Prisstigninger: Det bliver ikke billigere at være dansker de kommende måneder.

Vi har i forvejen set store prisstigninger på energi og fødevarer, men også detailbutikkerne kan være med. Dugfriske tal fra Danmarks Statistik viser, at 57 procent af virksomhederne i detailbranchen forventer stigende priser de kommende tre måneder.

Prisstigningerne har dog allerede været til at spotte i det danske butikslandskab.

Ifølge Pricerunner, der sammenligner priser på 2,8 millioner produkter fra knap 9000 butikker i Danmark, har der på trods af sommerudsalg været "markante prisstigninger" på nogle af landets mest populære varer den seneste måned.

Prisen for de 10 mest populære stykker børnetøj er i gennemsnit steget med 63 procent, imens bærbare computere er steget med tæt på en tredjedel af prisen.

- Jeg anbefaler derfor helt klart, at forbrugerne undersøger prishistorikken for produkterne - før de slår til, opfordrer forbrugeranalytiker og kommunikationsansvarlig for Pricerunner Danmark Katrine Barslev.

Et overblik, som Pricerunner har lavet for Avisen Danmark viser, at mindsteprisen for den nyeste Iphone med 128 gigabyte er steget med 450 kroner fra juni til juli. En Sony PlayStation 5 er steget med 1000 kroner.

Udover børnetøj - som er den af de undersøgte varekategorier, der er steget mest den seneste måned - har også priser på makeup og sko taget et nøk opad; gennemsnitligt steg priserne her med henholdsvis 23 og 17 procent.

Detailbranchens forventning til de kommende måneder understreger, at vi endnu ikke har set det sidste til de stigende priser.

- Det er en udvikling, der har været undervejs længe, og den ser ud til at fortsætte omkring det niveau, vi har nu hen over sommeren - og der er bredere prisstigninger på vej, siger økonom i Arbejdernes Landsbank Lisette Rosenbeck Christensen.

Hun forklarer, at de høje prisstigninger på energi, råvarer og fragt, som begyndte ved genåbningen efter coronapandemien og siden er blevet voldsomt forstærket efter Ruslands invasion af Ukraine, har bredt sig som ringe i vandet.

Derfor har vi på det seneste set prisstigninger på mange forskellige varegrupper.

- Når virksomhederne først oplever, at deres omkostninger stiger, sender de det videre til forbrugerne, siger Lisette Rosenbeck Christensen.

Det samme billede ser man hos Dansk Erhverv. Det fortæller seniorøkonom Kristian Skriver.

- Hidtil har det især været stigninger på energi, der har drevet inflationen, men nu ser vi, at det er på tværs af kategorier. Der er et enormt stort underliggende prispres, og det har sendt priserne op måned efter måned, siger han.

De dyrere varer kan ende med at sætte sit præg på finanserne derhjemme.

Ifølge Lisette Rosenbeck Christensen skal en gennemsnitlig børnefamilie have op til 35.000 kroner mere op af lommen for at kunne købe det samme som for et år siden - og det kan æde en stor del af budgettet.

- Det er ret meget. Det betyder, at nogle begynder at bruge af opsparingen eller begynder at købe færre varer - eller færre dyre varer. De vælger måske de billigere varer eller går på tilbudsjagt, siger Lisette Rosenbeck Christensen.

At danskerne får mindre for pengene, ses også i detailsalget, der i juni faldt med 3,1 procent.

- Forbruget i detailhandlen har holdt nogenlunde niveau, men når man korrigerer for prisstigninger, er det faldet ret markant, siger Kristian Skriver og tilføjer:

- Det er en afspejling af, at vi danskere bruger nogenlunde lige så mange penge i detailhandlen, men vi får færre varer med hjem.

I Arbejdernes Landsbank slår man dog ikke de røde advarselslamper til endnu - danskerne er nemlig godt rustede til at håndtere svære tider. Jobsikkerheden er høj, og generelt har vi mange penge stående på vores opsparinger.

- Det er selvfølgelig noget, der koster, og det vil have en effekt. Men som helhed fremstår danskerne robuste, og de kan håndtere en god portion modvind, inden vi bliver bekymrede, siger Lisette Rosenbeck Christensen.

Det er Kristian Skriver enig i.

- Forbrugerne har noget at holde igen med. Vi har ikke levet over evne de seneste par år, siger han.

Kristian Skriver håber dog ikke, at vi fortsat kommer til at se så høje prisstigninger som nu. Forventningen er, at rentestigninger fra Den Europæiske Centralbank tager toppen af inflationen hen mod efteråret.

- Der er uholdbart høje prisstigninger i øjeblikket. For detailhandlens vedkommende håber man, at det er midlertidigt - men prispresset har været så stort, at der ikke har været nogen vej udenom, siger han.

Aldring: Radioen var endnu ikke opfundet, da Jeanne Calment kom til verden i 1875, og hun måtte vente 25 år på, at metroen i Paris blev indviet. Hun oplevede Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og hele Den Kolde Krig. Hun så de første biler, de første flyvemaskiner og månelandingen. Da hun blev født, var film endnu ukendte, og fjernsynet lå langt ude i fremtiden. Da hun døde, var internettet og mobiltelefoner ved at blive hverdag - i hvert fald i de vestlige lande.

Ved hendes bortgang den 4. august 1997, var hun præcis 122 år og 164 dage gammel.
Det er en rekord, som stadig står, selv om verdens befolkning siden er vokset med to milliarder, og den globale forventede levealder er steget fra 65 til 73 år.

Også antallet af mennesker, der bliver 100 år eller mere, er eksploderet. Da Jeanne Calment døde, var der ifølge FN omkring 150.000 i verden, som havde levet i mere end et århundrede - i dag vurderes knap 600.000 at have nået milepælen. I Danmark alene bor der knap 1200 personer, som er 100 år eller ældre. Det er en stigning på cirka 48 procent på 15 år. Og Danmark er slet ikke noget særtilfælde, når det gælder indbyggere med mindst et århundrede bag sig.

Hvor vi herhjemme har 20,8 af de allerældste pr. 100.000 indbyggere, kan Sydkorea prale af 48,8 og Portugal af 68,5. I Japan, der er verdensberømt for en forventet levealder på 84,36 år sammenlignet med danskernes på 81,26, stikker det helt af med 68,5 - altså tre gange så mange som i Danmark, når man tager højde for indbyggertallet.

Med andre ord: Vi bliver ældre og ældre, og det er gået særskilt hurtigt inden for de sidste par årtier.

Og det er egentlig sært, for rent evolutionært giver det ikke ret meget mening, at vi lever så længe, efter vi har ført vores gener videre. Vi er bygget til at vare i 40 år, som professor ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet Rudi Westendorp udtrykker det:

- Det tager 20 år at blive seksuelt aktiv, og så har vi 20 år til at sikre, at vores børn også kan formere sig. Vi er biologiske maskiner, der ligesom vaskemaskiner og mobiltelefoner har en vis holdbarhed, før de bliver smidt ud, siger han.

Men - for der kommer et men, da professoren holder sin Iphone op. Den er nu otte år gammel, selv om de fleste mobiltelefoner bliver skiftet ud efter to-tre år.

- Jeg sørger for at opdatere den og skifte batteri, så forlænger jeg livet på den - det samme gælder vores biologiske maskine, tilføjer han.

Inden for de sidste årtier er der sket fremskridt inden for eksempelvis behandling af hjerte-kar-sygdomme og kræft, som generationerne før kun kunne drømme om.

- Vi er blevet langt bedre, og meget tyder på, at vi bliver endnu bedre i fremtiden, så jeg tror, det inden for det næste årti vil være muligt at lade den biologiske maskine køre i 120 år eller mere, vurderer Rudi Westendorp.

Han mener ligefrem, at det i 2100 ikke vil være noget særsyn, at mennesker når en alder på mellem 125 og 135 år.

Dermed berører han et af de spørgsmål, forskerne i aldring debatterer mest intenst i disse år: Har vi nået vores aldersmæssige potentiale, eller kan vi blive langt ældre i fremtiden?

Rudi Westendorp er blandt dem, der mener, vi har mange år i os endnu, mens Tom Perls, der er professor ved Boston University School of Medicine og stifter af New England Centenarian Study, verdens mest omfattende studie af +100-årige og deres familier, tvivler.

- At ingen har slået madame Calments rekord i 25 år på trods medicinske fremskridt og en langt større befolkning med langt flere ældre, siger noget om, hvor utroligt sjælden så høj en alder er. Det siger også noget om den biologiske grænse for vores kroppe. Vi er ikke udviklet til at leve så længe som grønlandshvaler eller skildpadder, forklarer han.

Dermed hentyder han til det fænomen, at vores forventede levealder er eksploderet de sidste hundrede år, men at vores maksimale levealder tilsyneladende ikke har ændret sig ret meget siden oldtiden.

I gamle dage var børnedødeligheden uhyggelig høj. Halvdelen af alle børn døde af sygdomme og fejlernæring, før de fyldte 10 år. Dertil kom et lige så uhyggeligt antal mødre, der døde i barselssengen, foruden alle dem, der blev ofre for sygdomme, vi i dag kan vaccinere os fra eller kurere.

Det betød, at mennesker dengang gennemsnitligt døde i 35-40-årsalderen – det skal bare ikke forstås sådan, at det var den almindelige alder at dø i. Overlevede man barndommen og fødslerne, steg sandsynligheden for at blive gammel betragteligt.

I det gamle Rom blev kejser Augustus 75 år gammel, og hans hustru, Livia, døde, da hun var 86 eller 87. På ældgamle gravsten er det heller ikke usædvanligt at støde på mennesker, der levede, til de var i 70’erne og 80’erne og endda ældre endnu ligesom i dag, hvor der blot er langt flere, der når den høje alder.

De sidste årtier er vores gennemsnitlige forventede levealder steget med to år pr. årti, men spørgsmålet er altså, om det vil fortsætte i fremtiden, eller om vi er ved at nå en grænse.

Hvis det sidste er tilfældet, vil det blive nødvendigt at bekæmpe selve årsagen til aldringen, hvis menneskets maksimale alder skal hæves. Det kan lyde som science fiction, men det er faktisk forskning, der foregår i en lang række laboratorier rundt om i verden.

En del forskere ser på såkaldte zombie-celler. Det er celler, som ikke længere deler sig, men heller ikke dør og derfor ophobes i kroppen. Zombierne har vist sig at udløse inflammation, hvilket kan svække livsvigtige funktioner og dermed bidrage til aldringen.

Et forskerhold på Mayo Clinic i Minnesota i USA arbejder med et stof, der kaldes senolytics, der i mus kan dræbe zombierne, hvorefter dyrene ikke bare lever længere end normalt, men også visere tegn på alderdom senere i livet.

Andre videnskabsfolk har haft held til at forlænge livet med 20 procent for bananfluer og fordoble det for særlige orme ved at sløve den ældende effekt, insulin har på kroppen. Et tredje eksempel er faste.

Forsøg på Salk Institute i Californien har vist, at rotter, der som midaldrende indtager 30 procent færre kalorier end artsfæller på normal kost, har celler, der minder om dem, man finder hos langt yngre dyr.

- Børn, der er født efter 2000, kan forvente at blive 100 år gamle, og det bliver bedre og bedre for hvert årti, og de, der ikke dør, vil hele tiden have gavn af de nye fremskridt, siger Rudi Westendorp.

Tom Perls stiller sig mere tvivlende over for udviklingen. Han peger på studier af syvendedagsadventisterne i USA, som er blandt de længstlevende mennesker i verden. I gennemsnit bliver kvinderne 89 og mændene 86 år gamle, hvilket er væsentligt mere end selv i Japan. Det skyldes, at deres religion fordrer et sundt liv uden rygning, alkohol og kød, og sideløbende dyrker de mere motion end andre og er mere sociale end gennemsnittet.

- De får ikke alene flere år, de får også flere sunde år, men selv de når et naturligt potentiale, som altså ligger omkring de 90 for de fleste, siger den amerikanske professor.

Forskning i skandinaviske tvillinger har vist, at det netop er frem til de 90 år, at vi selv har stor indflydelse på, hvor gamle vi bliver.

Men herefter er det biologien og det genetiske, der tager over, således at de allerældste ofte forekommer i de samme familier. Og selv i de tilfælde er det uhyre sjældent, at nogen bliver langt over 100 år, inden de dør. Af de cirka 1200 i Danmark, som er født før 1922, er det kun 43, som er 105 år eller ældre, og det vurderes, at der blot findes mellem 300 og 450 personer i hele verden, som er fyldt 110.

Frem for at håbe på at blive ekstremt gammel, opfordrer Tom Perls til at lære af dem og få et godt og aktivt liv, selv om man ’kun’ kan forvente at leve til et sted i 90’erne. I sit professionelle virke har han mødt et utal af de allerældste mennesker, og generelt er de faktisk ret gode til at være gamle.

I modsætning til hvad mange tror, er de ikke svagelige og inaktive, og de rammes først meget sent i livet af de sygdomme, man forbinder med alderdommen. Og det hænger blandt andet sammen med, at de generelt har levet sunde, aktive liv.

- Det med, at man bliver mere og mere syg, jo ældre man bliver, er en myte. Jeg plejer i stedet at sige, at jo ældre du er, jo sundere har du levet, siger han.

Forskerne er altså ikke i tvivl om, at vi bliver ældre, og at langt flere i fremtiden vil kunne fejre deres 90- og 100-års fødselsdag, men ligger grænsen for menneskets alder der, eller vil det blive almindeligt at slå Jeanne Calments rekord?

Det er det store spørgsmål, som kun fremtiden kan give svar på – tidligst i 2026 hvor franske Lucile Randon, som i dag er 118 år, har mulighed for at passere sin verdensberømte landskvinde.

Stort set alle, jeg kender, går til psykolog, og det er der intet mærkeligt i. Hvis en af mine veninder ikke kan være med til noget, så siger hun bare ”jeg skal lige til psykolog, så vi ses først senere”.

Sådan sagde en ung kvinde, Lilja, i Berlingskes sommerserie 18. juli. Kan det virkelig passe? Gælder det ”stort set alle, hun kender”?

Dagen efter fik hun svar samme sted af forstanderen på Baunehøj efterskole, Ulrik Goos Iversen, der advarede mod sygeliggørelsen af det normale. Han finder det sympatisk, at der nu er gratis psykologhjælp til alle under 25, ”men jeg ville sådan set hellere have, at der var gratis tandpleje”. Han synes, vi skal ”udvide normalitetsbegrebet”, så færre skal have behandling uden for fællesskabet.

Professionshøjskolernes formand Stefan Hermann har været inde på noget lignende i bøger og interviews.

Journalist Torben Steno sætter trumf på i Kristeligt Dagblad 18. juli: ”Flere generationer af danskere har en idé om, at vi bare skal ringe til kommunen, hvis vi er ulykkelige”. Og hvis der ikke er penge til det, skyldes det ”borgerlige egoister, der er ligeglade med andre menneskers ve og vel”. For der er opstået en slags fælles offentlig sandhed om, at man kan sætte lighedstegn mellem ”det offentlige” og ”det gode”.

Det er stærke ord i sommervarmen. Men det er en nødvendig debat, som også handler om, at for mange mennesker ser indad i stedet for udad. Vi er for hurtige til at spørge ”hvordan har du det”, som Ulrik Goos siger.

Vi skal respektere psykiske sygdomme på lige fod med andre sygdomme. Men vi skylder de rigtigt syge, at vi ikke slår dem i hartkorn med mennesker, der har sorg eller skuffelser eller på anden måde har ondt i livet.

Hvis man sætter fokus på det fælles og ser sig selv som ”en del af noget større” (DBU´s fremragende motto) - altså ser udad i stedet for indad – så får man det måske meget bedre med sig selv, fordi man tænker på andre og ikke blot på sig selv.

Som tidligere forstander på Askov Højskole, J. Th. Arnfred altid sagde: ”Det gælder ikke om at klare sig, men om at klare problemerne”.

Vi har i denne sommer fået en rørende beskrivelse af en lille forsagt dreng, der ikke kunne følge med de andre. Han må have haft alle mulige sorger og mindreværdskomplekser og må have været tæt på at opgive det hele. Jeg ved ikke hvordan, men han endte med at vinde Tour de France!

Søstre: Hvad er oddsene for, at der falder sne på en solrig sommerdag i Danmark? Umiddelbart ikke så gode. Men når man som Natasja og Barbara Crone er opvokset på forældrenes filmset, og når man som de eneste fra klassen har set masaifolk og flodheste i Afrika og har været en del af det Woody Allen’ske jødiske Manhattanmiljø fra barnsben - tja. Så er sne på terrassen en lun sommerdag i juni vel ikke så utænkeligt. Vi vender tilbage til sneen.

Natasja Crone byder på kaffe, vand og hjemmelavet hyldeblomstsaft. Saften har hendes kæreste, journalist Rasmus Tantholdt, som hun ejer huset sammen med og bor sammen med, selv har lavet. Barbara vimser rundt bag hende og kigger i køkkenskufferne.

- Hvad leder du efter? spørger Natasja, men Barbara leder ikke efter noget bestemt, hun leder bare.

-  En kardemommesnurre? Natasja løfter den brune bagerpose og kigge spørgende mod sin lillesøster.

- Nej, nej. Jeg har aldrig forstået kardemomme i noget som helst, svarer Barbara og indstiller jagten.

De siger selv, de er forskellige. Barbara er den analyserende, lidt tilbageholdende. Hende, der stopper op, ser tilbage og stiller spørgsmål. Natasja er fuldt ud til stede i nuet.

”Hvorfor tænker du på det? Det er jo overstået,” siger hun ofte til sin lillesøster. Hvorfor kigge bagud, når man kan se fremad?

Vi går ud på terrassen. Den er bygget ud over en privat sø, som tilhører de fire nabohuse rundt omkring den.

- Den er fyldt med kæmpe græskarper, siger Natasja, og i det samme passerer en, to, fem store, sorte fisk i vandet. Solen skinner fra en skyfri og lyseblå himmel. Og det sner rimelig heftigt med vat eller fnug, eller hvad det nu er.

- Hvorfor sner det med vat? spørger jeg.

Natasja peger på det store poppeltræ i hjørnet ved nabogrunden.

- Det hedder frøuld. Træet drysser i et par uger, og så stopper det igen. Søen tiltrækker også frøer, der lige nu er midt i en højlydt, kvækkende parringstid.

Det er som et Astrid Lindgren-eventyr, der åbner sig midt i det diskrete villakvarter, og den kontrast skal vise sig at være ret typisk for Natasja og Barbaras opvækst.

De er børn af 68’er-generationens inderste kreative cirkel. Natasja Crone bliver født i 1970 som barn af filmproducerne Nina og Erik Crone, dengang på henholdsvis 22 og 23 år.

I 1973 etablerer ægteparret deres filmselskab Crone Film. Samme år bliver Barbara født. Familien flytter lidt rundt, før de etablerer sig i Holte de næste år, hvor pigerne vokser op og starter i skole.

Forældrenes arbejde fylder meget, men søstrene er som regel sammen med dem, hvor de end er. På et tidspunkt er de næsten en måned i Kenya og bor sammen med hele filmholdet, mens de skyder en film.

De ser nøgne masaier med kæmpe huller i ørene, der er flodheste over for huset, og de har tjenestepiger. Men deres barndom er også helt almindelig med folkeskole, håndbold og venner på vejen.

Der er au pairen fra England, der bliver hængende i fire år, indtil forældrene venligt minder hende om, at hun skal have sig en uddannelse. De husker fester, farver, mennesker, masser af rejser, og først og fremmest husker de, at de har et privilegeret barneliv. Ikke et trivielt eller ensformigt liv, men et rigt og kreativt stimulerende liv, hvor det sagtens kunne sne i juni. De lever trods alt på forældrenes filmset det meste af deres fritid.

Filmselskabet ligger i Det Danske Filmstudie i Lyngby, hvor forskellige, store danske film er blevet indspillet siden 1920’erne. De husker filmstudiet som en sjov og spændende verden. Natasja mindes især den røde lampe, der styrer verden – både ude og indenfor.

- Når der var optagelser, blev der sagt: Klar til optagelse, efterfulgt af et ”bang” fra knappen. Så stod verden stille, og selv bilerne på parkeringspladsen stod ubevægeligt. Jeg kan tydeligt huske hulen og scenen med skovsneglen, da ”Zappa” blev indspillet. Det vildeste var at få lov til at trykke på den røde knap, når optagelserne sluttede. Så blev der råbt ”tak”, og bilerne kunne igen køre udenfor, fortæller Natasja.

I weekenderne var de to piger ofte hos deres mormor og bedstefar i Saunte, hvor de klædte sig ud som fine damer i høje hæle og fjerboaer, der kom på besøg hos mormor og drak kaffe. Engang kom de til at se en hel Hitchcock-film, som skræmte dem fra vid og sans. Det er noget af det mest uhyggelige, de kan huske. De levede i en tryg og forudsigelig verden.

- Vi har ikke fået noget forærende, hverken penge eller jobs eller uddannelser. Vi har begge tjent vores egne penge fra 12-13-årsalderen. Men vi har været enormt privilegerede i forhold til, at vi ikke har skullet kæmpe for de basale ting. Vi skulle ikke kæmpe for kærlighed, anerkendelse eller mad på bordet, siger Natasja.

Barbara nikker.

- Rammerne har været privilegerede, bekræfter hun og kommer i tanke om en anden usædvanlig ting ved deres barndom.

- Vi var meget i New York. Det var der ingen andre, der var dengang. Det var helt vildt.

Natasja spærrer øjnene op. Barbara har genåbnet et eksotisk livsafsnit med årlige besøg i deres onkel og tantes Manhattanlejlighed og det sansebombardement, det var at lande midt i den jødiske kreative klasse, de tilhørte i 70’erne.

For ikke at nævne bagels med cream cheese, det vilde tøj og de store butikker.

- Vi tog ned til bagelbutikken hver morgen og købte bagels med cream cheese. På nogle af turene spiste jeg bagels med cream cheese morgen, middag og aften. Det havde vi aldrig set eller hørt om derhjemme. Der var ingen andre fra klassen, der rejste til New York, det var en anden tid, og der fandtes jo heller ikke internet. Det var de færreste herhjemme, der oplevede verden på den måde, vi gjorde, siger Natasja og mindes, at der var 30 forskellige tv-kanaler hos onklen, mens vi herhjemme var vant til én kanal.

- For ikke at nævne vores onkel og tantes omgangskreds, tilføjer hun. Da Natasja senere så sin første Woody Allen-film, gik det op for hende, at karaktererne var præcis som onklens og tantens venner.

- Der var operasangere, kunstmalere, skuespillere og bare New York-mennesker med masser af makeup, der snakkede løs og altid var i gang, mindes Barbara. Måske er det den tidlige indsigt i, hvor forskellige vi mennesker kan og må være, der har formet dem.

I hvert fald husker Natasja tydeligt, hvordan onklens kone, der selv er født i Bronx, måbende udbrød, at alle elever så ens ud, da hun så Natasjas klassebillede. Ens hår, tøj og sko.

- Det var ikke noget, jeg tænkte over, men Danmark var jo et meget homogent samfund, vi så alle ud på samme måde. Når vi så kom til New York, kunne jeg godt se, at folk var vildt forskellige. Det har jeg sjovt nok altid oplevet en meget stor tryghed i. Jeg synes, det er trygt at være steder, hvor folk tør være forskellige, og det er meget utrygt at være steder, hvor alle opfører sig ens. Det gælder alle steder i livet: Arbejdspladser, steder jeg bor, på diskoteker. Jeg føler mig dårligt tilpas, hvis alle sidder og klapper hinanden på ryggen. Det skaber en decideret utryghed i mig, siger Natasja.

- Jeg registrerer det mere og tænker: Gud, hvor uspændende, siger Barbara.

Men ikke Natasja, hun får lyst til at gå ind i rummet og råbe, at hun synes lige præcis det modsatte, også selvom hun er enig.

- Jeg kan godt lide at møde mennesker, der helt grundlæggende tænker anderledes end mig. Det, synes jeg, er sindssygt spændende. Det er der mange, der næsten ikke kan holde ud, men jeg elsker det. Det er nok også en af gaverne ved det liv, vi har haft, siger Natasja.

Der har nok været naboer, der har vendt øjne af det somme tider lidt flydende og atypiske liv, de havde. Alene det, at de havde en au pair, der stod for de praktiske opgaver, fordi deres mor var lige så hårdtarbejdende som faren, var usædvanligt.

Men de oplevede det ikke selv som utrygt eller rodløst. Deres rammer var på plads, og det samme var kærligheden. Deres forældre har aldrig undskyldt for deres travle arbejdsliv, og den arbejdsindstilling har smittet af på dem selv som voksne.

- Der er også en læring i, at de vilkår, man har, dem har man bare. Man kan godt sammenligne sig med andre og sige, jeg vil hellere have haft noget andet, men det ligger ikke til mig. Jeg har den tilgang, at jeg får det bedste ud af de kort, jeg har fået. I stedet for at tænke: hvorfor er jeg ikke derovre? siger Natasja.

Hun uddyber:

- Det kommer sig også af, at vores forældre var gode til at stå ved, at deres arbejde fyldte meget. Min ældste søn var omkring syv år, da han sagde, at han syntes, det var irriterende, at jeg havde weekendvagter, for det havde de andres forældre ikke. Min første reaktion var: Det kan jeg godt forstå, jeg må lige se min vagtplan. Da jeg havde undskyldt lidt, tænkte jeg: Det er noget fis. Det bliver jo aldrig anderledes, så længe jeg er journalist. Så forklarede jeg ham, at mit arbejde er anderledes end andres forældres, og det bliver det nok ved med at være. Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og i stedet for at ændre det vil jeg hellere planlægge at lave nogle ting sammen på mine fridage. Det accepterede han på en eller anden måde. Når man står ved sine valg, selvom de er anderledes, så lander de også i børnene. Det gælder alle svære valg i livet, også skilsmisser.

Da Natasja er 13 år og Barbara 10, bliver de kaldt ned i køkkenet en aften. De husker begge to, at der er en alvorlig stemning, og Nina, som de kalder deres mor, fører ordet.

- De siger ikke, at de skal skilles. De siger, vi skal flytte, siger Barbara.

- Nina flytter lige til København, og vi bliver her. Der bliver ikke ændret noget for jer, husker Natasja, at Erik siger.

- Jeg tror, vi begge to var sådan lidt, hvad snakker de om? Skal vi flytte? Jeg undrede mig meget over, hvorfor vi skulle flytte, jeg forstod ikke, de skulle skilles, siger Barbara.

Efter samtalen går det langsomt op for Natasja, at forældrene skal skilles, selvom det aldrig helt bliver sagt.

- Jeg var 13 år, og der var bare nogle andre ting, der var vigtige. Da jeg havde sikret mig, at de ikke var uvenner, at vi ikke skulle flytte 500 kilometer væk, at jeg skulle gå på samme skole og stadig kunne spille håndbold, så var det sådan set ok. Det var lidt vigtigere, om jeg stadig kunne få lov til at komme på ungdomsklubben på fredag, og hvad tid jeg skulle være hjemme. Det her med at det er den værste samtale i livet, der ryster fundamentet – sådan oplevede jeg det ikke.

Nina flytter til København, mens de bliver boende i huset i Holte med Erik. Der er ingen fast ordning, og de husker ikke, at der blev meldt andet ud end, at de bare kan flytte ind hos moren, når de har lyst.

Efter et år meddeler Natasja, at nu vil hun prøve at bo hos Nina. Hun starter på Aurehøj Gymnasium, begynder i et band og kommer lang væk fra livet i Holte med Barbara.

Barbara fortæller om perioden:

- Jeg husker lommer af savn. I den periode rejser Erik meget og Natasja og Nina er i København. Savnet var ikke en konstant følelse, men det kom og gik. Vi har lidt forskellige oplevelser af, hvor vores forældre var, hvordan de var, og hvor meget de var der. Det har vi talt om en gang imellem. Jeg er sådan: De var der da aldrig, og du er mere: Det var de da. Jeg tror nu, at de var ganske almindelige, hårdtarbejdende forældre, men hvor vi altid var sammen med dem. I hvert fald frem til skilsmissen. Jeg mindes ikke at savne dem, før de blev skilt.

Natasja ville have ønsket, at hun havde taget sin lillesøster med sig i sit nye liv med gymnasievenner, band, fester og kærester, men som hun også siden har set i sine egne sønners liv, kan bevægelsen fra barn til ung ske pludseligt. Og det kan skabe et savn hos den mindste, der så står alene bag en lukket teenagedør:

- Jeg havde bare ikke den indsigt dengang. Jeg elskede mit nye gymnasieliv og glemte, at Barbara stod tilbage, siger hun.

Trods de adskilte teenageår fandt søstrene sammen igen som voksne. Uden drama, bebrejdelser eller skyld. Det er noget af det, deres forhold er renset for. Ligesom det også er fri for misundelse og sammenligninger.

- Misundelse mellem os er en ting, der simpelthen ikke findes. Man kunne forestille sig, at folk tænker: Natasja er blevet kendt og en stjerne, er du ikke misundelig over det? Jeg må bare sige, at jeg altid kun har haft kæmpe beundring og følt stolthed over dig, siger Barbara.

- Det handler jo også om at hvile i sig selv, svarer Natasja.

- Jeg har svært ved at forstå, at man kan stå foran et kamera og gøre noget som helst, så jeg er imponeret over, at du kan det. Jeg ville stivne og gå i kamerafrys. Jeg trives bag kameraet, siger Barbara.

Hvilket fører os til et andet lidt atypisk træk ved deres relation. Trods deres åbenlyse forskelligheder skændes de aldrig. Barbara siger med et roligt blik:

- Der er intet drama. Overhovedet.

Natasja følger trop.

- Jeg kan sagtens skændes med børn og kærester, men ikke med Barbara. Vi kan ikke komme dertil. Vi taler om tingene og forstår hinanden. Vi har begge to ret meget temperament, det går bare ikke ud over hinanden.

Er det fordi, I er konfliktsky?

- Vi har da haft diskussioner og sagt: ”Forstå mig nu”. Men det bliver aldrig til skænderier. Jeg kan ikke forestille mig et skænderi med dig, svarer Barbara.

Selvom Barbara som udgangspunkt er mere tilbageholdende, er der også punkter, hvor de afviger fra rollerne. For eksempel lukker Barbara alle fester, mens Natasja bekymrer sig over, at klokken nu også er mange, og hun hellere må se at komme hjem. Natasja går også mere op i, hvad andre tænker, mens Barbara er mere fandenivoldsk.

Natasja husker en episode, hvor de var til familiefest hos Nina, men hun havde sådan lyst at smutte og mødes med sin nye kæreste. Hun syntes bare ikke, at hun kunne være det bekendt, så Barbara lagde en plan. Hun fulgte Natasja ud og råbte med storesøsterens stemme, det Natasja ikke kunne få sig selv til at sige: ”Nåh, men jeg smutter altså nu,” og lukkede døren efter hende.

Barbara tager den sidste slurk kaffe. Den smager efter hendes mening bedre end den, hun selv laver, selvom hun har samme maskine derhjemme. Hun ved ikke hvorfor. Natasja foreslår, at det er mængden af mælk. De taler ind og ud af hinandens sætninger. Barbara forlader dem ofte uden en slutning, men med en ny tanke, der skyder ind. Natasja forstår intuitivt, hvor hun vil hen, og samler den op, og sådan bølger samtalen frem og tilbage.

De har et fælles blik for verden, som kun to mennesker, der har delt de vigtige år og oplevelser, med tiden opnår. Natasja fortæller:

– Hvis vi møder nye mennesker, og jeg tænker: Hold da op en selvfed person, så ved jeg, at Barbara tænker præcis det samme. Hvis der er et satireprogram, jeg har fået grineflip over, så ved jeg, at det får hun også.

Hun mindes, dengang Tegn og Gæt-spillet kom frem.

- Jeg skulle bare tegne en lige streg, så sagde Barbara straks: Et æsel. Og det var rigtigt.

Med tiden er deres forhold kun blevet styrket, og igennem skilsmisser og kriser har de stået tæt og været der for hinanden.

Barbara siger, at de altid har haft en kæmpe fortrolighed. En fortrolighed, der for Natasjas vedkommende er helt unik.

- Der kan være ting i livet, hvor man kun fortæller 90 procent af sandheden, selv til sin bedste veninde. Ikke fordi man lyver, men der er bare 10 procent, man holder på. Fordi det er for skamfuldt, for langt ude eller bare nogle følelser, man undlader at sige. Dér kan jeg sige alting 100 procent til Barbara. Også når det er så langt ude, at det siger noget meget dårligt om mig, siger hun.

- Jeg kunne ikke forestille mig, hvem af os, der ville sige til den anden: Det kan du simpelthen ikke tillade dig at gøre eller tænke. Vi udfordrer hinanden og spørger, om det nu er en god idé, men det der med at møde den anden med fordømmelse, eller det vil jeg ikke høre/tale om, det kommer der aldrig noget godt ud af, siger Barbara og uddyber, at det jo også typisk er i de svære livssituationer, det er allervigtigst at møde den anden med rummelighed. Noget, der ikke altid er let for Natasja i andre sammenhænge.

- Jeg kæmper med det i forhold til at være mor. Jeg kan godt nogle gange være fordømmende i forhold til teenagehandlinger, hvor jeg ryger op, siger Natasja og imiterer en hård tone.

- ”Det vil jeg simpelthen ikke have!” kan jeg råbe og bagefter tænker jeg: ”Wouw. Husk lige, du selv har været 18 år.”

Barbara og griner og tilføjer:

- Ja, du var ikke engang 18, men 15 år!

- Lige præcis. Lige så rummelig, jeg kan være i andre sammenhænge, lige så hurtigt kan jeg som mor slå ned. Det er jo ud fra den dybeste angst og bekymring for, at der sker mine sønner noget forfærdeligt. Dér er du mere afslappet, Barbara, siger Natasja.

Barbara nikker. Så siger hun:

- Min ældste har været fornuften selv, så jeg er ikke blevet helt så udfordret, men man ved jo aldrig, hvad der kommer.