor man lever gennem elektronikken. Hvor man sidder på den anden side af skærmen konstant og venter på svar.

- Det er næsten profetisk, at sange fra begyndelsen af 80’erne kan sætte ord på den afhængighed af mobiltelefoner, mange er ramt af. Dengang kaldte vi det datamaten, men sangen er ufattelig relevant. Derfor føler jeg heller ikke, at vi er tilbageskuende og ude af tid og sted. Michaels tekster står nærmest som et manifest. De kunne i virkeligheden udgives som digte, siger Pete Repete.

Peter Mors er ligesom rumskibet landet. Det er dog ikke rumskibets buldren, der larmer, men torden ude i horisonten. Det får ikke medlemmerne til at frygte regn.

- Det regner aldrig, når Malurt spiller. Eller næsten aldrig … Af vores flere end 30 udendørs koncerter har det blot regnet til to. Det ene af dem var enkelte dryp, mens det høvlede ned i Aalborg, siger Peter Mors.

Han får som de øvrige lov til at forholde sig til, om Malurt har indfriet forhåbningerne.

- Jeg er imponeret over, hvor få og små bøffer vi har lavet undervejs. Det har været bittesmå hamburgere, siger Peter Mors.

Latteren i rundkredsen indikerer, at der er tale om en fælles reference, jeg ikke er bekendt med.

- Den med burgerne stammer fra en koncertanmeldelse af The Rolling Stones på Nya Ullevi i Gøteborg, hvor Torben Bille skrev, at Charlie Watts lavede så mange bøffer, at han mageligt kunne åbne en burgerkæde, siger Peter Mors.

Hverken han eller de øvrige fire bandmedlemmer tør fremhæve en enkelt af koncerterne som et højdepunkt. Men de vil godt nævne nogle af de aftener, som fik blodet til at strømme ekstra hurtigt.

- Den allerførste koncert i Store Vega er oplagt at nævne. Koncerten i KB Hallen, hvor vi optog albummet, var også vanvittig. Den sitren har jeg aldrig mærket magen til. Bundniveauet har været højt, så der har kun været gode og virkelig gode koncerter, siger Michael Falch.

Christian ”Kedde” Arendt giver altid procenter efter koncerterne. Mellem 0 og 100. Han har endnu ikke givet 100. Men til gengæld sjældent under 90.

- Jeg har givet 98 flere gange. Men det er tæt på umuligt at give 100, hvis man selv har begået en lille fejl. Så bliver den samlede bedømmelse påvirket af småting, som publikum sikkert ikke bemærker, siger Christian ”Kedde” Arendt.

I gamle dage kunne Michael Falch næsten dø af skam over egne fejl. Sådan er det ikke længere.

- Jeg hørte Neil Young i Falkoner Salen i 2008, hvor han lavede mindst 17 fejl. Det tog lidt af presset efterfølgende, konstaterer Michael Falch.

Dia Nielsen har igen summet.

- Det betyder ikke noget med nogle småfejl, hvis bare det virker. Kunsten er ikke at dvæle ved fejlen.

- Man kan også bare spille fejlen to gange i streg. Så er det ikke længere en fejl, indskyder Pete Repete.

På vej rundt i landet har medlemmerne lyttet til optagelserne fra KB Hallen, som netop et udsendt på vinyl.

De er forbløffede over, hvor meget bedre Malurt spiller end på live-optagelser fra 80’erne.

- I 80’erne var flere af os i forskellig grad påvirket, når vi gik på scenen. Vi ville også alle sammen høres. Hele tiden. Men det nytter ikke noget at møge løs. Hvis ikke man giver hinanden plads, ender det som mudder. Til trods for, at vi spiller markant mere punket i dag, er der større balance i lydbilledet. Mere karakter. Det er det, vi har arbejdet hele livet på at nå frem til, siger Michael Falch.

For hans vedkommende synger han med en anden kraft i dag som 65-årig end som 25-årig. Det virker urealistisk. Men det er sandt.

- Jeg økonomiserede ikke med mine kræfter dengang og blev enormt forpustet. Det var alt eller intet, hvilket sikkert har sin charme. Men det understreger, at jeg ikke kendte mine begrænsninger. I dag træner jeg langt mere, sover om natten i stedet for at gå på diskotek eller ryge mig hæs på et værtshus. Desuden varmer jeg min stemme op med meditation halvanden time inden koncerterne. Det hele kommer musikken til gode, siger Michael Falch.

Men hvorfor sætte et punktum, når Malurt har nået alpetoppen, som Shu-bi-dua sang.

- Da vi samlede bandet i 2019, var aftalen at tage på en enkelt turné i 2020. At den endte med at strække sig over næsten tre år, havde ingen regnet med, siger Michael Falch.

De fem medlemmer lægger ikke skjul på, at jo tættere de kommer på den sidste koncert, jo mere ondt gør det. Det ændrer bare ikke på, at det slutter nu.

Faktisk er det slut, når disse linjer læses.

- Vi har understreget siden 2019, at det var sidste chance for at opleve Malurt. Der er mange musikere, som har sagt, de var på afskedsturné og derefter lige skulle have en tur mere i manegen. Der har været noget stærkt i at vide, at vi skulle accentuere nuet. Desuden behøver man vel ikke altid presse alle citroner til sidste dråbe her i livet, siger Michael Falch.

Det er et parti fuld af selvtillid, der lørdag mødtes i Tivoli Hotel & Congress Center i København. Egentlig skulle De Konservatives landsråd have været over to dage med stor fest lørdag aften, men på grund af valgkampen valgte partiet at forkorte det landsråd, som både skulle markere, at det den 10. september 2022 er præcis 40 år siden, at Poul Schlüter havde første arbejdsdag som konservativ statsminister i 1982, og at partiet igen har en erklæret kandidat til statsministerposten i Søren Pape Poulsen.

For det er nemlig godt en måned siden, at De Konservatives nuværende formand, Søren Pape Poulsen, efter længere tid hemmelighedskræmmeri lancerede sit statsministerkandidatur, og siden har den tidligere borgmester i Viborg befundet sig i en politisk orkan.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, ridser i denne analyse Søren Pape Poulsens tre største problemer op:

Solceller: Visti Ernstsen har solceller på taget af sit sommerhus i Skovgårde på Djursland. Men de vækker ikke samme glæde i dag, som de gjorde, da han anskaffede dem for 15 år siden.

- Jeg synes ikke, vi bliver behandlet ordentligt, siger den 71-årige pensionerede Visti Ernstsen, der bor i sommerhuset året rundt med sin kone Dorris.

Det kostede ægteparret 150.000 kroner at smække solceller på taget, og dengang kunne Visti og Dorris Ernstsen se frem til at producere strøm og modregne med deres årlige forbrug. En rentabel ordning, der kunne sætte gang i danskernes lyst til at smide penge efter grøn energi.

I 2012 besluttede Folketinget desuden at frede de dengang 85.000 solcelleejere, så de kunne afregne el på samme vis frem til 2032. Men siden da er reglerne lavet om. Solcelleejerne er heller ikke længere fredede.

- De lover og lover, men laver helt om på det. Det er ikke nemt at tilrettelægge et langt liv, for dét, de lover én, laver de om, siger Visti Ernstsen og tilføjer:

- Vi har prøvet at være grønne, men nu bliver vi trådt på.

I 2018 besluttede Energistyrelsen, at alle elforbrugere skulle overgå til såkaldt flexafregning, hvor strømmen bliver afregnet time for time. Den nye ordning blev sat i værk på baggrund af en beslutning, der blev truffet af et bredt flertal i Folketinget i 2013.

Ordningen betyder, at salgsprisen på strøm bestemmes af spotprisen på el, og at solcelleejere får penge for overskydende el, der bliver solgt til vores fælles elnet. Når ejerne køber strøm via elnettet - for eksempel når solen ikke skinner - køber de den tilbage for den pris, de har aftalt med deres elselskab. Ligesom alle os andre.

Ifølge Energistyrelsen koster flexordningen, der skulle være fuldt udrullet i slutningen af 2020, hver solcelleejer mellem 200 og 500 kroner mere om året - primært på grund af øgede momsudgifter på indkøb af selve energien.

I 2018 skrev Ingeniøren, at flexordningen samlet set ville give private solcelleejere en meromkostning på mellem 17 og 42,5 millioner kroner.

Metoden vurderes af Energistyrelsen til at give en økonomisk fordel for den enkelte elforbruger. Men altså ikke for dem med solceller.

De ændrede regler giver ikke mening i Visti Ernstsens hoved. Særligt ikke nu, hvor elpriserne er historisk høje.

- Vi leverer overskudsstrøm til staten og får nærmest ingenting for den. Når det bliver aften, og vi skal have varme og bruge strøm til vores varmepumpe, skal vi købe el til den høje pris, siger han og tilføjer:

- Vi købte også solceller for ikke at belaste det danske samfund, og vi vil gerne være CO2-neutrale. Jeg kan ikke se, det er rimeligt, at det kun skal gå én vej i et samfund.

Kim Ruberg, som er formand for den uafhængige organisation Balance Danmark, der kæmper for et Danmark i bedre balance, er ikke i tvivl om, at grøn energi skal give mening for de lokale, så de får fornemmelsen af ejerskab.

- Der er jo ikke nogen mennesker, der ønsker sig en stor vindmølle eller solcellepaneler i deres have. Hvis det er befolkningen, der skal drive udviklingen, er det nødvendigt, at de mennesker får noget ud af det, siger han og tilføjer:

- Der skal laves systemer, så det både økonomisk og naturmæssigt er fornuftigt og attraktivt at investere i grønne løsninger som jordvarme, solceller og vindmøller.

Kim Ruberg henviser til den tidligere afregningsmetode, der ifølge ham var et eksempel på en ordning, der virkede.

- Vi har allerede løsningen; dengang man tillod borgerne at lave modregning i deres almindelige indkøb af energi i forhold til dét, de selv producerede.

Visti Ernstsen undersøger lige nu mulighederne for at koble et batteri til sit solcelleanlæg. På den måde kan han gemme strøm, han ikke bruger øjeblikkeligt, til senere.

- Men er det rimeligt, at staten skal tvinge mig som pensionist til at købe et batteri til 15.000 kroner, fordi de laver reglerne om? spørger han.

Til spørgsmålet om hvorvidt han overvejer, om det fortsat er værd at have solceller, siger han, at han ville være dum, hvis han sagde ja.

- Nu har vi lavet investeringen. Men man snakker om retfærdighed i Danmark. Og jeg ved godt, man ikke kan lave millimeterretfærdighed, men man kan da have sund fornuft, siger han.

Det har ikke været muligt at få fat på Energistyrelsen inden deadline.

Bog: Henrik Ørholst har to spørgsmål til folk omkring 50 år, der får begyndende sved på panden ved tanken om, hvad resten af arbejdslivet skal bruges til.

- Gider du virkelig et fuldtidsarbejde i resten af din karriere? Og er der noget, du er rigtig god til, og som du kan udnytte resten af din karriere?

Selv er han 61 år og er kommet på den anden side af de bekymringer, der særligt begynder at ramme de 50-55-årige, som ofte har fuldstændigt styr på privatøkonomien, men oplever, at interessen fra arbejdsmarkedet - og headhunterne - svækkes.

Henrik Ørholst valgte som 49-årig at gå på deltid i jobbet som marketingchef i konsulenthuset PA Consulting Group. I dag har han en vifte af jobs, lige fra erhvervskommentator på TV 2/News til boganmelder i Børsen og censor på en stribe videregående uddannelser.

- Jeg valgte et kludetæppe af forskellige aktiviteter. Når man har mange jern i ilden, så er der altid mindst ét af dem, der er varmt. Der er altid noget at lave, siger Henrik Ørholst.

Nu har han også skrevet en bog om karriereplanlægning - ikke pensionsplanlægning - for folk i aldersgruppen 50-65 år. I forordet tilføjer han, at målgruppen i højere grad er ”kontormus” - lige fra DJØF’eren til lægen - end det er faglærte håndværkere.

- Seniorkarriere har der ikke været skrevet meget om, konstaterer Henrik Ørholst, som i sidste uge kunne hente de første eksemplarer af sin bog, ”Fremtiden er din”, på forlaget.

Anledningen er et fænomen, han har lagt mærke til i den målgruppe, han skriver til.

- Hos folk i 50'erne ligger det hele tiden lige under overfladen: Hvad skal vi lave resten af livet? Skal vi blive ved med at arbejde så hårdt? Og samtidig har man en angst - og det er angst, vi taler om - for at være i 50'erne og blive fyret. Det fylder rigtigt meget hos midaldrende, at man er bange for at miste jobbet, og at man så har svært ved at komme videre på arbejdsmarkedet, siger Henrik Ørholst.

Tror du, at mange i 50'erne lader som om, at de er glade for deres job og bliver hængende, fordi det er det sikreste?

- Ja. De bliver hængende i noget, som de egentlig synes er ret kedeligt. Det er en trist måde at henslæbe så stor en del af livet på, siger Henrik Ørholst.

I bogen interviewer han en række danskere, der på forskellig vis har foretaget et markant sporskifte sent i karrieren. En af dem er den bankuddannede Lene Groth, der pludseligt indså, at hun dybest set ikke brød sig om bankverdenen.

- Man kan ikke gå på arbejde og lade, som om man elsker sit job, og ikke gøre det. Det er umuligt at være en anden i otte timer om dagen, siger hun i bogen.

Efter 17 år i banken sagde hun op, tog en tænkepause og søgte mere end 100 forskellige jobs, inden hun blev ansat af Ikea. Her blev hun på få år forfremmet til næstkommanderende personaledirektør i en organisation med 140.000 ansatte. Siden ventede flere sporskifter til Coop og Stark Group, hvor hun i dag er HR-direktør.

Henrik Ørholst mener, at karrierebekymrede mennesker med seniorstatus skal parkere angsten og tage stilling til, hvad de vil.

- Det gælder som i alle mulige andre sammenhænge: Man kan tænke, at det er ad helvede til og være bange hele livet. Eller man kan tage fat i problemet og gøre noget ved det med det samme, siger forfatteren.

I bogen nævner han Kim Schaumann, der efter 33 år med journalistik og kommunikation blev optaget som lokomotivførerelev hos DSB. Det skete i en alder af 58 år, og et år senere kunne han lægge billeder på Facebook med udsigten fra et førerhus med en bestået eksamen.

Eller revisoren Erik Galst, der efter 32 år på revisionskontor blev selvstændig bager på Østerbro i København.

Henrik Ørholsts yndlingseksempel er headhunteren Charlotte Svane, der som 56-årige droppede karrieren i rekrutteringsbranchen for at forfølge en gammel drøm om at blive stewardesse. I dag arbejder hun for Cityjet, der blandt andet flyver for SAS.

- Det er rimeligt at sejt, at man gør noget helt andet som 56-årig, nemlig at arbejde med rejser og service og hælde kaffe op til passagererne i et fly, siger Henrik Ørholst.

Men sporskiftet kan komme med en pris - bogstaveligt talt. Stewardessen lægger ikke skjul på, at lønnen er væsentligt ringere højt oppe i skyerne end i hendes gamle job.

Det fører Henrik Ørholst videre til sin næste pointe til folk i 50’erne, der grundigt skal overveje deres økonomi.

- Der er rigtigt mange, der går på arbejde, fordi de er tvunget til at tjene penge til at dække deres meget høje faste udgifter. De må bide i det sure æble for at holde sammen på det hele. Det er lidt trist. Det lyder måske arrogant, men budskabet er, at man skal skrue ned for sit forbrug og leve under evne. Hvis man ikke bruger hele sin løn hver måned, så får man noget frihed, som er afgørende for et godt seniorliv, siger Henrik Ørholst.

Han peger på, at der er mange andre muligheder end et klassisk 8-16-job. Den erfaring, seniorerne har med sig, kan sættes i spil i alt fra bestyrelsesarbejde til undervisning. Med den slags jobs er der ikke behov for egentlig pensionering.

- Jeg synes, at man skal have en langsom udflyvning fra arbejdsmarkedet, og den kan i princippet godt vare i 30 år. Fra du er 50 til du fylder 80. Arbejdsmarkedet bliver mere og mere gråt, og selvom folk går på pension, så er der mange, der arbejder med et eller andet, siger Henrik Ørholst.

Han tilføjer, at virkeligheden selvfølgelig er anderledes for dem, der er reelt nedslidte efter et langt arbejdsliv.

Bog: "Fremtiden er din"
Akademisk Forlag
200 sider, 300 kroner.
Er udkommet.