Varmecheck: Det er ikke kun danskere med tårnhøje energiregninger, som har modtaget regeringens varmecheck, der blev udbetalt i august.

Pengene er tiltænkt husstande, der har oplevet massive prisstigninger på varmekilder som gasfyr eller varmepumper - men den seneste tid er det kommet frem, at den skattefri varmecheck på 6.000 kroner i flere tilfælde er landet i de forkerte hænder.

DR kunne i sidste uge berette, at staten har udbetalt penge til boligejere, som for længst har skrottet gasfyret, fordi boligejerne ikke selv har registreret det i Bygnings- og Boligregistret (BBR), som de har pligt til.

- Jeg synes, det er forkert. Det var da bedre at give pengene til nogen, som har brug for dem, siger Ernst Nielsen til DR, der fik pengene udbetalt, selvom han skilte sig af med gasfyret for halvandet år siden til fordel for billigere fjernvarme.

Ifølge Energistyrelsen, der udbetaler pengene, har man kigget på, hvilken varmekilde en bolig har haft ved årsskiftet.

Har man sidenhen skiftet varmekilde, er man flyttet, eller tjener man over indkomstgrænsen på 650.000 kroner, ændrer det ikke på, om man er berettiget til varmechecken eller ej.

Problemerne med BBR-registret har også skabt problemer med udbetalingerne på en villavej mellem Horsens og Hatting. Ifølge TV2 og TV2 Syd kan 32 ud af 51 adresser på vejen potentielt have fået udbetalt varmechecken uberettiget.

Husstandene er efter loven ikke forpligtet til at betale pengene tilbage, fordi beløbet ikke overstiger 6.000 kroner.

Det er Koldings borgmester Knud Erik Langhoff (K) heller ikke. Ifølge Ekstra Bladet har borgmesteren også fået ekstra penge ind på kontoen.

- Det er korrekt, at vi har fået varmehjælp i vores husstand. Og jeg ved ikke hvorfor. Vi har aldrig haft naturgas og har ikke haft gasfyr på noget tidspunkt i de 40 år, vi har boet her, siger han til Ekstra Bladet.

Omkring 100 unge og voksne fra flere af Den Sociale Udviklingsfonds botilbud har også fået en varmecheck - pengene er blevet brugt på tøj, spil, hash og amfetamin.

- Når de får nogle ekstra penge mellem hænderne midt på måneden, så er deres kontanthjælp væk. Så for mange har det været en fin anledning til at få fat i nogle stoffer i en fart, udtaler fondens direktør, Michael Hansen, til Ekstra Bladet.

Ifølge direktøren er ingen af beboerne på botilbuddene berettiget til en varmecheck.

Også den mangeårige topchef for transportfirmaet DSV Leif Tullberg har ifølge Ekstra Bladet modtaget 6.000 kroner.

Leif Tullberg, der i dag er gået på pension, er fortsat direktør for - og eneejer af - et investeringsselskab med en egenkapital på 26,2 millioner kroner. Varmechecken falder i hans tilfælde derfor ikke ligefrem et tørt sted.

- Jeg er nødt til at sige, at man kraftedeme må tænke sig om, før man sætter sådan noget her i gang. Det er fuldstændig latterligt at se, hvad det har afstedkommet, siger Leif Tullberg, der bekender sig som politisk Venstre-mand, til Ekstra Bladet.

I et tweet skriver direktøren, at den eneste gas, han benytter sig af, er Kosan-gas til grillen. Et foto viser overførslen af varmechecken til Leif Tullbergs "private banking totalkonto", der er forbeholdt de rigeste bankkunder.

Ifølge BT har medlem af De Konservative Katarina Ammitzbøll indkaldt klima-, energi-, og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i samråd, efter at det er kommet frem, at varmechecken til nødlidende danskere i flere tilfælde har ramt skævt.

Socialdemokratiet har åbnet for et "kritisk eftersyn" af udbetalingerne. Det fortæller Dan Jørgensen (S) tirsdag til TV2.

- Vi synes, det er godt at få et overblik over det, og det er det, jeg har bedt min styrelse om at undersøge nu, siger han til mediet.

I alt har godt 400.000 husstande landet over fået udbetalt en varmecheck. Det svarer til 2,4 milliarder kroner.

Siger man til Pernille Vermund, at der måske kunne være nogle vælgere, der gerne vil vide hvilken statsminister, de får, hvis man sætter en stemme på Nye Borgerlige (det har jeg gjort), får man svaret:

- Hvis det er vigtigt for dem, må de stemme på nogle andre end os.

Moderaternes Lars Løkke Rasmussen siger det samme (med lidt andre ord, sidst sagde han det i et interview på TV 2 News).

Radikale vil heller ikke sige noget om, hvilken statsministerkandidat, de foretrækker. Det kan godt være Mette Frederiksen, som de paradoksalt nok vil vælte lige om lidt, men Radikale ønsker mest af alt, at andre kandidater vil bejle til deres mandater. Det siger de i hvert fald.

DF og LA lusker også ind i busken, gemmer sig og vil knap nok sige kuk-kuk, hvis en vælger skulle finde på at sige, at det faktisk har en vis betydning, om et parti kigger i retning af Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen.

Endnu længere inde i busken sidder så Inger Støjberg, der dog kan strække sig til at sige, at det er afgørende for hende, om hun kan stole på en kommende statsminister. Spørger man hende så, om hun virkelig er nået så langt i sin bearbejdning af fortiden, at hun ville kunne stole på en Ellemann, der sparkede hende væk fra næstformandsposten i Venstre, før hun havde nået at sætte sig ordentligt i den og derefter sendte hende i Rigsretten med argumenter, som hun absolut intet til overs for havde, får man heller ikke så meget som et kuk-kuk. Højst noget forblommet tale (i bl.a. Radio 4-programmet og Avisen Danmark-podcasten "Det blå hjørne") om, at man kan byde hende på Coca-Cola Zero og muligvis slesk tale, hvis man vil hende noget.

Man kan dog roligt regne med, at SF og Enhedslisten vil pege på Mette Frederiksen (EL flirter med at gøre sig besværlige, men hvor skal de gå hen?) - hvilket i henhold til den nyeste meningsmåling (fra Voxmeter) vil sige, at 27 af Folketingets kommende 189 mandater er nogenlunde til at regne ud.

Kandidatmakkerparret i blå blok, Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen, lukker også ned, når der endelig kommer noget på banen, som kan sætte vælgerne i stand til at regne ud, om deres stemme vil komme til at pege i den ene, anden eller tredje retning. Og man behøver ikke engang spørge en politisk kommentator eller analytiker om, hvad det det handler om.

Politikerne siger det simpelthen selv. Her Pernille Vermund i et interview med Avisen Danmark som svar på et spørgsmål om, hvordan de to blå kandidater har reageret, når hun har præsenteret dem for sine tre ufravigelige krav:

"Jeg tror, de har en interesse i først at melde klart ud efter valget. Jeg forestiller mig, at de op til valget begge vil sige, at det skal vi nok få løst og så først fortæller efter valget, hvordan vi løser det. De vil jo holde kortene tæt ind til kroppen i forhold til hinanden om hvilke løfter, de har givet til Nye Borgerlige, LA osv."

V og K's reaktion på interviewet med Vermund var kun en bekræftelse af de sagte ord.

Aldrig har dansk politik været spillet med så lukkede kort. Vælgerne får først at vide, hvad de kan forvente, når de selv har været i stemmeboksen, trukket forhænget for og vist deres kort til politikerne.

Politikerne udlægger det som ydmyghed: Vælgerne bestemmer alt.

Virkeligheden er bare, at når ingen vil sige, hvordan de vil bruge vælgernes dom, har vælgerne ikke en chance for at vide, hvad det egentlig er for en konsekvens, deres dom vil have. Intet bliver afsløret, før vælgerne har afsløret sig selv.

Det er paradoksalt nok situationen i en valgkamp, som i den grad kommer til at handler om hvilken personlighed, der sidder i Statsministeriet lige nu, og hvilke fejl og skandaler landet kan blive kastet ud, hvis den personlighed har tendens til at læne lige lovligt mod det handlekraftige.

Lige her er der faktisk ét åbent kort i valgkampen: Alle har tilsyneladende en interesse i, at valget handler om:

Mette Frederiksen eller noget andet.

Det er ikke nødvendigvis til Mette Frederiksens fordel.

Drukkultur: Mens gymnasieeleverne har deres første uger og derfor også deres første intro- og "putte"-fester, viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse et billede af en alkoholkultur fyldt med pres, druk i for store mængder og et massivt ønske om en ændring blandt de unge.

Rapporten, som er udarbejdet i samarbejde med TrygFondens Fuld af Liv-indsats, og som har adspurgt 1015 unge, viser en verden, hvor 59 procent af alle unge i alderen 15-25, har oplevet, at deres venner har presset dem til at drikke mere, end de havde lyst til.

- Det er ærgerligt, at så mange unge oplever et pres for at drikke mere, end de har lyst til. Det peger på, at der er behov for at skabe en mere rummelig alkohol- og festkultur, hvor der ikke bliver set skævt til en, hvis man takker nej til alkohol, fortæller Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.

I disse dage har man kunnet læse et utal af historier om "putte"-fester i Dyrehaven og unge, som havde behov for samarit-hjælp, men den nye rapport viser, at de danske unge, selv har et kæmpe ønske om en kulturændring.

Faktisk ønsker 88 procent af undersøgelsens adspurgte en ungekultur, hvor et nej tak til alkohol bliver accepteret af alle.

Til trods for det kommer drukpresset frem, så snart weekendens byture går i gang. Og selv om noget af presset kommer fra venner, så kommer en del af det også fra dem selv.

En del føler nemlig et indirekte pres i form af forventninger til sig selv eller fra omgivelserne. Hver fjerde ung har prøvet at drikke mere alkohol, end de har lyst til, fordi de oplever, at der er en generel forventning om, at man skal drikke i sociale sammenhænge, viser undersøgelsen.

Derfor skal opgaven med at skabe en ny kultur heller ikke efterlades på de unges skuldre alene, lyder det fra Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

- Det skal ikke alene være de unges ansvar at skabe en sundere alkoholkultur. Der er behov for nogle rammer, der gør op med den dominerende kultur, som vi har her i Danmark. En 18-års aldersgrænse ville være et effektivt værktøj, siger han.

Tallene fra rapporten er ikke i sig selv overraskende, fortæller lektor og forsker i unges drukkultur ved Københavns Universitet Jakob Demant, som dog slår fast, at der alligevel er noget nyt i dem.

Nemlig at de unge, som begår sig i alkoholkulturen, selv kan genkende presset.

- Det er ikke noget nyt, at så mange oplever et socialt pres til at drikke. Det er i stor grad pres, som fastholder den her alkoholkultur. Det nye er, at så mange kan svare positivt på, at de ser presset. Man har ikke kunne tale om det før, for det har jo været normen. Det er glædeligt, at dem, der står inde i selve alkoholkulturen, nu er i stand til at italesætte det, siger lektoren.

- Der er dog en forskel på, at svare på en survey og så rent faktisk diskutere det med sine venner. Men det er i den kognitive bevidsthed nu i hvert fald, siger Jakob Demant.

Til gengæld lægger lektoren ikke meget vægt på det faktum, at 88 procent svarer, at de ønsker et brud med netop denne kultur.

- Det er et spørgsmål, det er svært ikke at svare positivt på. At svare nej til det er ligesom at sige, at du ikke respekterer andre menneskers frie vilje. Det er ikke et tungt spørgsmål, men det indikerer en lyst til, at folk selv skal kunne bestemme, hvilket jo er godt.

I forbindelse med gymnasiernes start i begyndelsen af august sendte Sundhedsstyrelsen sammen med de to store gymnasiale organisationer en opfordring om en ændring i alkoholpolitikken ud til samtlige danske ungdomsuddannelser.

- Det kan få afgørende betydning, hvis vi allerede fra starten kan få grundlagt nye måder at være sammen på, hvor alkohol ikke er det afgørende samlingspunkt, fortalte Niels Sandø, chef i Sundhedsstyrelsens enhed for forebyggelse og ulighed, på det tidspunkt til Avisen Danmark.

Sundhedsstyrelsen sendte sammen med opfordringen nogle råd til, hvordan gymnasierne kunne hjælpe alkoholkulturen på rette spor. Det handlede blandt andet om undervisning om de negative effekter, udbygning af alkoholpolitikker i samarbejde med eleverne og et forslag om en karensperiode for begivenheder med alkohol for de nye elever.

Forslagene om undervisning og alkoholpolitikker blev dengang taget godt imod af Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings forperson Madeleine Steenberg Williams, som i samme omdrejning kritiserede et totalforbud mod alkohol til festerne.

- Vores frygt er, at der netop i starten af året er "puttefesterne", hvor alkohol er et centralt element. Og vi frygter, at sådan et forbud ikke vil stoppe de unge fra at drikke. De vil i stedet drikke i utrygge rammer frem for på gymnasiet. Det er bedre at kunne drikke et sikkert sted. Et forbud er simpelthen ikke vejen frem, fortalte hun dengang.

HELSINGØR: Simon Spies har i fysisk forstand været væk siden 1984, men han formår alligevel at være på manges læber i disse dage.

Det skyldes, at hans notoriske forkærlighed for piger nok en gang er kommet i offentlighedens søgelys som følge af af DR-dokumentaren ”Simon Spies og Morgenbolledamerne”. Debatten, der handler om, hvorvidt Helsingør skal blive ved med at have en plads i byrummet opkaldt efter rejsekongen, er derfor aktuel.

Tarek Hleihel (35)

Tarek Hleihel er 35 år og bosat her i Helsingør. Han sidder med et par gode venner ved et bord på pladsen uden for Lagoni Kaffebar, hvor de ofte mødes til en sludder for en sladder.

Tarek mener, at det er udtryk for hykleri, når folk pludselig vender sig forarget mod Simon Spies, fordi der lander en ny dokumentar på streamingtjenesterne.

- Ja, dokumentaren tilføjer nye nuancer til historien, men selve kernen – at Simon havde de såkaldte ”morgenbolledamer” – er jo ikke en chokerende ny oplysning. Pladsen har båret Spies’ navn siden 1993, og det har i alle de år været kendt stof, at Spies havde det forhold til kvinder, som han havde, siger Tarek.

- Det er derfor lidt hyklerisk, at vi først dømmer ham, når det er ”oppe i tiden”.

- Jeg har fuld respekt for kvinder og deres rettigheder. Det er ikke der, min pointe ligger. Det, jeg vil frem til, er, at nu, hvor Simon Spies er død, og derfor ikke kan forsvare sig selv, fordømmer vi ham og hans handlinger. Hvorfor sagde vi ikke noget, dengang han var her, spørger han.

Cecilie Matzen (24) og Caroline Magius (25)

Tarek og de to andre mænd er ikke de eneste venner, der besøger Simon Spies Plads i dag. Et andet sted på pladsen sidder to veninder, Cecilie og Caroline, der også har bemærket, at den mand, der lægger navn til fliserne under deres fødder, har fået en hel del fornyet opmærksomhed.

- Ja, det er en svær situation. Jeg så de to første afsnit af serien i går. Så nu associerer man navnet med, at han har gjort alle de her ting. Og derfor er det lidt svært at spørge sine venner, om man skal mødes på Simon Spies Plads uden at få det underligt. Jeg tror, det føles så mærkeligt lige nu, fordi det er så friskt i hukommelsen på grund af dokumentaren, forklarer Cecilie Matzen.

Caroline tager ordet.

- Jeg kalder faktisk oftere pladsen for Svingelport end for Simon Spies Plads. Det har min familie altid gjort. Det hed den også i gamle dage. Så hvis den skulle skifte navn, synes jeg, den skulle skifte tilbage til at hedde Svingelport, siger hun.

- Men altså, jeg synes, at det er svært at svare på. Han har jo gjort en masse store ting, men han er ikke som sådan ’værdig’, når der også er så meget negativt, der klæber sig til hans navn, siger hun.

Thomas Outzen (23)

Thomas Outzen står med en taske over skulderen og venter på sin kæreste, der er inde i kaffebaren, inden de om lidt skal med toget videre. De er kun på besøg, og er til daglig bosat i Sønderjylland. Han går alligevel med på at dele sit syn på sagen, der i disse dage skiller vandene, da det er en principiel sag, der vedrører alle.

- Det er jo lidt samme diskussion, som den med de historisk belastede statuer i USA, som folk river ned og sådan noget. Bør de være der? Burde de fjernes? I min optik er både statuerne og Simon Spies en del af historien. Altså, det er jo ikke i orden. Det er det på ingen måde. Det kan vi nok alle sammen være enige om. Men i stedet for at viske ham ud, kunne man også gribe det anderledes an. Tilføje noget mere viden om, hvad han har gjort, her på selve pladsen. På et skilt ved siden af pladsens navn for eksempel, siger han.

- Ellers, så gør du jo bare ligesom nazisterne, og siger, ”vi brænder alle historiebøgerne”. På den måde kan man sige, at det godt kunne give mening at bevare navnet. Det kunne være en måde at sige, ”det her var faktisk ikke i orden”, siger han.